Gå på opdagelse efter lighederne.

Jeg plejer at sige, at vi skal snakke med nye mennesker længe nok til at finde ud af, at vi er i familien. Og selvom det ikke lige skulle være tilfældet, så i hvert fald længe nok til at finde fælles interesser.

For selvom jeg nyder at opdage menneskers forskelligheder og nuancer, så er det egentlig vores ligheder og fælles interesseret, der fascinerer mig. Det er noget smukt i, at vi trods alle de modsætninger og den ufred, der også findes i verden - er noget særligt mellem mennesker, der binder os sammen.

Prøv at forestille dig, at du er inviteret ud til nogle venner sammen med en flok mennesker, du ikke har mødt før. Din opgave er denne aften at finde noget, I har til fælles.
Måske har I besøgt nogle af de samme lande. Det kan være, at I har interesse for musik - dog forskellige genrer. Har I en kollega, som altid spreder godt humør omkring sig? Har I læst nogle af de samme bøger eller forfattere?
Mulighederne for at finde noget I har tilfælles er uendelige - og det er glæden ved det egentlig også.

For selvom den, jeg snakker med, ikke lige har samme musiksmag som mig, så har vi måske en fælles glæde ved at lytte til musiktekster, som rører os. Eller måske har vi læst forskellige forfattere, men stadig haft en fascinationen af at læse mange bøger af den samme forfatter.

Det kræver oprigtig nysgerrighed overfor den andens syn på livet og interesser. Og en oprigtigt vilje til selv at dele noget, I kan have tilfælles. Jeg er dog sikker på, at når du prøver det af, vil du opleve en glæde over at være en del af et nyt fællesskab, en samhørighed med dine medmennesker og en ny forståelse for ikke bare andres liv men også dit eget.

Gode intentioner er ikke nok.

Der har gennem en årerække været meget snak om, at vi kan alt det, vi vil, bare vi vil det nok.
Det er jo egentlig også en meget smuk tanke. Langt hen ad vejen er jeg sådan set også enig - i hvertfald i forhold til, at vi har potentiale til at kunne mere og andet end det, vi kan præsentere i dag.

Men jeg synes også, at vi skal være en smule ærlige om det, vi kan. For gode intentioner er bare ikke nok. Det kræver altså også ressourcer at udleve drømme og visioner eller bare det at sætte helt konkrete opgaver i søen.
Og i stedet for hele tiden at presse os selv, så må vi kigge på ressource-beholdningen.

Det kan være, at der skal skæres opgaver og projekter væk for at frigøre ressource (fx tid og energi) til det, som har betydning. Måske skal vi spare og stramme op i forhold til budgettet, for at vi kan få økonomiske-ressourcer til nye drømme.
Du kender sikkert allerede områder i dit liv, hvor du skal skære eller stramme op for at frigive ressourcer.

Når vi vil mere i livet, så synes jeg, at det er vigtigt, at vi ikke kun fokusere på de gode intentioner. Lad os flytte blikket over til vores ressourcer. Las os være ærlige om, hvorvidt vi er i underskud eller i overskud - og lad det være udgangspunktet for samtalerne om, hvad vi kan og vil med vores liv.

Brok eller ærlighed...

I hele vores "vær-nu-positiv-attitude" kan det være svært at acceptere, når vores medmennesker læsser af med alt det, som fylder i deres verden.

Og jeg synes, da også det kan være irriterende at lytte til nogle folks endeløse brok. Men det er jo ikke alt brok, der egentlig er ment som brok. Måske er det folks mulighed for at være ganske ærlige.
Når vi fx spørger ind til, hvordan vores kærestes dag har været, og vi får en ærlig version
 om, hvordan arbejdsopgaverne var svære (måske uoverskuelige lige nu), kollegerne virkede fortravlede og møderne var uden synlig retning. Så er det ikke sikkert, at det er ment som brok, men måske mere som en meget ærlig version af deres oplevelse.

Så selvom jeg ikke synes, at vi skal fylde vores egen eller andres verden med tankeløs brok - så skal vi nok blive bedre til at lytte til den ærlige version af de oplevelser, som andre har. Om end oplevelserne snart kan ændre sig.

Stille søndag.

I følge kristendommen er søndagen hviledag - og nytårsaften anbefalede dronningen, at vi huskede at gøre unyttige ting.

Selvom jeg egentlig ikke synes, at vi skal gøre noget bare fordi, nogle andre siger det, så er jeg alligevel vild med ideen om en stille søndag med afslapning og unyttige aktiviteter.

Jeg tror på, at vi i vores travle verden og travle hverdag skal slappe meget mere af og dyrke det unyttige.
God fornøjelse til jer alle.

