Lad de andre stråle

Mange af os kæmper nok dagligt med at føle os helt gode nok. Og når den følelse får for godt fat i os, kan det være svært at se alt det gode i andre. Personligt synes jeg, det kan være svært, fordi jeg så fokusere endnu mere på de områder, hvor jeg synes, de er gode og ikke synes, at jeg slår til.
Men når jeg er færdig med at have ondt af mig selv og klar til at komme ud af følelsen, er den bedste måde for mig - at flytte mit fokus fra mig selv til andre.

Jeg er jo kun en blandt mange, og i en forsamling er jeg næppe så interessant, at alle har tid og lyst til at analysere mine fejl eller fordele. Den følelse giver mig et overskud til at fokusere på menneskene omkring mig. Når fokus er flyttet fra mig, så flytter presset om at gøre det rigtige også væk. Så kan jeg tage detektiv-brillerne på og lede efter fx alle de smukke, kloge, empatiske og empatiske træk og handlinger, jeg ser hos mine medmennesker.

Til at begynde med kan det måske være svært at få øje på det. Især hvis du i forvejen er irriteret på et menneske. Men giv ikke op. Det smukke i dit medmenneske vil komme frem, hvis du går ham eller hende i møde med åbenhed, fordomsfrihed og oprigtig nysgerrighed. Og når det viser sig, skal du hjælpe det frem i lyset. Lad den anden stråle i herligheden af det (for dig) nyfundne.

For alle de skønne mennesker du kender i forvejen og allerede ser det gode i... træd tilbage og overlad "scenen" til dem. Lad dem fx tage ære for en fælles løsning I kom frem til. Lad dem mærke anerkendelsen, der følge med. Og ikke mindst glæd dig på deres vegne og sammen med dem.

Alt dette er på ingen måde selvudslettende, men derimod selvplejende. Handlinger som fremmer det fælles gode og det fælles mere og samtidig understøtter den omsorgsfulde venlighed mennesker imellem, er som balsam for sjælen. Vi glædes i de andres glæde, og vokser sammen med dem.
Men det starter med, at du og jeg fokuserer på at lade andre stråle.

Lyt til visdommen omkring dig

De fleste af os omgiver os med mennesker, der kender til alle mulige ting, som vi ikke selv ved noget om. Ofte mødes vi dog med mennesker, som vi deler interesser og synspunkter med. Men hvis vi giver slip på fascinationen af den fælles enighed og samhørighed og spørger ind til, alt det, vores venner, familie, bekendte, kolleger og alle mulige andre, ved og kan berige os med - kan vi åbne op for en større verden, end vi ikke kan forestille os.

Det  kræver dog, at vi stiller nysgerrige spørgsmål med en ydmyghed, der bevidner, at vi på ingen måde ligger inden med alle svarene eller den entydige sandhed. At vi bliver stille og lytter - virkelig lytter.

Selv i de mest hverdagsagtige samtaler findes er dybde og substans, som kan flytte tanker, holdninger og handlinger. Lyt også til det, som ikke bliver sagt. Lyt til pauserne.

Og når du er færdig med at lytte til andre, så lyt til dig selv. Hvad er det du siger, som har dybe og substans? Hvilke samtaler har du inden i? Hvad skal du også lære af dig selv?

Lyt med ro og overskud. Lyt med tålmodighed og fordomsfrihed. Lyt med et åbent hjerte.

Morgendagens forandrere

I spejderbevægelsen arbejder vi målrettet på ikke bare at uddanne og udvikle fremtidens ledere, men også fremtidens forandrere. Spejderbevægelsen er verdens største ledertræningsprogram, og selvom mange af dem, som kan skabe forandringer, netop sidder i ledende positioner, må vi ikke glemme, at forandringer også kommer andre steder fra.

Som fx fra unge mennesker med en stor følelse af medansvar i vores samfund. Unge mennesker som ikke har givet op eller købt ideen om plejer. Og unge mennesker fyldt med ideer om, hvordan de kan forandre verden til det bedre, uden at falde i bureaukratiske tidsslugende faldgrupper.
De giver mig ikke kun håb. Deres handlinger lover for en smuk fremtid, hvor vi medfølende har plads til hinandens forskelligeheder og ligheder.

Men hvis disse Morgendagens Forandrere skal have mulighed for at gøre den forskel de arbejder for og sigter efter, må vi som allerede er etableret i vores profesionelle liv, gå nogle skridt tilbage og  give de unge mulighed for indtage scenen og lade dem stråle i al deres fantastiskhed. Vi må hjælpe dem med at tro på sig selv. Hjælpe med at sparke dørerne ind til dem, som kan understøtte ideerne, processerne og udviklingen.

Ingen bør være usynlig

Noget af det værste, jeg kan forestille mig, er at være usynlig. Jeg har prøvet at føle mig overset og usynlig på et arbejde. Det var virkelig hårdt at komme igennem dagene, selvom jeg jo kun skulle "overleve" det i ca. 8 timer om dagene.

Så jeg kan slet ikke begynde at begribe, hvordan det må føles at være usynlig, hver eneste dag for hele samfundet. Hvordan det må føles at være dem, ingen ønsker at se eller vide noget om. Hvordan man så må slæbe sig følelsesmæssigt igennem døgn efter døgn, hvor ligegyldigheden fryser ens indre til is. Hvor man er overflødig i det store billede.

I dag var jeg på Poverty-walk i Århus (http://povertywalk.dk/). En fantastisk oplevelse, som i den grad rørte ved mine værdier og skubbede til mine fordomme. Jeg blev klogere på de udstøde, der selvom vi ofte ser dem i gadebilledet, er ganske usynlige for os. Usynlige - måske fordi de minder os om den grimme side af livet, om de grimme sider af os selv eller om alle vores fordomme, der får os til at føle os bedre end dem.

Men hvor er det skrækkeligt, at vi igonerer mennesker, selvom vi møder dem hver eneste dag. Muligvis er der nogle af de udstødte, som du passerer hver eneste dag på vej hjem fra arbejde.  De bliver statister i dit liv. Men hvornår har du sidst hilst på dem? Aldrig? Hvorfor ikke? Begynd nu!

Hils på alle på de vej. Også dem som du føler dig bedre end. Se dem i øjnene og anerkend, at de er medmennesker, som fortjener at blive set - ene og alene fordi de er til.

Jeg rykker ved min verden

Fredag aften tilbringes for mit vedkommen i selskab med en flok fremmede mennesker, et sted jeg  aldrig har været før med et program, som jeg ikke er sikker på, at jeg helt kender. Og det er bare startskuddet til en weekend med mange nye indtryk.
Allerede under aftensmaden kom en god stemning frem blandt os fremmede, om end den var en smule høflig, som den nu er, når man ikke kender hinanden men gerne vil gøre et godt indtryk. Jeg har stået i lignede situationer masse af gange, og ved derfor at det her skal nok blive godt.

Jeg sidder nu og observerer mine medmennesker, som nok er samlet om et fælles mål (et spejderprojekt), men stadig er meget forskellige. Inden længe har vi leget, smidt store dele af facaden og diskuteret. Vi vil være godt i gang med i stilhed at stadfæste vores indbyrdes roller. Og forhåbentlig vil alle se deres egen værdi i forhold til den roller, som de indtager.

Vi vil blive rykket i forhold til de forestillinger vi har til hinanden og vores omverden. For at det kan lykkes skal vi turde træde frem som vi er – ud af komfortzonen. Stå ved vores styrker og svagheder. Acceptere de indbyrdes relationer. Skabe et nyt rum der... hvor vi kan rykke ved os selv – og derefter ved vores verden.

