De umuligste børn

Mit hjerte ynder alle de umuligste børn... Ordene har hængt fast i min bevidsthed og i mit hjerte siden jeg forlod folkeskolen for snart mange år siden. Det var min klasselærer, som læste Tove Ditlevsens digt højt for min klasse og mig på vores sidste skoledag. Vi var ikke nogen nem klasse, og der må have været dage, hvor vores ellers meget tålmodige klasselærer må have været træt af den udfordring, klassen konstant var. Ikke desto mindre valgte hun at give os disse ord med videre i livet.

Gennem en hel del år har jeg ofte sagt ordene højt og på den måde smagt på deres betydning for mig som lærer. Ikke mindst når jeg har stået overfor klasser, hvor både voksne omkring klasserne og eleverne i disse klasser har spurgt mig, hvordan det dog kan være sjovt at skulle dele hverdag med umulige børn.

Men det er netop sjovt, fordi jeg ynder disse umulige børn. Jeg ynder deres udfordringer, deres sætten spørgsmål ved livet og deres ønske om at blive noget, de måske slet ikke kan sætte ord på endnu. Jeg ynder at se dem vokse, fejle sig fremad og glæden i deres ansigter når tingene lykkes. Jeg ynder følelsen af den forskel, jeg kan gøre, de liv jeg kan hjælpe på vej, og den styrke som kan lokkes frem i disse børn og unge mennesker.

Sammen med Danmarks fremtid, blandt alle de umuligheder og muligheder der er i vores folkeskole, ynder jeg at være.

Og indtil for ganske nyligt havde jeg slet ikke tænkt på, at det netop var min klasselærer, der i 1988 gav mig de ord med videre i livet, som skulle komme til at forme mit engagement og mit arbejdsliv. Min klasselærer så muligheder i mig lang tid før jeg selv så dem. 

Det siges, at intet er umuligt for den, der bærer viljen i hjertet. Men måske er tingene heller ikke umulige for dem, som bakkes op af lærere (eller forældre, venner, arbejdsgivere...) indtil viljen i hjerte kan rodfæste sig, vokse frem og blomstre. 

Ingen kaffekøer her.

På vej ud af parkeringspladsen ved et af de lokale supermarkeder holdt jeg tilbage for en mand, som skulle krydse vejen. Han så ikke specielt glad ud og jeg tænkte, at her var sikkert en lidelsesfælle, som også hadede at skulle købe ind til familien.
I det samme jeg havde tænkt den tanke, blev jeg ramt af en følelses af utaknemmelighed. Jeg havde netop sørget for, at min familie (og de gæster vi skulle have på besøg sammen aften) kunne få et lækkert måltid. Mit problem havde ikke været om der var mad nok, eller om der var forskellige lækkerier at vælge mellem. Det største problem havde været at prioritere og vælge fra.


Jeg kom til at tænke på filmen En russer i New York (Moscow on Hudson) fra 1984, hvor Robin Willimas spiller en russisk (egentlig en sovjetborger) afhopper, som pludselig skal lære at begå sig et kapitalistisk forbrugersamfund. Den ene dag tager han i supermarkedet for at købe kaffe. I Moskva havde han været vant til at stå i kø i timevis for at få lov til at købe kaffe - en slags kaffe, bestemt af staten. Ofte havde han ventet forgæves.... Inde i det amerikanske supermarked spørger han på gebrokken engelsk efter kaffekøen. En medarbejder peger hen mod hylderne med kaffe. Først forstår russeren ikke svaret, og kigger sig om efter kaffekøen. Han spørger igen og får sammen svar. Langsomt bevæger han sig langs de mange hylder med alle mulige forskellige slags kaffe inden han til sidst nærmest besvimer af overvældelse.
Selvom det er mange, mange år siden, jeg har set filmen, stod denne scene lysende klart for mig denne eftermiddag på vej væk med ugens indkøb. Jeg er ikke vokset op med mangel på fødevarer. Alligevel gjorde kontrasterne i denne scene så stort indtryk på mig, at den har prentet sig ind i min hukommelse.  Og det var den scene, som talte til min dårlige samvittighed og følelsen af utaknemmelighed.


Hvorfor har jeg så negativ en holdning til den luksus, det er at kunne sørge godt for min familie? Jeg lever i et samfund med masse af muligheder. Ikke bare med hensyn til de store valg i livet, men så sandelig også i forhold til de små daglige valg. Jeg har valget om at købe lige præcis den slags mad jeg har lyst til. Jeg som forbruger kan vælge til og fra, en luksus som er så vigtig for mig, og alligevel har jeg ikke sat pris på den.


På parkeringspladsen forleden kunne jeg mærke noget ændre sig i mig. Jeg var pludselig glad for at jeg havde være ud og handle. Jeg var glad for de varer, som lå i mit bagagerum - og jeg var taknemmelig over at have de mange valgmuligheder.

Hvor mange ord er nok?

