Kritikløshed...

I morges da jeg kørte på arbejde udfoldede den smukke danske vinternatur sig for øjnene af mig. Blå himmel og solskin der ramte de sneklædte marker. Et syn som fyldte mit indre med gode følelser.

Men det var jo bidende koldt... er der måske nogen, som ville sige for at afbryde min romantiske og til dels naive tilgang til denne februardag.
Eksemplet er måske meget forenklet, men du kender det sikkert... En situation, en ting eller et menneske beskrives til positivitetens ganske klare lys, så er der nogle (måske dig selv), som lige har behov for at give os alle et realitetstjek og hive os tilbage til en hverdagsagtig gråhed. Men hvorfor egentlig?

Det er ikke sådan, at jeg synes, at vi skal rende rundt og benægte de fakta, som også er en del af livet. Jeg tænker bare, at det ville fremme glæden og håbet, hvis vi dyrkede kritikløsheden mere.

Hvordan ville din verden ser ud i morgen, hvis du bestemte dig for ikke at kritisere... dig selv, dine nærmeste, dine kolleger, din chef, dine omgivelser?.. Hvordan ville du kunne blomstre i den verden?
Uanset hvad du svarer - så synes jeg, at du fortjener at prøve det af! 😃

Jeg er stolt - også selvom det ikke er alle, der ved det...

Jeg har en aftale med mig selv om ikke at fortælle alt muligt om mine børn på de sociale medier. En aftale mine børn også er meget tilfredse med.

Så når jeg går rundt og er enormt stolt over de mennesker, mine børn er, de gode ting de gør i livet, eller det de gør for andre, så siger jeg det kun min familie eller venner og bekendte, hvis jeg rent faktisk møder disse mennesker - på sådan gammeldagsvis...

Hele den tilgang passer mig fint.
Og så når jeg læser om andres fantastiske unger - om alle de ting de er super dygtige til, de måder de udemærker sig på, eller hvordan de lige har gjort et eller andet totalt hverdagsagtig på en ekstra skøn måde, bliver jeg alligevel ramt på, om andre mon tænker, at mine børn ikke er fantastiske, siden jeg ikke “fortæller” om det til alle på de sociale medier. Eller om jeg ikke er stolte af dem.

Jeg ved jo godt, at det bare handler om min egen forfængelighed i forhold til min omverden.
Men hvis nogle skulle være i tvivl, så vil jeg bare sige til jer... At jeg er super stolt af mine unger. 😉

Hvem er du egentlig?

Se dig selv i spejlet eller i rudens reflektion... Hvad ser du?

Det er ofte her, du dømmer dig selv... Og hold nu op, hvor er det bare skudt ved siden af.
Ikke fordi du skal finde noget andet at dømme dig selv ud fra... Men fordi dit ydre bare er en lille bitte  - og egentlig ubetydelig del af det, som virkelig er dig.

Men alt for ofte ved vi slet ikke, hvem vi er. Altså - hvem vi er uden vores ydre, vores titler (af alle slags), vores uddannelse/job eller hvilke andre mærkater, vi kan finde på at give os selv og hinanden.  Det er nok også derfor, at vi stresser rundt for at vise os og markere os i alle mulige sammenhænge.

Der er dog ro og glæde at finde, når vi finder os selv. Prøv at svare på spørgsmålet “Hvem er jeg?”. Svaret må kun indeholde noget, som handler om dit indre. Ikke noget med de førnævnte titler, udannelser eller lign.
Giv dig selv tid til at svare og tid til at lytte til svaret. Måske vil det tage timer, måske dage eller måske år. Det er egentlig ligegyldigt. Det der har betydning, er at du åbner op for, at du er så meget mere, end det der kan ses eller beskrives af andre... Du er helt din egen.

Anerkendelse har virkelig betydning.

I dag havde jeg glæden af at opleve min mand få en fin anerkendelse for sit engagement i frivilligt arbejde gennem flere årtier. Noget jeg blev ganske rørt over.