I mit møde med disse mennesker - som næsten alle er yngre end mig - bliver jeg rykket. Jeg ser tingene fra nye vinkler eller med helt andre øjne. Jeg forandres og forandrer på samme tid. 

Sæt dig ned og spis

Selvom jeg voksede op i en meget aktiv familie med et forholdsvis stramt program, husker jeg måltiderne som et af de faste samlingspunkter. Især aftensmaden. Det var her, vi tog en pause fra alt, hvad der ellers foregik omkring os.

Sådan har det også været i mine børns hjem. Og er det stadigvæk. Det kan godt være, at vi ikke når alle måltider sammen, men aftensmaden er der, hvor vi samles, hører om de andres dage og bliver klogere på hinanden og verden omkring os.

Jeg møder desværre rigtig mange børn og unge mennesker, som kan fortælle om et liv, hvor de ikke lever sammen med deres nærmeste - men parallelt med dem. De opholder sig nok under samme tag en del af tiden, men de har meget lidt med hinanden at gøre. Aftensmaden forberedes ikke i fællesskab og bliver indtaget i forskellige rum. Børnene gribe en tallerken mad og forsvinder ind på værelset. Forældrene spiser enten foran computeren eller fjernsynet. Der er hverken gastronomisk glæde eller interessante samtaler.

Det gør mig både trist og forarget. Trist over at børnene skal leve et på mange måder ensomt liv, lige ved siden af dem, som burde vise den største interesse. Og forarget fordi så mange voksne ikke se børnenes liv i et større perspektiv, hvor en aftens træthed efter en anstrengende dag ikke bør være værdisættende for familiens liv - men som så ofte bliver det.

Mit opråb til forældrene er: SÆT DIG NED OG SPIS MED DIN FAMILIE! Det kan godt være, at din teenager vender øjne af din holdning omkring fællesspisningen. Super. Så er det sikkert en sund teenager, som er i gang med en naturlig løsrivelse. Men hold fast alligevel. Kig dit børn i øjnene og spørg oprigtigt ind til deres dag. Del ud af din egen hverdag. Lær hinanden bedre at kende. Måltidet handler om så meget mere end mad.

Jeg vil være uambitiøs

Jeg er et meget bestemt og målrettet menneske - eller sådan ser jeg i hvert fald mig selv. Jeg har gennem årene presset mig selv og udnyttet hver enkelt lille øjeblik til at udrette mere. Jeg melder mig gerne frivilligt til alle mulige projekter både i mit professionelle virke og i mit privat- og fritidsliv. Når jeg bestemmer mig for noget, så arbejder jeg hårdt for at opnå det. Til gengæld har jeg haft meget svært ved at lave ingenting.
På en typisk fridag har jeg lige gang i flere forskellige projekter - og gerne samtidig. Jeg sover sjældent længe, dels fordi jeg er morgenmenneske og dels fordi jeg lige kan nå en masse ting i morgentimerne, hvor min familie endnu sover.

Jeg har gjort alle disse ting primært, fordi jeg har et indre drive. Og at have gang i alt dette føles naturligt for mig. Bonussen har oveni været min omverdens beundring over det overskud, jeg ligger for dagen. Jeg er overskudspersonen. Det er blevet en del af mit selvbillede. Men nu skal det være slut. Jeg vil dyrke min uambitiøse side.

Jeg vil holde fri og lave ingenting. Lægge mig på græsset (når det bliver lidt varmere), kigge op på himlen og følge skyernes leg i vinden. Læse en bog, som ikke skal læses med et formål eller et mål. Lade være med at læse den færdig, hvis jeg synes den er uinteressant. Gå ture med hunden og lade den bestemme, hvor vi skal gå hen. Sove længe og putte ind til min mand. Holde min mor i hånden - indtil hun mister tålmodigheden. Lade vasketøjsbunkerne vokse...

Jeg vil være uambitiøs. Jeg vil dyrke mine nære og ikke gøre noget som helst målbart. Jeg vil være så uambitiøs mht., hvad der kan måles og vejes. Mine børn skal vide, at livet ikke kan kvalitetssikres, målsættes og nås på en bestemt måde eller et bestemt tidspunkt. Jeg vil vise dem, at de (og jeg) har værdi ene og alene fordi vi er til, og ikke fordi vi gør.

Tålmodigheden blev min ven

Da jeg var yngre fyldte mit temperament meget i mit forhold til andre mennesker. Min familie og mine gode venner vil kunne fortælle mange mere eller mindre flatterende historier om, hvordan temperamentet foldede sig ud, da det var på sit højeste.

Jeg ved ikke, hvornår jeg begyndte at lægge temperamentet på hylden. Men en dag opdagede jeg, at det ikke fyldte så meget mere, eller rettere sagt en af mine elever gjorde mig opmærksom på det. Jeg havde slet ikke selv bemærket det.

For en del år siden stod jeg i sidste time fredag eftermiddag med min 8. klasse, og lavede evaluering over ugen. Vi var nået til det punkt, hvor de evaluerede min indsats. Bl.a. om jeg havde været god nok til at undervise, så de forstod indholdet, men også om der var noget, jeg skulle justere på. En af eleverne lagde ud, men at fortælle, at han satte pris på min tålmodighed. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan jeg så ud i hovedet - for det var der INGEN, som havde sagt til mig før. Faktisk havde jeg mest hørt det modsatte. Men han mente det - og blev bakket op af flere af klassekammeraterne.
Jeg blev så uendelig stolt over, at jeg faktisk udlevede noget, som egentlig havde været meget svært - især fordi det var vigtigt for mig, at møde disse unge med tålmodighed, både i forhold til deres faglige og deres menneskelige udvikling. Og det ændrede min fortælling om mig selv. Fra den dag så jeg på mig selv med andre øjne. Ikke bare som en nu tålmodig person, men også som et mennesker, der formåede at ændre sig selv til at være mere i harmoni med mine omgivelser og mine værdier.

Siden hen har tålmodigheden fulgt mig som en trofast ven, der bl.a. hjælper mig med at få det bedste frem i andre og give dem tid til at udvikle sig. Men vigtigst for mig, så hjælpe tålmodigheden mig med at give mig selv tid. Tid til at finde mit ståsted. Tid til at forstå fx en situations kompleksitet. Og tid til at lade tingene ske, som de nu engang gør.

Lad os spise sammen

Jeg er på ingen måde hellig i forhold til børneopdragelse. Og jeg er sikker på, at jeg har begået rigtig mange fejl - og ikke mindst at mine børn nok skal fortælle mig om dem.
Men noget af det jeg har været rigtig glad for i opdragelsen af mine børn, er at min mand og jeg har holdt fast i, at vi spiser sammen som familie. Der er selvfølgelig dage, hvor det af praktiske årsager ikke kan lade sig gøre - så det er ikke dem jeg fortæller om nu...

Det er alle de andre aftner, hvor vi sætter os ned sammen uden telefoner m.m. og spiser aftensmad. Vi bruger tiden på at høre om hinandens dag. Hvad har været godt eller interessant? Og hvad har været mindre godt? Disse små spørgsmål har været indledningen til mange meningsfyldte samtaler. Samtaler som jeg kunne fortælle rigtig meget om. Det vil jeg dog ikke gøre i dag. Jeg vil fokusere på rammen om samtalerne.

Vores fælles tid sammen om spisebordet har for mig også symboliseret vores families fællesskab og vores værdier. I en travl hverdag husker vi stadig, at vi er hinandens vigtigste. At vi har så stor betydning for hinanden, at vi prioriterer at finde ro, nyde maden og se hinanden i øjnene. Og vi holder bordskik. Ingen rejser sig før alle er færdige med at spise - og færdige med samtalerne. Vi venter på hinanden, fordi familiens tid er ikke noget, man skal skynde sig henover eller væk fra.

