Nej tak... Tror jeg

Ja-hatten har alt for længe siddet alt for fast på mit hoved. Den har tynget og trykket alt for meget. Og det til trods for, at en telefonsælger for ikke så lang tid siden klagede over, at jeg ikke have ja-hatten på, da jeg sagde nej til hans sikkert super gode tilbud...


Ja-hatten er en fast del af mig. Igennem mange, mange år - ja lige så lang tid jeg kan huske tilbage i mit voksne liv - har jeg haft den på. Jeg vil nemlig så gerne være med i al ting.
Desuden bor der inden i mit hoved en pæn pige, som gerne vil være perfekt. Ikke sådan med at have styr på hår og tøj eller mine ting, for det har jeg opgivet for lang tid siden. Men perfekt på den måde, hvor jeg kan klare det hele, tør det hele og vil være god til det hele. Mine tanker, og det jeg siger til mig selv, fodrer denne pæne pige. Nogle gange fylder hun utrolig meget. Det er, når jeg på alle andre måder føler mig lille - eller "mindre end". Andre gange fylder hun knap så meget, nemlig når jeg tror på mig selv og ikke behøver at følge regler og idealer, som bare er skabt inde i mit hoved...
Vi forsvarer hinanden, og selvom jeg egentlig gerne vil af med hende, passer jeg også utrolig godt på hende, og den plads hun har i mit liv. Måske mest fordi jeg kender hende så godt. Desværre er hun ikke en god ven. Hun får mig til at gøre og sige ting, som jeg helt inderst inden i ved slet ikke passer til den person, jeg vil gerne være. Derfor har jeg besluttet, at hun skal et andet sted hen.


Svend Brinkmann råder os i sin bog Stå fast til at tage nej-hatten på. Vi skal simpelthen sige NEJ oftere. Måske er det netop vejen til et ordentlig farvel til den pæne pige i mit hoved. Jeg har i hvert fald tænk mig, at prøve det af.
Jeg vil sige nej til det, som ikke giver mening i forhold til mine værdier i livet. Nej til at passe ind i andres billede af mig - eller det jeg tror, de har af mig! Nej til at ordne alt muligt for andre. Nej til at gøre ting jeg slet ikke har lyst til. Men vigtigst af alt. Jeg vil sige nej uden at give forklaringer... Mit nej skal hverken forklares eller forsvares.


I dag har jeg netop sagt nej til at gøre noget for et andet menneske. Bruge nogle timer til at gøre noget, som ikke giver menig for mig. Jeg kunne have sagt ja... Men konsekvensen havde været, at jeg ville få alt for travlt. Og dermed ville konsekvensen nok også være, at jeg ville dumsur og snerre af min familie. Den pæne pige ville have sagt ja - for ellers kunne det være, at nogle ville blive sure eller i værste fald ikke kunne lide mig lige så godt. Men den stærke kvinde, jer også er, har sagt nej.


Så forhåbentlig kommer der flere og flere nej'er fra min side - og mere og mere glæde over det jeg så kan vælge til i stedet - mig selv for eksempel.

Tak for hjælpen

Kære med-mennesker, med-borgere - alle jer jeg kender, jer som jeg kun møder tilfældigt på gaden og jer, som jeg aldrig kommer til at møde.


TAK for hjælpen. I har gjort en kæmpe forskel i mit og min families liv - en større forskel end I måske nogensinde vil komme til at forstå.


I går var jeg på sygehuset med min snart 14 årige søn, der har lidt af børnegigt siden, han var 5 år (og nok også før det, men det vidste vi bare ikke...).  Han blev undersøgt af en fantastisk læge, som heldigvis kunne konstatere, at der ikke var gigtaktivitet lige nu.


Da jeg startede mit voksenliv, og især da jeg startede mit liv som mor, havde jeg ingen planer om, at min familie og jeg på nogen måde skulle trække på den store fælleskasse, som I bidrager til. Selvfølgelig vidste jeg godt, at i det jeg fik børn, ville jeg drage fordele af fælleskassen i form af fx vuggestue, børnehave og skole. Jeg vidst også, at børn går mere til læge bl.a. fordi vi har et gratis vaccinationsprogram og de får forskellige sundhedstjek.
Men jeg havde på ingen måde forudset, hvor dyre vi ville blive for fælleskassen.


I gennem årene har vi besøgt flere forskellige sygehuse, men især blev vi gode til at færdes hjemmevant på Rigshospitalet. Vi kendte rutinerne ved hver besøg. Vi kendte til smutvejene for at komme nemmest rundt på hospitalet. Og vi kendte til måder, hvorpå vi skulle håndtere de nyheder, vi fik serveret.
Når gigten var al for slem, og vores søn havde svært ved at bevæge sig rundt - og derfor ikke kunne komme i skole, fik vi muligheden for, at én af os kunne være hjemme hos ham. Alt sammen med økonomisk hjælp fra vores fælles kasse.


Havde vi ikke fået den hjælp, ved jeg ikke, hvordan vores liv havde set ud. Heldigvis er jeg heller ikke blevet tvunget til at finde ud af det. Så derfor vil jeg gerne sige tak til alle jer, som har hjulpet med, at vi som familie kunne komme igennem det.


Nu ser det heldigvis ud til, at de mange besøg er ved at ebbe ud. Næste gang vi skal på sygehuset er om 6 måneder. Går det stadig lige så godt som nu, så er vi på vej ud af "systemet". Jeg glæder mig til at kunne bidrage til, at andre familier får hjælp, uden selv at skulle trække fra fælleskassen.


Så hvis du møder en fremmed på din vej, som smiler taknemmeligt til dig - så kan det være mig, der bare gerne vil sige TAK.