Status anno 2016

Ligesom så mange andre har jeg brugt de sidste par dage på at gøre status over det forgangne år. Som den fødte optimist, føler jeg, at livet altid har noget godt at give mig, så det er der mit fokus er. Vi gør vel status for at finde ud af, om vi nu også har brugt vores liv, som vi ønskede det skulle bruges. Fik vi nok af alt det, vi ønskede os, da vi sidste år forventningsfulde var klar til at tage hul på 2016? Og fik vi nydt de enkelte øjeblikke, mens de var der?
Jeg håber, at du og jeg kan sige: Ja - i hvert fald for det meste.

Livets uundgåelige

Jeg må dog konstatere, at der er hændelser, som jeg helst ville have været foruden. Små slag i hverdagen, der ophobede sig så meget, at de blev kvælende. Sygdom´, der gennem mange år har haft fat i min familie, og har præget min måde at tænke og agere på. Afsked med mennesker... Dette er hændelser, som uundværligt også er en del af livet. Hændelser, jeg ved er med til at forme, den jeg er, og den jeg kan blive. Hændelser, jeg en dag vil være glad for, at jeg har haft mulighed for at gennemleve, men som også kræver afstand, før jeg for alvor kan værdsætte dem...

Lykke i det store og i det små

Heldigvis er der også mange episoder, der fylder mit hjerte med glæde. De store begivenheder - ikke mindst i min nære familie, hvor vi sammen har fejret livet og hinanden. De små begivenheder, hvor lykken fylder øjeblikke og sætter sig fast i hjertekuglen som skønne minder. Ofte kan vi slet ikke planlægge disse begivenheder. De dukker bare op, nærmest ud af det blå og river os med i en brusende rus af henrykkelse og glæde.
Der er også mange episoder, hvor jeg er blevet fyldt med taknemmelighed over mine medmenneskers omsorg og kering. Netop fordi 2016 har været et år, hvor jeg i perioder har følt mig i knæ, har disse episoder betydet uendeligt meget for mig og for min evne til at komme ovenpå igen. På mange måder er det disse øjeblikke, der rammer mig dybest, for det er der, jeg for alvor mærker samhørigheden og forbundenheden med andre.

Status og planlægning

Jeg bruger også status over året til at planlægge fremad. Hvad er det, jeg skal gøre mere af? Hvad skal jeg gøre mindre af? Det kan lyde så stort og forkromet, men det er det slet ikke. I min planlægning er der samtaler med min mand, hvor vi til stadighed bliver klogere på hinanden og livet. Gåture med min datter, hvor vi får talt om livet og det som optager os. Hyggesnakke med min søn om bl.a. vores fælles interesse for musik.
Jeg sammenholder også mit år med mine værdier. Har jeg levet efter det, som har mest betydning for mig? Jeg bruger mine værdier til at holde kursen i en ofte turbulent hverdag.

Når jeg så har lagt nogle overordnet planer, så efterlader jeg masse af plads til det uforudsete, uventede og impulsive - for sådan kan jeg bedst lide det.
Jeg håber, at du i din status får øje på alle de fantastiske øjeblikke - store og små  - som 2016 gav dig. Og at du langsomt opdager det værdifulde i de hårde episoder.

Hold din kritik for dig selv

Jeg gider ikke høre på folks ucensureret kritik. Den, som mange mennesker åbenbart synes, at deres omgivelser ikke kan leve uden. Kender du fx mennesker, der indleder en kritik med: "Jeg bliver nød til at sige...". Og nej, der er intet du bliver NØD til at sige (med mindre du er under tortur, så er det en helt anden historie...), men der er meget, du vælger at sige. Og der en kæmpe forskel!

Vigtige og ikke-vigtige meninger 

I  mit ringhjørne er der et udvalg af betroede mennesker, som fortæller mig præcis det, jeg har brug for at høre. De hårde og ikke altid så skønne fakta. Det har jeg et stort behov for, hvis jeg skal navigere gennem livet på en ordentlig måde. Her er jeg omgivet af mennesker, som kender mig godt. Som kender til mine bevæggrunde og min historie - og som derfor også forstår mine handlemåder bedre end alle andre.
Men udenom er der et hav fyldt med mennesker, som gerne vil have meninger om mig og mit liv, selvom de ved meget lidt om begge dele. Jeg tror, at dig som sidder og læser dette netop nu kender til disse mennesker - og hvordan de påvirker dit liv. Det er mennesker, som ofte ligeså godt kunne kritisere vejret, som de kunne kritisere dig. Desværre rammes du og jeg ofte af den kritik, som om den havde værdi for os.

Kritikken hjælper ikke

Jeg kender ikke den specifikke psykologiske begrundelse til at folk blander sig med deres kritiske bemærkninger - ud over den at det er nemmere at gemme sine egne fejl, hvis vi pludselig skal have fokus på mine... Men jeg ved, at når jeg kritiserer andre mennesker, så er konsekvensen af mine ord ofte ikke, at de bliver bedre til noget eller gladere - tværtimod...
Hvis du nogensinde har oplevet et barn, der var i gang med at tage sine første skridt - så husker du sikkert begejstringen over hele situationen, trods alle de fejl der blev begået. Og du reagerede sikkert med en kæmpe optimisme og opbakning. Og hvorfor ikke? Barnet havde sikkert fortjent denne entusiasme. Og du vidste instinktivt, at barnet ikke havde brug for kritikken, selvom det muligvis var komplet umulig til det der med at gå.

På samme måde bliver jeg ikke bedre af, at mere eller mindre tilfældelige mennesker får afløb for alt muligt ved at kritisere mig. Jeg bliver ikke til et bedre mennesker, hverken overfor mig selv eller andre, hvis jeg bliver kritiseret for mit valg af tøj, mit hår, mine jobvalg, mine børns valg eller hvor tit jeg ringer til mine veninder.

Hvad er kritik?

Kigger man på synonymer for ordet kritik, kommer ord som bebrejdelse, bedømmelse og påtaler frem. Ord som betyder, at hvis jeg kritiserer et andet menneske, lægger jeg inde med svaret på, hvad de skulle have gjort. Jeg lægger inde med det rigtige svar. Og hvordan kan jeg nogensinde gøre det, uden at kende hele sandheden om dem? Hvordan kan jeg nogensinde vide alt om, hvorfor de tager de valg, de nu engang tager? Nej vel...
Kritik eksisterer for at jeg kan føle mig bedre end dem jeg bebrejdelser, bedømmelser og påtaler. Hvis jeg skal holde mig fra kritik, må jeg også føle mig både værdig ved bare at være mig og ligeværdig med mine medmennesker.

