fredag den 16. november 2018

Lad venligheden sprede sig.

Senere i dag drager jeg til Billund for at deltage i et arrangement i denne weekend. Der vil være mere end 1000 andre mennesker der. På forhånd kender jeg rigtig mange, som jeg glæder mig til at se og have gode samtaler med.

Jeg glæder mig også til at møde dem jeg ikke kender endnu. Til at høre deres ideer og holdninger og opleve, hvordan de kan skubbe til mit eget syn på verden.
Men mest af alt ser jeg frem til at dyrke venlighed mellem mennesker - især min egen venlighed overfor dem jeg ikke kender.

For det er forholdsvis nemt at være venlig overfor dem ,vi kender. Selvfølgelig især dem vi har et godt forhold til. Det er dog lige så vigtigt at være venlig overfor dem, vi ikke kender.

Så jeg vil lytte til andre - og lade dem tale ud. Være nysgerrige på hvor deres ideer og synspunkter stammer fra. Jeg vil tale med dem, der står udenfor "flokken". Jeg vil smile til de andre i køen. Jeg vil rejse mig fra sofaen i fællesrummet, så vi kan byde endnu én ind i fællesskabet.
Og jeg vil gøre det, så de kan mærke venligheden - og håbe på, at de giver den videre.

torsdag den 15. november 2018

Vent med mig...

Jeg har ventet mange timer i venteværelser, på busstationer, perroner eller andre steder, hvor vi forventes at vente...
Jeg har gjort det alene og i selskab med andre - nogle gange har jeg valgt, at det skulle være på den måde, og nogle gange er det bare blevet sådan.

Men i går da jeg sad i et venteværelse på Rigshospitalet sammen med min søn og min mand, et sted vi har tilbragt mange timer gennem årene, så jeg rundt på alle de, der ventede ligesom os.
Jeg så dem, der sad alene - nogle af dem med tydelige smerter , og jeg så dem, der havde en kær ventende med. Jeg så det voksne barnebarn sammen med sin bedstemor bruge tiden til nærhed. Jeg så svigermor og svigerdatter i hyggelig samtale, og jeg så mand og kone sidde tæt sammen.
Det slog mig, hvor meget det kan betyde, at vi vælger at vente med hinanden. At vi ikke tidsoptimere eller skynder på... men bare finder venlighed, omsorg og nærhed i at vente sammen - fordi den anden ikke skal være alene.

onsdag den 14. november 2018

God morgen - god dag.

Hvordan starter din dag? 

Tænk lige over hvordan du egentlig begynder din morgen. Er du sur over at skulle op.?Irriteret over at skulle nå en masse inden du skal ud af døren? Eller bekymret over, hvordan dagen vil komme til at gå?

Hvis du kan genkende de tanker, så påvirker de helt sikkert din dag.
Mark Twain skulle have sagt: "Jeg har i mit liv haft mange bekymringer, men det er kun de færreste af dem, der er blevet til noget".
Sådan er det også med alle de bekymringer, vi har om vores egen hverdag.

Prøv i stedet at starte dagen med positive forventningsfyldte tanker om dagen, dig selv og dine omgivelser - og se hvordan det gør en forskel for hele din dag. 

tirsdag den 13. november 2018

World Kindness Day

I dag er det World Kindness Day. Her er en særlig dag, som er værd at lægge mærke til.
Ikke fordi at vi så kun skal være opmærksom på venlighed denne ene dag om året, men fordi når vi først er blevet opmærksomme på venligheden, så bliver det også nemmere at udleve den resten af året.

Så jeg håber, at dig som læser dette, vil bruge dagen på at sprede venlighed på din vej, modtage venlighed og få øje på alt den venlighed, der allerede er omkring dig.

mandag den 12. november 2018

Hvad forventer du egentlig?

Jeg tror, at vi alle har nogle mennesker i vores liv, som vi ikke enes sådan supergodt med. Det kan være familiemedlemmer, arbejdskolleger eller venners venner. Nogle som på en eller anden måde dukker op i vores liv uden, at vi selv har valgt dem til.

Og nogle gange når jeg har talt med nogle af disse mennesker, så sidder jeg tilbage med følelsen af at være misforstået. Og faktisk falder jeg ofte ned i en tankegang, som handler om, at jeg bare ville ønske, at "de andre" bare ville have tiltro til mine gode intentioner - og forvente, at det jeg siger eller gøre udspringer af noget ordentligt.
...så er det at jeg kommer til at tænke på, om JEG ikke bare kunne have tiltro til dem og deres intentioner? Kunne jeg ikke bare forvente noget godt af vores møder og samtaler?

