søndag den 30. oktober 2022

Jeg vil da ønske, at jeg ikke behøvede at ødelægge stemingen

Kender du det, at du er midt i en situation, hvor nogle siger eller gør noget, som du bare kan mærke slet ikke føles OK? Som får noget inde i dig til at krympe og vride sig. Du ved måske ikke helt, hvordan du skal håndtere det. Skal du lade som ingenting? Lade som om det der sker eller bliver sagt er helt i orden. Måske endda risikere at virke som om, at du er enig i det. Eller skal du sige noget højt. Tage en konfrontation og gøre opmærksom på det, som du oplever.

Sådan har jeg desværre haft det mange gange, for jeg har levet forholdsvis længe. Jeg har mødt mange mennesker - og det er altså bare ikke alle af dem, som har haft fokus på ordentlighed eller venlighed. 

Det er nok lidt naivt… men jeg vil virkelig ønske, at jeg ikke behøvede at “ødelægge” stemningen. Men jeg kan ikke lade være. I hvert tilfælde ikke hvis jeg skal være tro overfor mig sig og loyal overfor mine værdier og mit menneskesyn.

Desværre er det ikke noget, jeg bliver synderlig populær på. Eller sådan føles det i hvert fald.


Forleden oplevede jeg, at der kom en potentiel ansøger ind i på min arbejdsplads. Jeg mødtes ikke vedkommende, så jeg har ikke selv kunne danne mig et billede af ham. Men snakken gik i bygningen bagefter, fordi han åbenbart havde et mere anderledes udseende, end de fleste var vant til at se. 

Da jeg hørte den første kommentarer om ham, tænkte jeg, at min kollega nok bare sagde noget højt, fordi det kan man godt komme til, hvis man sådan lige er blevet overrasket. Så jeg slog det bare hen. Men da jeg skulle spise frokost, viste det sig, at en flok kolleger blev ved med at kommentere på vedkommendes udseende og morede sig lidt over det. 

Jeg vidste simpelthen ikke lige, hvad jeg skulle sige. For nok kan vi blive overrasket måske endda blive lidt rystet over egen opfattelse, når vi møder nogle, som er markant anderledes end os selv. Men at bruge det som underholdning og gøre sådan lidt "hyggegrin" af andre (også selv om de ikke ved det), er bare ikke i orden.

Men jeg sagde ikke noget. Jeg krympede mig, spise min frokost på rekordtid og gik tilbage til kontoret. Bagefter var jeg skuffet over mig selv. Fordi jeg ikke havde sagt fra. Jeg havde ikke kæmpet for det, jeg tror på. Det jeg ved er ordentligt.

Men det er ved Gud heller ikke nemt at føle, at man skal ødelægge den “gode” stemning IGEN.

For jeg er da lidt bekymret over, om mine kolleger allerede er en smule trætte af, at jeg ikke gider høre på småracistiske, sexistiske eller almindelige nedgørende bemærkninger og siger fra. Om de føler, at jeg går rundt og retter på dem. Jeg er ny på arbejdspladsen og har dårlige oplevelser med udelukkelse fra fællesskabet med i bagagen. Det har jeg bestemt ikke lyst til at opleve igen. Derfor kan det føles svært at navigere mellem ordentlighed og at være en del af et fællesskab.

Men jeg sige ofte fra. Siger at vi skal huske at være ordentlige overfor hinanden og møde forskelligeheder med forståelse. Jeg vil ikke tie stille, når jeg høre "dumme" bemærkninger. Ikke mere. Det har jeg gjort i alt for mange år. Det tror jeg en stor del af min generation har gjort. Det var som om, at det gjorde vi som en del af konceptet “god opførsel”.  Men opfattelsen af god opførsel kan ændre sig. Vi kan skubbe til grænserne og opfattelserne, hvilket rigtig mange mennesker allerede har gjort. De har gjort det på trods af, at de er blevet gjort til grin og blevet kaldt krænkningsparate. Men vi er ikke krænkningsparate. Vi er krækningsTRÆTTE! Trætte af at lade som ingenting og bevare en "god" stemning, hvor det er både almindeligt og tilladeligt at nedgøre andre mennesker.

