Hverdagsmodig.

I dag har jeg talt med en flok skønne unge mennesker om at være modig.
Egentlig tog jeg udgangspunkt i Martin Luther King Jr.'s "I have a Dream"-tale, fordi det netop i den forgangene uge er  55 år siden, at han stod på trappen til Lincoln-monumentet i Washington DC og delte drømme med tusindvis af mennesker. Dr. King udviste på mange måder mod både den dag og på mange andre tidspunkter.

Men sådan ser hverdagen jo ikke ud for de fleste af os. Det skal dog ikke forhindre os i at lade os inspirere af ham.

For hvad er det vi lægger mærke til, når vi oplever andre "store" modige mennesker?
Er det alt det usædvanlige? Eller alt det almindelige?
Ofte er det jo det sidste. Men mod udspringer egentlig af almindelig hverdag. Der hvor nok er blevet for meget, eller vi endelig har fået øje på noget, som vi bare ikke synes er i orden - og vi så finder modet til at gøre noget ved det. Ofte ved vi slet ikke at vi har modet før det pludselig overvælder os.

Det sker som regel ikke på særlige dage eller ved særlige lejligheder. Det sker i ganske almindelige hverdage... som så godt nok bagefter bliver skelsættende i vores liv.
Nogle gange ved vores omgivelser måske slet ikke, at vi har været modige... Fordi de som vi gør, kan virke normalt for andre.

Mod findes nemlig i mange former og udtryk. Nogle springer i vandet for at redde en fremmed fra at drukne. Nogle kæmper for rettigheder til alle. Og nogle kæmpe for at være en almindelig del af vores samfund eller et fællesskab, selvom det ikke er så lige til for dem.

Jeg vil håber, at vi alle ville anerkende modet i os selv og andre - også selvom det ikke stilles til skue for hele verden.

Spørg løs!

Stil endelig spørgsmål om alt det du ikke forstår!

Jeg kender mange (mig selv inklusiv), som ofte ikke har stillet spørgsmål til det, vi ikke forstår. Nogle gange af høflighed mens andre gange har skyldtes, at vi ikke vil virke dumme eller udvidende... og for ikke at irritere andre.
Vi stiller jo ikke spørgsmål til det, vi godt forstår. Så når vi samler modet til at spørge, skal vi også have et ordentlig svar.

Det er bare så mange ting i verden, som jeg endnu ikke ved så meget om eller synspunkter, jeg endnu ikke kender til. Men jeg er nysgerrig på andres meninger og andres liv.
Og nok kan jeg blive klogere på andre ved fx at læse om dem. Men det virker ikke så godt i hverdagen, hvor der ikke er skrevet bøger eller artikler om de fleste af os. Her på vi rykke tæt på hinanden.

Jeg håber derfor, at vi vil møde hinandens nysgerrighed og spørgsmål med oprigtige svar og anerkendelse af, at ingen ved det hele på forhånd. Og vi dermed skal finde modet til at stille de mange spørgsmål, som kan gøre os klogere på hinanden.
Vi skal endelige bare spørge - spørge og spørge 😃

De gode fiaskoer.

Fiaskoer er en naturlig del af livet, som jeg hverken synes, at vi skal undgå eller opsøge.
Ment på den måde, at vi skal kaste os ud i alle mulige projekter, som vi gerne vil afprøve - og ikke bekymre os om, hvorvidt noget kan gå galt.
Omvendt skal vi heller ikke gå ind i projekterne med et mål om at mislykkes... for så har de ikke nok værdi for os.

Vi skal kæmpe og knokle for det, som har betydning for os!
Og i den proces må vi også omfavne fiaskoerne...

Fiaskoer er livets mellemregninger, og der hvor vi kan finde ahaoplevelserne.
Når andre oplever, at vi har succes med noget - eller bare at det går os godt. Så er det en her-og-nu-sum, hvor der forude ligger en masse mellemregninger. Nogle af dem har gjort ondt, mens andre bare har været irriterende... Men ligesom med  "almindelige" regnestykker, så er det svært at komme frem til komplicerede resultater, hvis vi ikke har tålmodigheden til at lave mellemregninger.

Vi skal ikke være bange for fiaskoer, men vi skal gøre dem til gode og nyttige for vores udvikling.

Relationer tager tid.

