fredag den 30. juni 2017

Ferie - uanset vejret

I dag blev det min tur til at efterlade et ryddet skrivebord og en noglelunde tom mailboks de næste 4 uger. En meget velfortjent ferie ligger lige for fødderne af mig nu.

Hele dagen har regnen trommet på ruderne, og der er intet, der tyder på, at de næste dage bliver bedre. Men det er fuldstændig ligemeget. Ikke fordi jeg skal rejse til varmere himmelstrøg, men fordi min ferie ikke handle om vejret - og det bør din heller ikke gøre.

Ferie er pause fra hverdagen. Pausen hvor kroppen, tankerne og sjælen kan få ro. En ro der skal bruges til at restituere og genoplade os. Og det kan regnvejr altså ikke ødelægge. Måske tværtimod. Måske kan regnvejret få os til at sætte tempoet længere ned.

Så lad være med at fylde feriekalender op, så den kommer til at ligne en effektiv frisørs aftalebog. Øv dig i at lave ingenting. Kig ud i luften - måske efter regndråberne. Lad roen indfinde sig både i krop og i tanker. Nyd regnvejrsdagene som ikke inviterer til aktivitet.
Ferie handler nemlig ikke om vejret, men om pause fra hverdagen.

torsdag den 29. juni 2017

Kærlighed til dig selv

Når jeg læser eller hører om selvkærlighed, handler det oftest om at pleje det ydre. Jeg ikke er i tvivl om, at det også gør noget godt for det indre, hvis vi stopper op og plejer os selv. Men jeg synes bare ikke, at det er nok.

Kærligheden til mig selv handler i høj grad om de følelser, jeg virkelig har i forhold til mig selv. Elsker jeg virkelig mig selv? Ikke på en egoistisk eller narcissistisk måde, men på en varm, anerkendende, dyb og tilgivende måde.

Følelserne kan findes i de ord, jeg siger til mig selv, når ingen andre lytter. Prøv selv at lytte til dig selv. Hvad siger du til dig selv, når du kun er dig? Er det ord som stråler af varm, anerkendende, dyb og tilgivende kærlighed? Eller er det mere ord, som minder om kritik?
Hvis ikke du mærker kærligheden - så er det vist på tide at ændre noget.

Hvordan skal vi kunne vise ægte kærlighed overfor andre, hvis vi ikke kan give os selv det? Du kan jo heller ikke give oprigtige råd om sager, du ikke ved noget om. Hvis vi ikke fylder os selv op med kærlighed og alt det gode, der kan komme i kølvandet på det - hvordan kan vi så lade vores kærlighed flyde over til andre?

Mens vi stadig skal være omsorgsfulde og venlige overfor vores medmennesker, må vi endelig ikke glemme os selv.
Vi skal kigge på os selv med kærlige øjne - og se alt det smukke i os. Vi skal bruge de indre samtaler på kærlige og venlige ord, der understreger vores unikke indre og ydre skønhed. Og vi skal udvikle et livslangt ubrydeligt kærlighedsforhold til os selv ved at omgive os med mennesker, der hjælper os på vej på den rejse.

onsdag den 28. juni 2017

Godmorgen - Hej - Tak for i dag.

Siger du "Godmorgen", når du møder ind på arbejde? Eller når du stiger ind i bussen på vejen til arbejdet?
Husker du at hilse på de mennesker, der krydser din vej i løbet af dagen? Eller sige "Farvel" og "Tak for i dag", når dagen afsluttes?

Det handler ikke kunne om at vise gode maner. Det er også en god måde at vise vores medmennesker, at vi lægger mærke til dem, og at de har værdi i vores øjne.
Alt for tit har vi så travlt, at vi glemmer dem omkring os - uanset om det er fremmede, eller dem der er tæt på os. Og i vores travlhed kan vi alle komme til at føle os overflødige og ubetydelige. Der skal så ganske lidt til at vise glæde ved hinandens væren.

Lad os finde høfligheden og venlighed frem og bruge dem til at glæde hinanden. Se hinanden i øjnene og vis interesse.

tirsdag den 27. juni 2017

Aftener som disse

Sommeraftens høje blå himmel bærer med sig løfter om muligheder, der strækker sig langt ud i horisonten. Under det klare lys med de gyldne stråler vokser optimismen og håbet frem.

Aftener som disse giver både ro og styrke til sjælen. Ro til eftertænksomhed og styrke til at handle på tankerne.
Aftener som disse tilbyder en pause fra hverdag og livets skyer.
Og aftener som disse styrker følelsen af at være en del af en verden, så meget større end det jeg ser.

søndag den 25. juni 2017

Del livet med andre.

