Jeg kan klare rigtig mange ting - bare ikke på én gang.

Når jeg kigger tilbage på mit liv - eller bare de sidste par år, så har der været mange ting, som har givet en mavepuster. Og der har også været perioder, hvor jeg har haft svært ved at holde balancen i al kaosset. Men overordnet er det egentlig utrolig meget, vi som mennesker kan holde til...

Jeg bruger ikke tilbageblikket på at få ondt af mig selv, men til at give mig selv et anerkendende klap på skulderen. For hvor har jeg rejst mig mange gange, når livet har slået benene væk under mig. Og det har ikke været lige nemt hver gang, slet ikke hvis livet har slået mange kolbøtter på én og samme tid. For jeg kan klare mange ting, men ikke alt sammen på én gang.

Tilbageblikket minder mig også om, at en stor del, af det jeg har været igennem, virker mindre voldsomt, når jeg nu kender udfaldet. Når jeg ved, at jeg har formået at lande på benene, tænker jeg, at jeg en anden gang sagtens kan gennemleve lignende episoder uden at blive helt så rystet. Desuden er der en masse ting, som slet ikke vil have styrke nok til at få betydning, hvis jeg skulle møde dem igen - i bagklogskabens ulidelige klare lys.

Vi mennesker har en helt ubegribelig styrke, når livet virkelig kræver det af os. Og nogle gange er den største styrke at lade være med at lukke op for alle mulige problematikker på én gang. At holde fokus på det, som er vigtigst. Så kan vi klare endnu flere ting.

Vi skal være ordentlige - trods vores uenighed.

I mange år har jeg stræbt efter at være vellidt. Jeg led af "the disease to please".

Heldigvis har jeg for lang tid siden indset, at det ikke kan lade sig gøre at få alle andre til at synes godt om mig. Hvis jeg møder bare 10 forskellige mennesker, vil der være 10 forskellige holdninger til mig. Hvis dem jeg møder er enige i mine holdninger og udtalelser, vil jeg sikkert fremstå positivt, men er de ikke enige, ser situationen helt anderledes ud.

Selvom jeg er holdt op med at stræbe efter anerkendelsen, kan jeg stadig blive ramt af, at andre langer ud efter mig pga. mine holdninger. Jeg prøver dog at holde balancen i hverdagen, ved at holde fast i, at jeg skal være et ordentlig menneske. Jeg ønsker ikke at behandler andre dårligt på nogen måde.
Derfor kan det også være rigtigt svært, hvis nogle synes, at jeg helt galt på den i forhold til min måde at håndtere ting på. Men jeg tror desværre ikke helt, at vi kan komme uden om uoverensstemmelser mellem mennesker. Men vi kan håndtere det uden at lange ud efter hinanden.

Livet afgøres IKKE ved "det grønne bord".

I dag gik startskuddet til de mundtlige prøver i folkeskolen. Rundt omkring i landet går mange unge - på kun 15-16 år rundt med ondt i maven og tårer i øjne over de udfordringer, de vil møde ved det grønne bord.
Alt for mange af disse skønne unge mennesker føler, at deres værd i livet afhænger af, hvilket tal de får med sig ud i verden. Desværre har de ikke selv fundet på den idé. De er blevet tvangsfordret med præstationsforventninger siden, de var ganske små. Forventninger der både kommer fra politikere, forældre - og til sidst jævnalderen.

Vel skal de stramme sig an og gøre sig umage. Men det har taget overhånd for mange af dem.
Vi voksne skal sørge for mere luft omkring de unge, til at de kan udvikle sig i eget tempo. De skal have tid til at danne sig som mennesker.

Hvor mange voksne kan egentlig huske deres karakter fra folkeskolen? Og hvor mange af os, synes egentlig at afgangsprøverne var så afgørende for vores mulighed for succes i livet?
Nej, vel! For livet afgøres ikke ved det grønne bord. Det er "bare" en træningsbane, hvor de unge kan prøve sig selv af. Hvis vi gav dem noget mere rum til afprøvning og lyst til at give den gas med store tanker og teorier fremfor hele tiden at forvente et bestemt tal, ville de unge imponere os endnu mere.

Når vi møder de unge skal vi ikke spørger til deres karakter, men til deres viden. Lad dem vise hvad de har lært - og ikke hvilket tal de fik. Lad dem fortælle om, hvordan de har udviklet sig. Lad dem bruge det grønne bord, som en trædesten på deres videre færd i livet - og ikke som en stopklods.

Roadtrip med min far

Livet er i høj grad glæden ved det store i det små. Og det har denne weekend virkelig understreget.

Efter en fantastisk 80 års fødselsdag hos min moster, hvor vi oveni købet kunne fejre hendes og min onkels diamantbryllup, tilbragte min far og jeg dagen i dag med at køre gennem Jylland. Hvor tit er det, at man som voksen med egen familie husker at tage på tur med sine forældre - alene? Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst gjorde det, men det kan virkelig anbefales.

Vi startede dagen på Mors (hvor min moster bor) og kørte derefter til Thise, hvor min mor bl.a. er vokset op. Da min mor er dement og i dag bor på plejehjem, vil min far meget gerne have, at jeg (og min søster) har kendskab til hendes historie. Mine forældre, min mand, vores dengang meget lille datter og jeg tog godt nok samme tur for ca. 16 år siden. Men da jeg ikke har min mors nærvær mere, får viden om hendes liv en helt anden betydning i dag.
Turen forsatte til Skive, hvor min mor boede det meste af sin barndom og ungdom, og hvor jeg havde mange fantastiske ferie hos min mormor, samt til Herning hvor min mor boede, da hun startede sit voksne liv - og da hende og min far faldt for hinanden.

Selvom jeg desværre ikke kan krydre dagen med min mors syn på sit liv, har det været vidunderligt at tage "down memory-lane" med mine far.

Der er så mange historier, som aldrig ville kunne udfolde sig på samme vis, hvis vi ikke havde sat os ind i bilen sammen - og havde været villige til at dykke med i det, der har betydning for vores familie.

Fejr livet sammen med familien.

Livet skal fejres!
Og i dag har jeg haft en stor glæde i at kunne fejre min mosters 80 års fødselsdag, samt hendes og min onkels diamantbryllup. Det har været en dag, hvor store og små ting, der har haft betydning i livet er blevet sagt højt. Det har været en dag med gode taler og interessante samtaler. Og det har været en dag, hvor jeg har kunne mærke værdien af og glæden ved familien helt ind i hjertet.

