Det der skyder op og folder sig ud.

Jeg har en skøn have fyldt med blomster og planter, som er i fuld gang med enten at skyde op af jorden eller at folde sig ud.
Hver eneste dag tager jeg på “havevandring” på min forholdsvis lille grund midt i byen. Jeg nyder at følge med i, hvordan alting forandrer sig fra dag til dag. Og jeg kan til stadighed blive fascineret af, at der først nærmest er ingenting at se... så bryder en lille plante jordfladen... for derefter at folde sig ud, vokse sig stor og bære grøntsager.

Det minder mig om, at vi skal have tålmodighed - og ikke dømme på forhånd. For selvom noget ser ud af ingenting - så ligger potentialet lige under overfladen og venter.

Sådan har jeg det også med de skønne børn og unge, der gennem mange år har fyldt min hverdag. Nogle gange virker det som om, at det, vi gerne vil have dem til at lære eller blive bedre til, er så uendeligt svært for dem. Og så lige pludselig så lykkes det bare.

Og selvom der ellers ikke skal drages de store sammenligninger mellem haven og andres børn, så kan det ændre vores syn på andre, hvis vi husker på, at når vi jo har tillid til, at blomster og planter nok skal skyde op og folde sig ud - så skal vi have den sammen faste tro på, at mennesker vil gøre det samme.

Tal dig selv op...

Selvom jeg egentlig synes, at jeg har stor tillid til mine egne evner og ikke er bange for at stå ved, alt et jeg kan, så blev jeg alligevel i dag opmærksom på, at jeg ind imellem taler mig selv ned.

Og jeg ved ikke helt hvorfor. Måske er det ganske enkelt “Janteloven”, som spøger. Måske er det noget helt andet, som jeg endnu ikke har fundet frem til. Uanset hvad så er det ikke noget, jeg ønsker at forsætte.

For jeg synes ikke, at der er nogen som helst grund til, at vi bruger krudt på at gøre os selv dårligere eller “mindre end”. Vi har alle sammen en masse evner og kvaliteter, som giver værdi for både os selv og andre. Og selvom vi alle sagtens kan blive bedre udgaver af os selv, så er vi allerede fantastiske, som vi er.

Så prøv at lytte til hvad du siger om dig selv - og lyt nu godt efter. Er der noget du skal holde op med at sige? Og måske noget du skal starte med at sige i stedet? Brug noget energi til at tale dig selv op. Det er til glæde for os alle.

Det tager tid at gøre en forskel.

I mit liv har jeg været heldig at møde mange skønne mennesker, der har gjort en forskel for mig.
Jeg har også haft en hel del korte møder med folk...møder som har været særlige og som måske kunne, hvis der havde været flere af slagsen, have gjort en virkelig forskel for mig.

For det tager tid at gøre en forskel for andre.
Vi kan gøre noget for at møde andre med et positivt syn og give dem opløftende ord med på vejen, men er det, det eneste vi gør, så forsvinder det stille og roligt.
En forskel, som sætter spor hos den anden, som måske ændrer deres syn på sig selv, komme ikke af tilfældige møder, men gennem vedvarende relationer og tid sammen.
Tid til at finde ud af, hvem den anden egentlig er... Tid til nogle gange bare at sidde stille sammen og sige ingenting... Tid til at mærke ord og handlingers betydning.

Er du så heldig at møde nogle, som er interesseret i at bruge tiden på dig og i at gøre en forskel, så ved du, at det er det hele værd. Og endnu mere hvis du selv investerer tiden i dem...

Hyldest.

Weekenden igennem - ja faktisk de sidste par uger - er kronprinsen blevet fejret med taler, musik og meget mere. Jeg har hørt mange ord - talt og sunget, der har rørt mig. Og selvom jeg ved, at der også er  totalt jeg-vil-gerne-hænge-ud-med-en-kongelig-kendis-effekt over det, så har det fået mig til at tænke på, hvordan vi kan hylde dem, vi kender.

For selvom de fleste af os ikke har pressedækning og vurdering af fødselsdagstaler eller lign., så kan vi sagtens gå op i at hylde hinanden. For der er mange, som trods beskedenhed ville nyde og blomstre  af anerkendende og taknemmelige ord om den forskel, de gør i vores liv.

