tirsdag den 31. oktober 2017

Har du noget på hjertet? Så sig det!

For 500 år siden rendte en forholdsvis ubetydelig munk rundt i Tyskland og var utilfreds.

Utilfredsheden kom for alvor til udtryk d. 31. oktober 1517, da han offentliggjorde 95 teser om aflad og kirkens måde at skaffe penge på.
Det var med til at forandre store dele af verdens syn på kristendom og kirkens rolle.

Hvis vi stopper op og tænker lidt over det, så er det egentlig rimeligt vildt, at et enkelt menneske fik sat gang i så meget... Det kan vi bruge som inspiration i vores eget liv.

Vi må ikke glemme, at selvom vi kan synes, at vi er alene med vores holdninger og værdier, så kan det betale sig at kæmpe for det, vi tror på. Selv et enkelt menneskes synspunkter kan ændre hele det eksisterende verdenssyn.

Så hvad er det egentlig du har på hjertet? Hvad har betydning for dig?
Prøv at kigge indad, hvad er det, som netop du skal ud og forandre, skubbe til eller justere?

Når du har fundet frem til. Så skal du endelig ikke holde dig tilbage. Sig det højt. Kæmp for det.

Når en næsten 34 årig fattig munk, som befandt sig mere end 1400 km fra pavens hovedsæde, kunne ryste den magtfulde katolske kirken uden moderne informationsmidler - så har du og jeg nok også mulighed for at påvirke dele af verden.

Vi skal droppe pænheden og komforten - og rykke ved verden. Kæmpe for det vi tror på - det er ikke uvæsentligt.

mandag den 30. oktober 2017

Giv mig lige et øjeblik

I nærheden af mit hjem er der en tidligere jernbane, som nu er lavet om til en sti. Stien løber bl.a. på toppen af høje skrænter og skærer sig igennem boligområder, hvor jeg kan se huse og haver m.m. fra en helt anden vinkel end ellers.
Det minder mig om, at når jeg stiller mig steder, hvor jeg har udsyn, så giver det ro og overblik.

Jeg bruger mine gåture på jernbanestien til at minde mig om, hvad der bl.a. skal til for at få ro og overblik ind i min hverdag.

Men nu har jeg ikke sådan et højt sted på min arbejdsplads, som kan give udsyn over hele organisationen. Men det kan pauser til gengæld.
Når jeg trækker mig lidt tilbage og giver mig selv øjeblikke til eftertænksomhed hjælper det mig med at træffe bedre beslutninger, være mere rolig og have et overskud til mennesker og de ofte uventede situationer, som hverdagen også byder på.

Vi må ikke glemme at tage de øjeblikke i hverdagen. Det er dem, der giver os det, vi ofte sukker efter i hverdagen.

søndag den 29. oktober 2017

Vi lærer ikke alene.

Du er aldrig alene!

For selvom jeg er stolt af den måde, som jeg har udviklet mig som person. Og selvom  jeg er på ingen måde kommet sovende igennem den proces. Så har jeg overhovedet ikke gjort det alene.
Der har naturligvis været tider, hvor jeg har været nødt til at kigge dybt ind i mit indre og stille mig selv nogle alvorlige spørgsmål - i enerum. Men alt omkring disse stunder har været i et læringsfællesskab med andre.

Min udvikling har indeholdt mange forskellige dele. Dele der har handlet om personlig indsigt,  faglig viden, håndtering af følelser og mine reaktioner, menneskekundskab og -forståelse, ledelse og meget mere.

Udvikling og det vi lærer i den proces kan udefra nemt ses som noget, vi gør alene, men det er så meget mere.

Vi er ikke alene i læring og udvikling. Til trods for at jeg selv har ansvaret for at ville lære noget nyt, og ansvar for at bruge det jeg lærer, så er jeg ikke alene om processen. Det gør en kæmpe  forskel. Det betyder, at vi har andre at læne os op af, spørge til råd, få feedback fra og at fejle sammen med - hvilket også betyder, at vi sammen kan hjælpe hinanden op igen, når det bliver nødvendigt.

Hvis vi sætter mere fokus på det  læringsfællesskab, tror jeg mange vil have mere mod til at lære noget nyt og måske noget helt anderledes. Vi vil også møde hinanden på en anden og mere positiv måde, hvis vi ved, at de er en del af vores udvikling.

lørdag den 28. oktober 2017

Jeg bliver da stadig usikker...