Mennesker på besøg i vores liv.

Jeg har engang  - et eller andet sted læst eller hørt, at mennesker er i vores liv indtil, de har lært eller givet os det, de kom for... og det er egentlig en meget smuk tanke.
Derfor syntes jeg, at det var interessant at undersøge lidt nærmere, hvor mange mennesker der er gået ind og ud af mit liv gennem årene - og hvad de har givet mig.

Det blev til tur “down memory lane” sammen med gamle fotos af skolekammerater, lærere, gymnastikkammerater og -undervisere, venner, familie, spejdere, studiekammerater, kolleger og mange mange flere. For hvert eneste ansigt jeg kiggede på, prøvede jeg at huske, hvad det var personen havde givet mig. Nogle har givet mig troen på mig selv, og nogle har givet mig troen på mine medmennesker. Nogle har givet mig indsigt i et bestemt emne, og andre i et øjebliks særlige betydning. Nogle har givet mig muligheden for at være alvor, mens andre har givet mig mange timers latter.
Alle har det haft en betydning for den person, jeg er i dag.

Jeg er på ingen måde trist over, at mange af disse mennesker ikke er en de af mit liv nu. Jeg er tilgengæld superglade for, at vores veje har krydset hinanden. Måske vil det ske igen.

Der er selvfølgelig også de mennesker, der i mange år har været en del af mit liv. Og jeg selvom,  at jeg har lært utroligt meget af mine mangeårige venner, er jeg overbevist om, at de stadig har meget at give mig.
Nogle besøg i livet varer længe, fordi de mennesker åbentbart har så meget at give os, at det må tage et helt liv....

Kast om dig med et par komplimenter - eller flere...

Har du givet et oprigtigt ment kompliment i dag? Du har måske ligefrem givet flere af slagsen.
Det håber jeg. For jeg synes, at vi alle skal gøre en ekstra indsats for at sprede glæde og positiv opmærksomhed.

I dag mødte jeg fx en veninde og hendes mor, som begge gav mig et dejligt kompliment om min kjole. Det er jo ikke fordi, at jeg kommer til at holde mere af kjolen pga. deres kommentar, eller at jeg, som menneske føler mig mere særlig. Men det er rart at blive mødt med et positivt syn fra andre mennesker. Og selvom det for nogle måske kan virke meget overfladisk, så er jeg sikker på, at vi kan ændrer meget ved samværsformer og fællesskaber, når vi bringer komplimentere mere i spil.

Så jeg håber, at I alle vil bruge denne weekend til at give den fuld gas med komplimenter.
Giv dem til din familie, til naboen, til damen i køen eller til en helt tilfældig. Hold dig endelig ikke tilbage. Find noget som er særligt ved de andre, og lad dem vide, at du har set både dét og dem.

Hvor er du i dit liv?

I går skrev jeg noget om at have kalenderen fyldt op med aftaler og forpligtelser - og om, at det kan være godt at rydde lidt op i alt det engang imellem.
Det fik mig til at reflektere over, hvad al den travlhed gør ved os.

Jeg tror på, at de fleste mennesker som udgangspunkt er flinke og rare - og vil hinanden det godt. Men det er bare ikke altid sådan, vi kommer til at udtrykke os....

Når vi hele tiden er presset på tid og forpligtelser, så dræner det alle steder. Det er der, at vi mister forståelsen for, at vores omgivelser tænker, agerer eller reagerer anderledes end os selv. Når vi har halset af sted hele dagen, ugen eller året for at få alle ender til måske ikke at hænge sammen, så dog være i skueafstand til hinanden, så er der bare ikke mere at give af. Så er et voldsomt nemt at skælde ud på ekspedientens hastighed, pædagogens håndtering eller kollegaens hjælp. Også selvom vi inderest inde slet ikke er vrede mennesker.

Vi er et folkefærd, der har så travlt med udvikling, selvrealisering og forbedringer alle steder, at vi ofte glemmer os selv. Vi glemmer, hvem vi virkelig er, og hvad der virkelig har betydning.

Så en oprydning i kalenderen er ikke bare for sjov skyld. Det er nemlig en alvorlig sag, når vi har skubbet os selv ud af vores eget liv.

Hvad er kalenderen fyldt med?

Mange af os har så travlt med at have travlt. Ikke kun for at være produktive, men fordi vi har puttet alt for mange ting ind i vores liv og vores kalendere.
Ting, som nok giver os glæde og som bevidst er valgt til - men som også presser os, fordi der er alt for mange af dem.