Aftenen er tilbragt i super selskab med en god kammerat. Vi har vendt mange emner i vores samtale - ikke mindst relationer og de valgt vi som mennesker må tage, hvis vi vil have gode relationer til andre.

Gode relationer tager tid. Også gamle velfunderet relationer - for de skal også plejes.
Og det kræver valg i livet!

Jeg har igennem mange år haft et fyldt skema både arbejdsmæssigt og privat, hvilket har betydet, at det har været svært at dyrke de relationer, som jeg egentlig gerne ville. Jeg har været heldig, at jeg har kunne bibeholde en hel del gamle relationer, fordi vi sammen har været interesseret i at værne om dem. Men jeg har alligevel savnet tid og nærvær sammen med mine gode venner.

Men jeg er igen blevet bedre til at gribe telefonen og ringe til vennerne - hører deres stemmer og tonefaldet i deres udsagn. Eller endnu bedre at prioritere tid sammen med den, så vi i nærværet af hinanden kan mærke, hvor vi er i livet.

Det er berigende og fantastisk. Jeg tror, at jeg i for mange år også har tænkt for meget over, om jeg nu også lige kunne ringe eller droppe forbi. Kom jeg måske til ulejlighed eller var det underligt, at vi ikke havde talt sammen længe?...

Mit råd er at droppe bekymringerne og bare dyrke relationerne.

Ting uden betydning

Min familie og jeg er i fuld gang med at forberede salg af vores hus. Det betyder, at rydder op og smider ud, så vi er klar til en nemmere flytning, når vi når så langt.
Derfor har jeg tilbragt dagen med at gennemgå en masse af vores ting og pakke ned. Og efter mere end 12 år i samme hus har vi faktisk en del ting uden egentlig betydning...

Det fik mig til at  tænke over, hvorfor vi mennesker dog gemmer alle mulige ting, som vi ikke har glæde af, hverken praktisk eller følelsesmæssigt.

Jeg har fx svært ved at skille mig af med ting, som har været dyre, som har været gaver eller som engang var noget jeg var glad for, men som jeg ikke længere har brug for. Egentlig tror jeg, at det er fordi, at jeg ikke vil være utaknemmelig over, alt det jeg har - især det andre har syntes, at jeg skulle have.
Desværre kan en større samling af disse ting forplumre mit syn på mit eget værd. Der er som om, at alle disse ting får lov til at fylde og i værste tilfælde overskygge, det som egentlig har betydning i mit liv her og nu.

Heldigvis er jeg et menneske, som elsker handlinger ligeså meget som jeg elsker refleksion, så jeg er i fuld gang med udsmidning. Til gengæld oplever jeg en masse glæde og det jeg vælger at beholde...

Lad os mødes i enkelthed.

I dag havde jeg fornøjelse af at tilbringe et par timer sammen med en flok skønne teenagere. Vores plan var såre enkelt... Vi skulle ud i naturen og bevæge os - og synge en masse sange samtidig. Vi fulgte stierne og skiftedes til at vælge sange.

Det kan jo næsten lyse som en gammel "Far til fire"-film, hvor de alle traver i takt og synger af lungernes fulde kraft.
Så var det dog ikke, men vi var mindst lige så glade.

For der noget særligt i at mødes i enkelthed. Uden at skulle vise eller bevise sig. Men bare at være og hygge sig sammen.

Når nye relationer skal skabes.

Det kræver mod at møde nye mennesker... eller mere præcis at åbne sig så de, kan lære dig at kende. For uanset hvordan vi har det med os selv, så er det temmelig sårbart at lukke op for hele den, vi er. Hvis du så samtidig er på udebane, kommer du virkelig på overarbejde.

Det er dog min klare overbevisning, at uanset hvor hårdt det end føles - det der med at etablere nye relationer - så er det det hele værd.

Men for at vi kan være i det, må vi samle gamle, gode og trygge relationer om os. Dem som kender vores historie, vores styrker og svagheder, vores drømme og håb. Dem som holder af os pga. at alle vores særheder. Sammen med dem kan vi hente energi og mod til at sætte os selv på spil i de nye relationer.

Så når vi møder nye mennesker og skal skabe noget nyt sammen, skal vi ikke fortvivle, hvis det føles hårdt og uoverskueligt. Det er ganske naturligt. Vi skal bare huske at tanke op, der hvor vi er trygge.
Så kan nye relationer spirer og vokse på den fineste måde.