Jeg er sikker på, at jeg har noget tilfælles med alle mennesker, jeg møder. Jeg siger som regel, at vi skal snakke med andre længe nok til at finde ud af, at vi er i familie sammen. Dels er vi alle forbundet på den ene eller den anden måde, og dels har vi alle noget til fælles, hvis vi bare er interesseret i at finde frem til det.

Hvis vi møder vores medmennesker med den tilgang, tror jeg, vi vil opleve en større samhørighed og en større forståelse af hinanden. Og det gælder ikke bare, når vi møder fremmede. Det gælder i høj grad også, når vi mødes med familie og venner - især familie.
Jeg tror, at vi vil opleve mere glæde sammen, hvis vi brugte mere tid på det, vi har til fælles fremfor det vi ser forskelligt på.

Jeg håber, at næste gang du mødes med et menneske - især hvis I ikke kender hinanden eller ikke kender til hinandens fælles forståelse, vil invitere dem indenfor i dit liv, samt vise interesse for deres. For hvor kan vi opleve en større glæde i livet, hvis vi dele det med hinanden.

lørdag den 24. juni 2017

Efterskole-karavanen

Der findes en slags karavane, der snorer sig gennem landet to gange om år - i august og i juni. Det er karavanen af biler proppet med teenagers ejendele. Alt det de behøver for at starte deres efterskoleliv (og selvfølgelig det de skal have med hjem igen). Du kan kender bilerne på den obligatoriske cykel, de har hængende bag på.
Indtil august 2016 var jeg slet ikke klar over, at sådan en karavane eksisterede. Lige så lidt som jeg var klar over, at forældre samlede sig fredag og søndag eftermiddage på stationer rundt om i landet for enten at hente deres efterskolebørn eller sende dem retur.

Nu er min yndlingsdatter atter hjemme og er i skrivende stund ved at pakke ud. Derfor varer det nok ikke længe, inden jeg glemmer alt om karavanen og eftermiddagene på stationen. Altså indtil yndlingssønnen skal afsted på efterskole.

Men min lille opdagelse har gjort mig mere bevidst om, at vi som mennesker har mere tilfælles, end vi ofte går rundt og tror. Alle de forældre, jeg har hilst lidt genert på, når jeg skulle sende min datter med toget, har ligesom mig kendt til afsavnet og samtidig glæden ved at have et barn på en efterskole. Om ikke andet så har vi haft det tilfælles.

fredag den 23. juni 2017

Skoleelever hele landet over er blevet sendt på sommerferie i dag. Nu venter 6 ugers afbræk fra hverdagen forude. For nogle vil det være uger spækket oplever, for andre vil ugerne være lange og måske også en smule ensomme, fordi de ikke har en hverdag sammen med deres kammerater.

Men alle har de brug for en pause (ligesom vi voksne har). En pause der gerne skulle hjælpe med at lade det sidste skoleårs læring falde på plads. Og en pause der skabe lyst til ny læring.

Kender du nogle børn, der har ferie, så tag dem gerne i hånden og gå på opdagelse med dem. Lad pausen blive rig på nærvær og relationer.
God ferie til ungerne.

torsdag den 22. juni 2017

Hverdagens pauser

I en travl hverdag har jeg svært ved at tage pauser. Mest fordi jeg gerne vil være så effektiv som muligt. Jeg ved godt, at det ikke er sundt... Jeg har bare så svært ved at overbevise mig selv om, at det er OK at glemme arbejdsopgaverne for et stykke tid.
Men pauserne er vigtige! Og jeg ved det. Derfor har jeg i dag tilbragt tid væk fra skærme og internet. Væk fra mails og telefonbeskeder der venter på svar.
I stedet fyldte jeg pausen med natur, fællesskab og latter. Selvom det kun var en enkelt pause, så er jeg blevet fyldt med energi og ro.

Glem nu ikke pauserne. Du har ikke bare fortjent dem - du har virkelig brug for dem.

onsdag den 21. juni 2017

Ingen løftede pegefinger

I disse dage fejres tusindvis af unge mennesker landet over. Nogle af dem fordi, de har afsluttet eksamener eller uddannelser. Andre fordi de forlader folkeskolen - en velkendt træningsbane for det der venter med ungdomsuddannelserne.