Vi må nemlig ikke underkende, hvad anerkendelse kan have at betydning - hverken for os personligt eller for vores omgivelser. Prøv bare at tænke på alle de mennesker, som du møder næste dagligt, der gør et eller andet ekstra for andre.

Janteloven skal kastes langt væk, og vi skal i stedet vælte os rundt i begejstring over, alt det som nogle "gider" at gøre. Ikke bare forbi vi så håber, at de gider gøre endnu mere, men fordi de gør en forskel i vores liv. Det er ofte ikke deres enkelte handlinger, men summen af alle de små forskelle.
det bliver tilsammen til noget, som vi vil savne, hvis det var væk.

Derfor skal vi huske at anerkende alt det gode mennesker omkring os gør. For det har større betydning for både dem og os, end vi helt er klar over. Og selv de mest engageret ildsjæle vil få et ekstra boost af vores anerkendelse.

Vi skal øve os i at være kompetente.

Jeg tror, at de fleste af os kender til følelsen af at føle os inkompetente. En følelse som er ganske ubehagelig - men heldigvis er den for det meste også forbigående.

Alt det vi kan, har vi engang været dårlige til... det glemmer vi vist bare af og til.
Engang var vi dårlige til at spise med ske - og det mestrer de fleste af os trods alt. Engang kunne vi ikke hoppe på et ben - også den udfordring har vi overkommet. Jeg kunne blive ved.
Og sådan er det også med vores job eller andre udfordringer, vi støder på i livet. Engang kunne vi ikke leve op til de krav, der stilles. Så øvede vi os. Fejlede. Prøvede igen. Og blev langsomt bedre.

Vi skal nemlig øve os i at være kompetente. Desværre kigger vi alt for ofte på os selv eller andre og glemmer hele den lange forhistorie, der er, før vi (eller de andre) blev kompetente. Vi ser vores kompetenceniveau som noget her og nu - og som en facitliste. Og ikke som en igangværende proces.

Så giv dig selv et klap på skulderen over alle de ting, som du er blevet bedre til - bare indenfor den sidste måned. Og jeg er ligeglad med, hvor gammel du er, eller hvor meget erfaring du har - du er helt sikkert blevet bedre til noget. Og du skal blive ved med at øve dig på det.

Du har retten til at være ordentlig!

Desværre er der i USA igen behov for at havde fokus på retten til at bære våben. Som dansker har jeg en smule svært ved at forstå, hvorfor alle og en hver (næsten) kan have det behov... altså at bære våben.
Men i vores lille land er der sikkert nogle andre rettigheder, som vi holder fast i - og som måske ikke giver mening for andre.

Det kunne dog være skønt, hvis vi talte højt om en hel anden slags rettigheder (og måske pligter), som vi alle skulle holde mere fast i og dyrke. Fx retten til at være ordentlig overfor andre. Retten til at holde ord. Retten til at være hjælpsom. Retten til at værne om fællesskabet.

For når vi taler om rettigheder, så taler vi som regel om noget til gavn for den enkelte - og det synes jeg er en smule trættende i længden. Vi skulle meget hellere tale om det, der kan gavne mange.

Den grimme smag af sladder.

I dag blev prins Henrik begravet - og siden hans død for en uge siden har mere eller mindre kendte mennesker samt medierne stået i kø for at rose ham og hans levevis. Hvilket må sige at være noget af  en kovending i forhold til, hvordan mange ellers har yndet at omtale prinsen.

Nu er han desværre ikke den eneste, som medier og os andre har langet ud efter... Af og til kan det virke, som om, at det er en  hel folkesport.
Der er bare ingen undskyldning for at gøre grin med, tale grimt om eller nedgøre andre - heller ikke selvom de er kendte.