Glem dine meninger om andre

Mange gange kan du bare spørge dig selv, om du overhovedet skal have en mening om det andet mennesker og deres valg. Og mange gange vil svaret være - NEJ, det skal du ikke. I stedet for den kritiske tilgang synes jeg, at vi skal stille hinanden mange flere spørgsmål. Hvis du undrer dig over noget dine medmennesker gør, siger eller er, så spørg med en åbenhjertet nysgerrighed. Spørg: Hvorfor? Hvorfor siger du det? Hvorfor gjorde du det? Hvorfor valgte du det? På den måde vil du blive klogere på dine medmennesker - og måske også på dig selv. Du vil gøre dem klogere på sig selv og måske også dig. Og sidste men så absolut ikke mindst, så har du bidraget til et positivt samvær, hvor der er plads til forskelligheder.
Gem dine meninger væk og mød verden uden fordomme - og du vil opleve en helt ny verden.

Giv kroppen fred

Normalt har jeg et rimeligt fint forhold til min krop. En krop som har båret mig igennem 45 år, født to børn og ikke altid er blevet passet lige godt på. En krop som har ar og strækmærker, der hver især fortæller dele af mit livs historie. En krop som sørger for, at jeg kan bevæge mig rundt i verden og mærke livet. En krop som fortjener taknemmelighed.

Når jeg nu siger, at jeg har et rimeligt forhold til den, så er jeg meget klar over, at dette forhold kunne være bedre. At det ikke er helt godt. Jeg er klar over, at jeg ligesom alt for mange andre mennesker kritiserer min krop - og dermed også mig selv. Jeg synes ikke, at den lever op til de standarder, jeg åbenbart giver medierne ret i, at jeg burde følge. Der er for meget 45 årige jeg-har-ofte-for-travlt-til-at-passe-ordentligt-på-mig-selv over den.
Jeg ved selvfølgelig godt, at alt dette bare er et problem inde i mit hoved. Og at hvis nogle ikke bryder sig om mit udseende, så er det i virkeligheden deres problem. Men hvorfor føles det så som om, at det er mit problem? Hvorfor føler jeg, at jeg skal leve op til en standard, som jeg ikke helt selv har sat?

Forleden da jeg så mig selv i spejlet og  kæmpede lidt med modstridende tanker om mit udseende, tænkte jeg:"Jeg er omsorgsfuld, kærlig, dygtig og stolt af mig selv. Jeg kan så utrolig mange ting og har opnået mange ting. Alligevel tillægger jeg min krop ufattelig stor betydning i forhold til, om jeg er god nok. Det er da ubegribeligt!" Jeg ved ikke, om andre har haft samme tanker, men jeg havde virkelig et AHA-øjeblik lige der. Jeg synes, at vi alle skal passe på vores kroppe, både indvendig og udvendig. Jeg synes, at vi skal være glade for vores kroppe og huske på, at uden en krop kunne vi ikke gøre alt det, vi har lyst til. Men jeg synes så sandelig også, at vi skal lade være med at fokusere så meget på vores udseende. Jeg er så meget mere end min krop. Faktisk vil jeg være temmelig skuffet, hvis jeg blev husket for mit udseende, og ikke for min måde at møde andre mennesker på, eller for det jeg har givet til mine omgivelser og samfundet.

Forfængelighed kan være en god ting. Det er bl.a. grunden til at vi går i bad, tager rent tøj på og i det hele taget sørger for, at vi byder ind i sociale fællesskaber på en ikke-stinkende og lidt mere lækker måde. Og lad os endelig blive ved med det. Forfængeligheden må bare ikke blive til en forglemmelse i forhold til os selv og vores omgivelser. Den må ikke overskygge resten af livet eller definere vores værd.
Så giv kroppen fred fra de hårde ord og negative tanker. Ros den for det den er og kan. Og ikke mindst giv kroppen fred til at være, som den er. I dit møde med andre mennesker, hav da fokus på hvad de bidrager med, og ikke om de ser godt ud i dine øjne.

Det er bare endnu en årstid...

Gennem det sidste lange stykke tid har det været mørkt, når jeg kørte til arbejde - og mørkt når jeg kørte hjem igen. Mørket har ligesom bare været der hele tiden.
Vinterens mørke tynger mange, dette til trods at vi ved, at lyset venter forud. Det er jo bare en årstid, og snart kommer en ny.

Vores liv er også sat sammen af årstider. Nogle gange er vi fyldt af foråret håb og spirende nye ting. Nogle gange er det sommerens lyse lethed, der præger vores liv. Andre gange er det efterårets afsluttende skønhed, vi ser. Og så er der vinterens mørke tunghed... Det som vi så ofte vil undgå for alt i verden. De andre årstider virker sjovere - og har helt sikkert flere ting, som jeg ønsker at identificere mig med.  Vinter symboliserer tristhed, tungsind og triviel hverdag. Hvem gider at være det???
Jeg har gennemgået nogle svære år - år som på mange måder har været en vinter med netop tristhed, tungsind samt en triviel og vanskelig hverdag. Mørket fyldte meget i mit sind. Forskellen på sindets vinterens og naturens vinter er, at vi ikke ved, hvornår lyset vil vende tilbage. Vi kan ikke tælle ned til solhverv. Vi kan bare vente. Vente på at lyset viser sig.
Hvad kan vi så bruge ventetiden på? Det samme som vi gør i naturens vinter. Nemlig at hygge med de mennesker, der står os nærmest. Indgå i dybe samtaler over stearinlysenes skær om, hvad livet virkelig betyder for os. Bruge tiden indendørs til at pleje os selv - både fysisk og mentalt. Eller samle vores kære til en fejring af livet eller at lyset VIL komme tilbage.

Så jeg har fundet ud af, at livets vintre ikke er så forfærdelige endda. Vi kan gå i dvale. Gøre os klar til at komme tilbage endnu mere storslående, end vi gjorde året inden. Vi har brug for vintrene for at kunne forberede os til et forår, hvor vi igen skal springe ud som smukke blomstrende afgrøder, der giver til den verden, vi er en del af.

Tak for lyset

Nu har julelyset for alvor gjort sit indtog i det decembermørke land. Og hvor er det dog skønt. Når jeg bevæger mig gennem de vestsjællandske landevej oplyser istapper, juletræer og blinkende lygter mine omgivelser.

For nogle mennesker begyndte oppyntningen allerede i midten af oktober, hvilket betød, at helt andre mennesker blev vildt irriteret og oprørte over, at de førstnævnte allerede julede - langt tid før "man" burde begynde på den slags. Det er ikke kun tidpunktet for oppytningen, der sætter sindene i kog - det gør selv dekorationerne også - og omfanget af dem. Det kan enten være alt for meget eller alt for grimt.