Jeg er i aften klar til at sige farvel til nogle af de skønne unge mennesker, som jeg har haft glæden af at møde hver dag. De skal sendes videre ud i livet med en tale - som forhåbentlig giver dem noget at tænke over og nogle ord, de kan læne sig op af.

Der vil ikke være løftet pegefinger fra min side. Tværtimod vil jeg fortælle dem om alle de ting, de allerede kan. For jeg synes, at mange af vores unge allerede står temmelig meget på tæer for at leve op til vores forventninger. Faktisk ser jeg mange af dem, stå så meget på tæer, at de næsten ikke kan holde balancen.
Og det er vel og mærke en ungdom, som er mere målrettet, mere fokuseret og mindre sløset end deres forældres generation... Alligevel er det som om, at vi ikke er tilfredse med deres indsats.

Jeg ved ikke, hvor vi gik forkert, men det er på tide at komme tilbage på rette spor.

Se nu på de skønne unge mennesker. Se alt det de kan. Anerkend dem for deres forsøg... Lad dem fejle sig fremad. Og sig til dem at de har betydning og værdi - ene og alene fordi de er til!

I stedet for at løfte pegefingeren skal vi løfte hånden til et anerkendende HIGH FIVE.

tirsdag den 20. juni 2017

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige...

Nogle gange er jeg ligesom løbet tør for ord. Andre gange ved jeg ikke, hvad der er mest passende eller støttende at sige i en bestemt situation.
Og har du en personlighedstype som min -  kan den ordløse tilstand føles, som om du mister kontrol. Sådan har jeg det i hvert fald, når ordene ikke støtter mig i min interaktion med andre.

Jeg må dog erkende, at mine ord ikke er de vigtigste. For når jeg møder andre, er det vigtigere, at jeg ser dem og lytter til dem. Og mine ord kan ind imellem forplumre det fælles mere, der kan opstå sammen med andre.

Så vær ikke bekymret, når du ikke ved, hvad du skal sige. Vær taknemmelig over muligheden for en ny tilgang til dine medmennesker.

mandag den 19. juni 2017

Tro på de gode intentioner.

Jeg ønsker det bedste for mine medmennesker og ønsker et samfund, hvor vi lever i omsorgsfuld venlighed med plads til forskelligheder.
Derfor bliver jeg ramt, når jeg bliver mødt en mistro overfor intentionerne bag mine handlinger eller beslutninger.

Der er ingen af os, der har det fulde overblik over, hvad der er godt eller skidt for andre mennesker. Men vi kan prøve at sætte os ind i deres situation - prøve at forestille os, hvordan det må være at gå i deres sko. Og selvom jeg ikke vil påstå, at jeg altid har succes med det, så er det vigtigt for mig at gøre et oprigtigt forsøg.
Når jeg bruger den tilgang sammen med min værdistyring, tror jeg på, at jeg kan tage beslutninger, som på mange måder kan gavne flere, end hvis jeg bare tog hurtige beslutninger.

Så når jeg bliver skældt ud over mine beslutninger uden, at der bliver spurgt ind til tankerne bag - kan det godt ramme lidt hårdt. For jeg bliver ramt på en følelse af at blive mødt med mistro.

Lad os droppe mistroen overfor hinanden. Jeg tænker, at vi alle har gode intentioner. Det er godt nok ikke altid, at vi får dem præsenteret på den bedste måde - men ikke desto mindre vil vi gerne gøre det godt.
Tro på dine medmenneskers gode intentioner, og hvis du ikke forstår deres handlinger så spørg ind til tankerne bag. Vi kan bedre leve i omsorgsfuld venlighed, hvis vi ikke mødes med mistro.

søndag den 18. juni 2017

Brokker du dig - uden at vide det?

De fleste mennesker, jeg møder, har som udgangspunkt et positivt syn på livet. Alligevel oplever jeg, at en del af dem (mig selv inklusiv!) komme til at brokke sig - sikkert over ting de/vi slet ikke er klar over.

Jeg hørte en gang et klogt menneske sige, at vi skal være meget opmærksomme på det der kommer ud af vores mund. Faktisk skal vi starte med at være opmærksomme på den indre dialog, vi har.
Prøv at lægge mærke til, om du uden at ville det kritiserer andre, og det de gør.
Deler du irritationer over dine medmennesker med alle andre, end dem der irriterer dig?

Hvorfor egentlig? Det kommer jo ikke til at ændre noget. I stedet sender vi bare dårlig karma ud i verden.
Jeg ved godt, hvorfor jeg ikke siger det direkte til folk. Det skyldes ofte, at jeg ikke mener, at det er værd at hidse mig op over, eller at jeg synes, det er svært at sige det på en pæn måde. Derfor virker det jo fuldstændigt absurd, at jeg i stedet synes, det vil blive bedre, hvis jeg lige fortæller om det vidt og bredt.

