torsdag den 30. november 2017

Hvad er det egentlig, du mener?

Jeg modtog en besked på mit arbejde, som i første omgang irriterede mig. Det handlede ikke om mig, men jeg blev stødt på de andres vegne.
Jeg besluttede heldigvis at ringe til afsenderen, og jeg besluttede, at jeg ville prøve at forstå, hvad der lå bag beskeden.

For hvad er det egentlig vi mener, når vi prøver at sige noget til hinanden? Alt for ofte får vi slet ikke vores budskab rigtigt igennem. Det, vi siger, drukner når vores egen forståelse af verden møder de andres forståelse.
Derfor bliver vi også tit stødt over noget, som slet ikke var ment negativt. Noget ganske få opklarende spørgsmål som fx "Hvad mener du helt præcist?",  "Kan du uddybe det?" eller "Hvordan oplevede du det?" kunne have løst op for. Vi er bare ikke gode nok til at tage os tiden (og finde viljen) til at se de mange facetter virkeligheden har.
Men hvor ville det gøre en forskel, hvis vi gjorde...

onsdag den 29. november 2017

Dage der forandre dig.

Der har været dage, som har forandret mig grundlæggende. Dage, hvor jeg er stået op med ét syn på livet, men er gået i seng med et ganske andet.

Mest har det handlet om, at jeg har set dele af livet, som jeg ikke helt var klar over kunne være en del af min verden.
Fx oplevede jeg for mange år siden, mens jeg var au pair i USA at modtage en telefonopringning, hvor personen i den anden ende truede med slå mig ihjel. Det var ikke bare én enkelt opringning, men flere henover ca. en times tid. Jeg var skrækslagen. Jeg havde det som om, at jeg var med i en forfærdelig film, som var ganske virkelig. Personen dukkede heldigvis aldrig op - og holdte også op med at ringe...
Da jeg gik i seng den aften, havde jeg mistet en del af mit naive og uskyldige syn på livet.

De dage, som har ændret mit liv, har budt på oplevelser, som har været ekstreme - hvor jeg virkelig har kunne mærke mine grænser og har skulle finde mit ståsted i livet. Det er de dage, der har formet mig - så på den måde ville jeg ikke have været dem foruden.
Mens jeg har været midt i oplevelserne, har jeg haft lyst til at flygte og gemme mig væk. Men i dag er jeg taknemmelig - ikke over de præcise oplevelser - men over at få muligheden for at møde den store styrke, der er inden i mig.

tirsdag den 28. november 2017

Glædes ved andres glæde

Det er super nemt at glædes, når det endelig går godt for andre. Det kender vi nok alle sammen. Det med at blive glad, når veninden, der har været single hundrede år og en sommer, endelig finder en kæreste. Eller når din storebror efter mange forgæves forsøg, endelig bliver optaget på et studie.

Men er det lige så nemt at glædes over andres succes, hvis du endnu ikke selv har opnået, det du gerne vil? Nej, det er det ikke helt.

Det er dog her, vi for alvor skal øve os i at glædes på andres vegne. For ægte medmenneskelig glæde over andres glæde, er ikke afhængig af, hvordan det går os. Det handler på ingen måde om, hvorvidt vi "vinder" sammenlignings-konkurrencen. Den ægte glæde kommer fra et sted, hvor vi ikke er bange for at livet giver gode til vores medmennesker - fordi vi med sikkerhed ved, at det også bliver vores tur. Og hvad der kan glæde din søster er måske slet ikke lykken for dig.

Så tag et seriøst kig på dine mest succesfulde venner, og glæd dig i stride strømme over deres succes. Du vil hurtigt opleve, at glæden vil smitte af på dig.

mandag den 27. november 2017

Dagligdags gaver.

Dagligdagen kan sagtens være en ren gaveregn.
Gaverne kan komme i form af hjælp, komplimenter, visdomsord, samvær med dem vi elsker mest eller lignende.
Hvis vi holder øje med gaverne, så vil vi se, hvor heldige vi er.

Mange af os er omgivet af sand rigdom - uden at vi helt er klar over det. Men hvis vi vælger at se alle disse gaver, kan vi ændre vores liv. Og hvis vi vælger at give disse gave til andre, kan vi også ændre deres liv.

Gå ud og giv og gør en forskel. Lad dagligdagens gaver fylde alle hverdag.

søndag den 26. november 2017

Lysten til at være et bedre menneske.

