Sæt spor - et skridt ad gangen.

Hjemme igen efter fantastiske oplevelser på Spejdernes Lejr 2017, hvor jeg har tilbragt lidt over en uge sammen med ca. 37.000 spejdere fra ind- og udland.

Lejrens vision var: Vi sætter spor. - I os selv, i hinanden og i vores omverden.

Og for mit vedkommende er der uden tvivl blevet sat en masse dejlige og betydningsfulde spor på lejren.

 

Dette fik mig til at tænke på de spor, vi sætter i vores hverdag. For trods regn, mudder, lange gåture og manglende søvn, er det stadig forholdsvis nemt at sætte positive spor, hvis vi kun skal gøre den i en uge. Spor sætter vi dog uanset hvad...

Så hvilke spor sætter du i dig selv? I andres liv? og i samfundet? Hvis vi ikke er opmærksomme på de skridt vi tager, er det ikke sikkert, at vores spor bliver dem, vi ønsker os! Alt for ofte tror vi desværre, at det vi byder ind med ikke har betydning. Men det har det!

Så træd frem og træd sikkert med mod og venlighed.
Find ud af hvilke spor du vil sætte i dig selv. Hvad skal kunne mærkes og ses i dig?
Dernæst skal du finde ud af, hvad du vil give til andre? Hvordan skal dine relationer til andre se ud? Hvilke spor skal du sætte i fællesskabet med andre?
Sidst skal du flytte dit fokus til det store fællesskab. Hvad skal dit bidrag være til alle os andre - sammen med os? Hvordan skal det kunne mærkes, at du var her?

Trods det kan virke stort og forkromet, er rejsen egentlig ganske enkelt. Vi sætter spor ét skridt ad gangen. Alt hvad vi behøver er blot at gå fremad - og starte rejsen...

 

 

 

 

 

Det kræver en landsby...

Det er et ordsprog (vist nok afrikansk), der lyder: "Det kræver en landsby at opfostre et barn." Og jeg kunne ikke være mere enig.

En af de bedste gaver, vi kan give vores børn, er at lade dem indgå i større fællesskaber, hvor de møder voksne, der bekymrer sig nok om barnets udvikling, at de stiller krav. For uanset hvor gode forældre vi er, så repræsenterer vi kun en lille bitte del af samfundet.
Landsbyen kan have mange forskellige størrelser og sammensætninger. Det kan bl.a. være storfamilien, spejdergruppen, skolen eller daginstitutionen, sportsforeningen, vennekredsen eller lignende - og selvfølgelige dem alle sammen i fællesskab.

For nogle børn bliver landsbyen et fristed, hvor deres fremtids fundament bliver stabiliseret, mens den for andre bliver en tilbygningen til den nære families allerede eksisterende styrker.
Uanset hvad det end måtte være for ét enkelt barn, så skal vi som voksne huske at være en del af landsbyen for de børn, vi møder.

Vi skal viser børnene, at de har værdi i vores øjne. Det kan vi fx gøre ved at stille krav til dem. Alderssvarende krav - selvfølgelig. Ikke krav om præstationer, men krav om deltagelse i vores fællesskab. Lad dog barnet - gøre tingene selv.
Vi kan også gøre det ved at vise barnet oprigtig interesse. Lyt til barnet og del oplevelser. Grin sammen - og vær alvorlig sammen. Mest af alt skal I bruge tid sammen.

I morgen drager jeg sammen med næsten 40.000 andre spejdere fra ind- og udland til Spejdernes Lejr i Sønderborg. Spejderbevægelsen har altid været en vigtig del af min landsby - og mine børns, derfor har den en særlig plads i mit hjerte. Jeg er dog sikker på, at landbyen også findes i sportsforeninger og fritidsklubber.
Når jeg bevæger mig rundt blandt alle de forskellige spejdergrupper på en sådan lejr, så ser jeg netop mange forskellige tilgange til, hvordan vi kan hjælpe med at opfostre et barn. Og der er ingen facitliste til, hvordan de gøres helt rigtigt. Men jeg ser, at der stilles krav, gives knus og bruges tid sammen.

Det der er fascinerende er, at så mange voksne bruger en stor del af deres fritid og deres liv på at give børn og unge noget ekstra med i livet.
Så uanset om du er en del af et barns liv, fordi du er pædagog eller lærer, om du møder dem i din og deres fælles fritid, eller du er en del af barnet familie - så husk at gøre en forskel. Du er en del af barnets landsby - og du har et ansvar for opfostringen af barnet.