I 2016 havde jeg et “Nej-år”... dvs. at jeg som udgangspunkt sagde nej til nye ting. For kalenderen var allerede fyldt op med en masse gode aftaler. Når jeg så sagde ja til noget nyt, var det efter lange overvejelser om, hvorvidt jeg havde tid og overskud til det.
Det gav luft i kalenderen og plads i mit liv til... mig!

Siden da er jeg desværre faldet lidt tilbage i min gamle vane med at sige ja, før jeg egentlig har overvejet om, jeg har tiden og overskuddet. Det er et spørgsmål om prioritering, har jeg bildt mig selv ind. Selvom jeg godt ved, at det ikke kan forenkles så nemt. Jeg er sikker på, at mange af jer har det på samme måde.

Så måske er det på tide at rydde op og rydde ud... i aftaler og forpligtelser (ikke mindst dem vi har presset ned over os selv). Gå kalenderen igennem og find ud af om alle de aftaler du har lavet skal blive eller om du skal sige fra. Giver det dig mening og energi at holde fast i de forpligtelser, der fylder, eller skal de ud? Det kunne åbne op for et anderledes liv.

Nej skal ikke være venner!

Jeg har sagt det før - det at være forældre, er det sværeste jeg har kastet mig ud i.
Men selvom noget er svært kan det jo sagtens være sjovt - for det er det så sandelig også.

Jeg har nu to store teenageunger med masse af humor. Vi kan tale om mange ting som fx musik, hår, film eller politik. Det forhold, jeg har med de to skønne unge mennesker, er virkelig noget jeg er stolt af.
Men trods vores fælles interesser og den latter vi deler - så skal vi på ingen måder være venner!

Jeg mener nemlig, at det er rigtigt skidt, når forældre render rundt og vil være venner med deres børn. For venner sætter ikke regler op for hinanden eller sætter grænser for, hvad der er acceptabelt eller ej. De skal heller ikke opdrage på hinanden. Venner er ligeværdige - og det skal børn og forældre ikke være.

Altså som mennesker er vi selvfølgelig ligeværdige - men ikke i forhold til de roller vi skal indtage i familien.  Vi forældre skal virkelig påtage os det ansvar, der ligger i at opdrage børn. Nogle dage er det fryd og gammen - mens det andre dage er temmelig meget op ad bakke.

Så er du mor eller far må du ud og finde dine egne venner 😁 - og være forældre til dine børn med alle de glæder, det også kan indebære.

Jeg er ikke naiv - men jeg tror på det gode i mine medmennesker.

Jeg er ind imellem blevet kaldt naiv i mit syn på andre mennesker - og jeg er ret sikker på, at det ikke er ment som et kompliment...
Det er også helt i orden - for jeg ser ikke mig selv som naiv.

Min tilgang til andre mennesker er nemlig ikke valgt ud fra manglende erfaring, viden eller kløgt (hvis jeg selv skal sige det). Min tilgang tager afsæt i troen på andre menneskers værdi, deres inderste oprigtighed, vores ligeværdi og deres betydning for mig og alle andre. Og med den tilgang er jeg faktisk sjældent blevet skuffet.
Selvfølgelig har jeg mødt mennesker, der har talt usandt, brudt aftaler eller lign. Men de mister ikke menneskelig værdi i mine øjne.
Det kan være, at jeg må sætte grænser for, hvad jeg vil høre på, eller hvem jeg vil være sammen med... Det betyder dog ikke, at jeg mister troen på det gode i dem. Det betyder bare, at jeg ikke tager del i deres “drama”.

Faktisk har min valgte tilgang til andre givet mig mange gode samtaler, sjove oplevelser og indre glæde gennem årene. Det betyder også, at jeg oftest hurtigt føler mig velkommen og veltilpas i samvær med andre - også blandt fremmede.

Nogle gange bliver vi bare klogere...

Hold nu op, hvor har jeg egentlig lavet mange dumme ting i mit liv. Jeg har for den sags skyld også sagt mange dumme ting. Det fleste af de ting og samtaler skyldes, at jeg dengang ikke vidste bedre eller bare ikke vidste nok.

Men livet lærer os heldigvis mange ting - og nogle gange blive vi bare klogere.
Så i stedet for at hænge fast i alt det, vi har gjort eller har sagt engang, så kan vi i stedet glæde os over alt det, vi er blevet klogere på eller klogere med.

Så i aften når roen forhåbentlig falder over dig og dine omgivelser, kan du jo passende rose dig selv for alle de ting, du er blevet klogere på. Især dem hvor dine medmennesker kan nyde godt af din nye viden.

Et spejlsk hus.

Et spejlsk hus... Sådan omtalte en af mine ungdomsvenner for mange år siden mit barndomshjem, fordi vi åbenbart havde mange spejle og i mange størrelser.