Min mand er også lige fyldt 50. I den forbindelse havde vi inviteret nogle af vores nærmeste venner til fødselsdagshygge. Jeg holdte en tale for min mand, hvori jeg opfordrede alle gæsterne til at dele den bedste oplevelse, de havde haft sammen med ham. Og det gjorde de alle på en helt fantastisk måde. Selvom min mand har kendt dem i mange år og selv havde tanker om, hvad de oplevelserne kunne være, så var der overraskelser imellem. Det havde også stor betydning for ham at høre alle disse fine ord blive sagt højt.

Derfor vil jeg gerne opfordre jer alle til at hylde hinanden. Sig det højt - alt det som har gjort en forskel eller har haft særlig betydning. Vi ved det måske allerede, men det gør godt at høre det fra en anden...
Og brug gerne enhver lejlighed til at hylde og fejre hinanden.

Spørg endelig om hjælp.

Jeg har de sidste par dage været fuldt beskæftiget med at skrive eksamensopgave, noget der sikkert er mange, der kan relatere til i øjeblikket.

Men det er med eksamner er en underligt ting. For nok handler de om, at vi viser, hvad vi kan... men det virkelige liv handler for mig meget mere om samarbejde. Og det synes jeg også at eksamner skal gøre - eller i det mindste forberedelsen til dem.

Så når vi sidder der og sveder over alt det, der skal ind i vores hoveder, så skal vi huske at spørge om hjælp. Og ikke mindst tilbyde hinanden hjælp. For der er ingen af os, der er blevet dummere eller kommet nemmere igennem noget, bare fordi vi hjælper hinanden og bruger "fælleshjernen".
Vi skal rykke sammen og løfte hinanden - ikke bare i eksamensperioden, men i livet generelt.

En skoleleders glæder.

I mit arbejde som skoleleder har jeg en stor glæde af at være omgivet af børn og unge hver dag.
Jeg bliver ofte spurgt, om de ikke også er stride og om det ikke er hårdt arbejde. Og det korte svar er:” Jo og jo.”

Men eleverne er så meget mere end det. De er også livgivende, energifyldte og meget umiddelbare - på en fuldstændig befriende måde.

I dag var jeg fx til møde på en anden skole, hvor jeg på vej fra mødt fulgtes med lederen. Da vi havde sagt farvel, mødte jeg på min vej over skolegården en skøn flok unger, som ikke vidste, hvem jeg var. Alligevel sagde de alle hej til mig, og flere af dem ville gerne have et high-five med på vejen.

Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvordan jeres arbejdsdag forløber, men jeg tror alligevel ikke, at sådanne oplevelser er alle fornudt. Og mit eksempel er ikke enestående. Så jeg føler mig utrolig heldig, fordi jeg er omgivet af skønne børn og unge hver eneste dag.

Du kan lære noget af ALLE.

I dag har jeg deltaget i en kommunal workshop, som handlede om at få endnu flere unge til at færdiggøre en ungdomsuddannelse. Det var sådan en slags, hvor vi skulle brainstorme sammen og prøve at gøre vores ideer konkrete og virkelighedsnære.
Der var en fint oplæg og så blev vi delt ud i mindre grupper. Jeg kom i gruppe med en 8. klasses elev og en af kommunens direktører, og sammen skulle vi så finde frem til nogle tiltag, som gerne skal understøtter workshoppen mål.

Set udefra var vi nok en noget anderledes gruppekonstalation, end hvad man ellers kan opleve i den slags kommunale tiltag. Men vi havde interessante samtaler og begge gav de mig nye vinkler og ny viden om emnet.

Min pointe er, at alle har noget at lære os eller berige os med... hvis vi bare lytter oprigtigt og interesseret. Så er det lige meget om de har en fin titel, eller om de er så unge, at jeg kunne være deres mor. Det handler om, hvorvidt vi er interesseret i det, de har med til os...

Taknemmelige overspringshandlinger.

Har du brug for en overspringshandling fra alt det, som du måske ikke lige kan overskue at gøre, så sig tak...

