I pauserne finder jeg mig selv

Der er varm te i min kop og ro omkring mig. Hele huset sover endnu. Sådan har mine morgener været igennem mange år - og jeg elsker den alenetid, jeg har her.

Faktisk har jeg den kun lige nu, fordi vi har ferie. Vores morgenrutiner har nemlig ændret sig, fordi vi er flyttet. I hverdagen er det min mand, der står først op, og så er det børnene, som skal op. Som morgenmenneske er jeg oppe sammen med dem, men der er ingen ro. Der er en morgenhektisk stemning. Og først når de er ude af døren ved 7-tiden, falder der ro over huset.
Misforstå mig nu endelig ikke. Jeg elsker tiden sammen med min familie - også hverdagsmorgenerne.  Jeg savner bare den rolige start på dagen. Tiden til ro og tanker inden de andre vågner.

For selvom jeg elsker at være sammen med andre mennesker og stortrives, når der sker alt muligt omkring mig, så kan jeg bare bedre lide, den jeg er, når jeg har tid og mulighed for pauser.
Pauser uden forpligtelser, pres og ansvar. Pauser til bare at være mig og være i nuet.
Det er i pauserne, jeg finder mig selv - eller måske genfinder mig selv. Det er her, der kommer ro og orden på alle mine tanker. Det er her, jeg er helt mig selv.

Jeg tror, at mange af os glemmer at holde pauser. Måske fordi vi er gode til at tidsoptimere. Og umiddelbart virker pauser jo ikke særlig produktive. Gennem til tider bitter erfaring har jeg dog lært, at tiden mig selv er værd at prioritere. Men det har ikke været nemt. Men det er, det som er vigtigt sjældent.

Bekymringer er en slags husgæster

Bekymringer er vel egentligt bare en del af et almindeligt liv. Jeg tror, at mange af os har glemt, at det er helt i orden ikke altid at være positiv. At vi også godt må erkende, at nogle ting bare bekymre os...

Noget af det, der fylder hos mig, er min søns forestående operation. Han skal gennem en større kæbeoperation, som muligvis kommer til at foregå inden jul. Vi ved meget lidt om den. I dag fik vi dog af vide, hvornår den endelige forundersøgelse er og lidt om, hvad vi kan forvente mht. indlæggelse i forbindelse med operationen.

En del af mig - den logiske del, ved godt at jeg ikke skal bekymre mig. Der er dygtige og professionelle mennesker, der har styr på detaljerne. Alligevel har jeg i gennem længere tid oplevet en underliggende bekymring, som egentlig ikke fylder så meget i hverdagen, men som alligevel er tilstede hele tiden. Som en gæst, jeg ikke har inviteret, og som ikke vil tage afsted igen...
Det er svært at forklare, hvorfor bekymringen er der, måske fordi den mest er en følelse. En irrationel en. Måske fordi jeg bare gerne vil have, at min søn ikke skal have ondt. Måske fordi jeg ikke selv kan kontrollere forløbet eller tidshorisonten.

Uanset hvad den skyldes, er jeg klar over, at bekymringen ikke forsvinder eller bliver mindre, hvis jeg ignorerer den. Jeg er nødt til at se den i øjnene. At erkende dens eksistens. At leve sammen med dem.
Og det er helt OK og ganske normalt. En dag - før eller siden - tager gæsten jo hjem.