Det, jeg tror på, skal kunne rumme andre

Jeg ser mig selv som et spirituelt menneske, som virkelig tror på, at der er noget større end os mennesker.
Jeg bliver rørt af sange, ord og handlinger, der fortæller om næstekærlighed, naturens vidundere og at der altid er nogle, der elsker os.
Jeg er ikke sikker på, at jeg forstå begrebet "Guds vilje", men jeg er overbevist om, at vi mennesker ikke kan styre altid i verden eller i vores eget liv.

Når jeg taler med religiøse mennesker, forstår jeg oftest godt, hvorfor de dyrker deres tro, og hvad det giver dem. Og min oplevelse er, at de religiøse mennesker, der formår at se ud over deres egen trosretning, sagtens kan forstå andres religiøse menneskers ståsted. Jeg synes også, at de store religioner ligner hinanden mere end adskiller sig. Så der bør være så meget, der kan samle os i en fælles forståelse.

Det jeg overhovedet ikke forstår ved andres tro, er når de bruger troen til at fordømme andre. For uanset hvad vi vælger at tro på, uanset hvilken religiøs bog vi henter vores tanker fra, så er vi jo kun fortolkere. Ingen af os sidder inde med den absolutte sandhed om, hvordan livet skal leves.

Heldigvis bliver mine tanker om tro ofte skubbet til, af det jeg oplever. Men jeg står fast på, at min tro skal kunne rumme andre.

Lad børnene tage medansvar ikke det fuld ansvar.

Vi har opdraget vores børn til at tage medansvar i familie og samfund. Da de var helt små, handlende medansvaret meget om at være aktiv deltagende i familiens gøremål, som bl.a tøjvalg og rengøring. De fik også lov til at tage medansvar for fx valg af lørdagsfilmen. Men de har aldrig skulle stå med det fulde ansvar for familiens valg.

Jeg oplever desværre,  at vi voksne ofte enten fratager børnenes mulighed for at byde ind i famile og samfund, eller at vi giver dem hele ansvaret. Børn som ikke hjælper til i familien, er ikke en ligeværdi  del af den. Det samme gælder for de børn, som skal bestemmer det hele og skal tage ansvar for familiens næste rejsemål eller valg af bil.

Vi har brug for at give dele af ansvaret fra os, og træne vores børn i at tage en naturlig del af det. De skal lære at tage mere og mere ansvar, så de, når de bliver voksne, kan tage med ansvar i vores samfund.

Medansvar betyder at byde ind og blive budt ind. Så lær børn og unge at byde ind - og vær klar til at de skal lyttes og tages alvorligt.

Vær hensynsfuld i familien

Efter en meget travl arbejdsuge er weekenden ved at indfinde sig, og roen er ved at sænke sig over mit hjem. Maden simrer og rødvinen står klar. Lige om lidt er hverdagen lagt bag os - i hvert fald for et par dage.
Selvom mange af os glæder os til denne tid med vores nærmeste, er det også tit der, den ikke så pæne side af os selv kommer frem.

I hverdagen blandt mere eller mindre fremmede mennesker, holder vi ofte på formerne. Vi husker, at vi skal tale pænt til klassekammerater eller kolleger, I det mindste giver vi en undskyldning, hvis vi ikke lige formår pænheden. Vi gør det, vi skal på arbejde, for det bliver jo forventet af os.
Men når vi så er lettere udkørte efter ugens strabadser og sidder sammen med dem, som står os nærmest - og som elsker os, så sker det alt for tit, at vi glemmer at tage hensyn til dem og deres behov.

Min familie elsker mig og jeg elsker dem - og vi er villige til at tilgive hinanden de små dumheder. Men hvis vi bare synes, at vi kan behandle hinanden, som vi vil og ikke tage hensyn til hinanden, bliver kærligheden svær at mærke.
Vi kan jo lige så godt  bruge vores weekend på at være hensynsfulde sammen. Det er da skønt, at min mand fx  laver en ekstra kop kaffe og sørger for en hyggelig lille pause i weekendens gøremål. Eller at min søn lægger et tæppe over sin far, når han synes der er lidt koldt i stuen. Det er de små ting, som  gør en kæmpe forskel.

En god kammerat

Der har været meget snak om børns opførsel gennem mange år - og forståeligt. For der er mange børn i dag, som har svært ved at byde ind i sociale fællesskaber på en positiv måde. Det glæder for den sags skyld også de voksne. 

Fokusset har for os voksne, er tilbringer hverdagen sammen med andres børn, været på at få børn til at opføre sig ordentligt. Men jeg synes, vi skal have fokus på, at børnene og deres omgivelser skal være ordentlige. Forskellen for mig handler om, at det sidste kommer indenfra, og nok også skal bringe den ordentlige opførelse med sig. 

Jeg synes, børnene skal lære og mærke, at de har værdi samtidig med, at de er på lige fod med alle andre. En del af den værdi skal gerne kunne mærkes gennem det at gøre og være noget for andre. Når vi er gode kammerater og viser omsorg og hensyn for andre, skaber vores tilstedeværelse værdi for dem.  Når vi lærer vores børn, at ordentlighed er både en værdi og en evne, de skal dyrke, vil de være  mere ordentlige overfor andre. Når vi viser dem, at de ikke behøver at stå forrest eller være bedst for at have værdi i fællesskabet, vil de bedre kunne rumme de andre - og det vil være nemmere at være en god kammerat.

Vi skal rose og støtte vores børn i det gode kammeratskab  - også med de børn, som ikke er bedstevennerne. Vi skal hjælpe dem med at tage hensyn og vise omsorg. 

Vi kan allesammen være med til at understøtte et fællesskab, hvor der er plads til forskelligheder - og vores børn, både dine og mine.

Passer du på vores natur?