Altså lav nu bare en overspringshandling. Og brug den så på at sige tak. Tak for noget nogen har gjort for dig - lige nu eller for lang tid siden. Tak for gaver du har fået. Eller tak for handlinger eller ord du er blevet glad for.

Og når nu det er en overspringshandling, så skal du ikke bare tænke på det. Skriv eller ring til dem du gerne vil sige tak til. Så er tiden brugt til at sprede glæde - og så er den jo ikke givet dårligt ud.

Hold fast - lidt endnu...

Kære forældre

Dagens blogindlæg er til jer...
Jer der har gjort en god, vedholden og (for det meste) velovervejet indsats med at opdrage jeres børn.
I har sikkert store børn nu, måske nærmere de sig endda voksenlivet - sådan juridisk i hvert fald - og helt sikkert, hvis de selv skal sige det.

Nu er det tid til, at jeres store indsats skal prøves af - og det bliver den af ungerne. Hele tiden 😃.  Men I kan ikke slappe af endnu. For de store børn, som måske er et helt hoved eller mere højere end jer, er ikke klar til at håndtere livet selv. De navigerer stadig gennem oprørte og til tider utrygge farvande, hvor de påvirkes af jævnaldrende, medier, sekundære voksne eller måske helt fremmede. Og her skal I være deres moralske fyrtårne, som står fast, så de altid kan finde sikkert hjem igen.

For de prøver ikke at være dumme, skrupelløse eller amoralske. Selvom I har haft styr på ordentligheden og værdierne hjemme, kan de altså godt blive presset til at gøre noget, som tydeligt (for andre) strider mod det, de har lært gennem hele livet.
Og lige præcis her må I ikke overlade, det til dem selv at få rettet op. For så risikerer de at gå helt galt i byen. I skal i stedet tage endnu en moralsk snak med dem om bl.a. hvordan situationer kan håndteres, når ordentlighed er i højsædet. Og hvordan jeres kære unge mennesker kan holde fast i følelsen af, hvad der er rigtigt og forkert - selv når de er under pres.

Jeg ved at I har arbejdet hårdt med og for jeres børn igennem mange år - jeg beder jer bare om at gøre det lidt endnu.

Se på dig og os med milde øjne...

I forlængelse af gårsdagens blogindlæg (http://lonefrankelgoul.blogspot.dk/2018/05/vr-bare-fuldstndig-vil-med-dig-selv.html) kom jeg til at tænke på, hvor svært det er “at elske sin næste som sig selv”, når man måske slet ikke elsker sig selv.

Det er også en af grundene til, at vi så hårde ved vores næste - og det er uanset om, det er vores nærmeste, nogle vi bare kender eller fuldstændige fremmede.
For hvis jeg ikke kan lide mig selv, men drømmer om et godt forhold til den, jeg virkelig er, så er det svært at anerkende alt det gode, jeg ser i dig. Det kan meget nemt få mig til at føle, at vi pludselig er en del af en konkurrence med kun en vinder. Og den konkurrence har jeg ikke tænkt mig at tabe...

Det koncept er nok ikke overraskende, men alligevel kan det være svært at indrømme, at vi er en del af det. Jeg tror dog, at alt for mange af os alligevel har købt ind på ideen om evig konkurrence.

Men du er god nok (og mere til) selvom du ikke har naboens job, venindens indretningstalent, kærestens “omsorgsgen” eller hvad der nu ellers, får dig til at føle dig mindre-end. Og du bliver på ingen måde mindre værd i vores andres øjne, når du anerkender andre. Det bør du heller ikke blive i dine egne...

Vær bare fuldstændig vild med dig selv!

Jeg kender rigtig mange mennesker, som er opdraget til, lever efter og er socialiseret ind i en verden, hvor vi lever efter princippet om, at “elske din næste som dig selv”. Ikke på en religiøs måde, men som noget vi som ordentlige mennesker gør.

Og det er sådan set også et rigtigt godt princip.
Desværre oplever jeg bare alt for mange, som nok prøver at være virkelig ordentlige mod deres næste, men som på ingen måde elsker sig selv.

