Vil du låne min ide?

Jeg synes, det er fantastisk at få gode ideer, ikke mindst når jeg får dem sammen med andre. Jeg er vild med at sidde sammen med en gruppe af mennesker, der brænder for de sammen ting som mig og tænker "store tanker." Jeg elsker at skabe noget som er større end mig selv.

Derfor har jeg altid været stor tilhænger af at arbejde i teams. Det er sikkert ikke for alle, men for mig virker det. Det er i samspillet med andre, at jeg for alvor mærker kreativiteten blomstre. Og når det kræves, at jeg går i tænkeboks alene, styrkes mine ideer også af, at jeg får mulighed af at spille dem op ad andre. 

I mit frivillige job som spejder har jeg gennem hele mit liv fået lov til at udvikle ideer sammen med andre. Da jeg var barn foregik det naturligvis på en anden måde, end det gør i dag i mit voksne liv. Men ikke desto mindre har jeg siden jeg ca. 8 år gammel haft mulighed for at udvikle tanker, som er større end mig selv. 

For mig har det især handlet om at kunne give tilbage til den bevægelse og det samfund, som har givet mig så meget. Og når jeg føler, det har lykkes, har det altid været, når jeg har arbejdet sammen med andre om at udvikle og skabe. 

På mit arbejde sker det også tit, at vi deler ideer. Store som små. Nogle gange fordi vi udvikler ideerne sammen, andre gange sker det, at jeg nævner en problemstilling og straks er der en som byder en med: "Vil du låne min ide?" Og jeg låner hjertens gerne andres ideer. For jeg tror aldrig, at en ide er blevet dårligere af at blive delt - tværtimod. Min dagligdag foregår i undervisningsverden, og jeg er overbevist om, at vores ide-deling er til fordel for de børn og unge mennesker vi underviser. 

Så jeg vil opfordre alle, som læser dette til at dele ud af ideer og til at udvikle nye sammen. Gør det til en vane at dele en ide med mindst en person hver eneste dag. Lad værdien af vores fælles tænketank blive spredt til nytte og glæde.

Livets store buffet

I flyet på vej til Riga sad jeg og læste om Letlands historie. En historie som jeg ikke kendte særlig meget til udover min mere generelle viden om de tidligere østbloklande. Noget af det, jeg læste, handlede om, hvordan letterne under Sovjetunionens styre stod i kø for at købe de mest basale ting til at få hverdagen til at hænge sammen. Og der var ikke tale om at stå i kø for at kunne vælge, hvad du ville købe - men for at overhovedet kunne købe de få ting, som styret havde bestemt, folket skulle have adgang til. Jeg læste også, hvordan disse triste butikker var blevet erstattet af restauranter med store buffeter, hvor de kulinariske retter er inspireret af madtraditioner fra hele verden. Buffeter, hvor det bare handler om at vælge, hvor du starter og i hvilken rækkefølge du vil forsætte - og om du vil stoppe før du bliver dårlig...

Netop den kontrast var virkelige slående for mig. Gad vide hvordan det må være at stå overfor en sådan buffet første gang, når man er vokset op med at vente i kø i timevis på et næsten ikke-eksisterende vareudbud.  Endnu engang blev jeg ramt på taknemmeligheden. Når jeg ikke synes, at jeg har nok - har jeg allerede så meget mere end store dele af verdens befolkning. Hvis jeg virkelig skal være ærlig, så bruger jeg for meget tid på at se manglerne. Jeg står jo overfor den store buffet i verden, hvor jeg frit kan vælge alt fra job til kærlighed. Jeg har ingen mangel på tid eller andre ressourcer, jeg har mangel på prioritering af disse. 

Så jeg vil give mig selv - og forhåbentlig også dig - denne udfordring...

Jeg vil skrive minimum 5 ned hver dag, som jeg er taknemmelig for at have mulighed for at vælge til i mit liv. Jeg vil droppe min hemmelige offerrolle, som handler om, at jeg ikke har valgmuligheder, men i stedet indtage en vinderrolle, hvor jeg er bevidst om muligheder, valg og konsekvenser. Under de ting jeg er taknemmelig for, vil jeg skrive, hvordan det føles at have en vindende tankegang.