Jeg prøver at have fokus på ikke at sladre om andre eller tale grimt om dem. Men sådan har jeg beklageligvis ikke altid været. Der var engang, hvor jeg for at passe ind (og måske fordi jeg ikke tænkte, at det betød så meget) - gerne delte historier om andre mennesker, både de kendte, og dem jeg kendte. Jeg havde næsten en stolthed over de historier, jeg havde kendskab til - og kunne dele med andre.

Det stoppede dog en dag, da jeg sad sammen med en gruppe nye studerende, hvor jeg var deres tutor. Én i gruppen havde lige en god (og mindre flatterende)  historie om en velkendt politiker. Da pointen i historien ramte forsamlingen, brød latteren ud. Pånær hos en enkelt... som viste sig at være politikerens niece. Til trods for at det ikke var mig, der havde fortalt historien kan jeg stadig huske skammen over at have deltaget i nedgørende og latterliggørende sladder overfor for et menneske, hvis  familiemedlem jeg sad ansigt til ansigt med.

For hold da op, hvor giver sladder en dårlig smag i munden! Når vi mærker efter, så føles det ganske ubehageligt at behandle andre på den måde. Oplevelsen var så markant for mig, at jeg ændrede min måde at være sammen med andre på - og ikke mindst måden hvorpå jeg talte om andre.

Selvom jeg stadig kan huske, hvordan skammen skyllede igennem min krop dengang for mere end 20 år siden - så er jeg glad for, at jeg for alvor mærkede, hvad at være en sladder-budbringer gjorde ved mig.

Alt det vi ikke taler om...

Egentlig tror jeg, at de fleste af os går rundt og tumler med tanker om vores ve og vel - som vi aldrig snakker med andre om. Muligvis fordi vi tænker, at vi er de eneste, der oplever den slags - og i hvert fald ikke ønsker at udstille os selv som freaks.

Måske er det også derfor mange af os Googler symptomer og andre "underligheder" for at finde frem til, at det måske ikke er så unormalt endda.
Problematikken er bare, at selvom vi kan møde mange ligesindede på nettet, så får det os ikke til at føles os en del af vores nære fællesskab.

I stedet skulle vi snakke mere om de ting, der virkelig undrer os ved fx vores helbred og vores kroppe, når vi får flere lys i lagkagen. Eller vores oplevelser med jobbets krav eller økonomien - og hvordan vi får det til at hænge sammen.
Og selvom jeg for mit indre blik kan se venindesamtaler, hvor mange emner bliver vendt, så er der stadig noget, som jeg tror aldrig kommer frem i lyset.

Men vi ville nok føle os mere normale og mere som en del af flokken, hvis vi begyndte at tale om det, som vi kun tør Google os frem til...

Er der ro i stormvejr?

Af og til rammes vi af stormvejr i vores liv... Stormen kan have mange former og navne. For nogle er det dødsfald eller skilsmisser, mens det for andre er voldsom modstand eller forandringer.
Vi kan ikke sammenligne betydningen af hinandens stormvejr eller kategorisere dem efter, hvor voldsomme de føles for den enkelte.
Det er dog rimeligt sikkert, at ingen af os går gennem livet uden at blive ramt af “vejrforhold”, der kan være svære at håndtere.

Mens livet blæser om ørene på os, kan det være betryggende at huske på, at selv de vildeste storme passerer forbi og har stopper. Det er heldigvis kun noget midlertidigt, også selvom det kan være svært at tro på, når du kæmper med overhovedet at kunne finde fodfæste.

Du kan også følge det råd, som altid høres i nyhederne, når naturen raser, nemlig - at søge indedørs. Brug noget tid væk fra, hvad der nu er ved at blæse dig omkuld. Det kan være svært at tænke klart eller finde hoved og hale i en situation, hvis vi hele tiden er ved at blive væltet. Luk verden lidt ude og find ro i dit eget selskab.

