Hvem skal have et “TAK”?

Jeg startede dagen med tårer i øjnene... Ikke fordi der var noget galt, men fordi jeg var rørt.
En af mine tdligere elevers mor havde skrevet en tak til mig.

Det er vel mere end fem år siden, at jeg underviste sønnen, og han er i mellemtiden blevet til en ung mand, der er godt på vej i livet. Nu havde moren været på kursus bl.a. om, hvordan man gør en forskel i børn og unges liv, og det havde fået hende til at tænke på mig. Men hun tænkte ikke bare det, hun tog sig tiden til at skrive til mig. Se det, synes jeg, er rørende.

Der er mange mennesker, som har gjort en forskel for mig i mit liv. Mange af dem har jeg sagt tak til, men der er stadig en del som fortjener en tak. Det er der sikkert også i dit liv. Prøv lige at overveje, hvem der skal have et “TAK” fra dig. Når du ved det, så kunne du måske også skrive til dem. For tak er ikke en lille ting. Det er stort og rørende - og det sender god energi til vores store fællesskab!

Det er ikke venlighed at finde sig i hvad som helst...

Ofte - faktisk alt for ofte har jeg i venlighedens navn bidt alle mulige ting i mig. Alt fra at blive gjort grint med, skældt ud, trådt for nært, hængt ud, blive overset og mange andre ting. Og jeg har ikke sagt noget til det - for jeg vil gerne være venlig og forstående overfor andre. Så jeg har bare smilet, prøvet at bevare den gode stemning og har bidt det i mig.

Men erfaringen har lært mig, at det ikke er venlighed at bide andres uforskammetheder i mig. Det er derimod rigtig dårlig behandling af mig selv. Og det er der intet venligt i.
Derfor vil jeg nu hellere sige fra, sige stop og nogen gange helt holde mig fra visse mennesker, end at blive trådt på. Jeg er erkendt, at andre ikke altid er klar over, at deres måde at begå sig på i verden går ud over deres omgivelser, men det betyder ikke ,at jeg behøver at blive i deres drama.
Jeg vil dog gerne sige fra på en ordentlig og venlig måde. Ja, jeg håber, at når jeg gør det, kan jeg vise andre, hvordan vi passer på os selv. Uden at jokke på hinanden.

Så står du i samme situation, som jeg ofte har gjort, så er du i din fulde ret til at sige fra. Øv dig i at gøre det med venlighed - men gør det! Det er nemlig ikke venlighed at finde sig i hvad som helst.

Høfligheden er der....

Dagen startede med morgenløb sammen med eleverne på den efterskole, hvor jeg slår mine folder. Til trods for at de var trætte, havde de alligevel overskud til at være høflige. Alt imens de overhalede mig, sagde de pænt godmorgen og ønskede mig en god tur.
Det er alligevel lidt stort, at unge mennesker - som ofte bliver beskyldt for at have dårlig opførsel - viser det overskud.

Men den er der - høfligheden.  Ikke bare hos mine elever, men hos de fleste unge jeg har mødt. Ofte har jeg haft klasser, som havde dårligt ry - men som efter at være blevet mødt med venlighed og at blive talt pænt til, forholdsvis hurtigt viste, at de også sagtens kunne være venlige og høflige. De havde bare brug for at blive mødt på sammen måde. For de vil gerne. De ikke ønsker faktisk ikke at være til besvær. De vil bare gerne selv blive mødt på en venlig og høflig måde.

Derfor synes jeg, at vi voksne skal lade være med at brokke os over de unge - og istedet give dem de bedste muligheder for at vise at det gode inde i dem - og være gode rollemodeller, så de kan se, hvordan høflighed og venlighed kan folde sig ud.

Hvem er det, der tæller?

Jeg tror ikke på dem, der siger, at de er ligeglade med, hvad andre siger. For forhåbentlig er der mennesker i vores liv, hvis meninger vi rent faktisk ikke er ligeglade med.
Problemet er dog ofte, at vi går lidt for meget op i, hvad andre mener og siger. Og det er ikke vores nærmestes mening, som tæller her.

Hver eneste gang vi møder et andet menneske, er der mulighed for, at de har en mening om os - og en mening som vi slet ikke kan styre. Hvis du ser dig selv som rar og venlig, kan du sagtens bliver opfattet som vag og irriterende. Hvis du ser dig selv som handlekraftig og initiativrig, kan du sagtens blive opfattet som en, der tromler andre. Eller du kan blive opfattet som det modsatte 😉

Derfor tror jeg det er vigtigt, at vi virkelig gør op med os selv, hvis meninger der tæller i vores liv - og så kun forholde os til dem.

