Den klarer jeg.

Hvilken opgave kan du påtage dig allerede i morgen og udfører godt?
Det behøver ikke være en stor opgave, bare en hvor du kan gøre en forskel med din viden, dine evner, eller dit humør.

Måske ved du det ikke endnu, men vær klar til at kaste dig over de opgaver, du støder på - og hvor du  kan byde ind.
Giv til os andre af det som har betydning for dig.

Helte er bare mennesker

Heltemod er ikke noget vi er født med - det er noget, vi finder frem, og noget vi udviser.
Og det er som regel heller ikke noget, vi planlægger på vise frem - men noget vi ikke kan vende ryggen til, når en situation kræver det.

Derfor findes der også helte alle steder. Nogle er vi så heldige at høre om, så deres bedrifter kan inspirere os andre til at gøre det bedre - og at være bedre. Andre får lov til at udføre deres heltedåd i stilhed, og med den indflydelse det kan have.
Nogle heltes kampe er store og påvirker mange, mens andres kæmpes i det stille og måske kun påvirker ganske få.
Men ikke desto mindre kræver det noget ekstra at udvise heltemod. Men helte er bare mennesker ligesom du og jeg. Det betyder, at vi også har muligheden for at være helte.

Houston i Texas er i disse dage oversvømmet pga. en orkan. Tusindvis er tvunget væk fra, hvad der skulle være deres trygge hjem. Mange er stadig fanget i vandmasserne.
Midt i denne meget alvorlige situation vælge mennesker, som selv er ramt af katastrofen at bruge deres tid på at hjælpe dem, som af en eller anden grund ikke selv kan. Det er ikke bare heltemodigt, det er også rørende og livsbekræftende. Det viser, at vi mennesker har en samhørighed og en forbundenhed, som muligvis kan glemmes, når hverdagen kører på skinner, men som træder frem, når vi har allermest brug for den.

For vi mennesker har større styrke, end vi helt kan begribe - ikke mindst når vi står sammen og forener vores styrker. Og situationer som ser allerværst ud, er der hvor vi skal finde helten indeni.
Vi er alle helte - det er bare ikke alle, som er klar over det endnu.

Skaber det værdi?

Jeg er en heldig kartoffel.

Jeg bliver spurgt om, at deltage i mange forskellige projekter, møder og samtaler. Det er en skøn følelse, at alle mulige forskellige mennesker gerne vil have del i min viden, høre min mening eller dele noget med mig. 

Bagsiden af medaljen er, at min kalender hurtigt bliver fyldt til noget nær bristepunktet... altså hvis jeg ikke sige nej tak til at deltage i nogle af de spændende ting, jeg støder på. Jeg tror, at der er mange mennesker, der står i samme situation.

Vi er glade og taknemmelige over, at andre synes,vi har værdi, samtidig med at vi har svært ved at takke ja eller nej til de ting, som vi allerhelst vil.

Mit råd er at lave et lille værditjek. Når en ny mulighed lander på mit bord, prøver jeg at holde det op mod mine værdier. Passer det overens med mine grundlæggende værdier? Hvis det gør, så spørger jeg mig selv, om det passer til de mål, jeg har i livet.  Der efter om det har værdi for andre end mig og dem, der er involveret. Når det er på plads, så kommer det sidste værditjek - nemlig om det skaber værdi for mig, der hvor jeg er i livet nu.

Husk ja-hatten skal kun på, hvis det skaber værdi...

Jeg har også en drøm.

På denne dag i 1963 samledes mere end 200.000 mennesker i Washington D.C. for bl.a. at høre Martin Luther King Jr. tale - en tale som er blevet kendt som "I have a Dream - talen".

King anlagde en positiv vinkel på sin tale, hvor han tog tilhørerne med på en fremtidsrejse til et land med frihed, lighed og en gensidig forståelse. Men han holdt samtidig fast i, at der var noget, der var helt galt i samfundet - noget som ikke kunne eller skulle ties ihjel.

Sådan er det også i dag. Der er ting, som har så stor betydning for dig eller mig, at vi er forpligtet til ikke at tie det ihjel.

Derfor vil jeg bruge dagen på at sige:

Jeg har også en drøm.
Det er en drøm, hvor mennesker mødes i en gensidig forståelse af de andres værdi. Hvor vi mødes i omsorgsfuld venlighed, fordi vi ved, at vi alle er lige, og at alle vores forskelligheder bidrager til at skabe et rigt og alsidigt samfund.

Jeg drømmer om et samfund, hvor børn og unge får lov og mulighed for at udvikle sig i eget tempo - uden at der bliver set skævt til dem, eller vi presser dem ned i kasser, hvor rammerne bliver så snævre, at de risikerer at visne hen.  Hvor de er en værdifuld del af samfundet, ene og alene fordi de er til - og ikke fordi de præsterer på en bestemt måde.

Jeg har også en drøm om en verden, hvor værdier og nysgerrighed leder vejen til udviklende samtaler mellem mennesker, der lever forskellige liv. Samtaler, hvis mål er at forstå hinanden og hinandens ståsted. Hvor vi kan se på hinanden gennem kærlige og anerkendende øjne - som sætter fokus på den enkeltes styrker både i forhold til sig selv og i forhold til fællesskabet.