Glæden ved langtidsholdbare relationer.

Jeg elsker at møde nye mennesker!
Men mest af alt elsker jeg at være sammen med familie, tætte venner og gode bekendte. Dem som kender mig godt.

Jeg elsker, at samtaler kan tages op, hvor de slap, fordi vi kender hinanden så godt.
Jeg elsker, at bestemte ord kan udløse latter, fordi vi sammen pludselig bliver mindet om en hændelse som skete for 20 år siden.
Jeg elsker, at vi ikke behøver at forklare så meget, fordi vi allerede kender alle mellemregningerne, særhederne og historierne.


Og når jeg møder nye mennesker, så er det også det, jeg er på udkig efter... dem som kan blive til langtidsholdbare relationer.

Et svært farvel.

I weekenden har jeg som så ofte før tilbragt sammen med en flok skønne spejdere... Men denne weekend var anderledes, fordi jeg vidste at det ville blive den sidste af slagsen. Pga. flytning til en anden del af landet stopper jeg nemlig som frivillig i den spejdergruppe, som har dannet rammen om mange fantastisk oplevelser gennem mere end 27 år.

Det er altså rimelig lang tid... Og det skaber en et dilemma mellem fornuft og følelse.
Fornuften der klart forstår, at det ikke kan hænge sammen at flytte mere end 140 km (og et par broer) væk og holde fast i, at alt skal forblive som altid.
Mens følelsen har svært ved at give slip, gå glip og starte på ny...

Ikke desto mindre ved jeg jo godt, at det er et dilemma, som mange mennesker har stået i før mig. Det gør det bare ikke meget nemmere, når jeg selv står lige midt i det. Det gør det nemmere, når jeg skal reflektere over det og planlægge fremad - men ikke lige mens det står på.

I mange af de 27 år har jeg brugt rigtig mange frivillige timer på andre folks børn - og med glæde. Jeg har set børn og unge udvikle sig til nogle, som i den grad tager ansvar. Jeg har set empati og venskaber blive grundlagt og gro. Og jeg har set færdigheder og overskud vokse op og blomstre.
Jeg har haft kloge samtaler med børn og unge i alle aldre - og er derigennem virkelig blevet bevidst om, hvor meget jeg kan lære af dem.
Vi har grint og grædt sammen, og det har været let og hårdt. Ligesom livet er for os alle.

Derfor er det også så svært at skulle sige farvel.
Jeg håber dog, at ligesom mange hundrede af børn og unge stadig har en plads i mit hjerte - så har jeg også én i deres...

Lad os hilse på hinanden.

Jeg elsker at gå en tur i byen og hilse på alle de mennesker jeg kender. Og selvfølgelig er der dage, hvor jeg ikke møder nogle. Det gjorde jeg heldigvis i dag. Der var fleste jeg “bare” hilste på, og nogle jeg stoppede op og talte med. 

Sådan er det også, hvor jeg bor. Nogle hilser jeg kun på, fordi vi måske ikke bor tæt nok på hinanden til, at vi er begyndt at tale sammen. Mens der er andre, jeg ofte taler med.

Og så er der desværre også dem, som ligesom ikke hilser på nogen af os. Måske fordi de aldrig har oplevet værdien af det.

For der er virkelig værdi i, at vi hilser og småsnakker. Vi skaber et fællesskab sammen, hvor vi hver især bringer vigtig input til det. 

Så i dag vil jeg slå et slag for, at vi hilser mere på hinanden og åbner lidt mere op. Smil, vink og stop op. Lad os også se hinanden på den måde. 

Skriv til dig selv.

Vi har mange og ofte lange samtaler med os selv dagen lang. Desværre er en hel del af disse samtaler temmelig negative. Altså i nogle af dem er indholdet så hårdt om os selv, at vi aldrig ville sige det højt - og da slet ikke tale til andre på sammen måde, som vi gør til os selv.

Det kan bare være svært lige at lave om. Men så slog det mig, at når nogle vælger at skrive et brev til dem selv, fx til deres yngre jeg eller til deres fremtidige jeg, så er tonen slet ikke så hård mere.