Dagen efter min frokostoplevelse kom der igen kommentarer om ansøgeren. Denne gang sagde jeg noget. For mine kolleger er bestemt ikke onde eller dumme mennesker. De var nok bare ubetænksomme, fordi de jo også er vokset op i en kultur, hvor det at gøre grin med andre har været almindeligt. 

Jeg vælger at sige fra for at være tro overfor mig selv og mine værdier. Jeg gør det for at kæmpe for bedre vilkår for andre, som måske ikke har lige så nemt ved at sige fra. Jeg gør det for, de kommende generationer, så de forhåbentlig oplever, at vi taler om og til hinanden på en mere ordentlig måde, og at de ikke behøver kæmpe de samme kampe.

Men jeg ville da ønske, at jeg ikke behøvede at ødelægge stemningen. Jeg ville ønske, at vi allerede talte ordentlig om og til hinanden. Og mest af alt ville jeg ønske, at det ikke skulle føles som et dilemma for mig, hvor jeg skal vælge mellem det, jeg ved er rigtigt og ordentligt og at kunne være en del af et mellemmenneskelig fællesskab, som også er vigtigt for os.





fredag den 27. december 2019

Jeg gør det faktisk meget godt

Der er bare tider, som er sværere, hårdere eller vanskeligere end andre.
Tider hvor vi virkelig tager os sammen for bare at få de mest almindelige og forventelige ting til at hænge sammen. Tider som slet ikke er sjove.
Når jeg går igennem sådanne tider, kan det være svært for mig at se, at jeg overhovedet bidrager med noget som helst.
Jeg prøver... og jeg gør også noget hver eneste dag. Det virker bare ikke rigtigt som særligt meget.

Heldigvis er jeg omgivet af en masse gode mennesker i min familie, i min vennekreds og på mit arbejde, som hjælper mig med at se, at jeg rent faktisk gør det meget godt.
Og det er netop i de svære perioder af vores liv, hvor vi har allermest brug for at blive mindet om, at vi gør det godt nok.

Det skal vi også huske at fortælle os selv. Prøv lige at kigge ordentligt på dit liv - alt hvad du laver. Og se alle de ting som du faktisk gør ret godt.
Nogle gange handler det bare om, at du trods din egen indre sindstilstand husker at være der for dine nærmeste eller nogle, du møder på din vej.  Eller du trods træthed og manglende overskud husker at være hjælpsom.
Der er så meget vi gør, som virker som bittesmå ting, men som i virkeligheden beviser, at vi gør det godt nok.

Så brug endelig dagen på at finde alle de ting, du gør godt. Lav en liste hvis du for alvor har brug for at blive mindet om dem. Ros dig selv - for du har i den grad fortjent det.

onsdag den 25. december 2019

Det er ikke rart at komme med et byttemærke

I går var jeg til julegudstjeneste, og præsten talte om, at vi her til jul sørger for, at alt kan byttes. Desværre er der også meget i verden, der kommer med byttemærke... Bl.a. de forhold vi har med hinanden. Det kan nemlig af og til føles som om, at hvis vi ikke hele tiden er gode nok, så kan vi blive byttet.

Og den følelse kan jeg alt for godt forholde mig til, for jeg har i flere perioder af mit liv følt, at jeg var på prøve... og at jeg havde svært ved at bestå prøven.
Ofte har jeg slet ikke været klar over, at jeg var i gang med en prøvetid, før jeg havde gjort alt muligt åndsvagt for at bestå. for ikke at blive byttet til én der var bedre, sødere, dygtigere - mere et eller andet, jeg i ihvertfald ikke var. Og mest af alt havde jeg gjort noget for at være anderledes end, det der allerinderst er mig. For jeg ville ikke smide i byttebunken.