Gennem samtaler med mange unge mennesker er det gået op for mig, at de ofte går rundt og tror, at vi voksne har helt styr på livet og det livet  indholder.
Det er på mange måder positivt, at de synes, vi har styr på det - men også ganske fejlagtigt.

Jeg har selvfølgelig en del flere års træning i håndtering af mange af hverdagens problematikker. Jeg har også brugt mange timer på at forstå mine tanker og reaktioner, hvilket har ændret min måde at leve på.
Men jeg bliver da også stadig usikker.

Usikker på om jeg tager de rigtige beslutninger.
Usikker på om jeg er god nok - som mor, hustru, datter, søster, veninde og til mit job m.m.
Usikker på mit udseende.
Usikker på om jeg lever livet "rigtig" - altså lytter jeg til mig selv og udlever mine værdier og mål.

Forskellen på mig og de unge, som synes, at jeg må da have styr på det hele, er at jeg har øvet mig i at håndtere alle disse af livets udfordringer - hvilket de ikke har haft tid nok til at gøre endnu. Og det er egentlig alt der skal til. Øvelse!
Vi skal ikke være perfekte eller have styr på det hele. Vi skal bare have viljen til at øve os på livet - turde lave fejl, rette på dem og ville prøve igen.

Så kære unge menneske. Bliv ikke bekymret hvis du føler dig usikker. Det er ganske naturligt for os alle. Du skal ikke undgå problemer, usikkerhed eller udfordringer, du skal ganske enkelt øve dig i at håndtere dem.

fredag den 27. oktober 2017

Fredag, frihed og foredrag

Weekenden står for døren og fredag aften er ved at gøre sit indtog i mit liv. Og selvom jeg er vild med mit arbejde, så er er nu også noget ganske særlig over den tid, jeg helt selv tilrettelægger og bestemmer over.

Fredagen i dag skal bruges til at nyde først freden og senere (arbejds-) friheden. Den bliver fyldt med et forhåbentlig fortrinligt foredrag fra livskloge mennesker.

Din fredag ser måske helt anderledes ud, men ikke desto mindre vil jeg bede dig om at nyde den. Nyde at du selv bestemmer en masse i dit liv, og at du har muligheden for at bruge tiden i aften på lige det, som du føler beriger dig.

torsdag den 26. oktober 2017

Jeg vil grine - mere.

Jeg elsker at grine - og har heldigvis også nemt ved at grine af mig selv og i mit eget selskab.

Midt i mit travle liv glemmer jeg nogle gange latteren. Men det er bare så vigtigt at holde fast i det, der har grundlæggende betydning i livet - og det har latteren for mig.
Så jeg har bl.a. brugt dagen på at opsøge mennesker, der gjorde det nemt at grine. Det har været kolleger, børn (bl.a. mine skønne spejdere) og familie., og vi har grint sammen. Ligetil, nemt og forløsende.

Og det skal jeg helt bestemt gøre mere. For jeg vil grine, og jeg vil grine meget - lige til tårerne triller og maven gør ondt..

onsdag den 25. oktober 2017

Vi må aldrig have for travl til at være hjælpsomme eller venlige.

Vi kender det alle sammen.... De gange hvor vi ikke lige gider holde døren for personen bag os, fordi vi lige synes, at vi havde lidt travlt. De gange hvor vi lod som om, at vi ikke så den ældre mand i bussen, som lige så godt kunne få vores plads. Og de gange hvor vi ikke hjalp med opvasken hos vores gode venner, fordi det var nemmere at lade være.

Men vi må aldrig have så travlt, at vi ikke har tid til at være hjælpsomme eller venlige.

Det forandrer ikke bare de andres liv, men i høj grad også vores eget liv til det bedre, når vi bruger vores tid på hjælpsomheden og venligheden. Selv små gode gerninger gør en kæmpe forskel i det store livsregnskab.

Så sæt dit tempo ned, vær opmærksom på dine medmennesker og dine omgivelser - og giv den fuld gas med hjælpsomheden og venligheden. Mærk glæden sprede sig.

tirsdag den 24. oktober 2017

Vær mindre effektiv

Der er så mange gode råd om, hvordan vi kan blive mere effektive på jobbet, i privaten og i hele vores liv. Jeg har også læst mange af dem - og har prøvet at følge dem. Mange af dem har sådan set også været gode nok.