Et af mine yndlingssteder, da jeg var barn, var markerne og naturen omkring den lille gård, hvor min farmor og faster boede. For mig var det en stor verden med masse af muligheder for udfoldelse. Allerede dengang var man begyndt at måle ud til E20-motorvejen, som i dag løber tæt på gården. Jeg kan huske, at jeg var ærgerlig over, at vejen skulle skære igennem mit fristed. Selvom jeg nu sagtens kan forstå, at Sorø by ikke kunne blive ved med at danne rammer om al den trafik, som går fra Slagelse til Ringsted...

Jeg tror, at jeg var som de fleste børn - jeg elskede at være i naturen og udfolde min fantasi i de vide rammer. Som voksen har jeg tilbragt meget tid sammen med børn i alle aldre, og jeg har også oplevet, at børn ofte har et særligt forhold til naturen. De synes, den er fascinerende og vil meget gerne passe på den. Og når nogle voksne glemmer at passe på naturen, tænker jeg, at det måske er fordi, de tilbringer så lidt tid i den.

Men vi er jo en del af en verden større end os selv. En verden som er meget mere end menneskeskabt. En verden som har en guddommelig skønhed, er nærmest kan tage pusten fra én.

I dag da jeg gik gennem en skov, hvor anemonerne blomstrede frem, træernes knopper var ved at springe ud og egerne legede, tænkte jeg, at jeg ønsker, at mine børnebørns børnebørn skal kunne opleve det sammen. Derfor er det så vigtigt, at vi hver eneste dag tænker over den måde vi behandler vores jord og vores natur på. Vi er en del af naturen og den er en del af os.

Er du til at stole på?

At lyve er ikke moralsk rigtigt, vil de fleste af os kunne blive enige om. Alligevel oplever vi gang på gang, at løgne og fordrejning af sandheden er en indgroet del af samtaler og udtalelser på alle niveauer.

For de fleste af os er det små uskyldige ting som fx:

• Forældre der siger: "Hos os spiser vi sundt.", samtidig med at de spiser masse af slik selv, når ungerne er lagt. 
• Vi lover, at vi nok skal gøre en ting, som vi så glemmer.
• Vi siger ikke sandheden (selvom vi bliver spurgt direkte) om venindens mad.

Og når vi skal tale om virkelig at være til at stole på, så rammer de ovenstående eksempler lige ned i min dårlige samvittighed. For jeg har desværre været uærlige med disse ting...

Men det er vigtigt, at vi er til at stole på. Hvis vi hele tiden bøjer sandheden, ender det med, at vi ikke selv kan finde den. Værst af alt mister vi også os selv i processen.
Ofte vil vi kunne være meget mere ærlige, hvis vi ikke prøvede at fremstå bedre end vi er. Jeg siger tit til andre, at jeg nogle gange kommer til at glemme ting. Det er bl.a. derfor jeg skriver aftaler ned. Jeg indrømmer også, at jeg (og mine børn) ikke altid spiser sundt.

At være til at stole på, handler om også om at gøre det rigtige, selv når andre ikke ser det. Jeg hjælper fx gerne med at rydde op - også selvom ingen ved, at det er mig, der gør det. Moral er ikke en bøjelig størrelse - i hvert fald ikke, hvis du være én af dem, vi andre kan stole på.

Men måske kan det være svært ikke at komme til at "lyve". Så er der hjælp at hente...Én af de bedste måder at finde ud af om, du er til at stole på - er at være sammen med børn. De skal nok fortælle dig, hvis du halter på det område.

Tid til egne meningerne

Vi lever i en tid, hvor vi har mulighed for at blive totalt fyldt op med informationer om alt muligt. Nogle af informationerne er mere objektive end andre. Og de informationer tager vi generelt til os, så vi derefter kan danne vores egne meninger.
Men hold da op, hvor kan det være svært i informationshavet at finde et ståsted, hvor der er ro nok til at kunne danne egne meninger.

Meninger er meget end videregivelse af informationer. Mine meninger er bl.a. dannet ud fra ting, jeg ved og har oplevet blandet med mine værdier, og de situationer jeg står i eller har stået i.
Det tager tid og ro at kunne danne sine egne meninger. Og i den forbindelse kræver det nok også en del mod at turde sige fra overfor alle dem, der gerne vil have os til at bruge deres meninger som vores egne. Jeg tror dog, at hvis vi skal være tro overfor os selv, er vi nødt til at bruge den tid. Vi er nødt til at dykke ned i, hvad informationer, oplevelser, nyheder m.m. betyder for os.

Der kan være flere vejen til at finde meningerne. For mig sker der noget, når jeg giver mig selv ro oveni hovedet. Ro, hvor jeg er alene med mine tanker. Men der sker også noget i samtalen med andre. Her bliver jeg dels mere sikker på mine meninger, der sker nemlig noget for mig, når jeg siger dem højt i en ny kontekst, og dels bliver der skubbet til dem, af de andres meninger. Det at være nysgerrig på andre meninger og andres syn på livet, er for mig en meget vigtig del af at kunne danne mine egne. Disse samtaler kan finde sted alle steder og med mange forskellige mennesker. Jeg indgår ikke i disse udviklende samtaler, for at overtale nogen til at være enige med mig eller for at overtage deres meninger. Jeg indgå i samtalerne, fordi jeg er nysgerrig på, hvordan andre ser livet.

Jeg håber, at vi sammen kan hjælpe hinanden med at have ro, tid og rum til at danne vores egne meninger. Og når vi finder frem til dem, så skal vi dele dem med hinanden i oprigtighed og nysgerrighed. Sidst men absolut ikke mindst, så skal vi respektere hinandens forskellige meninger, og se det som en styrke ikke som en svaghed, at vi ikke er enige.

Hjælp der hvor der er brug for hjælp.

I dag er det helgen Sct. Georgs dag. Han var en ridder, der gjorde sig bemærket ved at redde en kongedatter og et helt kongerige fra en frygtelig drage. Da kongen ville vise sin glæde og taknemmelighed ved at give Georg en belønning, svarede ridderen, at der var en ridders pligt, ja faktiske et hvert menneskes pligt at hjælpe, hvor der var brug for der - uden at forventet noget igen.
Netop derfor er han spejdernes helgen.

