Tilgivelse - hvordan går det lige med det?

Tilgivelse... Det kan være en svær kamel at sluge. Jeg ville slet ikke skrive om det, hvis ikke det var fordi, jeg ikke selv helt har styr på det.

Tilgivelse handler for mig bl.a. om accept af ting, som er sket, sagt eller gjort. Accept af at jeg eller en anden handlede, som vi gjorde. Accept af at vi ikke var klogere eller havde vores bedste intentioner med os.
I mit liv har der været masse af ting, som jeg har skulle acceptere og tilgive. Heldigvis ikke store, rystende eller ødelæggende begivenheder. Så jeg taler ud fra er ganske alment - måske gennemsnitsagtigt liv.

Der hvor jeg har oplevet at andre har såret mig dybt eller har handlet mere end almindeligt uretfærdigt over for mig, har jeg i første omgang haft svært ved at tilgive dem. Det har jeg arbejdet en del med gennem årene. En del af tilgivelsen er kommet gennem forståelse af, at min omverden ikke tænker præcis som mig eller ved de samme ting som jeg.

Men der hvor jeg har haft sværest ved at tilgive - og til dels stadig er udfordret, er med tilgivelsen af mig selv. Da jeg var lille, havde jeg et stort temperament, som ofte fik mig i problemer. Værst var det en dag, jeg i raseri kastede en kasse efter min søster... ramte hende lige i hovedet... og ødelagde hendes tænder....
Jeg fortrød i det splitsekund kassen havde sluppet mine hænder. Men da var det for sent at stoppe. Skaden var sket. Og selvom min søster fik ordnet sine tænder, ligger denne hændelse stadig over min samvittighed som en sort tung skygge. Jeg har så svært ved at tilgive mig selv over, at jeg ikke bare kunne styre mig. Jeg ved godt, at jeg ikke var et ondt barn, som ønskede at skade andre. Men at have gjort andre så fysisk ondt... det har jeg endnu ikke helt tilgivet.

Igennem årene fandt jeg heldigvis mere fred inden i, hvilket har betydet, at mit temperament er helt anderledes i dag. Men der er andre situationer, som er svære at tilgive mig selv for. I hvert fald svære for mig at forstå...
Det er episoder, hvor andre har behandlet mig dårligt eller har såret mig dybt. Fornuften i mig ved godt, at det jo ikke er mig, som har gjort noget direkte forkert. Jeg er dog skuffet over, at jeg overhovedet kom i de situationer. Hvorfor var jeg langsom om at reagere? Hvorfor sagde jeg ikke fra? Hvorfor kunne jeg ikke gennemskue den anden?
Spørgsmålene er mange, men det er svarene desværre ikke.

Så tilgivelse er noget jeg arbejder med dagligt. Jeg prøver at forstå mit yngre jeg. Forstå at jeg handlede efter bedste evne.
Og det er blevet bedre med årene... men den yngre Lone har stadig brug for min accept af den hun var, og det hun gjorde.

Hvordan har du det med at tilgive dig selv?