Så derfor vil jeg lytte meget mere til mig selv. Især inden ordene komme ud af min mund. Jeg vil ikke være en brokker. Jeg vil i stedet se mine medmennesker med deres fulde potentiale og tro på, at hvis det virkeligt er vigtigt for mig at sige noget, så kan jeg sige det direkte til dem.

lørdag den 17. juni 2017

Skulderklap og klapsalver

Hvornår har du sidst modtaget et skuldreklap for noget du har gjort? Måske endda for noget som "bare" er en del af dit almindelige arbejde eller din hverdag.

Mange oplever alt for sjældent eller tæt på aldrig anerkendelse for deres indsats og påvirkning i vores andres liv. Derfor går de rundt med følelsen af ikke rigtig at slå til, til trods for at de gør det fremragende. Et stykke hen ad vejen kan det selvfølgelig hjælpe, at vi selv prøver at fokusere på det, der lykkes for os. Men i sidste ende vokser vi af andres anderkendelse. Vi får øje på den betydning vi, og det vi gør, har for andre. Lysten til at give mere og yde bedre stiger, hvilket medfører at vores omgivelser får endnu mere glæde af det, vi byder inde med.

Derfor synes jeg, vi skal huske at give hinanden skulderklap og klapsalver som tydelige tegn på vores anerkendelse. Sig til din kolega, hvad han gør, som du synes er alletiders. Klap af dine børns lærere og deres indsats, næste gang du er til forældremøde. Lyt til det andre har på hjertet og del gerne deres viden med andre - sæt dem i et godt lys.
Jeg ved, at der er en del skeptikere, der mener at nu må det jo ikke tage overhånd og blive sådan noget lalle-glad ligegyldigt vås. Men det skal vi vist ikke være bange for i den nærmeste fremtid.

fredag den 16. juni 2017

Hvis du ser det, har du det

Nogle gange kan vi kigge på andre menneskers fortræffeligheder og tænke, at de altid har været sådan. Men de fleste af os ved godt, at intet kommer af sig selv, og at selv talent er blevet formet af træning.

Alligevel kan vi falde ned i en tankegang, hvor vi fokuserer på begrænsninger, eller på hvorfor vi ikke lige er som de mennesker, vi beundrer. Det kan tillige være en tankegang, som samtidig understøtter en forestilling om, at vi nok ikke besidder de kvaliteter, som vores forbilleder så tydelig gør. 
Men der er håb forude...

For alle de ting du beundrer, ville du slet ikke lægge mærke til, hvis du ikke selv besidder dem. Der er så meget, vi aldrig opdager hos andre, fordi det ikke har betydning for os. 
Men det, som allerede er sået i os og som bare venter på en mulighed for at vokse og folde sig ud, springer lige i øjne, når vi ser det hos andre. 


Så dyk ned i dine forbilleders historie og udvikling. Hvad gjorde de, for at udvikle deres talenter? Hvad kan du kopier? Hvordan overkom de forhindringer eller tilbageslag? 
Og ikke mindst anerkend dig selv for at opdage andres kvaliteter. Klap dig selv på skulderen for at være på vej til din egen version af fortræffelighed. For hvis du kan se det - har du det!

torsdag den 15. juni 2017

Huller i kalenderen

Som regel er sørger jeg ikke efter gennemhullet ting. Men jeg vil meget gerne have huller i min kalender - og masse af dem.
For på det seneste har min kalender lignet et pænt sammensyet patchworktæppe. Og det er jo ikke sundt på den lange bane.

Nu er det tid til at indlægge pauser både på kontoret og udenfor. Pauser til at lade tankerne flyve frit. Der kan nemlig sker stor udvikling i pauserne.

Ser du et patchworktæppe eller en gennemhullet si, når du åbner din kalender?

onsdag den 14. juni 2017

Med - arbejdere

I dag skulle vi afholde et større arrangement på min skole. Da jeg kun har været ansat siden 1. august 2016, har jeg ikke prøvet det før (på denne skole). Altså det var noget forholdsvist nyt for mig.

Men Pippi siger som bekendt: "Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt.", så det var min tilgang til opgaven. Og selvfølgelig gik det fint. Ikke så meget på grund af mig, men pga. nogle super engageret og med-arbejdende lærere.