Hvis I som familie har samme vane, så håber jeg, at I nyder det lige så meget som os. Men hvis I aldrig rigtig har prøvet at spise sammen på denne måde, så vil jeg opfordre jer til at gøre det. Jeg er sikker på, at I ikke kommer til at fortryde det.

Når jeg bliver usikker...

Inden i mig er der en rummeligt og omsorgsfuldt væsen, som hviler i sig selv og derfor kan anerkende alle på min vej - også mig selv. Men når jeg bliver usikker, så er det væsen pludselig langt væk.

Når jeg bliver usikker føler jeg mig mindre end alle andre. Som om jeg som den eneste i hele verden, der ikke kan måle sig med andre. De andre som helt bestemt er klogere end mig, mere vellidt end mig og klart passer bedre ind end mig... Egentlig ved jeg godt, at usikkerheden starter inden i mit hoved - men det er så svært at styre. Det eskalerer. Usikkerheden gør mig mere usikker.
Og når den får overtaget, sporeres mine tanker ind på fejlfinderi. Jeg fokuserer dels på mine egne fejl. Selv den mindste lille (og sikkert ubetydelige fejl) vokse sig kæmpestor - inden i mit hovedet. Og jeg kan bruge meget indre-taletid på at forklare, hvor pinligt det er - det jeg sagde eller gjorde. Og når jeg så har brugt en rum tid på at slå mig selv oveni hovedet, så går jeg i gang med alle de andres fejl.

Jeg tillægger folk intentioner, som jeg slet ikke ved, om de har. Som fx: Han siger det sikkert, fordi han tror, at han er klogere end mig! Hvilket kan blive efterfulgt af et: Han skal i hvert fald ikke tro, at han er bedre end mig. Hør bare det han sagde om...
Det føles som om, at jeg er faldet i det oprørte hav, og min kritik af andre er et desperat forsøg på at kravle op i en redningsflåde, som kan sikre min overlevelse i en given situation.

Det bedste jeg kan gøre i sådan en situation er at træde væk fra den. Enten fysisk eller mentalt. Prøve at se det hele lidt udefra. For mon ikke alle også er usikre ind imellem. Mon ikke de fleste ønsker at bidrage på en positiv måde. Og mon ikke de har travlt med at holde styr på sig selv, og at jeg (og min usikkerhed) slet ikke er en del af deres opmærksomhed.

Når jeg giver mig selv muligheden for at se situationerne udefra, vender min sikkerhed, rummelighed og omsorgsfuldhed tilbage. Jeg minder mig selv om, at verden (og situationen) handler så uendelig lidt om mig. Jeg er bare én blandt mange. Usikkerheden kan viskes væk ved at fokusere på andre, og deres fortrinligheder.

Giv de unge mennesker plads og mod til at vokse

I gennem mange år har jeg delt hverdag med en masse unge mennesker. Det er interessant og spændende at få lov til at komme tæt på, hvad der røre sig i ungdommen.
Teenageårene har altid været præget af en vis usikkerhed - både på sig selv og på omverdenen. Men vi har på mange måder skabt et samfund, hvor usikkerheden er blevet forstærket - næsten uudholdelig. For at kunne være i den verden, ser jeg unge mennesker, som nærmest desperat forsøger at genvinde en eller anden form for fodfæste med forskellige midler. Og det er ikke skønt det jeg ser.

Perfektionisterne

En stor del af de unge prøver at  finde fodfæstet ved at dække sig ind under perfektionismen. Det er 12-talsbørnene. De har fuldstændig styr på deres ting - udadtil. De vil frem i livet, desværre ikke fordi de drives af en indre passion. Men fordi de oplever, at det er det, som forventes af dem. Det ser pænt ud at have ambitioner og gode karakter. Selv deres fritid fyldes med aktiviteter, som understøtter pænheden. Og de spiser det rigtige og ligger lige et billede op på Instagram som dokumentation.

Søvn er opreklameret for denne gruppe, fordi det tager tid at være perfekt. Jeg møder unge, som bruge min. 3 timer om morgen på at blive klar til skoledagen. Håret, tøjet og makeuppen skal være uden fejl. ¨Hvilket det også er - og vil du se det, så, de deler det meget gerne på Snapchat.

Sløserne

En anden stor del af de unge leder også efter fodfæstet - også selvom det virker som om, de allerede har givet op. Som om det hele er lige meget. De ligger meget langt fra 12-tallerne og har bestemt sig for, at det ikke kan betale sig at kæmpe for det. Hvis du får deres fortrolighed, vil de give udtryk for, at kravene er alt for høje, og at de aldrig vil kunne indfri dem. Men udadtil siger de, at det er fordi de er ligeglade eller at de keder sig. De har en mere afslappet tilgang til fritidsaktiviteter, mest fordi at de ikke har en perfekthed, som disse aktiviteter skal passe ind i. Udadtil kan de sagtens dele det poleret udseende med perfektionisterne, men attituden er ganske anderledes. 

Søvn er heller ikke noget denne gruppe dyrker. Mest fordi de er meget online. Her prøver de enten at vise de få ting, som de føler, at de er gode nok til - eller fortælle hvor ligeglade de er med det hele.

De voksnes rolle

Vi voksne er desværre rigtige gode til at understøtte denne udvikling. Vi befinder os ofte også i en af de to grupperinger. Vi praler af vores perfekte børn alle mulige steder - gerne online, så deres venner og deres forældre kan se det. Eller vi har givet op overfor vores sløsere, og siger intet om dem, fordi vi er flove, og ligesom børnene selv har givet op overfor deres potentiale.
Mange unge ser ikke os forældre gå ud af vores komfortzone. De oplever ikke, at vi ikke kan tingene - og hvis de gør, så er det ikke på en positiv måde.  Hvis vi er for tykke eller ikke har medgang på jobbet, viser vores måde at behandle os selv på, at det er noget man skal skamme sig over.

Tid til forandring

Selvom jeg er stor tilhænger af, at forandring skal have lov at komme fra ungdommen, lægger ansvaret her altså på forældregenerationen. Vi er simpelthen nødt til at være bedre rollemodeller. Vi skal væk fra perfektionisme og sløseri. Vi skal vise en mere balanceret vej frem. Det er ikke bare i orden, men helt normalt at være usikker. Også for voksne. Vi skal vise de unge (og nok også os selv), at "fejl" er en del af processen til at blive bedre. Vi skal fejle os fremad. Og fejlene må meget gerne være synlige for alle andre. Vi skal elsker de unge ikke på trods af deres uperfekthed, men på grund af den. Vi skal stille krav på en måde, så vejen mod dem bliver opnålig for alle.
Og ikke mindst skal ungdommen vide at de har værdi ene og alene fordi de er til.

Jeg trænger til bare at være i træning..

Jeg elsker mit job, som leder på en folkeskole. Hver eneste dag kører jeg glad på arbejde og glad hjem fra arbejde. Jeg er en del af en større ledergruppe fyldt med kompetente og støttende mennesker. Ovenikøbet har jeg en super god chef, som tror på min evner og bakker mig op. På mange måder kører det bare der ud af.

Men jeg er ny i gamet - og hold nu op, hvor er det hårdt ind imellem. Nej faktisk en stor del af tiden. Der er meget få ting, som er bare i nærheden af at være en rutine. Min hjerne er på overload og highspeed stort set hele dagen - hver dag.
Det føles som om, at jeg hele tiden spiller en vigtigt kamp - og har meget få træningskampe.