Glæden ved en færdiggjort opgave.

Da det sidste punktum var sat, læste jeg atter min opgave igennem. Indholdet var faktisk helt i orden. Idet jeg lukkede computeren ned, kunne jeg mærke at skuldrene også langsomt sank ned på rette plads.
For jeg har haft travlt det sidste stykke tid, også mere travlt end godt er. Min familie har kunne mærke det, fordi jeg stille og roligt - men sikkert er blevet smågnaven, irettesættende og irritabel.
Men i dag kunne jeg endelig slappe af og trække vejret roligt igen. Jeg har været helt anderledes end bare i går morges. Og har heldigvis kunne nyde livet med min skønne familie. Glæden har været stor.

Forhåbentlig går der lang tid, inden jeg falder ned i "at have for travlt" igen.

Hvor godt skal vi kende hinanden, før vi kan blande os?

Der er et menneske i mit liv, som jeg fornemmer ikke trives i øjeblikket. Jeg tænker på at ringe for at høre, om jeg har ret. Den geografiske afstand er desværre så stor, at jeg ikke bare lige kan droppe forbi til en kop kaffe.
Men jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg egentlig kender vedkommende godt nok til, at det vil føles rart med min indblanden.

Måske er der nogle af jer andre, som har stået i samme dilemma. På mange måder er jeg et privat menneske og også ærekær. Jeg vil gerne dele mine dybeste bekymringer med dem, der står mig nær. Men jeg er ikke så vild med at skulle fortælle om det der trykker til mennesker, jeg ikke kender så godt - og ikke ved, hvordan vil håndtere den viden. Og hvis jeg har det sådan, er der sikkert også andre mennesker, der har det på samme måde. Så vil jeg gå for tæt på, hvis jeg (godt nok i venlighed) forsøger at få personen til at åbne sig?

Omvendt har jeg stået i svære situationer og perioder i mit liv, hvor bekendtskaber er blevet til venskaber, fordi et andet mennesker rakte ud og var lyttende, da jeg virkelig havde brug for det.

Gad vide hvornår vi kender hinanden godt nok til bare at ringe op og spørge løs til livet med alle dets udfordringer? Og gad vide hvornår vi kender hinanden godt nok til at kunne svare ærligt og hudløst - og til at kunne tage imod det den anden fortæller os?

Et ord er et ord.

Vi har så travlt med at dokumentere, skrive ned og udforme gensidige kontrakter for at holde hinanden op på det, vi har lovet. Og jeg oplever desværre også tit, at det kan være nødvendigt. Men hvad blev der af vores ord og løfters troværdighed? Hvis nu jeg har lovet at gøre noget,så skulle det jo meget gerne gælde, selvom der måske er gået 3 uger, 3 måneder eller 3 år, siden løftet blev afgivet.

Jeg har stor forståelse for, at vi som mennesker kan komme til at glemme aftaler eller lignende. Men det er heller ikke den slags, jeg er så bekymret over - med mindre at det sker hele tiden.

Jeg synes, at vi skal have meget mere fokus på troværdighed og integritet. Altså at andre kan regne med det vi siger, er det sammen som det vi mener og gør. Også selvom ingen vil opdage, hvis vi snød på vægtskålen. 

Integritet er en af mine værdier, som jeg lever mit liv efter. Det gør mange beslutninger nemmere for mig, selvom at de handlinger, jeg vælger, kan virke mere besværlige på den korte bane. I min hverdag betyder det, at jeg har valgt at leve i liv, hvor andre kan stole på, at der sammenhæng mellem min ord og handlinger. Når jeg har givet dig mit ord, så kan du regne med det.
Det besværlige kommer ind, når jeg ligesom andre bliver doven og egentlig godt gad skære hjørner. Her "tvinger" jeg mig selv til at gøre det, som jeg mener er det rigtige.

Lad os holde hinanden op på vores ord og løfter og sætte integritet og troværdighed i højsædet. Vi er alle bedre tjent med at kunne stole på hinanden.

De sociale mediers glæder

Jeg er slet ikke tilhænger af, at vi skal være online hele tiden - faktisk tværtimod. Men jeg har lige nu lyst til at tage JA-hatten på i forhold til de sociale medier. Jeg har nemlig stor glæde af at kunne tage del i andre menneskers glæde.

Ja, det er et pseudo-agtigt fællesskab, hvor vi kan lure på hinanden. Og der er også en del, der bruger de sociale medier til at brokke sig over alt muligt fis.
Men der er også en anden side - eller flere :-) . Der er den side,  hvor vi bruger medierne til at danne fællesskaber, som ellers ville have svært ved at opstå - eller bestå.
Jeg har bl.a. et online fællesskab med andre forældre til gigtramte børn. Vi kan tale om emnerne, som de fleste af mine venner ikke kender til eller forstår. Det giver mig en tryghed at kunne tale ind i en fælles forståelse, selvom vores hverdage alligevel er meget forskellige.
Glæden ved at sy og hækle har også fået mig ind i et onlinefællesskab, hvor vi kan dele stoltheden over vores kreationer eller spørger hinanden til råds. Jeg er blevet dygtigere til fx at hækle med hjælp fra mine online "venner".

Så er der også den side af de sociale medier, der hjælper mig med at holde kontakt til tidligere elever og kolleger eller familie og bekendte. Jeg nyder at møde op til en julefrokost, hvor jeg har set billeder fra fx min farbror og tantes sommerhus. Så kan vi begynde samtalen et helt andet sted og snakke om betydningen af sommerhuset, og hvad det skal bruges til. Jeg elsker også at følge tidligere elever på deres rejse ud i livet. Jeg kender så mange fantastiske unge mennesker, som byder ind i verden på en smuk måde.

Og mine nære venner, som jeg desværre ikke når at se hver uge, deler også gerne ud af deres liv. Jeg synes, det er givende at følge med i hverdagen. Det lægger også op til dybere samtaler, fordi vi ved noget om hinanden, der gør at vi kan dykke direkte ned i meningsfulde samtaler lige med samme.

Så vel skal vi forholde os kritisk til de sociale medier og omgås dem med en sund skepsis. Men vi skal også have lov til at dyrke de glæder, der kan følge med.

Lad os hjælpe børnene gennem overgangene.