Harper Lee døde forleden. Hun blev verdensberømt tilbage i 1960, da hun udgav sin bog To Kill a Mockingbird (Dræb ikke en sangfugl). Jeg skriver netop bog i ental, da den igennem mange mange år var den eneste bog, hun havde udgivet - og tilsyneladende også den eneste hun ønskede at udgive.

Som menneske var hun meget genert og ville ikke lade sig interviewe. Til trods for at hun vandt en Pulitzer pris, og at bogen blev filmatiseret - og herefter vandt tre Oscars, så stillede Harper Lee ikke op til offentlig skue eller til mediernes til tider nærgående spørgsmål. Hun skulle engang have udtalt, at hun med sin bog havde sagt, det hun ønskede at sige. Så var der ingen grund til at tale mere om det.
I 2015 udgav hun alligevel endnu en bog Go Set a Watchman (Sæt en vagtpost ud). Bogen blev dog skrevet før To Kill a Mockingbird, så måske var der ikke mere at sige...

Denne vedholdenhed omkring hendes eget ønske om at dele noget med verden - og samtidig hendes bevidsthed om, det hun delte, netop skulle være efter hendes eget ønske, og ikke forbi nogle andre synes, at hun burde - det fascinerer mig. Måske fordi jeg selv ofte føler, at når jeg har udført en opgave godt, så skal jeg igen og igen bevise, at jeg stadig kan gøre det - og forhåbentlig en lille smule bedre end sidste gang. Jeg synes, det kan være svært at modstå andre forventninger.

Hvad ville der ske, jeg ikke var drevet af  andre holdninger til det jeg lavede? Især de ting som jeg for alvor brænder for.
Jeg kender godt svaret! For de dage, hvor jeg husker mit overordnede hvorfor og lader det være mit kompas, forstyrrer andres holdninger mig slet ikke. Holdningerne kan sagtens give anledning til refleksion og til at korrigere retningen. Men aldrig til forvirring eller mismod. De dage ved jeg, at jeg har sagt, det der skulle sige, og at det var ord nok.

God service - god opførsel. Det går begge veje.

For et par uger siden var hele min lille familie ude for at hjælpe min søn med at finde konfirmationstøj. Det viste sig, at det var meget nemt. Jeg havde egentlig forberedt mig (og min søn) på, at vi kun lige skulle kigge for at finde ud af, hvad der var at få.

Efter besøg i et par butikker trådte vi ind i endnu en butik i vores lokale center. Vi kiggede hurtigt rundt og konstaterede, at der nok ikke var noget i min søns størrelse. På vej ud af butikken kom en ung ekspedient over til os, for at spørge om han kunne hjælpe os. Vi afviste ham høfligt, da vi jo lige havde konstateret, at der ikke var noget interessant for os. Heldigvis mødte han os med et smil og et "Lad mig alligevel prøve." Han kiggede direkte på min søn og spurgte ind til hans ønsker mht tøjet. Min mand og jeg blev ikke spurgt. Ekspedienten havde fokus på min søn. Straks derefter fandt den unge mand lige det tøj frem, som Roar havde drømt om at finde - og i den rette størrelse.
Vi endte med at gå ud af butikken med et flot sæt konfirmationstøj og en fantastisk følelse af at være blevet behandlet godt og respektfuldt. Vi var ikke blevet presset til at købe. Vi var ikke blevet overladt til os selv. Den vigtigste person (min søn) var den, som var blevet sat i centrum. Alle vores spørgsmål blev besvaret på en faglig og ordentlig måde.

På vejen hjem talte vi om vores gode oplevelse. I vores familie taler vi meget om, hvordan vi mennesker interagerer, og ikke mindst om hvordan vi kan være gode for hinanden. Ikke bare i familien men i større målestok. Og her var der tale om, at interaktionen var god på flere planer.

Denne gode oplevelse af service er vigtig for mig som forbruger. Mange ting, bl.a. det tøj jeg godt kan lide, kan købes mange forskellige steder. Så hvis en butik ikke tilbyder mig en god service oveni, så kan jeg ligeså godt finde et andet sted at handle. Jeg møder heldigvis og rigtig ofte god service. Og gør jeg ikke det, så finder jeg et andet sted at handle.

Der er dog også en anden side af dette synspunkt, nemlig er jeg en god kunde... Her mener jeg ikke, at jeg købe mange ting eller handler der ofte. Men er jeg en kunde, som behandler butikkens ansatte med respekt og ligeværd? Eller ser jeg de ansatte, som objekter der kun er til for at servicere mig? Hvis jeg virkelig skal være ærlig overfor mig selv, så tror jeg, at jeg ofte oplever god service, når jeg er respektfuld og møde ekspedienten med ligeværd. Er jeg derimod i dårlig humør og har taget min dårlige opførsel med mig, så... Ja, så møder jeg sure og ligegyldige ekspedienter.