Forleden kom jeg til at kigge mig rundt i mit nuværende hjem - der er sørme også en del spejle. Og vi bruger dem alle. Der er spejle, hvor vi kan se os selv tæt på. Der er spejle, hvor vi kan se os selv i fuld figur. Og der er spejle, som vi bruger til at se os selv fra forskellige vinkler i nogle af alle de andre spejle...

Jeg synes egentlig ikke, at det er fordi, at vi er specielt fokuseret på vores udseende. Det handler mere om, at vi gerne vil have et godt forhold til det vi ser - vores egne kroppe.

For i den megen omtale og diskussion der har været omkring "body-shaming", så må vi også kigge indad og spørge os selv, om vi er vores egne allerværste body-shamer?
Undgå du fx spejle fordi, du har bildt dig selv ind, at det du ser i spejlet ikke er et kønt syn? Eller bruger du bevist tiden foran spejle til at hakke på dig selv og den krop, som bærer dig frem i livet?

Uanset hvad - så synes jeg, at hverken du eller din krop har fortjent det. Min opfordring til dig vil derfor være, at du skal gå ud og anskaffe dig en masse spejle. Sæt dem op alle mulige forskellige steder i dit hjem, så du kan nyde synes af dig selv mange gange dagligt.

Brug din stemme.

Brug din stemme til at sige alt det højt, som har betydning for dig. Til at sige det du drømmer om, eller det du synes er interessant. Brug den også til at gøre opmærksom på alt det gode omkring dig - og på de uretfærdigheder du støder på.

Og brug din stemme til at hjælpe andre - også til at kæmpe de kampe, som de ikke selv har kræfterne til lige nu.

En hjælpende hånd væk fra kanten.

Livet består af så mange forskellige valg. Valg der bringer os i mange retninger, ind imellem også helt ud til kanten. Og når vi står helt derude, hvor al vores energi bruges til bare at holde balancen, kan det være en meget lang og uoverskuelig rejse, at komme tilbage på sikker grund.

Selvom dem der står og kæmper for balancen på kanten oftest ikke taler højt om deres kamp, så ved mange af os det godt, når vi møder én på kanten...
Og hvad gør vi så? Tænker: “Godt det ikke er mig.”, eller “Det er da, deres egen skyld.” Det ville på mange måder være meget nærliggende....

Men uanset hvad der har fået mennesker helt derud, så bliver det på ingen måde nemmere at vende tilbage, hvis andre vender ryggen til.
De der ude på kanten er vores medmennesker - og derfor langt fra uvigtige. De fortjener en hjælpende hånd, så de også kan komme tilbage i sikkerhed.

En hjælpende hånd kan være et smil, en spontan samtale, en invitation ind i fællesskabet - eller helt konkret en hjælpende hånd med praktiske gøremål eller lign.

Lad os stå sammen og hjælpe hinanden til et godt liv for os alle.

Styrken i venlighed.

Vi skal være ordentlige overfor hinanden, og ikke undervurdere styrken i at være venlige!

Det er meget kort, det råd jeg vil give andre i forhold til, hvordan vi kan enes og leve sammen på en positiv måde.

Og faktisk er det meget enkelt. Vi ved som regel godt, når vi ikke har været helt ordenlige, retfærdige eller sandfærdige, så det er et meget godt sted at starte med at rette op. Når vi er sammen med andre mennesker og skal have livet til at fungere sammen, så skal vi kigge indad lige der, hvor vores moral og etik er - og lytte grunddigt efter, hvad der er det rigtige at gøre eller sige.
Bagefter skal vi huske at kommunikere og handle på venlig og omsorgsfuld måde. Ofte ligger der en enorm men også gemt og glemt styrke i venlighed.

Så enkelt kan det være - jeg ved dog godt, at det i praksis kan virke noget sværere... Men skulle vi ikke alle prøve det alligevel?

Sætter du andre på plads - når du egentlig bare vil sætte grænser?

Hvis dit liv og din hverdag minder det mindste om min, så oplever du også af og til, at der sker noget, hvor du lige må kigge indad, for at finde ud af, om du kan acceptere det skete, eller om det træder over dine grænser.
De kan fx være indholdet af en samtale, tonen i kommunikationen eller de handlinger, som du enten bliver vidne til, eller som du bliver en del af. Ikke noget du selv gør eller siger, men noget som du bliver en del af, eller som sker overfor dig.