Men har vi nu også virkelig brug for at blive så meget mere effektive?

Altså jeg læser jo de gode råd for at prøve at nå alt det, der falder min vej... Men jeg er faktisk temmelig effektiv i forvejen. Så egentlig har jeg nok ikke brug for at speede mere op... Ligesom så mange andre skal jeg hellere øve mig i at være MINDRE effektiv. Gøre tingene langsommere og måske mere gennemtænkt.
Gad vide hvordan meget vi faktisk ville nå at gøre GODT, hvis vi bestemte os for at sætte tempoet ned.

mandag den 23. oktober 2017

Den energi jeg giver til min mor.

Tag venligst ansvar for den energi, som du bringer med dig ind i dette rum.

Det citat har levet i mit baghovedet i mange år. Lige siden at jeg så en udsendelse om en læge, der pludselig selv var blevet patient efter et slagtilfælde. I den forbindelse mistede hun i en periode evnen til at tale og kunne derfor ikke kommunikere på sædvanligvis med omgivelserne. Det betød bl.a. at hun lagde mere mærke til den energi andre bragte med ind til hende - hvilket ikke var så positivt.

Det var en betydningfuld påmindelse for mig. Den energi vi bringer med os er nemlig temmelig vigtig, især hvis vi omgiver os med mennesker uden ord. Hvilke jeg gjorde i dag.

Jeg besøgte min mor, som pga. demens ikke har mange ord tilbage - og slet ikke sammenhængene sætninger. Hun blev glad for at se mig, og som (næsten) altid sørgede jeg for at parkere tristheden over at have “mistet”, den hun var, udenfor. For hendes dag bliver ikke bedre af mit dårlige humør. Og det gør min dag jo heller ikke...
Så jeg fyldte tiden med smil, sang og en glæde over, at hun er min mor - hvilket jeg fortalte hende mange gange. Jeg ved godt, at det slet ikke er sikkert, at hun forstår mig. Men jeg er sikker på, at hun kan mærke den god energi og den gode stemning.


søndag den 15. oktober 2017

Søndagsture

Da jeg var barn kørte vi ofte søndagsture. Det var der faktisk mange familier, der gjorde. Vi pakkede en madkurv eller kaffen og kørte ud i det blå. Vi havde ikke et bestemt mål med turen. Det handlede om at være sammen som familie og at komme ud og se noget - måske “bare” en god udsigt.

Det er ligesom om, at det med søndagsturene er gået lidt i glemmebogen. Jeg hører ihvertfald ikke så ofte om, at nogle kører på søndagsture mere. Men i dag kørte jeg sådan en tur med min mand. Og det var en skøn oplevelse. Når vi ramte et kryds, bestemte vi os for, hvilken retning vi så skulle tage. Uden plan eller formål. 
Vi kørte gennem mange smukke steder, gader jeg ikke havde været på før. Det var så at være på opdagelse i ellers kendte områder. Turen lagde også op til mange gode snakke - inspireret af det vi så. 

Jeg tror, at det er på tide at hive søndagsturerne fra fra glemmebogen. I vores travle liv er det en befrielse at gå på opdagelse uden mål eller formål - andet end at være sammen med de nærmeste og nyde nuet.

lørdag den 14. oktober 2017

Brug din tid på det vigtigste.

Når vi har travlt i vores liv og føler, at vi skal være mere effektive, så sker det desværre tit, at vi glemmer tiden med vennerne. Men det er ofte tiden med netop dem, der giver os et ekstra overskud og glæde.

Livet er så meget mere end effektivitet og resultater. Det er samtaler, stilheden mellem ordene og fælles oplevelser. Det der er vigtigst for os, er ofte svært at sætte ord på. Måske er det derfor, at vi glemmer at prioritere tiden til det.

fredag den 13. oktober 2017

Gå ikke på ferie sur...

Du har måske hørt det gode råd om ikke at gå i seng, hvis du er sur på din partner. Sørg i stedet for at få løst problemet inden sengetid, så vil det fylde meget mindre.