I dag var jeg til et spændende foredrag med psykolog Inge Schoug (http://www.schoug.dk/), der fortalte om de overgange børn møder bl.a. i forbindelse med skiftet fra børnehave til skole eller fra indskoling til mellemtrin.
Det jeg helt overordnet fik ud af foredraget var, at vi som mennesker er nødt til at blive forberedt til overgangene til nye oplevelser, nye regler og nye mennesker. For børnenes vedkommende handler det  meget om, at vi voksne arbejder sammen og skaber tryghed bl.a ved at lave aktiviteter, som børnene kan genkende.
Jeg har alt for mange gange i mit arbejde med børn både frivilligt og professionelt tænkt, at det gik nok med de der overgange, hvis vi bare hjalp børnene med at være positive og se muligheder. Men det er bare ikke helt nok. Vi skal simpelthen hjælpe børn og unge med at skabe sikre overgange i deres liv, så de kan møde op i det nye med mod på mere.

Venlighedens rollemodeller

Dette er til dig, som har glæden af at dele liv med børn og unge mennesker, uanset om du har dem derhjemme, om du er en del af deres fritidsliv, eller om du er der i deres hverdag fx i skolen.


Rigtig mange børn og unge går rundt i en hverdag, hvor ingen virkelig spørger ind til, hvordan de har det - eller hvis der bliver spurgt, er vi ikke så interesseret i at sætte tid af til at høre svaret. Det efterlader dem med en følelse af, ikke at være vigtige som mennesker.  Og når vi ikke interessere os for børnene og de unge, så lærer de, at det er åbenbart den måde vi er sammen på...

Vi voksne er de mest betydningsfulde i forhold til at vise vejen til et samfund, hvor venlighed og omsorgsfuldhed har en central rolle. De fleste voksne, jeg har talt med, er helt enige i, at vi gerne skulle have netop sådan et samfund. Men desværre ser jeg alt for ofte, at vi ikke fremstår som gode rollemodeller, som børn og unge kan efterligne. Vi udviser ikke den venlighed og omsorgsfuldhed, der lærer ungerne, at sådan skal de også gerne være overfor hinanden.
Vi spørger netop ikke ind til, hvordan dagen har været. Eller om ugen der er gået siden sidste gymnastiktræning har indeholdt noget spændende. Vi spørger ikke til den familiefødselsdag, som den stille dreng fik fortalt, at han skulle til. Eller lægger mærke til at pigen, der altid roder, faktisk har gjort en stor indsats for at få styr på sine ting.

Og når vi som rollemodeller viser at ligegyldigheden er den måde, vi møder hinanden på, så kopier ungerne det.
Så det er på tide, at vi voksne tager os gevaldigt sammen. Der er vist ingen af os, der for alvor har så travlt, at vi ikke har tid til at være venlige og omsorgsfulde overfor de børn og unge, som beriger vores liv på så mange måde.

Hvad hvis du dumper?

"Hvad hvis du dumper?", spurgte min søn mig, da jeg tilbage i januar gik i gang med at læse første modul på diplomuddannelsen i ledelse. "Det er ikke en mulighed.", svarede jeg lidt halvkækt, men også i fuld alvor. Jeg tror, at mange voksne, der går i gang med videre- eller efteruddannelse - enten betalt af en arbejdsgiver med forventninger om et eksamensbevis eller betalt ud af familiens budget, hvilket ikke gør presset mindre, ved at der skal leveres.

Nu sidder jeg her og kæmpere med eksamensopgaven på andet modul, og jeg synes, at det er svært. Jeg kæmper med teorier, som egentlig gav mening, da vi arbejdede med dem i undervisningen, men som virker svært tilgængelige, når jeg sidder alene med dem. I de sidste par timer har jeg været mange følelser igennem, bl.a. følelsen af ikke at være klog nok.

Jeg har brugt det meste af mit liv på at undervise enten frivilligt eller professionelt. Jeg har set så uendelig mange børn og unge have svært ved noget - kæmpe med det - for til sidst at lykkes. Jeg ved, at læring er en proces. Jeg ved, at man egentlig ikke kan være for dum til noget. Man er bare på vej til at lære og mestre det. Og jeg ved, at en karakter overhovedet ikke er vigtig i forhold til min udvikling som leder...

Men jeg bliver alligevel ramt på at ville være god nok. Hvad hvis jeg dumper eller lige består med et 02? Hvad tænker andre så om mig? Hvad tænker jeg om mig selv? Hvad vil jeg fortælle andre? Hvordan vil det føles at bære den oplevelse?

Når jeg træder to skridt tilbage og se det hele ude fra, så ved jeg godt, at jeg lægge alt for stor betydning i det. Jeg kan høre alt det, jeg siger til de unge mennesker, der er paniske over at skulle til afgangsprøver lige om lidt. At de skal gøre deres bedste, forberede sig godt og tilgive sig selv, hvis de ikke op til egne eller andres forventninger.

Så de ord vil jeg tage med mig nu. For hvad så hvis jeg dumper? Solen står jo op i morgen alligevel og byder velkommen med endnu en ny chance.

Vi skal gøre os værdifulde i børn og unges øjne.

Hvornår har du sidst taget dig tid til at lytte til dine børn uden at afbryde eller stoppe gode råd ned i halsen på dem? Hvornår har du prioriteret tid sammen med dem uden forstyrrelser? Og hvornår har du gjort dig fortjent til deres beundring?

Alt for ofte har jeg mødt (eller hørt om) børn og unge, der føler sig som statister i de voksnes liv. Som om ingen ser dem...

Måske strider denne udtalelse imod, de billeder vi har af curlingforældrenes børn, hvis mor og far ikke er bange for at skælde læreren ud over lektier, bærer børnenes tasker næsten hele vejen til ungdomsuddannelserne eller sidder med til jobsamtaler.  Men curlingforældrenes handlinger udspringer nok mest af dårlig samvittighed over ikke at være nærværende - hverken kvantitativt ellers kvalitativt. Det er en skæv måde at vise omsorg på. Når ungerne er blevet tilsidesat alt for længe, kan det virke som et plaster på såret, at mor og far i det mindste fjerner alle ubehageligheder på vejen.

Samtidig med alt dette finder sted, møder jeg (og andre professionelle) børn og unge, som ikke synes, de har nogen at tale med. I hvert fald ikke nogle, som de har tillid til vi lytte uden at dømme. Livets store spørgsmål og problemstillinger deles enten med ligeså uerfaren jævnaldrende eller de voksne, som kun er perifær i ungernes liv, enten fordi de står for fritidsaktiviteter en gang om ugen, eller fordi de underviser dem i X antal lektioner jævnt fordelt henover ugen.