Og egentlig har jeg også altid synes, at det var nok lidt vel tideligt for den slags pjat - og alt noget julelyspynt var alt for grimt. Men ikke i år. I år er jeg bare glad for julelysene. I år er jeg taknemmelig over, at de julehyggende mennesker bruger energi på at sprede lys og glæde for os andre. At de har en lyst til at gøre noget, der kan glæde helt fremmede mennesker - og er det ikke bl. a. det julen handler om?
Når jeg en mørk sen eftermiddag kører hjem fra arbejde, og solen har kastet sine sidste stråler, så varmer lysene helt inden i, og jeg bliver mindet om, hvad det betyder at lyse i mørket. Jeg bliver mindet om, at selv små lys gør en stor forskel i det ellers altomsluttende mørke. Og ikke mindst bliver jeg mindet om, at jeg i hvert fald ikke har det rigtige svar på, hvor tideligt eller hvor meget der skal julepyntes.

Ringhjørnets velsignelser

Ringhjørnet- som vi kender det fra boksesportens verden, hvor bokseren kan hvile sig, og hvor kun de nærmeste, dvs. trænere og hjælpere må opholde sig – anvender jeg ofte som en metafor for det sikre sted, vi som mennesker har brug for at have i vores liv.
 Jeg har ringhjørner i de forskellige arenaer, jeg bevæger mig i. Nogle af mine ringhjørner er decideret fysiske steder, nogle er symboliseret af bestemte mennesker, mens andre igen er en kombination af begge. Når jeg er i ringhjørnet,  kan jeg være helt mig selv uden bekymring om at blive bedømt eller fordømt. Dummer jeg mig (og det gør jeg så sandelig ofte), bliver jeg tilgivet og mødt med en forståelse, der gør det nemmere at tilgive mig selv.

Alle har brug for ringhjørner - både i privatlivet og i arbejdslivet. Det er her vi kan være sårbare, uperfekte, kreative, ukorrekte og skabende. Det er også her vi kan hente ny energi, opmuntring, ideer og ro i hverdagen. Det er her vi har de samtaler, vi virkelig har brug for at have – uden at blive udleveret eller talt ned til. Der har været perioder af mit liv, hvor jeg ikke havde ringhjørner i alle arenaer – og det tærede på mig. Som følge deraf er det måske ekstra vigtigt for mig at have fokus på det i mit liv. I de perioder, hvor jeg ikke havde ringhjørnerne på plads, følte jeg mig ofte utilstrækkelig og utryg. Som om jeg var helt alene i en kaotisk verden. Og da jeg var alene i verdens kaos, følte jeg mig jo netop alene. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle skabe et sikkert ringhjørne. Jeg er overbevist om,  at mange andre kan nikke genkende til den følelse.
Jeg har heldigvis opdaget at mine medmennesker også  ønsker et super ringhjørne, med gode, kærlige og inspirerende mennesker. Lige så mange ønsker at være en del af nogens ringhjørne. At gøre en forskel, at mærke enten den professionelle eller private forbundethed med andre.

Derfor vil jeg opmuntre jer alle til at skabe jeres egne ringhjørner. Hvis I fx mangler et på arbejde, så find nogle kolleger, som ønsker at skabe et positivt miljø sammen med jer. Ring til gode venner og veninder som kan være en del af det private ringhjørne. Tilbyd trygheden, roen, opmuntringen og oprigtig interesse  til en du kender. Det gør en forskel i din verden – og i deres.

Burde smide burde væk

I årevis har jeg ønsket at smide ”burde” væk. Nogle gange har jeg været god til det, og andre gange... ja, så har jeg på en eller anden måde bare ikke formået det. Jeg tror, at rigtig mange af mine medmennesker kender følelsen alt for godt.
Hvordan kan jeg smide så ”burde” væk for altid? Ja, hvis jeg havde svaret, så ville jeg ikke sidde her og fundere over det...

I sangen ”Kære linedanser” er et af mine yndlingscitater: Verden spørger tit hvordan, og alt for lidt hvorfor. Det har hjulpet mig mange gange med at huske, hvad der er vigtigt for mig. Når jeg ønsker at ændre noget i mit liv, så prøver jeg altid at spørge mig selv hvorfor. Hvorfor gentager jeg de mønstre? Hvorfor føler jeg, at det gavner mig? Hvorfor kan jeg ikke få mig selv til at ændre det? I det hele taget sætter hvorfor gang i en masse produktive tankeprocesser for mig.
Men denne gang poppede spørgsmålet ”Hvorfor kan jeg ikke stoppe denne ”burde-følelse”? Det spørgsmål satte så ikke i gang i noget som helst produktivt. Tværtimod! Tankemylder fyldt af forholdsvis nedladen tanker om mig selv og mine egne evner. Men så slog det mig, at jeg stillede det forkerte hvorfor-spørgsmål. Det gode spørgsmål for mig er:
”Hvorfor ønsker jeg at smide ”burde” væk?”

Det er heldigvis forholdsvis nemt at svare på. Jeg ønsker at leve et liv, der er fri for de stramme bånd ”burde” lægger på det. Jeg ønsker at følge mit eget indre kompas – og ikke samfundets normer, holdninger, eller hvad det nu er, jeg har brugt som undskyldning for ikke at lytte til mig selv. Uden “burde” og undskyldninger for, hvad jeg tror andre forventer af mig – bobler der en befriende glæde frem inden i mig. Kreativitet, følelsen af overskud og kærlighed følger lige efter. Og det er meget mere værd end følelse af at gøre, hvad jeg tror jeg burde...


Det betyder dog ikke, at jeg aldrig mere vil lytte til ”burde”. Jeg vil dog huske at spørge mig selv, hvorfor ”burde” dukker op i mine tanker, eller hvad jeg skal lære af det.

Spar og genbrug - på den rige måde...

Jeg bliver ofte udfordret af min egen tankegang - og må som følge deraf have seriøse snakke med mig selv. Da jeg opfatter mig selv som et ganske lmindeliget mennesker, er jeg sikker på, at mange andre mennesker kan genkende den oplevelse.

Det, der har udfordret min tankegang nu, er mine bagvedliggende tanker om at spare og genbruge. Når jeg siger, at jeg er en glad forbruger, så skyldes det bl.a. at jeg er glad og taknemmelig for alle de muligheder, jeg har som forbruger i et rigt land med Velstand på mange planer. Samtidig ønsker jeg at være bevidst om mit forbrug - ikke lade ting gå til spilde, bruge mindre og meget gerne genbruge. Alt sammen noget som passer godt ind i mine værdier og det liv, jeg gerne vil leve.