Det er så nemt at give de andre ansvaret - og jeg er heller ikke sikker på, at jeg kan ændre udfaldet bare ved at ændre min tilgang.
Men alligevel synes jeg, at det er interessant at opdage, at jeg opfører mig på præcis den måde, jeg mistænker andre for at gøre...

søndag den 11. november 2018

Erfaringer er sjovest, når de ses i bagspejlet!

Engang hørte jeg, at erfaringer er "det du har oplevet, som du virkelig ville ønske, var sket for nogle andre..."
Det tror jeg på mange måder, at der er sandhed i. Også selvom at jeg i dag er glad for den lærdom (nogle gange ligefrem visdom), der er kommet ud af mine erfaringer.

Når jeg taler med unge mennesker, som står midt i det, som jeg ved nok skal blive til erfaringer - og føler, at de er ved at miste fodfæste og håb, så er det svært for dem at indse, at de bare gennemlever en fase, som de nok skal komme igennem...
For det er jo ofte sådan, at erfaringer bare er sjovest, når vi ser dem i livets bagspejl.

lørdag den 10. november 2018

Det skal opleves...

Livet bringer os alle større og mindre forandringer og udfordringer.
Nogle har vi selv ønsket og planlagt - mens andre uundgåelig kommer helt af sig selv, og ofte når vi ikke forventer dem.

De sidste kan være svære at komme igennem, bl.a. fordi vi ofte først opdager, at de er der, når vi står lige midt i dem!

Det betyder dog ikke, at den første slags, altså dem vi selv har ønsket og planlagt, nødvendigvis er nemmere at komme igennem. For selvom vi ønsker os noget, og vi tænker forløbet igennem og prøver at planlægge, hvordan det vil være... så er det altså noget ganske andet at gennemleve det. At føle hvordan det rent faktisk føles. At opleve hvad det gør ved dig og din verden...

Uanset hvad der sker i vores liv, også de allerbedste ting, kan vi ikke tænke os til - det skal leves og opleves.

fredag den 9. november 2018

Temperament... er også en gave.

Temperament har jeg ofte hørt omtalt som en dårlig ting - eller ihvertfald ikke som en særlig positiv ting. 
Hvilket nok skyldes, at mange omkring mig har ment, at jeg havde rigelig af det...

Men min måde at reagere og agere på i verden har også betydet, at jeg har gjort mange ting, haft modet til at stå for noget og har været hurtigt til at hjælpe eller handle.
Mit temperament har været katalysator for meget af det, jeg er så stolt af i dag.

I mange år var mit temperament fyldt med skam - fordi det på en eller anden måde ikke passede til det billede, andre gerne ville have af mig.
Men temperamentet er mit, og det er på ingen måde hele mig! Og temperamentet er som en del af livserfaringen blevet en god ven og hjælper.

torsdag den 8. november 2018

Det er ikke kedeligt...

Jeg er ikke særlig god til at sidde stille... og når jeg endelig får placeret mig i sofaen eller i en behagelig lænestol, så sidder jeg ikke helt stille alligevel.

Måske netop på grund af den indsigt, er jeg meget opmærksom på at huske at slappe af og tage pauser. I mange år troede jeg, at jeg ikke gjorde det "rigtigt", fordi jeg slapper af på måder, som jeg ikke kunne læse om i dameblade eller på nettet. Eller på andre måder end mine veninder og kolleger.
Og det er alligevel skidt, når man tror, at man fejle i at slappe af...

Men jeg slapper af - ofte.
Jeg strikker, hækler, maler, skriver, går ture eller laver yoga, når jeg slapper af. Jeg hører lydbøger, laver kruseduller, ordner have eller vasker tøj (noget jeg bare elsker at gøre), når jeg holder pauser. Og noget af det allerbedste er, når jeg i den grad fordyber mig i det jeg laver - så jeg glemmer tid og sted, så jeg er helt i flow... så slapper jeg af - og det behøver slet ikke at være kedeligt.

onsdag den 7. november 2018

Andres meninger skal ikke påvirke dine valg.

Vi skal gøre det der er rigtigt for os, uanset hvad andre synes om det!
Altså hvis et valg i livet er rigtigt for dig (og nu snakker jeg ikke om valg, hvor du skader andre eller begår noget kriminelt... men om helt almindelig valg, vi skal tage i vores liv), så skal du tage dem.