Vi forældre skal oppe os og stå lidt på tæer. Vi skal gennem vores handlinger vise vores børn, at vi er der for dem. Når livet bliver svært, fejer vi ikke besværlighederne væk. Istedet viser vi, at vi har tillidt til ungerne lykkes. Og skulle det ikke ske, er vi klar til at samle dem op. Børste støvet af, og hjælpe dem tilbage i livets arena igen.
Vi skal lytte til ungdommens spæde erfaringer med livet, uden at sukke over det manglende overblik. Vi skal spørge nysgerrigt til oplevelser og guide til mulige løsninger. Vi skal øve os i at se verden gennem vores børns øjne, så vi kan opleve fascinationen endnu uprøvede muligheder igen.
Vi skal stå fast, så vores børn trygt kan læne sig op af os.
Og helt banalt skal vi lægge telefoner væk, slukke for skærmen og være helt til stede for vores guld.

Det er egentlig ikke min mening at lange ud efter andre forældre, for jeg må indrømme,at det at være mor, er det ubetinget sværeste jeg nogenside har gjort. Men vi står med smukke unge væsners liv i vores hænder - også når de er blevet et par hoveder højere end os, og svarer i en lettere nedladen tone.  Må vi ikke forspilde chance for at være betydningsfulde, nærværende og værdifulde.

Det, du har at sige, har værdi for andre.

I går havde jeg fornøjelsen af at holde et foredrag om noget af det, der er vigtigt for mig. Jeg var inviteret til at tale for en mindre flok mennesker, som allerede havde kendskab til dele af mit emne. Så jeg vidste, at det ville kræve en indsats, hvis jeg skulle bringe mere viden og værdi til dem.

I perioden op til, mens jeg forberedte mig, tænkte jeg flere på, hvad jeg dog kunne sige, som havde værdi for andre end mig. Var min viden ikke bare så basal, at jeg ville skuffe mine tilhørere? Eller kede dem?
Men jeg dykkede alligevel ned i emnet. Udvalgte de delemner som fascinerede mig, og havde fokus på at bringe mine værdier i spil. Og da jeg i går stod foran denne samling nysgerrige mennesker, var det nemt at videregive, det jeg brænder for.
Efter foredraget kom flere hen til mig og fortalte, at jeg netop havde givet dem ny viden - og at det, jeg fortalte, havde værdi for dem.

Det bekræftede mig i noget, jeg faktisk godt vidste i forvejen. Vi bærer alle på fortællinger og viden, som kan virke banale for os selv - men som har stor værdi for andre.

Så del ud af det du brændere for. Det der fascinerer dig. Det bringer værdi for os andre at blive lukket ind i dit univers fyldt med viden og erfaringer. Og hvis du går op i noget helt andet end dem omkring dig, så er det bare en ekstra bonus. Så har vi mulighed for at se verden fra endnu flere vinkler.

Vi skal bruge vores stemmer og ikke holde os tilbage. Alt for mange af os tror ikke på, at vi virkelig kan bidrage med noget nyt. Men der er ingen andre en dig, som kan forstå verden på præcis din måde. Jeg er klar til at lytte - det, du har at sige, har værdi for mig.

Livet er en pakke.

Min datter har været helt vild med den slags gaver, hvor man tager en stor papkasse, fylder den med avispapir og "gemmer" en lille gave ned i dybet. Hun elsker at give dem og at modtage dem. Jeg kan også godt lide at se andre gå på opdagelse i pakken og finde frem til det, der har værdi.

På sammen måde bliver livet givet til os i mere eller mindre kompliceret pakker. Nogle dele er lette og smukke - og kan få andre til at blive misundelige. Andre dele er tunge og knap så pæne. Men alle dele er med til at forme os som de mennesker, vi er og kan blive.

Inden vi får en pakke, ved vi slet ikke, hvilken betydning indeholdet vil få for os. Nogle gange kan vi løfte den, og tænke, at den her, kan vi slet ikke bære. Men når vi så åbner pakken, viser det sig, at nok er indeholdet tungt, men kan nemt puttes i rygsækken og bæres. Jeg tror, at rigtig mange mennesker har prøvet at modtage "pakker", hvor indeholdet helt har slået benene væk under dem. For senere at opdage, at pakken blev adgangsbilletten til nye fantastiske dele af livet. Og omvendt.

Før du eller jeg bliver ærgerlige over det, vi har fået eller misundelige over andres gevinst - så husk, at det er kun dele af pakken, vi ser. Vi ved slet ikke om, vi ville kunne bære deres pakke, eller om de ville kun håndtere vores. Men livet er stadig en pakke, som bliver givet til os, og som vi skal værdsætte og passe på.

Hvem har du kigget i øjnene i dag?

Hver eneste gang mine børn eller min mand kommer ind i det rum, hvor jeg befinder mig, kigger jeg op og ind i deres øjne. Der er vigtigt for mig, at de ved, hvor betydningsfulde de er i mit liv. Der er ingen opvask, bog, tv-serie eller Facebook-historie, der ikke kan vente, til fordel for øjenkontakten med dem.
Ofte skal der så lidt til, for at få andre til at føle, at de har værdi for os. At blive set uden at skulle præstere er en gave, som ikke er alle forundt.

Stop op og løft dit blik. Se direkte på dine medmennesker. Selvom det er uvant for dig med en åben og til tider intens øjenkontakt, så "tving" dig selv til at blive i øjeblikket.

Jeg elsker ord - de må bare ikke fylde det hele.

Jeg elsker ord! Ord kan forme tanker og ideer, samt gøre det muligt at dele disse tanker og ideer med andre. Ord kan sætte i gang - og få mig til at stoppe op. Ord kan skubbe til følelserne, og nogle gange kan ord også forklare følelser. Ord kan skabe kontakt mellem mennesker.