Derfor siger jeg i dag. Lad omsorgsfuldheden, venligheden og kærligheden gennemstrømme vores verden. Lad forskelligheder, oprigtig nysgerrighed og forståelse trænge ud i selv de fjernest kroge af vores samfund. Og lad os hjælpe hinanden tilbage til den værdibaseret og mangfoldige vej, hvis vi kommer til at fare vildt. Og lad os gøre det med en gensidig tro på, at vi alle gør vores bedste.

Så spørg dog!

Kig rundt i din omgangskreds og blandt alle dem du kender - kan du se alle kompetencerne? Alle de evner du ville kunne samle ét sted, hvis du bare inviterede dem ind.

Vi er omgivet af så meget viden - om alle mulige ting. Og hver gang jeg står med en eller anden form for "problem", som jeg ikke lige selv kan løse, er min første tanke: "Hvem kender jeg, der ved noget om det her?".
Det fleste af os kender rent faktisk en eller anden, som kan hjælpe os med selv de vildeste opgaver. Derfor vil vi sammen også kunne gøre en stor forskel for andre og hinanden, hvis vi samler vores styrker. Det helt afgørende er dog, om vi tør spøge hinanden om hjælp.

Det virker måske lige til og ganske enkelt, men min erfaring er, at alt for ofte tør vi ikke spørge - ikke mindst fordi vi beundrer dem, der skal spørges.
Men min erfaring er også, at folk er glade for at blive spurgt. Glade for at kunne dele ud af deres viden og erfaringer.

Så mand dig op. Grib telefonen - og drop forbi til et besøg. Spørg endelig og spørg løs, så vi sammen kan gøre en større forskel for andre.

Det vi har at byde ind med er nok...

I alt for mange år var jeg bange for at dele ud af, den jeg virkelig var. Bange for at jeg ikke var god nok i andres øjne. Eller klog nok.
Derfor brugte jeg meget energi på at dække over mine mangler. Det var temmelig anstrengende, kan jeg afslører.

Det er ikke en måde at leve på, som jeg vil anbefale andre. Det nemmeste ville derfor være at sige til mine medmennesker, at de bare skal væe sig selv 100 %. Men det er heller ikke særlig realistisk.

Vi kan dog alle gøre en forskel. Vi kan møde andre - med alle deres kundskaber, al deres viden og al det de har at byde ind med - med anerkendelse og respekt. Vi kan skabe et åbent og ligeværdigt miljø, hvor vi ikke skal konkurrer, men istedet får mulighed for at bidrage på forskellige måder.

Tårerne gavner jo ikke nogen.

Jeg har siddet i det hvide undersøgelsesrum masse af gange før - godt nok med skiftende læger. Vi kender alle rutinen. Kig op, kig ned, kig til venstre, kig til højre. Jo nakken er god nok. Så der det kæbeleddet og fingerleddenes tur. Denne gang er alt, som det skal være. Til sidst bliver knæ, ankler og hofter skannet. Pletterne på skærmens billede viser, hvor gigten er aktiv...

Gennem snart 10 år har min søn, min mand og jeg været på Rigshospitalet rigtig mange gange. Vi kender personalets navne, hospitalets genveje og rutiner. Selvom de fleste ting bliver nemmere, jo flere gange vi prøver dem, så er livet som mor til en gigtpatient ikke noget, jeg har ønsket at øve.

Dagens sygehusbesøg gjorde os godt nok opmærksomme på, at gigten er aktiv trods medicin. Men alligevel var det blot endnu et besøg i en lang række af mange.
Men pludselig da jeg sad og observerede min søns undersøgelse mærkede jeg den sorg, som fra tid til anden ruller ind over mig. Sorgen over ikke at have kunne skærme ham fra tyngden af en kronisk sygdom.
Mine øjne kiggede rundt i det hvide rum, som jeg kender så godt. Nogle af de værste beskeder en forælde kan modtage, har jeg hørt i netop dette rum. Jeg har dog aldrig grædt i rummet. Tårerne har stort set ikke været en del af den 10 års lange rejse, som mor til barn med en kronisk sygdom. For tårerne hjælpe jo ikke nogen alligevel - og da slet ikke min søn, som selv har skulle sluge beskedernes alvor og har brugt meget energi på at tilpasse sig til et liv, som er en del anderledes end kammeraternes.
Tårer kan give luft til følelser, der kan være svære at forstå eller bære, men de kan også lægge skyldfølelse og byrder over på andre. Det har jeg aldrig ønsket.
Tårerne ville heller ikke have kunne ændre situationen. Men vores fokus på løsninger og min søns styrker har gjort sygdommen til en statist i vores liv, fremfor at givet den hovedrollen.

Du må gerne holde din mening for dig selv...

For 3 måneder siden lod jeg mit halvlange og temmelige røde hår falde, til fordel for en virkelig ønsket korthårsfrisure (altså virkelig kort). Og lige siden jeg forlod min dygtige frisørs salon har jeg elsket de korte (og nu grå) lokker.

Jeg har dog i løbet af den sidste uges tid oplevet, at to forskellige mennesker (som jeg kender forholdsvis perifert) har sagt til mig, at jeg hellere skulle have haft en anden frisure.

Nu er jeg ikke synderlig påvirket af deres holdning, fordi jeg bare er helt vild med min frisure. Men det fik mig til at tænke over, det vi går rundt og siger til hinanden.