Det er voldsomt trist, synes jeg. For når vi taler om at elske sig selv, så handler det ikke om at være selvoptaget eller narcissistisk. Det handler bl.a. om at se det bedste i sig selv, tilgive og omfavne alle sider af den, man er.
Og kan vi ikke det, er der ikke meget at dele ud af til andre...

Derfor håber jeg, at mange af os vil gøre en indsats for at elske os selv oprigtigt. Og ligesom vi kan ændre vores forhold til andre ved at fokusere på alt det, som vi synes er godt eller særligt ved dem - så kan vi gøre nøjagtig det samme med os selv.

Så smil til dig selv. Ros dig selv. Nyd dit eget selskab. Hav interessante samtaler med dig selv - enten i tankerne eller sig ordene højt! Bliv imponeret over din viden, din formåen eller dine interesser.
Du er noget ganske særligt - og du fortjener at være fuldstændig vild med dig selv.

Møder

Mange voksne mennesker bruger meget af deres arbejdstid med møder. Lige præcis møder har jeg det lidt anstrengt med...

På den ene side synes jeg, det er vigtigt, at vi kan sidde overfor hinanden, dyrke relationerne ansigt-til-ansigt og tage tid til at komme rundt om forskellige emner. På den anden side oplever jeg, at alt for mange møder er spild af tid og energi. Her tænker jeg på dårligt forberedte møder med uklare formål eller møder, hvor deltagerne gentager hinanden - enten fordi de ikke lytter til hinanden, eller fordi de rigtig gerne vil høre dem selv og markere sig.

Selvom det kan virke som om, vi drukner i møder, så er det alligevel positivt, når vi har muligheder for at være sammen og udvikle os sammen. Så lad os hold en masse gode møder, hvor vi kan skabe mere end vi nogen sinde ville kunne alene.
Tænk over det næste gang du skal til møde...

Every face tells a story.

Der er altid en historie bag facaden. Eller en historie bag historien.
Når vi møder hinanden, ser vi jo kun brudstykker af dem, vi er. Og det er uanset om vi er i familie, har arbejde tæt sammen i årevis eller bare mødes tilfældigt i køen.

Men tanken om, at “every face tells a story” har fascineret mig siden, jeg var helt ung. Først var det nok mest fordi jeg følte, at andre var en slags omvandrende romaner fyldt med spændende karakterer og oplevelser, som ville kunne udfolde sig gennem samtale. Men siden hen har tanken også fascineret mig, fordi det kan forklare en del af, hvorfor vi er så forskellige eller ser så forskelligt på livet.

Det er jo netop vores historier der skaber os - og ikke mindst det vi vælger i livet. Uanset om vi vælger i trods elle på grund af...

Derfor elsker jeg alt det, jeg kan lære om andre og om livet gennem samtaler. Ikke noget med small talk. Men samtaler hvor vi virkelig går i dybden og når emner, der har betydning for os.
Der er så mange gaver gemt til os i sådanne samtaler, hvis vi bare vi indlede dem...

Så lyt dog!

Rigtig mange forældre klager over, at deres børn - stort set lige gyldig hvilken alder de har - ikke fortæller noget som helst. Samtaler med især teenagere lukkes hurtigt ned med enstavelsesord. Og når forældre og børn endelig sidder ned sammen, og forældrene prøver at spørger oprigtig indtil, hvordan deres unger har det, så er svarene ikke meget længere...

Men det tror jeg da pokker. For jeg har så mange gange været vidne til (og har sikkert også selv gjort det...), at forældre stiller et spørgsmål, som godt nok bliver efterfulgt af en kort pause - men kun en ganske lille bitte kort en - inden de utålmodigt selv svarer på det.

Hvis vi er oprigtig interesseret i vores børns liv, deres tanker, deres gøremål eller deres synspunkter, så skal vi også lytte til dem. Og en af de bedste måder at lytte på er at tie stille. Helt stille.

Så kig nu dit barn i øjnene, stil spørgsmål med oprigtig nysgerrighed (ikke noget med ledende spørgsmål for at fiske efter bestemte svar!) og vær så stille.
Hvor længe? Tja lige så lang tid det kræver. Sid i stilheden sammen med dit barn. Lad hende eller ham selv forme et svar. Giv tid til at tanker og følelser kan samle sig. Bliv i stilheden.
Og så når dit barn begynder at tale. Så lyt og knyt. For der er vel egentlig ingen af os, som gider dele ud af vores inderst til nogle, som kun er halvt interesseret...