Men på det seneste er jeg blevet udfordret af en tilbagevendende tanke... Udspringer min spare- og genbrugsiver af en fattigdomstanker eller af overflodstanker? Altså er jeg dybest set præget af en tanke om, at der ikke er nok til mig, eller at der er sendt for meget ud til samfundet. Startede min fascination af genbrug ikke i en ungdom, hvor min indtægt var noget mindre end i dag? Begyndte jeg ikke at spare, da vores børn kom til verden, og der pludselig kom en del flere udgiftsposter på vores budget og i regnskabet? Jeg kan hurtigt svare ja til begge dele - men det giver ikke et fyldestgørende svar til mit oprindelige spørgsmål, hvis det skal ses ud fra min hverdag i dag. Jeg elsker genbrug fordi det er unikt, og jeg er vildt med at gå på opdagelse i "gemmerne". Jeg nyder at spare, fordi jeg gerne vil passe på vores planet, og jeg er taknemmelig over at have et valg i forhold til at bruge eller lade være.

Efter de seriøse samtaler med mig selv er jeg nået frem til, at min tankegang konstant vil være udfordret, og løsningen er, at jeg giver den modspil. Jeg kan vælge fattigdomstankerne eller overflodstankerne - og bedst af alt kan jeg vælge at glædes over, at jeg har et valg.

Så næste gang jeg går ind i en genbrugsbutik, sparer og passer på ressourcer eller vælger noget fra, så vil jeg være meget bevidst om at gøre det med en god fornemmelse i kroppen og i tankerne.

Vil du låne min ide?

Jeg synes, det er fantastisk at få gode ideer, ikke mindst når jeg får dem sammen med andre. Jeg er vild med at sidde sammen med en gruppe af mennesker, der brænder for de sammen ting som mig og tænker "store tanker." Jeg elsker at skabe noget som er større end mig selv.

Derfor har jeg altid været stor tilhænger af at arbejde i teams. Det er sikkert ikke for alle, men for mig virker det. Det er i samspillet med andre, at jeg for alvor mærker kreativiteten blomstre. Og når det kræves, at jeg går i tænkeboks alene, styrkes mine ideer også af, at jeg får mulighed af at spille dem op ad andre. 

I mit frivillige job som spejder har jeg gennem hele mit liv fået lov til at udvikle ideer sammen med andre. Da jeg var barn foregik det naturligvis på en anden måde, end det gør i dag i mit voksne liv. Men ikke desto mindre har jeg siden jeg ca. 8 år gammel haft mulighed for at udvikle tanker, som er større end mig selv. 

For mig har det især handlet om at kunne give tilbage til den bevægelse og det samfund, som har givet mig så meget. Og når jeg føler, det har lykkes, har det altid været, når jeg har arbejdet sammen med andre om at udvikle og skabe. 

På mit arbejde sker det også tit, at vi deler ideer. Store som små. Nogle gange fordi vi udvikler ideerne sammen, andre gange sker det, at jeg nævner en problemstilling og straks er der en som byder en med: "Vil du låne min ide?" Og jeg låner hjertens gerne andres ideer. For jeg tror aldrig, at en ide er blevet dårligere af at blive delt - tværtimod. Min dagligdag foregår i undervisningsverden, og jeg er overbevist om, at vores ide-deling er til fordel for de børn og unge mennesker vi underviser. 

Så jeg vil opfordre alle, som læser dette til at dele ud af ideer og til at udvikle nye sammen. Gør det til en vane at dele en ide med mindst en person hver eneste dag. Lad værdien af vores fælles tænketank blive spredt til nytte og glæde.

Livets store buffet

I flyet på vej til Riga sad jeg og læste om Letlands historie. En historie som jeg ikke kendte særlig meget til udover min mere generelle viden om de tidligere østbloklande. Noget af det, jeg læste, handlede om, hvordan letterne under Sovjetunionens styre stod i kø for at købe de mest basale ting til at få hverdagen til at hænge sammen. Og der var ikke tale om at stå i kø for at kunne vælge, hvad du ville købe - men for at overhovedet kunne købe de få ting, som styret havde bestemt, folket skulle have adgang til. Jeg læste også, hvordan disse triste butikker var blevet erstattet af restauranter med store buffeter, hvor de kulinariske retter er inspireret af madtraditioner fra hele verden. Buffeter, hvor det bare handler om at vælge, hvor du starter og i hvilken rækkefølge du vil forsætte - og om du vil stoppe før du bliver dårlig...

Netop den kontrast var virkelige slående for mig. Gad vide hvordan det må være at stå overfor en sådan buffet første gang, når man er vokset op med at vente i kø i timevis på et næsten ikke-eksisterende vareudbud.  Endnu engang blev jeg ramt på taknemmeligheden. Når jeg ikke synes, at jeg har nok - har jeg allerede så meget mere end store dele af verdens befolkning. Hvis jeg virkelig skal være ærlig, så bruger jeg for meget tid på at se manglerne. Jeg står jo overfor den store buffet i verden, hvor jeg frit kan vælge alt fra job til kærlighed. Jeg har ingen mangel på tid eller andre ressourcer, jeg har mangel på prioritering af disse. 

Så jeg vil give mig selv - og forhåbentlig også dig - denne udfordring...

Jeg vil skrive minimum 5 ned hver dag, som jeg er taknemmelig for at have mulighed for at vælge til i mit liv. Jeg vil droppe min hemmelige offerrolle, som handler om, at jeg ikke har valgmuligheder, men i stedet indtage en vinderrolle, hvor jeg er bevidst om muligheder, valg og konsekvenser. Under de ting jeg er taknemmelig for, vil jeg skrive, hvordan det føles at have en vindende tankegang.

Hvad er prisen på en kop kaffe?

Jeg er vokset op med, at vi næsten aldrig gik ud og spise. Mine forældre ville ofte belære mig, om hvor dyrt det var. De mente, at det var spild af penge, når vi kunne spise lige så fint hjemme. Jeg husker dog, at min mor engang imellem ville hente mig efter skole, og sammen gik vi på cafeteria. Her havde jeg hendes fulde opmærksomhed, og jeg følte mig meget privilegeret over denne luksus - både mht. til mad og hendes uforstyrret interesse for, hvad der foregik i mit liv.
Som ung voksen, da caféerne havde gjort deres indtog i Danmark, elskede jeg til gengæld at gå ud og spise eller drikke kaffe - både med mine venner eller alene. Nok så meget at store dele af min SU og løn blev lagt på de københavnske caféer og restauranter. Med dette forbrug kom også den dårlige samvittighed, som den dyre kaffe kom til at symbolisere.