Heldigvis er mange af kampene på hjemmebane, med gode medarbejdere, gode elever og gode forældre - hvor vi oplever hinandens opbakning. Vi samarbejder om et fælles bedste for eleverne. Men jobbet er jo så meget mere end positive fremadrettet møder, hvor vi hurtig finder frem til holdbare løsninger. Det er også regler og retningslinjer. Kompromiser og konfrontationer. Og det er her, jeg oplever, at jeg er midt i kampens hede. Hvor jeg kan reagere på en måde, som får et positivt udfald - eller et negativt. Hvor jeg enten kommer til at træde folk over tæerne eller forstår at gå i deres sko. Og hvor jeg har få splitsekunder til at træffe den bedst beslutning.

Selvom jeg elsker at være i kampens hede, så trænger jeg til bare at træne og træne og træne... At opleve mere ro med de almindelige opgaver, jeg kan forvente af mit job. Jeg ser frem til at være så trænet, så jeg får et andet overskud og overblik. At hver dag ikke byder på kampe, men også en masse grundtræning.

Den største forskel gjorde de for mig

Jeg prøver at leve mit liv på en måde, der også gør en positiv forskel i andres liv. Det er også derfor, at jeg elsker både at være frivillig spejderleder og arbejde med børn og unge i mit professionelle liv.
Jeg har haft fornøjelsen af at dele hverdag med mange mange børn og unge gennem årene. Nogle gange har vi haft det super godt sammen fra starten af - og andre gange har vi lige skulle finde hinanden. Men i sidste ende har det altid været en glæde og ære fra min side, at få lov til at være en lille del af deres liv.

Det har mest været de nysgerrige, trodsige og skidesjove teenagere, jeg har haft fornøjelsen af. Hvilket har passet virkelig godt til min personlighed. De udfordrer, provokerer og giver lige tilbage, hvis jeg siger noget dumt. Og så har de en skøn form for humor i den alder - som dog nogle gange kan virke grænseoverskridende... På mange måder synes jeg, at de er så ubesværet at være sammen med. I deres selskab føler jeg mig utrolig godt tilpas. Nogle af de bedste øjeblikke i mit liv (udenfor min families kærlige rammer) har jeg oplevet i selskab med disse unge mennesker.

Jeg håber, alle de unge mennesker føler, at jeg har gjort en eller anden form for forskel i deres liv. Jeg har i hvert tilfælde prøvet - og har knoklet for at gøre det. Ofte tænker jeg, at den påvirkning jeg har givet, er en del af et større eftermæle. Det jeg gerne vil give tilbage til andre og til verden.
Når jeg så møder disse unge menesker enten in real life eller online, så er det så skønt, at de ofte fortæller mig, at jeg havde betydning. Sådanne møder er i høj grad med til at give mening til mit daglige arbejde og gejst til at knokle videre.

Hvad alle de skønne mennesker, som er gået gennem mit liv, måske ikke ved er, at de har fået mig til at vokse, givet mig glæde og har skubbet til min måde at være på - så jeg i dag er meget mere stolt af mig selv. Så da jeg for mange år siden bestemte mig for, at børn og unge skulle være en vigtig del af mit liv, gjorde jeg det netop for at gøre en forskel for dem - men den største forskel, er den de har gjort for mig.

Jeg vil give mig selv tilladelse til at være mig

I mange år - også som voksen var jeg på flere måder flov over mig selv og min måde at være på. Jeg syntes ikke, at jeg var klog nok, smuk nok, sofistikeret nok eller interessant nok. Jeg så hele tiden mig selv som mindre end alle andre, også når jeg klarede mig godt.

Sulten efter ros

Derfor var det også vigtigt for mig at få ros af andre. Kunne mine nærmeste eller blot vildt fremmende bare sige noget pænt om mig, eller om det jeg gjorde, så var min lykke gjort. Så følte jeg, at jeg i det mindste havde succes i det ene øjeblik. Hvis jeg følte, at jeg havde gjort et eller andet på en god måde eller havde sagt noget klogt - og der så ikke var nogen, som roste mig, så spurgte jeg selv efter det. Prikkede til folk: "Synes du ikke jeg var dygtig?".
Når jeg tænker tilbage, synes jeg både at det var trist - og at jeg var skide irriterende.

Kvinden der ændrede min indstilling

Den amerikanske forsker og foredragsholder Brene Brown (http://brenebrown.com) ændrede min indstilling til mig selv. Brene forsker bl.a. i skam og sårbarhed. Jeg hørte hende engang sige, at hun altid havde lommer i sit tøj til små "tilladelses-sedler". Sedler hvorpå der stod, at hun gav sig selv tilladelse til at måtte være sig selv. Fx blive topbegejstret over det hun havde opnået eller grine højlydt, når noget var sjovt.  Hvis denne kvinde (som jeg i den grad ser op til) kunne klare sig med små sedler -  og dermed være sig selv, så kunne jeg også.

Den ucensureret side af mig

Så nu giver jeg mig selv tilladelse til bare at være mig. Den ucensureret mig. Hende der nogle gange er klodset og falder op ad trappen i et større selskab, hvor det ville have været super cool at være graciøs. Eller hende som rækker hånden op i diplom-undervisningen, fordi jeg ikke forstår, det underviseren forklarer - selvom der et eller andet sted inden i mig er en stemme, som siger, at jeg burde vide, det jeg spørger om. Nu er jeg også hende, som nogle gange griner så uhæmmet, at jeg grynter HØJLYDT - hvilket får folk til at vende sig om efter mig.
Jeg har fjernet (næsten) alt censuren på mig selv - og det har gjort mig så meget gladere.

Just do it

Om det kræver små "tilladelses-sedler" eller bare viljestyrke, så vil jeg anbefale alle andre, at I giver jer selv tilladelse til at være lige præcis, som I er. Dyrk det sammen med jeres venner. Glem alt om den pæne udgave af jer selv. Indrøm og elsk alt det som er præcis jer. Omfavn og beundr det. Det får skuldrene ned og mundvigene op - det er intet mindre end befriende, at tillade sig selv at være præcis den man er.

Hvornår holdte min mor op med at huske mig?

Jeg elsker min mor og at være i hendes nærvær. Når hun ser mig lyser hendes ansigt op - og jeg ved, at hun kan kende mig på en eller anden måde trods en fremskreden demens. Men hun husker mig ikke mere. Ikke rigtigt.

Hun har været dement i mange år. Først var dette ikke så tydeligt. Hun glemte kun småting, og jeg kunne stadig have samtaler med hende. Grine sammen med hende. Langsomt og sikkert blev hendes tilstand værre. Jeg kan ikke rigtig huske, hvornår det for alvor gik ned ad bakke - bare at det skete. Nu er hun er der, samtidig med at hun slet ikke er tilstede.

Sådan har det været i en del år, og ofte tænker jeg på, hvad det sidste hun kan huske om mig... Gad vide, hvor jeg var i livet? Hvor gammel jeg var? Syntes hun, at jeg var en god mor dengang? Eller havde hun lige nogle gode råd, hun gerne ville have delt med mig, hvis hun havde kunnet? Hvad talte vi om? Og hvad skulle vi lige til at tale om?
Mon jeg opdagede, at hun holdte op med at huske mig, uden at jeg vidste det? Eller nægtede jeg at erkende det? Hvad ville jeg have sagt til hende, hvis jeg havde vidst, at vi aldrig skulle snakke rigtigt sammen igen?

Spørgsmålene er så mange - og svarene så uendelig få. De ændrer ikke den situation, vi begge befinder os i. Men de gør mig mere opmærksom på de øjeblikke jeg har sammen med min mor. Som når jeg tager hende i hånden og lægger mærke til, at vores hænder ligner hinanden. For måske husker hun ikke mig, men jeg husker for os begge.

