Når samarbejdet stopper og tiderne skifter

Det var nok først under selve afskedsreceptionen, at det helt gik op for mig... At min gode og nære kollega, som vi sagde farvel til - ikke er på kontoret ved siden af mit på mandag. Det bliver ikke hende, jeg kommer til at fortælle små anekdoter fra hverdagen til. Det bliver ikke hende, jeg lige kan hente hjælp hos.

Det er en underlig følelse, der opstår, når et godt samarbejde stopper. En følelse af noget tomhed.Fra på mandag skal jeg finde mine egne ben på en helt anden måde. Og det, som især er underligt for mig er, at jeg de sidste tre år har været den, som forlod et samarbejde - nu er det mig, som er tilbage... Det er bl.a. mig, som skal bære en kultur og et stykke arbejde videre. Jeg skal både være i forandring og stå fast samtidig.

Ligesom så mange andre forhold i livet, tror jeg ikke, at vi ikke helt ved, hvor meget det har betydet, før det er slut. Og paradoksalt nok tror jeg ikke, at jeg helt fik sat nok pris på det, mens det varede...
Fik jeg nu stillet de gode spørgmål, der gav os mulighed for at viderebringe vigtig viden. Fik jeg observeret min kollega nok, så jeg lige kunne lure, hvordan hun håndterede en situation. Og fik jeg vist min taknemmelighed over at have hende ved min side?

Byder du op til samarbejde?

Hvordan går det lige med at samarbejde med andre? Og ikke bare dem, som du enes godt med...

Jeg oplever ofte, at samarbejdet kan være lidt trængt. Mens jeg var lærer, brugte jeg meget tid - som i rigtig meget tid - på at lære eleverne at samarbejde og at se kvaliteterne hos de andre, som tænkte og var anderledes end dem selv. Til gengæld synes jeg, at eleverne og jeg kom meget langt i forhold til at få samarbejdet til at fungere. Én af styrkerne var nok, at vi var gode til at italesætte udfordringerne, og hvorfor vi handlede, som vi nu engang gjorde.

Mellem voksne oplever jeg desværre, at det er meget sværere at italesætte problematikkerne omkring samarbejdet. Det er som om, at vi er bange for at sige til en kollega, at hun eller han gør noget, som ikke er hensigtsmæssigt for samarbejdet eller det fælles mål. Vi bliver nærmest berøringsangste. Vi ville hellere klare os selv og de store svære opgaver, end at indgå i et samarbejde, hvor vi er nødt til at justere vores måde at være på...

Så min udfordring til dig (og mig) i dag er: Byd op til samarbejde. Lad os mødes med nysgerrighed og uden egen dagsorden. Forstået på den måde at vi skal være nysgerrige på, hvordan de andre arbejder og hvorfor det gør, som de gør. Og vi skal ikke møde op med mere eller mindre skjulte dagsordner, som de andre skal passe ind i.
Samtidig skal vi alle være villige til at justere os i forhold til andre. Og ikke mindst skal vi være modige nok til at sige det til kollegaen, hvis der er noget som spænder ben for et godt og udviklende samarbejde.

Den sidste del er måske den sværeste, fordi det kan gå meget tæt på personen. Og meget tæt på os selv. Men vi skal holde vores adfærd ud i strakt arm. Vores adfærd er ikke kernen af dem, vi er. Og jeg kan rimelig let ændre uhensigtsmæssig adfærd, uden at det går udover, den jeg virkelig er.
Og kernen af den jeg er, er på mange måder kommet meget bedre til udtryk i min adfærd, fordi nogle havde modet til at byde op til samarbejde - også når det blev svært...

Brug din stemme - venligt....

I går slog jeg et slag for, at du og jeg bruger vores stemmer og kæmper for det, vi tror på. Og det er meget vigtigt, at vi sørger for at byde ind med meningers mod i samfundet...  Men samtidig synes jeg, det er lige så vigtigt, at vi gør det på en ordentlig måde. Det må ikke ende i mudderkastning, hvor værdier og gode intentioner drukner i hård retorik og personfnidder.

Jeg er overbevist om, at uanset hvad du gerne vil sige, kan det gøres på en ordentlig måde. Andre mennesker har værdi - også selvom jeg er rygende uenig med dem, eller jeg overhovedet ikke bryder mig om deres måde at agerer på.
Andre mennesker har noget at byde ind med - også selvom jeg ikke an lide deres argumentation. Prøv at være nysgerrig på, hvad der ligger bag deres ord og handlinger. Skulle du her nå frem til, at du stadig slet ikke er enig med dem, så brug din stemme... men vær samtidig venlig. Husk at de er dine medmennesker og dine ligeværdige.

Bruger du din stemme... nok?

For ca. 2 måneder siden vandrede jeg rundt i Århus sammen med en flok skønne unge mennesker, som ønskede at forandre verden. På turen rundt i Smilets By blev vi klogere på hjemløse og socialt udsatte - ikke mindst deres hverdag. En hverdag hvor de meget ofte føler sig usynlige, og at de ikke bliver lyttet til.

Det fik mig til at tænke over min egen priviligerede situation. Jeg har min gang flere forskellige steder, hvor jeg bliver lyttet til... men benytter jeg mig af mulighederne for at bruge min stemme?
Desværre må jeg sige nej. Selvfølgelig taler jeg gerne med andre en-til-en, om det jeg har på hjertet. Men jeg råber ikke større forsamlinger op, slår i bordet og kæmper for at ændre det, jeg mener der skal ændres. Jeg har på et eller andet tidspunkt valgt ikke at bruge min stemme.

Som det værdibaseret menneske jeg er, bliver jeg her ramt... på ikke at leve op til mine værdier. Hvorfor har jeg valgt en nem løsning, hvor jeg ikke stiller mig helt derud, hvor jeg for alvor kan skubbe til noget - men også er i risiko for at skulle modtage "slag" for mine holdninger? Hvornår blev det i orden for mig ikke at deltage på de demokratiske folkelige arenaer? Som tilskuer er jeg kommet med mange tilråb - og gode råd, men har kunnet stå i læ, når kritikerne åbnede op for deres bedømmelser af mine holdninger.

Så lad os sammen bryde ud af bekvemmeligheden skal. Lad os stå for noget - og stå for skud. Lad os bruge vores stemmer, ikke kun for os selv, men også for dem, som ikke har én.

Hvad er du god til?

I de efterhånden mange år jeg har arbejdet med andre mennesker og menneskers udvikling, har jeg desværre oplevet, at vi alle er rimelig trænet i at fortælle om alle de ting, vi ikke er så gode til... Omvendt så kan det være temmelig svært at trække indrømmelser, om det vi er gode til, ud af folk.

Men lad os ændre det i dag!

Så hvad er du god til? Når nu du skal lave en liste over bare 10 ting, som du er god til og har styr på - hvad skal der så stå?
Og drop nu det fis med - Altså jeg kunne jo sagtens blive bedre... eller Ja, der er jo andre, som sikkert kan det her bedre end mig...
Selvfølgelig kunne du blive bedre til en masse ting - Gudskelov! For hvor ville livet ellers blive kedeligt. Og ja, der er sikkert andre, som kan gøre det lige så godt som dig - eller bedre. Men der er også en masse, som ikke når dig til sokkeholderne. Livet er ikke en konkurrence - og det handler ikke om  de andre. Det handler om dig.