Flyt fokus for at være en ligeværdig del af fællesskabet.

Alle de mennesker, jeg har mødt, har på den ene eller anden måde ønsket at være en del af et fællesskab større end dem selv. Det føles berigende at være vigtig for andre - at mærke samhørigheden. Desværre er det ikke alle, der har opført sig, som om de virkelig ville være et ligeværdigt medlem af fællesskabet.

Du kan nemlig ikke være en del af det fællesskab, der er større end dig, hvis du hele tiden kun har fokus på... DIG!
Det er der, det er gået galt for en del ( og jeg er ingen undtagelse!). Vi går alt for ofte ind i et fællesskab med tanke på os selv. Vi stiller mere eller mindre ubevidst os selv nogle af disse spørgsmål:

• Hvad vil de andre synes om mig? 
• Hvad skal jeg sige til dem? 
• Hvad hvis jeg kommer til at gøre noget forkert? 
• Hvad kan jeg få ud af dette bekendtskab? 
• Hvordan kan vi gøre det på min måde?

Det er ganske naturligt at spørge os selv dette, men et gavner ikke fællesskabet eller vores glæde ved at være en del af det.

Når jeg virkelig oplever en boblende og altoverskyggende glæde ved fællesskabet, sker det når jeg flytter fokus fra mig til os. Jeg mine mig selv om, at hele verden - pånær en lillle bitte undtagelse - består af alle andre end mig 😉. 

Så spørg i stedet:

• Hvordan kan jeg få andre til at føle sig tilpas?
• Hvad har de at sige til mig og andre?
• Hvordan kan jeg hjælpe andre?
• Hvad kan vi sammen skabe eller opnå?
• Hvad kan jeg lære af disse bekendtskaber?

På den måde kan vi opleve et stærkere og mere berigende fælleskab. Husk at du har brug for fællesskabet - og fællesskabet har brug for dig.

Hvad ser du, når du ser andre?

Vi ser ikke på hinanden objektivt!

Alle dem, jeg kender, ser anderledes ud i mine øjne, end de gjorde før, jeg lærte dem at kende. Sådan er det bare. Mit forhold til dem farver mit syn. Dem, jeg har en rigtigt godt forhold til, er på den ene eller anden måde smukke i mine øjne. Uanset hvad der kendetegner deres udseende, så kan jeg uden at kigge på dem fortælle om alle deres fortrin.

Men vi ser heller ikke objektivt på fremmede.
I dag snakkede jeg med en rigtig god veninde. Hun er et meget positivt menneske, der altid har noget godt at sige om sine medmennesker. Alligevel havde hun opdaget, at hun nogle gange kiggede efter andres fysiske fremtræden på en negativ måde. Og jeg indrømmer, at jeg også af og til falder ned i det hul.

Hvad er det egentlig vi ser, når vi ser andre? Er det deres fysiske fremtræden? Eller deres påklædning? Bliver vores syn farvet af fordomme om, hvordan vi tror nogle mennesker bør være?

Jeg tror, at vi alt for ofte glemmer at se mennesker, som vores ligeværdige, venlige og omsorgsfulde medmennesker. Vi kommer i stedet til at fokusere på om de er tykke eller tynde - høje eller lave. Om de klæder sig efter vores smag eller ej.
Alt for ofte ser vi slet ikke hinanden - men kun indpakningerne.

Mandela Day

Det er International Mandela Day (www.mandeladay.com). Lige siden 2009 har denne dag været dedikeret til, at vi alle kan gøre en forskel.

Allerede som teenager var jeg meget fascineret af Mandela og ANC's (African National Congress - i en lang årerække det forbudte parti, der kæmpede mod apartheidsystemet. Siden 1994 har Sydafrikas præsidenter været fra dette parti.)  kamp for et mere retfærdigt systemet i Sydafrika. Et system, der ikke skulle være raceopdelt eller undertrykke befolkningsgrupper.

Derfor husker jeg også tydeligt, da Mandela i 1990 blev løsladt - og jeg husker det håb, det tændte i ikke bare mig, men i mennesker over hele kloden.
Glæden var ikke mindre, da Mandela i 1994 blev den første sorte præsident i Sydafrika. Selvom mange siger, at magt kan ødelægge selv de bedste mennesker, vidste det sig, at Mandela forstod at finde det bedste frem i sig selv - og så sandelig også i andre.