For vi bliver så meget bedre til det, vi skal, når vi er en del af et godt team. Som leder kan det nogle gange være en smule ensomt, men jeg tilbringer min dage sammen med mennesker, som bakker op om og byder ind på vores fælles opgaver, som spiller mig god, som gerne fortæller mig et par sandheder, og som jeg kan grine sammen med.

Jeg håber, at vi alle husker at arbejde sammen med = være med-arbejdende sammen med vores kolleger, medarbejder og ledere. For der er så meget positiv energi, glæde og styrke i den tilgang.

tirsdag den 13. juni 2017

Oaser tæt på.

Lige bag ved mit hjem ligger der en lille haveforening, hvor jeg elsker at gå ture.
Jeg startede min dag derover sammen med min hund. Inden dagen for alvor gik i gang, kunne jeg i denne lille oase, som nærmest ligger i min baghave, finde ro til tanker og refleksion.

For der var virkelig ro. Jeg gik mellem blomstrende haver, mens byens støj var lagt på afstand, og vinden blæste mod min hud.
Om vinteren er selv samme sted en stjernfyldt oase, hvor mørket kan omslutte mig på en beroligende måde.

Ofte kan vi drømme os langt væk for at få ro og anderledes oplevelser. Men kig dig omkring - måske har du ligesom mig en oase i baghaven, der kan give dig et frirum lige præcis, når du har brug for det.

mandag den 12. juni 2017

Hvad er vores virkelige eksamen?

I dag kan jeg sætte flueben ved endnu en veloverstået eksamen. Det har faktisk været en god og sjov oplevelse. Og nu er jeg jo fortaler for, at vi ikke er et tal, men det jeg kan sige er, at jeg har lært en masse og er blevet klart bedre til min praksis. Hvilket vel er det vigtigste.

Men jeg var nervøs før min eksamen og følte ikke, at jeg havde tid nok til at forbedre mig til den. Den kom til at fylde rigtig meget for mig. Jeg har igennem den sidste uge (mindst) været temmelig besværlig for mine omgivelser. Hvilket på ingen måde har været retfærdigt.

I dag, lige efter at jeg havde modtaget min karakter, ændrede mit humør sig fuldstændigt. Jeg var lettet, kunne grine af min egen dumhed og irriterende måde at være på. Da tænkte jeg, hvor er vi egentlig primitive som mennesker. En forholdsvis lille opgave kan fylde så meget, at jeg kom til at lange ud efter mine omgivelser - og ikke mindste mine nærmeste.

Så måske er min virkelig prøvelse eller eksamen, at jeg sørger for at være ordentlig overfor mine omgivelser - og ikke mindst mine nærmeste, når jeg bliver presset. Hvilken karakter jeg kan hive hjem på den opgave, er på mange måder mere interessant, end den jeg har fået i dag.


søndag den 11. juni 2017

Samtaler jeg har brug for.

Når jeg dagligt sætter mig til tasterne, tænker jeg ofte på, hvilke samtaler jeg ville have budt ind til i løbet af dagen. Det er så det, der kommer ned på "papiret". Som regel er det noget, jeg gerne vil dele med andre.
Men i dag er det lidt anderledes. I dag har jeg brug for at være den lyttende i samtalen.

Jeg har gennem længere tid oplevet mange forskellige situationer, hvor jeg ikke helt har vidst, hvad jeg skulle gøre. I dag fx oplevede jeg en situation med min teenage-søn, hvor jeg bare ikke vidste, hvad jeg skulle sige for at få ham til at forstå mit budskab og alvoren i det, jeg sagde. Og det er jo ikke sådan, at jeg ikke har erfaring med teenagere. Dels er sønnike nr. 2 teenager i vores hjem, og dels har jeg tilbragt det meste af min vågne tid (både professionelt og frivilligt) sammen med teenagere i gennem mange år.
Men alligevel stod jeg der, og anede ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre.

Der havde jeg virkelig brug for en samtale med én som kunne guide mig og stille de gode spørgsmål, der ville få mig til at reflektere. Men jeg havde ikke brug for løftede pegefingre eller løftede øjenbryn...

Så hvis du møder mig - eller en som mig, så byd ind til samtale. Stil nysgerrige spørgsmål og få mig til at reflektere. Del også meget gerne ud af dine egne erfaringer og oplevelser.
Jeg vil så gerne blive klogere sammen med dig.

lørdag den 10. juni 2017

Glæden ved at lave ingenting.