Som regel bruger jeg lidt tid på at finde ud af, hvorvidt mine grænser blev overtrådt, om jeg kan acceptere det - og hvis ikke, hvad jeg så gør ved det. Ikke noget der fylder min dag, men noget jeg tager med mig i mine refleksioner.
For det at sætte grænser er vigtigt for mig. Jeg vil gerne være ordentlig, have integritet og være loyal overfor mine værdier. Det kræver, at jeg ikke blæser rundt i vinde, der bliver sat af andres dagordner, holdninger eller bare deres dårlige dage.

Men hvordan får vi sat grænser? Hvordan gør vi det tydeligt, hvad der er acceptabelt for os - og hvad der ikke er, uden bare at bruge det som en mulighed for at sætte andre på plads?
Jeg stiller spørgsmålet, fordi jeg synes, at vi skal stille de to handlinger fra hinanden - og fordi jeg ved, at jeg ikke altid lykkes med det.

Når jeg sætter andre på plads (og det er ikke noget jeg ønsker at gøre), sker det fordi, jeg ikke får sagt fra i forhold til mine grænser i tide. Det sker, når jeg - for at skabe fred og ro udadtil - har været i en indre konflikt med mine grænser og værdier alt for længe.

Får jeg derimod sat mine grænser, sker det hurtigt efter, at de er blevet overtrådt.  Jeg bliver ikke sur eller tvær, men gør det klart, at jeg ikke vil være en del af samtalen, handlinger el. lign. Ikke på de præmisser, som er blevet taget i brug.
Det sker selvfølgelig, at sådanne udmeldinger støder andre, men det er ikke intentionen. Derfor tager jeg heller ikke deres følelser på mig.

Så når jeg lykkes med at skille de to ad, er det dels fordi jeg er bevidst om mine egne grænser og dels fordi jeg tør stå ved dem. Men også fordi jeg har fokus på, at andre ikke nødvendigvis har samme grænser som mig eller kender til mine.

Mit råd til dig (og mig) er derfor, at vi skal bruge tid på at finde vores grænser. Og skulle de blive overtrådt, så skal vi være ordentlige overfor dem, der kommer til det. Vi skal sige fra på en ordentlig måde, der handler om os og vores egne grænser - ikke om hvad de andre gør, siger eller er.

I modgangen møder vi os selv.

Efter en arbejdsdag - ja faktisk en hel arbejdsuge, hvor jeg virkelig er blevet udfordret... ikke bare på mine faglige kvalifikationer, men også på de "bløde-svære-at-vurdere" kompetencer, kan det føles som om, jeg er trådt ind i modvind.

Men underligt nok så føles en sådan dag og uge, hvor jeg virkelig er nødt til at stille skarpt og balancere, rar på en eller anden sær måde. Jeg har vurderet, handlet, evalueret og handlet igen - ofte i løbet af splitsekunder. Hjernen har kørt på højttryk. Måske netop derfor har jeg virkelig følte mig kompetent.

Det er jo oftest, det der sker, når livet giver os modgang. Vi bliver nok rystet, men i det vi atter forsøger at få fodfæste, finder vi styrker frem i os selv. Styrker som vi enten ikke se så ofte, eller måske slet ikke kender til endnu.
I de perioder af mit liv, hvor jeg har oplevet mest modgang, har jeg mødt de fleste af de sider af mig selv, som jeg er allermest stolt af. Og til trods for jeg ikke ønsker, at mit liv skal være en lang samling af modgang, så vil jeg ikke ønske at have været uvidende om, al den styrke jeg har, alt det jeg kan modstå og al det jeg har at give i de situationer.

Smil - det nedbryder barrierer.

Har du prøvet at stå på ferie i et land, hvor du overhovedet ikke forstod, hvad de ikke-engelsktalende lokale sagde til dig?
Måske skulle du handle friske lækre grøntsager på det lokale marked, men vidste hverken hvordan du skulle spørge efter yndlingsingredienser eller prisen på dem.
Hvad gjorde du så?

Der er meget stor sandsynlighed for, du smilte stort til de handlende, pegede febrilsk og smilte igen.
For det er oftest det, vi gør, når sproget forhindrer os i at kommunikere på anden måde. Og det er da en smuk gestus. Når alt andet fejler, så tager vi smilet frem til at sprede en glæde, der kan nedbryde barrierer mellem mennesker.
Faktisk bliver sådan en oplevelse på en fremmed grøntsagsmarked, hvor vi egentlig er fuldstændig på dybt vand, til én af de bedste oplevelser fra ferien.

Smil kan virkelig noget. Bare vi smiler til os selv, trigger vi vores hjerne til at tro, at vi er i godt humør - hvorefter den sender endorfiner ud i vores system, som gør os endnu gladere. Og smiler vi til andre, smitter det. De smiler igen, der hjerne belønner dem - og vi bliver glade. Det er totalt win-win. Det skaber også en følelse af fællesskab med dem, vi smiler sammen med.