Så handler brevenes indhold ofte om, at vi skal huske os selv, rose os selv og huske at tage det med ro. Sætningerne er formuleret med en omsorgsfuld  og opbakkende tone. Det handler om, at livet leves og læres samtidig, og at vi derfor laver fejl. Men pyt med det, det skal alt sammen nok gå.

Det kunne derfor være livsforandrende, hvis vi begyndte at tale til os selv, som vi skrev til os selv. Og hvis det er lidt for svært bare sådan lige at ændre, så kunne vi jo begynde dagen med et lille positivt brev til os selv. Så skal talen nok komme...

Ryk tættere på.

Jeg er i disse dage i gang med at lære ca. 100 unge mennesker at kende. De er sjove, alvorlige, interessante, nysgerrige og super skønne at tale med.

I gennem de mange år jeg har arbejdet med unge mennesker, har jeg ofte mødt forældre og andre voksne, som følte at de unge ikke gad tale med dem. Og der er selvfølgelig også af og til en stille protest fra de unges side... Men i bund og grund vil de bare gerne ses, høres og opleves som de individuelle personer de er.

Derfor skal vi voksne turde rykke tættere på i samtalerne og i mødet med de unge. Ikke som kontrol - men for at vise oprigtig interesse.
Vi skal så tæt på, at de unge kan sætte retning for samtalen. Så tæt på at de mærker, at vi lytter - uden vores egen agenda.  Så tæt på at vi ser følelserne  i deres øjne og hører undertonerne i deres stemme.

Hvis vi vil kende de unge, så sker det nemlig ikke på afsted, for så kommer der alt for let misforståelser i mellem os.

Husk pauserne.

Jeg er sødest, når jeg får pauser... Sådan er det bare 😏
Og sådan er det med alle de mange mennesker, som jeg har haft fornøjelse af at møde i mit liv.

Desværre er der en hel del som ,ligesom jeg selv, glemmer, at det rent faktisk er det, vi trænger til.
Og det handler ikke kun om FOMO for mig, men også om at jeg glemmer at mærke efter... Nogle gange fordi jeg tror, at det forventes af mig, at jeg har overskud til et tætpakket program - hele tiden.

Men jeg elsker mine pauser - ligeså meget, som jeg elsker tiden sammen med andre. Og jeg elsker den version af mig selv, som jeg er når jeg har taget pauserne.

Derfor taler jeg ofte med andre om at huske pauserne. For når vi møder hinanden, som den bedste udgave af os selv, så enes vi bedre, ser hinanden mere og kan give mere til fællesskabet.

Gør det nu bare...

I morges havde jeg bestemt mig for at begynde på min morgen-yoga-rutine, som hen over sommeren også har holdt ferie...
Det var rigtigt dejligt at komme i gang, men allerede et par minutter inde i morgenprogrammet, kunne jeg godt mærke, at jeg ikke var i så god form mere. Øvelserne var svære ,og det var hårdt. Faktisk havde jeg mest af alt lyst til at stoppe...
Men mere end lysten til at det skal være nemt, har jeg lysten til at passe godt på min krop - at være smidig og stærk.

Så jeg havde en kort, lille og præcis samtale med mig selv om, hvad jeg helst ville.
Have det let eller have det godt! Og så var det egentlig ikke så svært at vælge - for mig i hvert fald.

Vi rammer hele tiden - ofte mange gange om dagen sådanne situationer, hvor vi lige må afstemme med os selv, hvad det egentlig er vi vil.
Fx oplever jeg mange unge som gerne vil være med i fællesskaber og hygge - HELE tiden, men de vil egentlig også gerne passe på sig selv med lidt alenetid, søvn og pauser. Det sker selvfølgelig også for voksne.
Nogle gange kan det handle om, hvorvidt vi lige skulle tage den svære samtale, som vi egentlig ikke har lyst til, men som vi (inderst inde) ved vil skabe noget godt på den lange bane. Eller om hvordan vi vil leve vores liv... Nogle gange om noget mere komplekst.

Så er det, at andre ligesom jeg lige må tage en samtale med dem selv. Hvad er det egentlig, at vi vil? Og bringer vores handlinger os den vej?

Min oplevelse er, at vi som regel godt kender svaret - det afgørende er bare om vil lytter til os selv og handler på det.
Her er mit råd, at vi lader være med at tænke for lang tid over om, vi har lyst, men bare gør det, som vi ved er det rigtige for os - med det samme.