Men hvor tit gør vi noget for andre uden at forvente noget igen? Da jeg reflekterede over historien om Sct. Georg, var det organisationer som Røde Kors, Læger uden Grænser, SOS-Børnebyer m. fl. jeg kom til at tænke på. Det er virkeligt særligt, at menneskerne i disse organisationer i den grad vælger at gøre noget for andre, hvor de umiddelbart ikke får noget igen.

Det kan dog vær nemt, som helt almindeligt menneske at læne sig tilbage og lade de "andre" tage sig af problemerne. Men hvad kan vi gøre i vores daglige liv? Altså med vores handlinger. Drop tanken om at vi kan betale os fra det hele. Vi skal selv ud og gøre forskellen. Jeg tror, mange har det ligesom mig, at vi bliver rørt dybt, når vi ser uselviske handlinger.

Så lad os blive inspireret af Sct. Georg. Lad os hjælpe, der hvor der er brug for hjælp, uanset om det er at holde døren for hende, der har favnen fuld af pakker, eller det er at dele vores kompetencer med dem, som ikke besidder de samme. Der er så meget, vi kan gøre for at skabe et samfund, hvor vi hjælper hinanden uden at holde styr på, hvem der skylder hvem.

Lad dog børnene...

Børn vil rigtig gerne lære. De er super nysgerrige på livet og stiller mange spørgsmål. Det er bl.a. en af grundene til, at jeg er så vild med at være sammen med dem.

Lige nu sidder jeg og nyder roen efter en spejdertur med børn og unge i alderen 8-15 år. Der har været fuld knald på... på alle mulige måder. Noget af det, som virkelig udfordrer spejderne, er at de skal være selvstændige. For det er de ikke vant til...

For det første skal spejderne selv have styr på alle deres egne ting - har de nu alt det med, som de skal have med?  Så skal de have styr på fællestingene, som fx hvor teltene skal slås op, og hvordan det gøres. Når det er gjort, så skal de selv sørge for at finde deres sovegrej og pakke det ud. Efter alle disse opgaver, er vi jo slet ikke rigtigt kommet igang endnu. Det er bare indledningen.

Jeg tilbragte det meste af min tid sammen med en flok unger på 8-10 år. Selvom jeg var der og vejledte dem, så skulle de gøre det altsammen på egen hånd. Og i nat da vinden nærmest stormede ind over landet og ruskede voldsomt i teltet, vågnede mange af vores spejdere. De syntes, at det var temmelig uhyggeligt, men også det klarede de sig igennem.

Igennem mine mange års arbejde med børn ser jeg desværre, at vi forældre har frataget vores børn retten til at udvikle sig på en del områder. Af ren og skær kærlighed har vi sørget for at tasken er pakket, sengen er redt og tøjet lagt frem. Vi vil allerhelst fjerne alle forhindringer på deres vej. Ja, I kender sikkert hele historien om curlingforældrene.
Men vi skal ikke trække på skuldrene over den beskyldning. Vi skal tage den seriøst - og trækker os væk fra vores børns udviklingszone. Vi skal lade dem gøre tingene selv - både de lette og de svære.
For hvad jeg også har lært i gennem årene, er at børnene sagtens kan selv. Måske ikke i første eller andet forsøg - men hen ad vejen kan de.

Så lad dog børnene komme til opgaverne og udfordringer - og støt dem hele vejen, men kun fra sidelinjen...

Familie og fritid

Igennem det meste af mine børns liv har min mand, mine børn og jeg delt fritidsinteresse. Jeg elsker, at vi er sammen om oplevelserne, turene og ikke mindst værdierne. Og mine børn siger, at de også nyder at være sammen med deres forældre.
Da jeg var barn og ung, delte jeg også fritidsinteresse med mine forældre. Selvom det ind i mellem var temmelig irriterende, især som teenager, at have mine forældre med på ture, så har jeg elsket det.

Mine oplevelser fra mine barndom og ungdom og dem med mine egne børn har styrket min overbevisning om, at det er sundt og udviklende at have fælles fritidsinteresser i en familie. Det er selvfølgelig ikke sådan, at vi skal sidde lårene af hinanden, eller at der bliver set skævt til én, hvis der lige skulle være en anden fritidsinteresse, som passede bedre. Men det har for os være en stor styrke, at vi havde fælles oplevelser - ikke bare som familie men i et større fællesskab. Vi voksne ser vores børn udvikle sig på tættest hold. Omvendt ser de også os i udviklende læringssituationer, hvilket forhåbentlig bidrager positivt til deres syn på livslang læring, og at voksne langt fra ved alt ting. Vi kender rigtig mange af de samme mennesker, dvs. min mand og jeg kender vores børns kammerater, og de kender mange i vores store frivillige omgangskreds. Det betyder bl.a. at de allerede nu i deres teenageår kender til betydningen af et solidt netværk.

Men det bedste af det hele er selvfølgelig den ekstra tid, vi har haft mulighed for at tilbringe sammen.

Bryd alle de små dumme selvskabte regler.

Jeg ser egentlig mig selv som et forholdsvis modigt mennesker, har jeg brugt mange år på at holde mig tilbage. Jeg havde alle mulige latterlige små regler oppe i mit hovedet, som jeg synes, at jeg skulle overholde.

Jeg bildte fx  mig selv ind, at jeg ikke kunne være på bestemte måder eller sige bestemte ting. Og når jeg skulle forklare andre, hvorfor jeg ikke kunne gøre en bestemt ting eller netop var nødt til at gøre et eller andet, så lød det helt forkert - selv for mig. En del af mine regler kom fra pæn pige-verden, hvor jeg havde fortalt mig selv, at jeg helst ikke skulle skille mig for meget ud. Jeg var også overbevist om, at der var helt bestemte ting, der blev forventet af mig.