Min liste kunne fx se sådan ud:
1. Jeg er god til at finde andres kvaliteter.
2. Jeg er god til at få andre til at se deres gode sider og udvikle på andres styrker.
3. Jeg er god til at skabe god stemning.
4. Jeg er god til at leve efter mine værdier.
5. Jeg er god til at være vedholdende.
6. Jeg er god til at grine af livet.
7. Jeg er god til at undervise.
8. Jeg er god til at skrive og kommunikere.
9. Jeg er god til at få folk til at samarbejde.
10. Jeg er god at tage ansvar.


Hvordan ser din liste ud? Dyk ned i alle dine gode sider, dine talenter og alle de steder, hvor du gør en forskel. Skriv det ned. Læs det igen og igen. Og brug den til at se det bedste i dig.

Gør det du elsker

Du har sikkert hørt en masse om, at du skal finde et arbejde du elsker. Hvilet er ganske rigtigt. Men hvad med din fritid? Hvordan bruger du den?

I din egen frie tid, hvor du kan bestemme selv... bruger du så din tid på noget, du elsker at gøre, eller har du fyldt tiden op med pligter og forpligtelser?

Løber du fordi du elsker det, eller fordi du dyrker et billede, som du gerne vil have, andre har om dig? Siger du ja til at bage kage til dit barns søndagsaktivitet, fordi du godt kan lide at bage og bidrage til fællesskabet, eller er det fordi, du er bange for andres reaktioner, hvis du siger nej?
Vasker du bilen, fordi det skal du nu en gang, eller nyder du processen, mens du er i gang? Gør du noget, bare fordi at sådan gør man jo?

Der er selvfølgelig ting, som jeg gør i min fritid ene og alene, fordi jeg gerne vil opnå et bestemt resultat. Men jeg er meget bevidst om, at jeg skal huske at bruge min fritid på noget jeg elsker at gøre.
Fx elsker jeg at vaske tøj, hænge det op, stryge det osv. Jeg elsker at ordne (de fleste ting) i min have. Jeg elsker at vaske bil. Jeg elsker at lave yoga og gå ture. Jeg elsker alle mulige former for spejderabejde, og ikke mindst de mennesker jeg omgiver mig med der. Jeg elsker at læse og skrive. Jeg elsker at være sammen med min familie og mine venner. Jeg elsker at rydde op.

Så hvad skal du gøre mere af (og ikke mindst mindre af) for virkelig at kunne sige, at du gør det, du elsker - i din fritid?

Hvad er din yndlingsfarve - i dag?

I dag er min yndlingsfarve vist nok blå - marineblå. I går var det orange... Da jeg blev konfirmeret var det lyserød, og inden da havde jeg åbentbart en periode, hvor jeg havde lortebrunt værelse og tøj... så jeg må have været lidt glad for farven.

Jeg skifter ofte yndlingsfarve, yndlingsret, yndlingsmusik m.m. Det handler om mit humør, og hvad jeg lige er blevet opmærksom på.
Til gengæld oplever jeg tit, når jeg spørger folk om deres yndlings-et-eller-andet, så bliver de helt usikre... De vil gerne have betænkningstid, så de ved, om de nu svarer rigtigt. Og jeg synes, det er så sjovt. For jeg kunne aldrig drømme om at komme tilbage til dem om et år og konfrontere dem med deres udsagn.

Så hav det lidt sjovt med dine yndlings...alt muligt. Skift dem ud - lige som det passer dig. Skift dem ud hver time, hvis du har lyst. Og fortæl gerne andre om det.
Husk livet skal ikke være mere alvorligt, end vi husker at more os over de små ting.

Arbejdsglæde - arbejdsflow

Fredag - og fuld solskin. Der er sikkert mange, som hele ugen har set frem til i dag - og et par dages frihed fra jobbet.
Og selvfølgelig glæder jeg mig også til weekenden, som har et spændende og lovende program. Men jeg har slet ikke tænkt på den hele ugen.

Jeg er et af de heldige mennesker, som er fyldt med arbejdsglæde. Og det er ikke bare fordi, jeg er sådan én, som er topbegejstret hele tiden. Det er heller ikke fordi, at jeg altid har nydt det jeg laver. Tværtimod... Jeg har gennem mine adskillelige år på arbejdsmarkedet, oplevet at være led og ked af mit arbejde og min arbejdsplads mange gange. Måske er det netop derfor, at jeg i den grad er klar over, at jeg har det helt anderledes nu.

Når jeg møder på arbejde om morgen og går i gang med dagens opgaver, er det som at gå ind i et rum, hvor der er rart at være. Selvom jeg ofte står med opgaver, som ikke er nemme, og jeg bliver afbrudt mange gange i løbet af en dag - så elsker jeg det. Jeg er så meget tilstedet i nuet, at jeg ikke går og tænker på, hvad jeg dog skal lave når jeg har fri, eller hvad der sker på andre dele af min arbejdsplads. Jeg er nærmest i flow. Min tidsfornemmelse forsvinder, og jeg oplever at mine opgaver er meningsfyldte, interessant og ligefrem sjove. Flow oplever jeg bl.a. fordi mine arbejdsopgaver er tilpas svære, og jeg har ressourcer til at løfte dem. I flow er jeg harmoni...

Nu er arbejdsugen slut, og jeg vil nyde weekenden i fulde drag - for også i min fritid er jeg tilstede...

Holdninger - hvad skal vi med dem?

Det der med holdninger, er lidt noget luftigt noget. Hvor kommer vores holdninger egentlig fra?
Noget kommer fra vores erfaringer, mens andet handler om vores følelser. Nogle gange ved vi præcis, hvorfor vi har en bestemt holdning. Men vi andre gange nærmest bare har adopteret dem.
Holdninger bunder ikke i noget fastlåst, og det kan ofte være svært at begrunde dem i noget logisk.

Mine holdninger er under konstant forandring - og det håber jeg også dine er. For hvis vi ikke hele tiden ændrer holdning til vores holdninger, så bliver vi fastlåste og forstokkede. Hver eneste dag bliver jeg klogere på ting, og derfor ændre mine holdninger sig. Jeg ændrer dem også, når tiden og samfundet ændrer sig. Gudskelov for det, for ellers ville vi jo leve på måder, som slet ikke passede til nutidens samfund og krav.

Og hvis du tænker, at sådan er du slet ikke, så kig bare på gamle billeder. Tjek dit hår og dit tøj! Så vil du sikkert være enig med mig i, at det er godt at vi ændrer holdninger...

Holdninger kan bruges som rettesnor for, hvordan vi skal agere. De kan give os en mening her og nu, og fortælle noget om, hvad der har betydning for os lige nu. Men de må aldrig blive, der hvor vi parkerer os, mens livet passere forbi.

Drop dine holdninger (om andre)

Stå for noget! Tro på noget! Og vær ikke bange for at sige det højt eller tage et par verbale slag for det. Jeg er helt vild med, når mennesker har holdninger til ting.
Det er svært at gå igennem livet uden at have holdninger med sig. Mange af os bliver fx hele tiden bedt om at have en holdning på vores arbejde. Størstedelen af mit arbejde handler netop om, at jeg har en holdning til noget - og at jeg kan videreformidle det.

Men... Hold nu op, hvor kan vi også bare have holdninger om alt muligt, som slet ikke berører os. Holdninger vi (i min optik) burde gemme langt væk. Holdninger til om andre lever deres liv rigtigt eller forkert. Og nu taler jeg slet ikke om livsstile eller levemåder, som påvirker det større fællesskab.

