Status anno 2016

Ligesom så mange andre har jeg brugt de sidste par dage på at gøre status over det forgangne år. Som den fødte optimist, føler jeg, at livet altid har noget godt at give mig, så det er der mit fokus er. Vi gør vel status for at finde ud af, om vi nu også har brugt vores liv, som vi ønskede det skulle bruges. Fik vi nok af alt det, vi ønskede os, da vi sidste år forventningsfulde var klar til at tage hul på 2016? Og fik vi nydt de enkelte øjeblikke, mens de var der?
Jeg håber, at du og jeg kan sige: Ja - i hvert fald for det meste.

Livets uundgåelige

Jeg må dog konstatere, at der er hændelser, som jeg helst ville have været foruden. Små slag i hverdagen, der ophobede sig så meget, at de blev kvælende. Sygdom´, der gennem mange år har haft fat i min familie, og har præget min måde at tænke og agere på. Afsked med mennesker... Dette er hændelser, som uundværligt også er en del af livet. Hændelser, jeg ved er med til at forme, den jeg er, og den jeg kan blive. Hændelser, jeg en dag vil være glad for, at jeg har haft mulighed for at gennemleve, men som også kræver afstand, før jeg for alvor kan værdsætte dem...

Lykke i det store og i det små

Heldigvis er der også mange episoder, der fylder mit hjerte med glæde. De store begivenheder - ikke mindst i min nære familie, hvor vi sammen har fejret livet og hinanden. De små begivenheder, hvor lykken fylder øjeblikke og sætter sig fast i hjertekuglen som skønne minder. Ofte kan vi slet ikke planlægge disse begivenheder. De dukker bare op, nærmest ud af det blå og river os med i en brusende rus af henrykkelse og glæde.
Der er også mange episoder, hvor jeg er blevet fyldt med taknemmelighed over mine medmenneskers omsorg og kering. Netop fordi 2016 har været et år, hvor jeg i perioder har følt mig i knæ, har disse episoder betydet uendeligt meget for mig og for min evne til at komme ovenpå igen. På mange måder er det disse øjeblikke, der rammer mig dybest, for det er der, jeg for alvor mærker samhørigheden og forbundenheden med andre.

Status og planlægning

Jeg bruger også status over året til at planlægge fremad. Hvad er det, jeg skal gøre mere af? Hvad skal jeg gøre mindre af? Det kan lyde så stort og forkromet, men det er det slet ikke. I min planlægning er der samtaler med min mand, hvor vi til stadighed bliver klogere på hinanden og livet. Gåture med min datter, hvor vi får talt om livet og det som optager os. Hyggesnakke med min søn om bl.a. vores fælles interesse for musik.
Jeg sammenholder også mit år med mine værdier. Har jeg levet efter det, som har mest betydning for mig? Jeg bruger mine værdier til at holde kursen i en ofte turbulent hverdag.

Når jeg så har lagt nogle overordnet planer, så efterlader jeg masse af plads til det uforudsete, uventede og impulsive - for sådan kan jeg bedst lide det.
Jeg håber, at du i din status får øje på alle de fantastiske øjeblikke - store og små  - som 2016 gav dig. Og at du langsomt opdager det værdifulde i de hårde episoder.

Hold din kritik for dig selv

Jeg gider ikke høre på folks ucensureret kritik. Den, som mange mennesker åbenbart synes, at deres omgivelser ikke kan leve uden. Kender du fx mennesker, der indleder en kritik med: "Jeg bliver nød til at sige...". Og nej, der er intet du bliver NØD til at sige (med mindre du er under tortur, så er det en helt anden historie...), men der er meget, du vælger at sige. Og der en kæmpe forskel!

Vigtige og ikke-vigtige meninger 

I  mit ringhjørne er der et udvalg af betroede mennesker, som fortæller mig præcis det, jeg har brug for at høre. De hårde og ikke altid så skønne fakta. Det har jeg et stort behov for, hvis jeg skal navigere gennem livet på en ordentlig måde. Her er jeg omgivet af mennesker, som kender mig godt. Som kender til mine bevæggrunde og min historie - og som derfor også forstår mine handlemåder bedre end alle andre.
Men udenom er der et hav fyldt med mennesker, som gerne vil have meninger om mig og mit liv, selvom de ved meget lidt om begge dele. Jeg tror, at dig som sidder og læser dette netop nu kender til disse mennesker - og hvordan de påvirker dit liv. Det er mennesker, som ofte ligeså godt kunne kritisere vejret, som de kunne kritisere dig. Desværre rammes du og jeg ofte af den kritik, som om den havde værdi for os.

