Når samarbejdet stopper og tiderne skifter

Det var nok først under selve afskedsreceptionen, at det helt gik op for mig... At min gode og nære kollega, som vi sagde farvel til - ikke er på kontoret ved siden af mit på mandag. Det bliver ikke hende, jeg kommer til at fortælle små anekdoter fra hverdagen til. Det bliver ikke hende, jeg lige kan hente hjælp hos.

Det er en underlig følelse, der opstår, når et godt samarbejde stopper. En følelse af noget tomhed.Fra på mandag skal jeg finde mine egne ben på en helt anden måde. Og det, som især er underligt for mig er, at jeg de sidste tre år har været den, som forlod et samarbejde - nu er det mig, som er tilbage... Det er bl.a. mig, som skal bære en kultur og et stykke arbejde videre. Jeg skal både være i forandring og stå fast samtidig.

Ligesom så mange andre forhold i livet, tror jeg ikke, at vi ikke helt ved, hvor meget det har betydet, før det er slut. Og paradoksalt nok tror jeg ikke, at jeg helt fik sat nok pris på det, mens det varede...
Fik jeg nu stillet de gode spørgmål, der gav os mulighed for at viderebringe vigtig viden. Fik jeg observeret min kollega nok, så jeg lige kunne lure, hvordan hun håndterede en situation. Og fik jeg vist min taknemmelighed over at have hende ved min side?