Jeg møder ofte mennesker, som har holdninger til andres tøjstil, frisurer, kærester, studievalg, boliger eller måden de er sammen med deres familier på. Jeg kunne blive ved. Og det er her, jeg simpelthen ikke kan følge med længere. Hvordan kan det nogensinde blive min (eller din) opgave at have holdninger om andre menneskers liv??? Og det pudsige er, at de mennesker, jeg kender, som har mest travlt med andres liv, er dem, som er mest bange for selv at blive bedømt og dømt.

Så drop alle holdningerne til andre mennesker og deres liv. Vi kender slet ikke baggrunden for deres valg. Vi skal i stedet være nysgerrige på, om vi kan lære noget af dem. Kan de vise os nye veje i livet?  Måske bare i form af refleksion over vores egne valg...

Travl tirsdag

Endelig er jeg landet hjemme efter en skøn og travl tirsdag. Jeg har holdt samtaler og har været til møder. Noget har været planlagt, andet har været spontant. Alle dele har været vigtige. Jeg har følt, at jeg udrettede noget og gjorde en forskel - hvilket jeg føler stort set på alle arbejdsdag.

Men når jeg nu sidder her og reflekterer over min dag, er jeg dog ikke helt tilfreds med min måde at håndtere den på. For jeg har haft for travlt. Ikke på sådan en måde, hvor jeg har mærket hjertet banke hurtigere eller tankerne har været på overarbejde... Men så travlt at jeg ikke har nået at se menneskerne omkring mig. Altså sådan rigtig være tilstede i rummet med dem. Jeg har kun være delvis tilstede i samtalerne... Jeg har skyndt mig gennem lokaler uden at bemærke, de medarbejdere som sad der.

Selvom jeg hverken er stolt af mig selv eller helt tilfreds, er jeg dog klar over, at den slags dage også bare er en del af arbejdslivet. Dage, som ikke kan laves om, men derimod kan bruges fremadrettet. Det er måske især dage, hvor vi ikke præstere optimalt, som lærer os allermest om, hvordan vi gerne vil være. Som skubber mest til vores evne til at være bedre og lige præcis så meget, som vi virkelig kan være.

Glædens dag

I dag er det FN's officielle Happiness Day eller Glædens dag.  Af alle mulige og måske mest umulige hel og halv officielle dage, der efterhånden er dukket op i vores liv, er det her da klart den bedste.

Jeg har som menneske meget nemt ved at glædes. Både over mit eget liv og over andres. Jeg glædes, når det går andre godt, og det er uanset, om jeg kender dem eller ej. Jeg glædes over selv ganske små ting i livet, som fx lyden når min mand saver i et stykke træ, mens han laver et eller andet brugbart til os. Jeg glædes, når jeg sidder sammen med min mand og mine børn til aftensmaden, og vi taler om det bedste ved vores dag.

Og jeg glædes over menneskers styrke til at sige uretten imod. Jeg glædes over, at mange modige hverdagshelte, der gør forskelle for folk, de slet ikke kender. Jeg glædes over samtaler mellem fremmede, der forsøger at forstå hinanden.

Jeg er desværre klar over, at ikke alle har lige så let ved at glædes som jeg. Det kan der være mange årsager til, som jeg skal på ingen måde skal gøre mig klog på. Men jeg vil dog giver jer Lord Robert Baden-Powells kloge ord med som et godt råd i stræben efter lykke og glæde på denne særlige dag... Den virkelige måde at blive lykkelig på er at gøre andre mennesker lykkelige. Prøv at efterlade denne verden en smule bedre, end du fandt den. 



International Day of Happiness

Børn og unge skal mødes i fællesskabet

Rummet er fyldt glade stemmer. Rundt om bordene sidder børn og unge i alderen 6-17 år og spiser sammen. Aldersmæssigt er de blandet, men kan sagtens finde noget fælles at snakke om. De ældeste tager ansvar for at hjælpe de yngste, også ansvar for at rette lidt på dem, hvis de ikke sidder pænt ved bordet. Hvis du spørger alle de unge mennesker, så elsker de at være sammen. De ældste stråler og vokser af ansvaret. De yngste stråler ligeledes og nyder opmærksomheden fra teenagerne.

I vores samfund aldersinddeler børn stort set hele tiden - ikke bare i skolen men også i store dele af deres fritid. Det betyder, at de ikke har muligheden for at indgå i fællesskab, hvor de kan spejle sig i de andre aldersgruppers interesser eller måder at være på. Det, synes jeg, er ærgerligt og kan desværre betyde at deres forståelse af hinanden bliver temmelig fattig.

Der er så meget at vinde ved at lade børn og unge mødes på lige fod i fællesskaber. Her lærer de bl.a. af hinanden på en måde, der understøtter deres udvikling. Noget af det vigtigste er for mig evnen til at tage sig af andre. Ved at være situationer hvor det er en naturlig del, bliver børnene og de unge trænet i en venlig, empatisk og omsorgsfuld måde at omgå hinanden. Det bliver netop ikke fyldt op af teori og velmenende råd fra forældre, som gerne vil have, at deres børn er gode ved andre. De bliver trænet på en bane, hvor deres handlinger har betydning. Hvis de ikke opføre sig ordentligt, får de det af vide med det samme. Og når de bidrager positivt til fællesskabet, bliver de ikke bare selv belønnet, men de får også mulighed for at sætte en god standard for de andre.

Nu er jeg ikke så naiv, at jeg tænker, at børn og unge altid bare kan udvikle sig i harmoni, mens de holder hinanden i hånden, og deres glade sangstemmer fletter sig med hinanden. Det er her vi voksne, skal hjælpe fællesskabet på rette spor, så det ikke bliver brugt til at udstøde eller hakke nogle ned. Vi skal sætte nogle rammer, hvor der er plads til forskellighederne og til udvikling. Så kan vi give mulighed for at vores børn kan træne, mens de bidrager til fællesskabet.

Gaverne kom, da jeg ændrede mig

Jeg husker ikke den præcise dag, hvor gaverne i mit liv for alvor begyndte at dukke op. Nok mest fordi det skete langsomt, og jeg først ikke rigtig var klare over, at det var det som skete.

Igennem mange år har jeg virkelig drømt om at være noget - ikke bare i min egen verden, men også i andres. At gøre en forskel, så mine handlinger fik betydning i andres liv. Jeg har ofte jaget efter det mål med hovedet under armen... Og jeg oplevede ikke helt, at det jeg gjorde, var betydningsfuldt. Altså lige indtil, at gaverne, de taknemmelige tilbagemeldinger over det jeg gør eller er for andre, begyndte at dukke i mit liv. Gaverne kommer i form af SMS'er, beskeder og samtaler - både de spontane og de dybe.

Selvom jeg ikke husker præcise, hvornår de for alvor begyndte at dukke op, så ved jeg, at de kom, da jeg holdte op med at fokusere på dem. Da jeg ganske enkelt flyttede mit fokus fra mig selv, og det jeg ønskede at opnå - til andre og det jeg kunne bidrage med. Opskriften er så enkel og helt basal, men alligevel kan den være udfordrende at efterleve. Til gengæld er belønningen overvældende.

Sig sandheden om dig selv

Da jeg var barn og ung, løj jeg om alle mulig ting - altså ting som handlede om mig selv. Alt det jeg ikke forstod eller ikke vidste, skjulte jeg under løgne og ofte også en sarkastisk tilgang til dem, som vidste mere end mig.
Jeg løj om mit dårlige syn. Jeg løj om ting, jeg ikke kunne finde ud af, selv noget så uskyldigt som at jeg ikke kunne blinke med ét øje. Jeg løgn om det, jeg havde oplevet i mit unge liv, og om det jeg ikke havde oplevet endnu.