Hvis du minder om mig, så kan du godt lide at være aktiv. Du har sikkert gang i et eller andet hele tiden - eller rettere sagt, du har gang i mange ting hele tiden.
Du har sikkert også læst om alle mulige forskellig ting, som kan gøre dig mere effektiv. Og selvom jeg er fortaler for, at vi byder positivt ind i samfundet og gør noget for at forbedre os selv og vores omgivelser, så kan det godt tage overhånd.

Nogle gange er det allerbedste det bedste, du kan gøre netop at gøre ingenting. Hvilket jeg har gjort det meste af dagen. Og hold da op, hvor har jeg nydt det.

Jeg har gennem det sidste mange stykke tid haft rigtig mange bolde i luften på mit arbejde. Jeg har haft travlt med mine fritidsaktiviteter - og generelt været rigtig dygtig til at sørge for at min hjerne havde travlt med alle mulige tanker.
Derfor havde jeg bestemt mig for at lave tæt på ingenting i dag. Jeg har bl.a. sovet til middag, set TV, dyrket yoga (som jeg elsker) og læst lidt. Ingen af tingene har været planlagt og har kun varet så længe, jeg gad blive ved.

I min iver for at gøre noget, som giver mening, er jeg sikker på, at dage som i dag har værdi. Jeg er overbevist om, at min krop, mine tanker og min sjæl har godt af pauser. Det er her jeg tanker op, mærker mig selv og har ro til at være sammen med mine tanker. Og det er her jeg bliver klar til at give til andre, fordi jeg også kan give til mig selv.

fredag den 9. juni 2017

Glæd andre med det du er bedst til.

At give er at leve. Og at glæde er en del af det, vi giver til andre.

Glædedelen kan se meget forskellig ud, alt efter hvem vi er, og hvad vi har at give.

Min mand er super god til at lave mad. Han har øje for, hvad der er andres livretter og sørger gerne for at servere dem. I sidste uge lavede han middag til min far med nye kartofler og friske jordbær til dessert, bare fordi han ved, at det vil sprede glæde.

I dag da jeg var på vej hjem fra arbejde, stod to store elever og spillede violin udenfor deres klasselokale. Det virkede impulsivt, og det var meget smukt. De spedte glæde, selvom de nok slet ikke var klar over det.

Vi har alle noget at give til andre som spreder glæde i deres liv. Ofte er det noget, som virker ganske småt for os selv. Men som så ofte før, er det det store i det små, der for alvor gør en forskel.

Hvad er det, du er god til, som kan sprede glæde og gøre en forskel? Brug det. Vi har i den grad brug for det, du har at give.

torsdag den 8. juni 2017

Forbundenhed gennem demokrati

I dag har briterne været ved stemmeurnerne. Eller rettere sagt, nogle har været, men mange er blevet hjemme.
Det er især de unge, som har givet op overfor demokratiet. Hvilket er trist i mine øjnene.

For vi er også forbundet gennem vores politiske demokratiske samfund. At være aktiv deltagende her er også en måde, hvorpå vi kan vise, at vi kerer os om hinanden.
Det kan godt være, at vi ikke er enige med de politikere, der repræsentere os. Men hvis vi ikke byder ind i den demokratiske proces, giver vi også køb på muligheden for at understøtte et samfund, hvor vi tager os af hinanden.

onsdag den 7. juni 2017

Har vi forældre mistet vores betydning i mediernes øjne?

I går morges hørte jeg på P1Morgen en diskussion om sammenhængen mellem unges brug af mobiler, og det at de bliver stresset. Ganske interessant. Men journalisten havde valgt at interviewe formanden for Danske Gymnasier, der skulle forklare, hvorfor man ikke bare indførte mobilforbud på gymnasierne.

Jeg vil slet ikke her komme ind på, om det kunne være en god ide eller ej.
Det der undrer mig er, at jeg meget ofte oplever, at hvis der dukker en eller anden samfundsmæssig problematik op, som kan relateres til børn og unge, så skal alle andre end forældrene løse opgaven. Altså bortset fra, når vi som forældre bliver skældt ud over, at vi ikke opdrager vores børn ordentligt.

Hvordan kan det være, at vi som forældre i den grad er blevet en sideprodukt i medierne øjne i forhold til vores børn? Hvorfor er det ikke os, de henvender sig til, når opgaverne med vores børn og unge skal løftes?