Men for ca. 3 år siden tog jeg på et ledelseskursus, som bl.a. handlede om at dykke ned i mine egne værdier. Gennem kurset fandt jeg ud af, at alle de dumme selvskabte regler hang mig langt ud af halsen. Jeg har kort sagt ved at brække mig over, at jeg havde sat mig selv ind i et lille bur, hvor der ikke var meget bevægelsesplads. Så jeg bestemte mig for at smide reglerne væk, springe ud af buret og begynde et andet liv. Som de fleste ved, så er den slags ændringer nemmere at snakke om end rent faktisk at gøre noget ved. Men jeg samlede heldigvis en god gruppe mennesker om mig, som kunne støtte mig...

Og nu kan jeg med glæde sige, at jeg stort set ikke er tyngdet af reglerne. Min "støttegruppe" spørger også tit til, hvordan det går med at bryde reglerne - og jeg bliver stolt af mig selv, når jeg kan sige, at det går forrygende. Når jeg fx skriver dette, så hele verden kan læse det, så er det fordi, jeg brød den regel, der fortalte mig, at jeg skulle ikke tro, at jeg sådan bare kunne skrive noget, som andre havde brug for at læse.

Så jeg vil opfordre jer alle til at bryde med de selvskabte regler. Der er masse af ting, som kan stå i vejen for, at vi stråler alt det, vi kan - men vi må endelig ikke selv være en af dem!

Smil til hinanden

Smilet er den korteste vej mellem to mennesker!

Det udtryk har de fleste af os nok hørt mange gange. Men hvor det rigtigt. I dag da jeg gik gennem byen, gjorde jeg noget, jeg ofte gør - nemlig kikker de mennesker jeg møder på min vej direkte i øjnene og smiler til den. Det er helt utroligt, hvor mange der virker overrasket over, at en fremmede smiler til dem helt uden grund. Samtidig smiler de også varmt igen.

Men jeg smiler ikke til andre, fordi jeg gerne vil have, at de skal smile igen. Jeg smiler til dem, fordi jeg er glad for, at de er til, glad for at de krydser min vej og bare godt og grundig glad i låget.
Jeg ved dog, at smilet kan gøre en forskel. For alt for tit glemmer vi hinanden i hverdagens travlhed. Jeg synes, det er lidt underligt, at vi kan gå op og ned ad hinanden uden at lægge mærke til de andre. Og da jeg synes, at mine medmennesker - både dem der står mig nær, og dem jeg slet ikke kender endnu - har værdi, vil jeg gerne vise dem det.

Så gå ud og gør en forskel. Smil til hinanden for pokker!

Selvværd - selvtillid

I dag da jeg stod i en butik, kom en ældre damen ud fra det ene prøverum. Hun havde fundet en ( i mine øjne) rigtig pæn bluse, som hun nu ville se an på afstand.
"Ser jeg godt nok ud?", spurgte hun mig. Det kunne jeg forsikre hende om, at hun gjorde. "Jeg skulle bare lige have lidt selvtillid.", sagde hun med et svagt smil.

Og jeg vil hellere end gerne være med til at booste hendes tillid til sig selv og hendes egne valg. Men jeg vil ikke kunne hjælpe hende med selvtilliden. For det er jo helt centralt i selvtillid og selvværd, at vi er nødt til at give det til os selv...

Selvtillid og selvværd kommer indefra os selv. Men andre kan spille en vigtig rolle i vores udvikling af begge dele. Hvis vi fx hele tiden bliver hæmmet i vores udvikling, fx af "pas nu på" eller "det kan nok ikke lykkes for sådan nogle som os", så er det svært at finde sin egen tillid til, at ting lykkes.
Eller hvis vi bliver mødt med alt for meget Jantelov, så kan det dælme være svært at tro på sit eget værd.

Så selvom vi ikke kan give andre selvtillid eller selvværd, kan vi være med til at skabe nogle, rammer, hvor vores medmennesker kan dyrke og vokse de sider af deres identitet.
Så næste gang du møder et andet menneske - uanset om det er et menneske tæt på dig eller en fremmed - uanset om du elsker det menneske, eller du har svært ved at været sammen med det... Så sørg for at give dem opmuntring til at lade deres selvtillid og deres selvværd vokse.

Hvad fylder du dit hoved med?

Af natur er jeg et meget positivt menneske, hvilket jeg er rigtig glad for. Jeg er stolt af mit positive livssyn, og at jeg kan se muligheder i næsten alle situationer.

Jeg har også prøvet, hvordan det føles, når jeg ikke kan være positiv, hvilket jeg aldrig havde troet skulle ramme mig. Men det gjorde det. For ca. 1 år siden havde jeg gennem længere tid været udsat for alt for stort arbejdspres, og jeg havde svært ved at se det skønne i hverdagen, faktisk havde jeg svært ved at se det skønne i næsten alle ting. Mit privatliv var også begyndt at bære præg af mit manglende overskud, og jeg var efterhånden blevet rigtig god til at se det negative - selv i småting. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg ikke kunne kende mig selv...
Heldigvis opdagede jeg, at jeg var på vej ud af et spor, som ikke førte mig derhen, hvor jeg gerne ville være.

Men selv med min ellers naturlige positive tilgang til livet, var det ikke helt let at komme væk fra det spor. Derfor blev jeg ekstra bevidst om, hvad jeg fyldte mit hoved med. Jeg vidste, at det var slet ikke ligegyldigt!
Da jeg elsker at læse, fandt jeg bøger frem, som understøttede den tankegang, jeg ønskede. Det var bøger, som samtidig udfordrede min daværende tankegang. Mange af dem havde jeg læst før, så jeg vidste, at de kunne give mig noget. Desuden brugte jeg fx min transporttid til og fra arbejde på at lytte til inspirerede oplæg bl.a. TED Talks (TED Talks) og forskelligt guld fra YouTubes gemmer.

Jeg flyttede mig også væk fra andres brokkerier og utilfredsheder. Det betød, at jeg valgte samtaler med bestemte mennesker fra, hvis ikke samtalerne kunne handle om andet end alt det, der var galt. De samtaler jeg ikke lige kunne flytte mig fra - dem i mit eget hovedet, tog jeg en helt anden styring på. Hver gang der dukkede brokkeri op i mit hovedet, som jeg ikke kunne eller ville gøre noget ved, ændrede jeg bevist samtalen.