Har du noget, du gerne vil sige?

Går du med en masse ord og tanker, som du gerne vil dele med andre? Men bare ikke lige ved, hvordan det skal komme ud?
Noget du tænker, kunne gøre os andre klogere? Eller give os mulighed for at se tingene fra et nyt perspektiv.

Måske skal du lade være med at vente på det rigtige tidspunkt. For det kommer nok aldrig rigtigt.

Så sig det nu bare til os. Du har en viden, en indsigt og et perspektiv, som ingen af os andre har. I hvert fald ikke på den præcise sammen måde. Så vi vil gerne høre, hvad du har at sige.

Del dine ord og tanker med kolleger i frokostpausen, med gode venner over en kop kaffe eller med mere eller mindre tilfældige mennesker, som krydser din vej. Sig det du gerne vil sige - og jeg lover dig, at du vil finde nogle, som gerne vil lytte.

Den lille venlighed.

Det, der egentlig gør hverdagen rar og positiv, er den lille venlighed.

Der hvor du hilser på andre - kigger dem direkte i øjnene og hilser  - og gerne bruger deres navn, hvis du kender dem.
Holder døren for dem. Spørger om de har et godt, eller hvad de laver. Eller hjælper med selv ganske små opgaver.

Den lille venlighed er så uendelig nem at bruge hver eneste dag. Desværre også så nem at glemme...
Men den gør os gladere og bringer os tættere sammen.

I stilheden bliver samtaler til...

De samtaler, der har rørt mig mest, er skabt sammen med andre, som har haft roen og modet til at være i det stille sammen med mig.

Når vi har fundet frem til emner, som har betydning for os begge, og når spørsmål stilles langsomt og eftertænksomt og bliver efterfulgt af lange pauser, der giver plads til, at mulige svar kan finde op til overfladen evt. prøves af inden, der atter er tid til at gå nye veje.

Sådanne samtaler rummer sandheder, sider af mig selv og en styrke, som jeg ikke finder i den almindelige hverdag.

Forpligtelser er ikke kun en skidt ting...

I morges da jeg stod op, var jeg noget ugidelig. Faktisk var jeg ikke helt gearet til at tage til den konfirmationsfest, som var en del af planen for i dag.

Men jeg tog naturligvis af sted. For det havde jeg lovet konfirmanden og hans familie, og de ventede mig jo.

Og hold nu op, hvor blev det en god dag og fest. Jeg var med til at fejre en skøn ung mand. Jeg deltog i mange interessante og givende samtaler. Jeg har synget, grint og hygget. Det har været en helt igennem skøn dag.

Og sådan nogle har vi mange af. Altså dage som kan starte med, at vi egentlig ikke føler overskud til det, vi har lovet. Men hvor vi ved, at vi har en form for forpligtelse, som vi som ordentlige mennesker vil overholde - og hvor belønningen er givende på mange måder.

Arbejdsfællesskab skaber arbejdsglæde.

Egentlig synes jeg, der er mange “hus og have ting”, som ikke er sjove. Selvom jeg godt ved, at mange af dem er sådan nogle... gør det nu bare og få det overstået ting, så kan det være svært for mig at få sparket mig selv igang.

Derfor elsker jeg også at lave de her praktiske aktiviteter sammen med andre. For så giver det pludselig mulighed for fællesskab, gode snakke og ikke mindst at komme tættere på hinanden. Og arbejdet går hurtigere og lettere, når vi hjælpes ad.

Tid har stor betydning for den vi er...

Jeg tror, at tid har meget stor betydning for dem vi er. Ikke bare fordi tid kan bringe erfaringer og viden med sig... men fordi vi er tættere på os selv, når vi har tid nok til at være det.

Desværre er mange af os alt for ofte i alt for stort tidspres. Og vi prøver at agere så godt som muligt i de snævre rammer.
Men når tiden er "uendelige og helt vores, så dukker smukke og interessante sider op af os selv.