Da jeg så fik familie, var tiden der ikke til det på sammen måde mere. Og i de senere år kan jeg mærke, at nærigheden fylder mere, end lysten til at give 40-50 DKK for en kop kaffe, når jeg ligeså god kunne nyde en i mit hyggelige hjem.  Måske er det også den gamle dårlige samvittighed, der er kommet på besøg. Jeg har langsomt valgt det fra. Og det er jo et ganske fornuftig valg, truffet på baggrund af voksne ansvarlige overvejelser.


I går havde jeg dog inviteret min mand på café. Vi fik en lækker kop kaffe, som jeg nok ikke lige kunne have lavet hjemme. Men det var ikke det vigtigste... Det vigtigste var, at caféen dannede en nærværende ramme om os. Det handlede om god kaffe og god samtale - ikke om vasketøj, indkøb eller hundeluftning. De handlede om os.


Vi havde brugt samme koncept for et stykke tid siden, da vi som familie skulle have styr på vores søns konfirmation. Da var vi alle fire taget på café. Over kaffe, te og varm chokolade fik vi hurtigt styr på mad, bordpynt og andre vigtige beslutninger. Fordi vi var taget væk fra de vante rammer, skete der noget med vores ideer og vores samtale. Da vi rejste os den eftermiddag, havde vi overblik og overskud.


Selvfølgelig kunne vi bare sørge for at skabe de samme ramme hjemme, hvilket vi heldigvis også tit gør. Men når jeg tager café og køber dyr kaffe, må jeg konstaterer, at alt det jeg også får med, opvejer prisen.
Så jeg vil, som det voksne og ansvarlige menneske jeg er, vælge dyr kaffe på hyggelige caféer til. Det er i den grad, det værd for mig.

Nej tak... Tror jeg

Ja-hatten har alt for længe siddet alt for fast på mit hoved. Den har tynget og trykket alt for meget. Og det til trods for, at en telefonsælger for ikke så lang tid siden klagede over, at jeg ikke have ja-hatten på, da jeg sagde nej til hans sikkert super gode tilbud...


Ja-hatten er en fast del af mig. Igennem mange, mange år - ja lige så lang tid jeg kan huske tilbage i mit voksne liv - har jeg haft den på. Jeg vil nemlig så gerne være med i al ting.
Desuden bor der inden i mit hoved en pæn pige, som gerne vil være perfekt. Ikke sådan med at have styr på hår og tøj eller mine ting, for det har jeg opgivet for lang tid siden. Men perfekt på den måde, hvor jeg kan klare det hele, tør det hele og vil være god til det hele. Mine tanker, og det jeg siger til mig selv, fodrer denne pæne pige. Nogle gange fylder hun utrolig meget. Det er, når jeg på alle andre måder føler mig lille - eller "mindre end". Andre gange fylder hun knap så meget, nemlig når jeg tror på mig selv og ikke behøver at følge regler og idealer, som bare er skabt inde i mit hoved...
Vi forsvarer hinanden, og selvom jeg egentlig gerne vil af med hende, passer jeg også utrolig godt på hende, og den plads hun har i mit liv. Måske mest fordi jeg kender hende så godt. Desværre er hun ikke en god ven. Hun får mig til at gøre og sige ting, som jeg helt inderst inden i ved slet ikke passer til den person, jeg vil gerne være. Derfor har jeg besluttet, at hun skal et andet sted hen.


Svend Brinkmann råder os i sin bog Stå fast til at tage nej-hatten på. Vi skal simpelthen sige NEJ oftere. Måske er det netop vejen til et ordentlig farvel til den pæne pige i mit hoved. Jeg har i hvert fald tænk mig, at prøve det af.
Jeg vil sige nej til det, som ikke giver mening i forhold til mine værdier i livet. Nej til at passe ind i andres billede af mig - eller det jeg tror, de har af mig! Nej til at ordne alt muligt for andre. Nej til at gøre ting jeg slet ikke har lyst til. Men vigtigst af alt. Jeg vil sige nej uden at give forklaringer... Mit nej skal hverken forklares eller forsvares.


I dag har jeg netop sagt nej til at gøre noget for et andet menneske. Bruge nogle timer til at gøre noget, som ikke giver menig for mig. Jeg kunne have sagt ja... Men konsekvensen havde været, at jeg ville få alt for travlt. Og dermed ville konsekvensen nok også være, at jeg ville dumsur og snerre af min familie. Den pæne pige ville have sagt ja - for ellers kunne det være, at nogle ville blive sure eller i værste fald ikke kunne lide mig lige så godt. Men den stærke kvinde, jer også er, har sagt nej.


Så forhåbentlig kommer der flere og flere nej'er fra min side - og mere og mere glæde over det jeg så kan vælge til i stedet - mig selv for eksempel.

Tak for hjælpen

Kære med-mennesker, med-borgere - alle jer jeg kender, jer som jeg kun møder tilfældigt på gaden og jer, som jeg aldrig kommer til at møde.


TAK for hjælpen. I har gjort en kæmpe forskel i mit og min families liv - en større forskel end I måske nogensinde vil komme til at forstå.


I går var jeg på sygehuset med min snart 14 årige søn, der har lidt af børnegigt siden, han var 5 år (og nok også før det, men det vidste vi bare ikke...).  Han blev undersøgt af en fantastisk læge, som heldigvis kunne konstatere, at der ikke var gigtaktivitet lige nu.


Da jeg startede mit voksenliv, og især da jeg startede mit liv som mor, havde jeg ingen planer om, at min familie og jeg på nogen måde skulle trække på den store fælleskasse, som I bidrager til. Selvfølgelig vidste jeg godt, at i det jeg fik børn, ville jeg drage fordele af fælleskassen i form af fx vuggestue, børnehave og skole. Jeg vidst også, at børn går mere til læge bl.a. fordi vi har et gratis vaccinationsprogram og de får forskellige sundhedstjek.
Men jeg havde på ingen måde forudset, hvor dyre vi ville blive for fælleskassen.


I gennem årene har vi besøgt flere forskellige sygehuse, men især blev vi gode til at færdes hjemmevant på Rigshospitalet. Vi kendte rutinerne ved hver besøg. Vi kendte til smutvejene for at komme nemmest rundt på hospitalet. Og vi kendte til måder, hvorpå vi skulle håndtere de nyheder, vi fik serveret.
Når gigten var al for slem, og vores søn havde svært ved at bevæge sig rundt - og derfor ikke kunne komme i skole, fik vi muligheden for, at én af os kunne være hjemme hos ham. Alt sammen med økonomisk hjælp fra vores fælles kasse.