Det vi fylder vores hoveder med, kommer virkelig til at præge vores liv. Der er sikkert en del, som kan huske sloganet "Du bli'r hvad du spiser", det gælder også mht. vores åndelige føde. Vi bliver, det vi fylder os med.

Et lille udvalg af de bøger, som har været med

til at gøre en forskel i mit liv.

Husker du dig selv før de uvigtige ting?

Påskesøndag har til alt held ikke været fyldt med alle mulige planer. Morgen startede nemlig med, at jeg opdagede, at jeg åbenbart havde sovet "forkert". Så jeg har haft ondt i ryggen og har derfor været nødt til at tilbringe det meste af dagen liggende...
Heldigvis ikke noget jeg prøver særligt tit. Jeg er et af de mennesker, som stort set aldrig fejler noget.  Men når jeg så i dag bliver "sat ud af spillet", giver det stof til eftertanke.

Selvom jeg ikke havde store planer for dagen, har jeg måtte aflyse en aftale og lade være med at ordne alle mulige ting, som jeg ellers ville have brugt søndagen på. Det har ikke været nemt at acceptere, at jeg ikke kunne lave så meget. Og det er jo ikke fordi, jeg ikke kan leve med at aftalen bliver flyttet og rodet må ligge lidt længere. Jeg tror, det handler om, at jeg ser mig selv, som et effektivt menneske. Og når jeg så ikke kan være det, så skal jeg pludselig til at finde ud af, hvad jeg så kan byde ind med - også selvom det kun er for en enkelt dag. Hvilket ikke har været så meget i dag.

Jeg har til gengæld haft masse af tid til at tænke over, hvorfor det overhovedet betyder noget for mig, at jeg er nødt til at slappe af. Jeg tror, at det overordnet handler det om, at huske mig selv (og mit helbred) før de uvigtige ting i livet. Alt for tit har jeg travlt med ting, som nok virker presserende med som i bund og grund er uvigtige i det store billede. Ting og aktiviteter som får mig til at føle mig værdifuld i mine egne øjne - og måske også vil få andre til at blive imponeret over min formåen. Nogle gange er det ting, som jeg overhovedet ikke bryder mig om at lave... Det glemmer jeg lidt, når jeg bare klør på.

Så en dag som i dag, er en blessing in disguise. For selvom jeg synes, vi skal flytte vores fokus væk fra vores egen lille verden ud til det store fællesskab, så skal vi lade være med at gå op i alle de uvigtige ting, vi kan fylde vores tid med. Vi skal huske, at vi også er vigtige for fællesskabet og for andre. Og i dag kom jeg før noget andet...

With a little help from my friends

For et år siden stod jeg og min lille familie og stressede over, at vi skulle gøre klar til min søn konfirmation - men også lige skulle holde bisættelse og tage afsked med min elskede faster dagen inden.

Vi var ikke bare presset på følelserne, som gik fra sorg over tabet af et menneske, der stod os alle nær til glæden ved at skulle fejre min søns store dag. Vi var også presset på tid. Men heldigvis er vi omgivet af mange skønne og hjælpsomme mennesker. Nogle af vores bedste venner satte en fredag eftermiddag og aften af til at kunne hjælpe os med at dække borde og gøre lokalerne i stand. Min ene svigerinde sørgede for at bage desserten. Uanset hvor vi vendte os hen, var familie og venner klar med en hjælpende hånd. Og selvom jeg da godt ved, at hvis vi virkelig skulle have klaret det selv, så havde vi også gjort det. Men det skulle vi heldigvis ikke.
Og i dag er vi så på vej til min nieces 18 års fødselsdag med bagagerummet fyldt med stege, fordi vi har haft muligheden for at hjælpe hendes mor med maden.

Jeg møder af og til mennesker, som siger, at de aldrig spørger om hjælp. Faktisk siger de ofte, at de ikke kan få sig selv til at spørge om hjælp. De vil hellere klare det hele selv. For mig er det ikke bare martyragtigt men også uendelig trist. Vi skulle alle sammen gerne føle, at vi er en del af et større fællesskab. Et fællesskab som står klar med en hjælpende hånd, når vi har brug for det.

Så drop tanken om at skulle være alene om alting. Byd andre indenfor og bed om hjælp, det styrker fællesskaber, venskaber og familier.

Hverdagspause - tænkepause

Ofte bliver vi optaget af alle mulige hverdagsting, som egentlig ikke har stor betydning for os. Vi fylder vores tanker med ting, som er betydningsløse på den lange bane. Måske fordi vi bliver "fanget" i hverdagen.
 
Men nu har store dele af Danmark fri fra hverdagen - og kan få den lidt på afstand. Det kan give os luft til at tænke på andet end indkøb og aftaler. Så hvad optager dig lige nu i denne hverdagspause?

Hjemmets små oaser

Jeg tror desværre ikke, at der helt er nogen af os, som kan sige os fri fra at have for travlt ind i melllem. For nogen er det måske det meste af tiden. Jeg har et job og en fritidsinteresse, hvor jeg ofte har meget at se til - og er "på". Derfor er det vigtigt for mig at kunne slappe af, når jeg er hjemme.

Det kan jeg i mit hjems små oaser. Både indendørs og udendørs har vi skabt mindre hyggekroge, hvor vi er glemt lidt væk fra omverden. Her kan jeg fx sidde med en god bog og en kop kaffe. Det er her jeg tager livet ind - og lader op til at kunne give til andre.

For de fleste af er det nok ikke realistisk at fjerne travlheden i hverdagen.  Men vi kan alle skabe små oaser, hvor vi har fokus på os selv og vores egen væren. Hvor vi bliver fyldt op, så vi kan bidrage, når hverdagen igen er i gang.