Disciplin

Disciplin.., i mange år havde jeg det faktisk lidt svært med det begreb. Jeg forbandt det mest med topsportsfolk, der trænede ud over det sædvanlige. Altså sådan noget med tidligt op, mange timers træning, særlig kost (nej tak til lækkerier og alt det sjove) - kort sagt et liv i meget faste rammer.

Men gennem årene har jeg lært at sætte pris på...måske ikke lige frem selv disciplinen, men hvad disciplin kan gøre for mig.
For mig handler det om, at når jeg laver aftaler med mig selv - og så overholder jeg dem! Jeg letter min nogle gange dovne krop og det til tider lige så dovne sind, og gør det, jeg ved, jeg skal - og gør det med det samme.

Alt det der følger efter disciplinen er i den grad, det hele værd.
Når jeg kommer op af sofaen eller sengen om morgenen og dyrker motion, så bliver jeg gladere. Eller når jeg færdiggør svære eller kedelige opgaver, så frigøres der en masse energi.
Vigtigst er nok, at jeg med hjælp fra disciplinen, når det jeg gerne vil i mit liv - eller I det mindste bevæger mig i den retning, jeg gerne vil. Og jeg bliver stolt af mig selv, for det kunne være så nemt bare at hoppe over, hvor gærdet er lavest.

Vis interesse

Mange forældre følger deres børns fritidsinteresser tæt, mens børnene er små. Men når ungerne bliver ældre og vælger interesser, som vi ikke altid lige forstår, så kan man altså godt føle dig sat lidt af som forælder.

Vi skal dog huske, at det stadig har betydning for vores børn - uanset alder, at vi viser interesse for det, der interesserer dem. De viser det måske ikke altid, men spørg alligevel ind til interesserne. Spørg ind til det, du ikke forstår - og prøv ihærdigt at forstå det.

Min søn har en fritidsinteresse, som ingen af os andre i familien deler. Der er stadig meget, jeg ikke forstår trods min søns tålmodige forklaringer efterfulgt af utallige YouTube-videoer. 

Ofte bliver jeg også ramt af min uvidenhed. Jeg føler mig gammel og gammeldags. Han bruger ord og forklaringer, som jeg slet ikke forstår. Men det handler jo ikke om lig og mit ego. Det handler om, at min søn er vigtig for mig. Derfor er hans liv og interesser det også. 

Morgenattituder

Hvordan starter du dagen? Altså ikke hvilke rutiner du har, men hvilken attitude du starter ud med.

Jeg har i mødt temmelig mange børn og unge, som har haft rigtig dårlige morgener inden deres skoledag overhovedet startede. Og jeg har talt med mange voksne, som ligeledes har tilbragt timer inden arbejdsdagen på måder, som ikke har været gavnligt for nogen.
Og når dagen er startet sådan, så kan det altså væres svært at indhente god karma og glad stemning.

Der er ikke en bedst opskrift på, hvordan en god dag starter, men nogle af ingredienserne kunnet være:

• Et oprigtigt smil til dit spejlbillede (måske endda efterfulgt af et par pæne og opmuntrende ord). Ville det ikke være rart, hvis du hver eneste dag blev talt pænt til af den person, som har størst betydning i dit liv - nemlig dig?
• At vise tydelig glæde over at se dine familiemedlemmer (kæreste, ægtefælle, børn, dyr) efter en nats søvn. Smil til dem - og sig gerne at du elsker dem, som det første de hører om morgenen. Der er mange, mange mennesker, som nok et eller andet sted ved, at deres familie elsker dem. De hører eller mærker det bare ikke så ofte. Tænk på hvad den tydelige kærlighed kunne gøre af forskel i din families liv og i dit.
• Tid til at sidde sammen med familien. Kærlighed staves ofte T-I-D. Brug tiden på de vigtigste personer i dit liv. Når de bliver prioriteret, så mærkes kærligheden.
• Endnu et smil og nogle pæne ord til spejlbilledet inden du går ud af døren. Du kan sagtens tåle lidt mere god energi inden du møder livet udenfor. 