Og når jeg tale med især de unge mennesker i mit liv, så er de også bange for at blive byttet ud. At det de byder ind med slet ikke er nok.
Det er egentlig ganske frygteligt at skulle leve sådan.

Jeg håber for mig selv og for alle andre, at vi ikke finder os i at være på prøve, men at vi går all in i det, der har betydning for os, uanset om det er forhold, jobs eller noget helt tredje. At vi ikke laver os selv om for at passe en størrelse bestemt af nogle andre.
Og hvis andre insisterer på, at vi skal have et byttemærke på, så de kan komme af med os, hvis det bliver belejligt, skal vi tage benene på nakken, og komme væk hurtigt muligt. For ingen skal leve på prøve.


tirsdag den 24. december 2019

Balance

Tanken om julefreden har sænket sig de fleste steder, det er dog ikke sikkert at selve julefreden har. For mange af os har super travlt netop op til jul.
Travlt med at være gode forældre, som husker på pakkekalendere, adventsgaver, julegaver og julemad. Samtidig med at vi ofte også har travlt på arbejdet. for der er meget. der skal nås inden en lang juleferie eller måske bare nogle dage fri. inden vi igen får travlt mellem jul og nytår.

Sådan en december har jeg haft. Faktiske har jeg haft travlt meget længere... og jeg har stået i store livsomvæltninger det sidste halvandet år.
Alligevel har jeg haft svært ved at forstå, at jeg har været træt og har manglet overskud. Og jeg har haft svært ved at indrømme, at det måske er helt i orden, at jeg ikke lige har været på toppen. For dem omkring mig kan jo ikke gøre for. at jeg har travlt, så de skal jo ikke mærke det. Så jeg har prøvet at vise overskud og knokle videre i samme tempo.

Men nu har julefreden endelig fundet frem til mig. Tankerne er ved at falde til ro. og jeg kan næsten sidde stille og bare lave en ting ad gangen.
Så det er ikke store, vilde eller dyre ting jeg ønsker mig denne jul. Jeg ønsker mig fred og balance. Og det er der ikke andre end mig selv, der kan give mig.



Balance i liv kræver, at jeg gør op med alle de forestillinger og forventninger , som jeg tror andre har til mig. Jeg skal bryde nogle af de små latterlige regler, jeg har i mit hovedet. Regler der fortæller mig, hvad jeg burde gøre eller ikke burde gøre. Altså ikke sådanne nogle, som er gode at have, som et indre moralsk kompas. Men regler som er kommet til gennem mit liv, og som har til formål at gøre mig mindre end eller i hvert fald ikke for meget. Regler der vil.a. siger, at jeg ikke bare kan tillade mig at sige nej, eller lade andre vente eller ikke have styr på alt muligt.

Så reglerne skal ud, så jeg kan få balance og ro. Det er ikke den nemmeste gave at give sig selv.
Det er de bedste gaver i livet, som regel aldrig.

fredag den 29. november 2019

Prøv at være stille...

Vi voksne taler hele tiden! Altså når vi taler med børn og unge om, hvordan de har det eller om hvilke udfordringer, de står i, så fylder vi det meste af tiden ud med vores egen tale.
Det betyder, at barnet eller den unge ikke har plads til at fortælle, hvad de synes om deres egen situation.

Jeg ved godt, at det ikke altid er sådan, men jeg har bare  rigtig mange gange oplevet, at de voksne stiller et spørgsmål - og når fx den unge bruger lidt for lang tid på at svare, så kommer der bare et nyt spørgsmål, eller også kommer vi med vores egen forklaring på, hvorfor tingene er, som de er.

Når jeg taler med de unge om de situationer, så er de meget bevidste om, at hvis de lader være med at svare i første omgang, så behøver de slet ikke fortælle noget som helst. De kan deltage i noget, der minder om en samtale - uden at deres input overhovedet behøver at betyde noget. De er så klar over det, at de meget ofte benytter sig af det.
Men de er samtidig trætte af, at de voksne hellere vil høre på dem selv end at tage sig tiden til at vente på, at den unge selv formulere sig og selv kommer frem til problemstillingen. De er trætte af at føle sig uvigtige i, hvad der på overfalden kan ligne vigtige samtaler om deres liv.