Så sig det dog

Vi kender alle til, at andre irriterer os. Mange gange er det små ting, der over tid bygger sig op, indtil vi bare er superirriteret. Og andre gange er det større ting - som fx at et andet menneske virkelig overskrider vores grænser eller personlige værdier.
Indeni os opbygges ikke bare irritation men også modstand overfor personen. Hvis vi ikke siger noget, så er vi i konflikt med os selv - og tit oplever jeg, at folk hellere vil have en indre konflikt, end at sige til personen, der satte gang i irritationen, at han/hun netop irriterer.

Jeg har selv været der masse af gange. Og bliver ofte rigtig sur på mig selv, over at jeg lader den indre konflikt stå til - og vokse. Så hvorfor siger vi ikke bare noget? Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg har et par mulige svar, når det gælder mig selv.

1. Jeg er "bange" for den andens reaktion på det, jeg har at sige.
2. Som følge af nr. 1 er det nemmere at være i den indre konflikt, for så er jeg jo stadig "flink"
3. Jeg venter så længe med at få det sagt, at når det endelig kommer ud, er det på en meget uhensigtsmæssig måde.
4. Jeg tvivler i bund og grund på, at jeg har retten til at være irriteret.

Men livet har lært mig, at det overhovedet ikke er nemmere at lægge låg på irritationen. At besværet med at holde låget nede over en boblende indre konflikt, aldeles ikke er den ydre pænhed værd. Den indre konflikt er kvælende, opslidende og tærer på mine værdier.
Jeg er absolut ikke fortaler for, at man skal gå op til den første og bedste, der irriterer en og sørger for, at de ser tingene fra den anden side. Jeg er dog fortaler for, at konflikter ikke vokser os over hovedet eller kvæler os indefra.

Så sig det, som er for meget - på en ordentlig og hensynsfuld måde. Sig det, fordi du også har ret til at følge, hvad der er rigtigt og forkert for dig. Sig det for at skabe en større forståelse mellem mennesker.

Huskelister til mig selv

Har du lige som mig samtaler med dig selv? Ikke bare når du går rundt for dig selv, men sådan det meste af tiden. Samtaler som handler om, hvad du synes om dig selv og din egen indsats. Det kunne handler om dit udseende, din måde at håndtere en situation på, eller den facon du brugte til samværet med andre. Og alt for ofte er de samtaler ikke positive. De handler desværre nok mest om, hvordan og hvorfor vi ikke gjorde det godt nok eller var gode nok.

STOP DET NU!!! Jeg mener det. Hold nu op med at være efter dig selv. Du (og jeg) er gode nok. Vi er hele tiden på vej. Til at blive bedre. Til at blive dygtigere. Til at blive mere. Vi er igang med vores egen udvikling, og når vi skuffer os selv, skyldes det kun, at vi ikke er helt i mål endnu.

Der er masse af ting, som jeg gør anderledes i dag end for bare få år siden. Og der er sikkert mange ting jeg om ligeså få år, vil kunne gøre endnu bedre end i dag. For vi er hele tiden på vej - i gang med en udvikling.
Desværre tynges vi alt for ofte af vores egen middelmådighed og vores egen kritik. Derfor skal vi komme os over det. Hive os selv op over middelmådigheden, så kan vi blive mere, gøre mere og være meget mere end vi er nu.

En af måderne vi kan arbejde med er små huskelister til os selv. I dag viste min datter mig, at hun på sit værelse har sat små huske-udsagn op. Som fx You make the rules to this game, This is your life you make the calls eller Impossible? I don't know the word.  Udsagn som kan påvirke vores indre dialog. Som kan ændre den. Disse huskelister bruger min skønne datter og jeg til at minde os om, at vi kan mere, end vi egentlig tror.
Så jeg vil opfordre jer alle til at skabe jeres egne huskelister, hvor I minder jer selv om, at I netop kan være mere, end I er i dag - end andre synes I kan være. Brug dem til at være alt I kan være.

Vær den slages menneske

Dagen i dag er bl.a. blevet tilbragt sammen med en flok skønne mennesker, som jeg har kendt igennem de sidste par år. Vi har en fælles interesse i personlig udvikling og det at vokse som menneske, mens vi hjælper hinanden. Det vi samledes om i dag, var undervisning i madlavning med fokus på sundhed. Det er ikke lige det emne, hvor jeg har min største ekspertise - men det gjorde intet, for jeg var omgivet at kompetente og hjælpsomme mennesker.

Det er nu ikke maden, jeg vil fortælle om, men derimod stemningen som gennemstrålede vores tid sammen. Opgaverne blev fordelt på kryds og tværs - og snakken flød nemt og ubesværet. Nogle havde sjove oplevelser at dele. Andre havde været igennem lidt mere kedelige episoder, som var ligeså vigtige at få belyst. Vigtigst af alt var den åbenlyse interesse i hinandens liv. Der blev spurgt ind til historierne med en fordomsfri nysgerrighed - og der blev fortalt åbenhjertet.

Jeg gik derfra med en fantastisk følelse, som jeg ved, at kun det omsorgsfulde og venligstemte fællesskab kan give mig. Følelsen som giver mig lyst til at gøre bedre og være bedre. Jeg blev mindet om, at jeg skal huske at møde alle på min vej på den måde. For når jeg får for travlt, kan mit hoved godt fyldes med fordomme og bedreviden. Og det tjener jo ikke noget godt. Derfor er det også vigtigt for mig at mødes med mennesker, som skubber mig i den rigtige retning og minder mig om, at jeg netop er et menneske, som kan gøre noget godt for andre og være noget godt for andre.

Så mit råd til dig - og til mig selv - er at sørge for at være sammen med den slags mennesker regelmæssigt. Og ikke mindst være den slags menneske for omgivelserne.

Grin uden at gøre grin

Humor og latter er en meget vigtig del af mit liv. Det er faktisk et af mine daglige mål - at grine hver eneste dag. Og jeg kan grine af alle mulige ting - små som store. Ofte har jeg en hel latterfest i gang inde i mit hoved. Derfor kan man sagtens høre mig grine højlydt uden, at der er nogen synlig grund. Jeg er bare midt i festen.

Jeg omringer mig også gerne med mennesker, der har lyst til at grine sammen med mig. Både i min hverdag, min fritid og når jeg møder nye mennesker. Jeg synes, det er en skøn måde at være sammen på og at danne relationer. Jeg behøver egentlig ikke kende folk særlig godt for at kunne more mig i deres selskab, selvom jeg sammen med mine næreste kan grine meget mere fjollet og uhæmmet.

Der er dog noget, jeg på ingen måde vil være med til i min søgen efter et godt grin, og der er at gøre grin med mine medmennesker. Der er bare ikke i orden. Jeg har desværre oplevet alt for mange gange, at vi mennesker synes, det er i orden at udstille hinanden - ikke mindst der hvor vi kan være mest sårbare - og gøre grin af hinanden. Jeg har desværre ligeledes oplevet, at jeg ikke fik sagt fra eller forsvarede dem, det gik ud over.
Når vi skal lade være med at gøre grin med andre, skal vi huske, at det også gælder os selv. Det er nemlig heller ikke i orden -  eller sjovt på nogen måde. Vi skal grine sammen på en omsorgsfuld måde, hvor latteren bliver opløftende og befriende.

Så gå ud og grin sammen med andre. Inddrag dem i dit humoristiske og humørfyldte univers.

Jeg elsker at være uperfekt!

Jeg er temmelig uperfekt! Jeg siger dumme ting, og også nogle gange også på upassende tidspunkter. Jeg laver fejl og glemmer ting. Jeg tvivler ind i mellem på, om jeg ved nok i samtaler med andre til overhovedet at kunne byde ind...
Måske er der ikke så mange, der ved det. Jeg går jo ikke rundt og snakker om det hele tiden. Og når mit hår sidder, som jeg synes, det skal og tøjet klæder mig ekstra godt - så mærker jeg ikke det uperfekte så meget. Og viser den slet ikke.

