torsdag den 9. marts 2017

Astrid gav mig mere end ord

I går så jeg en video i går, om hvor mange børnebøger der egentlig findes, hvor piger og kvinder enten ikke er med, ikke siger noget eller kun drømmer om at finde en prins, som kan redde dem fra et eller andet...
Når piger ikke møder personer, de kan relatere til og se op til i bl.a. litteraturen, så mangler de gode forbilleder. Og det er jo helt skævt...

Men det fik mig til at tænke over de piger og kvinder, jeg selv mødte i litteraturen, da jeg var barn.
Jeg var et usikker, skævtandet, bebrillet barn, som ikke synes læsning var særlig nemt eller særlig interessant. Så jeg læste bare ikke rigtigt - hvis jeg kunne undgå det. Det var lige indtil jeg mødte Astrid - Astrid Lindgren.

Jeg elskede Astrid Lindgrens bøger - og her mødte jeg mine første og største heltinder, og det var begyndelsen til en livslang fascination af dem. Pippi, Ronja, Barbara (fra Allerkæreste Søster) og mange mange flere. Det var piger og kvinder, som stod for noget. De var ikke bange for at kæmpe, når det blev svært. De havde moral og store hjerter. Deres måde at være på være på fortalte mig, at det var lige meget, om jeg ikke var så kvik eller så køn, jeg skulle nok klare det. De gav mig mod til mere. Og lyst til at stå for noget.

Jeg har haft mine heltinder og deres vise ord med mig gennem livet. Astrid gav mig så meget mere end ord og "gode historier", hun gav mig forbilleder, som jeg kunne relatere til.



Der findes ting man må gøre, selvom det er farligt, for ellers er man ikke et menneske, men bare en lille lort. - Ronja Røverdatter

Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt. - Pippi Langstrømpe

Ingen kommentarer:

Send en kommentar