Så jeg synes, at vi skal prøve at være stille. Vi skal være meget bedre til det. Vi skal gerne stille spørgsmål til vores børn, og vi skal gerne tage samtaler om både svære emner og emner, som virkelig betyder noget i vores børns liv. Men vil skal lade dem komme med deres egne svar.


fredag den 18. oktober 2019

I pauserne finder jeg mig selv

Der er varm te i min kop og ro omkring mig. Hele huset sover endnu. Sådan har mine morgener været igennem mange år - og jeg elsker den alenetid, jeg har her.

Faktisk har jeg den kun lige nu, fordi vi har ferie. Vores morgenrutiner har nemlig ændret sig, fordi vi er flyttet. I hverdagen er det min mand, der står først op, og så er det børnene, som skal op. Som morgenmenneske er jeg oppe sammen med dem, men der er ingen ro. Der er en morgenhektisk stemning. Og først når de er ude af døren ved 7-tiden, falder der ro over huset.
Misforstå mig nu endelig ikke. Jeg elsker tiden sammen med min familie - også hverdagsmorgenerne.  Jeg savner bare den rolige start på dagen. Tiden til ro og tanker inden de andre vågner.

For selvom jeg elsker at være sammen med andre mennesker og stortrives, når der sker alt muligt omkring mig, så kan jeg bare bedre lide, den jeg er, når jeg har tid og mulighed for pauser.
Pauser uden forpligtelser, pres og ansvar. Pauser til bare at være mig og være i nuet.
Det er i pauserne, jeg finder mig selv - eller måske genfinder mig selv. Det er her, der kommer ro og orden på alle mine tanker. Det er her, jeg er helt mig selv.

Jeg tror, at mange af os glemmer at holde pauser. Måske fordi vi er gode til at tidsoptimere. Og umiddelbart virker pauser jo ikke særlig produktive. Gennem til tider bitter erfaring har jeg dog lært, at tiden mig selv er værd at prioritere. Men det har ikke været nemt. Men det er, det som er vigtigt sjældent.


onsdag den 16. oktober 2019

Bekymringer er en slags husgæster

Bekymringer er vel egentligt bare en del af et almindeligt liv. Jeg tror, at mange af os har glemt, at det er helt i orden ikke altid at være positiv. At vi også godt må erkende, at nogle ting bare bekymre os...

Noget af det, der fylder hos mig, er min søns forestående operation. Han skal gennem en større kæbeoperation, som muligvis kommer til at foregå inden jul. Vi ved meget lidt om den. I dag fik vi dog af vide, hvornår den endelige forundersøgelse er og lidt om, hvad vi kan forvente mht. indlæggelse i forbindelse med operationen.

En del af mig - den logiske del, ved godt at jeg ikke skal bekymre mig. Der er dygtige og professionelle mennesker, der har styr på detaljerne. Alligevel har jeg i gennem længere tid oplevet en underliggende bekymring, som egentlig ikke fylder så meget i hverdagen, men som alligevel er tilstede hele tiden. Som en gæst, jeg ikke har inviteret, og som ikke vil tage afsted igen...
Det er svært at forklare, hvorfor bekymringen er der, måske fordi den mest er en følelse. En irrationel en. Måske fordi jeg bare gerne vil have, at min søn ikke skal have ondt. Måske fordi jeg ikke selv kan kontrollere forløbet eller tidshorisonten.

Uanset hvad den skyldes, er jeg klar over, at bekymringen ikke forsvinder eller bliver mindre, hvis jeg ignorerer den. Jeg er nødt til at se den i øjnene. At erkende dens eksistens. At leve sammen med dem.
Og det er helt OK og ganske normalt. En dag - før eller siden - tager gæsten jo hjem.