Men dybest set synes jeg det fedt at være uperfekt. Jeg nyder at kunne tillade mig sig at være kikset, virke mindre klog eller kunne blive mindet om de fejl, jeg laver. Når jeg opdage alt det, morer jeg mig over mig selv. Og ikke mindst så lærer jeg af mine fejl i alt det.
Når det kan lade sig gør, skyldes det at jeg i mit liv har fundet en hel del trygge steder, hvor det er i orden, at jeg ikke har en perfekt facade. Hvor min uperfekthed lærer andre, at de også må fejle, glemme eller ikke vide nok. Hvor vi sammen kan blive mere, udvikle mere og gøre mere, fordi vi ikke er bange for at træde ved siden af.

Jeg håber, at mange flere vil dyrke det uperfekte og turde stå ved det. Vi har brug for, at især vores børn og unge mennesker ser, at facade ikke er alt. Faktisk er den ingenting. Det er alt det skøre, skæve og sjove bag facaden, som er interessant og værdifuldt. Det er i det uperfekte, vi udvikler os og hinanden.

Far er den bedste i verden

Igennem det meste af mit liv har jeg været tæt knyttet til min mor. Måske fordi jeg ligner hende mest. Måske fordi vi har samme køn. Jeg ved det ikke, men jeg synes, det har været noget ganske særligt, og mange af de bedste øjeblikke i mit liv, har jeg delt med hende.
Jeg har også altid haft et godt forhold til min far, men det var min mor jeg ringede til, når jeg havde brug for forældrestøtten.

Desværre blev min mor ramt af demens for efterhånden mange år siden. Det ændrede ikke bare mit forhold til hende, mens hun langsomt forsvandt længere og længere væk fra os. Det ændrede også mit forhold til min far. Gennem årene med fælles bekymringer og udfordringer i hverdagen har jeg fået et tæt og ganske fantastisk forhold til min far. Jeg ringer til ham, når jeg er glad eller har brug for opmuntring. Jeg ringer til ham, når jeg har brug for råd eller brug for at høre, at jeg skal tage mig sammen - og der er ikke mange, som siger det lige så tydeligt...

Han retter på mig og skubber mig til at være bedre. Han griner sammen med mig - ikke mindst over alle de øjeblikke, som har været så absurde med en dement i huset. Han bliver ikke usikker i sit nærvær, hvis jeg græder eller er meget ked af det. Han har lært mig at tage hånd om dem, som ikke kan selv. At vi alle er lige. Se det store i det små. Hver eneste gang jeg besøger ham, har vi samtaler, der springer alt det overfladiske over, og går direkte til det, som har betydning for os. Jo ældre jeg bliver, jo mere begejstret er jeg for min far.

Og i dag stod jeg så i regnen med et fladt dæk - og min 79 årige far kom selvfølgelig og hjalp mig, fordi jeg er hans barn (på 45!) - og han altid er der for mig. Selv som voksen er far den bedste i verden.

Hvor er du, for du er ikke her?

Når min mand eller mine børn kommer ind i det rum, hvor jeg befinder mig, stopper jeg op og tager i mod dem med et smil og øjenkontakt. Jeg lyser op - bogstaveligtalt, ikke kun fordi mit hjerte glædes ved dem, men også fordi jeg meget bevidst gerne vil have, at de kan mærke at de har helt særlig betydning for mig. Det er vigtigt for mig, at vi har den kontakt med hinanden.

Jeg prøver også at gøre det med alle andre, selvom jeg er klar over, at jeg desværre ikke er der helt endnu. Men det er vigtigt. Når jeg passerer børn og voksne på min arbejdsplads, møder jeg dem også med et smil, og jeg prøver at få øjenkontakt. Det er dog ikke altid lige nemt, for mange har svært ved det med at se hinanden i øjnene.

Vi er blevet så vant til at være ved siden af hinanden uden at kigge på hinanden. Snakke sammen uden nærvær. Nogle gange kan jeg sidde sammen med mennesker, hvor jeg tænker: Hvor er du egentlig henne lige nu? For du er i hvert fald ikke her.  Vi er ikke tilstede. Det er, som om vi slet ikke ser hinanden. Som tilfældige statister bevæger vi os rundt i hinandens liv, selv om vi burde indtage en hovedrolle eller i det mindste en vigtig birolle.

Men du og jeg har både evner og mulighed for at ændre det - lige nu. Når du møder mennesker, så mød dem med nærvær, interesse og vis dem, at de ikke ligegyldige statister. Vis dem, at de i jeres møde her og nu, har betydning. Og gør det ikke kun for deres skyld - men også for din egen.

Der er mere end nok - også til mig

Jeg tror, at vi bliver misundelige, når vi i bund og grund er bange for at vi ikke selv kommer til at opleve det skønne, som andre gør eller får de smukke ting, som de har. Og når vi rammes af den frygt, er det svært at være rigtig glad på andres vegne.

Mere hvor det kommer fra

Men der er så rigeligt til os alle sammen. Der er mere, hvor det gode kommer fra. Og bedst af alt, så ønsker vi sjældent de præcise sammen ting. Så der er masse til alle. Det kan selvfølgelig godt kræve en indsats fra din side. Men drømmejobbet, den fantastiske kæreste og alle de oplevelser vi overhovedet kan tænke på kan blive til virkelighed. Vi må endelig ikke begrænse os selv - bare fordi andre har noget som virker tiltrækkende. 

Start med glæden

Glæd dig over andres succes og gode oplevelser.  Synes du, at det de har, er noget for dig - så glæd dig sammen med den. Fejr dem. Spørg ind til hvordan det lykkedes for dem. Gå derefter ud og gøre dem kunsten efter. 

Glæd dig sammen med andre, så er der også større chance for at de vil glæde sig sammen med dig, når du lykkedes med det, du drømmer om.

Mindre end...

Som opfølgning på mit indlæg fra i går om misundelse, har jeg reflekteret over, hvorfor misundelse popper op i vores liv - i mit liv. Jeg har af en eller anden årsag (som jeg nok også snart finder frem til) følt mig mindre end i de sidste par dage. Jeg er ikke et mennesker, som rammes af misundelse særlig tit, men når det sker, sker det i kølvandet af, at jeg ikke føler mig godt nok, klog nok, interessant nok - i det hele taget nok!

Sammenlignings-pesten

Jeg blev simpelthen ramt at sammenligning-pesten. Træt med manglende overskud gik jeg i gang med at sammenligne mig selv med alle andre, jeg kom i kontakt med enten i real life eller online. Jeg kiggede ikke på helheden i deres liv - og i forhold til mange af dem, kender jeg slet ikke helheden i deres liv. Jeg kiggede på de ting, som jeg fandt interessante, og som kunne "vinde" over mit liv i en sammenligningskonkurrence. Og jeg blev slået ud. Takke være mig selv. Det mest underlige er, at det et eller andet sted i verden, kan der sidde et menneske og se på mit liv og blive misundelig over det - samtidig med at jeg er i fuld gang med at føle mindre end.
Så vi er nød til at stoppe sammenligningen. Og kan vi ikke det, så skal vi i det mindste stoppe med ikke at være nærværende med dem, vi sidestiller os med.

Den gode sammenligning

Den gode sammenligning må være den, hvor vi søger noget, der kan udvikle os. Og vi kan kun sammeligninge os med andre i samme situation. Altså virkelig i samme situation. Som når jeg observere min mands måde at håndtere vores børn på, og derefter sammenligner og udvikler min egne måde. Eller at jeg kigge på en venindes feriebilleder - en veninde, som har samme interesser og ferieønsker som jeg. Som har samme familiemæssige muligheder og udfordringer... Og jeg gennem hendes oplevelser henter inspiration til mine oplevelser.
Sammenligningen kan også ske i samtale med et andet menneske - og bruges til at skabe kontakt. Som når jeg møder et menneske for første gang, og vi hurtigt finder frem til fælles interesser - og dermed en fælles forståelse.