Hans metode var ydmyghed. Tilgangen til andre var ligeværd. Mandela så ikke sig selv, som vigtigere eller mere betydningsfuld end dem omkring ham, hvilket virkelig gjorde ham bemærkelsesværdig.

Lad denne dag give os et spark bagi, så vi også kan gøre det bedre. Bedre for andre. Og ikke på bekostning af andre, men pågrund af dem.

Kærligheden i madlavning

Jeg har ikke den store interesse i madlavning, og jeg er nok heller ikke super god til det. Derfor har jeg også ofte undgået at lave mad til andre, udover hverdagsmaden til min familie.

Men jeg har gennem årene fundet værdien af at servere et veltilberedt og velvalgt måltid til andre. Det er nærmest som en kærlighedserklæring.
Jeg kan glædes ved den blotte planlægning... Af at finde frem til mine yndlingsmenneskers livretter.

Hvem af os føler sig ikke værdsat, når vi bruger tid og energi på deres (mad-) interesser?

Så næste gang du får serveret et veltilberedt måltid, husk at sætte pris på det. Og ikke mindst på dem, er har lagt tid og energi i at gøre noget særligt for dig.

Regnvejrsdag i juli

En sommersøndag fyldt med regnvejr kan lyde trist og kedeligt, men den kan være lige præcis det mange har brug for i deres ferie.

For sådan en regnvejrsdag lægger overhovedet ikke op til ret mange aktiviteter. Faktisk lægger den mest op til at lave absolut ingenting, måske kan man lige svinge sig op til at spille et spil elle læse en bog (eller er ugeblad, hvis det virkeligt skal være letfordøjeligt).

Regnvejrsdage giver os de pauser, som vi virkelig har brug for. Der er ingen planlægning, tidspres eller forventninger involveret. Det er slow-living, når det er bedst.

Alt for ofte har vi supertravlt med at fylde på med oplevelser i vores tiltrængte ferie. Og selvom det også kan være fint. Så har vi godt nok brug for at stoppe op, tage det roligt samt give ro til krop, tanke og sjæl.

Hvis du alligevel er kommet til at bruge regnvejrsdagen på noget konstruktivt, så fortvivl ikke... Du kan altid planlægge med din egne regnvejrsdag igen i morgen.

Tag lederskab i dit barns liv

Børn uanset alder har brug for, at vi forældre træde i karakter og indtager lederrollen i deres liv!

Det er desværre min oplevelse, at alt for mange børn og unge bliver stillet overfor lederskabet svære beslutninger og skal bærer ansvaret for om disse nu er de rigtige for familien. Og det går bare ikke.

Vores børn skal naturligvis langsomt oplæres i lederskabets kunst, så de kan lære at lede deres eget liv. Men de skal ikke pålægges det ansvar, bare fordi vi ikke bryder os om at tage de upopulære beslutninger selv.

Lederskab handler om at sætte retning. Og jeg mener selvfølgelig, at retningen skal styres af familiens fælles værdier. Når retningen er sat, er det nemmere for børnene at navigere i hverdagen med alle de små og lidt større valg, det kræver.

Men de store beslutninger skal altså ligger hos os forældre. Fx kan børnene være med til at lave ugens madplan - MEN de kan ikke være ansvarlige for budgettet!
De kan (når de har nået en vis alder) være med til at vælge feriens destination. Læg mærke til stregen under med. For de skal ikke tvinges til at være eneherskere i familien, hvor et dårligt valg også kan falde tilbage på dem.

Vi skal, som alle gode ledere bør gøre, give vores børn den rette træning for at de kan tage ansvar. Alt for ofte føle børn og unge sig "selvstændige", men har ingen træning i at opføre sig selvstændigt. Af ren og skær kærlighed har mange forældre frataget deres børn retten til at lære, hvad livet vil kræve af dem.
På den ene side pålægger vi dem det store ansvar, det er at skulle tage familiens beslutninger. Mens vi på den anden side servicere dem, så de fx ikke kan klare opvasken selv, finde ud af hvordan de kommer med offentlige transport eller søge er job uden at have os med.
Det er simpelthen dårligt lederskab fra forældresiden...