Faktisk lufter vi lidt for ofte vores meninger om andre. Og om ting, som slet ikke vedkommer os.
Prøv fx at lægge mærke til, hvor tit du eller andre indleder en kritik med: "Jeg bliver nødt til at sige..."
Først og fremmest bliver vi slet ikke nødt til at sige noget som helst. Det er et aktivt valg, vi tager. Vi kan taget et lige så aktivt valg - og ikke sige noget! Hvem siger desuden, at den anden person overhovedet er interesseret i din mening om deres tøj, hår, valg af kæreste, valg af uddannelse og hvad vi nu ellers kan finde på at kommentere på - uden at være blevet spurgt.

Jeg vil gerne slå et slag for, at vi i langt højere grad holder vores meninger om andre for os selv. Det tror jeg, at vi alle kan glædes af.

Lad ikke dine tanker løbe løbsk

Vi kender sikkert alle til situationer, som ikke helt forløber, som vi kunne ønske os. Det kan være situationer, hvor vi kommer til at "dumme" os, eller at vi kommer at sige noget, vi lige med det samme fortryder. 

Og som om situationerne ikke er slemme nok, så efterfølges de ofte en periode med total tankespind. Der hvor hovedet fyldes med tanker om, hvordan andre nok oplevede, det der skete, hvad de siger til deres venner om det, og hvordan de mon vi reagerer næsten gang, vi skal se dem.

Her tage vores tanker ofte en gevaldig fantasiflugt, hvor alle mulige og umulige skrækkelige scenarier former sig. Ja faktisk kan vi bruge rigtig meget krudt på at forholde os til det.

Fantasi er en fantastisk gave, men nogle gange spænder den ben for vores glæde.  Fantasi skal bruges til glæde og ikke til bekymringer. Mark Twain skulle bl.a. have sagt: "Jeg har haft masser af bekymringer, - der var dog ikke mange, der blev til noget. " 

At holde tankerne i kort snor, er ikke altid det væreste du kan gøre.

Et enkelt menneske kan gøre en stor forskel.

Som 10 årig mødte jeg et menneske, som kom til at forandre mit liv.

Jeg var en udadtil frisk og gæv pige, men indadtil tvivlede meget på mine egne evner og min egen værdi. Det var ikke fordi, jeg ikke havde mødt mange positive voksne, der med kærlighed og fornuft havde guidet mig godt igennem mit liv. Jeg troede bare ikke på mig selv, og på at jeg havde nævneværdig værdi for fællesskabet.

Men til et spejdermøde da jeg gik i 4. klasse mødte jeg min nye leder Manja.
Manja viste mig hver eneste torsdag og på alle ture, at hun troede på mig - at jeg havde værdi i hendes øjne. Og der igennem opdagede jeg noget godt i mig selv, som ikke havde været synligt for mig tidligere. Hun så evner hos mig, som jeg slet ikke var klar over, at jeg besad - og hun hjalp mig med at udvikle disse evner.

Selvom det er mange, mange år siden, tænker jeg stadig tilbage på samtaler og oplevelser, jeg havde med Manja - ikke mindst hvis jeg begynder at tvivle på mig selv. For hun gav mig ikke bare gode og udviklende oplevelser, hun gav mig troen på, at jeg kunne blive bedre. At jeg havde noget i mig, der var helt unik - og som havde værdi for fællesskabet.

På mange måder har Manja været min inspiration, da jeg valgte at jeg skulle bruge mit liv på at udvikle børn og unge. Når jeg ser på en elev eller en spejder - og ser alt deres (måske) endnu usynlige potentiale, så ser jeg dem gennem de samme "briller", som hjalp en usikker pige med at finde sine egne ben.

Desværre lever Manja ikke mere - og jeg kan ikke takke hende direkte for alt, hvad hun har gjort for mig. Men jeg kan give hendes gave videre til dem, der krydser min vej. For uanset hvem der står foran os, så har vi muligheden for at gøre en livsomvæltende forskel i deres liv. Vi må endelig ikke tro, at vores syn på andre ikke kan forandre noget i dem.

Livet er jo andet end medgang.

Hvis jeg skulle vælge med hjertet, ville jeg sammensætte mit liv af glade dage, hvor alt gik nemt og smertefrit - og hvor der var tid til mine kære og nære og mig selv.

Men det er de svære dage, der for alvor har formet mig som menneske.

Jeg er blevet, den jeg er, fordi jeg har gennemlevet erfaringer, som jeg egentlig helst ville have været foruden.
Som teenager hvor jeg ikke følte, at jeg passede ind nogle steder, lærte jeg at nyde mit eget selskab og finde frem til, hvad der var vigtigt for mig som person.
I årene hvor min søn var meget syg, og jeg ofte var temmelig udkørt, lærte jeg at hive mig selv op af selvmedlidenhedens svøb og alligevel skabe en god og rar hverdag. Jeg lærte at skabe et familie-fællesskab og fælles oplevelser, trods et øget fokus på sygdommen.
Gennem min mors demenssygdom har jeg lært, at selv de små ting og oplevelser kan have stor betydning - og at ikke alt kan vente til i morgen eller næste år.
Og i en hverdag der ligesom alle andres også byder på udfordringer, modstand og triste hændelser, og hvor det kan føles, som om at jeg ind imellem tvinges i knæ - har jeg lært at rejse mig op igen og leve videre.
Det er igennem  alle disse oplevelser, at jeg for alvor har været nødt til at finde de ekstra (og skjulte) indre kræfter frem. Det er her min indre styrke har udviklet sig - og ofte har overrasket mig.