Jeg er så heldig at have mennesker i min omgangskreds, der giver mig lysten og ønsket om at være et bedre menneske.
Helt grundlæggende ønsker jeg virkelig at være en god og hjertelig udgave af mig selv. Men jeg er langt fra i mål endnu. Så er det dejligt at opleve andre gøre noget ekstra for deres medmennesker - og dermed blive mindet om, hvordan jeg selv kan være en bedre udgave af mig selv.

Jeg har en kollega, der altid holder døren eller er behjælpelig med selv små ting. Han får alle omkring sig til at føle sig ekstra værd i hans selskab.
Og i går hørte jeg også, at en af mine kammerater har givet en gave til sønnen af en af vores fælles bekendte - fordi han vidste, at gaven ville have helt særlig betydning for drengen - og det uden at min kammerat overhovedet kender drengen.

Sådanne historier tror jeg, vi møder alle vegne - hvis vi er interesseret i at finde dem.
Jeg elsker dem - især fordi jeg glædes over at være i selskab med sådanne mennesker, og fordi jeg i deres selskab får lyst til at være et bedre menneske.

lørdag den 25. november 2017

Langtidsholdbar kærlighed.

50 år - så længe har mine forældre været gift i dag.
Det er helt særligt at kunne fejre, at de har holdt sammen gennem en hel menneskealder trods alt det, livet også har budt dem. Men det er gør dagen anderledes er for mig, at min mor er dement og bor på plejehjem - og slet ikke er klar over dagens særstatus.

Dagen skal alligevel fejres. For det har været et langt og lykkeligt ægteskab, som ikke bare slutter, fordi min mor ikke kan huske de sidste mange år. Eller at vi ikke helt kan vide, om hun husker os i dag.
Kærlighed er ikke afhængig af minder - selvom de er rare at have. Kærligheden kan sagtens leve efter hukommelsen er væk.

Men at min mor ikke husker, minder dog mig om, at kærlighed ikke skal gemmes til det er belejligt. Kærlighed skal udleves hver dag. Den skal mærkes, og ordene om den siges højt, mens der endnu er mulighed for det.

fredag den 24. november 2017

Når du stirrer tomt ud af vinduerne...

I perioder af mit liv har jeg haft et stor behov for at stirre tomt ud af vinduer... og gør det stadig ind imellem.
Jeg er sikker på, at mange andre kender til den følelse. Men hvad er det egentlig, vi håber at finde derude?
Svar? Ro? Nye muligheder?

Hvad end det er, så stir endelig løs. Og del det gerne med os andre, for det du leder efter i disse stunder, kan blive nemmere at bære, når du deler opgaven med dine nærmeste.

torsdag den 23. november 2017

God trafikkarma

Rigtig mange af os tilbringer en del tid i trafikken hver eneste dag.
For mange er det til stor irritation og kan også føles stressende.

Jeg prøver dog at nyde køreturen til og fra arbejde hver dag. Landskabet, lyset og variationen.
Jeg har også tillagt mig en vane med at sende gode tanker til alle mine medbillister. Hver gang jeg passerer en modkørende bil, sender jeg tanker om en god og glædelig dag til, hvem er nu er i den.
Jeg tror egentlig ikke at det ændrer noget for deres dag - men det ændrer i høj grad min til det bedre.

Jeg kan bare råde jer alle til at prøve det. 😉

onsdag den 22. november 2017

Ordentlighed i demokratiet

Valgdagen er veloverstået. Næsten alle kommuner og regioner har fundet frem til vinderne - men enkelte steder er valggysere stadig i gang. Det er noget af det spændende ved at bo i et demokratisk land, hvor resultatet ikke er givet på forhånd.

Desværre ser jeg også direkte dårlig opførsel mange steder. Det er helt i orden, at politikerne ikke er enige... politisk. Men at de latterliggør, lægger fælder for og taler nedladende om hinanden, det er ikke i orden.

Jeg ønsker mig, at de mennesker der skal være repræsentanter for os alle sammen i vores dyrebare demokrati, går foran som gode rollemodeller. Jeg ønsker, at de har en opførsel - politisk, professionelt og personligt, som er værd at efterleve.
Samtidig er jeg bevidst om, at jeg ikke kan stille det ønske, hvis jeg ikke også selv er villig til at udvise integritet og en høj personlig og professionel standard.