Den gang tænkte jeg ikke, at jeg sådan direkte løj. Jeg ved ikke helt, hvad jeg tænkte, om det jeg havde gang i.... Min hensigt var at prøve at beskytte mig selv. Jeg var så bange for, at hvis andre skulle finde ud af alt det, som ikke var perfekt hos mig... så ville de ikke elske mig eller holde af mig. Store dele af min energi blev brugt på at holde sandheden om mig skjult. Og hold da på, hvor var det anstrengende.

Langsomt begyndte jeg at indrømme, at der var ting, jeg ikke kunne eller vidste. Jeg begyndte også at fortælle om det - uden at nogle havde bemærket fejlene. Og det jeg opdagede overrraskede mig.
Jo mere jeg stod ved uperfektheden, jo mere åbnede andre om om deres fejl og deres frygt for at blive opdaget. Da jeg åbnede op for kassen med mine oplevelser, reagerede andre med lettelse over ikke at være ene om lignede oplevelser.

Det er blevet så meget nemmere at være mig, efter jeg startede med at fortælle sandheden om, det jeg også er. I sandheden om det uperfekte mennesker jeg også er, har jeg fundet en stor glæde og et fællesskab med andre.

Udfordr dine fordomme

Jeg ville ønske, at jeg med ærlighed kunne sige, at jeg ikke har fordomme. Men sådan er virkeligheden ikke. Selvom jeg er klar over, at jeg ikke ligger inde med de sande svar på, hvordan livet skal leves, og selvom jeg er meget forstående overfor andre menneskers valg i livet, ja så dømmer jeg også på forhånd.

Jeg har en opfattelse af, hvordan andre mennesker er eller lever. En opfattelse eller en fordom jeg bygger på... ja ikke rigtig noget. Men fx tænker jeg, at folk der arbejder i bankverden lever på en bestemt måde. Sådan noget med pæne huse og dyre lamper. Eller hvis du er opvokset på landet, så har du nok nogle klare holdninger til økologi eller brugen af kunstgødning. Bare for at komme med et par tynde eksempler...

Det kan virke som uskyldige fordomme. Men uanset hvordan jeg vender og drejer det, så er det fordomme. Hvilket desværre betyder, at jeg ikke helt møder folk med et åbent sind.

Så jeg vil udfordre mig selv og mine fordomme... Når jeg møder et nyt menneske, vil jeg minde mig selv om, at jeg intet ved om denne person. Når jeg møder et menneske, jeg kender, vil jeg minde mig selv om, at der er så meget, jeg ikke ved noget om endnu.
Til gengæld vil jeg spørge løs og søge at forstå. 😊

Tilgivelse - hvordan går det lige med det?

Tilgivelse... Det kan være en svær kamel at sluge. Jeg ville slet ikke skrive om det, hvis ikke det var fordi, jeg ikke selv helt har styr på det.

Tilgivelse handler for mig bl.a. om accept af ting, som er sket, sagt eller gjort. Accept af at jeg eller en anden handlede, som vi gjorde. Accept af at vi ikke var klogere eller havde vores bedste intentioner med os.
I mit liv har der været masse af ting, som jeg har skulle acceptere og tilgive. Heldigvis ikke store, rystende eller ødelæggende begivenheder. Så jeg taler ud fra er ganske alment - måske gennemsnitsagtigt liv.

Der hvor jeg har oplevet at andre har såret mig dybt eller har handlet mere end almindeligt uretfærdigt over for mig, har jeg i første omgang haft svært ved at tilgive dem. Det har jeg arbejdet en del med gennem årene. En del af tilgivelsen er kommet gennem forståelse af, at min omverden ikke tænker præcis som mig eller ved de samme ting som jeg.

Men der hvor jeg har haft sværest ved at tilgive - og til dels stadig er udfordret, er med tilgivelsen af mig selv. Da jeg var lille, havde jeg et stort temperament, som ofte fik mig i problemer. Værst var det en dag, jeg i raseri kastede en kasse efter min søster... ramte hende lige i hovedet... og ødelagde hendes tænder....
Jeg fortrød i det splitsekund kassen havde sluppet mine hænder. Men da var det for sent at stoppe. Skaden var sket. Og selvom min søster fik ordnet sine tænder, ligger denne hændelse stadig over min samvittighed som en sort tung skygge. Jeg har så svært ved at tilgive mig selv over, at jeg ikke bare kunne styre mig. Jeg ved godt, at jeg ikke var et ondt barn, som ønskede at skade andre. Men at have gjort andre så fysisk ondt... det har jeg endnu ikke helt tilgivet.

Igennem årene fandt jeg heldigvis mere fred inden i, hvilket har betydet, at mit temperament er helt anderledes i dag. Men der er andre situationer, som er svære at tilgive mig selv for. I hvert fald svære for mig at forstå...
Det er episoder, hvor andre har behandlet mig dårligt eller har såret mig dybt. Fornuften i mig ved godt, at det jo ikke er mig, som har gjort noget direkte forkert. Jeg er dog skuffet over, at jeg overhovedet kom i de situationer. Hvorfor var jeg langsom om at reagere? Hvorfor sagde jeg ikke fra? Hvorfor kunne jeg ikke gennemskue den anden?
Spørgsmålene er mange, men det er svarene desværre ikke.

Så tilgivelse er noget jeg arbejder med dagligt. Jeg prøver at forstå mit yngre jeg. Forstå at jeg handlede efter bedste evne.
Og det er blevet bedre med årene... men den yngre Lone har stadig brug for min accept af den hun var, og det hun gjorde.

Hvordan har du det med at tilgive dig selv?

Mød mig i modgangen

Der er så meget i mit liv, som jeg er taknemmelig for. Ikke mindst mig selv... Ja, det kan lyde helt forkert. Det jeg mener, er at jeg er omgivet af dygtige og vidunderlige mennesker - privat, professionelt og i min fritid, som giver mig mulighed for at stråle og vokse. Gennem det sidste lange stykke tid har jeg af mennesker, hvis holdninger jeg værdsætter, fået en masse anerkendelse for min måde at være på og min måde at håndtere tingene på. Det er jeg meget stolt af. Jeg arbejder målrettet med mig selv, og det I ser i dag er en udgave, som er blevet tilpasset, skubbet til og udfordret - og stadig er work in progress.

Noget jeg bare ved, at jeg kan, er at få andre til at føle sig veltilpas i mit selskab. Måske fordi jeg elsker at være sammen med andre, lytte til deres historier og ikke mindst grine sammen med dem.
Men der, hvor jeg er mest stolt af mig selv og taknemmelig over, at jeg har udviklet mig, er i modgangen.

Jeg er som de fleste og bryder mig egentlig ikke om modgangen. Men det er netop her, jeg kan mærke, hvad jeg virkelig rummer. I modgangen vokser jeg - og det er her mine holdninger og værdier for alvor skal testes.
I modgangen kan en indre stemme godt nok sige til mig, at der må være en nemmere vej ud. Men jeg står fast og bliver i al ubehaget... Og her møder jeg det, som gør mig mest stolt.
Uden modgangen ville jeg leve et tamt liv...

Så vær ikke bange for at kaste dig udover modgangen - det er her, du møder dig selv.