Så vi skal løfter ansvarsbyrden af vores børns skuldre - og påtage os lederskabet for dem. Vi skal (som nævnt tidligere) sætte retning, uddelegere og træne deres livskundskaber. Det skylder vi dem.

Lad børn stå af samligningsrouletten

Igennem årene har jeg mødt mange børn, som har lært at sammenligne sig med andre. For nogle af dem har sammenligningen handlet om, at de kan fortælle om alle de ting, de er bedre til end alle deres kammerater. For andre handler det om, at de altid synes, at de ikke er lige så gode eller dygtige som deres omgivelser.
Begge dele er trist for børnenes sociale relationer - og deres syn på sig selv og andre.

For den første gruppe er det så vigtigt hele tiden at være bedst, at de hele tiden finder "fejl" ved andre. Mens den anden gruppe hele tiden finder "fejl" ved sig selv. Men ingen af børnene i de gruppe, ser deres omgivelser som ligeværdige. Hvilket bl.a. betyder, at de heller ikke ser sig selv som en ligeværdig del af fællesskabet.

Derfor skal vi voksne sørger, at vores børn og unge (hvad enten det er vores biologiske eller alle de andre, som beriger vores liv) kan stå af sammenligningsrouletten, hvor de er dømt til tabe i fællesskabet - og højst sandsynlig også i deres egne øjne
.
Der er flere veje til et liv uden sammenligning, bl.a. lær barnet at:

• Det er god nok, som det er - og det er hendes/hans kammerater også.
• Det er OK ikke at kunne alt, og at vi alle har forskellige talenter.
• Læring er en proces. Alt hvad andre kan - kan også læres af dit barn.
• Se kvaliteterne i kammeraterne og i sig selv.

For at disse ting skal blive en naturlig del af barnets liv, skal vi voksne være gode rollemodeller. Vi skal lade være med at kritisere os selv eller andre - heller ikke selvom vi ikke tror børnene hører det. For børn opsnapper også alt det vi ikke siger!

Det kan lyder super nemt, men jeg har desværre erfaret, at jeg er nød til at være meget bevidst, for ikke selv at kritisere (og dermed sammenligne mig selv med andre). For mig har vejen til mindre sammenligning (for jeg er ikke helt i mål endnu) været, at i første omgang lade være med at sige min kritik højt. Da jeg havde praktiseret det i et stykke tid, opdagede jeg, at jeg havde langt færre kritiske tanker om andre. Når jeg slet ikke sige sammenligner højt, er det som om, at de ikke får ilt og energi til at vokse. Derfor svinder kritikken langsomt ind, og jeg ser mine medmennesker i et helt andet lys.

Jeg synes, at vores børn og unge fortjener at vokse op i et fællesskab, hvor de ikke hele tiden skal være vindere eller tabere - men derimod værdifulde unikke individer i et stærkt fællesskab.

Giv mulighed for at andre kan stråle i dit selskab.

Uanset hvor meget vi prøver bare at være os selv, bliver vi altid påvirket af vores omgivelser. Det er på en måde meget godt, at vi tilpasser os, for forskellige situationer håndteres på forskellige måder.
Men desværre oplever vi også, at nogle mennesker og situationer kan få os til at blive usikker på os selv. Du behøver nok ikke tænke i lang tid, før du husker episoder, hvor det er sket. Hvor du bare følte, at du ikke kunne gøre det rigtige i andres øjne - og derfor havde endnu sværere ved at finde ud af, hvad du selv syntes var det rigtige at gøre.

Derfor er det også vigtigt at kigge indad. Hvordan er vi overfor andre? Giver vi dem mulighed for at være deres bedste udgave af dem selv i vores selskab? Eller er vi på forhånd kritiske og dømmende - så de stort set kun kan fejle i vores øjne?
Nej, sådan er der vel ingen af os der er, eller...

Jeg har virkelig kigget indad, og selvom jeg ser mig selv som et menneske, der har stor tiltro og tillid til mine medmennesker, opdagede jeg, at jeg ikke helt var, den jeg gerne ville være. Der var faktisk plads til forbedring 😉.

Men forbedring og forandring kræver tid og overskud. Derfor er ferietiden, hvor vi heldigvis ofte ikke er ligeså tidspresset som i hverdagen, et godt tidspunkt at stoppe op og finde ud af, om vi kunne gøre det lidt bedre i forhold til vores omgivelser.