Det er derfor mit håb, at vi alle vil tage os selv og hinanden mere alvorlige  - og behandle vores medmennesker med respekt og forståelse. Det kunne revolutionere den politiske dagsorden.

tirsdag den 21. november 2017

Valg og valgmuligheder

For mig er enhver valgdag en festdag.
For selvom jeg ikke altid er enig med politikerne - heller ikke altid dem jeg selv har stemt på, så er det ganske særligt at leve i et land, hvor vi har valget om, hvem der skal lede vores land, region eller kommune.
Og vi har ikke bare en formel stemme - vi har reelle valgmuligheder. Alt efter hvor du bor kan du udover de store partier stemme på - Død Hest, Fabeldyret, Hampepartiet, Lokallisten, Brobyggerne og mange flere. Det er da rimelig vildt at leve i et demokrati, der i den grad består af forskelligheder. Det skal vi huske at værne om.

Nyd dagen i dag, hvor du har mulighed for valg - og valgmuligheder. Styrk og bak op om demokratiet hver dag fremover.

mandag den 20. november 2017

Vær grim mens du lærer

Det kræver træning at blive god til noget. Det ved de fleste af os jo godt - vi har bare ikke helt forstået, at det også gælder os selv.

Jeg oplever alt for tit, at mennesker - unge som ældre ikke ønsker at lære nyt, ene og alene fordi de så skal gøre noget, de ikke kan endnu! Det virke fuldstændigt absurd.
Det er jo ikke fordi, at jeg ikke forstår, hvordan det føles at være usikker og udstillet i sine manglende kompetencer. Jeg synes bare, at det er trist, at så mange hæmmer sig selv, lægger låg på og giver op, før de overhovedet er begyndt.

Samtidig er jeg også klar over, at problematikken ikke lægger hos individet alene. Politikere og deres embedsmænd efterspørger i al for høj grad perfekte præstationer. Vi skal hele tiden være dygtigere end i går, og så er der bestemt ikke plads til at fejle.
Men vi kan ikke udvikle vores samfund på de færdigheder, som skabte vores fortid. Vi er nødt til at have mulighed for at tænke nyt, i anderledes baner og fejle os fremad - indtil vi har lært det, der kan skabe vores fremtid.

Autentisk læring er ikke en køn størrelse - tværtimod. Autentisk læring, hvor vi kort sagt udforsker og udfordrer "den virkelige verden", har ingen rigtige eller forkerte svar - men indeholder masse af udvikling og potentiale. Det er en læring, hvor vi skal kunne slippe den stramme kontrol, rollerne og målstyring for at udvikle os. Og mens du står i læringsprocessen, vil du højst sandsynlig se virkelig grim ud! For bag vores poleret og pæne facade er der uendelig meget viden, som vi alle har brug.

søndag den 19. november 2017

Ledelse er ikke en fest...

Vi er alle ledere - om ikke andet, så i vores eget liv. De fleste af os er dog ledere flere forskellige steder. Vi er ledere i familien, i fritiden og på jobbet. Nogle har endda en titel, der kan  fortælle det til omverden.

Det er bare ikke alle, der er gode ledere. Lederskab handler om bl.a. tillid, at lede, tage ansvar og om relationer - samtidig med at man skal kunne tage beslutninger, som ikke altid falder i god jord. Netop derfor er ledelse ikke en fest.
Så hvis du kun vil have det sjovt, hyggeligt og nemt  - så skal du nok lige have justeret dine forventninger.

Ledelse kræver, at vi træder i karakter. Og hvis vi ikke skal vakle i forandringernes og meningernes storme, skal vi stå fast på vores værdier. Lad dem lede vejen mod et fælles bedste. Værdierne vil hjælpe dig med at sætte kursen og gøre det nemmere at korrigere, hvis du er kommet på afveje.

Det kræver dog mod at lede med værdier - og ikke falde for hurtig popularitet. Og de modigste mennesker er en, der tør være usikre og sårbare. De tør være i tvivl, og de tør vise at livet, beslutningerne og ledelsen kan være svær.
Så ledelse er ikke en fest... det er en værdifunderet, sårbar og modig hverdag.

lørdag den 18. november 2017

Lad ungdommen komme til.

Demokratiet er helt i fokus i disse dage- heldigvis. Med kommune- og regionalvalget lige rundt hjørnet er det naturligvis også vigtigt.