Og jeg har mange ord i mig - og jeg har meget op hjertet, som jeg gerne vil bruge mine ord til at formidle. Men ordene kan også spænde ben for det, som er vigtigt.
For nyligt stod jeg i en situation, som bragte minder frem om min yngre udgave. Midt i en samtale gik det op for mig, at jeg som yngre ofte brugte mine mange ord til at holde afstand. Jeg brugte dem til at fortælle om alt muligt - og gjorde det gerne meget hurtigt. For hvis jeg kunne fylde rummet med fortællinger, som indeholdte rigtig meget fyld, kunne jeg undgå at fortælle om det, der virkelig betød noget for mig. Det som jeg virkelig havde på hjertet. Selvom det kunne virke som om, at jeg fortalte meget om mig selv, så kom det fra et mere eller mindre overfladisk sted. Ikke fordi jeg ville være uærlig, men fordi jeg endnu ikke havde fundet modet til at dykke ned i mit betydningsfulde indre hav.  Ordene blev simpelthed skjolde jeg gemte mig bag. Skjoldet som beskyttede mig fra dels en omverden, jeg ikke følte mig sikker nok i - og dels en stilhed jeg ikke helt turde være i, af frygt for at jeg ikke i mig selv var nok til at fylde den ud.


I dag bruger jeg ord meget mere bevidst. Hvis de bruges som fyld, så er det generelt også et aktivt valg, jeg har taget. Ordstrømmen er blevet mindre. Samtaleemnerne er mere velvalgte, og mange af dem er blevet meget dybere. Jeg omfavner gerne stilheden i samtalerne, hvilket giver mig mulighed for at dykke ned, hvor jeg finder betydning. Stilheden hjælper mig med at finde de rette ord, så jeg kan forstå sammenhænge mellem min indre og ydre verden.
Ordene opleves ikke mere som et skjold, men som den åbne dør ud til min omverden.

Min vej ud af komfortzonen.

Jeg skrev forleden om, at vi voksne skal vise, at vi sagtens kan gå ud af komfortzonen. Det har fået mig til at tænke over, hvornår og hvor tit jeg selv træder ud af den.

Det at træde ud af komfortzonen kan lyde meget stort og måske nærmest grænseoverskridende. Hvilket gør, at vi jo slet ikke har lyst til at tage den rejse.
Men det behøver slet ikke at være stort og forkromet. Ligesom alt andet, kan vi øve os i det små og blive dygtige der, inden vi udfordrer os selv mere.
Bare inden for det sidste døgn har jeg trådt ud et par gange. Jeg har stået foran meget kompentente mennesker, som jeg synes besidder stor viden og erfaring, og har ytret mig om, det der har betydning for mig. Jeg har skulle håndtere opgaver (også meget små), som jeg synes har været svære. Men SURPRISE!!! Jeg kunne jo rent faktisk godt klare dem. Og det har endnu engang givet blod på tanden til at sige ja til nye opgaver.

Så til trods for at komforten kan virke tiltrækkende, bekvemt og familiær, så mærker jeg et indvendige sus af at lykkes, når jeg træder ud af min komfortzone. Og suset gør det tiltalende at besøge det ukendte.
Der er dog nogle gange, hvor besøget er ubehagelig. Det er, når jeg ikke kan have mine værdier med mig. Udlevelsen af mine værdier gør, at det giver mening at træde ud på dybt vand og være usikker - men samtidig have et kompas, der kan vise mig vej gennem udfordringerne.

Skridtene ud i minefeltet bliver måske taget forholdsvis tilfældigt, men derefter er jeg bevidst om, hvordan jeg igen får sikker grund under fødderne.
Min vej ud af komfortzone er ikke bare en hovedet-under-armen rejse, men derimod en mere bevist udforsken af mulighedernes verden.

Hvad er sin vigtigste rolle lige nu?

Vi får tildelt mange roller i livet - og påtager os dem oftest også selv. Nogle af dem virker nemme at passe ind i, mens andre nærmest virker som om, at de bliver presset ned over os.  Andre igen har vi påtvunget os selv.
Hvis vi tænker tilbage på hele dit liv, som har vi haft uendelig mange roller.

Jeg er født ind i en familie, hvor jeg blev datter og lillesøster. De roller havde jeg ingen indflydelse på, selvom de har haft stor betydning for mig. Senere blev det til roller, som jeg syntes, at jeg kunne passe ind i. De har ofte ikke været et positivt tilvalg, men mere et udtryk for mit syn på mig selv og min rolle i fællesskabet.

Som voksen er nogle af rollerne kommet i form at titler, måske mest fordi det så giver mening i forhold til andre.
Efterhånden har min bevidsthed om disse roller og titler giver mig en mulighed for at påvirke dem.
En af måderne jeg påvirker dem på, er at sørge for at mine værdier kommer i spil i de forskellige roller. Så min vigtigste rolle lige nu er nok at være med til at udvikle andre (og mig selv), hver eneste gang det er muligt.

De voksne skal gå først ud af komfortzonen.

I mit arbejde med især unge har jeg ofte talt med dem om, at de skal øve sig i at gå ud af deres komfortzone. Det er nemlig uden for komfortzonen, at vi så mennesker har mulighed for at vokse og blive dygtigere. Men det er også her, at vi kommer på usikker bund. Vi bliver nervøse og tingene tager længere tid. Lige indtil vi har lært alt det nye,  og vores komfortzone er blevet udvidet. Så er det  på tide at tage nye skridt ud af det vante.

De fleste unge, jeg har mødt, kan godt forstå, at de er nødt til at gøre noget for at lære nyt og vokse. De er bare ikke så vilde med ideen om, at de skal gøre noget, som gøre dem usikre. De har ikke lyst til at gøre noget, de ikke har styr på - og som i værste tilfælde får dem til at se grimme eller dumme ud. Det kan jeg egentlig godt forstå. Sådan har jeg det på mange måder også. Jeg er bare så interesseret i alt det gode, jeg kan få, hvis jeg kaster mig ud i noget, jeg ikke kan endnu, at komfortzones tryghed bliver mindre tiltrækkende.

Mange af de unge i dag har svært ved at lade facaden falde og risikerer at dumme sig. Det har jeg tænkt meget over. Men måske er det slet ikke så underligt. For hvor tit ser de deres forældre træde ud af deres komfortzoner? Hvor tit indrømmer forældrene alt det de ikke kan endnu?

Hvis vi vil have vores børn og unge mennesker til at turde lære, udvikle sig og vokse som mennesker, er vi nødt til at vise dem vejen. De skal opleve på tættest hold, at livet uden for komfortzonen er noget, vi alle besøger regelmæssigt. Og ikke alle besøg er lige heldige eller kønne. Men det overlever vi også. Hvis vi fejler, gør vi det sammen med alle andre, som tør kaste sig derud.
Livet uden for komfortzonen kan virke skræmmende, men vi skylder vores børn at gå derud.

