Modet vokser ud af frygten

Da jeg gik i 2. eller 3. klasse, havde jeg det rigtigt svært. Der var bl.a. en flok drenge fra en af de ældre klasser, som var efter mig. De råbte grimme ord til mig. Skubbede mig "uheldigvis" lige, når vi skulle ind fra frikvarter. Og nogle gange stod de ved skolens port, når jeg havde fri. Jeg var rigtig bange for dem.
Jeg kan især huske én bestemt eftermiddag, hvor de stod ved porten. Jeg prøvede alt, hvad jeg kunne at ignorere dem, men de fulgte efter mig. Først prøvede jeg at gemme mig i en forhave. Det gjorde det næsten værre for mig. Det forstærkede følelsen af at være forkert. Ikke bare gjorde disse drenge mig så sårende klart opmærksom på, at jeg og min blotte tilstedeværelse var til irritation for dem, men nu var jeg også gået ind på nogle vildtfremmede menneskers grund, uden at have fået lov. Jeg var ikke bare bange for drengene... jeg var rædselsslagen over om, der skulle komme en voksen ud af huset og skælde mig ud....
Så jeg forlod mit skjulested bag forhavens hæk og vovede mig ud på vejen igen, hvor drengene stod og ventede. Jeg kiggede kort hen på dem - og satte i løb. Snart kunne jeg høre dem løbe efter mig. Jeg var klar over, at de var hurtigere end mig, og det bare ville være et spørgsmål om forholdsvis kort tid, inden de indhentede mig.
Jeg nåede til enden af vejen og drejede rundt om hjørnet. Her lå der en købmand, og der var heldigvis flere voksne på fortovet. Min hjerne kunne ikke helt tænke klart. Jeg viste dog, at jeg skulle i sikkerhed. Så jeg løb ind i købmandsbutikken. Først gemte jeg mig bag reolerne. Jeg skimtede ud af døren - ud på fortovet, hvor jeg kunne se, at drengenes stadig stod. Jeg blev bag reolerne i, hvad der mindede om evigheder. Drengene stod stadig vagt uden for, og jeg gemte mig indenfor.
Så samlede jeg mod til at gå op til disken og fortælle købmanden om min svære situation. Jeg kan stadig mærke, hvordan min hals snørede sig sammen af frygt og gråd. Købmanden var meget forstående. Han gav drengene en skideballe, hvilket åbenbart var nok til, at de forduftede. Jeg husker også, at jeg fik et stykke chokolade, inden jeg skyndte mig hjem.
Da jeg kom hjem puttede jeg mig ind til min mor og græd, mens jeg fortalte hende om min oplevelse.


Jeg har indtil i dag set tilbage på den oplevelse, som en negativ oplevelse, der mindede mig om, at jeg var upopulær og forfulgt. Men det er langt fra hele historien.

Den dag var jeg meget bange, men jeg passede på mig selv. Jeg trodsede frygten og gik uden for skolens område. Jeg fik tid til refleksion i forhaven og bag købmandens reoler. Jeg trodsede atter knuden i maven og søgte hjælp, hos én som har mere kompetent. Jeg fuldførte min rejse (hjem) og jeg brugte mit ringhjørne - i dette tilfælde min mor til at bearbejde mine følelser.
Jeg var ikke svag den dag. Jeg var sej - og jeg var modig. Og vores mod kan kun vise sig, hvis vi trodses vores frygt.