Det er ikke de store omvæltninger i morgenrutinerne, men det kan gøre en kæmpe forskel i dem måde  vi opfatter os selv og vores nærmest. Og det gør en forskel i, hvordan de opfatter dem selv. Som justeringer kan ændre din attitude hele dagen igennem. 

Stil tusindvis af spørgsmål

Jeg elsker spørgsmål. Siden jeg var helt lille, har jeg selv haft tusindvis af dem - og spurgt mine omgivelser om alt muligt... sikkert til fleres irritation, men til min egen store glæde.
Jeg elsker også at få spørgsmål. Og rigtig gerne dem jeg ikke lige kan svare på.

Jeg synes, at vi skal droppe noget af al vores jeg-spørger-ikke-for-det-burde-jeg-vide eller jeg-spørger-ikke-for-jeg-er-eksperten-her, og i stedet stille hinanden alle mulige oprigtige og nysgerrige spørgsmål.
Jeg er sikker på, at vi så kunne komme meget tættere på hinanden 😀

Et gammelt foto

På mit kontor i mit hjem, har jeg et foto af mig selv på en første skoledag. Jeg er ikke sikker på årstallet, men det er muligvis fra 1. klasse, så jeg er omkring 7 år gammel. Jeg ser spændt ud og lidt genert. Billedet er taget i indkørslen til mit barndomshjem, samme sted som første-skoledags-billederne blev taget i mange år efter.

Jeg har billedet stående fremme for at minde mig selvom, hvem jeg var en gang, hvor jeg kommer fra og hvorlangt jeg har bevæget mig.
Det er vigtigt for mig at huske den lille pige, jeg var en gang. Huske hendes drømme, glæde, hendes bekymringer - og hvordan hun kunne lege i timevis i haven eller med en lille ubetydelig dims og glemme verden omkring sig.
Og jeg glædes over, at jeg er opvokset i et kærligt hjem med forældre, som gerne delte ud af deres tid, kærlighed, omsorg og viden. Et sted hvor jeg kunne være tryg, når verden omkring mig blev lidt for meget.
Det var netop denne trygge base, og det fundament jeg har fået med der, som har gjort, at jeg har kunne bevæge mig væk derfra. I nogle perioder fysisk langt væk.
Fundamentet har ligeledes betydet, at jeg har haft mod til at prøve nye ting. Kaste mig ud i noget, selvom jeg slet ikke vidste om det ville lykkes. For jeg havde et blødt sted at lade.

Og jeg har kastet mig ud i mange ting. Nogle gange lidt hovedløst ville mine forældre måske sige. Det har givet knubs - og en masse fede oplevelser. Det har betydet, at jeg har opnået rigtig mange ting i mit liv. Ting som jeg virkelig er stolt af. Så billedet minder mig også om, hvorlangt jeg og andre mennesker har bevæget os gennem livet. Det skal vi huske at anerkende hinanden for 😀

Klap dig selv på skulderen

Den smukke morgenstund dannede et den ideelle baggrund for min løbetur. En tur som jeg både havde lyst til og slet ikke havde lyst til - dels fordi jeg rent faktisk godt kan lide at løbe og opleve verden omkring mig, og dels fordi jeg slet ikke er i form, og jeg vidste at det ville være hårdt....

Jeg tog mig sammen og satte det ene ben foran det andet. For det meste i langsomt løb, og ind imellem også gående... Men jeg gjorde det. Jeg tog den første løbetur i lang tid. Jeg nød solen, brisen, naturen og at mærke mine fødder flytte mig fremad. Jeg var stolt af, at jeg valgte denne oplevelse trods en kondition, som ikke er særlig god. Jeg er stolt af, at jeg ikke tog den nemme valg, som kunne have været at blive siddende i sofaen.

Det er selvfølgelig ikke jordens største eller mest imponerende handling. Men der midt på stien mellem træer og blomster klappede jeg mig selv på skulderen - sådan helt bogstaveligt. Jeg løftede den højre hånd og rakte over mod den venstre skulder og gav mig selv et par opmuntrende klap.

Det kan virke fjollet, men jeg tror, at vi alle kan trænge til disse skulderklap - og vi skal i høj grad også huske at give os selv dem. Ved at gøre det rent fysisk (uanset om det virker underligt), kan vi for alvor mærke vores egne opbakning. Så klap endelig dig selv på skulderen, hver eneste gang du er stolt af noget.