På samme måde skal du sørger for at have afsluttet arbejde og arbejdesrelationerne på en god måde inden du går på ferie. Det er ikke kun for sjov, at mange arbejdspladser arrangerer lidt ekstra hygge inden folk går på ferie. Latteren og den frie samtale det kan skabe, gør noget positivt for vores glæde til arbejdet og for kollegerne.

Inden du går på ferie - så hyg løs med kollegerne. Det vil gøre det så meget sjovere at vende tilbage efter ferien.

torsdag den 12. oktober 2017

Kærligheden i at være langsom.

Forleden så jeg en reklame for en form for “maskine”, der lige kunne klare strygetøjet, men man fx sad og så TV. Og det fik mig til at tænke på, at der er noget, som vi har fået helt galt i halsen i vores måde at leve på.

Det er som om, vi skal skynde os igennem livet. Vi skal have overstået alle mulige praktiske ting, som der egentlig ligger meget kærlighed i. Rengøringen, vasketøjet og strygningen hænger tæt sammen med vores og vore nærmestes velbefindende. Og så synes vi bare det skal overstås hurtigst muligt...
Når jeg vasker og ordner mit, min mands og vores børns tøj, så gør jeg det med glæde og kærlighed. Det tager tid. Det kan være langsommeligt, men det er også en pause i min hverdag. En pause som bringe tid til refleksion og nye ideer. 
Og når vi i familien er fælles om disse gøremål, giver det tid til samtaler, som måske ikke bar opstået af sig selv. 

Der er så meget kærlighed i at leve langsomt. Både for en selv, men også for ens omgivelser. Og selvom jeg også synes, at jeg har mange gøremål i min hverdag, så jeg ikke for travlt til at pleje mig selv og mine nærmeste. Det sker bl.a. igennem strygning og rengøring.

onsdag den 11. oktober 2017

Pigernes dag

I dag er det FN’s Intetnationale Pigedag (http://www.un.org/en/events/girlchild/). Og i mængden af alle de andre særlige mere eller mindre seriøse dage, kan den let drukne. Men der er brug for at sætte fokus på, hvordan livet former sig for piger i lande, som lever efter nogle helt andre normer end os.
Vi kan alle bidrage til, at pigerne får et bedre liv enten gennem vores politikere eller de organisationer, der hjælpe pigerne.

Men også herhjemme har vi brug for at sætte fokus på, hvordan vi behandler piger. Ikke mindst hvordan vi taler til og om dem.
Når vi taler med vores piger, giver vi så udtryk for, at de har alle muligheder i livet? Eller kommer vi til at begrænse dem? Fortæller vi dem, at deres værdi ligger i deres udseende eller i deres indsats i livet?

Vi bliver påvirket af den måde, andre opfatter os på. Så vis pigerne tillid til, at de kan tage gode valg og udleve deres drømme - uanset hvor vilde de end måtte være. Du og jeg kan gøre en kæmpe forskel for den næste generation - bare ved at være bevidste om, hvordan vi udtrykker os.

tirsdag den 10. oktober 2017

Hvor meget negativitet kommer du til at fylde ind i samtalerne?

Hvordan starter du dine sætninger? Og hvordan starter du en samtale?

Det lyder måske som et fjollet spørgsmål, men mange mennesker indleder samtaler og sætninger negativt uden helt at være klar over det. Det kan være selv enkelte og ukomplicerede samtaler, der lige inddeles med et negativt tvist...

Jeg tror ikke, at jeg kan sige mig fri for selv at falde i. Men jeg gør meget for at holde mig fra unødige negativitet (hvilket indbefatter stort set alt). For jeg synes, det er direkte træls, når vi kommunikerer på den måde.

Hvis vi i stedet møder hinanden med en positiv tilgang, hvor vi som udgangspunkt tror på, at andre også vil møde os med et åbnet og nysgerrigt sind, så kan vi være sammen på en helt andet måde.