Inspireret af bogen "The Magic of Thinking Big" vil jeg se andre - ikke bare udfra hvad de kan eller er lige nu, men udfra hvad de har potentiale til at blive. På den måde skaber jeg en god stemning omkring mine medmennesker, som de forhåbentlig kan mærke. De skal gerne være trygge i mit selskab og vide, at de er værdifulde. De skal gerne have plads til at være den bedste udgave af sig selv. Jeg ønsker, at andre skal kunne stråle i mit selskab.

Arbejdsfællesskab åbne op for et bedre familieskab.

Hjemme igen efter en super ferie i London med min mand og vores børn, er jeg så heldig at have min søsters 3 børn på miniferie.Vi bor desværre langt fra hinanden og deler derfor ikke hverdagen. Derfor er glæden ved at være sammen med dem, måske så meget større.

Det der har glædet mig mest i dag, var samværet omkring aftensmaden. I vores lille familie har vores børn altid budt ind med deres hjælp (svarende til deres alder). Det fællesskab inviterer vi selvfølgelig også andre med ind i. Så fætre og kusiner var i dag igang med madlavningen og borddækningen sammen med os voksne. Sikke mange gode snakke et arbejdsfællesskab åbner op for. Vi fik alle fortalt meget om vores liv og hverdag, som måske ellers ikke var kommet frem.

At lave noget sammen åbner op for, at vi kan dele oplevelser, undringer og værdier på en nemmere måde med børn og unge. Arbejdsfællesskabet bliver det "fælles tredje", der giver os mulighed for at lære hinanden bedre at kende.

Familieferiens muligheder

Ferietiden kan udfordre mange. Dels fordi vi måske skal gå på kompromis med det, vi gerne vil se eller lave. Og dels fordi vi skal være tæt sammen med vores nærmeste i længere tid.

Det virker måske lidt trist, at tiden sammen med vores nærmeste kan være en udfordring. Men det der sker er, at vi ved, at vores dårlige opførelse nok skal blive tilgivet af dem, der elsker os. Derfor støder vi ofte sammen efter nogle dages ferie.

Men ferien behøver ikke skabe problemer. Først og fremmest skal vi huske at opføre os,  så selv vores familie kan holde os ud. Dernæst skal vi huske, at familieferie ikke handler om enkelte individer, men om hvordan vi kan bruge tiden sammen på at blive mere sammentømret. At gå på kompromis er også en måde at vise kærlighed på. Det kan signalere, at vi er så interesseret i et andet menneske, at vi gerne går på "opdagelse" sammen med dem.

Giv tid til hinanden og jeres forskelligheder i ferien. Nyd at se sider af tilværelsen, som I måske ikke når i hverdagen.

"Find 5 fejl", må ikke gå ud over dig!

Du kender sikkert "legen" med at finde 5 fejl. Du har to næsten ens billeder, men der er 5 ting, der er forskelligt fra det ene billede til det andet, og du skal finde de 5 forskelle. Ofte er det nemt at finde de først 2-3 stykker, mens du skal kigge godt efter for at finde de sidste. Jeg føler en eller anden form for sær glæde, når jeg kan lokaliserer alle fejlene.

Desværre har jeg taget legen med til andre dele af livet, hvor den slet ikke er sjov eller positiv.

I dag tog min mand et billede af min datter og jeg. Med det samme jeg så det, begyndte jeg at finde alle fejlene ved min udseende. Ligesom med legen fandt jeg hurtigt 2-3 fejl ved mit udseende. Jeg gav dog ikke op der. Jeg ledte videre, indtil jeg havde fundet nogle flere.

Og det er sikkert ikke fejl, andre på nogen måde ville kunne se eller tildele interesse . Så det er sådan en fjollet, men dog nedgørende måde at se mig selv på. Jeg tror desværre ikke, at jeg er den eneste, der behandler sig selv på den måde.

Og har vi ikke brug for at bakke os selv op og være gode ved os? På hvilken måde kan vi blive en bedre udgave af os selv, hvis vi hele tiden bruger energi på at finde fejl?

Så stop fejlfinderiet sammen med mig. Lad os sammen nyde, at vi se forskellige ud, og at skønhed ikke er en standard.

Stjæler mobilen nærværet?

Jeg har været ude og feriehygge med min familie. Det var vi ikke ene om. Jeg så dog noget (desværre ikke nyt eller ukendt), som jeg ikke helt forstod. Lad mig prøve at forklare...