Tag børnene med ud

I min haven står det hele på spring. Planter vokser op, og blomster folder sig ud. Selvom jeg har set det så mange gange før, fyldes jeg atter med begejstring og forundring over naturen. Den begejstring og forundring deler jeg gerne med andre - ikke mindst med børn.

For børn skal væk fra skærmene og ud i virkeligheden. Selvom jeg er tilhænger af, at viden kan og gerne skal findes alle steder - også på nettet, så skal viden ikke bare læses, den skal opleves. Og når vi er ude i naturen eller haven, så oplever vi fx, hvad solens varme gør ved planterne. Vi oplever, at vi undres og nye spørgsmål dukker op. Og så skal vi snakke med hinanden, om det vi ser og vores spørgsmål. Vi skal have modet til at sige, det vi ved, og ikke at ty til Google i frygt for at sige noget som ikke er helt rigtigt.

Husk at børnene også kan svare på mange undrespørgsmål - og i gennem deres svar vil vi opdage nye perspektiver. Vi voksne skal huske, at der ofte er flere svar på vores spørgsmål, og at vi ikke nødvendigvis er de klogeste.
Og når vi sammen erkender noget, vil vi huske det endnu bedre, fordi svaret bliver kædet sammen med sanserne. Vi og vores børn vil fx huske, at anemonerne er forårsbebuder, fordi vi har stået midt i det grøn-hvid tæppe i skoven. Eller at træerne bøjer sig efter viden, når vi har været ude i efterårsblæsten.

Så giv dig selv og dine børn den gave, det er at komme ud, stille spørgsmål og finde mulige svar.

Lad os mødes om noget fælles.

I dag kan min svigermor fejrer sin 81 års fødselsdag. Som sædvanlig er familien samlet i hendes og min svigerfars lille og dog meget rummelige hjem. Mine svigerforældre er nemlig rigtig gode til at åbne deres hjem og bruge deres tid på andre mennesker. Derfor har jeg gennem dem, mødt mange interessante mennesker. I dag faldt jeg bl.a. i snak med en af deres 83 årige venner.

Det viste sig, at vi have meget til fælles - trods aldersforskel og at vi ikke rigtigt har mødt hinanden før. Samtalen har beriget mig og vist mig nye perspektiver af allerede kendt viden.

Den slags samtaler havner jeg ofte i. Hvilket jeg er meget taknemmelig over. Jeg elsker at møde nye mennesker og høre deres historie. Sandheden er, at jeg altid sørger efter det, som forener os. Det synes jeg er vigtigt. For der er alt for tit, at mennesker står over for hinanden - uden overhovedet at kunne forstå modparten. Eller endnu værre - at ville forstå modparten...

Så lad os dog mødes om noget fælles. Selvom vi måske slet ikke interessere os for det samme, kan vi sagtens investere tid i hinanden og i samtalen - og finde frem til noget fælles. For faktum er, at der er mere som forener end adskiller, hvis vi gerne vi se det gode i andre.

Undskyld kære krop - du er mere end en klods om benet

Yoga er en del af min morgenrutine. Jeg elsker at begynde dagen med at mærke min krop og strække den igennem. Som bonus er min balance klart forbedret, og jeg styrker mine muskler. Selvom det kan være hårdt, nyder jeg det virkeligt. Yogaen bringer mig i tættere kontakt med min krop.

Jeg har en krop, som har været meget igennem sammen med mig i 45 år. Som barn og ung var jeg meget aktiv gymnast, så jeg ved, at jeg har kunnet træne min krop til at udføre øvelser, som er langt fra hverdagsagtige. Jeg elsker at bruge min krop. Som voksen har min krop bl.a. båret mine to børn, og dermed været en meget vigtig del af den største lykke, jeg har oplevet - nemlig at blive mor.
Min krop giver mig også mere almindelige glæder. Som at bevæge mig fx i naturen. Gå op ad stejle skrænter for så at opleve en fantastisk udsigt. Eller blive mødt med et knus fra dem, der står mig nært.

Alt dette er jeg næste dagligt opmærksom på og meget taknemmelig over. Hvorfor har jeg det så lidt anstrengt med, at min krop ser ud, som den gør?

Når jeg ser mig selv i spejlet, prøver jeg på ikke kun at få øje på "fejlene", men det lykkes langt fra altid. Når jeg ser mig selv på et billede, vurderer jeg, hvordan jeg synes, jeg ser ud - før jeg egentlig ser situationen eller de andre på billedet. (Og det virker da noget selvoptaget...)

Skal jeg været helt ærlig, så vurderer jeg en (alt for stor) del af min succes i livet ud fra, hvordan jeg ser ud.  Jeg synes næsten det er pinligt at indrømme det... Jeg er gift med min store kærlighed, har nogle skønne børn og er omgivet af fantastiske mennesker. Jeg har et interessant job, som jeg er helt vild med. Jeg bidrager til børn og unges udvikling - også i min fritid. Jeg har virkeligt en skønt liv - og så bruger jeg min krops udseende til at banke mig selv oveni hovedet med!!! Det er da for meget.

Så mit mål er at give hele min krop al den kærlighed den fortjener. Kærlighed som jeg nemt giver til mit sind. Kærlighed jeg giver til dele af min krop. Når jeg ser på alle de ar, jeg har samlet sammen gennem livet, smiler jeg. For de har hver især en historie og gode minder. Jeg ønsker at møde mine strækmærker, rynker og kurver på samme måde.
Så jeg undskylder overfor min krop. Min mest trofaste følgesvend. Jeg har ikke behandlet den ordentlig. Hvem ville kunne trives i en konstant nedgørelse?

Du er ikke en klods om benet. Du er en gave og indgangen til livet.

Lad mig nu tale ud...

I min familie er vi desværre super gode til at afbryde hinanden - og andre. Og selvom jeg er opmærksom på det og prøver at stoppe den uheldige adfærd, sker det stadig, at andre ikke får lov til at tale ud i mit selskab.