Så hvis jeg skulle vælge med fornuften - og stoltheden over den jeg er blevet, og det jeg har kunne formå, så ville jeg stadig tage imod alle de udfordringer, livet har kastet min vej.
For livet er jo andet end medgang - og det er slet ikke så skidt endda.

Har du husket at lave ingenting?

Weekenden lakker mod enden, og for mange af os kalder et krævende arbejde på os i morgen tidligt.
Og selvom det kan være inspirerende, givende og motivende at have et arbejde, hvor vi byder ind med vores forskellige ressourcer, så kan det også være en smule anstrengende. Lad os bare være ærlige.

Til trods for mange af os glæder os til alle de aktiviteter, vi af egen fri vilje og lyst kan fylde vores weekender med - er det også vigtig, at vi husker at lave absolut ingenting.

Ingenting kan sagtens være at gå en tur (uden mål eller formål), hyggelæse en bog (som vi slet ikke ved, om vi bliver klogere af) eller bare stirre ud i luften (uden at det har noget med meditation at gøre).
Du ved, at du har lavet ingenting, når du virkelig skal tænke grundigt over, hvad du har lavet i løbet af dagen eller hele weekenden.

Jeg er slet ikke fortaler for, at vi "spilde" livet eller undgå at sætte vores egen personlige mål, så vi kan risikere bare at blive opslugt af andres mål. Men vi har ikke godt af at have travlt konstant. Alt for mange er hele tiden på overarbejde. Fritidslivet skal tage sig godt ud i sammenligning med andre liv.
Men det er i pauserne vi mærker os selv - og finder os selv. Når roen får lov til at omslutte krop og sjæl, kommer en indre sandhed om, hvem vi er frem. Det er også her, at vi finder ud af, at vi har værdi - selvom vi ikke præstere hele tiden. At vi er gode nok, bare fordi vi er til.

Så, hvis du ikke har husket at lave ingenting, så er det tid til det nu. Læn dig tilbage og smæk benene op.
Nogle gange er det bedste vi kan gøre for os selv netop at gøre ingenting.

Forbundenhed på sociale medier

I går lavede jeg et opslag på Facebook. Jeg har nemlig i en alder af 45 år valgt at lade min naturlige og efterhånden næsten grå hårfarve folde sig ud. Det var der en del af mine Facebook-venner, som kommenterede på.
Der var blandt andet en, som skrev at hun kaldte de grå hår for erfaringstriber. Straks var der en anden ven, som overhovedet ikke kender den første, der skrev, at hun synes det var en smuk betegnelse, som hun straks ville adoptere.

Jeg var totalt begejstret over den kommunikation. Her sad to kvinder i hver ene af landet og delte nye udtryk.
Livet på de sociale medier har uden tvivl en masse kedelige konsekvenser, men et har altså også nogle gode. Bl.a. at vi kan (omend ganske kort) lave en connection med et menneske vi ikke kender - bare fordi vi har fælles venner, fælles interesser eller mødes i et fælles online forum.

Det er op til os at bruge de medier på en positiv måde.

Tør du være først?

Mange af os har drømt at være først. Altså inden for ét eller andet.
Som barn og ung teenager drømte jeg fx om at blive Danmarks første kvindelige statsminister. Det nåede jeg så ikke...

Dykker vi ned i historien, så vil vi opdage, at det langt fra har været nemt at være først. Kritikere har ofte stået i kø for at hakke nytænkningen eller banebryderne ned. Og os i befolkningen har lige så ofte været hurtige til bakke op om kritikken, uanset hvor unuanceret, unødvendig eller usaglig den end har været.

Men jeg synes, at vi skylder hinanden og vores samfund at bakke om dem, der gør noget for at ændre status quo. Hvis vi drømmer om, at andre vil bakke os op, så skal vi starte med at bakke vores medmennesker op.
Selvfølgelig ikke i hvad som helst. Men i det vi med vores værdier bare ved er vigtigt.

Så næste gang du møder en udtalelse, en politisk kandidat eller et projekt ,som bare taler til dig - så bak det op, uanset om andre synes det samme. Vi har brug for dem, der bryder normerne og sætter nye standarder.
Vi har brug for dem, der tør være først.

Kan vi sætte børn til at lede hinanden?

Børn kan meget mere, end vi voksne går rundt og tror. Det ved vi egentlig godt. Alligevel glemmer vi voksne ofte at udfordre børns fulde potentiale. Det skal vi altså holde op med.

Fx bliver jeg nogle gange spurgt, om det virkelig kan være rigtigt, at børn kan lede hinanden. Og det kan det!

110 års spejderarbejde har netop bevist, at børn ikke bare kan lede hinanden (og forskellige opgaver). De kan faktisk gøre det med succes.

Når børn lærer at lede hinanden, lærer de samtidig at tage hensyn til hinanden og have fokus på den enkeltes styrker. De lærer også at løse opgaver i fællesskab - altså at bruge en fælles "hjerne" til at finde frem til løsninger, som den enkelte ikke lige står med. De lærer at se problematikker fra andres synsvinkel, og de lærer at tage et ansvar - for sig selv, for andre og for fællesskabet.