Det kan være uddannelsesvalg, jobvalg, kærestevalg, bopælsvalg, moralske valg eller nogle af alle de små valg vi tager i dagligdagen. Dem skal vi tage ud fra, hvad vi ved er det rigtige at gøre - og ikke ud fra hvad naboen, bedstevennen eller nogle helt fremmede synes. De skal jo ikke leve vores liv - og vi skal så sandelig ikke lade dem styre det.

Det skal vi også huske, når vi vælger de politikere, vi gerne vil have til at repræsentere os, når det samfund vi drømmer om skal skabes.
Så hvis andre lande synes ét eller andet om Danmark, så skal vi ikke lade os påvirke...men i stedet spørger os selv, hvad der er rigtigt for os.

For mig er det fx vigtigt, at jeg lever i et samfund, hvor vi hjælpe hinanden. Derfor synes jeg, at det er fint at betale høj skat. Så er jeg sådan set ligeglad med, at der findes en masse mennesker i en masse andre lande, der synes en masse om det. For de skal ikke leve mit liv i dette land.
Derfor håber jeg også, at vores folkevalgte politikere holder op med at lade sig påvirke af propaganda og hård retorik fra andre lande ( også selvom vi ofte har set disse lande som venner), og i stedet vil kigge indad og se alt det gode vi har skabt sammen... og tage deres valg ud fra, hvad der er det rigtige for os.

mandag den 5. november 2018

Har du hørt, hvad du selv siger?

Har du prøvet at være opmærksom på, det du selv siger?
Ikke bare til dig selv inden i hovedet, men også til det, der kommer ud af din mund?
Nogle gange er det helt vanvittigt, hvad vi synes om alt muligt. Eller hvad vi giver udtryk for, at vi synes...

Jeg vil gerne bruge mindre energi og færre ord på det, der ikke vedkommer mig og på det, jeg ikke ønsker i mit liv.

søndag den 4. november 2018

Søndag er venlighedens dag!

Lad søndag være din venlighedens dag. Især med fokus på venligheden mod dig selv.

Se hele dagen på dig selv og dine handlinger med venlige øjne.
Tal til dig selv i en venlig tone og med venlige ord.
Vær i det hele taget så venlig du overhovedet kan være - overfor dig selv.

Det er på ingen måde egoistisk. Det er velfortjent - og dine medmennesker vi kunne mærke dit overskud hele den næste uge...

lørdag den 3. november 2018

Jeg kan ikke sætte mig i en andens sted, hvis jeg ikke ved, hvor det er...

Prøv at sætte dig i andres sted.
Det lyder som noget, jeg ofte har sagt til mig selv - og andre.
Eller prøv at gå i deres sko...
Jeg har hørt om indianerstammer, som helt bogstaveligt praktiserer den skik for bedre at forstå hinanden.

Det er også vigtigt, at vi bruger vores egen viden, indsigt og erfaringer til at møde og forstå hinanden.
Der er dog oplevelser, som du har haft, som jeg måske aldrig kommer til at forstå. Ikke pga. uvilje, men fordi jeg ikke har viden eller fantasi nok til at vide, hvordan det er at have gennemlevet det, du har gennemlevet.

Så bliv ikke sur, når jeg ikke forstår. Eller skuffet når jeg reagerer på måder, der undrer dig.
Hjælp mig i stedet med at forstå, så jeg kan gøre det bedre næste gang...

fredag den 2. november 2018

Der er en første gang for alt...

Der er mange, som er blevet mere eller mindre kendte for, at de var de første til at gøre én bestemt ting. Og mange af de mennesker har ændret verdens opfattelse af, hvad der er muligt.

Men når man som mig er et helt almindeligt menneske i et land med mange og gode muligheder, så ligger det måske ikke lige først for at blive den første til et eller andet. Ihvertfald ikke sådan set i verdenshistorisk perspektiv.

Alligevel henter jeg ofte inspiration i disse "jeg-var-den-første" menneskers handlinger. Jeg tænker ofte, at når andre har haft mod til at gøre, det som var rigtigt for dem, så kan jeg også...

I mit liv (og i dit) er der plads til en masse første-handlinger.
Og selvom de måske ikke kommer til at påvirke verdenshistorien, så kommer de til at påvirke vores syn på os selv og på vores egen styrke og muligheder. De kommer til at påvirke vores nærmeste. Ikke bare lige nu, men også på længere sigt. Og de enkelte modige handlinger kan sprede sig som ringe i vandet - og give andre lyst og mod til det samme...