Derfor tager det og kræver det tid at lære os selv at kende. Og er det ikke et bekendtskab, som er tiden værd?

Hvad er det egentlig, der interesser dig?

Vi bruger oftest vores fritid i lukkede fællesskaber af forskellige størrelser. Dvs. at vi mødes på forskellig vis med andre, som har samme interesse som os selv. 

Og det giver jo rimelig god mening.

Bagsiden kan dog være, at vi slet ikke forstår andres interesser. Ikke på sådan en “jeg-synes-du-er-helt-vildt-underlig” måde, men fordi vi helt oprigtig ikke kender nok til andre interesser end vores egen. Og når vi så mødes med kolleger, medstuderende, familie eller venner udenfor vores lukkede fællesskaber, så forstår vi ikke rigtig de andres begejstring over fx, hvad weekenden har budt på af indhold. 

Derfor vil jeg slå et slag for, at vi et meget mere nysgerrige på, hvad der egentlig er vores gode kolleger/medstuderende, venner eller familiemedlemmers interesser. Hvad er det, de mere præcist laver i des fællesskab? Hvilke særlige glæder har det giver dem? Hvem har betydning for dem i det fællesskab? Hvilke aktiviteter kan de bedst lide? Osv. 

Jeg tror genvinsten ved den tilgang vil være, at vi lærer mere om diversiteten af interessefællesskaber, mere om hvad disse fællesskaber kan give og mere om vores nærmeste. Og jeg tror også, at vi så vil være bedre til at glædes på hinandens vegne. 

Laver du ofte en udligning?

I dag talte jeg med min 16-årige søn. En del af de emner, vi kom ind på, var, hvordan han vil håndtere , at ikke alle mennesker er ordentlige overfor andre.
“Jeg vil sørge for at udligne, det bedste jeg kan”, svarede han prompte.

Sikke et svar. Jeg blev totalt begejstret. Tænk at et så ungt menneske allerede har tænkt, at det ikke gøre noget godt, hvis vi alle bildte os selv ind, at hvis nogle kan snyde, bedrage eller på anden måde være uærlige - ja kan vi andre jo ligeså godt følge trop...

Jeg er helt enig med min søn. Når vi møder noget, så ikke bidrager til noget positivt, så skal vi gøre vores bedste for at udligne. Være mere venlige. Være ærlige og have integritet.
Det vil hjælpe os alle, er jeg sikker på.

Prøv selv at finde ud af, hvad du kan gøre for at udligne.

Er du modig nok til at være usikker?

Der er så meget, jeg ikke er sikker på. Både på vidensplan, menneskeplan, personlig plan - ja listen er vel uudtømmelig.

I mine unge år prøvede jeg at skjule min usikkerhed. For jeg var troede på, at andre ville synes mindre om mig, hvis de vidste besked om alt det, jeg ikke vidste...
Så jeg lod som om.
Lod som om jeg forstod fremmedordene i de lange sætninger mine medstuderende på universitet brugt til at formulere selv enkelte og måske også ubetydelige ting.
Jeg lod som om, at jeg forstod, hvordan andre havde det eller agerede i forskellige situationer.
Eller som om jeg godt forstod selv svære og indviklede teorier.
Men værst af alt lod jeg som om, at det ikke gjorde mig noget, at jeg i den grad løj overfor mig selv og andre stort set hver eneste dag.

Det var dog bare eneste, jeg turde gøre. For det kræver virkelig meget mod at fortælle åbent om det, du ikke forstår eller endnu ikke ved.

Siden da har jeg trænet mit mod rigtig meget - dagligt vil jeg sige. Jeg vil hellere være ærlig overfor mig selv  - og sige hvis jeg ikke forstår eller ikke ved noget. Det giver mig tillige en mulighed for at blive klogere - hvilket jeg ikke havde før.

Nogle gange bliver jeg stadig ramt af usikkerhed, når andre fx siger “ved du ingen gang det???”.
Jeg vælger dog for det meste at være modig og stå ved, den jeg er, og det jeg har at bringe med ind i samtalen.
Jeg håber, at du er modig nok til at gøre det samme...

Har du selv mærket dine værdier i dag?