Så er der mennesker eller situationer, som du ikke forstår, så mød dem med et smil. Det er klart den letteste vej til at nedbryde barrierene mellem os.

Det er så ikke dig!

For ikke så lang tid siden havde jeg en samtale med min søn om hans arbejdsindsats i forhold til skolearbejdet. Han var irriteret over, at han var nødt til at knokle, når andre i hans klasse åbenbart kom meget nemmere til gode karaktere og resultater.
Og ja, det kan virke uretfærdigt. Men som jeg sagde til ham: "Der er nogle mennesker, som har meget talent, gode gener eller heldige omstændigheder, hvilket gør deres liv nemmere - men det er så ikke dig!"

For det kan ikke nytte noget, at vi ynker os selv og vores "held" i livet. Der er helt sikkert nogle, som har det lettere end os, men det kan vi ikke bruge til noget. Hvis vi ikke er så talentfulde, rige eller smukke, som vi gerne ville være fra "naturens side", så må vi knokle mere for at opnå det, vi ønsker os af livet.

Jeg har da også været ramt af misundelse og ynk i forhold til andres gode liv. Da min mand og jeg for mange år siden var nybagte forældre på SU og en lav løn, havde vi ikke de samme muligheder, som mange af vores venner til at rejse, gå i biografen eller spise ud. Jeg synes, at det var irriterende - og til dels uretfærdigt, at vi ikke bare kunne leve det "sjove" liv, når nu ALLE andre omkring os kunne. Men også der måtte jeg bare hanke op i mig selv - og sige, bare ærgerligt. Det er så ikke dig, der har de muligheder lige nu.

Så er det bare ikke lige dig, der er født med alle de goder, du ønsker dig - så er det bare at hoppe i arbejdstøjet og gøre noget for at opnå det. 😃
God fornøjelse...

I min hule lader jeg op.

Nogle gange kan det bare være svært at finde overskuddet til at være... overskudsagtig!
Uanset hvor mange kloge bøger jeg læser om, hvordan jeg lige kan håndtere livet, så kan indholdet i mit liv (læs hverdag) altså godt blive for meget. Sådan tror jeg, der er mange af os, der får det af og til. Og vi skal huske at det er helt normalt.

Nå livet virker overvældende, så er det, at jeg trækker mig tilbage i min stue. Gardinerne trækkes for, stearinlys tændes, og jeg finder et tæppe frem... Stuen gøres til en hyggelig - og aflukket hule. Så er jeg klar til at gemme mig lidt væk fra verden uden for i et stykke tid.

For når jeg hver eneste dag vælger at give meget af mig selv til mine opgivelser, så skal jeg lades op. Til trods for at jeg er en meget ekstrovert person, så trænger jeg også til alene tid sammen med mine tanker, følelser og refleksioner. Noget der ikke bare lige er overstået på en halv times tid...
Jeg plejede at elske at fylde min kalender op med aftaler - og mange vi nok påstå, at jeg stadig gør det. Men gennem årene har jeg lært, at for at jeg kan være en god udgave af mig, så skal jeg have pauser. Pauser i min hule - uanset om det er i min stue, min have eller ude i naturen væk fra "civilisationen".
Nogle gange kan pauserne planlægges, men andre gange kommer behovet for dem uventende og ofte presserende. Så må kalenderens rykkes for at gøre plads til opladning i hulen.


Hvornår har du egentlig sidst husket at tage tid ud af kalenderen kun til dig? For jeg håber, at du også husker at give dig selv tid og ro til en ordentlig gang opladning.

Hvilken dag skaber du for dig selv?

Når du starter din dag, er du så bevidst om, hvilken dag du vil skabe for dig selv? Ikke i forhold til hvad du skal nå eller i hvilken rækkefølge... Men hvordan stemningen igennem dagen skal være?

Jeg har gennem mange år læst og hørt meget om planlægningen af min tid, prioritering af min tid og optimering af min tid. Alt sammen meget interessant og for den sags skyld også vigtigt. Men mere interessant (i hvert fald for mig) er, hvordan vi vælger at udfylde den tid vi har. Hvilke intentioner lægger vi i vores handlinger og vores gøremål?

Tænker du på, hvordan du kan udleve dine værdier gennem dine handlinger? Eller hvordan det du ønsker at bidrage med i livet kommer til udtryk?

Prøv at tage gode intentioner, positiv stemning og værdier med dig gennem dagen - og ikke mindst i din planlægning af dagen. Det vil med sikkerhed give en helt ny oplevelse.