5 ting jeg (også) elsker ved teeangere

Teenagere kan være fuldstændige umulige og total besværlige... Men hold da op, hvor er de også så meget mere end det...

Jeg elsker at være omgivet af teenagere (og unge voksne). Trods alle de forskellige ting mange mennesker sikkert kunne pege fingre af, så er de mindst disse fem grunde til at elsker teenagere.

1. De stiller spørgsmål ved alt - inklusiv det etablerede samfund.

• Hvis du har prøvet at give en teenager et svar, som hun/han ikke brød sig om, så ved du, at de stiller spørgsmål. Hvorfor dit? Og hvorfor dat? De vil ikke spise af med en eller anden tam forklaring, som fx jeg ikke helt selv forstår. De vil udfordre det bestående - ikke mindst reglerne. Nå ja, nogle gange vil de bare udfordre for at udfordre... Men det er nu heller ikke så ringe endda. For hvem siger, at vi har styr på det, bare fordi vi har gjort det samme igen og igen?

2. De kan grine vildt over selv de mindste ting.

• Der er et eller andet med teenagehjernen... Den kan se det sjoveste i det mindste - og nogle gange i det mest upassende. Teenageren græder ikke kun over livet store og små udfordringer. Tårerne kommer lige så ofte af latter. Når jeg tilbringer tid sammen med disse latterfulde teenagere, bliver jeg mindet om, at livets byrder ikke skal tynge mere, end jeg stadig kan grine af dem.

3. De gør dig og mig til et mere rummelig menneske.

• Teenagere svarer igen, roder, bliver sure over ingenting og er ofte på tværs... Derfor er jeg nødt til at være et rummeligt menneske, hvis jeg vil være sammen med dem. Kommer jeg til at træde dem over tæerne og sige noget, som virker sårende på dem, så er der en eller anden form for respons med det sammen. Især er mine egne to vidunderlige teenagere super gode til at fortælle mig, når jeg optræder dumt. Hvor voksne ofte ikke vil sige noget direkte til mig, gemmer de det ikke væk. Derfor bliver jeg med deres vejledning et mere rummeligt menneske.

4. De vil gerne gøre det godt.

• Uanset hvad vi må tror om dem, så vil teenagerne gerne gøre det godt. De prøver virkelig at leve op til alle de krav som både forældre, kammerater og samfundet stiller. Nogle gange er vi nødt til at se mere på deres intention end deres handlinger... For da de er midt i en kæmpe læringsproces, kan det være nemt at fejle. Og det kan godt være, at de for længst er vokset os over hovedet. Men tro ikke at de helt kan det samme som en voksen. Inderst inde er de stadig børn, som bare gerne vil det bedste.

5. De bruger muligheden for at være i flow.

• Teenagere kan glemme tid og sted - til stor irritation for deres omgivelser. Faktisk kan jeg godt blive lidt misundelig. For selvom de også er utrolig meget online - så er de ikke tynget af pligter og "burde", derfor kaster de sig over, det de har lyst til, hvornår de har lyst til det - og lige så lang tid de har lyst....

Beriget af unge med ambitioner

Unge mennesker med ambitioner om at gøre mere end, der bliver forventet af dem, har beriget min weekend. Og jeg er sikker på, at de også har beriget hinanden.

Der er mange unge, som skal tage sig sammen, løsrives sig fra far og mor og flytte deres navnebeskuende fokus fra dem selv til deres omverden... Men der er sandelig også en anden slags unge - og dem møder jeg mange af i spejderbevægelsen.
Det er unge mennesker, som ønsker at gøre en forskel, uanset om den måtte virke stor eller lille på deres omverden.
Det er unge mennesker, der til trods for, at de også er bange for at fejle, kaster sig over projekter, som bidrager til et fællesskab større end dem selv.
Og det er unge mennesker, som sætter sig selv på spil og i spil gang på gang for at opnå deres mål.

Når jeg er sammen med unge mennesker som disse, bliver jeg stolt af ikke bare spejderbevægelsen men også af den verden, jeg lever i. Der er så mange - ikke mindst politikere, der fortæller, at vi skal glemme medmenneskeligheden, glemme at hjælpe vores næste, og glemme at vi alle er forbundet med hinanden. Men giver vi disse unge mennesker opbakning, plads og ro til at finde fodfæste og lyst til at forsætte deres fællesskabsprojekter, så har vi en lys fremtid forude.

Vi skal træde et skridt tilbage og give disse unge plads i samfundet. Men vi skal ikke træde i baggrunden, for vi skal være klar til at gribe dem, hvis de snubler, og bakke dem op - ikke mindst, når de siger det, vi er bange for at udtale.
Sidst men så absolut ikke mindst skal vi lytte til dem og lade dem berige os.

Det jeg virkelig ejer

Hvis du kom og besøgte mig, ville du se bl.a. mit hus, min bil og alt hvad mit hjem rummer. Måske vil du begynde at overveje og vurdere på, hvormeget jeg ejer, eller hvor fint det er. Måske vil du tænker: Nå, ja. Hun er jo også kommunalt ansat...
Men det er jo bare rammerne om mit liv - udskiftelige rammer. Det jeg virkelig ejer, er noget helt andet.

Det jeg virkelig ejer, må findes et helt andet sted - nemlig inden i mig selv. Når jeg kigger ind i mig selv med ærlighed og nysgerrighed, da ser jeg, det som er mig og ikke kan udskiftes som en bil eller en lænestol.
Jeg ser mine værdier og jeg ser mine evner. Men også en masse som er svært at sætte ord på.

For det jeg virkelig ejer er bl.a. glæden i mit liv, empatien, kærligheden, glæden, udviklingen og samhørigheden.... Alt det som ikke kan måles og vejes i en ydre verden. Men som kan mærkes - ikke blot af mig selv, men også af andre i mit liv. Det jeg virkelig ejer, kan jeg give ud af igen og igen. Og det mest fantastiske er, at jo mere jeg giver ud af det, jo mere har jeg - og jo mere får jeg igen.

På mange måder tror jeg ikke, at mine fysiske ejendele imponerer min omverden, men mine "indre ejendele" imponerer virkelig mig selv.

Hvad ejer du virkelig i dit liv?