Jeg er ganske klar over, at jeg hverken har kompetencer eller ressourcer til at løfte alle opgaverne. Men jeg vil sætte pris på, at min indsats i forhold til mine børn blev værdsat og vurderet  som en vigtig del af deres dannelse.

tirsdag den 6. juni 2017

Uden titler og fine roller

Du skal vide, hvem du er - altså uden titler og fine roller. Det har jeg forsøgt at leve efte igennem mange år. Men i går oplevede jeg det i praksis på en helt anden måde, end jeg havde forstillet mig, at det skulle udleves.

Jeg var på besøg hos min mor, som er blevet dement og bor på plejehjem. Og for første gang kunne hun overhovedet ikke kende mig. Det er selvfølgelig sket før, men der har alligevel altid været en forbindelse mellem os. Denne gang var anderledes. Hun var ked af det og lettere forvirret over, hvem jeg dog var. Jeg blev virkelig også ramt på følelserne - og på at være så nær og alligevel for langt væk, fra der hvor hun er nu...

Da var det, at jeg virkelig måtte kigge indad og huske, hvem jeg egentlig er uden alt det omsvøb, som kræver hukommelse, hvis det skal have betydning.
Jeg er en datter, der elsker min mor uanset omstændighederne. Jeg er et menneske, som kan være nærværende, selvom min mor ikke kan være det mere. Jeg er en datter med så meget kærlighed, at jeg kan holde min mor i hånden og fortælle, at jeg elsker hende. Og at hun ikke kan sige det til mig, har ingen betydning mere. Jeg er et mennesker, der kan sidde ved siden af hende og berolige hende, indtil roen igen falder over hende igen.

I min mors selskab har jeg lært meget om mig selv - og ikke mindst hvem jeg er, når jeg kun har betydning i øjeblikket.

mandag den 5. juni 2017

Glædelig Grundlovsdag

5. juni. For nogle er datoen vigtig fordi det er Fars Dag. I år er det til og med 2. pinsedag. For mig er det en vigtig dag, fordi vi kan fejre vores Grundlov.

Det er ikke alle mennesker forundt at leve i et demokrati, og vi skal ikke langt tilbage i vores egen historie før de rettigheder, vi tager for givet, var ganske uopnåelige for et almindelig menneske.
Derfor synes jeg også, at vi skal bruge denne særlige dag til at tænke på de rettigheder, som egentlig burde være alle menneskers ret og mulighed i livet.
Jeg har været i den heldige situation, at modige mennesker før mig, har kæmpet for, at jeg har en masse muligheder. Netop derfor skal vi være påpasselige med at tage andres rettigheder og mulig-heder fra dem, bare fordi de har en anden baggrund end os.

Taknemmeligheden over det der blev givet os, bør vises ved at give det samme til dem, som endnu ikke har lige så meget.

søndag den 4. juni 2017

Generationernes gensidige glæder

Tilbring til sammen med mennesker fra en anden generation end dig, det er berigende på mange planer.

Jeg har især gennem mit frivillige engagement i spejderbevægelsen haft mange muligheder for at arbejde tæt sammen med mennesker, der enten har en alder, hvor de tilhører mine forældres generation eller tilhører mine børns generation. Jeg har ofte fået skubbet til min forestilling om verden, eller om hvordan vi jo alle ved at tingene er. Og vi må ikke lade os narre til at tro, at det kun er dem, der er ældre end os selv, der kan lære os nye ting. Jeg har ofte haft AHA-oplevelser, fordi selv forholdsvis små børn har fortalt mig, hvordan verden så ud fra deres vinkel.

Jeg sørger ofte at arbejde sammen med dem, der kommer fra en anden generation end mig. Vi har så meget at lære om livet fra dem, der har oplevet andet end os selv. Derfor synes jeg også, at vi skal dyrke de gensidige glæder mellem generationerne - ikke mindst i vores egen familie. Hvis du er så heldig, at der er flere generationer, du har mulighed for at være sammen med, så nyd det.

I dag tilbragte mine teenagerbørn det meste af dagen sammen med deres næsten 80 årige morfar på et veteranmotorcykel-løb. Det giver dem mulighed for at lære hinanden at kende på en helt anden måde, end hvis de kun var sammen med ham til fx middag. De kan dele deres forskellige interesser og oplevelser, samtidig med at de får nye indtryk sammen.

Så inviter generationerne ind i dit liv. Lyt til deres holdninger, oplevelser og syn på livet. Vær nysgerrig og åben - og del endelig ud af dit eget liv.




Liv, Roar og deres morfar på vej til nye oplevelser.

lørdag den 3. juni 2017

Familien på fælles arbejde.