Stjernestunder med min mor

Når jeg kigger på min mor, ligner hun næsten sig selv. Hun er pæn i tøjet, måske ikke helt som i "gamle dage" men stadig nydelig. Hendes hår sidder godt, og hun har neglelak på i en af hendes yndlingsfarver.
Men pga. hendes fremskreden demens er hun langt fra den mor, som jeg husker fra min barndom, min ungdom og mit voksenliv. Jeg kigger intens på hende. Hun er stadig smuk, lattermild og virker stærk. Selvom hun sidder lige ved siden af mig, er hun på en måde så langt væk.

I dag ville hun meget gerne snakke. Selvom jeg ikke helt forstår, hvad hun vil sige, snakker jeg med. Jeg bilder mig selv ind, at jeg nogenlunde ved, hvad samtalen handler om. Det gør jeg måske slet ikke, men det giver mig ro indeni at kunne "tale" med hende.

Hun tog mig i hånden med det samme, hun så mig. I lang tid kunne jeg nyde at mærke hendes hud så tæt på min. Det gjorde mig tryg og glad.

Demens kan slå benene væk under alle familier. Mens sygdommen skrider frem, mister de pårørende igen og igen deres kære. Jeg ved aldrig, om min mor kan kende mig. Men stjernestunder som i dag har stor betydning, og jeg er taknemmelig over, at hun stadig er hos mig.

Samtalen jeg synes er vigtig at have med mig.

Hver dag jeg blogger, tager jeg udgangspunkt i den samtale, jeg synes, der er vigtig at have med mig selv. Jeg bliver inspireret af de emner, som fylder mine tanker den dag eller i en periode. Jeg skriver om det, jeg også taler med andre om. Men dette vigtigste er, at jeg først og fremmest skriver til mig selv.

Dvs. at jeg ikke skiver med en løftet pegefinger eller med et mål om belære andre om, hvordan de skal leve. Jeg skriver om det, som jeg mener er vigtigt for mig selv at huske på. Hvis andre har glæde af at læse med og føler, at de kan bruge noget af min viden og erfaring, er det en ekstra bonus. Og jeg håber virkelig, at jeg kan være med til at gøre en forskel for andre.

Men jeg sidder jo ikke inden med svaret på det gode liv for andre. Jeg kan kun vejlede mig selv, og tilpasse min kurs i livet ud fra, hvad der virker rigtigt og forkert for mig.

Vi har alle en viden at dele ud af. Erfaringer som har gjort os klogere. Samtaler vi skal have med os selv - som samtidig kan give noget til andre.
Så jeg håber, at vi i mødet med hinanden husker at dele uden at belære. Jeg glæder mig til at blive lukket ind i andres videns- og erfaringsunivers.

Drop det lystbetonet og gør noget for andre.

Jeg synes, at der gennem mange år har været så meget snak om, at vi skal gøre det, der er vigtigst for os selv. Altså at vi skal have fokus på, hvad der er vigtigst her og nu for os som individer...
Jeg ved ikke om det er fordi, at jeg er blevet ældre, at jeg har ændret mit syn på vores lystbetonet navlebeskuende tilgang - eller om det skyldes at samfundet omkring mig har ændret sig.

Som jeg har skrevet så mange gange før, så skal vi flytte vores blik fra vores egen lille andedam og kigge ud til den verden, som vi er en del af. Jeg synes, det er så trist, hvis vi hele tiden kun gør det, som lige falder os ind her og nu. Det her handler ikke om ikke at passe på sig selv, men at opgive den selvdyrkelse, der har præget samfundet gennem mange år.

Vi er bare en lille brik i et stort fællesskab, som har så meget at give os, hvis vi vil byde ind i det.
Nogle gange har jeg da ikke præcis lyst til at lytte til andres problemer. Altså hvis et valg blev opstillet, som fx Vil du helst have en times massage? eller Vil du helst lytte til din vens problemer? Gad vide hvad jeg så ville vælge, hvis jeg kun skulle vælge efter lyst.
Men det at vi deler livet på godt og ondt med hinanden, giver mig en følelse af ...

• samhørighed, fordi når jeg bliver lukket ind i andres liv, ser jeg flere ligheder end forskelle.
• normalitet, fordi jeg ikke er den eneste i verden, der kan stå med problemer, sure dage eller falder ned i et sort hul.
• værdifuld, fordi nogle synes, at jeg er værd at dele livet med.
• betydningsfuldhed, fordi jeg i samtalen oftest får mulighed for at byde ind viden, råd og hjælp.

Så husk at byde ind i andres liv. Drop løbeturen, manicuren eller tv-tiden og sæt i stedet tid af til fx at drikke kaffe med en ældre slægtning, ringe til en ven, som du ikke har talt med længe eller lyt (sådan virkelig) til en af dine niecer eller nevøer.

Nogle gange er det vigtigste ikke det, som er vigtigst for mig, men det der er vigtigst for fællesskabet - både det store og det lille.

Målløshed

Der bliver talt meget om, at vi skal være målorienteret. Vi skal vide, hvor vi er på vej hen og planlægge hver enkelt skridt mod vores mål. Og selvom jeg synes, det er vigtigt at kunne sætte mål og arbejde for at nå dem, så er lige så vigtigt at dyrke dage med målløshed. Dage hvor vi ikke har planer, eller ting vi skal nå.

Jeg dyrker den slags dage ved at lade ur og telefon ligge. Tiden får dermed mindre betydning. Tankerne fylder lettere og friere, når der ikke er tidsbegrænsede. Måltider indtages når jeg er sulten. De få aktiviteter jeg alligevel kommer til at lave, bliver ene og alene valgt ud fra lyst. Det kan være hyggelæsning, som ikke tjener andet formål end ren og skær underholdning. Eller gåture uden egentlig retning.
Det er mere og andet en bare dovenskab. Målløshed forudsætter, at vi giver slip på en antagelse om, hvad vi burde være og burde når.

På disse dage får min hjerne og min krop en velfortjent pause fra hverdagens travlhed. Det er målløsheden, som giver rum og lyst til at møde livets udfordringer.

Jeg er mig i naturen

I naturen er jeg afslappet og rigtig meget mig selv. I en travl hverdag glemmer jeg desværre, hvor skønt det er at være udenfor. Derfor kommer jeg i perioder til at nedprioritere det. Men når jeg tilbringer tiden i naturen, er fordelene utrolig mange.