Hjælp smilet på vej...

Det siges, at smilet er den kortest vej mellem to mennesker - og det tror jeg også kan være rigtigt langt hen af vejen. Jeg bliver i hvert glad, når andre smiler til mig. Og selvom det er en fuldstændig fremmede, som afsender smilet, så føler jeg mig forbundet med denne anden i den tid det smil varer.

Men hvis vi virkelig skal skabe en reel kontakt til et andet menneske, så kan smilet ganske vist være en start - med det er ikke nok. Der skal mere til.
Vi skal på en eller anden måde samle mod til os - og henvende os direkte til den anden.
For nogle er det en super let opgave, for nogle en temmelig svær - og for de fleste af os, er det en overkommelig opgave, som alligevel kræver en vis indsats.

Men jeg synes, at vi skylder os selv og hinanden at gøre den indsats. For hver eneste dag kan vi gå glip af samtaler, nye synspunkter og interessante relationer, hvis vi ikke efterfølger smilet med er "hej", et spørgsmål, et kompliment eller noget helt fjerde.

Mere end vi forventer...

”Er det godt nok?”
Det spørgsmål har du sikkert ligesom mig både hørt og stillet selv mange gange. Og det er også af og til er reelt spørgsmål, som handler om at forventningsafstemne eller lære om konkrete standarder. Meeeen.. jeg har altså selv brugt det til at sikre mig, at der ikke blevet stillet flere krav til mig. Og det er jeg nok ikke alene om 😉

Men hvis vi alle tænker sådan, så bliver det vi gør sammen eller gør for hinanden temmelig fattigt. Når vi bruger det som laveste fællesnævner, så fratager vi fællesskabet og os selv noget værdifuldt.

I stedet skal vi hellere tænker i, hvordan vi kan bidrage mere eller gøre tingene bedre, end der forventes af os. Hvordan vi alle kan lægge til fællesmængden...
Tænk på hvordan venskaber, familier, arbejdspladser og møde mellem tilfældige fremmede kan udvikle sig, hvis vi alle gør mere, end andre forventer. Tænk på hvordan vores natur og vores ressourcer vil blive passet på, når vi alle tager ekstra ansvar og passer bedre på.

Det er egentlig så såre enkelt og så såre nemt at gøre. Og så bliver du bare gladere af at bidrage...

First impressions - er total hypet...

Jeg har mødt en hel del mennesker, som har voldsomt meget fokus på “first impressions” og nærmest bliver unaturlig bekymret, hvis dette første gode indtryk ikke lykkes.

Og der findes da også mange bøger, artikler, videoer osv., som gerne vil fortælle os, hvordan vi lige får styr på det der 1. håndsindtryk, så vi ikke for evigt sørger for, at andre mennesker går rundt med et forkert indtryk af os.

Men prøv lige at tænke på mange af de mennesker, som du kender og gerne vil omgive dig med...
Kan du huske første gang du mødte dem?
Eller har det første møde overhovedet betydning for, hvordan du ser dem i dag?

Hvis svaret er nej - så er der nok ikke så meget grund til at bekymre dig om andres holdninger til dig første gang i mødes...
Vær bare dig selv - det må være godt nok 😃

Forventningens glæde er ikke nødvendigt den største...

I dag har vi på min efterskole taget imod en flok forventningsfulde unge mennesker, som er klar til at tage hul på et år fyldt med oplevelser, venskaber, udvikling - og selvfølgelig en masse andet.

Jeg havde glædet mig utrolig meget til at møde alle disse unge. Jeg har været forventningsfuld. Og jeg er sikker på, at det har de også været.

Det fik mig til at tænke på vendingen "Forventningens glæde er størst."... Sikke noget fis!
For nok har det været skønt at gå rundt med en masse gode forventninger og glæde sig til det, der skulle ske. Men det er altså det bedste, når det, vi ser frem til, rent faktisk sker.

Så er jeg godt klar over, at ordene også ofte er blevet brugt som en slags trøst, når vi ikke lige synes, at forventningerne er blevet indfriet. Jeg synes alligevel, at vi skulle holde op med at tale om dem på den måde.