Havde vi ikke fået den hjælp, ved jeg ikke, hvordan vores liv havde set ud. Heldigvis er jeg heller ikke blevet tvunget til at finde ud af det. Så derfor vil jeg gerne sige tak til alle jer, som har hjulpet med, at vi som familie kunne komme igennem det.


Nu ser det heldigvis ud til, at de mange besøg er ved at ebbe ud. Næste gang vi skal på sygehuset er om 6 måneder. Går det stadig lige så godt som nu, så er vi på vej ud af "systemet". Jeg glæder mig til at kunne bidrage til, at andre familier får hjælp, uden selv at skulle trække fra fælleskassen.


Så hvis du møder en fremmed på din vej, som smiler taknemmeligt til dig - så kan det være mig, der bare gerne vil sige TAK.

De umuligste børn

Mit hjerte ynder alle de umuligste børn... Ordene har hængt fast i min bevidsthed og i mit hjerte siden jeg forlod folkeskolen for snart mange år siden. Det var min klasselærer, som læste Tove Ditlevsens digt højt for min klasse og mig på vores sidste skoledag. Vi var ikke nogen nem klasse, og der må have været dage, hvor vores ellers meget tålmodige klasselærer må have været træt af den udfordring, klassen konstant var. Ikke desto mindre valgte hun at give os disse ord med videre i livet.

Gennem en hel del år har jeg ofte sagt ordene højt og på den måde smagt på deres betydning for mig som lærer. Ikke mindst når jeg har stået overfor klasser, hvor både voksne omkring klasserne og eleverne i disse klasser har spurgt mig, hvordan det dog kan være sjovt at skulle dele hverdag med umulige børn.

Men det er netop sjovt, fordi jeg ynder disse umulige børn. Jeg ynder deres udfordringer, deres sætten spørgsmål ved livet og deres ønske om at blive noget, de måske slet ikke kan sætte ord på endnu. Jeg ynder at se dem vokse, fejle sig fremad og glæden i deres ansigter når tingene lykkes. Jeg ynder følelsen af den forskel, jeg kan gøre, de liv jeg kan hjælpe på vej, og den styrke som kan lokkes frem i disse børn og unge mennesker.

Sammen med Danmarks fremtid, blandt alle de umuligheder og muligheder der er i vores folkeskole, ynder jeg at være.

Og indtil for ganske nyligt havde jeg slet ikke tænkt på, at det netop var min klasselærer, der i 1988 gav mig de ord med videre i livet, som skulle komme til at forme mit engagement og mit arbejdsliv. Min klasselærer så muligheder i mig lang tid før jeg selv så dem. 

Det siges, at intet er umuligt for den, der bærer viljen i hjertet. Men måske er tingene heller ikke umulige for dem, som bakkes op af lærere (eller forældre, venner, arbejdsgivere...) indtil viljen i hjerte kan rodfæste sig, vokse frem og blomstre. 

Ingen kaffekøer her.

På vej ud af parkeringspladsen ved et af de lokale supermarkeder holdt jeg tilbage for en mand, som skulle krydse vejen. Han så ikke specielt glad ud og jeg tænkte, at her var sikkert en lidelsesfælle, som også hadede at skulle købe ind til familien.
I det samme jeg havde tænkt den tanke, blev jeg ramt af en følelses af utaknemmelighed. Jeg havde netop sørget for, at min familie (og de gæster vi skulle have på besøg sammen aften) kunne få et lækkert måltid. Mit problem havde ikke været om der var mad nok, eller om der var forskellige lækkerier at vælge mellem. Det største problem havde været at prioritere og vælge fra.


Jeg kom til at tænke på filmen En russer i New York (Moscow on Hudson) fra 1984, hvor Robin Willimas spiller en russisk (egentlig en sovjetborger) afhopper, som pludselig skal lære at begå sig et kapitalistisk forbrugersamfund. Den ene dag tager han i supermarkedet for at købe kaffe. I Moskva havde han været vant til at stå i kø i timevis for at få lov til at købe kaffe - en slags kaffe, bestemt af staten. Ofte havde han ventet forgæves.... Inde i det amerikanske supermarked spørger han på gebrokken engelsk efter kaffekøen. En medarbejder peger hen mod hylderne med kaffe. Først forstår russeren ikke svaret, og kigger sig om efter kaffekøen. Han spørger igen og får sammen svar. Langsomt bevæger han sig langs de mange hylder med alle mulige forskellige slags kaffe inden han til sidst nærmest besvimer af overvældelse.
Selvom det er mange, mange år siden, jeg har set filmen, stod denne scene lysende klart for mig denne eftermiddag på vej væk med ugens indkøb. Jeg er ikke vokset op med mangel på fødevarer. Alligevel gjorde kontrasterne i denne scene så stort indtryk på mig, at den har prentet sig ind i min hukommelse.  Og det var den scene, som talte til min dårlige samvittighed og følelsen af utaknemmelighed.


Hvorfor har jeg så negativ en holdning til den luksus, det er at kunne sørge godt for min familie? Jeg lever i et samfund med masse af muligheder. Ikke bare med hensyn til de store valg i livet, men så sandelig også i forhold til de små daglige valg. Jeg har valget om at købe lige præcis den slags mad jeg har lyst til. Jeg som forbruger kan vælge til og fra, en luksus som er så vigtig for mig, og alligevel har jeg ikke sat pris på den.


På parkeringspladsen forleden kunne jeg mærke noget ændre sig i mig. Jeg var pludselig glad for at jeg havde være ud og handle. Jeg var glad for de varer, som lå i mit bagagerum - og jeg var taknemmelig over at have de mange valgmuligheder.

Hvor mange ord er nok?

Harper Lee døde forleden. Hun blev verdensberømt tilbage i 1960, da hun udgav sin bog To Kill a Mockingbird (Dræb ikke en sangfugl). Jeg skriver netop bog i ental, da den igennem mange mange år var den eneste bog, hun havde udgivet - og tilsyneladende også den eneste hun ønskede at udgive.

Som menneske var hun meget genert og ville ikke lade sig interviewe. Til trods for at hun vandt en Pulitzer pris, og at bogen blev filmatiseret - og herefter vandt tre Oscars, så stillede Harper Lee ikke op til offentlig skue eller til mediernes til tider nærgående spørgsmål. Hun skulle engang have udtalt, at hun med sin bog havde sagt, det hun ønskede at sige. Så var der ingen grund til at tale mere om det.
I 2015 udgav hun alligevel endnu en bog Go Set a Watchman (Sæt en vagtpost ud). Bogen blev dog skrevet før To Kill a Mockingbird, så måske var der ikke mere at sige...