Det kan være dagens udfordring - at fjerne negativiteten. Prøv at lytte til dig selv - og til dine tanker. Hvor meget fylder negativitet i dine sætninger og samtaler? Kunne du komme igennem med dine meninger og budskaber på andre måder?
Jeg er sikker på, at du ikke kun vil blive gladere selv - det vil dine omgivelser også.

mandag den 9. oktober 2017

Drøm løs og drop løs

Jeg møder mange mennesker, der ikke helt ved, hvad de drømmer om. Sådan har jeg selv haft det. Mest fordi at når jeg sagde mine drømme højt, så blev de tit skudt ned af andre - eller af mig selv. Så var det bare nemmere at holde om med at sige drømmene højt. Og til sidst var det ligesom om, at de slet ikke dukkede op mere...

Måske drømmer vi ikke af frygt for at virke selvglade. Fx når vi drømmer om en sangkarriere - og frygter, at en eller anden vil sige noget i retningen af: "Hvordan kan du overhovedet drømme om det med din stemme?"
Eller også drømmer vi ikke fordi, vejen til drømmene virker alt for uoverskuelige. Eller fordi vi måske ikke er sikre på, at vores drøm virkelig er vores drøm...

Heldigvis er mine drømme kommet igen - og jeg dyrker også drømmeriet temmelig meget. For drømmene er vigtige. Det fortæller os noget om, hvad der egentlig har betydning for os. Om ikke andet så kan de vise os en retning. Vi må bare ikke låse os så fast på drømme, som så ikke kan laves om.
Jeg synes, vi skal drømme løs - om alt muligt både seriøst og fjollet. Vi skal drømme stort og småt. Vi skal have så mange drømme, at vi ved, at de ikke alle sammen vil blive til noget - og så skal vi være villige til at droppe dem igen. Drop alle dem, som ikke giver dig mening.
Jeg drømte fx på et tidspunkt om at kunne tale spansk - flydende. Det gider jeg ikke investere tiden i lige nu. Jeg drømte også engang om at vinde en frisørkonkurrence, men så kom der en masse andre muligheder ind i mit liv - og den drøm blev så uinteressant for mig.
Det kan være enormt befriende at droppe drømmene - for så er der åbnet op for nye muligheder.

Men de drømme der bliver hængende - dem skal du lytte til. De skal få lov at vokse og udvikle sig. Du skal forfølge dem lige så længe de giver mening.

søndag den 8. oktober 2017

Det vi kan lære af en 4-årig.

I dag har jeg haft fornøjelse af at fejre en af mine niecers 4 års fødselsdag. Det er virkelig vidunderligt med børn i den alder. De har en helt igennem fantastisk og udmiddelbar tilgang til livet. Det er ikke så meget filtre - altså på den gode måde.

Jeg har grint og fjollet. Jeg har krammet rigtig meget. Jeg har haft fokus på de ting, hun viste mig. Jeg har set dele af verden fra en ny vinkel. Og ikke mindst har jeg været tilstede i nuet.

Det er uden nogen form for tvivl fra min side... at jeg bliver en bedre udgave af mig, når jeg er sammen med hende. Og selvom jeg glæder mig til at lære hende om mange af de ting, der har betydning for mig. Så har jeg lært meget af denne skønne 4-årig krudtugle.

lørdag den 7. oktober 2017

Scout for life.

“Scout for life” stod der på klistremærket i bagruden på en bil, jeg kørte bagved i dag.
Det er præcis sådan jeg har det. Jeg har været spejder stort set hele mit liv. Der har dog været to korte perioder, hvor jeg ikke har været medlem af en spejdergruppe. Derfor ved jeg også, at jeg er gladest, når jeg kan udleve spejderlivets mange facetter.

Spejderlivet har givet mig de længeste, dybeste og mest kærlighedsfyldte forhold i mit liv. Det var her jeg mødte min mand, mine bedste venner og her lærte mig selv at kende for alvor. Det er også her mine børn er vokset op. Spejderlivet har også givet mig mulighed for udvikling, afprøvning af mine værdier og kompetencer samt konfrontation med indre og ydre styrker - helt bogstaveligt. Det er blandt spejdervenner, at jeg føler mig allermest som mig selv.