Uanset hvor vi vender blikket hen, så fylder de 30+ meget i billedet. Det tror jeg ikke skyldes, at de unge ingen meninger har, eller at de ikke brænder for noget. Det skyldes ofte, at de ikke har gode muligheder for at byde ind i debatterne. For her sidder de “gamle” og ved bedre...

Men det er vigtigt for vores demokrati og for vores fremtid, at vi giver ungdommen en reel mulighed for at komme til.
Det gør vi bl.a. ved at møde dem med oprigtig nysgerrighed og interesse. Så deres ideer ikke bliver dømt ude, før de har haft mulighed for at udfolde sig.
Vi gør det også ved at bevare en positiv og objektiv stemning omkring vores debatter. Så de unge ikke skræmmes af en hård og underlødig tone, der kan få selv garvede debattører til at trække sig.

Viden og erfaring er vigtige elementer i ledelsen og retningssætningen af vores samfund, men disse elementer skal også bruges til at vide, hvornår man skal give plads til ungdommen. Kombinationen af erfaring og nytænkning har altid være attraktiv.

Så lad de unge komme til - og lad dem få reel indflydelse.

fredag den 17. november 2017

Gør det nu!

Du ved det godt. Du ved præcis, hvad det er, du har lyst til at gøre, men som du endnu ikke har fundet modet til.

Men nu er tiden kommet til at give dig selv et spark bagi. Droppe undskyldninger og se “frygten” i øjnene. Det bliver ikke nemmere - eller sværere for den sags skyld. Så kom nu bare i gang.
GØR DET NU! Altså det du drømmer om.
God fornøjelse - og nyd det 😉.

torsdag den 16. november 2017

Husk at det er forbigående...

Der er dage, uger, måneder - og nogle gang år, hvor livet for alvor udfordrer os. Hvor det føles som om, at der er så meget modgang, at vi overhovedet ikke kan rykke os. Hvor vi egentlig bare ønsker at stikke hoved i sandet og ikke forholde os til, hvad end det måtte være...

I de situationer skal vi huske, at alt i livet er forbigående - også modstand, sorg og voldsomme udfordringer.
Står du i én af de situationer, så find ind til der, hvor du har ro. Vid at du er på vej i gennem udfordringerne - og at der er lys på den anden side. Efter den mørkest nat kommer morgen atter.

onsdag den 15. november 2017

Tag ansvar - og drop de dårlige undskyldninger

Hold nu op, hvor er vi mennesker gode til undskyldninger - dårlige undskyldninger.
Men det handler i bund og grund om, at vi ikke tager ansvar for vores handlinger, vores valg og vores liv.

Jeg ved jo godt, at jeg ikke kommer for sent pga. de andre trafikanters tempo, men fordi jeg tog afsted hjemmefra alt for sent.
Jeg ved også godt, at jeg ikke blev forbigået til forfremmelse, fordi andre kender de “rigtige” mennesker, men fordi jeg ikke havde de rigtige kvalifikationer.

Alle de undskyldning, vi finder på, er med til at gøre os til ofre i livet. Og er det virkelig det, vi ønsker for os selv?

Hvis det ikke er... så skal du droppe undskyldningerne og tage ansvar!
Tag ansvar for dine valg. Husk at alle dine valg har konsekvenser. Har du lyst til at leve med de konsekvenser?
Når du begynder at tage ansvar vil du mærke, at der også er frihed og glæde forbundet med det.

tirsdag den 14. november 2017

Livet består af valg

Livet består af valg - uanset om du er klar over det eller ej. Og ofte forveksler vi de store valg med de små...

Det, vi tænker er de store valg, handler som regel om uddannelsesvalg, valg af kæreste, valg af bopæl osv. Men egentlig er det slet ikke de store valg - de virker bare sådan.

Vi vælger hele tiden, hver eneste dag - og det er her de store betydningsfuld valg er.
Vi vælger om, vi vil være ærlige og have integritet.
Vi vælger om, vi vil have vedholdenhed og god arbejdsmoral.
Vi vælger om, vi vil udvise empati og omsorgsfuldhed for vores omgivelser.
Vi vælger, hvilket menneske vi vil være - og hvilke værdier der skal lede vores vej.
Det er virkelig store valg.