Jeg har mange gange skrevet om værdier - og om hvordan vi kan udleve dem, så vores omverden kan mærke dem.
Men har du nogensinde stoppet op og overvejet om du egentlig kunne mærke værdierne i forhold til dig selv? Ikke noget med... jeg har været ordentlig, fordi jeg har gjort noget for andre. Men at du har været ordentlig fordi du har gjort noget for dig?

For selvom jeg synes, at vi skal huske, at vi “bare” er en del af et større fællesskab, så synes jeg samtidig, at vi skal huske, at vi i vores egen verden, er den væsenligste del...

Jeg har brug for at kunne mærkes mine egne værdier helt dybt inden i. Og være brutal ærlig overfor mig selv, hvis jeg ikke lige kan mærke, at jeg har udlevet dem...

I dag nåede jeg fx ikke store dele af det, jeg havde aftalt med mig selv, at jeg skulle. Jeg fik heller ikke ringet til nogle, som venter på min opringning.
Det kunne godt være uordentligt...
Tilgengæld prioriterede jeg at ordene en akutsag på bedst mulige måde. Jeg brugte tid til at overveje, hvad jeg skulle gøre og på hvilken måde. Jeg fik gjort det, som jeg vurderede skulle til.
Det kunne godt opleves som ordentlighed...

Værdier kan faktisk godt udleves og opleves på mange forskellige måder. Det betyder ikke, at vi bare kan bøje fortællinger, så vi altid kan påstå, at vi selvfølgelig handlede værdibaseret. Det betyder, at vi dagligt skal stoppe op - se os selv i spejlet - og finde ud af, om vi virkelig har kunnet mærke vores egne værdier i dag.

Vi når det nok.

Jeg er ikke super godt til at slappe af. Det lyder måske lidt underligt. Men jeg har hele tiden gang i et eller andet projekt - faktisk har jeg ofte gang i flere projekter samtidig.

Jeg er dog forholdsvis klar over, at jeg også trænger til at slappe af og lave absolut  intet. Ikke mindst hvis jeg skal kunne have energi til alt det, jeg så gerne vil lave.

Så denne skønne søndag har jeg lagt projekt og forpligtelser væk og har bare bestemt at nyde dagen. For jeg når jo nok alt det, som jeg ellers kunne have fundet på at udfylde tiden med. Jeg når nok vasketøj og rengøring... og det gør du også!

Vi kunne istedet prøve at nå os selv gennem ro og tid til ingenting...

Hvordan præsenterer du dig?

Hvordan møder du dine medmennesker? Altså hvordan får du præsenteret dig til din omverden?
Jeg tror, at vores eget syn på os selv skinner meget igennem i den måde, vi tilgår verden.

Og når jeg nu siger det, så tænker jeg slet ikke på din fysiske holdning, dit håndtryk, eller om du kigger direkte på andre, når du hilser på dem. Jeg tænker på alt det, der ligger under overfladen og som de fleste godt kan mærke på en eller anden måde.

Så præsenterer du dig som en, der forventer at møde andre venligsindet mennesker? Eller giver du udtryk for, at andre nok ikke vil finde dig interessant?
Hvad er det egentlig, du fortæller dig selv, om hvem du virkelig er - og om hvad andre vil synes om den person?

Når vores værdier udfordrer os selv...

Værdier... jeg synes, de er vigtige. Ikke mindst når vi bruger en del tid på at finde ud af, hvad de egentlig betyder for vores hverdag. Der hvor livet kan virke som om, at det suser forbi... kan værdierne hjælpe os med at finde fodfæste.

Derfor kan det også være en temmelig voldsom omgang, når vi har svært ved at rumme vores egne værdier. Når vi mister fodfæstet på trods gode intentioner og smukke tanker. 

For værdier som rummelighed og ordentlighed kan være svære at håndtere, når andre træder os for nær.

Jeg synes egentlig ikke, at værdier skal ranglister sådan så nogle er vigtigere end andre. Eller at de kun skal gælde, når vi enes godt med vores omgivelser. 