Jeg elsker, at jeg ikke er i centrum i naturen. Næsten alt er så meget større end mig. Jeg er bare en del - og jeg bestemmer intet. Hvis det er koldt eller blæsende, så er det ligemeget, hvad jeg synes om det. Mine meninger ændrer ikke på noget. Jeg kan få det bedste ud af det, men jeg er nødt til at acceptere naturens tilstand.

Det er også som om alting går langsommere, når jeg er i naturen. Jeg oplever at tiden nærmest står stille. Dagens gang mærkes mens solen bevæger sig over himlen, men ikke som en stressende faktor. Det virker derimod som en rolig påmindelse om, at vi ikke styrer tiden. Når jeg er i naturen bevæger jeg mig oftest til fods, så jeg oplever også alt tættere på. Bliver jeg nysgerrig på noget, kan jeg stoppe op og undersøge det. Jeg har tiden til at være til stede i nuet.

Og at der er højt til "loftet" betyder meget for mine tanker. Det er som om, de bedre kan folde sig ud og svæve frit i den frie natur. Det er her jeg er mest kreativ og har de dybeste tanker. Hverdagens problematikker virker også mindre, når jeg sidder og stirrer på bølgernes skulpen.

Så når jeg lever mit det gode liv, er naturen en stor del af det. Det er her jeg møder sider af mig selv, som glemmes i hverdagen.

Dage som i dag skaber balance

Nogle gange når jeg godt ved, at noget ikke helt er som det skal være, kan jeg næsten lade som om, at det faktisk er OK, så længe det ikke bliver sagt højt. Jeg ved ikke om andre har det på sammen måde, men jeg gætter på, at I sikkert kender til lignende situationer.

Min søns gigt er brudt ud igen. Det har været sådan med hans børnegigt, at den igennem et par år har været i nogenlunde ro. Men det sidste år har især hans ene knæ været meget påvirket. Nu er begge knæ med hævet og tommeltotleddene ligeledes. I dag var vi så til den årlige undersøgelse på Panum Instituttet, hvor de følger udviklingen i hans kæbeled, som også har været ramt af gigt. Efter røntgen og undersøgelse var beskeden, at gigten også er tilbage i kæben. Og selvom jeg faktisk godt vidste, at der var noget galt. Så er det bare rigtigt hårdt, når det bliver sagt højt - og jeg ikke kan fornægte sandheden.

Jeg blev så ked af det, da vi fik beskeden. Jeg blev netop ramt på min opgave som forældre, som jo bl.a. er at passe på mine børn. Og her kan jeg bare ikke gøre noget.
Jeg blev også ramt på min positive tilgang til livet. For det er dælme svært at være helt igennem positiv, når man føler, at tæppet bliver revet væk under én - igen!

Heldigvis har jeg efterfølgende haft tid til at være alene med mine tanker. Hvilket har givet mig en mulighed for at forholde mig til denne nye situation. Et positivt liv handler jo ikke fraværet af negativitet, men om hvordan vi håndterer det. Dage som i dag, er på mange måder også med til at skabe balance i mit sind, fordi jeg netop kommer i kontakt med dybe følelser. Følelser, som jeg nemt kan komme til at skøjte hen over, hvis jeg benægter, at negative oplevelser kan være en del af mit liv.
På dage som i dag har jeg lært mig selv bedre at kende, fordi livet kommer så tæt på, at jeg ikke kan fornægte det.

Så til trods for at jeg ville ønske, at min søn ikke skulle igennem alle smerterne, så er jeg klar over, at det er med til at skabe en form for balance, som forhåbentlig lærer os noget om livet.

Vi fejrer dem, der kæmpede for vores frihed.

I dag kan vi fejre 72 års dagen for Danmarks befrielse. Vi sætter lys i vinduerne og lægger kranse på grave og mindesmærker. Vi sender tanker til dem, som var villige til at ofre alt - selv livet, for at andre kunne leve i frihed.

For mig er det en påmindelse om, at frihed ikke kan tages for givet, og at vores medmennesker er villige til at hjælpe, når det kræves. Når vi virkelige skal, så har vi en indre styrke, som overstiger, hvad vi troede vi kunne.

Der er mange historier om frihedskæmpere i Danmark. Dem, vi hører mest om, er om sabotage eller våbensmugleri. Men i modstandsbevægelsen var der også mange, som gjorde ting, der kunne virke små og næsten hverdagsagtige, men i det større billede gjorde de en forskel. Modstandsbevægelsens styrke var vel netop, at alle bød ind med det de kunne, fremfor at gøre ingenting.

Selvom befrielsen for os i nutiden kan virke som en meget fjern fortid, er fejringen af frihed og det helt almindelige menneskes mod meget nærværende. Vi har muligheder, fordi nogle kæmpede for dem. De gav os en gave, endnu før vi blev født. Den skal vi passe på, og vi skal kæmpe for, at den frihed, stadig kan bestå til generationerne efter os.

Så uanset om du og jeg synes, at der er meget eller lidt at kæmpe for, så skal vi finde vores indre styrke og mod frem. Vi skal kæmpe for, at alle skal kunne leve i en fri verden. Vi må ikke vende det blinde øje til, og tænke at andres liv ikke vedkommer os. For engang var det vores bedsteforældre og forældre, der havde brug for at vide, at de ikke var glemte. At deres frihed betød noget - også for mennesker der ikke kendte dem.  

Drop det der karakterpral

I disse dage sidder massevis af unge mennesker i folkeskolens ældeste klasser og knokler med de skriftlige afgangsprøver. Hovedparten af de opgaver de stilles overfor, er opgaver, vi forældre slet ikke kender til fra vores egen skoletid. Der kræves virkelig noget af de unge.

De fleste af dem har forberedt sig grundigt. Men nogle har desværre givet op før prøverne overhovedet er gået i gang. Men uanset hvad vil de inden længe få af vide, hvilken karakter deres indsats udløser. Når det først sker, vil der være mange mange forældre, der vil benytte lejligheden til at prale med deres børns karakter.

Selvom jeg synes, vil skal være stolte af vores børn, skal vi droppe karakterpraleriet. For alt for mange afspejler karakteren langt fra det hele billede. Det er ikke alle unge, der uanset arbejdsindsats vil kunne hive 12-tallet hjem. Og jo mere vi forældre fortæller vores omgivelser og vores børn, at det er karakteren, vi ønsker at prale med - jo mere kommer vores børn til at lægge under for et pres om at være perfekte. Og hvis de så ikke kan være det, kan det nemt komme til at virke som om, at de ikke er gode nok i vores øjne.