Men alt for ofte tænker vi ikke nok over disse valg. Vi flyder bare med i hverdagen, og tror ikke at de har så stor betydning. Til gengæld bruger vi meget tid på at tænke over de valg, vi tager i forhold til indkøb, tøj eller ferie. Noget som vi måske slet ikke kan huske om få år.

Sæt derfor tid af til at vælge det, som er rigtigt for dig i din hverdag. Vælg det der har betydning - ikke bare nu, men på den lange bane.

mandag den 13. november 2017

Har du styr på familiens værdier?

Har du styr på dine og din families værdier? Altså ved du, hvad der har grundlæggende betydning for jer - og har I talt om det?

Mange mennesker ved desværre ikke, hvorfor de lever, som de gør eller tager de forskellige valg i livet.
De går gennem livet uden et værdifundament, der kan hjælpe dem med at stå fast i stormvejr eller være kompasset, der hjælpe dem med at navigere.

Udover at finde frem til dine personlige værdier, er det en god ide, at I som familie finder frem til jeres fælles.
Er dine børn små, er det jer voksne, der sætter retningen og værdierne. Når de bliver større, skal de have lov til at byde ind med deres syn på, hvilke værdier der har betydning for netop jeres familie.
Og det skal kunne mærkes i familien, hvad jeres værdier er. Er det fx glæde, så skal alle, der tilbringer tid sammen med jer kunne mærke det. Det betyder ikke, at der ikke kan være tristhed eller tårer - men at glæde fylder mere og har større vigtighed.

Hvis I endnu ikke kender jeres værdier, så er det på tide at finde dem frem. Sæt tid at til at finde frem til jeres fundament. Det er en af de bedste gaver, I kan give hinanden.

søndag den 12. november 2017

Byd ind - hvis du vil være en del af festen!

Jeg har tilbragt de sidste ca. 30 år af mit liv i det frivillige Danmark. En stor del af min fritid er brugt på at udvikle andre mennesker. Belønningen har været stor, selvom den selvfølgelig ikke kan ses på min bankbog.

Jeg er langt fra alene om den frivillige opgave - heldigvis! Og der er utallige måder at være frivillig på. Utallige måder at byde ind på og støtte op om vores medmennesker og vores samfund.

Alligevel er der stadig en del af befolkningen, som har ressourcer, tid og overskud - og trods det ikke byder ind.
Det er de samme mennesker, der gerne vil være en del af festen, når der skal nydes.
De vil gerne have, at frivillige tager sig af deres børns fritidsinteresser. De vil gerne have, at der er skolebestyrelse eller forældreråd på børnenes skole. Og de vil gerne have, at der er frivillige, som tager sig af de svagest i samfundet. Faktisk vil de gerne prale af, hvor dygtige vi almindelige mennesker er til at bakke op om vores fælles samfund, men de vil bare ikke selv bruge tiden på det.

Og de har mange gode forklaringer på deres fravær... Jeg forstår dem bare ikke.
Vi har en fælles fest - så kom nu og vær med til arbejdet.

lørdag den 11. november 2017

Du læser ikke nok!

Jeg er sikker på, at du ikke læser nok. Og det handler ikke om tid, for den bruger du nok på ligegyldige ting, som du sagtens kunne skære væk til fordel for bøgerne.
Jeg ved det - forbi jeg genkender det fra mit eget liv.

Men du skal sørger for at finde bøgerne frem, for der ligger skjulte gaver gemt blandt siderne.
Bøger er ikke bare underholdning, det er der, hvor du kan møde sider af dig selv, som du måske slet ikke kender. Eller frå inspiration og værktøjer til at blive det menneske, du har mulighed for at udvikle dig til.

Bøger er vejen til et liv fyldt med nye synsvinkler, forståelse af andre mennesker blandet med underholdning. Så kast dig over bøgerne. Ved du ikke hvilke, så spørg de mennesker der imponerer dig til råds - de har helt sikkert mere end en yndlingsbog. 😉

fredag den 10. november 2017

God nok!

Er du god nok? Eller rettere er du i tvivl om du er det? 
Du kan slappe helt af, for det er vi alle en gang imellem. Og selvom du måske føler, at du er i tvivl hele tiden, så er det faktisk heller ikke så unormalt.