Kritikken hjælper ikke

Jeg kender ikke den specifikke psykologiske begrundelse til at folk blander sig med deres kritiske bemærkninger - ud over den at det er nemmere at gemme sine egne fejl, hvis vi pludselig skal have fokus på mine... Men jeg ved, at når jeg kritiserer andre mennesker, så er konsekvensen af mine ord ofte ikke, at de bliver bedre til noget eller gladere - tværtimod...
Hvis du nogensinde har oplevet et barn, der var i gang med at tage sine første skridt - så husker du sikkert begejstringen over hele situationen, trods alle de fejl der blev begået. Og du reagerede sikkert med en kæmpe optimisme og opbakning. Og hvorfor ikke? Barnet havde sikkert fortjent denne entusiasme. Og du vidste instinktivt, at barnet ikke havde brug for kritikken, selvom det muligvis var komplet umulig til det der med at gå.

På samme måde bliver jeg ikke bedre af, at mere eller mindre tilfældelige mennesker får afløb for alt muligt ved at kritisere mig. Jeg bliver ikke til et bedre mennesker, hverken overfor mig selv eller andre, hvis jeg bliver kritiseret for mit valg af tøj, mit hår, mine jobvalg, mine børns valg eller hvor tit jeg ringer til mine veninder.

Hvad er kritik?

Kigger man på synonymer for ordet kritik, kommer ord som bebrejdelse, bedømmelse og påtaler frem. Ord som betyder, at hvis jeg kritiserer et andet menneske, lægger jeg inde med svaret på, hvad de skulle have gjort. Jeg lægger inde med det rigtige svar. Og hvordan kan jeg nogensinde gøre det, uden at kende hele sandheden om dem? Hvordan kan jeg nogensinde vide alt om, hvorfor de tager de valg, de nu engang tager? Nej vel...
Kritik eksisterer for at jeg kan føle mig bedre end dem jeg bebrejdelser, bedømmelser og påtaler. Hvis jeg skal holde mig fra kritik, må jeg også føle mig både værdig ved bare at være mig og ligeværdig med mine medmennesker.

Glem dine meninger om andre

Mange gange kan du bare spørge dig selv, om du overhovedet skal have en mening om det andet mennesker og deres valg. Og mange gange vil svaret være - NEJ, det skal du ikke. I stedet for den kritiske tilgang synes jeg, at vi skal stille hinanden mange flere spørgsmål. Hvis du undrer dig over noget dine medmennesker gør, siger eller er, så spørg med en åbenhjertet nysgerrighed. Spørg: Hvorfor? Hvorfor siger du det? Hvorfor gjorde du det? Hvorfor valgte du det? På den måde vil du blive klogere på dine medmennesker - og måske også på dig selv. Du vil gøre dem klogere på sig selv og måske også dig. Og sidste men så absolut ikke mindst, så har du bidraget til et positivt samvær, hvor der er plads til forskelligheder.
Gem dine meninger væk og mød verden uden fordomme - og du vil opleve en helt ny verden.

Giv kroppen fred

Normalt har jeg et rimeligt fint forhold til min krop. En krop som har båret mig igennem 45 år, født to børn og ikke altid er blevet passet lige godt på. En krop som har ar og strækmærker, der hver især fortæller dele af mit livs historie. En krop som sørger for, at jeg kan bevæge mig rundt i verden og mærke livet. En krop som fortjener taknemmelighed.

Når jeg nu siger, at jeg har et rimeligt forhold til den, så er jeg meget klar over, at dette forhold kunne være bedre. At det ikke er helt godt. Jeg er klar over, at jeg ligesom alt for mange andre mennesker kritiserer min krop - og dermed også mig selv. Jeg synes ikke, at den lever op til de standarder, jeg åbenbart giver medierne ret i, at jeg burde følge. Der er for meget 45 årige jeg-har-ofte-for-travlt-til-at-passe-ordentligt-på-mig-selv over den.
Jeg ved selvfølgelig godt, at alt dette bare er et problem inde i mit hoved. Og at hvis nogle ikke bryder sig om mit udseende, så er det i virkeligheden deres problem. Men hvorfor føles det så som om, at det er mit problem? Hvorfor føler jeg, at jeg skal leve op til en standard, som jeg ikke helt selv har sat?

Forleden da jeg så mig selv i spejlet og  kæmpede lidt med modstridende tanker om mit udseende, tænkte jeg:"Jeg er omsorgsfuld, kærlig, dygtig og stolt af mig selv. Jeg kan så utrolig mange ting og har opnået mange ting. Alligevel tillægger jeg min krop ufattelig stor betydning i forhold til, om jeg er god nok. Det er da ubegribeligt!" Jeg ved ikke, om andre har haft samme tanker, men jeg havde virkelig et AHA-øjeblik lige der. Jeg synes, at vi alle skal passe på vores kroppe, både indvendig og udvendig. Jeg synes, at vi skal være glade for vores kroppe og huske på, at uden en krop kunne vi ikke gøre alt det, vi har lyst til. Men jeg synes så sandelig også, at vi skal lade være med at fokusere så meget på vores udseende. Jeg er så meget mere end min krop. Faktisk vil jeg være temmelig skuffet, hvis jeg blev husket for mit udseende, og ikke for min måde at møde andre mennesker på, eller for det jeg har givet til mine omgivelser og samfundet.