Derimod synes jeg, at vi skal dykke ned i vores egen forståelse af dem. For betyder rummelighed fx, at jeg skal finde mig i alt, hvad andre kunne finde på at sige eller gøre? Eller betyder rummeligheden bl.a. at det er helt i orden, at en del af mig ikke vil finde sig i hvad som helst? Og er jeg stadig et rummeligt menneske, når jeg ikke forstår andres valg i livet?

Måske betyder rummeligheden mest af alt, at jeg har forståelse for og accept af, at jeg ikke er et perfekt menneske, men bare er på vej til at blive en bedre udgave af mig selv... 

Planlægning er ikke bare skemaer...

Dagen i dag har bragt på mange uplanlagte samtaler, som har været af den sjove, alvorlige og inspirerede slags.
Det har faktisk været en af den slags dage, hvor tingene på mange måder er sket på deres egen helt firnurlige måde - og det har været super skønt.

På mange måder er jeg fortaler for, at vi planlægger vores liv og vores hverdag, så vi har en vis form for kontrol og retning... men et af formålene med at planlægge, er så sandelig også, at det kan give os tid til dage med pauser, pudsige indslag, uforpligtende samtaler og latter.

Og når jeg nu planlægger dele af mit liv, så der er plads til de løse rammer - og ikke bare tænker “go with the flow” i forhold til det hele, så er et fordi min erfaring siger mig, at hvis jeg hele tiden flyder med strømmen, så fyldes mit liv med en masse mudder, som ikke giver værdi.

Så planlægning handler ikke bare om at putte vores livs indhold i kasser og skemaer, det handler for mig i høj grad om at skabe god plads det alt det, der virkelig giver mig liv indhold...

Har du lige en halv time?

Jeg ved godt, at du har travlt. Det har jeg også - ligesom de fleste af de mennesker jeg kender...
Men har du ikke lige en halv time til det vigtigste i dit liv? Nemlig dig!

Det kan godt lyder en lille smule plat, men jeg oplever desværre alt for tit, at vi ikke tager tid til os selv. Det gælder i høj grad også mig selv!
Men når jeg gør det, så føles det bare sååååå godt.

Derfor har jeg et par spørgsmål til os i dag - dig og mig...

Hvordan har du det med at bruge tid på “kun” dig?
Ikke noget som på nogen som helst måde handler om andre mennesker eller noget de kan få fordel af. Men tid til dig helt alene.

Hvad vil du bruge din egen-tid på?
Hvad er det, som vil give både mening og værdi for dig. Det behøver ikke være noget, som andre kan forstå - og du behøver ikke sige det højt til dem.

Måske kunne du bruge noget egen-tid på at svare på sprøgsmålene - og så er det bare at komme i gang. 😉

Hvad er det egentlig, du gerne vil?

Hvad er det egentlig, du gerne vil med det, du går rundt og gør? Altså på et mere overordnet plan.
Det er jo ikke sådan, at jeg ikke forstår, hvorfor du skræller gulerødder, når det er det, du er i gang med...

Men hvad der din overordnet plan med det, du gør? Hvad er din intention bag dine handlinger?

Jeg tror nemlig mange af os, ikke helt er klar over, hvad vores intentioner er. I den seneste tid har jeg tænkte en hel del over mine egne.

Jeg har igennem mange år været styret af, at jeg gerne ville have andres anerkendelse. Og selvom jeg har fået en hel del af den, så har der selvfølgelig også været mange gange, hvor jeg har følt, at jeg ikke har fået den. Og ironisk nok så fylder de gange sindssygt meget i min bevidsthed. Hvilket har givet mig lyst til at kaste mig ud i endnu flere projekter, som kunne imponere mine omgivelser. Og det uanset hvor anstrengende og til tider udmattende, det har været.

Og i bund og grund er det jo lidt trist, at min egentlige intention har været noget, som er forholdsvis uopnåelig, når nu intentionen kunne være noget meget mere positivt...

Jeg har ikke præcis løsningen på, hvordan jeg (eller andre) får “styr” på intentionen bag vores handlinger, men jeg ved, at vores bevidsthed om den, er det første skridt.

Lad os mødes i åbenhjertet og åbne samtaler, hvor vi kan blive klogere på, hvad der egentlig er vores intention - og hvordan vi kan bruge den på en positiv måde.