Det ironiske er, at jeg selv ikke bryder mig om at blive afbrudt. Jeg føler, at når andre afbryder mig, så har de ikke interesse i at høre mine synspunkter. Det er som om, at dem der afbryder ved bedre... og mon ikke andre har det på nogenlunde samme måde, når jeg afbryder dem.

Men det er jo heldigvis en adfærd, der kan ændres - og det arbejder jeg ihærdigt på. Og belønningen kommer med det samme. Når jeg lader mine medmennesker tale ud, bliver jeg beriget med synspunkter, som jeg ikke kendte til i forvejen. Jeg bliver klogere på andre og deres verden, og jeg anerkender dem. Når jeg lader andre tale ud, bliver jeg gladere for den jeg er...

Nyd gæsterne - ikke rengøringen.

Lige om lidt kommer nogle af vores rigtige gode venner til middag. Huset ser nogenlunde ud, men langt fra perfekt... Det skyldes dels, at vores venner jo er rimelige ligeglade med vores rengørings-skills, og dels at vi prioriterede tid til os selv før rengøringen.

Jeg har i mange år sagt (kun) halvt i sjovt, at middagsgæster skulle mødes med en stærk velkomstdrink og dæmpede lys, så var de ligeglade med rengøringsstandarden i mit hjem. Og selvom jeg selvfølgelig mener, at det er nødvendigt at have et rimeligt rent hjem, så skal vi simpelthen lade være med at rende stresset rundt inden, vi får gæster for at få vores hjem til at leve op til en eller anden standard, som vores gæster nok slet ikke forventer.

Hos os har vi et autentisk hjem, som meget gerne tager imod autentiske gæster, der kommer for hyggeligt selskab og gode samtaler.

Hverdagens udsigt

"Hvor må det være skønt at have denne udsigt hver eneste dag.", sagde min veninde for en del år siden, da vi en weekend var på vej til et arrangement i nærheden af mit daværende arbejde. Udsigten hun talte om, var den, som mødte mig hver morgen på vej til arbejde. Fra toppen af en bakke kunne jeg se ud over Storebælt og en smuk ådal.
Mens vi kørte snakkede vi om, hvad det gør ved én, når arbejdsdagen indledes af skønhed og udsigt. Der er ingen tvivl om, at det har betydning for os, når vi omgives af smukke rammer - også på vej til arbejdet. Jeg havde følelse af, at udsigten var med til at fyldte mig med god energi, allerede inden dagen for alvor var gået i gang.

Siden da har jeg udskiftet arbejdsplads og udsigt. Jeg har dog stadig fornøjelse af smukke omgivelser.   Det er jeg sikker på, at du også har - ikke mindst, hvis du bestemmer dig for at få øje på dem og nyde det.

Glæden ved at glæde

Egentlig er jeg slet ikke vild med reklamer. Jeg synes, det er irriterende, at nogen gerne vil fortælle mig, at hvis jeg bare lige køber deres produkt, så bliver jeg såååå meget gladere.

Men blomsterreklamer - dem har jeg det anderledes med. Dem kan jeg ligefrem blive glad for at se. Fordi de ikke handler om, at jeg bare skal skrabe sammen og have mere. De handler om at glæde andre. Og det er jeg helt vild med.

Jeg elsker bl.a. at give blomster. Det behøver ikke være en sindsyg dyr fancy-fin buket. Det kan sagtens være blomster fra haven. Men det kunne også være noget andet fx hjemmelavet marmelade. Det er glæden ved at give, som jeg er helt vild med. Ene og alene af den grund, at jeg elsker at gøre andre glade og vise dem, at de har betydning for mig.

Venlige handlinger

Hvornår har du sidst være venlig overfor en fremmed? Fx holdt døren eller rejst dig for at give din plads til den anden. Eller bare overfor én du kender...

Noget af det, som virkelig kan røre mig dybt, er venlighed mellem mennesker - ikke mindst mellem fremmede.  Både når jeg personligt oplever, at mine medmennesker viser mig det, når jeg er vidne til de venlige handlinger, og bare når jeg høre om dem.

Når vi udøver venlighed, viser vi , at andre mennesker har værdi for os. Vi viser vores empatiske og medmenneskeliges forståelse. Men venligheden giver også belønning til os selv. Vi oplever glæde, når vi gør noget godt for andre, og vores sociale relationer styrkes.

Hvis du vil styrke din venlighedskompetence, skal du træne den jævnligt. Det bedste du kan gøre, at være venlig over alle på din vej. Smil, hjælp og yd - uden at skelne til, hvem der er så heldig at være modtager.

Nogle gange vil det virke nemmere at være venlig overfor fremmede. Måske fordi vi er usikre på fx vores arbejdskolleger eller bekendtes reaktioner, eller fordi vi ikke kender til fremmedes gode eller dårlige sider. Men venlighed hænger ikke sammen med enighed. Selvom du slet ikke deler holdninger og livssyn med et andet menneske, skal det på ingen måde afholde sig fra venlige handlinger - tværtimod. I vores samfund er der i øjeblikket en al for stor accept af, at vi kan behandle dem, vi er uenige med uden nogen form for respekt. Det er så trist at være vidne til. men vi kan ændre det, ved at se på andre som medmennesker´, der med den største selvfølgelighed fortjener at blive behandlet venligt.

Så lad os sammen skubbe til vores samfund og dyrke de venlige handlinger - både mellem fremmede og mellem venner.

Ups og pyt

Ordene ups og pyt er vigtige i mit ordforråd. Det er ord, som kan hjælpe mig igennem alle mulige slags dage. Og jeg bruger dem ikke kun om mine egne handlinger, men også om andres.

I går havde jeg fx en af de slags mandage, jeg ellers kun oplever i tegneserie. Lige fra morgenstunden gik mange forskellige småting galt. Hårelastikken satte sig fast i håret. Tandpastaen løb ned ad kinden. Storetåen kom i nærkontakt med en dørkarm... bare for at nævne et par ting. Til sidst blev det nærmest komisk med alle de ting, der gik galt. Og jeg måtte bare sige ups, når jeg tabte noget og pyt, når det så lå på gulvet.