Fremadrettet vil jeg stadig ikke handle steder med dårlig service, MEN jeg vil gøre mit bedste for at møde personalet i de forskellige butikker med respekt, ligeværd og venlighed. De skal vide, at jeg sætter pris på, at de er der, hvis jeg skulle have brug for deres hjælp.

Dovenskaben længe leve!

I denne uge har jeg nydt min vinterferie i fulde drag. Igennem hele ugen har jeg været bevist om, hvordan jeg har brugt min tid. Jeg tilhører gruppen af "overachievers" og har derfor svært ved at holde helt fri. Heldigvis har jeg været fornuftig nok (og har lagt en mental plan for ugen - jeg er ikke overachiever for ingenting) at give mig selv lov til at lave ingenting i dag.
Ingenting er dog lige med - planlægning af en spejdertur for ca. 40 spejdere i alderen 6-16 år. Selvom jeg har gjort det mange gange før tog det alligevel adskillelige timer. Jeg nød heldigvis processen :-)


Men ellers har jeg øvet mig i at lave ingenting. Min mand var på arbejde og min datter på tur med nogle veninder. Så det var kun min søn på 13 år og jeg, der var hjemme. Vi har set to film. Taget en kage op af fryseren - og har spist noget af den. Heldigvis ikke det hele... Vi har godt nok også lavet og spist morgenmad og frokost. Ja, det er store bedrifter - men ellers ingenting.


Hen på eftermiddagen kom min mand hjem og mindede mig om, at vi jo også skulle have noget aftensmad... Hvis jeg ikke har nævnt det før, så vil jeg gerne sige, at jeg HADER at handle. Når jeg går ind i Bilka eller lignende steder, går der en osteklokke ned over mig og jeg går rundt som en zombie...


Men tilbage til aftensmaden. Min mand har arbejdet hele ugen, og da han kom hjem i dag, gik han straks i gang med at ordne noget med huset. Så kunne jeg ikke rigtig forvente, at han også handlede til aftensmaden. Hvis jeg skulle være et ordentligt menneske (og det vil jeg gerne være), så skulle jeg sørge for aftensmaden. Men jeg havde jo planlagt at beholde mit nattøj på hele dagen. Og jeg gad overhovedet ikke at gå i en eller anden butik. Så jeg åbnede i stedet køleskabet og så forskellige rester. Hurtigt baksede jeg noget sammen, som blev til et lækkert måltid. Og tak for det. Havde jeg ikke været doven, så var jeg gået ud for at købe ind, hvilket meget sandsynligt havde medført, at vi ville have smidt for gammelt mad ud i næste uge. I stedet nåede jeg at bruge forskellige grøntsager og en stadig lækker steg - og forvandle det til et dejligt måltid, som ikke bare smagte godt, men som også gav god samvittighed. Så længe leve dovenskaben!

Følelser og ting

Jeg har ting i mit hjem, som jeg desværre på en eller anden måde er blevet følelsesmæssig knyttet til. Og det er ikke ting, som har affektionsværdi. Men ting som påvirker nogle underlige følelser hos mig... Som fx nogle gamle jeans. Jeg bruger dem godt nok ikke rigtig mere, men de fejler ikke noget og hvad vigtigere er, de minder mig om fantastiske stunder fra da jeg var yngre. Jeg kan derfor ikke nænne at smide dem ud, selvom den lave talje ikke fremhæver noget særlig positivt ved min 44- årige krop. Hvis jeg skal smide dem ud, så skal jeg også gøre op med de følelser, som stadig rumsterer i mig.

 Da jeg jo elsker at genbruge ting og forlænge deres liv, får jeg også tit noget af min velmenende omgangskreds. Mange af disse ting har virkelig fået nyt liv og giver mig glæde. Men nogle af tingene passer ikke mere til min hverdag eller er på andre måder blevet til overs. Alligevel fylder de i mit hjem, nok mest fordi jeg føler at jeg vil være utaknemmelige, hvis jeg skiller mig af med dem. Vel vidende at det er præcis, hvad den forrige ejer gjorde. Hvorfor vælger jeg så at beholde disse ting? Tyngdes jeg af "pæn-pige-syndromet"?

Hvor mange ting har vi ikke alle sammen liggende, som ikke bidrager til vores nuværende liv? Ting som holder os fast i en fortid, uanset om den bringer positive eller negative følelser frem i os. Og hvorfor?

Mens jeg skriver det fyldes jeg med en indre oprørsfølelse. En lyst til at gøre hvad jeg vil med de ting, som nu engang er mine. En lyst til at være tilstede her og nu - og ikke knytte mig til materielle byrder.
Jeg vil være en glad forbruger - være glad for de ting jeg ejer. Jeg vil omgive mig med ting, som bidrager positivt til det menneske, jeg er nu - ikke til den jeg var eller andre tror jeg er. Jeg vil rydde ud med glæde og god samvittighed 😄
Hvad trænger du til at rydde ud i?