Modet vokser ud af frygten

Da jeg gik i 2. eller 3. klasse, havde jeg det rigtigt svært. Der var bl.a. en flok drenge fra en af de ældre klasser, som var efter mig. De råbte grimme ord til mig. Skubbede mig "uheldigvis" lige, når vi skulle ind fra frikvarter. Og nogle gange stod de ved skolens port, når jeg havde fri. Jeg var rigtig bange for dem.
Jeg kan især huske én bestemt eftermiddag, hvor de stod ved porten. Jeg prøvede alt, hvad jeg kunne at ignorere dem, men de fulgte efter mig. Først prøvede jeg at gemme mig i en forhave. Det gjorde det næsten værre for mig. Det forstærkede følelsen af at være forkert. Ikke bare gjorde disse drenge mig så sårende klart opmærksom på, at jeg og min blotte tilstedeværelse var til irritation for dem, men nu var jeg også gået ind på nogle vildtfremmede menneskers grund, uden at have fået lov. Jeg var ikke bare bange for drengene... jeg var rædselsslagen over om, der skulle komme en voksen ud af huset og skælde mig ud....
Så jeg forlod mit skjulested bag forhavens hæk og vovede mig ud på vejen igen, hvor drengene stod og ventede. Jeg kiggede kort hen på dem - og satte i løb. Snart kunne jeg høre dem løbe efter mig. Jeg var klar over, at de var hurtigere end mig, og det bare ville være et spørgsmål om forholdsvis kort tid, inden de indhentede mig.
Jeg nåede til enden af vejen og drejede rundt om hjørnet. Her lå der en købmand, og der var heldigvis flere voksne på fortovet. Min hjerne kunne ikke helt tænke klart. Jeg viste dog, at jeg skulle i sikkerhed. Så jeg løb ind i købmandsbutikken. Først gemte jeg mig bag reolerne. Jeg skimtede ud af døren - ud på fortovet, hvor jeg kunne se, at drengenes stadig stod. Jeg blev bag reolerne i, hvad der mindede om evigheder. Drengene stod stadig vagt uden for, og jeg gemte mig indenfor.
Så samlede jeg mod til at gå op til disken og fortælle købmanden om min svære situation. Jeg kan stadig mærke, hvordan min hals snørede sig sammen af frygt og gråd. Købmanden var meget forstående. Han gav drengene en skideballe, hvilket åbenbart var nok til, at de forduftede. Jeg husker også, at jeg fik et stykke chokolade, inden jeg skyndte mig hjem.
Da jeg kom hjem puttede jeg mig ind til min mor og græd, mens jeg fortalte hende om min oplevelse.


Jeg har indtil i dag set tilbage på den oplevelse, som en negativ oplevelse, der mindede mig om, at jeg var upopulær og forfulgt. Men det er langt fra hele historien.

Den dag var jeg meget bange, men jeg passede på mig selv. Jeg trodsede frygten og gik uden for skolens område. Jeg fik tid til refleksion i forhaven og bag købmandens reoler. Jeg trodsede atter knuden i maven og søgte hjælp, hos én som har mere kompetent. Jeg fuldførte min rejse (hjem) og jeg brugte mit ringhjørne - i dette tilfælde min mor til at bearbejde mine følelser.
Jeg var ikke svag den dag. Jeg var sej - og jeg var modig. Og vores mod kan kun vise sig, hvis vi trodses vores frygt.

Astrid gav mig mere end ord

I går så jeg en video i går, om hvor mange børnebøger der egentlig findes, hvor piger og kvinder enten ikke er med, ikke siger noget eller kun drømmer om at finde en prins, som kan redde dem fra et eller andet...
Når piger ikke møder personer, de kan relatere til og se op til i bl.a. litteraturen, så mangler de gode forbilleder. Og det er jo helt skævt...

Men det fik mig til at tænke over de piger og kvinder, jeg selv mødte i litteraturen, da jeg var barn.
Jeg var et usikker, skævtandet, bebrillet barn, som ikke synes læsning var særlig nemt eller særlig interessant. Så jeg læste bare ikke rigtigt - hvis jeg kunne undgå det. Det var lige indtil jeg mødte Astrid - Astrid Lindgren.

Jeg elskede Astrid Lindgrens bøger - og her mødte jeg mine første og største heltinder, og det var begyndelsen til en livslang fascination af dem. Pippi, Ronja, Barbara (fra Allerkæreste Søster) og mange mange flere. Det var piger og kvinder, som stod for noget. De var ikke bange for at kæmpe, når det blev svært. De havde moral og store hjerter. Deres måde at være på være på fortalte mig, at det var lige meget, om jeg ikke var så kvik eller så køn, jeg skulle nok klare det. De gav mig mod til mere. Og lyst til at stå for noget.

Jeg har haft mine heltinder og deres vise ord med mig gennem livet. Astrid gav mig så meget mere end ord og "gode historier", hun gav mig forbilleder, som jeg kunne relatere til.



Der findes ting man må gøre, selvom det er farligt, for ellers er man ikke et menneske, men bare en lille lort. - Ronja Røverdatter

Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt. - Pippi Langstrømpe

Vis verden dit sande jeg

I dag den 8. marts er det Kvindernes Internationale Kampdag. Der er stadig en masse at kæmpe for, men det er der mange andre end mig, som er meget bedre til at forklare. Derfor vil mit fokus i dag, være på det vi selv bringer ind i verden. Og den som jeg mest vil skubbe til i dag, er mig selv.
Så Lone - vis verden dit sande jeg!


Spørg ikke om tilladelse til at være alt, hvad du er - kan blive. Du har allerede brugt al for lang tid på at være "mindre end". Jeg ved godt, at du har arbejdet hårdt med det. Og at du hver eneste dag, tager skridt i den rigtige retning. Men det er helt i orden, hvis du begynder at løbe. Du har så meget at give, så hold dig endelig ikke tilbage.

Kast dig over alle de ting, som du altid har drømt om at gøre - også selvom de skræmmer dig. Eller rettere sagt, at andres mening om dig og dine evner skræmmer dig. Hold øjnene på dine drømme. Mærk suget i maven. Skål på dine succeser med dem, der står der nærmest, så virker de andres meninger mindre betydelige....

Stil dig op foran store forsamlinger - og forvent, at de vil lytte til dig. Sæt dig ned med interessante personer - kig dem direkte i øjnene - og forvent at have dybe samtaler. Skriv fra hjertet - og forvent, at andre kan bruge det til noget.

Grin højlyt, dans offentligt, gå dine egne veje. Vær stærk, skarpsindig, sjov og smuk - på samme tid.
Nyd at være et forbillede. Nyd at andre stoler på dig. Og drop frygten for, at du ikke kan leve op til alt, hvad du er og kan være. For det kan du sagtens. Du er på rette vej - og vejen er at vise dit sande jeg.

Vennestyrke vs. viljestyrke

Der er flere ting i mit liv, som jeg gerne vil tage sammen til at gøre. Nogle af dem er jeg faktisk lykkedes med, mens andre sådan lidt er gået i glemmebogen. Af og til har jeg været skuffet over mig selv, over at jeg ikke bare har taget mig sammen. Altså, hvor svært kan det være!

Det kan faktisk være rigtigt svært. Viljestyrke er ikke bare lige til, og det handler ikke kun om at tage sig sammen. For jeg tror, at de fleste af os har prøvet at tage os sammen mere end én gang. Så det er jo ikke fordi, vi ikke kan. Hvad er det så, der holder os tilbage?

Kig dig lige omkring... Hvor meget ligner du egentlig dine venner? Sikkert temmelig meget.
De fleste af mine nære venner har uddannelser, som enten ligner min, eller som ligger inden for mine interesseområder. De har nogle værdier, som ligger tæt op af mine. Vi kan lide mange af de samme bøger, film og tv-serier. Ja, jeg kunne blive ved.
Vi passer sammen med vores vennegruppe, og vil helst ikke skilles os for meget ud. Det gælder ikke kun teenager, som er i gang med at finde deres eget ståsted i livet. Det gælder i høj grad også for voksne, livserfarende og uddannet mennesker.

Hvis mine venner læser meget, er der stor sandsynlighed for, at jeg også læser. Sammen sætter vi en standard for, at det er vigtigt at læse. Hvis mine venner spiser junkfood og er lettere overvægtige, er det tænkeligt, at den livsstil er acceptabel i blandt mine venner. Vi kopier måske ikke andres livsstil direkte, men i vores valg af venner og omgangskreds, vælger vi, hvilke kulturer og livsmønstre vi vil være en del af.