Oprydning og udrydning

De fleste af os har alt for meget i vores hjem. Tallerkner vi næsten aldrig bruger. Mere tøj end vi kan nå at bruge - eller egentlig kan lide, sådan rigtigt. Skuffer og skabe er fyldt med en fortid, som ofte ikke stemmer overens med vores nutid.

Derfor brugte jeg søndagen på at rydde op og rydde ud. Poser med forskellige ting er nu pakket og klar til genbrugsbutikken, hvor indholdet forhåbentlig kan gøre glæde for andre.
Min glæde i at mindske mit hjems indhold ligger især i genopdagelsen af mange af de ting, som jeg helt havde glemt var her. For når vi har mindre, træder de enkelte ting mere frem.

Selvom jeg ved, at der langsomt vi snige sig nye ting ind - så er enkeltheden fantastisk lige nu.

Jeg er ambitiøs!

Det kan være svært at fortælle omverden om sig selv. Om det vi virkelig ønsker, at andre ved om os. Men hvorfor ikke bare sige de ting højt, som fylder indeni?

For mig er det mine ambitioner. Jeg er nemlig ambitiøs. Det er ikke noget, jeg ofte taler med andre om, nok fordi jeg indtil for nylig ikke var helt sikker på, om det var en god ting for mig...

Men det er mine ambitioner, som driver mig til at gøre ting, der giver mig glæde. Det er dem, der får mig til at gøre mig umage - og det er dem, der får mig til igen og igen at forlade komfortzonen for at afprøve nye ideer eller nye sider af mig selv. Det er bl.a. mine ambitioner om at gøre en forskel for mange mennesker, der for lidt over ét år siden, fik mig i gang med at dele mine ord og tanker, selvom jeg synes, at det var en voldsom skræmmende tanke. Men jeg har gjort det alligevel, fordi jeg har en ambition om, at det kan være med til at skabe forståelse mellem mennesker og hos os selv.

Indrømmelsen og omfavnelsen af min ambitiøsitet skal være en del af mit liv fremover. Jeg er sikker på det bekendtskab kommer til at give mig megen glæde.

Du er nok!

Tanken om, at vi allerede er nok i os selv og nok til at gøre det, vi vil i livet, kan virke skræmmende.
Altså ikke når vi sidder os snakker med gode venner om det. For der er de fleste af os dygtige til at sige og reflektere frem til de "rigtige" ord. Noget om at alle jo er unikke, og at der selvfølgelig kun er én af os. Vi ved jo egentlig godt, at vi skal synes, at vi er gode nok...
Men tanken rammer lige i maven, når vi står overfor nye opgaver, fremmede mennesker eller mærker forventningernes pres fra omverden.

Jeg er dog overbevist om, at vi alle har en masse at give. Ikke bare når vi lige har pudset vores kvalifikationer af - men præcis her og nu!

Kig lige lidt på dig selv. Hvad er det, som du allerede nu - uden yderlige forberedelse eller forbedringer - kan gøre godt, og godt nok? Der er masse ting. Hold dig nu ikke tilbage. Vi har brug for lige præcis, det du kan - og med din vinkel på det.

Og ja, det er skræmmende at sige det højt - og endnu mere at tilbyde det til verden. Men det er del af det, vi er skabt til.

Hvis det er svært at komme i gang - så tag i første skridt til glæde for alle os, der bare venter på din storhed.

Hvilke ord beskriver IKKE dig?

Har du nogensinde lyttet til, hvad du egentlig siger til dig selv? Prøv det engang. Nogle gange siger vi altså en masse sludder, som på ingen måde er rigtig eller særlig flatterende...
Fx har jeg i mange år sagt om mig selv, at jeg er ikke er særlig godt til at afslutte ting. Og det er ikke noget, jeg bare har sagt én enkelt gang eller to, det er noget, som jeg ofte har sagt. Det var ligesom bare det billede, jeg havde af mig selv.

Heldigvis var der et menneske tæt på mig, som studsede over det udsagn og pegede på alle de projekter og opgaver, som jeg altid sørgede for at gøre færdig. Efter den besked kunne jeg pludselig også se, at jeg faktisk er en afslutter. Det er en del af mit disciplineret jeg.

Lidt på samme måde gik det op for mig for en del år siden, at jeg er et tålmodigt menneske. Nok har jeg en raskløshed, som jeg også værdsætter, men jeg giver meget gerne mennesker, ideer og ting tid til at udvikle sig - inklusiv mig selv.

Det er vigtigt, at vi ikke giver os selv en masse mærkater eller påklistrer en masse ord, som vi hverken er eller ønsker at blive. Jeg ved ikke, hvad du fortæller om dine ufuldendtheder eller hvorfor, men for mig har det nok mest handlet om, at jeg ikke har trænet mig selv til at se alt det gode i mig. Set alle de ting jeg kæmpede mig - og lykkedes med!