Faktisk lærer de alt det, politikere og forskere efterspørger til nutidens og fremtidens samfund. 

Og selvom børns udvikling ikke skal tilgodese hverken politikere eller forskere, så kan princippet om at lære børn at lede andre børn give dem en baslast i et til tider stormfyldt hav fyldt med forventninger, præstationskrav og et urealistisk fokus på individet. 

Jeg elsker bøger!

Jeg elsker bøger!
I bøger har jeg mødt verdener, jeg endnu ikke kendte til. Personer, som jeg har følt en tæt forbundenhed med. Og oplevelser der har gjort mig klogere på mig selv og andre.
Jeg har fået gode råd om udvikling. Mødt teorier der bekræftede mig i, at jeg ikke var alene med forskellige problematikker. Og en "ven" til at støtte mig, når jeg har kastet mig ud i nye udfordringer.

Jeg er fuld ud overbevist om, at bøger har forandret mit liv - mange gange, og til det bedre.

Så læs løs. Del bøger og historier. Fyld tankerne med viden og fantasi.

Ro på!

Efterhånden er mange hjemvendt fra ferie og er godt i gang med arbejde og skole. Eller i hvert fald i gang.
For hvor godt føles hverdagen lige? Alt for mange af os har alt for travlt. Og oveni travlheden putter vi lige den dårlige samvittighed, som kommer af alle de projekter vi slet ikke når, men synes at vi burde nå...

Hverdagen er jo den der er allermest af i vores liv, og derfor skulle den jo gerne fylde os med glæde. Glæde som vi også har tid til at mærke. Og det kræver ro.

Så sæt tempoet ned. Kig på skyernes dans over himlen, bladenes blafren i vinden eller blomsternes form og farve. Lad tankerne komme og gå. Smæk benene op og sid i et stille hjørne af hverdagen - og nyd den i fulde drag.
Find roen og mærk dig selv. Det er være svært men givende.

Hvilken konflikt kan du bedst leve med?

I venlighedens navn har jeg desværre mange gange været vidne til kritik af andre mennesker. Ikke den konstruktive del af slagsen, men mere den nedladende slags, hvor jeg er blevet inviteret til at give mit besyv med om, hvorfor et mennesker (der ikke var tilstede) ikke gjorde et eller andet godt nok.
Og i samme venligheds navn har jeg desværre rigtig mange gange ikke fået sagt fra, men i stedet lyttet mens en indre konflikt var i gang.

Konflikten indeni er opstået fordi mine værdier og grænsen for, hvad jeg synes er rigtigt og forkert er blevet overtrådt. Og forbi jeg på en eller anden måde synes, den slags konflikt var nemmere at bære, end hvis jeg havde sagt fra overfor den, der udtalte kritikken og dermed havde risikeret en ydre konflikt med vedkommende.

Men den indre konflikt er slet ikke nemmere at bære. Ikke mindst fordi det er lettere at tilgive en anden person for at have holdninger, jeg slet ikke er enig med, end det er at tilgive mig selv for at gå på kompromis med mine værdier og grænser.
Den indre konflikt giver en dårlig smag i munden, mens den ydre (hvis den håndteres på en fornuftlig måde) giver en stolthed over at stå for noget - og at være ordentlig overfor dem, der ikke er tilstede til at kunne forsvare sig selv.

Så jeg vil opfordre jer alle til at vælge hvilke konflikter I bedste kan leve med. At leve efter sine værdier og sætte grænser kræver mod, men belønningen er det værd.

Murerne i vores liv.

Den 13. august 1961 vågnede Berlins indbyggere til synet af en afspærring mellem den østlige og den vestlige del af byen. Afspærringen var forholdsvis primitiv men dog tydelig. Senere blev den til en fysisk mur, der i mere end 30 år adskilte familier, venner og bekendte.

Dette var en mur, som magthavere påtvang de almindelige borgere. Men det fik mig til at tænke over, hvilke "mure", vi mere eller mindre bevidst stiller op i vores eget liv.

Murerne kan være skellene mellem dem, vi synes er anderledes, og os. Dem er lever på andre måder, tror på noget andet eller mener noget andet. Ligesom med Berlinmuren kan det også være familier og bekendte, der bliver skilt af misforståelser eller manglende ønske om at se andres synspunkter. Murene er måske ganske utydelige først, men hvis vi ikke vil erkende, at de er der, kan de blive til solide bygningsværker.

Den store forskel er bare, at vi har muligheden for at rive murerne ned meget hurtigt. Alt det kræver er et ønske om at se ligheder fremfor forskelle. Mennesker fremfor politik og religion. Og næste-kærlighed fremfor had.
Vi skal ikke tro på de fjendebilleder medierne gerne vil pådutte os, men i stedet møde vores med-mennesker med et åbent sind og med troen på det bedste i dem. Vi skal rive murene ned og åbne vores døre og hjerter i stedet.

Bag enhver succes ligger mange fejltagelser.

Tilbage i slutningen af 1800- tallet lavede Thomas Edison forskellige forsøg med bl.a. lyd og lys. Hans opfindelser har været forløber for mange af de bekvemmeligheder, som vi ikke kan forestille os at leve uden i dag.
Edisons opfindelser blev ikke til ved tilfældigheder eller i de første mange forsøg. Tværtimod fejlede han igen og igen - indtil tingene endelig lykkes.