Evnen til at kunne trække på skuldrene over ting, som jeg ikke helt er herre over, er en stor gave i mit liv. Det gør, at jeg bedre kommer igennem episoder, som fyldte meget for mig, som ganske ung - og som jeg oplever fylder for mange mennesker.
Det skal endelig ikke forveksles med ligegyldighed. Men at fejl sker, ting går i stykker eller at nogle komme til at sige noget uheldigt, skal ikke styre mit liv. Derfor er ups og pyt ikke bare ord, men også en påmindelse om, at til trods for at jeg ikke bestemmer, hvad der sker, så bestemmer jeg min respons.

Når savnet kan mærkes

For cirka et år siden mistede jeg min højelskede 84-årige faster. Og selvom hun havde levede et langt og aktivt liv, synes jeg af egoistiske grunde, at det var alt for tidligt, hun forlod os. Mest af alt synes jeg det var svært, at jeg ikke vidste, det var sidste gang, jeg så hende - den dag det var den sidste gang...
Jeg synes ikke, at jeg helt fik sagt alt det, jeg gerne ville eller fik spurgt til hende og hendes liv. Det er egentlig ikke fordi, jeg fortryder noget. Jeg er bare ærgelig over, det som ikke er mere.

Nogle år før min faster døde, faldt hun en aften pludselig om. Mine forældre, min mand, vores børn og jeg var til middag hos hende. Det ene øjeblik var vi midt i en samtale, det næste faldt ud sammen, krampede op og vendte det hvide ud af øjnene. Hun nåede aldrig at falde ned af stolen, for i et spiltsekund var jeg henne og holde fast i hende. Det endte med, at vi ringede 112 og hun blev indlagt på sygehuset. Heldigvis var hun kommet til sig selv igen inden, men de beholder hende natten over til observation.
Det er en nat jeg aldrig glemmer. På et tidspunkt sagde hun til mig, at jeg da ikke behøvede at blive for hende skyld. Der var dog ikke nogen tvivl i mit sind. Selvfølgelig blev jeg hos den kvinde, som hele mit liv havde passet uendelig godt på mig. Hos hvem jeg altid har følt mig elsket og velkommen - også da jeg blev voksen, og så sandelig også når jeg havde hele min familie med. Og i det jeg sagde til hende, at jeg ikke havde tænkt mig at gå nogle steder, lyste hendes ansigt op i glæde og taknemmelighed.

Jeg sad ved hendes side hele natten. Vi snakkede om alle mulige forskellige ting. Ikke mindst oplevelser fra hendes ungdom, som jeg aldrig før havde hørt om. Vi grinte og delte fortroligheder.
Selvom jeg har tilbragt rigtig mange timer i min fasters selskab, var den nat et af de bedste minder, jeg har sammen med hende.

Så i disse dage, hvor savnet af hende for alvor har fat i mig, er jeg taknemmelig over, at jeg var der den aften - og at jeg fik natten kun i hendes selskab.

Refleksioner fra haven

Søndag - ugens første dag uden forpligtelser. Dagen begyndte med et tankemylder om alle de ting, jeg kunne fylde sådan en dag ud med. Heldigvis forkastede jeg alle ideerne... og havde i stedet en stille morgen med familiehygge-brunch, inden jeg gik ud i haven.

Jeg har i mange år været en stolt havearbejde-hader, men det ændrede sig for et par år siden. Nu elsker jeg at gå og nusse i haven. Dels giver det tid og ro til refleksioner, og dels nyder jeg, at jeg kan se, hvor langt jeg er nået efter en dags arbejde, noget der ikke sker så tit i min hverdag.

I min have finder jeg ro ovenpå en ofte travl hverdag. Det er her, jeg har tid til at stoppe op og finde ud af, hvordan jeg egentlig har det. Jeg får tænkt både hverdagen og livet igennem. Og det er desværre alt for sjældent, at jeg for alvor giver mig selv mulighed for det...

Jeg får fornyet energi og glæde i min have - ikke mindst nu, hvor alt vokser op og springe ud. Min have er mit fristed, gemt væk fra omverden og alligevel tæt på. Dage som i dag,hvor solen skinner, og  luften bliver fyldt med lyden af glade stemmer, børns leg, andres arbejde og ikke mindst duften af grill, fylder mig med begejstring. Det er en skøn fornemmelse at være tæt på andre menneskers glæde og hygge, men samtidig have mulighed for bare at være mig selv.

1. april...

Måske er jeg naiv af natur og derfor nem at narre. Jeg har i hvert fald gennem årene hoppet direkte ned i forskellige aprilsnar-fortællinger - og har troet på dem. Så sent som i dag, læser jeg et opslag på Facebook, som en bekendt har skrevet. Jeg når cirka halvvejs igennem hans opslag, inden jeg er i fuld gang med at hidse mig op. Da jeg får læst færdigt, går det heldigvis op for mig, at der nok er tale om en aprilsnar... og en god en. Jeg morede mig meget over, hans fordrejning af en mulig fremtid.

Jeg synes, det er underholdende, at vi har en dag, hvor kan lave sjov med hinanden. Men jeg må desværre konstaterer, at hverdagen byder på alt for mange historier, som er så absurde, at de burde gemmes til i dag.
Tænk bare på alt det Trump lukker ud. I perioden mellem valget i november og hans indsættelse i slutningen af januar, prøvede jeg virkelig at tale mig selv ned. Hvor slemt kunne det egenligt blive, når først han stod med ansvaret??? Ja... hver dag en ny absurditet!
Og vores egne politikere holder sig heller ikke tilbage. Støjberg fx lukker alt muligt ud, som jeg ville ønske ikke var sandt.

Så forskellen mellem i dag og alle de aprilsnare vil støder på - og resten af årets dagen er, at vi kan grine i dag og ryste på hovedet af de vilde og absurde historier..  I morgen er mange af dem desværre igen vores hverdag og vores samfund.