Forventninger er traileren til alle de skønne, spændende og sjove oplevelser, som lægger forude. Og selvom vi skal nyde forventningen glæde - så er det altså oplevelserne i livet, det virkelig handler om.

Gråzoner

Da jeg var ung, var der så mange ting, som enten var det ene eller det andet. Enten sort eller hvidt. Enten rigtigt eller forkert... Og det var så såre enkelt - og alligevel ikke...

Her til aften har jeg haft en skøn lang samtale med  min (næsten) jævnaldrende svigerinde om mange af livets forunderligheder, finurligheder og (ofte) forbigående problematikker.
En samtale som ikke gav os nogle præcise svar - selvom vi kom mange facetter igennem. Og en samtale, som vi begge var enige om, ville have været så meget anderledes, hvis vi havde være fx 20 år yngre...

For i vores samtale var vi klar over, at alt det der enten - eller,  alt det sorte eller hvide var forsvundet. Vi havde i vores syn på livet bevæget os ud i en gråzonen. Eller måske mere korrekt bekrevet  en zone, hvor situationer ikke kan bedømmes på forhånd ud fra nogle kække hurtige bemærkninger, men derimod må mærkes, leves og føles før vi kan bedømme dem.

Gråzonen betyder ikke at vores tilgang til livet er blevet forenklet, ligegyldigt eller lemfældigt - faktisk tværtimod.
Gråzonen er i dette tilfælde en erkendelse af, at ingen af os sidder inden med svaret på rigtigt eller forkert...

Til gengæld sidder vi inde med viden, livskundskab og styrke til at vurdere værdien i vores eget levet liv.

Forældrerollen og et voksent barn...

I dag er mit ældste barn blevet 18 år - og juridisk set voksen...
Det har hun det meget blandet med. Bl.a. fordi, at selvom hun er en ansvarsfuld, selvstændig og fornuftig ung, er der stadig så meget, hun ikke føler sig klar til endnu.

Det kan jeg faktisk godt selv huske fra den alder, så jeg tror ikke at det handler om "nutidens unge", men mere om den manglende livserfaring. Og den kan hun jo ikke bare lige trylle frem, tænke sig til eller på anden magisk vis få nu og her.

Og uden at jeg på nogen måde, ser mig selv som curling-forældre, så er jeg klar over, at min forældreopgave ikke er slut, bare fordi det nu er 18 år siden, at den begyndte.
I kærlighed til mit barn vil jeg stadig hjælpe hende på vej gennem livets prøvelser. Men til forskel fra de første mange år af hendes liv, vil jeg nu være at finde på baglinjen eller måske helt ude af synsfeltet.
Til gengæld vil jeg tilbyde en støtte og opbakning, som altid vil kunne findes - uanset, hvor fjollet et spørgsmål, hun må sidde med  eller hvor svært et problem, hun står overfor.

Der hvor forventningerne kommer fra.

I livet danner vi vores helt egen historie - og vores helt egne historier...

Det, vi oplever, og den måde vi reagerer og bearbejder oplevelserne på, kommer til at påvirke alt det, som kommer efter.

Jeg har fx lige forladt et job, hvor jeg næsten hver dag kunne grine befriende sammen med kolleger og medarbejdere. Det betyder, at jeg selvfølgelig har en klar forventning om, at det kommer til at gentage sig i mit nye job.
Jeg har også en del andre oplevelser med i baggagen, som er af en helt anden karakter.. og de kedelige forventninger, som de bringer, ved jeg, kan påvirke mine fremtidige oplevelser - hvis jeg ikke er opmærksom.

Det der optager mig i dag, er dog hele tanken om, hvor vores forventninger egentlig kommer fra. For selvom jeg på ingen måde bilder mig ind, at jeg kan styre livet!!! Så ved jeg, at mit lyse sind har hjulpet mig mange gange til at komme over kedelige oplevelser - og stadig have positive forventninger til mit liv ,og det, som ligger forude...

Jeg har ikke svaret på, hvordan det præcis lykkes - men jeg vil opfordre jer alle til at kigge nærmere på, hvor jeres forventninger kommer fra...

Magelig sommer

Ferien er egentlig slut for mit vedkommende - men weekenden har dog forlænget feriefølelsen er smule.