Vi er tit i tvivl om mange ting. Er vi dygtige nok? Kloge nok? Smukke nok? Eller måske bare pæne nok? Gør vi de 'rigtige' ting i de rigtige situationer? Er vi i det hele taget som andre gerne vil have, vi er, eller som vi tror de gerne vil?

Først og fremmest skal du ikke kaste dig ud i en håbløs gætteleg, om hvorvidt du lever op til andres forventninger. Det er jo helt umuligt at gætte sig til, om man liiiige stiller alle tilfreds i dette øjeblik. I bund og grund skal du bare lytte til dig selv og finde ud af, om du selv synes, at du er god nok. 
Det kan selvfølgelig være noget svært, når man ofte selv stiller store krav til sig selv. Hvis du er i tvivl om, du virkelig synes, at du selv er god nok, så prøv at få fokus på alt det gode ved dig.
  • Skriv en liste med de ting, som du kan lide ved dig selv. Det kan være din måde at være på, det du gøre i skolen, eller i fritiden. Hvad er du god til? Det kan også handle om dit udseende. Hvad kan du lide ved din egen krop? Tving dig selv til at finde mindst 5 ting. (Hvis du synes, du ikke kan lide noget som helst - så finde det du er mindst utilfreds med.) Hvordan er du sammen med dine venner, familie osv.? (Du skal nok finde en dag, hvor du er i godt humør. Så går det lidt nemmere. )
  • Få fokus på alt det positive andre synes om dig. Skriv alt det positive andre sige om dig ned.Find en lille bog eller brug din kalender, men det skal være noget du stort set altid har på dig. Måske møder du op i skolen eller på arbejde, hvor du møder en, der siger noget om, hvor godt dit hår sidder. Skriv det ned! Måske sidder du i bussen på vej hjem. Den er fyldt, og du rejser dig for en ældre mand, så han kan sidde ned i stedet for dig. Han siger noget med, at ungdommen (altså dig i dette tilfælde) faktisk er meget høflige. Skriv det ned! Eller måske sidder du en hyggelig aften med vennerne, og de fortæller dig, at de altid ved, at du er til at stole på. Skriv det ned!
Nu har du to værktøjer til at få dig igennem dumme, sure dage. Næste gang du tvivler på dig selv, så hiv listen og bogen frem, og se på alt det gode i og ved dig. Du er jo ganske fantastik.

torsdag den 9. november 2017

Hvad er du stolt af?

Fortæl endelig om alt det du er stolt af. Men ikke dine pralehistorier.
Jeg gider ikke høre om alt det, du synes, du er bedre til! Men del meget gerne med mig, hvad der har gjort dig stolt.

Hvornår har du imponereret dig selv?
Hvad gjorde du fx for at træde ud af komfortzonen?
Eller for at være vedholden indtil du så resultatet?
Hvem støttede dig hele vejen?
Hvem hjalp du på vej?

Når vi dele vores stolte fortællinger med hinanden, støtter det os alle i troen på, alt det vi kan opnå - ikke mindst når vi slår vores ressourcer, styrker og tankekraft sammen.
Din historie gør en forskel for os alle... så hvad er det, du er stolt af?

onsdag den 8. november 2017

Kig nu op...

Længe har vi voksne talt om børn og unges skærmforbrug. Det er da også trist, at så mange af dem bruger så meget tid på at kigge på en skærm, som ikke beriger deres liv.
Men hvis vi kigger på os selv, så er vi voksne godt nok ikke særlige gode rollemodeller.

Mange børn lever en hverdag, hvor deres forældre dårlig har tid til at se på dem.
De bliver ikke mødt med et smil eller øjenkontakt, når de står op om morgen.
De bliver ikke mødt med en reaktion eller øjenkontakt, når de komme hjem fra skole og fortæller om deres dag.
De får ikke et smil eller øjenkontakt, når de slutter dagen og går i seng.

Samtidig undrer mange forældre sig over, at deres børn aldrig fortælle om, hvordan de virkelig har det. Eller ønsker at tilbringe tid sammen med forældrene. Eller forstår at udtrykke deres følelser.
Men det er jo ikke særlig underligt, at vores børn -vores dyrebareste og vores fremtid - reagerer sådan. For de kan jo for pokker ikke mærke en voksen, der hele tiden ignorer dem til fordel for en skærm...

Så kig nu op! Dit barn har brug for dit nærvær.

tirsdag den 7. november 2017

Du skal ikke lytte til hvad som helst.