Denne vedholdenhed omkring hendes eget ønske om at dele noget med verden - og samtidig hendes bevidsthed om, det hun delte, netop skulle være efter hendes eget ønske, og ikke forbi nogle andre synes, at hun burde - det fascinerer mig. Måske fordi jeg selv ofte føler, at når jeg har udført en opgave godt, så skal jeg igen og igen bevise, at jeg stadig kan gøre det - og forhåbentlig en lille smule bedre end sidste gang. Jeg synes, det kan være svært at modstå andre forventninger.

Hvad ville der ske, jeg ikke var drevet af  andre holdninger til det jeg lavede? Især de ting som jeg for alvor brænder for.
Jeg kender godt svaret! For de dage, hvor jeg husker mit overordnede hvorfor og lader det være mit kompas, forstyrrer andres holdninger mig slet ikke. Holdningerne kan sagtens give anledning til refleksion og til at korrigere retningen. Men aldrig til forvirring eller mismod. De dage ved jeg, at jeg har sagt, det der skulle sige, og at det var ord nok.

God service - god opførsel. Det går begge veje.

For et par uger siden var hele min lille familie ude for at hjælpe min søn med at finde konfirmationstøj. Det viste sig, at det var meget nemt. Jeg havde egentlig forberedt mig (og min søn) på, at vi kun lige skulle kigge for at finde ud af, hvad der var at få.

Efter besøg i et par butikker trådte vi ind i endnu en butik i vores lokale center. Vi kiggede hurtigt rundt og konstaterede, at der nok ikke var noget i min søns størrelse. På vej ud af butikken kom en ung ekspedient over til os, for at spørge om han kunne hjælpe os. Vi afviste ham høfligt, da vi jo lige havde konstateret, at der ikke var noget interessant for os. Heldigvis mødte han os med et smil og et "Lad mig alligevel prøve." Han kiggede direkte på min søn og spurgte ind til hans ønsker mht tøjet. Min mand og jeg blev ikke spurgt. Ekspedienten havde fokus på min søn. Straks derefter fandt den unge mand lige det tøj frem, som Roar havde drømt om at finde - og i den rette størrelse.
Vi endte med at gå ud af butikken med et flot sæt konfirmationstøj og en fantastisk følelse af at være blevet behandlet godt og respektfuldt. Vi var ikke blevet presset til at købe. Vi var ikke blevet overladt til os selv. Den vigtigste person (min søn) var den, som var blevet sat i centrum. Alle vores spørgsmål blev besvaret på en faglig og ordentlig måde.

På vejen hjem talte vi om vores gode oplevelse. I vores familie taler vi meget om, hvordan vi mennesker interagerer, og ikke mindst om hvordan vi kan være gode for hinanden. Ikke bare i familien men i større målestok. Og her var der tale om, at interaktionen var god på flere planer.

Denne gode oplevelse af service er vigtig for mig som forbruger. Mange ting, bl.a. det tøj jeg godt kan lide, kan købes mange forskellige steder. Så hvis en butik ikke tilbyder mig en god service oveni, så kan jeg ligeså godt finde et andet sted at handle. Jeg møder heldigvis og rigtig ofte god service. Og gør jeg ikke det, så finder jeg et andet sted at handle.

Der er dog også en anden side af dette synspunkt, nemlig er jeg en god kunde... Her mener jeg ikke, at jeg købe mange ting eller handler der ofte. Men er jeg en kunde, som behandler butikkens ansatte med respekt og ligeværd? Eller ser jeg de ansatte, som objekter der kun er til for at servicere mig? Hvis jeg virkelig skal være ærlig overfor mig selv, så tror jeg, at jeg ofte oplever god service, når jeg er respektfuld og møde ekspedienten med ligeværd. Er jeg derimod i dårlig humør og har taget min dårlige opførsel med mig, så... Ja, så møder jeg sure og ligegyldige ekspedienter.

Fremadrettet vil jeg stadig ikke handle steder med dårlig service, MEN jeg vil gøre mit bedste for at møde personalet i de forskellige butikker med respekt, ligeværd og venlighed. De skal vide, at jeg sætter pris på, at de er der, hvis jeg skulle have brug for deres hjælp.

Dovenskaben længe leve!

I denne uge har jeg nydt min vinterferie i fulde drag. Igennem hele ugen har jeg været bevist om, hvordan jeg har brugt min tid. Jeg tilhører gruppen af "overachievers" og har derfor svært ved at holde helt fri. Heldigvis har jeg været fornuftig nok (og har lagt en mental plan for ugen - jeg er ikke overachiever for ingenting) at give mig selv lov til at lave ingenting i dag.
Ingenting er dog lige med - planlægning af en spejdertur for ca. 40 spejdere i alderen 6-16 år. Selvom jeg har gjort det mange gange før tog det alligevel adskillelige timer. Jeg nød heldigvis processen :-)


Men ellers har jeg øvet mig i at lave ingenting. Min mand var på arbejde og min datter på tur med nogle veninder. Så det var kun min søn på 13 år og jeg, der var hjemme. Vi har set to film. Taget en kage op af fryseren - og har spist noget af den. Heldigvis ikke det hele... Vi har godt nok også lavet og spist morgenmad og frokost. Ja, det er store bedrifter - men ellers ingenting.


Hen på eftermiddagen kom min mand hjem og mindede mig om, at vi jo også skulle have noget aftensmad... Hvis jeg ikke har nævnt det før, så vil jeg gerne sige, at jeg HADER at handle. Når jeg går ind i Bilka eller lignende steder, går der en osteklokke ned over mig og jeg går rundt som en zombie...


Men tilbage til aftensmaden. Min mand har arbejdet hele ugen, og da han kom hjem i dag, gik han straks i gang med at ordne noget med huset. Så kunne jeg ikke rigtig forvente, at han også handlede til aftensmaden. Hvis jeg skulle være et ordentligt menneske (og det vil jeg gerne være), så skulle jeg sørge for aftensmaden. Men jeg havde jo planlagt at beholde mit nattøj på hele dagen. Og jeg gad overhovedet ikke at gå i en eller anden butik. Så jeg åbnede i stedet køleskabet og så forskellige rester. Hurtigt baksede jeg noget sammen, som blev til et lækkert måltid. Og tak for det. Havde jeg ikke været doven, så var jeg gået ud for at købe ind, hvilket meget sandsynligt havde medført, at vi ville have smidt for gammelt mad ud i næste uge. I stedet nåede jeg at bruge forskellige grøntsager og en stadig lækker steg - og forvandle det til et dejligt måltid, som ikke bare smagte godt, men som også gav god samvittighed. Så længe leve dovenskaben!