Sådan er det med alle succeser.
Selvom det på overfladen kan se ud som om, at nogle har øjeblikkelig succes, er virkeligheden en hel anden.
Men desværre har mange af os et tålmodighedsproblem i forhold til at lykkes med det, vi gerne vil. Når vi oplever, at vi ikke lige kan gøre et eller andet, så er det nemmere at give op. Og det er meget ærgerligt, for vi kommer til at gå glip at mange gode oplevelser.

Mange af de ting, jeg virkelig elsker at lave, har taget årevis at lære og at blive god til. Men det har været øvelsestiden værd.
Jeg fejler stadig en masse - især fordi jeg ofte kaster mig over nye ting. Faktisk vil jeg gerne fejle hver eneste dag, for så betyder det, at jeg prøver at forbedre mig.

Læringsprocessen er ikke tidsbestemt. Så du har alverdens tid til at fejle dig til succes.

Pas godt på de uspoleret talenter.

I disse dage er børn i alle størrelser begyndt på et nyt skoleår.
Især hos de yngste af slagsen lyser forventningens glæde ud af dem - og selvom det ikke er lige så tydeligt for de ældre elever, så glæder mange af dem sig så sandelig også til en hverdag med læring og gode kammerater.

Men det er ikke altid lige nemt at være elev i en skoleverden med mange mål for alt muligt. Især ikke hvis man ikke har lige nemt ved de faglige eller sociale udfordringer, man bliver mødt med.

Jeg har heldigvis aldrig mødt en elev (eller et andet barn for den sags skyld), der ikke havde talenter til at klare sig i livet og i skolen. Jeg har dog mødt mange, som dels skulle hjælpes til at se egne evne eller lære hvordan de evner kunne bruges i skolen, og dels havde brug for tålmodige voksne der sørgede for tid og mulighed for at disse evner kunne udvikles.

Trods den glade forventning ved jeg også, at rigtig mange elever er bange for ikke at slå til i forhold til de krav der stilles. Derfor beder jeg alle lærere og pædagoger i de danske skoler om at have tålmodighed med disse endnu uspoleret talenter. Vis den vejen til videns under, støt dem hvis de er ved at falde - og hjælp dem med at have tiltro til sig selv.

Og de danske skoleelevers forældre beder jeg om at have tiltro til, at jeres børn er i de bedste hænder. Støt op om skolens arbejde i at udvikle jeres barn til den bedste udgave af sig selv.

Når jeg skuffer mig selv.

Generelt er jeg rimelig god til at sige "pyt" og børste støvet af mig, når jeg snubler og frisk gå videre. Men især i de perioder, hvor jeg har alt for travlt, bliver jeg hevet ned i en spiral af bl.a. en uoverskuelig mængde opgaver, forventninger (ofte indefra) og tankemyldrer. Jeg kommer i tanke om alt det, jeg skal huske - for straks at være videre i en samtale eller i en ny opgave i næste øjeblik. Jeg føler mig så, som en jonglør der kaster flere og flere bolde ind i sin optræden for til sidst ikke at kunne holde styr på dem alle sammen. Nogle rammer mig i hårdt i hovedet, mens jeg lige præcis når at gribe andre i sidste øjeblik.
Noget af det værste er, at jeg så skuffer mig selv.

Jeg bliver skuffet over, at jeg ikke husker at svare tilbage med det samme på mails, at jeg glemmer ting som min søns lærers jubilæumsgave, og at jeg ikke får levet det gode liv, hvor jeg løfter mig op over dagens opgaver, danner mig et overblik og prioritere opgaver efter mine værdier og drømme.

En stor del af skuffelsen har rod i det idealbillede, jeg gerne vil ser mig selv i - og at jeg i en vis udstrækning også tror, at andre vil se mig i (hvilket jeg jo overhovedet ikke ved noget som helst om...).

Når jeg træder et par skridt tilbage, ved jeg alt for godt, at jeg ikke blive bedre til noget som helst, hvis jeg slår mig selv i hovedet med skuffelse. Men jeg tror, at vi alle kender til følelsen...

Find dine meningers mod

Når du åbner munden og lader ordene komme ud - altså dem du virkelig ønsker at sige højt. Så lad dem flyde og fylde. Lad dine meninger indtage rummet - og dit liv.
Når du har sagt alt det højt, som du har ønsket at sige så længe - så drop den dårlige samvittighed og mindre-end-følelsen af, at du ikke kan tillade dig at stå for det, du gør. Mærk den sitrende uro i kroppen, som kommer af at havde været modig - og gå så ud og kast endnu flere meninger ud, hvor det kan mærkes.

Når man føler, at man ikke har noget positivt at sige - skal man så tie?

Mit positive livssyn har givet mig mange gode input og måder at håndtere livet på. Og jeg vil på ingen måde være foruden. Men nogle gange trykker ja-hatten så meget, at jeg nærmest kommer til at lægge låg på det, der bekymrer mig, eller det jeg bare ikke synes er i orden.

Jeg har prøvet at tie og smile det væk. Men jo mere jeg lægger under "låget" jo mere fylder det. Låget bliver sværere og sværere at holde nede.

Så den gamle ordsprog om,"At hvis du ikke har noget pænt at sige, så ti stille", må ikke blive et tungt åg, der tvinger os til at bide alt i os.