Spejderbevægelsen har en helt særlig plads i mit liv og i mit hjerte. For andre er det måske det fælleskab, de har oplevet gennem lige så store dele af deres liv i fodboldklubben, gymnastik-foreningen eller et helt tredie sted.
For mange af os er vores fritidsliv vores faste holdested i en ellers meget omskiftelig verden. Det er her vi finder overskuddet til at håndtere alt det andet i vores liv. Og det er her vi finder roen og os selv.
Det er også her, at mange af os for alvor giver tilbage til samfundet og verden omkring os. Om det så er ved den ugentlige træning af børn og unge, arbejdet med at rykke personlige grænser eller at lære andre om, hvordan de kan byde ind i demokratiet. Så er der hver eneste dag mange frivillige, der gør mere, end der kan forventes af dem - og de gør det gerne, forbi det giver dem mening.

Der er for mig ingen tvivl om, at jeg er Scout for life. Det er en del af kernen i mig. Hvad er det, der bringer dig glæde og mening?

fredag den 6. oktober 2017

Hvem er du - på trods af historierne om dig?

Hvem er du inderst inde? Altså når du ser bort fra alle historierne, der er om dig - både de gode og de dårlige.

Vi bliver påvirket af de historier, der fortælles om os.
Vi bliver påvirker af, at nogle synes, at vi er grimme, ikke kloge nok eller dårlige til vores job.
Vi bliver også påvirket af, at nogle synes, vi er smukke, vise eller dygtige.
Uanset hvad andre siger, så er det jo bare historier, der fortæller om deres holdninger til os - hvilket på ingen måde behøver at have noget med sandheden at gøre.

Når vi bliver ramt af de historier - og det gør vi! Så skal vi huske at vende blikket indad og minde os om, hvem vi virkelig er. Kernen af os selv.
Hvem er du, når du er alene med dig selv? Hvad er det ved dig, som du godt selv kan lide? Hvordan udlever du det?
Uanset hvad andre end måtte synes om dig, så vil det hjælpe dig at vide, at du lever et liv, som du kan stå indenfor.

Måske ved du det ikke endnu - måske fordi du aldrig har været stille længe nok til at finde ud af det.
Men det er en gave at vide - ikke mindst når storme af andre menneskers historier om dig kan rykke dig i alle retninger og få dig til at miste fodfæstet. Da vil kernen hjælpe dig sikkert igennem, selv når det ser mørkest ud...

torsdag den 5. oktober 2017

Har jeg for travlt til dig?

Jeg har ofte tænkt over, hvad det gør ved os når vi hele tiden har travlt. der er heldigvis en del forskning, som kan gøre os klogere. Men egentlig er det lige så interessant, hvad vi selv synes, at det gør ved os... og ved vores forhold til andre mennesker.

Helt personligt ved jeg, at jeg har svært ved at forholde mig til, hvad du siger til mig, når jeg har for travlt. Nogle gange kan jeg nærmest blive irriteret over, at du forstyrrer mig... Og sådan ønsker jeg slet ikke at være, så jeg går på kompromis med mine grundlæggende værdier - for at vælge at have travlt.

For travlhed er langt hen af vejen et valg. Hvor travlt jeg har på vej ud af døren om morgen, styres meget af, hvornår jeg står op. Hvor travlt jeg har i løbet af dagen, styres meget af, hvad jeg siger ja (og nej) til. Hvor travlt jeg har i mit liv, styres meget af, hvilke overordnet valg jeg tager.

Og selvom jeg godt ved, at det ikke virker så nemt, når man står midt i al travlheden, så kan vi altså vælge mere til og fra. For det gør noget kedeligt ved os - og ved vores forhold til andre. Det er bare så ubehageligt at føle sig til besvær i andres travlhed.
Jeg kan vælge derfor, hvordan jeg møder andre i min travlhed.

Jeg kan vælge at lytte (sådan oprigtigt), når jeg siger, at jeg lytter.
Jeg kan vælge at sætte mit fysiske tempo ned, så du ikke føler, at jeg nærmest løber væk fra dig.
Jeg kan vælge at sige "vent lidt", hvis jeg har brug for det, for at kunne give dig opmærksomhed.
Jeg kan vælge at kigge dig i øjnene, når vi taler sammen...

Selvom det kan lyder, som om jeg ændrer det hele for dig - så ved jeg, at det virkelig vil gøre en forskel for mig.

onsdag den 4. oktober 2017

Forældre-skammen

Det ubetinget sværest, hårdest, mest udmattende og til tider skamfulde jeg nogensinde har kastet mig over er forældrerollen!