Jeg synes i stedet, at vi skal have fokus på vores børns indsats. Har de gjort det, de kunne? Har de været vedholdende i deres læring? Har de rykket sig i forhold til deres kundskaber?

Pral i stedet med disse ting. Eller pral med at de er hjælpsomme, gode kammerater eller høflige og venlige overfor andre. Pral med det alle har mulighed for at leve op til. Flyt fokus fra resultaterne til indsatserne - og accepter at de unge bare er på vej i deres liv.

Vigtige ord i hverdagen

Mange kender sikkert joken, om manden der siger, at han én gang har fortalt konen, at han elsker hende. Så det er der ingen grund til at gentage. Han skal nok fortælle hende, hvis det ændrer sig...

Den joke kan man jo synes om, hvad man vil. Men der er desværre nok meget virkelighed i den for mange mennesker. Vi går op og ned af dem, som fylder allermest i vores hjerte - og tænker nok, at det ved de da godt. Jeg er ikke klar over, hvor gode andre mennesker er til at sige vigtige ting til de vigtigste mennesker i deres liv. Men jeg ved, at selvom jeg er meget opmærksom på det, så er jeg slet ikke så god til det, som jeg ønsker at være. Men jeg arbejder på det - og det gør jeg hver eneste dag.

I morges skrev jeg fx til min datter, som er på efterskole:
Godmorgen ❤️ Jeg elsker dig. Om du er tæt på eller langt væk, er min kærlighed altid hos dig ❤️ 
Hav en fantastisk dag 😘

Jeg fik straks en besked retur, hvor hun også fortalte, at hun elsker mig.
Vi er begge meget klar over den andens kærlighed - og alligevel gør det en forskel at fortælle det.

Det er ganske trist, men jeg har mødt mange mennesker, børn, unge og voksne, der ikke er sikker på at deres nærmest elsker dem, er stolte af dem og værdsætter det de gør - fordi det aldrig er blevet sagt til dem. Eller endnu værre - fordi det aldrig er blevet vist dem.

Vi er flokdyr og vil gerne høre til i en flok - og allerhelst i en flok bundet sammen af kærlighed. Jeg ønsker ikke, at jeg en dag oplever, at jeg ikke fik sagt de vigtige ting til dem, der står mig nært. Så selvom, det nogen gange kan virke akavede og gøre os usikre, så skal vi kaste os over de kærlige og rosende ord, der binder os tættere sammen. Og lad det ikke være henkastede bemærkninger. Men lad ordene fylde rummet og øjeblikket - og vær tilstede i det.
Og skulle ordene ikke blive sagt tilbage, så er det også i orden. Vid i det mindste, at du har gjort noget for at fylde verden med kærlighed og anerkendelse.

At være min søns mor

Der er oplevelser, som forandrer dig - uden at du kan forberede dig på dem. Spørg bare nybagte forældre. Jeg husker tydeligt, da vi første gang stod hjemme i vores lejlighed med vores lille datter. Hun blev født dengang, man ikke blev sendt direkte hjem fra fødestuen. Så jeg havde haft et par dage på hospitalet til at vænne mig til min nye rolle. Men at stå hjemme, uden hjælp fra de erfarne professionelle, det var jeg ikke forberedt på. Jeg følte, at jeg manglede en udførlig brugsanvisning.

Da hendes lillebror så dagens lys ca. 20 mdr. senere, var jeg noget mere forberedt. Jeg viste dog ikke dengang, at det at være hans mor, ville kaste mig ud i endnu flere uforberedte situationer.

Da Roar var ca. 5½ år gammel, begyndte han at lide af voldsom vokseværk - troede vi. Jeg glemmer ikke en morgen, hvor jeg stod på badeværelset og var ved at gøre mig klar til en helt almindelig dag. Jeg hørte et bump oppe fra børnenes værelse, og troede først at én af dem, var faldet ud af sengen. Da jeg kom derop, så jeg, at Roar lå midt på gulvet. Hans små ben havde ikke kunne bære ham...
Det blev begyndelsen til mit liv, som mor til et gigtramt barn. En helt almindelig dag kom med ét til at betyde noget ganske andet.

Roar kom hurtigt til forskellige undersøgelser, og indenfor kort tid kunne lægerne på Rigshospitalet konstatere, at han led af børnegigt. Pludselig led han ikke bare af vokseværk - han led af en kronisk sygdom. Og selvom diagnosen hjalp med at forklare, bl.a. hvorfor han ikke kunne gå så stærkt, eller hvorfor han ikke kunne åbne munden særligt meget - betød det også en masse bekymringer. Bekymringer, som er kommet til at præge mit moderskab voldsomt meget.

Der har været perioder af Roars liv, hvor han ikke rigtig har kunne gå. Han har i uger af gangen boet i stuen, fordi han ikke kunne forcere trapperne op til sit værelse. Især da han været lille, græd han sig ofte i søvn pga. af smerterne.
Og jeg har grædt - fordi jeg ikke kunne hjælpe ham, fordi jeg ikke kunne fjerne smerterene og mest af alt, fordi jeg ikke har kunne beskytte ham fra "det onde" i verden.
I alle de bøger, jeg har læst om børn og børneopdragelse, har der ikke været ét eneste afsnit eller et godt råd, der kunne forberede mig på disse oplevelser.

Mest af alt har udfordringen været, at lade Roar være alt, det han kan være og har potentiale til  - uden at glemme at passe på ham. For jeg reagerer på hans smerte. Og jeg ved, at han ved det - selvom ingen af os ikke siger noget om det.

I går var vi ud og køre en tur sammen. Da han skulle ud af bilen, var han nødt til at støtte sig til dørstolpen. Knæene drillede...I dag er han så ude og løbe på løbehul. For sådanne dage har han også.

At være min søns mor har kastede mig ud i så mange uforberedte hændelser, jeg aldrig har bedt om - og som jeg nogen gange ikke har troet, at jeg kunne magte. Men det har også styrket mig i glæden og taknemmeligheden. Det har bragt vores familie tæt sammen. Og dette har lært mig, at når jeg ikke tror, at jeg kan mere - så er der faktisk stadig kræfter at hente.