Jeg er sikker på, at de andre familier også var ude for at hygge sig og være sammen med hinanden. Og selvom jeg jo ikke ved noget om deres oplevelser med hinanden, så lignede det ikke familier, der virkelig var sammen. Jo de stod da ved siden af hinanden og besøgte de samme steder. Feriebillederne vil også afsløre, at de var sammen.

Men det virker som om, at mobilen, som de glade feriebilleder er taget med, får kvalitetstiden og nærværet. Jeg ved slet ikke nok om, hvad vores mobiladfærd gør ved vores måde at være sammen på. Jeg reagerer bare på det jeg ser, og den måde jeg bliver påvirket af det.

Og jeg ser bl.a. børn, som bliver overset af forældre, der er begravet i mobilen. Jeg ser kærestepar, der sidder på hyggelige fortovscafer i et romantisk setup, som slet ikke kigger på hinanden, eller for den sag skyld snakker sammmen. Og jeg ser nogle af mine medmennesker, der har travlt med at iscenesætte sig selv, så deres liv kan se godt ud på de sociale medier, på bekostning af oplevelser i nuet.

Mens jeg jo ikke ved, om dem, jeg har mødt, lever det liv, de drømmer om, så kan jeg konstantere, at når jeg kun ser mobil-versionen, så ser det trist ud.

Jeg er på ingen måde ekspert i, hvordan vi skal bruge vores mobiler - eller et ideal til efterfølgelse mht. mit eget forbrug. Men jeg synes, vi skal tænke over den måde, vi behandler vores nærmeste eller vores omgivelser, når vi i den grad vælger dem fra.

Forskelle i familier er en gevinst.

Et interview med Sarah Jones (sarahjonesonline.com), der optræder med portrættering af mange forskellige karakterer fik mig til at tænke over alle de forskellige karakterer, jeg har omgivet mig med i mit liv. Sarah fortæller om de mange forskellige personer og typer, hun er vokset op med. Hendes familie havde rødder i flere forskellige verdensdele.

Selvom min familie mest har rødder i Danmark, kan jeg genkende følelsen af at være omgivet af forskellige personligheder og typer. Det fik mig til at tænke på, at det er en gave med sådan en alsidig samling af mennesker, som jeg har været i tæt kontakt med mere eller mindre hele mit liv. Det er jo bl.a. samværet med dem, der har lært mig at være den jeg er, samtidig med jeg har givet plads til, at de også kan være dem selv. Familiemiddage og højtider har trænet min tålmodighed og forståelse.

Det er på ingen måde ment ironisk. Tværtimod. Det er sagt med glæde og taknemmelighed. Min familie - i den bredeste forstand med nær familie, søster, svigerfamilie, onkler, tanter, fætre, kusiner - ja alle dem jeg er familierelateret til, er stedet jeg ikke har skulle byde ind for at få en plads. Det har været min "fødselsret". Hvordan jeg forvalter den ret, har dog været op til mig.

Jeg er klar over, at det nok ikke er alle, der er født ind i samme slags forholdsvis harmoniske familie som jeg. Men uanset hvordan din familie er, så vil jeg opfordre dig til at se på deres forskelligeheder (måske ligefrem særheder) med taknemmlige øjne. Find glæden i at have fået menneskers diversitet serveret ved julefrokostbordet.

Plads til hinanden

I dag gik jeg ind i en genbrugsbutik drevet af Kirken Korshær. På,vej ind stod der noget med månedens ord, som var " Næstekærlighed er også at give plads til hinanden,"
De ord ramte mig...
For hvor ofte glemmer vi ikke at give plads? Hvor tit har du ikke afbrudt en ven, der fortalt noget af betydning? For bare at kunne fortælle din egen historie...
Det er vigtigt at give hinanden plads. Ikke bare fysisk.

Lyt til hinanden. Vær interesseret i hinanden liv og historier. Det er nemlig næstekærlighed - og vi har brug for det.

Vennehjælp

Hvis vi skal snakke om venner, der hjælper, vil mange sikkert tænker på, når de har fået hjælp til flytning og lignende eller støtte i svære tider.
Men hjælpen kan også være at give os det, vi har mest brug for i en mindre målestok.