Underligt nok kan vi ofte mærke en fornyet indre ro, når livet for alvor har rusket os op. Når vi har gennemlevet noget, vi hverken ønskede eller måske troede, at vi kunne klare. Selv i de voldsommeste storme er der ro at finde - og vi har brug for den, for det er efter stormen, at vi virkelig skal vise, hvad vi har i os.

For det er ganske særligt at vågne op den første dag efter stormen har lagt sig. Det er her, vi skal til at finde ud af, hvordan vores omverden nu ser ud. Hvad er flyttet væk? Og hvad er kommet til? Og hvad er det præcis, vi skal gøre?

Kærlighed og tid hænger sammen.

Jeg har sagt det før - at for børn staves kærlighed: T-I-D. Men sådan er det vel egentlig også for os voksne...
For at sige til nogle at vi elsker dem, holder af dem, og at de har betydning for os - uden også at bruge tid sammen med dem, er noget tomt.

Det er når vi er sammen - når vi investere tid sammen, at vi mærker betydningen af hinandens selskab og vores gensidige forhold. 

Ofte går vi og ønsker os en masse materielle ting i livet, som vi vel egentlig godt ved ikke har særlig betydning for os. Vi arbejder måske også målrettet for at få de ting. Men har vi så samtidig lige så stor fokus på at få de forhold i livet, som vi for alvor ønsker os?
Det tror jeg desværre ikke. Måske fordi de andre mål er nemmere at overskue, eller måske fordi vi naivt tror, at forhold og kærlighed (også mellem venner) udvikler sig af sig selv.

Men kærlighed og tid hænger uløseligt sammen. Kærlighed får mulighed for at vokse, blive stærk og for at kunne mærkes helt ind i sjælen, hvis vi investere tiden i den sammen med andre.

Det behøver ikke at være smukt.

Jeg tror altid, at mennesker har gjort det. Det er ikke en nymodens sociale-medier-ting. Altså det der med at holde en pæn facade.
Der er måske et eller andet dybt i os, noget der hænger sammen med vores ønske om at høre til, der også får os til at forsøge at fremstille den pæne udgave af os selv.

Guderne skal vide, at jeg så sandelig også har gjort det - og stadig gør. Men det duer bare ikke hele tiden og på alle områder, for så fjerner vi også det sjove og interessante. Vi fjerner vores egen mulighed for at udvikle os, hvis vi hele til skal virke pæne og smukke.

I min ferie har jeg kastet mig over en gammel interesse - at male. Og jeg er i den grad ved at øve mig. Men det er sjovt. Jeg ved godt nok ikke, hvad jeg skal med malerierne, når jeg synes de er færdige. Det kan være at jeg løber tør for opbevaringsplads, før jeg har styr på maleteknikker m.m. Og hvad så?
Lidt i samme stil har jeg i det sidste stykke tid eksperimentet med sammensætning af farver, tøj og smykke. Det er ikke lige smukt hver eneste dag - men det er sjovt. Jeg bliver glad i låget over at udfolde min kreativitet.
Jeg elsker at skrive - o glædes over det hver dag. Er der nogle, som er dygtigere end mig? Helt klart. Og hvad så? det kan da ikke tage glæden fra mig, at andre har talent.

For nogle år siden hørte jeg et klogt menneske sige, at man skal turde være grim i processen. Og livet er en lang proces... Så lad os være grimme og glade sammen.

Synes du virkelig, det du siger?

Af og til kan jeg tage mig selv i at synes alt muligt om alt muligt. Måske kender du det...
Du ser et eller andet (helst uden at have hele konteksten med), og pludselig synes du noget om det - og ikke altid hverken pænt eller meningsfyldt.
Det kan også være, at du ser et andet menneske på gaden, og vupti så synes du også lige et eller andet om denne fremmede.

Det er jo egentlig ganske normalt, selvom det også er frygtelig irriterende. Jeg har dog øvet mig at synes mindre om alt muligt. Det første jeg gjorde var at lade være med at sige det højt.