Du kender det helt sikkert. Måske har du ligefrem oplevet det personligt...
At nogen har sagt kaldt dig dum, grim, uduelig - eller har talt nedladen til dig på en måde, der ene og alene har til formål at sætte dig på plads.
Måske har det været online. Måske telefonisk eller direkte ansigt-til-ansigt.

Uanset hvordan det er sket, så kan vi ikke helt undgå at det påvirker os.

I sidste uge oplevede jeg desværre flere gange disse ubehagelige samtaler, hvor et andet menneske synes, at de kunne tale til mig præcis, som det passede dem.
Da jeg var kommet mig over den kedelige overraskelse, vendte jeg først blikket indad.

Havde jeg virkelig været så inkompetent, dum og ligeglad, som jeg havde fået af vide?
Svaret var NEJ! Det mener jeg helt oprigtigt ikke, at jeg har været.

Samtalerne handlede nok bare om modpartens frustrationer -og at jeg var den, de kunne hælde dem ud over.
Når vi tager den del med i vores overvejelser om vores egne handlinger, forbedringsmuligheder og udvikling - så skal vi huske, at vi ikke nødvendigvis skal lytte til hvad som helst.
Nogle gange har folk jo bare ikke ret i det de siger.
Hvis du kan stå indenfor dine handlinger og beslutninger, så behøver det jo ikke at være dig, som skal ændre dig.

Næste gang du bliver kaldt et eller andet ubehageligt, så husk at du har valget om, hvorvidt du vil lytte til det.

mandag den 6. november 2017

Sig du bare ja til dine børn.

Egntlig ville jeg have skrevet noget om kærligheden i at sige nej til vores børn. Men så kom jeg til at tænke på, hvor negativt det kan virker på dem at høre ordene “nej, nej, nej”. Derfor får I her et indlæg om at tage JA-hatten på til glæde for vores børns udvikling.

Så sig endelig ja til dine børn. Sig fx:

  • Ja, du må gerne snørre dine egne sko.
  • Ja, du må gerne bære din egen taske.
  • Ja, du må gerne løse opgaven selv.
  • Ja, du må gerne selv transportere dig til skole/vennerne/fritidsinteresser.
  • Ja, du må gerne hjælpe med rengøringen/opvasken/oprydningen.
  • Ja, du må gerne være høflig, venlig og empatisk.
  • Ja, du må gerne gøre, hvad du bliver bedt om.
  • Ja, du må gerne bakke op om fællesskabet.
  • Ja, du må gerne vente til det bliver din tur.
Og sig et endelig med en fasthed i stemmen, så de ved, at dit ja til deres udvikling er et ja, du mener, fordi du ønsker det bedste for dem. 

søndag den 5. november 2017

Vi er helt normale.

Klokken var ikke meget over 6, da jeg vågnede denne søndag. Det var slet ikke meningen, at jeg skulle stå tidligt op, men tunge oplevelser fra arbejdsugen lå og lurede ubearbejdet og gjorde det svært at finde ro.
Så jeg stod op, lavede en kop kaffe og tog en ledelsesbog frem, der havde til formål at hjælpe mig med at finde en eller anden form for mening med oplevelserne.

Mens jeg fyldte min hjerne med teorier og kloge ord, udfoldede scenerne fra ugens løb sig i mine tanker. Efterfulgt af overvejelser om jeg havde handlet rigtigt, fornuftigt eller helt skævt. Følelsesregisteret blev flittig brugt.

Langsomt fortog bekymringer og tvivl om min egen formåen sig. Oplevelserne gav på deres egen skæve måde mening - ikke mindst i forhold til min egen udvikling.

Selvom det kan være hårdt at skulle igennem triste følelser og tvivl om egne evner, så er det ganske normalt.
En normal vi endelig ikke må vende ryggen til. Vi kan ikke ride på en lykkerus non-stop. Hvis vi gjorde ville der være dele af vores mangfoldige sind og vores mange ressource, vi aldrig kom i kontakt med. Vi ville snyde os selv for muligheden for at være hele mennesker på godt og skidt.

Så vær ikke bange for tristhed og tvivl, men byd derigennem normalen velkommen.

lørdag den 4. november 2017

Ti ting du ikke behøver at bruge din tid på.

Alle synes at have så travlt, derfor kan det være godt at stille skarp på ting, vi ikke kan skære væk i vores liv.