I dag fx sørgede nogle af vores supergode venner for aftensmad til os. Det var alt for længe siden, at vi havde nydt deres gode (og beroligende) selskab.
Min mand og jeg er ikke rigtig gode til at sørge for pauser, til gengæld er vores venner virkelig gode til at give os et sted, hvor pauserne kan indfinde sig.
Så da beskeden om, at de havde aftensmaden klar til os tikkede ind, var det som at få en gave - som vi måske slet ikke var klar over, at vi virkelig havde brug for.
Nu her efter timer i godt selskab, har roen indfundet sig, samtidig med at vi er fyldt op af gode snakke og den inspiration, vi også altid tager med hjem derfra.

Vennehjælp er så meget mere end det meget håndgribelige. Det er også, det der kan virke som små ting. En lille invitation til at nyde en pause i livet sammen

At komme ned i gear

Ferien skal jo bruges til at komme ned i gear. Til at slappe af. Men nogle gange kan det være svært at lande der, hvor roen kan indtage krop og sind.
I dag har jeg i hvert fald kæmpet med at finde roen. Hele tiden synes jeg, at der var noget jeg skulle nå. Det var som en indre tenniskamp, hvor bolden (= tankerne) bliver skudt frem og tilbage mellem "tag dig nu sammen, skal du ikke have noget ud af dagen" og "tag det nu roligt, det er jo ferie".

Hvem der har vundet den match, ved jeg ikke endnu. Hele kampen skal gerne vindes af ferieroen.

Det er dog ganske tankevækkende, at jeg kæmper med de tanker. Til trods for at jeg virkelig har knoklet i lang tid, rammes jeg stadig af en dårlig samvittighed... Om det er min indre moral eller det jeg tror samfundet forventer af mig, er jeg ikke helt klar over. Men det er tanker, jeg har planer om at nedlægge.
For vi trænger til pauser og ro - ikke bare i ferierne, men også i løbet af ugen. Alt for mange af os har hele tiden et eller andet, vi lige skal nå. Det, vi virkelig skal nå, handler om vores nærmeste og om det, der har størst betydning i vores liv. Hvilket på ingen måde er at svare på flere mails hurtigere end i sidste uge.
Vi skal stoppe det kapløb med tiden og ting, der ikke tæller i den sidste ende - og komme helt ned i gear. Vi skal jo nok nå det, der egentlig skal nås...

Stille søndage - stille dage

Ferieroen er langsomt ved at falde over mig og min familie (selvom min mand først går på ferie på torsdag...).

Ferieroen for mig handler om at finde tid til INGENTING 😁 eller lige præcis det, jeg har lyst til.
I dag stod jeg op før resten af familien og dykkede ned i en bog, som jeg længe har haft lyst til at læse. Jeg har "tullet" en stor del af dagen, hvilket jeg mener, vi gør alt for lidt af i vores travle hverdag.
Planerne for i morgen indeholder stort set ingenting (igen). Men jeg tænker alligevel, at der bliver tid til læsning, sky-kiggeri og te-drikkeri.
Ferie skal være som en lang række af stille søndage.

Indgangen til årets anden halvdel

Det er første dag i året anden halvdel...
For et halvt år siden var der mange, der havde samtaler eller tanker om, hvad de ville forbedre eller stramme sig an med. Gad vide orden det går med det?

Mange af vores tanker og løfter til os selv, er desværre nok blevet glemt i en travl hverdag. Og selvom jeg ikke er tilhænger af nytårsforsæt, så synes jeg, at vi skal huske på de løfter, vi giver os selv. Vi skal ikke glemme det, som åbenbart var vigtigt nok at sætte som mål. For ofte har de mål handlet om, at vi i bund og grund skulle passe bedre på os selv.

Så hvordan går det lige med de der forsæt? Er de blevet glemt? Hvis de er, og hvis de har værdi for dig helt personligt, er det så ikke tid til at kigge på dem igen? Med ferien skulle du gerne leve i et andet tempo, hvor der er mere tid til dig. Hvad er det så, du trænger til at gøre for dig selv?
Er det noget med lange rolige gåture? Eller tid i hængekøjen sammen med god litteratur? Måske er det middag med dem, der står dig aller nærmest.
Hvad end det er, skal det have værdi for dig. Ikke noget med at skulle smide 10 kilo for at andre vil synes, at du ser bedre ud i en bikini. Eller får læst noget, som kan imponere vennerne. Det skal handle om det, der giver mening for dig.

Brug denne indgang til årets anden halvdel på at passe på dig selv og finde tiden til det, der har værdi for dig.