For ofte poppede de her synsninger om i mit hovedet, uden at jeg havde bedt dem om det. Jeg kunne så synes noget om folks valg i livet, om deres handlinger eller deres udseende. Så var det, at jeg åbenbart havde havde meget svært ved at holde disse nye holdninger til mig selv. Så kunne jeg fortælle mig familie og venner om, hvad jeg lige mente om tøjvalg, ytringer og lign., som havde absolut ingenting med mig at gøre. Og det bedste var jo, når vi kunne blive enige om vores synsninger og nyerhvervet holdninger tiltrods for, at de ikke bundede i noget konkret eller i viden.

Men en dag blev det for meget for mig. For egentlig syntes jeg jo ikke alt muligt om andre. Ikke hvert fald ikke alt det negative fis, som var poppet op i mit hoved. For mest af alt var det mit menneskesyn om ligeværd og menneskers værdi, der fyldt for mig. Og det hang på ingen måde sammen med, alle de synsninger jeg havde “underholdt” mine omgivelser med.

Så jeg stoppede (for det meste... jeg falder desværre stadig i...) med at sige sysningerne højt. Og jo mindre jeg lukkede ud, jo færre sysninger dukkede op. Det var ligesom når ild ikke får ilt, så kvæles den. På samme måde blev synsninger kvalt, da de ikke kunne komme ud.

Og det har ændret min måde at møde nye mennesker på, og på hvordan jeg er sammen med dem, jeg kendte i forvejen. Det er nemmere og mere afslappende. For når jeg ikke skal synes alt muligt, er jeg heller ikke bekymret over, hvad de andre synes om mig.
Det er faktisk temmelig befriende.

Be my Valentine.

Valentinsdag... nogle elsker den (nok mest dem med kærester) og nogle hader den (nok mest dem uden 😉).
Til trods for at mit liv er fyldt med kærlighed, har jeg ikke været særligt begejstret for dagen, men i år er det anderledes. Jeg har nemlig bestemt mig for, at jeg skal være min egen Valentine.

For jeg synes, at vi skal huske at elske os selv. Ligesom når vi er nyforelsket og kun ser alle de gode sider af vores udvalgte. Deres udseende, deres væremåde, deres interesser... Selv småirriterende ting bliver charmerende gennem forelskelsens briller.
Tænk sig hvis vi omfavnede os selv og vores uperfekte særheder med samme varme og kærlighed! Og er det for meget at gøre hver eneste dag - så bare denne ene dag om året. En dag dedikeret til selvkærlighed på højeste plan.

Det skal ikke bare være en dag, hvor vi bevidst ikke kritisere os selv. Det skal være en dag, hvor vi bevidst elsker os selv. Finder det smukke i vores udseende med alt det unikke det indebærer. Finder det smukke i vores måde at gøre ting eller håndtere situationer, gerne med fokus på alle de gode ting vi bringer med os til andre. Og finder det smukke i de interesser vi har, måske dykke ned i noget vi ikke bruger så meget tid på i hverdagen, men som gennem vores forelskelsesbriller bliver nyt og spændende.

Så find tid til dig selv i dag - og tillad dig at blive forelsket i dig selv ❤️ - måske for første gang...

Bryd regler og begrænsninger.

Det er regler og begrænsninger, som jeg tror vi alle følger, som bare ikke giver mening. Mange af dem har vi selv fundet på, nogle er blevet påduttet os - og ofte kan vi slet ikke huske hvorfor.

I mine 20’er havde jeg et meget afslappet forhold til regler. Ikke at jeg for en hver pris ville bryde dem - for det handler jo bare om at være på tværs...
Men jeg følte mig for det meste meget fri i mine tanker og handlinger. Derfor blev jeg også overrasket, når jeg stødte på regler, som “man” åbentbart skulle efterleve. Fx oplevede jeg, mens jeg var at pair i USA, at mange kvinder derover fulgte reglen om, at man ikke havde hvidt tøj på efter Labor Day (første mandag i september). Hvornår man så tog det hvide tøj frem igen, fandt jeg aldrig ud af. Til gengæld fandt jeg ud af, at sådanne regler kan fjerne på glæde og kreativitet fra de fleste - og styrke fordommene overfor dem, der bryder reglerne.