Ryst mindre-end-følelsen af

Så for at komme af med følelsen af at være mindre end alle andre, må jeg finde frem til det gode i mit eget liv. Jeg gør det ved, at skrive dagbog om bl.a. de ting og oplevelser jeg er taknemmelig for. Desuden prøver jeg at være tilstede i nuet - oplevelse det som er tæt på for fuld styrke. Og ikke mindst vælger jeg at have større fokus på andre, når jeg rammes af mindre end. Hvordan kan jeg gøre noget for andre? For et fokus på taknemmelighed, nærvær og medmenneskelighed gør det svært, hvis ikke umuligt for mig, at blive i en følelsen af "stakkels mig".

Misundelse

Misundelse er en grim ting - den holdning er der sikkert mange af os, som er opdraget med. Og den overskudsagtige side af mig mener også, at der ikke er grund til at være misundelig. Vi skal i stedet glæde os over andres fremgang og succes.

Derfor er det også svært at acceptere, når misundelsen dukker frem og viser sig - for det meste i mine tanker. Jeg vil virkelig gerne bare være glad på andres vegne og nyde, at livet giver tilbage til andre. Men nogle gange er det bare svært.

Jeg kan blive misundelig over alle mulige åndsvage ting. At nogle bedre kan lide det andre skriver (= flere likes), at kvinder, jeg kender, på Facebook viser billeder af deres specielle veninde-events, som klart ser mere interessant ud end noget, jeg arrangerer eller deltager i. At jeg møde folk, som tydeligvis har mere succes i livet end mig - og det kan bare være folk, jeg møder én enkelt gang. Eller at nogle uden tvivl ser bedre ud end jeg.
Alt dette er årsager, som jeg sagtens med min fornuft kan få til at fylde meget lidt, men som nogle gange kommer til at optage mit indre og trække mig ned. Jeg er overhovedet ikke stolt af det, og snakker derfor meget sjældent om det.

Når jeg så vælger at være ærlig om det i dag, så skyldes det, at jeg ikke ønsker at fremstå som perfekt. Jeg vil gerne åbne op for snakken om misundelse - og hvordan vi håndtere den. Er misundelse en ting vi bare skal acceptere, som en mere eller mindre naturlig del af livet? Skal vi lægge låg på - for at få den til at forsvinde? Eller vil den miste betydning, hvis vi er ærlige om den?

Hvem er dine helte?

I dag skulle det efter sigende være 605 år siden Jeanne D'Arc blev født. Da jeg var barn vidste jeg ikke så meget om hende, andet end hun var en af de første kvindelige helte i historien. Historierne jeg hørte om hende handlede om at gå mod strømmen, kæmpe for det hun troede på - og ikke mindst trodse det samfundet egentlig havde forventet af hende. Historierne tiltalte mig- og jeg synes hun var ret sej.

Store og små helte

Senere i livet var det andre helte og deres historier, der tiltalte mig. Især helte som Mathama Gandhi og Martin Luther King Jr.  Da jeg læste om disse to, som var forkæmpere for lige rettigheder, som ihærdigt og vedholdende holdt fast i, at forandringerne skulle ske gennem fredelige aktioner, blev jeg betaget. Især fordi de begge stod i spidsen for bevægelser, der kom til at ændre menneskers syn på hinanden, forståelsen af hvem der har magten og ikke mindst ændrede historien.
Da jeg dykkede mere ned i især den amerikanske borgerrettighedshistorie, dukkede andre helte op. Her tænker jeg bl.a. på Rosa Parks som en decemberdag i 1955 nægtede at følge de regler, som hun levede under - bare fordi hun ikke vare hvid. Jeg blev klar over, at helte ikke altid udkæmpede store slag eller var født og opdraget til bestemte roller. Helte kunne komme fra alle familier og samfundslag. Helte kommer i alle størrelser - og det gør ikke deres betydning mindre eller større...

Hverdagshelte

Igennem mange år har der også været fokus på hverdagens helte. Både dem som grundet deres profession viser heltedåd, men så sandelige også dem, som bare er helt almindelige mennesker, der i tilspidset situationer virkelig viser, hvad de også indeholder - og at de har betydning i ofte helt fremmede menneskers liv. Dem som viser os, at vi indeholder så meget mere, end vi selv er klar over. Jeg tror, at vi alle uanset, hvordan vi ellers klare os i vores liv, har mere eller mindre ukendte ressourcedepoter, som vi kan trække på når tid er. Hverdagshelte betyder for mig, at vi er der for hinanden, også når situationerne bliver helt vanvittige.

De nære helte

I vores nære liv er der også mange helte, bare vi kigger efter dem, skal de nok vise sig. Min mormor fx blev enke i en ung og alenemor med tre mindreårige pige, men hun rejste sig igen ovenpå den livsomvæltning, Hun var omsorgsfuld, vis og havde formået at skabe sig et godt liv for hende og hendes piger - omstændighederne til trods. Min mor voksede op og fandt modet til bl.a. at optræde i cirkus, som var hendes helt store drøm, og har været en stor inspiration for mig. Min far som blev født før 2. verdenskrig af en ugift mor og derefter sat i pleje hos sine bedsteforældre, hvor han mere eller mindre altid følte sig til besvær, fordi han var en ekstra mund at mætte og en skamplet på familiens omdømme. Han voksede op og skabte et liv for min søster og jeg, der byggede på værdier om menneskers ligeværd og værd - og stadig den dag i dag med sine 79 år er han en af mine helt store nære helte.

Hvem er dine helte?

Jeg tro, at vi alle har godt af gode forbilleder og helte, som kan inspirere os til større bedrifter. Så hvem er heltene i dit liv? Vær nysgerrig på, hvem der først tiltalte dig eller hvem du er mest fascineret af. Og ikke mindst hvem der er dine nære helte i dit liv.

 

Dyrk et fællesskab

Gennem det meste af mit liv har jeg været spejder. Her har jeg fundet fællesskaber, som har været værd at dyrke.
Da jeg var barn, var det selvfølgelig anderledes end i det er dag. Men grundlæggende er det de samme værdier og den samme fællesskabsfølelse, som tiltaler mig. Og derfor dyrker jeg det.

Hver eneste torsdag møder jeg op i vores spejderhus, og glæder mig til at møde både børn og voksne. Dem har jeg delt spejderhverdag med igennem mange år. I deres selskab er jeg afslappet og glad. Vi har et fællesskab sammen alle sammen. Jeg har desuden et andet fællesskab med de voksne, hvor vi snakker, griner og knokler sammen. Udover det dyrker vi mindre samarbejds-fællesskaber, som skifter alt efter hvilke opgaver, vi står med.
Vi er vedholdende i vores fællesskab og skulle en af os have det svært en dag eller i en længere periode, er vi andre klar til at bakke op, aflaste og støtte, hvis det skulle blive nødvendigt. Fællesskabet er ligetil og på samme tid uforpligtende og forpligtende.

Udover at jeg får en masse glæde af at være del af fællesskabet, får jeg også lov til at give en masse tilbage - både til børn og voksne. Jeg får lov til at dyrke det, som jeg synes er sjovt i fællesskabet - og at tage det med mig, som jeg har brug for.

Jeg vil ikke være en ener

Der har igennem mange år været et stort fokus på individet - det unikke og enestående menneske. Og mens jeg til fulde anerkender og nyder, at der kun er én af mig, og at jeg er den, som bedst kan leve mit liv, så er det navlebeskuende fokus for lang tid siden blevet kvalmende.