Forfængelighed kan være en god ting. Det er bl.a. grunden til at vi går i bad, tager rent tøj på og i det hele taget sørger for, at vi byder ind i sociale fællesskaber på en ikke-stinkende og lidt mere lækker måde. Og lad os endelig blive ved med det. Forfængeligheden må bare ikke blive til en forglemmelse i forhold til os selv og vores omgivelser. Den må ikke overskygge resten af livet eller definere vores værd.
Så giv kroppen fred fra de hårde ord og negative tanker. Ros den for det den er og kan. Og ikke mindst giv kroppen fred til at være, som den er. I dit møde med andre mennesker, hav da fokus på hvad de bidrager med, og ikke om de ser godt ud i dine øjne.

Det er bare endnu en årstid...

Gennem det sidste lange stykke tid har det været mørkt, når jeg kørte til arbejde - og mørkt når jeg kørte hjem igen. Mørket har ligesom bare været der hele tiden.
Vinterens mørke tynger mange, dette til trods at vi ved, at lyset venter forud. Det er jo bare en årstid, og snart kommer en ny.

Vores liv er også sat sammen af årstider. Nogle gange er vi fyldt af foråret håb og spirende nye ting. Nogle gange er det sommerens lyse lethed, der præger vores liv. Andre gange er det efterårets afsluttende skønhed, vi ser. Og så er der vinterens mørke tunghed... Det som vi så ofte vil undgå for alt i verden. De andre årstider virker sjovere - og har helt sikkert flere ting, som jeg ønsker at identificere mig med.  Vinter symboliserer tristhed, tungsind og triviel hverdag. Hvem gider at være det???
Jeg har gennemgået nogle svære år - år som på mange måder har været en vinter med netop tristhed, tungsind samt en triviel og vanskelig hverdag. Mørket fyldte meget i mit sind. Forskellen på sindets vinterens og naturens vinter er, at vi ikke ved, hvornår lyset vil vende tilbage. Vi kan ikke tælle ned til solhverv. Vi kan bare vente. Vente på at lyset viser sig.
Hvad kan vi så bruge ventetiden på? Det samme som vi gør i naturens vinter. Nemlig at hygge med de mennesker, der står os nærmest. Indgå i dybe samtaler over stearinlysenes skær om, hvad livet virkelig betyder for os. Bruge tiden indendørs til at pleje os selv - både fysisk og mentalt. Eller samle vores kære til en fejring af livet eller at lyset VIL komme tilbage.

Så jeg har fundet ud af, at livets vintre ikke er så forfærdelige endda. Vi kan gå i dvale. Gøre os klar til at komme tilbage endnu mere storslående, end vi gjorde året inden. Vi har brug for vintrene for at kunne forberede os til et forår, hvor vi igen skal springe ud som smukke blomstrende afgrøder, der giver til den verden, vi er en del af.

Tak for lyset

Nu har julelyset for alvor gjort sit indtog i det decembermørke land. Og hvor er det dog skønt. Når jeg bevæger mig gennem de vestsjællandske landevej oplyser istapper, juletræer og blinkende lygter mine omgivelser.

For nogle mennesker begyndte oppyntningen allerede i midten af oktober, hvilket betød, at helt andre mennesker blev vildt irriteret og oprørte over, at de førstnævnte allerede julede - langt tid før "man" burde begynde på den slags. Det er ikke kun tidpunktet for oppytningen, der sætter sindene i kog - det gør selv dekorationerne også - og omfanget af dem. Det kan enten være alt for meget eller alt for grimt.

Og egentlig har jeg også altid synes, at det var nok lidt vel tideligt for den slags pjat - og alt noget julelyspynt var alt for grimt. Men ikke i år. I år er jeg bare glad for julelysene. I år er jeg taknemmelig over, at de julehyggende mennesker bruger energi på at sprede lys og glæde for os andre. At de har en lyst til at gøre noget, der kan glæde helt fremmede mennesker - og er det ikke bl. a. det julen handler om?
Når jeg en mørk sen eftermiddag kører hjem fra arbejde, og solen har kastet sine sidste stråler, så varmer lysene helt inden i, og jeg bliver mindet om, hvad det betyder at lyse i mørket. Jeg bliver mindet om, at selv små lys gør en stor forskel i det ellers altomsluttende mørke. Og ikke mindst bliver jeg mindet om, at jeg i hvert fald ikke har det rigtige svar på, hvor tideligt eller hvor meget der skal julepyntes.