Trods min uvilje til at efterleve sådanne regler, og til dels også en foragt overfor dem, opdagede jeg en dag i begyndelsen af 40’erne, at jeg havde lavet alle mulige (egentlig mest umulige) regler og begrænsninger for mig selv. Regler om hvad jeg kunne tillade mig at gøre eller sige - og en masse regler om, hvordan man er.
Jeg opdagede, at jeg havde lagt usynlige men faste bånd omkring mig selv - og de var ved at kvæle mig. Heldigvis fik jeg samtidig en mulighed for at tage på en uges kursus, hvor jeg dykkede ned i mine egne værdier, og hvordan de kunne udfolde sig i mit liv. Det blev starten til et opgør med alle disse fjollede regler.

Hvor gang en regel eller en begrænsende tanke dukker op i mit liv, forholder jeg mig til om det overhovedet giver mening at efterleve den.
Det har ændret meget i mit liv. Jeg er blevet gladere igen, mere kreativ (ikke mindst når jeg arbejder rundt om, hvad jeg føler er begrænsninger i samfundet) og mere autentisk.

Prøv selv at dykke ned i dine selvpålagte begrænsninger - og ryd for Guds (eller din egen) skyld op i dem.

Et kedeligt liv.

Gad vide hvor meget vi tænkte over, hvorvidt vores liv var interessante for andre eller ej, før de sociale mediers indtog i vores liv?

Før kunne jeg fx godt i en samtale med andre, eller når jeg så en film, ønske, at der skete flere og mere spændende ting i mit liv. Men det skyldtes i høj grad noget inden i mig - og ikke noget, der dukkede frem pga. en lyst eller trang til at imponere andre. Og når jeg tog billeder af mine oplevelser, var til for at huske dem i årene fremad, ikke for, at mere eller mindre fremmede mennesker skulle synes noget om dem.

Sådan er det jo ikke helt mere. Selvom mange ikke deler billeder og opdateringer fra alt det de oplever, så er det svært ikke at føle, at vores liv er mere kedelig end vores omgivelsers.
Men måske er det slet ikke så skidt endda, for kedelig betyder bl.a. ude af stand til at underholde andre. 

Og jeg har ikke lyst til at have et liv, som skal bruges til underholdning for andre end mine nærmeste. Jeg vil leve et liv, der giver mening for mig - og det indeholder bl.a. en masse ikke-inspirerede hverdag.

Langsomt og smukt.

Hvor har jeg haft travlt i mit liv. Travlt med at vise, at jeg kunne noget - duede til noget. Travlt med at blive færdig med uddannelse, bøger og projekter. Travlt med at nå til det næste stop på rejsen, i karrieren eller i livet. Travlt med at leve.
Og jeg har elsket det - og har været stolt af det.

Jeg er mange gange blevet spurgt om, hvordan jeg dog har nået alt det, som jeg har. Et spørgsmål som har gjort mig stolt. For jeg ved godt, at jeg er effektiv, vedholdende og arbejdsom. Det er derfor, jeg når så meget. Det er der jo egentlig ikke noget galt i.
Men nogle gange skal jeg (og alle andre) måske stoppe op - og tag en slapper...

Vi skal nemlig ikke bare skyndes os gennem livet, vi skal give os selv tid til at tage omveje, udforske og opdage alt det, som også ligger og venter på os lige her og nu. At være langsom og at leve langsomt kan være uendeligt smukt ikke mindst fordi, at vi meget bedre kan mærke os selv (på godt og ondt), når tempoet skrues ned.