Derfor skal der mere en viljestyrke til at ændre noget i vores liv. Det kræver nemlig i høj vennestyrke. Dvs. at store ændringer kræver, at vores venner bakker op om det. Hvis jeg gerne vil spise sundt, men hele min omgangskreds ikke vil, så kommer jeg ikke så langt med viljestyrken.
Alternativet er, at jeg skifter min vennekreds ud. Det er måske også derfor, at vi gennem livet ændrer i sammensætningen af venner.

Heldigvis er der også de venner, som ændrer sig i fællesskab med os, så vores rejse sammen bliver livslang. Det er de venner, som bakker op om vores lyst og vilje til forandring. Som gør ændringerne nemmere og ekstra skønne - og som er klar til at hjælpe os op, hvis vi falder i, og som hepper på os, når det går op ad bakke. Med deres vennestyrke bliver viljestyren så meget nemmere.

Giv dine børn de rigtige gaver

Jeg har mødt utrolig mange børn og unger, som har gennem hele deres liv har fået adskillige gaver - alle mulige (og umulige) forbrugsting. Børnene har faktisk ofte fået flere, end de helt har kunne nå at bruge. Og så mange, at de mistede respekten og glæden for gaverne og for tingene. Kom de til at ødelægge noget, deres eget eller andres, trak de bare på skuldrene. Og jeg møder desværre stadig deres kedelige holdninger...

Jeg er sikker på, at forældre giver alle disse gaver med de bedste intentioner. Desværre er de bare flygtige og hjælper ikke børnene til et bedre liv. Derfor er de rigtige gaver, efter min mening af en helt anden kvalitet og med en livslang holdbarhed.

De gaver, som børn virkelig skal have (og i rigelige mængder) er:

• Kærlighed
• Nærvær
• Ansvarlighed
• Opdragelse
• Dannelse

Kærlighed - så de ved, at de er elsket - ubetinget. Ægte kærlighed kræver ikke et bestemt udseende, gode karakter, eller at de ikke fejler. De skal vide, at de er elsket og værdifulde, bare fordi de er til. Jeg tror, at alle forældre elsker deres børn, men det er bare ikke nok. Børnene skal kunne mærke kærligheden. Find ud af om det er anerkendende ord, tid sammen, gaver (som ikke behøver at være dyre ligegyldige forbrugsting), tjenester eller fysisk berøring, der får dit barn til at føle sig elsket.

Nærvær - så de ved, at de har værdi i andres liv - ikke mindst deres forældre. Nærvær kræver, at vi kigger hinanden i øjnene, lytter til hinanden - også selvom det, der bliver sagt, ikke er behageligt, samt at vi kan være tæt på hinanden fysisk. Så fjern øjnene fra skærmen og kig på dit barn. Lyt til deres dag - deres liv uden at afbryde eller overtage historien. Og kram dem og hold om dem, også selvom de vokser dig over hovedet.

Ansvarlighed - så de ved, hvad der er rigtigt og forkert. Ikke bare i forhold til love og regler, men også i forhold til moralske spørgsmål. For at kunne indgå i et fællesskab, er børnene nødt til at kunne følge regler, der understøtter det fælles bedste. De er også nødt til at være ansvarlige i forhold til hvilke handlinger, der er i orden, og hvilke der ikke er. Lær dem tillige at tage ansvar for deres handlinger. Kommer de til at dumme sig, skal de kunne indrømme det, sige undskyld og evt. være klar til at betale en erstatning.

Opdragelse - så de ved, hvordan de skal opføre sig i forskellige situationer og forskellige steder. Jeg har vidst lige fra mine børn var nyfødte, at jeg nok skulle elsker dem hele deres liv. Jeg ville også bare så gerne have, at de opførte sig på en måde, så andre kunne holde ud at være sammen med dem, og forhåbentlig holde af dem.  I opdragelsen er der stor kærlighed i ordet nej. Børn skal vide, at der er opførsler, som er OK - og nogle der bare ikke er det.

Dannelse - så de kan blive hele mennesker. Dannelse handler bl.a. om viden om sig selv og omverden. Dannelse er også at møde andre mennesker på en ordentlig måde, og kunne indgå i fællesskaber med dem. Dannelse handler om, at kunne forstå sin egne tid og sin egne rolle, samt at være en aktiv del af samfundet.

Så drop de ligegyldige gaver - og giv fuld gas på de fem andre.

Familien er mit største aktiv

Min familie - både min lille familie, min store familie og min udvidet familie er mit største aktiv. Jeg er så heldig (og taknemmelig over) at være en del af en familie fyldt med kærlighed, glæde og omsorg.

Jeg bor ikke i nærheden af ret mange af dem, og vi render ikke og besøger hinanden hele tiden. Men vi har dyb følelse af samhørighed og tilhørsforhold. Jeg ved, at jeg er forbundet med dem enten gennem blodet, gennem vores efternavn eller pga. af de valg, vi har truffet i livet.
Og at høre til et sted giver mig styrke, hvilket også skal forstås helt konkret. Det er her, jeg kan hente hjælp, hvis mine egne evner eller ressourcer ikke slår til. Det er her jeg kan græde ud, hvis livet bliver for svært - og det er her, jeg kan juble vildt igen og igen, fordi de glædes sammen med mig.

Min familie har ikke bare omsorg for deres egne, men åbner gerne både deres arme og deres døre for andre. På den måde er min familie også vokset gennem årene uden, at det skyldes bryllupper eller fødsler. Mine børn oplever på den måde, at der er handling bag pæne ord, og jeg ved, at det vil hjælpe dem i deres liv. De (og vi) ser værdier udlevet igen og igen.

Jeg er ikke bare stolt af at være en del af min familie - jeg er også meget stolt af det bidrag, jeg har ansvaret for, nemlig min lille familie. Her fylder kærligheden utrolig meget. Det mærker vi i vores samtaler, i vores måde at være sammen på, og i det vi gør for hinanden. Vi har skabt et trygt ringhjørne, hvor vi også gerne tager i mod andre, der har brug for en time-out fra livet.

Citatet stammer fra Richard Bachs Illusioner. En af mine yndlingsbøger.

Det passer utrolig godt på min familie (også dem jeg er vokset op sammen med).

Giv de unge lov til at være unge!

Hvis jeg var ung i dag, ville jeg gøre oprør mod alle de forventninger -  og mangel på samme, vi voksne har til ungdommen.

Vi voksne, som er ansvarlig for samfundet og de politikere, som står i spidsen for det, har fejlet. Vi har presset et fokus på perfektheden ned over de unge mennesker, der står midt i den vigtigste udvikling i deres liv, samtidig med at det også er den mest sårbare og usikre periode. De skal have gode karakter - faktisk så gode, at de springer skalaen. Hvilket betyder, at de skal bruge meget store dele af deres fritid på at sidde alene og fordybe sig i lektierne. De skal have fritidsjob, der kan understøtte fremtidige karrierevalg, hvilket de jo allerede skal have fokus på, fra de er ganske små. Fritidsinteresser skal der helst også være plads til, selvom de andre forventninger allerede har fyldt det meste af døgnet ud. Og skulle de have lyst til at spille fx håndbold i deres sparsomme fritid, er det ikke bare noget, de kan gøre en enkelt gang om ugen. Næ, nej de skal træne flere gange om ugen, hvis de vil beholde en plads på holdet. De skal jo være ambitiøse.

Hjemme skal de unge tage stilling til, hvad familien skal have til aftensmad, hvor de skal hen på ferie eller hvordan de må skal klare det igennem en økonomiske dårlig måned.
De skal forholde sig til forældrenes forhold, for alle mulige ting bliver diskuteret i det åbne rum. Ting, som i en teenagers under-udvikling-hjerne, bliver til uoverskuelige bekymringer.