Det har altid været nemt at elske mine børn. Alligevel har jeg ind imellem vist mig fra en temmelig kedelig side... 
Som da jeg forleden kom hæsblæsende hjem fra arbejde og dårligt nåede at være hjemme inden den næste aftale kaldte. Det forhindrede mig dog ikke i at levere en skideballe over manglende oprydning og en bortkommet nøgle (som jeg senere fandt i min taske...).

Det er her, det skamfulde kommer ind. Jeg føler, at jeg fejler som menneske og mor, når jeg opfører mig sådan. Jeg skammer mig over, at jeg med mine mange års erfaring med børn og unge - hvis udvikling jeg overikøbet har læst rigtigt meget om, ikke kan gøre det bedre... Ja, I kender det sikkert alt for godt 😉.

Men jeg tror mange har det som mig. At de også skammer sig over ikke at gøre det bedre. Det er bare ikke noget vi taler om, i hvert fald ikke ret tit eller med særlig mange. Vi fortæller om alle succeshistorierne og vores tilhører kan så krumme tæer, mens de skamfulde forældrehistorier passer revy i deres tanker... 

Værst af alt er -at vi skammer os over ikke at være perfekte. For selvom jeg ved men min fornuft, at der ikke er nogen perfekte forældre, så rammer det mig lige i følelserne, at jeg ikke er det...
Men lad os dog tale om der, hvor vi fejler. For er der noget vores børn ikke er tjent med, efter vores dårlige opførsel, så er det, at vi nægter at tale om det.
Brug samtaler med andre forældre til at kaste lys over skammen, så den ikke kan gro fast i dig, og brug dem til at finde roen til at gøre det bedre næste gang.

For når roen er faldet på igen, så husker jeg heldigvis også alle de gange, hvor jeg er en god mor.

tirsdag den 3. oktober 2017

Se på andre som de er.

Når vi ser på andre, havner vi ofte i beundringsgrøften eller kritikgrøften - der er ikke så meget gylden middelvej. Vi er ikke så gode til, at de andre præcis, som de er. Nemlig helt almindelige mennesker med gode sider og knap så gode sider...
Problemet med enten at beundre eller kritisere andre (også selvom vi ikke siger det højt) er, at vi sammenligner os selv med dem. Nogle gange betyder det, at vi bliver tabere i vores egne øjne, eller at de andre bliver det...

Og at være taber er ikke særlig attraktivt for nogen. Det, vi stedet skal gøre, er at se på vores medmennesker (og os selv) med mere realistiske øjne. Hvad er det, de gør godt, og hvad er det, de ikke så gode til? Uanset hvad det er - så er det helt i orden.
Se andre som de virkelig er - og anerkend dem for det.

mandag den 2. oktober 2017

Du er din - og ingen anders...

På det seneste har især min søn oplevet, at andre mennesker nok ikke møder ham, som den 15-årige unge mand med egne meninger, oplevelser og værdier han er - men som min (eller sin fars) søn. Det er han forståelig nok ikke super begejstret over.

Og selvom jeg er uendelig stolt over at være hans mor - og at kunne kalde ham min søn, så ved jeg, at han er helt sin egen. Han tilhører ikke mig eller nogen anden.

For uanset hvordan dit forhold til andre mennesker er, så er du helt din egen. Du skal på ikke leve op til familie, venner eller andre. Du skal ikke sammenlignes og ikke passes ind.
Du skal have lov til at blive set som den, du helt selv er. Du kan frit vælge egne interesser og holdninger uden at være bange for ikke at høre til. For du tilhører dig - og dér er du god nok. Du har ikke brug for dit efternavn eller din families historie. Du skaber værdi i dig selv.



søndag den 1. oktober 2017

Det vil jeg ikke høre...

Sørger du for at motionere og spise sundt? Altså passe godt på dig selv. Det er der rigtig mange der heldigvis gør.
Desværre lægger vi ofte ikke samme energi i at passe på vores tanker og sind. 

Vi er alt ofte omgivet af kritik - som både kommer fra os selv og andre. Selvom kritikken kan virke uskyldig og uvigtig, så har det stor betydning for vores velbefindende.
Bestem dig derfor, hvad du vil høre - uanset om det kommer fra dig selv eller fra andre. Pas på hvad du lukker ind. Det har større betydning, end du måske er klar over.