Min datter og min søn har deltaget i det arbejde, der nu engang er, når man som familie har hus og have, siden de var helt små. Og de er ret gode til det. De hjælper med alt muligt bl.a. madlavning, rengøring, havearbejde og hundeluftning.

Jeg synes, hverken min mand eller jeg er dovne, når vi sætte børnene i sving. Vores mål har altid været, at vi sammen skulle være en stærk familie, der kunne regne med hinanden - også i forhold til praktiske gøremål. Børnene arbejder jo ikke alene, vi arbejder sammen som familie. En dag som i dag, har vi alle fire haft gang i alle mulige projekter. Nogle har vi lavet alene, og andre har vi udført sammen. Men vi har alle været i gang samtidig. Og det har været tophyggeligt. Bl.a. skaber arbejdsfællesskabet grobund for mange gode samtaler med mine teenagebørn, som jeg måske aldrig ville være beriget med, hvis jeg havde ladet dem sidde bag skærmene.

Jeg mener, at hvis vi ikke inddrager vores børn i de fælles pligter, der er i en familie, behandler vi dem som gæster. Og ingen børn har godt af, kun at være gæst i sit eget hjem og i sin egen familie.
De skal selvfølgelig ikke pålægges større ansvar, end de er parate til i forhold til deres alder. Men vi skal stille krav til dem og hjælpe dem med at leve op til kravene. På den måde fortæller vi som forældre også meget tydeligt, at vi stoler på at de kan klare sig i livet - og at de har betydning i familien.
Lige så vigtigt er det også, at vi gør dem klar til livet. For en dag står vi der jo ikke, når vasketøjet skal ordnes, eller middagen skal være klar til at imponere en særlig person.

fredag den 2. juni 2017

Lyt til dig selv, når du har fået nok.

I mellem hylder med juice og andet drikkelse ramte følelsen mig pludselig. Følelsen af ikke at slå til. Måske var det fordi, at det var sidst på en uge, der havde været fyldt med masse af aktiviteter, udfordringer og lidt for mange opgaver. Jeg er ikke sikker, men ramt blev jeg i hvert fald.

Her stod jeg en voksen kvinde, som på mange måde havde styr på livet, og på hvordan jeg skulle håndtere de udfordringer, der kom min vej. Og så blev jeg bare ked af det. Lige der mens jeg skulle tage stilling til, om jeg skulle købe den ene eller anden juice!

Det er jo ikke fordi, der er noget galt i livet, at jeg blev ramt. Det er bare fordi, at alt det, jeg (og andre) tager på vores skuldrer, nogle gange bliver for tungt at bære. Jeg har svært ved helt at forudse, hvornår det er blevet for meget - altså før jeg står der i Kvickly og har fået nok.

Øvelsen er nu at erkende, at jeg trænger til en pause, og at koppen er fyldt. Lige nu vil jeg lytte til mig selv og min krop, som ofte er så meget klogere end mig, eller i det mindste hurtigere til at fatte, hvad mine behov er.
For livet bliver ikke bedre af at forsætte i samme tempo efter at blive ramt af følelser midt i Kvickly - tværtimod.


torsdag den 1. juni 2017

Det er helt i orden, at vi ikke er enige.

Følelsen af at have svaret forkert, fordi jeg åbenbart ikke kendte nok til verden, fyldte ofte den yngre udgave af mig med en ubehagelig følelse. Måske er det også derfor, at jeg ikke brød mig om at være uenige med andre. Bare det at være uenige om, hvilken slags is var den bedste, kunne gøre mig usikker.
Men gennem årene har jeg oplevet, at der er noget, som jeg virkelig brænder så meget for, noget jeg så gerne vil dele med verden, at end ikke andres uenighed har kunne få mig til at blive usikker på mine udtalelser. Der er også meget, der er fundereret i mine værdier, som har så stor betydning, at andres syn på selv samme ting ikke virker skræmmende mere.

Jeg er dog stadig ikke fuldstændig vild med at blive konfrontereret med uenighed, især ikke hvis den bliver servereret med en hård tone. Men jeg har fundet frem til de fordele, uenigheder også har.

Det er der, jeg bedst har lært mine egne holdninger at kende. Det er der, hvor jeg sammen med andre har tænkt helt nye tanker, for at finde et fælles ståsted. Og det er der, hvor jeg har lært, hvor vigtige holdninger egentlig er for mig. Har de været værd at kæmpe for eller værd at ændre?

Så mød mig gerne i vores uenighed, og lad os bruge det som et afsæt til at vokse og blive klogere.