Vi skal selvfølgelig ikke bruge vores ord til at være hårde ved andre, men manglen af ord og meninger må heller ikke bruges til at undertrykke dem vi er, og det vi står for.

Ord til min datter

Kære smukke, skønne sjove datter.
Tillykke med de 17 år.

Livet ligger for dine fødder, og du skal endelig bare kaste dig ud i alle de muligheder du møder. Eller i hvert tilfælde dem du har lyst til at kaste dig over. Sig samtidig endelig nej til alt det, der strider mod dine værdier. Stå for noget - og stå gerne for skud.

Vær din egen bedste ven. Tal pænt til dig selv. Bak dig selv op, og tro på dine evner. Elsk alle dine særheder - og alle dele af dine fantastiske krop. Brug tid i dit eget selskab. Find steder der giver dig ro og mulighed for at møde dit inderste.

Tilgiv ofte. Både dig selv og andre. Du vil fejle, dumme dig og komme til at såre andre, men det er en del af liv. Rejs dig igen børst støvet af og gå videre med nye erfaringer. Du er IKKE din fejltagelser. De er blot en del af din historie.

Bliv ved med at være omsorgsfuld. Inviter andre ind i fællesskabet og lad dem skinne i dit selskab. Og vær ikke bange for at skulle bane vejen. Dine mange talenter kan gavne både dig og andre, så brug dem fornuftig.

Og ikke mindst ELSK så det kan mærkes.
Gambatte kudasai. ❤️

Det kræver mod at være en god rollemodel.

Jeg har i de seneste dage haft nogle samtaler med mine to skønne teenagere om at træde ud af komfortzonen. Om at det kræver mod, men også om at det ikke kan nytte noget at vente på, at modet dukker op... For der findes ikke et passende eller rigtigt tidspunkt at træde ud med rystende ben på gyngende grund. Man er bare nødt til at gøre det!

Det fik mig til at reflektere over, hvornår jeg træder derud, hvor jeg giver slip på det, der er sikkert.
Jeg siger tit til mine nærmeste, at jeg så ofte er ude af min komfortzone, at jeg slet ikke kan huske, hvordan der er i den. Og det er til dels også rigtigt. Jeg kaster mig ofte over nye og svære opgaver. Men jo oftere jeg udfører disse nye uprøvede udfordringer, jo mere vante bliver de og processen. Hvis jeg kigger nærmere på opgaverne, så minder mange af dem egentlig også om hinanden.

Så hvis jeg skal være den gode rollemodel, jeg gerne vil være - hvad skal jeg så gøre nu for at vise eksemplet for mine børn?

Ja først og fremmest har jeg dykket ned i listen med mine drømme. Jeg har kigget nærmere på de drømme, som kræver en indsats udover det almindelige. Dem, der kræver at jeg står for noget - og kan komme til at stå for skud.
Nu skal de mest interessante prøves af.

For selvom jeg ved, at det frygt for afvisning, for at mislykkes og for ikke at være god nok, der har holdt mig tilbage, så er frygten for ikke at være mine børns positive rollemodel større.

Giv selvstændighedens gave til dine børn.

Mine teenager er i fuld gang med fritidsjobsøgningen. Rigtig mange job kan de i dag søge online, hvilket betyder, at de fra hjemmets trygge rammer kan byde ind på arbejdsmarkedet. Ulempen er dog, at de blot bliver én i en stor mængde af ukendte navne.
Heldigvis er det ikke alle job, der kan søges på den måde. Der er stadig job, som kræver, at de unge møder op og viser, at de kan kigge fremmede i øjnene, give et ordentlig håndtryk og finde modet frem til at spørge, om der overhovedet er brug for dem, og det de har at byde ind med på den pågældende arbejdsplads.

Her er der ingen letkøbt løsning. Begge mine teenagere har måtte konstantere, at jobsøgning på den måde, kræver at de træder ud af deres komfortzone. Og de har på ingen måde synes, at det var sjovt.
Min mand og jeg kunne sagtens have kontaktet arbejdsgivere i vores netværk, men vi har valgt at kaste vores børn ud på det dybe vand - for at sammen med dem at opleve, at de kan klare sig.

Det har altid været vigtigt for os, at vores børn var selvstændige og robuste nok til at kunne håndtere de krav, livet naturligt vil stille dem. Derfor er de krav, vi sætter til dem også sat udfra en tiltro til, at vores børn kan lykkes. At de har det i sig at kunne gøre det godt. De har trænet livsfærdigheder altid - naturligvis på et alderssvarende niveau.
Alt for ofte har jeg mødt forældre, der i en blandning af kærlighed og (i mine øjne) misforstået omsorg ikke stiller krav til deres børn. Børn som desværre vokser op og bliver teenager og unge mennesker med ønske om at være uafhængige af deres forældre, men som ikke har selvstændighedstræning nok til at få succes på den bane.

Som det kræves af os andre, må børn og unge prøve sig frem for at opnå det, de ønsker. Nogle gange lykkes det, andre gange bliver de kun rigere på erfaring. Men de vil opbygge et godt fundament til at sætte af på inden de kaster sig over livets muligheder og udfordringer.

Kærlighed handler også om at sætte grænser.

Mine børn er ikke tvivl om, at jeg elsker dem. Ligeså lidt er de i tvivl om, at min kærlighed også kan mærkes i de grænser, jeg sætter.