Min ferie har udover en masse praktiske opgaver være dejlig magelig og behagelig.
Den har bestået af en masse hygge med mine nærmeste og med mennesker, som har betydning for mig. 
Den har bestået af læsning og kreative hygge projekter.
Den har bestået af hvile, latter og sjove oplevelser.

Og bedst af alt har det hele foregået i et stille og roligt tempo. Et tempo hvor kroppen, tankerne og sjælen har kunnet følge med. 
Jeg har måske ikke oplevet mange nye og revolutionerende ting, men jeg har oplevet mig selv på en super skøn måde, hvor jeg er kommet tættere på, hvad der har betydning for mig nu.

Der sker noget ganske særlig med os, når vi skruer ned for tempoet og op for nærværet - både til os selv og andre...

Nem at begejstre...

Jeg er meget nem at begejstre... Faktisk er det ofte sådan, at jeg begejstrer mig selv - helt uden hjælp fra andre.

I dag er jeg fx blevet begejstret over:

•  kulørte paraplyer over gågaden
• fremmede menneskers smil
• morgengåtur med min datter
• venligheden i det lokale turistbureau
• naturen
• samtalerne mellem mine børn
• en telefonopringning fra min søster
• regnvejret
• og listen kunne forsætte....

Begejstringen handler for mig om at glædes ved store og små ting - og jeg bliver aldrig skuffet. Jeg kan ikke huske en dag, hvor jeg ikke er blevet begejstret over ét eller andet. 

Hvis der har været sådan en dag, er den heldigvis druknet i begejstring over alle de andre...

Venlighedens væsen

At være venlig er for mig en af de mest fantastiske måder vi kan omgå hinanden på.
Ikke sådan noget med påtaget høflighed, anstrengt underdanig eller falsk lade-os-lade-som-om-vi-kan-lide-hinanden... men helt oprigtig venlighed.

Jeg er et mennesker, som bare rigtig godt kan lide mine medmennesker, derfor er det nemt for mig at udøve venlighed. (Det betyder dog ikke, at jeg ikke også en gang imellem bare er super irriterende at være sammen med... 🙂)
Jeg har bare stor glæde ved at være sammen med andre og ved at være venlig.

Mange har sagt til mig, at det også er med til at skabe god stemning for andre. Og det er så sandelig ikke uden betydning. Men en venlig væremåde er ligeså meget med til at skabe glæde hos mig.

Jeg tror, at vi alle har mulighed for at udleve venlighedens væsen... og muligheden for at hjælpe andre med at udleve deres...

Tæt på opleves lykken bedst...

Jeg sidder og nyder den smukke, smukke udsigt fra min nye bolig. Og roen!

Ofte har jeg ligesom så mange andre rendt rundt for at finde fantastiske og særlige oplevelser... og har så sandelig også haft en hel del af dem.
Men denne sommer har mindet mig om, at det mest fantastiske og særlige for mig er det nære og det, som er så ligetil.
Det er naturen, mennesker som har betydning for mig og tid til ikke mindst mig selv...

Lykken ligger ikke et eller andet fjernt sted i en eller anden fjern fremtid. Lykken, glæden, og alt det der gudskelov følger i kølvandet på disse to findes der, hvor vi virkelig er til stede...

Det behøver ikke at være nemt...

I dag tiltræder jeg min drømmestilling som forstander for en efterskole, hvis værdier stemmer overens med min egne. Det er en skole, jeg har beundret i mange år. Så jeg meget fuldstændig begejstret over muligheden for at skulle stå i spidsen for noget, der ligger mit hjerte nært.

Det er dog ikke en nem opgave. Forude ligger meget arbejde, vigtige beslutninger og opbyggelse af betydningsfulde relationer. Samtidig med at jeg flytter fra min barndomsby, som også har dannet rammen om min families liv gennem de sidste 16 år.
Men alt dette er også helt i orden. For det behøver ikke at være nemt - det skal “bare” være det værd.

Alt for ofte oplever jeg, at vi mennesker vælger nemme spiselige løsninger, som nok giver os en vis form for tryghed, men som også får os til at gå på kompromis med det, der virkelig har betydning for os...
Så i stedet for at vælge noget for nemhedens skyld, vælge for at tilfredsstille andre eller at vælge i trods, vil jeg meget hellere vælge med hjertet og værdierne. Så skal alt andet nok falde på plads...