Selvom der stadig er så meget, jeg vil nå og gøre, så skal det altså foregå i et andet tempo. Jeg skal kunne mærke det. Og det er ikke nemt, hvis livet drøner af sted med 180 km/t.
At have stille morgener med tid til kaffe, siddende morgenmad og en måske en samtale med familien virker så meget mere tiltrækkende, end at nå endnu et projekt, der kan imponere mine omgivelser.

Måske har du så ikke tid til at vente på min nye langsommelighed - det er også helt i orden. For det har mit liv...

Have fun!

Hvornår har du sidst givet dig selv lov til at have det sjovt?

Det lyder måske som et dumt spørgsmål - især fordi de fleste af os tænker, at det er jo ikke noget, vi skal have lov til...
Desværre har jeg i hvert fald oplevet, at jeg - når jeg har for travlt - nærmest glemmer, at jeg ELSKER at have det sjovt... at grine også gerne til tårnene triller.
Det sker bl.a. fordi, at de ting, der får mig til at grine, bliver sparet væk i det time- og minutregnskab, jeg så tager i brug for forhåbenligt at nå det hele. Til trods for at jeg godt ved, at det jo ikke kommer til at ske. Altså at nå det hele.
Så er det at tiden til sjove bøger, til spændende samtaler med skæve mennesker og til mine egne tanker med al den underholdning, de også giver mig, ikke bliver priorieret.

Jeg tror, at de fleste voksne mennesker kender til følelsen. Lige så godt som vi kender til følelsen af det forløsende i latteren og i at have det sjovt.
Sammen kunne vi sikkert komme med en million gode undskyldninger og forklaringer på, hvorfor det er sådan... I stedet for at lægge vores energi til at lave sådan en lang og kedelig liste, skal vi heller dykke ned i, hvad det er, der får os til at grine og have det sjovt.

Så hvad skal der til for, at du har det sjovt? Skal du lege noget mere med ungerne? Skal du invitere vennerne over til en gang bordfodbold - eller noget helt tredie? Uanset hvad - så gør noget mere af det.

Servicetjek til værdierne.

Værdier... i mine øjne nogle super gode pejlemærke, der kan lede os rimeligt sikkert gennem en omskiftelig verden.
Måske har du allerede fundet frem til dine. Og måske bruger du dem allerede bevidst.
Sådan er det i hvert fald for mig.

I dag blev jeg dog udfordret... egentlig ikke på mine værdier, men på mine handlinger. For når jeg nu går rundt og synes, at jeg har rimelig godt styr på mine værdier - kan det så ses og mærkes af mine omgivelser?

Jeg har ikke helt svaret - men det er interessant at give sig selv et servicetjek på den front.

Store pauser til de små.

Mange børn har et temmeligt heftigt og tætpakket program allerede fra de er ganske små. Tidligt op, aktiviteter sammen med en masse andre børn i løbet af dagen og derefter sent hjem. Hjemme bliver tiden før aftensmaden ofte fyldt ud med skæmtid, så de lige så hårdtpresset forældre kan nå nogle af de huslige pligter. Weekender og ferier er fyldt med oplevelser, aktiviteter og måske lidt mere skærmtid.
Men de små poders liv folder sig også ud i deres pauser. De har brug for store og lange pauser.

Pauser til at kede sig. Kigge ud af vinduet. Til at undre sig.
Så hjælp dit barn til flere pauser og langsomme øjeblikke.

Det er i pauserne livet folder sig ud.

Når du kigger på et træs mange blade, kan du kun se dem fordi, der også er huller imellem...
Altså træets frodige skønhed kommer kun til sit ret pga. det ingenting, der er mellem blade og grene.

Sådan er det også med vores liv. Selvom vi kan fylde en masse spændende indhold ind i vores hverdage og ferier, som har stor betydning for dem, vi er, og det vi vil med vores liv - så formes vores liv i høj grad også af de pauser, der er mellem indholdet.