Så her er ti ting, du ikke behøver at bruge din tid på:

  1. Dårlige undskyldninger
  2. Sladder
  3. Andre menneskers fejl eller fejltagelse
  4. Dine egne fejl eller fejltagelser 
  5. Dårlige vaner
  6. Holde facaden
  7. Misforståelser
  8. Skæld ud
  9. Film, tv-serier og andre medier, som latterliggør mennesker
  10. Løgne

fredag den 3. november 2017

Du er uvigtig, men ikke uvæsentlig.

Du er ganske uvigtig i den store livsligning. Sådan er det bare! Verden handler på ingen måde om dig (alene), men om os alle sammen.

Hvis vi fjernede fokus lidt fra os selv og indså, at vi ikke er universets centrum, så ville der være mange ting, der vil være så meget nemmere at klare sig igennem. Derfor skal vi løfte blikket fra vores egen lille verden og ud på vores omgivelser. For det er der vi skal leve og udvikle os.

Derude sammen med resten af verden, vil vi til gengæld opleve, at vi ikke er uvæsentlige. Vores handlinger gør en forskel. Faktisk gør vores blotte tilstedeværelse en forskel. Hvilken er naturligvis op til dig.

Det er en balancegang at bevæge sig fra at tro, at du er vigtig i forhold til andre - til at indse, at du er væsenlig og har betydning gennem dine handlinger, tanker og ord. Tag den udfordring seriøst.

torsdag den 2. november 2017

Hvilke rollemodel er du?

I en verden, hvor vi alle har brug for rollemodeller - har vi også brug for selv at kunne være rollemodeller for andre.
Derfor er det ikke ligegyldigt, hvordan vi vælger leve vores liv og opføre os overfor andre - og overfor os selv.

Spørg derfor dig selv, hvilke kvaliteter du bringer med ind i dit og andres liv, som kvalificerer dig til at være rollemodel.
Strammer du dig nok an i forhold til at være én andre kan se op til. Én som lever et liv, der er "værd" for andre at lade sig inspirere af?
Hvis ikke - så er det på tide at ændre det.

Din omverden har fortjent at have stærke, værdibaseret og positive rollemodeller - og du kan selvfølgelig være én af dem. Det kræver dog, at du (og jeg) er bevidst om, hvad vi siger, gør og tænker.

Så lev et liv, hvor du er en god rollemodel, og du vil opleve, at det gør en kæmpe forskel  - også i dit eget liv.

onsdag den 1. november 2017

Hvem skal være din rollemodel?

Alle har brug for en rollemodel - og hvis du tænker, at det har du ikke da ikke, så er der endnu mere grund til at få én.

Sammen er vi alle i gang med livslang læring, hvor vi gerne skulle blive dygtige til selve livet. Nogle gange ved vi bare ikke, hvad det er, vi kan blive bedre til før, vi ser andre gøre det. Netop derfor har vi brug for rollemodeller, der udlever det vi gerne vil.

Din rollemodel behøver ikke at være ét enkelt menneske. Du kan sagtens dele tjansen op i flere dele. Du kan fx have en rollemodel i forhold til jobbet, én til venindeinspiration og én til at udleve den bedste forældreversion osv. Men sørg nu for, at du udvælger dem med omhu. De skal virkelig være særlige. De skal leve efter de samme værdier som dig og udleve deres rolle på en måde, der nok får dig til at stå lidt på tæer, men også er i overensstemmelse med dit liv og dine drømme.

Heldigvis har du mange at vælge mellem - for du behøver slet ikke at kende dem personligt. Du kan vælge mellem hele verdens befolkning. Men uanset hvad, så dyk ned i, hvad det er der fascinerer dig ved dem. Hvad er det, de har gjort, som du gerne vil gøre efter?
Hvis du kender dem, så spørg løs. De fleste vil gerne fortælle om deres succeser og vejen dertil.
Hvis du ikke kender dem, så er internettet din ven. Undersøg hvad vedkommende har gjort. Hvad havde de af forhindringer, som de overkom? Hvilke rollemodeller havde de selv?
Og hvis internettet ikke kan hjælpe dig med svar - så spørger du dem bare direkte.

Så hvem har gjort sig fortjent til den særlige status som dine personlige rollemodeller? Brug din viden om dem til at turde gøre mere af det, som du virkelig brænder for.