Følelser og ting

Jeg har ting i mit hjem, som jeg desværre på en eller anden måde er blevet følelsesmæssig knyttet til. Og det er ikke ting, som har affektionsværdi. Men ting som påvirker nogle underlige følelser hos mig... Som fx nogle gamle jeans. Jeg bruger dem godt nok ikke rigtig mere, men de fejler ikke noget og hvad vigtigere er, de minder mig om fantastiske stunder fra da jeg var yngre. Jeg kan derfor ikke nænne at smide dem ud, selvom den lave talje ikke fremhæver noget særlig positivt ved min 44- årige krop. Hvis jeg skal smide dem ud, så skal jeg også gøre op med de følelser, som stadig rumsterer i mig.

 Da jeg jo elsker at genbruge ting og forlænge deres liv, får jeg også tit noget af min velmenende omgangskreds. Mange af disse ting har virkelig fået nyt liv og giver mig glæde. Men nogle af tingene passer ikke mere til min hverdag eller er på andre måder blevet til overs. Alligevel fylder de i mit hjem, nok mest fordi jeg føler at jeg vil være utaknemmelige, hvis jeg skiller mig af med dem. Vel vidende at det er præcis, hvad den forrige ejer gjorde. Hvorfor vælger jeg så at beholde disse ting? Tyngdes jeg af "pæn-pige-syndromet"?

Hvor mange ting har vi ikke alle sammen liggende, som ikke bidrager til vores nuværende liv? Ting som holder os fast i en fortid, uanset om den bringer positive eller negative følelser frem i os. Og hvorfor?

Mens jeg skriver det fyldes jeg med en indre oprørsfølelse. En lyst til at gøre hvad jeg vil med de ting, som nu engang er mine. En lyst til at være tilstede her og nu - og ikke knytte mig til materielle byrder.
Jeg vil være en glad forbruger - være glad for de ting jeg ejer. Jeg vil omgive mig med ting, som bidrager positivt til det menneske, jeg er nu - ikke til den jeg var eller andre tror jeg er. Jeg vil rydde ud med glæde og god samvittighed 😄
Hvad trænger du til at rydde ud i?

Merforbrug

Udstyret med en indkøbsseddel gik mine to børn og jeg i dag ind i en discountbutik for at klare madindkøbene til næste uge. Jeg er faktisk ikke særlig vild med den slags indkøb, men det skal jo gøres. Heldigvis var det ikke en lang seddel. Den var tilgengæld realistisk i forhold til morgenmad, madpakker og aftensmad. Mens vi gik rundt i butikken, kom der lidt flere ting end beregnet ned i kurven. Ikke noget vildt - kun lidt ekstra grønt og ekstra pålæg. Alt sammen fornuftige indkøb - noget jeg kunne stå indenfor.

På vej til kassen kom vi også fordi hylderne med "spotvarer", altså alle de varer, som bare er ekstra. Ingen af tingene på hylderne stod på min seddel, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at kigge nærmere. Hvem ved, måske var der lige noget, som jeg netop lige stod og manglede... Også mine børn (13 og 15 år) kiggede på de forskellige fantastiske fristelser. Min søn fandt med det sammen et par ting, som efter hans mening ville være rigtige gode investeringer for os. Lige noget vi manglede, eller som i det mindste ville løse et af de mange 1. verdensproblemer, vi konstant oplever i vores hverdag. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at han ikke havde kigget på "spotvarerne" før jeg var gået derover, og jeg netop selv havde henledt hans opmærksomhed på disse uundværlige ting.
Vi købte nu ikke nogle af disse ting, men det satte tankerne i gang hos mig. Vi modtager ikke reklamer hjemme hos os, så behovet for merforbrug bliver ikke dyrket gennem en ugentlig rituel gennemgang af disse overflødighedshorn. Jeg har tilgengæld selv trænet mine børn til at gennemgå hylderne for noget, som vi måske (måske ikke) lige mangler. Jeg har trænet dem i, at vi selvfølgelig køber disse ting, fordi det kan løse en masse små hverdagsproblemer eller bare give os en billig version af noget, som kunne minde om lidt hurtigkøbt luksus.Og til sidst har jeg trænet dem i, at vi fra tid til anden rydder ud i alle disse ting, fordi jeg pludselig synes, at de forstopper vores liv - inden jeg igen falder og fristelserne og foretager nye indkøb...

Gaver - og behovet for dem

Jeg sidder her på denne kolde og blæsende med heldigvis også solskinsfyldte søndag, og gør klar til at arbejdsåret 2016 kan gå i gang i morgen. Det har igen været en skøn juleferie, hvor jeg har haft tid til refleksion.
Refleksionerne har bl. a. handlet om mit liv som forbruger. I min familie har gaveræset ikke særlig stor betydning. Jeg er dog meget glad for at kunne give gaver til dem jeg holder af. Ofte køber jeg gaver i god tid, fordi jeg lige finder en ting, som jeg ved, at fx min mand vil blive helt vild glad for. Og i går var jeg bl.a. i en antikvar, hvor jeg fandt flere bøger, der kunne være alletiders gave til min søster (som ikke har fødselsdag før til november).

Glæden ved at finde de gode gaver og give dem fylder meget mere for mig end at modtage gaver. Faktisk synes mine børn, at det er svært at finde gaver til mig - for jeg ønsker mig ikke rigtig noget.
Ikke at ønske mig noget er ikke et udtryk for, at jeg mener, at jeg ikke fortjener tingene. Det er mere et udtryk for, at jeg ikke ønsker at fylde mit liv med alle mulige forskellige ting og sager. Forstå mig ret. Jeg er utrolig glad og taknemmelig for de ting jeg ejer, men jeg spørger også tit mig selv - hvor meget mere har du brug for? Hvor meget skal der til for at være tilfreds? Hvor meget skal der til før, det bliver for meget?
Jeg har ikke svarene på spørgsmålene og ved også, at jeg kun kan svare på egne vegne, hvis jeg finder dem. Men jeg synes, det er vigtigt for mig at undersøge mulige svar på de to spørgsmål.

Hovedparten af mine gaver til min fødselsdag og jul har bestået af bøger. Jeg elsker bøger og selvfølgelig også at læse dem. Men bliver mit liv bedre af at jeg ejer dem (fremfor at låne dem)? Jeg har jo så rigelig mange bøger i forvejen.  Og er en af udfordringerne med at give gaver ikke, at vi jo allerede har rigeligt af det, vi siger, vi ønsker os? Så snart vi finder ud af, at vi mangler noget, skynder mange af os ud for at købe os fra manglen, og efterlader os uden egentlige gaveønsker til fødselsdag og jul.
Så måske skulle jeg lade være med at købe bøger i år - bare for at finde ud af om jeg rent faktisk har nok.