Omvendt mangler der også passende forventninger til dem. Forældrene ringer fx til lærerne med beskeder, som de unge sagtens selv kunne levere. Det er netop blandt de voksne i skolerne, at de unge skal træne færdigheder - som bl.a. at kunne sige noget til en kendt voksen, også selvom deres klassekammerater står omkring. Forældrene smøre madpakker, gøre rent og rydder op for disse unge mennesker. Hvilket ikke gør dem til en del af familien, men til en logerende. De kan på mange måder gøre, hvad de vil - bare de sørger for at den perfekte facade er intakt.

Der er ikke noget at sige til, at så mange unge har svært ved at være i det krydspres. Nogle af overlever det ved at give op, andre ved at vende det indad...

De unge har brug for os, men ikke som tjenestefolk eller personlige assistenter. De har brug for, at de voksne viser tillid til, at de nok skal klare det, selvom de ikke er perfekte. Vi skal have tillid til, at de kan fejle - og rejse sig op igen. Og vi skal have tillid til, at de kan være en del af familien, med alle de arbejdsopgaver, det indebærer. Husk hvis de får dårlige karakter eller kun går til deres fritidsaktivitet, fordi det er sjovt - skal de nok nå livet alligevel.
Lad dem nu bare være unge....

Hyldest til kvinderne i mit liv

I gennem store dele af mit liv - især mit arbejdsliv, har jeg hørt på andres holdninger til, at der er alt muligt galt med kvinder, der arbejder sammen. Ja, faktisk er bare galt, når kvinder er sammen uden mænd.
Og det har ikke kun været mænd, der ytrede sig om disse holdninger, det har så sandelig også været kvinder, som langede ud efter andre kvinder.

Men mine personlige og helt subjektive oplevelser er fuldstændig anderledes.  Selvom jeg i mit liv er omgivet af mange fantastiske mænd, kan jeg konstanterer, at der er endnu flere skønne kvinder omkring mig.

Jeg er vokset om i en familie med stærke, kloge og omsorgsfulde kvinder, som ikke bare har givet mig gode oplevelser og en tryg opvækst, men også har styrket mig i troen på mig selv og mine egne evner. Mine veninder og kvindelige bekendte er sjove, skønne og stærke kvinder, og det er altid en fornøjelse at være sammen med dem. Vi sørger at opmuntre og opløfte hinanden - og ikke mindst fejre hinandens succeser. Vi har tid tid at lytte til hinanden, mod til at være ærlige og hjerterum til at være omsorgsfulde. Jeg har tillige giftet mig ind i en familie med stærke kvinder, som ikke står tilbage for de udfordringer livet har givet dem.

I skolen, på mine uddannelser og igennem mine fritidsaktiviter har jeg igen og igen mødt kvinder, som støttede mig, var lyttende og forstod at presse mig, så jeg ydede mit bedste. Under deres vejledning har jeg udviklet dele af mig selv, som jeg er utrolig stolt af.

Senere i mit liv, da arbejdet for alvor kom til at få betydning, har jeg haft vidunderlige, samarbejdsdygtige og enestående kvindelige kolleger. Kvinder der hele tiden prøvede at gøre hinanden bedre eller udvikle og problemløse sammen. Og når det hele ikke gik op i arbejde, havde vi også tid til at have det skide sjovt sammen.
Jeg har også haft enestående kvindelige ledere, som var super gode at sparre med og være kreative med. Stålfaste kvinder, som ikke var bange for at gå ind i konflikter og søge løsninger - også selvom deres person nogle gange stod for skud. Jeg kan bare konstatere, at jeg elsker at arbejde sammen med kvinder.

Så drop alt det køn-fis om, hvad kvinder kan eller ikke kan. Hvordan de er eller ikke er.

Jeg synes, kvinder er fantastiske - både i selskab og i samarbejde med mænd, men så sandelig også uden.

Jeg løber mine egne veje

Jeg har løbet gennem flere år, sådan on/off... Og jeg elsker at løbe. Jeg læste engang, at der ikke var noget problem en løbetur ikke kunne løse op for. Sådan har jeg det lige præcis. Når jeg har været ude i det danske vejr, er mine tanker blæst igennem og virker klarere og skarpere.

Efter en længere pause er jeg nu kommet i gang med at løbe igen. Og jeg løber overhovedet ikke hurtigt - tværtimod.  I går da jeg skulle afsted på en løbetur, nåede jeg at få alle mulige fjollede tanker om, hvor jeg dog skulle løbe hen, så jeg ikke lige mødte folk, jeg kender... Altså så de ikke så mig løbe mega langsomt.
Heldigvis fik jeg stoppede mig selv. For hvem er det egentlig, jeg løber for? Hvis jeg gør det for at imponere andre, så er jeg gået helt skævt af mine livsholdninger... så jeg har bestemt mig for at løbe uden tanke om, hvem der kan se mig - eller hvad det mon kan betyde. Jeg vil løbe mine egne veje - og nyde det i fulde drag. 🏃‍♀️

Hvad vil du med samtalen?

Jeg har tidligere skrevet om vigtigheden i en ordentlig kommunikation, hvilket jeg synes er meget relevant for vores liv i fællesskabet.
Det er slet ikke fordi, at jeg ikke dummer mig og får sagt nogle meget uhensigtsmæssige ting. For det gør jeg. BIG TIME. Når det sker, så kommer jeg med en oprigtig undskyldning. Det mener jeg, er den eneste vej frem, hvis jeg har trådt nogen over tæerne. Og jeg har sagt undskyld mange gange, bl.a. fordi min personlighed kan være lige lovlig hurtig med svar...

Men for det meste tænker jeg over, hvad jeg vil med samtalen - og hvordan jeg kan udtrykke mig på en ordentlig og respektfuld måde.
Når vi taler med et andet mennesker, får vi information, som vi skal give et svar på. Nogle gange bliver vi temmelig overrasket over det, vi hører og har kun et splitsekund til at give respons. Her ved både du og jeg, at vi nogle gange får sagt noget, som udvikler samtalen positivt - mens vi andre gange siger noget virkeligt dumt. Det er et forgreningspunkt i samtalen. Og har jeg først sagt noget dumt, er det svært at hente det positive tilbage i samtalen.

Derfor tænker jeg en del over, hvordan jeg vil have samtaler til at udvikle sig. Jeg tænker over, hvad jeg vil med samtalen. Og hvor jeg ikke kan styre indholdet, kan jeg styrer mine intentioner. Selvom jeg ofte er nødt til at sige ting, som ikke er positive eller behagelige, for den jeg taler med - så har jeg fokus på dem og på at leverer budskabet på en ordentlig måde. Det gør det lettere at få budskabet igennem og kommer godt ud af samtalen for begge parter.
Vi kan ikke undgå det ubehagelige, men vi kan være ordentlige overfor hinanden og se samtalen fra den andens synpunkt.

Skulle du få sagt noget uheldigt, så giv ikke op. Skab et nyt forgreningspunkt, så samtalen kan komme tilbage på sporet og følge dine gode intentioner.


Min udfordring til dig (og mig selv) i dag er:

• Find ud af hvad vil du med dine samtaler.
• Sørg for at andre mærke dine gode intentioner.
• Hav fokus på samtalens forgreningspunkter - og hiv samtalen tilbage på sporet, hvis det bliver nødvendigt.