Er tiden ikke kommet for os, til at droppe kedelige fortællinger om os selv? Og finde frem til ALT det vi mestrer - og gøre endnu mere af det?

Hvor er din oplader?

Jeg har genfundet et stille hjørne af mit hjem. Nu kan det lyde som om, at jeg har et kæmpe hus, som jeg ikke helt kommer rundt i hver uge - og ups der var da lige et hjørne, jeg ikke har set længe... Men sådan er virkeligheden heldigvis ikke.

Men jeg har genfundet et hjørne med udsigt til haven, som er en lille smule huleagtig og meget hyggelig. Jeg havde helt glemt, hvor dejligt det er at sidde her.

Det er et sted, hvor jeg kan trække mig tilbage fra en ofte hektisk hverdag. Her er tiden helt min egen. Det er her, jeg får et pusterum og lader op. Hvilket selv et meget ekstrovert menneske som mig har brug for.
For jeg vil gerne så meget - og give meget, men det er ikke muligt, hvis ikke jeg husker at passe på mig selv. Ofte stiller vi meget store forventninger til os selv og bliver skuffet, hvis vi ikke lige har overblikket eller overskuddet til at indfri dem. Derfor skal vi huske pauser i små hyggelige hjørner gemt væk fra omverden.

Hvor lader du op inden, du går ud i verden med de bedste intentioner for os andre?

En ordentlig diskussion.

Hårde ord og urokkelige holdninger... Bliver du også ramt at disse, når du begiver dig ud i diskussioner?  Jeg gør i hvertfald.
Det er ender ofte med, at vi enten afholder os fra at gå ind i en samtaler, der kan blive til en diskussion - eller får os til, selv at bruge den hårde retorik.
Men det må endelig ikke holde os tilbage. Der er så meget viden, forståelse og inspiration at hente, når vi indgår i diskussioner med andre.
 Vi skal dog huske at diskutere ordenligt...

Vær nysgerrig 

Når du taler med nogle, som har helt andre holdninger, erfaringer eller syn på livet end dig så vær oprigtig nysgerrig. Hvad mener de egentlig? Hvad har deres erfaringer lært dem? Hvad har I tilfælles, som kan bruges til forståelsen af hinanden?
Spørg, spørg, spørg. Og lad være med at antage, at du kender livet fra deres side. Da vi var børn, vidste vi godt, at der endnu var meget vi ikke vidste. Derfor spurgte vi også meget mere, og med en åbenhed overfor de svar vi fik, der hjalp os til at lære noget nyt.

Del ud

For at diskussioner kan udvikle os må alle parter deltage - ellers bliver det jo bare ensidig historie. Så vær ikke bang for at dele ud af dine holdninger og erfaringer. Fortæl gerne hvordan dine oplevelser påvirker dig.
Men husk også at du ikke bringer dig selv noget nyt - udviklingen sker i samtalen med andre. Du har to øre, men kun en mund. Det betyder i bund og grund, at du skal lytte dobbelt så meget, som du taler 😉.

Takt og tone

Hold dig på egne banehalvdel... Lad være med at fortæl din diskussionsmakker, hvad hun/han synes eller mener. Er du i tvivl, så spørg!
Husk dine gode maner. Hold diskussionen i en pæn tone med et ordentlig sprog. Det er helt i orden at blive engageret, men du kan lukke ned for så meget ny viden, hvis du råber eller taler nedladen.
Den gode tone hjælper alle med at kunne kommer frem med deres synspunkter.

Det nye års taler.

Dronningen har lige gjort det for 46. gang. Statsministeren gør det. Og masser af mere eller mindre kendte mennesker bruge de sociale medier til at give deres egen versioner af nytårstalen.
Jeg vil dog ikke bruge pladsen her på min nytårstale - bl.a. fordi jeg ikke har skrevet nogen... 😉

Jeg vil til gengæld bede jer tænke over, hvilke taler og samtaler I skal holde eller have i det nye år. Hvad er det, I har af viden, tanker og indsigter, som vi andre kan få gavn af? Hvad er det unikke, I har, som I bare må give videre?

Nogle gange kan vi falde ned i mistro til vores egne evner, eller det vi indeholder som menneske. Men vi skal prøve at løfte os selv op over tvivl, usikkerhed og Jantelov.
Det, du har at sige, er måske lige nøjagtigt det, dine nærmeste eller en vild fremmed har brug for at høre for at kunne komme videre i livet.

Jeg håber, at du i dette nye år vil give fuld gas med taler og samtaler, der kan berige din omverden.