For selvom min moderkærlighed er betingelsesløs, så ønsker jeg, at de mærker, at der er grænser for, hvad selv en mor vil finde sig i. Jeg vil fx ikke være deres tjenestepige eller deres altid-til-tjeneste chauffør. Jeg vil heller ikke stå model til, hvilken som helst opførsel fra deres side.

Jeg vil gerne lære dem, at det er helt i orden, at man sætter grænser. At de også skal huske at sætte grænser for, hvad de vil finde sig i både fra mig og fra deres omgivelser.
Og at kærligheden til dem selv kan især mærkes i de grænser de sætter.

Vær generøs med din tid og din nærvær.

Da jeg i sidste uge tilbragte en masse skøn tid sammen med ca. 36.999 andre spejdere fra nær og fjern, oplevede jeg en samhørighed med vildt fremmede, som jeg sjældent oplever.

Hver gang jeg stillede mig i kø til fx en aktivitet eller bare i toiletkøen, så faldt jeg i snak med andre. Og ikke bare en snak om vejr og vind, men ofte om emner, der har betydning i deres eller mit liv - også engang imellem emner, som nærmest var på filosofisk niveau.

Ja, jeg er klar over, at vi har en fælles interesse, som jo kan være et meget godt udgangspunkt for at møde nye mennesker. Men det handlede om meget mere end det. Spejderlejren skabte nogle gode rammer om vores fællesskab, som vi så var med til at udfylde med en generøsitet af vores tid og nærvær.

Nu sidder jeg hjemme og bliver fyldt med glæde over den gode oplevelse, samtidig med at jeg tænker på, hvordan jeg kan trække den med ind i min hverdag.

Lad os møde hinanden med interesse og nærvær. Næste gang du står ved busstoppestedet, står i kø i supermarkedet eller ser nogle, der leder efter vej, så stop op og snak med dem. Spørg hvordan deres dag har været, eller hvad du kan hjælpe dem med. Lad samtalen udvikle sig. Jeg lover dig, at du vil blive beriget.

Handle with care... Er det rimeligt?

Nogle mennesker skulle nærmest gå rundt med et Handle with care-skilt, fordi de hele tiden forlanger særbehandling af deres omgivelser. Og selvom jeg er fortaler for, at vi tager hensyn til hinanden og vores forskelligheder, er der nogle, som tager hensynstagen til dem til et helt andet og noget urealistisk niveau.

Jeg er klar over, at der kan lægge mange følelser og uheldige oplevelser bag disse menneskers optræden. Så i stedet for at pege fingre, vil jeg vende blikket indad. For jeg kommer også til at falde ned i den adfærd af og til.

Jeg vil opfordre jer alle til (sammen med mig) at blive bevidst om, hvorvidt vi kræver en urealistisk særbehandling af vores omgivelser. Træd derefter lidt tilbage, og se på vores krav og reaktioner med de andres øjne. Er det rimeligt at kræve særbehandlingen? Kunne vi i stedet byde ind i fællesskabet på en anden måde?
For før eller siden bliver vores medmennesker nok trætte af at skulle gå på listefødder omkring os.

Husk at du og jeg kun er en lille del af verden - og langt fra dens centrum. Er det så rimeligt, at vi opfører os sådan? Drop det selv-vigtige fokus, og vær bare en del af fællesskabet.

Værdierne leder vejen

Vær ordentlig og vær beredt! Så kort kan det siges, når spejderbevægelsens formål og mål skal ridses op.

I dag er det 110 år siden, at en halvgammel pensioneret officer lavede en lejr for en flok friske fyre, der skulle afprøve hans ideer, som senere udviklede sig til en verdensomspændende spejder-bevægelsen.

Trods den fremskreden alder er spejderbevægelsen nok mere aktuel end nogensinde. I et samfund hvor politikere og embedsmænd har dyrket målfiksering, og vejet individets evne til at levere i en grad, der nærmest har stresset vores børn og unge til ugenkendelighed, er spejderbevægelsen et tiltrængt modstykke.

Der er ikke kun én opskrift på, hvordan du er en god spejder. Spejdere styrer nemlig efter værdier, som ikke kan måles gennem standardtest, men værdier som kan mærkes ikke bare i spejdernes fællesskab - det kan mærkes i hele vores samfund, som kan trives ved og udvikles igennem de værdier børn, unge og deres ledere byder ind med.

Når jeg skuer ud over den danske børne- og ungebefolkning, ser jeg også et behov for at fjerne fokus og ansvar fra individets skuldre. Og det kan patruljelivet, hvor ingen står alene om ansvaret for succes, gøre. Samtidig møder børn og unge en forventning om, at de tager et reelt ansvar for fællesskabet - ikke noget med at dyrke egne interesser på en egoistisk måde.
Til gengæld er fællesskabet hele tiden klar til at gribe dem, hvis de skulle snuble. Ikke på en pædagogisk nu-skal-jeg-som-voksen-nok-hjælpe-dig-måde, men på en ligeværdig kammeratlig måde, hvor det mærkes, at man har betydning for dem omkring én.

Det spejderbevægelsen ønsker og dyrker er blot, at vores børn og unge er ordentlige mennesker (i den brede forstand), og er de gør sig beredte til livet udfordringer.  Til gengæld får de dybe fællesskabs-værdier med sig i et miljø, hvor de ikke kan dumpe.