Én blandt mange

Jeg vil hovedet ikke være en ener - jeg vil være en blandt mange. Blandt ligesindet og blandt dem jeg er uenig med. Blandt store mængder af mennesker og blandt mindre grupper. Jeg vil bare være en del af et fællesskab, som nogle gange involvere mange mennesker og nogle gange få. Jeg vil føler, at jeg hører til. Jeg vil være ligeværdig med mine medmennesker. Det er skønt, når der er brug for netop de evner, tanker og færdigheder, jeg besidder. Men det er allerbedst, når behovet for dem indgå i en større pulje af, det vi fælles byder ind med, og som kan bruges til at skabe noget, der er meget bedre, end jeg nogensinde havde kunne gøre alene.

Vi er et team

Når vi mødes til samtaler, daglige gøremål eller større projekter, bør vi gøre det som ligeværdige teams. Alle der står overfor mig, har noget at bidrage med. Noget at lære mig. Nogle gange har vi så forskellige roller, at det kan være svært at få øje på, men det ændrer ikke på, at vi stadig er et team.

Som leder kan det nogen gange se ud, som om min rolle er mere vigtig end mine medarbejderes - sådan er det dog slet ikke i min optik. Jeg er omgivet af kompetente mennesker, der arbejder for vores fælles mål på en måde der dagligt tydeliggør, at jeg ikke vil kunne nå dette mål alene. Nok får jeg i min rolle lov til at stille mig op foran forsamlinger, og fortælle om det gode arbejde der udføres, men det er altid med bevidstheden om, at vi er et ligeværdigt team. Omvendt ved jeg også, at jeg bidrager på måder, som gør, at medarbejderen kan gøre deres bedste. Det er et team. Vi skal drage glæde af hinandens kompetencer og forskellige vinkler på vejen til målet. Vi skal nyde, at vi som mennesker har forskellige tilgange, og derfor kommer meget bedre rundt om en problemstilling.

Nyd fællesskabet

Jeg vil opfordre alle til at finde frem til ligeværdige fællesskaber i jeres liv. Byd andre ind i dem, sammen med det de har at give til fællesskabet. vær nysgerrig på, hvordan I bedst kan udvikle jer selv, jeres ideer og verden sammen
Så for mig kan det at være en ener eller enestående slet ikke måle sig med lysten til at blive bedre sammen med andre. Glæden ved samhørigheden og tilfredsstillelsen ved at opleve at være en del af fællesskabet.

Lad samtalen udvikle sig

Dagen i dag er bl.a. blevet tilbragt i samtale med et meget interessant mennesker. Et mennesker som jeg har kendt perifert igennem mange år. Hver gang vi tilfældigt har mødt hinanden, har vi altid indgået i meningsfulde samtaler, hvor vi hurtigt kom frem til emner, der virkelig havde vores interesse. Men det var ikke blevet til mere end det - tilfældige møder og sporadiske samtaler.

Så i dag havde vi så bestemt os for at mødes, og sætte tid af til at kunne fordybe os i samtale. Vi havde begge inden vores kaffeaftale tænkt, om vi nu også havde noget at tale om - altså i mere end et kvarters tid.  Det havde vi - i fem timer uafbrudt!
Jeg er beriget, opmuntret og inspireret ikke bare på egne vegne, men også på min nye vens vegne. Hun fik mig til at føle et fællesskab og en samhørighed. I samtalen og hendes nærvær følte jeg, at vi kunne gøre noget, der var større end os selv.  Og jeg håber, at i dag bare var de første skridt på vejen til netop at skabe noget, der er større og vigtigere end os.

Med denne berigende oplevelse i rygsækken, håber jeg, at flere vil opsøge de mennesker, som de ikke kender så godt endnu - og invitere dem til en snak om det, det har betydning for os. Lad os sammen berige hinanden og komme tættere på hinanden.

Glæden ved at arbejde sammen

Mens arbejdsåret er gået i gang for mange, har jeg i dag nydt at kunne blive hjemme og  tilbringe dagen sammen med mine to teenagere. Efter jeg "tvang" dem til at se dagens lys i løbet af formiddagen, var det tid til at pakke julen ned og væk. Da det var gjort, viste det sig, at julen havde skjult en masse støv og snavs, som nu blev eksponeret på denne skønne solfulde dag. Så der skulle  gøres rent, og de to teenagere skulle selvfølgelig være med til det.

Jeg ved ikke præcis, hvordan det er i andre familier, men hos os arbejder vi alle sammen om de fælles gøremål. Begge børn er meget vant til at tage fat - og er gode til det. Mens vi gjorde vores hjem mere rent og rart, hyggede vi os med at snakke og grine samt det at kunne løfte i flok.  Vi glædes ved, at være del af et forpligtende og hjælpende fællesskab. I dag er heldigvis ikke et særsyn. Selvom, der er opgaver, som kun kræver én person, så sørger vi hovedsageligt for, at alle så er i gang med flere af disse én-persons opgaver samtidig. At arbejde sammen giver desuden ofte anledning til mange spontane snakke, som ikke kan fremdrives på samme måde, hvis vi bare sidder i sofaen.

Når opgaverne er klaret, slapper vi også af sammen. Jeg synes, det er dejligt - og spørger I mine unger, så er jeg sikker på, at de vil sige det sammen. Måske dog ikke lige i det øjeblik jeg beder dem om at rejse sig og slippe deres spil eller film. Men jeg ved, at de føler sig som ligeværdige bl.a. pga. de positive forventninger, vi som forældre har til deres evne og vilje til at byde ind i familiens fællesskab.

Hensigten med nytårsforsæt

Har du lavet nytårsforsæt? Det er du sikkert ikke ene om - og det er nok heller ikke første gang, du har gjort det. Og til trods for, du nok også har oplevet, at dit nytårsforsæt ikke er lige til at overholde, har du alligevel fundet noget, som var værd at lave et forsæt om - igen.

Hensigten

Når vi gør noget med forsæt, så betyder det, at vi har en hensigt eller en intention bag. Det er altså ikke bare noget, vi kan sige ude at mene det. Men hvor tit har du ikke hørt om nytårsforsæt, som du bare vidste ikke var sagt med en reel hensigt og intention bag.
Personlig synes jeg, nytårsforsæt er noget underligt noget. Hvis du er utilfreds med noget i dit liv så ændr det - NU. Hvorfor vente til 1. januar? Hvis din hensigt er at leve et bedre liv på den ene heller den anden måde, så gør det. Jeg er sikker på, at du kan, hvis du virkelig lægger hensigt og intention i projektet. Men det behøver ikke at starte som et nytårsforsæt.

Måske er hensigten bag de mange nytårsforsæt at føle sig som en del af et fællesskab, Et fællesskab, hvor det at være i konstant forbedring bliver set som noget positivt. Hensigten kan desværre hurtigt blive, at vi "slår" os selv og hinanden  oveni hovedet, med alle de fejl og mangler vi har.

Nytårsønsker

I gamle dage lavede folk ikke nytårsforsæt, men fremsagde nytårsønsker, som bl.a. handlede om at ønske fremgang, held og lykke i det nye år - ikke bare for sig selv, men også for andre. Den tanke kan jeg virkelig godt lide. Det er en smuk tanke, at vi håber alt der bedste for hinanden.

Så lad os ønske hinanden al mulig fremgang, held og lykke i 2017 - og lad os hjælpe hinanden til at opnå det. Lad os sammen skabe mere af det gode for alle. Det tror jeg er noget sjovere at følge op på end de traditionelle nytårsforsætter - og vi kan gentage ønsket nytår efter nytår uden, det mister betydning.