Uden pauserne ville aktiviteterne være en lang smøre, som ikke ville kunne skelnes fra hinanden. Og uden pauserne ville vi ikke have mulighed for at mærke betydningen af aktiviteterne.
Det er på mange måder i pauserne, at vores liv folder sig ud. Det er her, vi kan samle tanker, ideer og energi. Tomrummet kan fylde os med en kraft, som selv de bedste oplevelser og situationer ikke kan hamle op med. Og ligesom med træets blade, så træder kvaliteten og meningen med vores liv også tydeligere frem i det ingenting, der er mellem alt det, vi skal og vil.

Præsenter dig gerne.

Kender du det... at du står sammen med en flok mere eller mindre fremmede mennesker, som du ikke helt ved, hvem er, eller hvad laver?
Så er det ikke så nemt lige at falde i snak med sidemakkeren eller finde nogle, som kan hjælpe dig med at se verden fra en ny side.

Egentlig er jeg helt vild med at møde nye mennesker - og finde ud af, hvad de indeholder. Desværre  har jeg lagt mærke til, at det ofte glipper med præsentationen af hinanden. Enten fordi dem der fx står for et arrangement eller en sammenkomst ikke sørger for muligheden af en ordentlig præsentation, eller fordi vi ikke selv sørger for at lave den åbning til nye bekendtskaber.

Derfor synes jeg, at vi bl.a. skal åbne op for vores interesser, glæder i livet og det vi gerne vi byde ind med - når vi møder nye mennesker. Vi skal simpelthen præsentere os ordentlig, så nye mennesker har mulighed for at få “noget ud af” bekendtskabet.
Så næste gang du står blandt de der mere eller mindre fremmede mennesker, så find modet frem og gå direkte op til dem - og præsentere dig. Det er ikke kun til glæde for dem, men i høj grad også for dig selv.

Spred den gode fredagsstemning.

Weekenden banker på - i hvert fald for de fleste af os. Rundt omkring på min arbejdsplads kan jeg mærke fredagsstemningen sprede sig. Og her i slutningen af en rimelig heftig uge, er det ganske rart.

Det fik mig til at tænke på, hvad jeg selv kan gøre for at sprede god stemning...
Og egentlig er det forholdsvis let. Smil bredt og oprigtigt. Hils på dem omkring dig. Kommenter pænt noget ved fx deres udseende - og ønsk dem en rigtig god weekend.

Jeg håber, at du også vil opleve en super stemning selv ved den manøvre. God fornøjelse 😃

Gå på opdagelse i dine børns interesser.

Jeg er så heldig, at mine to børn har mange forskellige interesser. Nogle har de til fælles med min mand og jeg - hvilket er en helt fantastik ting at kunne dele. Andre har de helt for sig selv.
Og af og til har jeg lidt svært ved at forstå dem. Altså ikke hvorfor mine unger har de bestemte interesser, men selve indholdet, sproget og betydningen af interesserne.

I går skrev om, hvordan vi skal gå på opdagelse i hinandens interesser og finde ligheder. Det skal vi også i vores børns interesser.
Alt for ofte husker vi at være "ordentlige" overfor de mere eller mindre fremmede mennesker, vi møder - mens vi glemmer dem, der er tættest på og har størst betydning for os. Derfor vil jeg gerne slå et slag for, at vi viser oprigtig nysgerrighed overfor vores børn, deres liv og det, der har betydning for dem.

Spørg fx jeres børn til deres yndlingsmusik. Hvad er det, der fascinerer dem ved netop den musik eller kunstner? Eller hvad er det, der undrer dem mest i deres dagligdag? Hvorfor har de egentlig valgt de fritidsinteresser, der har?
Det skal jo ikke være et forhør, men en dykken ned i deres liv.
Forhåbentlig vil du selv lærer noget nyt - og især om dit barn.