tirsdag den 14. marts 2017

Mød mig i modgangen

Der er så meget i mit liv, som jeg er taknemmelig for. Ikke mindst mig selv... Ja, det kan lyde helt forkert. Det jeg mener, er at jeg er omgivet af dygtige og vidunderlige mennesker - privat, professionelt og i min fritid, som giver mig mulighed for at stråle og vokse. Gennem det sidste lange stykke tid har jeg af mennesker, hvis holdninger jeg værdsætter, fået en masse anerkendelse for min måde at være på og min måde at håndtere tingene på. Det er jeg meget stolt af. Jeg arbejder målrettet med mig selv, og det I ser i dag er en udgave, som er blevet tilpasset, skubbet til og udfordret - og stadig er work in progress.

Noget jeg bare ved, at jeg kan, er at få andre til at føle sig veltilpas i mit selskab. Måske fordi jeg elsker at være sammen med andre, lytte til deres historier og ikke mindst grine sammen med dem.
Men der, hvor jeg er mest stolt af mig selv og taknemmelig over, at jeg har udviklet mig, er i modgangen.

Jeg er som de fleste og bryder mig egentlig ikke om modgangen. Men det er netop her, jeg kan mærke, hvad jeg virkelig rummer. I modgangen vokser jeg - og det er her mine holdninger og værdier for alvor skal testes.
I modgangen kan en indre stemme godt nok sige til mig, at der må være en nemmere vej ud. Men jeg står fast og bliver i al ubehaget... Og her møder jeg det, som gør mig mest stolt.
Uden modgangen ville jeg leve et tamt liv...

Så vær ikke bange for at kaste dig udover modgangen - det er her, du møder dig selv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar