Jeg gør det faktisk meget godt

Der er bare tider, som er sværere, hårdere eller vanskeligere end andre.
Tider hvor vi virkelig tager os sammen for bare at få de mest almindelige og forventelige ting til at hænge sammen. Tider som slet ikke er sjove.
Når jeg går igennem sådanne tider, kan det være svært for mig at se, at jeg overhovedet bidrager med noget som helst.
Jeg prøver... og jeg gør også noget hver eneste dag. Det virker bare ikke rigtigt som særligt meget.

Heldigvis er jeg omgivet af en masse gode mennesker i min familie, i min vennekreds og på mit arbejde, som hjælper mig med at se, at jeg rent faktisk gør det meget godt.
Og det er netop i de svære perioder af vores liv, hvor vi har allermest brug for at blive mindet om, at vi gør det godt nok.

Det skal vi også huske at fortælle os selv. Prøv lige at kigge ordentligt på dit liv - alt hvad du laver. Og se alle de ting som du faktisk gør ret godt.
Nogle gange handler det bare om, at du trods din egen indre sindstilstand husker at være der for dine nærmeste eller nogle, du møder på din vej.  Eller du trods træthed og manglende overskud husker at være hjælpsom.
Der er så meget vi gør, som virker som bittesmå ting, men som i virkeligheden beviser, at vi gør det godt nok.

Så brug endelig dagen på at finde alle de ting, du gør godt. Lav en liste hvis du for alvor har brug for at blive mindet om dem. Ros dig selv - for du har i den grad fortjent det.

Det er ikke rart at komme med et byttemærke

I går var jeg til julegudstjeneste, og præsten talte om, at vi her til jul sørger for, at alt kan byttes. Desværre er der også meget i verden, der kommer med byttemærke... Bl.a. de forhold vi har med hinanden. Det kan nemlig af og til føles som om, at hvis vi ikke hele tiden er gode nok, så kan vi blive byttet.

Og den følelse kan jeg alt for godt forholde mig til, for jeg har i flere perioder af mit liv følt, at jeg var på prøve... og at jeg havde svært ved at bestå prøven.
Ofte har jeg slet ikke været klar over, at jeg var i gang med en prøvetid, før jeg havde gjort alt muligt åndsvagt for at bestå. for ikke at blive byttet til én der var bedre, sødere, dygtigere - mere et eller andet, jeg i ihvertfald ikke var. Og mest af alt havde jeg gjort noget for at være anderledes end, det der allerinderst er mig. For jeg ville ikke smide i byttebunken.

Og når jeg tale med især de unge mennesker i mit liv, så er de også bange for at blive byttet ud. At det de byder ind med slet ikke er nok.
Det er egentlig ganske frygteligt at skulle leve sådan.

Jeg håber for mig selv og for alle andre, at vi ikke finder os i at være på prøve, men at vi går all in i det, der har betydning for os, uanset om det er forhold, jobs eller noget helt tredje. At vi ikke laver os selv om for at passe en størrelse bestemt af nogle andre.
Og hvis andre insisterer på, at vi skal have et byttemærke på, så de kan komme af med os, hvis det bliver belejligt, skal vi tage benene på nakken, og komme væk hurtigt muligt. For ingen skal leve på prøve.

Balance

Tanken om julefreden har sænket sig de fleste steder, det er dog ikke sikkert at selve julefreden har. For mange af os har super travlt netop op til jul.
Travlt med at være gode forældre, som husker på pakkekalendere, adventsgaver, julegaver og julemad. Samtidig med at vi ofte også har travlt på arbejdet. for der er meget. der skal nås inden en lang juleferie eller måske bare nogle dage fri. inden vi igen får travlt mellem jul og nytår.

Sådan en december har jeg haft. Faktiske har jeg haft travlt meget længere... og jeg har stået i store livsomvæltninger det sidste halvandet år.
Alligevel har jeg haft svært ved at forstå, at jeg har været træt og har manglet overskud. Og jeg har haft svært ved at indrømme, at det måske er helt i orden, at jeg ikke lige har været på toppen. For dem omkring mig kan jo ikke gøre for. at jeg har travlt, så de skal jo ikke mærke det. Så jeg har prøvet at vise overskud og knokle videre i samme tempo.

Men nu har julefreden endelig fundet frem til mig. Tankerne er ved at falde til ro. og jeg kan næsten sidde stille og bare lave en ting ad gangen.
Så det er ikke store, vilde eller dyre ting jeg ønsker mig denne jul. Jeg ønsker mig fred og balance. Og det er der ikke andre end mig selv, der kan give mig.

Balance i liv kræver, at jeg gør op med alle de forestillinger og forventninger , som jeg tror andre har til mig. Jeg skal bryde nogle af de små latterlige regler, jeg har i mit hovedet. Regler der fortæller mig, hvad jeg burde gøre eller ikke burde gøre. Altså ikke sådanne nogle, som er gode at have, som et indre moralsk kompas. Men regler som er kommet til gennem mit liv, og som har til formål at gøre mig mindre end eller i hvert fald ikke for meget. Regler der vil.a. siger, at jeg ikke bare kan tillade mig at sige nej, eller lade andre vente eller ikke have styr på alt muligt.

Så reglerne skal ud, så jeg kan få balance og ro. Det er ikke den nemmeste gave at give sig selv.
Det er de bedste gaver i livet, som regel aldrig.

Prøv at være stille...

Vi voksne taler hele tiden! Altså når vi taler med børn og unge om, hvordan de har det eller om hvilke udfordringer, de står i, så fylder vi det meste af tiden ud med vores egen tale.
Det betyder, at barnet eller den unge ikke har plads til at fortælle, hvad de synes om deres egen situation.

Jeg ved godt, at det ikke altid er sådan, men jeg har bare  rigtig mange gange oplevet, at de voksne stiller et spørgsmål - og når fx den unge bruger lidt for lang tid på at svare, så kommer der bare et nyt spørgsmål, eller også kommer vi med vores egen forklaring på, hvorfor tingene er, som de er.

Når jeg taler med de unge om de situationer, så er de meget bevidste om, at hvis de lader være med at svare i første omgang, så behøver de slet ikke fortælle noget som helst. De kan deltage i noget, der minder om en samtale - uden at deres input overhovedet behøver at betyde noget. De er så klar over det, at de meget ofte benytter sig af det.
Men de er samtidig trætte af, at de voksne hellere vil høre på dem selv end at tage sig tiden til at vente på, at den unge selv formulere sig og selv kommer frem til problemstillingen. De er trætte af at føle sig uvigtige i, hvad der på overfalden kan ligne vigtige samtaler om deres liv.

Så jeg synes, at vi skal prøve at være stille. Vi skal være meget bedre til det. Vi skal gerne stille spørgsmål til vores børn, og vi skal gerne tage samtaler om både svære emner og emner, som virkelig betyder noget i vores børns liv. Men vil skal lade dem komme med deres egne svar.

I pauserne finder jeg mig selv

Der er varm te i min kop og ro omkring mig. Hele huset sover endnu. Sådan har mine morgener været igennem mange år - og jeg elsker den alenetid, jeg har her.

Faktisk har jeg den kun lige nu, fordi vi har ferie. Vores morgenrutiner har nemlig ændret sig, fordi vi er flyttet. I hverdagen er det min mand, der står først op, og så er det børnene, som skal op. Som morgenmenneske er jeg oppe sammen med dem, men der er ingen ro. Der er en morgenhektisk stemning. Og først når de er ude af døren ved 7-tiden, falder der ro over huset.
Misforstå mig nu endelig ikke. Jeg elsker tiden sammen med min familie - også hverdagsmorgenerne.  Jeg savner bare den rolige start på dagen. Tiden til ro og tanker inden de andre vågner.

For selvom jeg elsker at være sammen med andre mennesker og stortrives, når der sker alt muligt omkring mig, så kan jeg bare bedre lide, den jeg er, når jeg har tid og mulighed for pauser.
Pauser uden forpligtelser, pres og ansvar. Pauser til bare at være mig og være i nuet.
Det er i pauserne, jeg finder mig selv - eller måske genfinder mig selv. Det er her, der kommer ro og orden på alle mine tanker. Det er her, jeg er helt mig selv.

Jeg tror, at mange af os glemmer at holde pauser. Måske fordi vi er gode til at tidsoptimere. Og umiddelbart virker pauser jo ikke særlig produktive. Gennem til tider bitter erfaring har jeg dog lært, at tiden mig selv er værd at prioritere. Men det har ikke været nemt. Men det er, det som er vigtigt sjældent.

Bekymringer er en slags husgæster

Bekymringer er vel egentligt bare en del af et almindeligt liv. Jeg tror, at mange af os har glemt, at det er helt i orden ikke altid at være positiv. At vi også godt må erkende, at nogle ting bare bekymre os...

Noget af det, der fylder hos mig, er min søns forestående operation. Han skal gennem en større kæbeoperation, som muligvis kommer til at foregå inden jul. Vi ved meget lidt om den. I dag fik vi dog af vide, hvornår den endelige forundersøgelse er og lidt om, hvad vi kan forvente mht. indlæggelse i forbindelse med operationen.

En del af mig - den logiske del, ved godt at jeg ikke skal bekymre mig. Der er dygtige og professionelle mennesker, der har styr på detaljerne. Alligevel har jeg i gennem længere tid oplevet en underliggende bekymring, som egentlig ikke fylder så meget i hverdagen, men som alligevel er tilstede hele tiden. Som en gæst, jeg ikke har inviteret, og som ikke vil tage afsted igen...
Det er svært at forklare, hvorfor bekymringen er der, måske fordi den mest er en følelse. En irrationel en. Måske fordi jeg bare gerne vil have, at min søn ikke skal have ondt. Måske fordi jeg ikke selv kan kontrollere forløbet eller tidshorisonten.

Uanset hvad den skyldes, er jeg klar over, at bekymringen ikke forsvinder eller bliver mindre, hvis jeg ignorerer den. Jeg er nødt til at se den i øjnene. At erkende dens eksistens. At leve sammen med dem.
Og det er helt OK og ganske normalt. En dag - før eller siden - tager gæsten jo hjem.

Hvem skal have et “TAK”?

Jeg startede dagen med tårer i øjnene... Ikke fordi der var noget galt, men fordi jeg var rørt.
En af mine tdligere elevers mor havde skrevet en tak til mig.

Det er vel mere end fem år siden, at jeg underviste sønnen, og han er i mellemtiden blevet til en ung mand, der er godt på vej i livet. Nu havde moren været på kursus bl.a. om, hvordan man gør en forskel i børn og unges liv, og det havde fået hende til at tænke på mig. Men hun tænkte ikke bare det, hun tog sig tiden til at skrive til mig. Se det, synes jeg, er rørende.

Der er mange mennesker, som har gjort en forskel for mig i mit liv. Mange af dem har jeg sagt tak til, men der er stadig en del som fortjener en tak. Det er der sikkert også i dit liv. Prøv lige at overveje, hvem der skal have et “TAK” fra dig. Når du ved det, så kunne du måske også skrive til dem. For tak er ikke en lille ting. Det er stort og rørende - og det sender god energi til vores store fællesskab!

Det er ikke venlighed at finde sig i hvad som helst...

Ofte - faktisk alt for ofte har jeg i venlighedens navn bidt alle mulige ting i mig. Alt fra at blive gjort grint med, skældt ud, trådt for nært, hængt ud, blive overset og mange andre ting. Og jeg har ikke sagt noget til det - for jeg vil gerne være venlig og forstående overfor andre. Så jeg har bare smilet, prøvet at bevare den gode stemning og har bidt det i mig.

Men erfaringen har lært mig, at det ikke er venlighed at bide andres uforskammetheder i mig. Det er derimod rigtig dårlig behandling af mig selv. Og det er der intet venligt i.
Derfor vil jeg nu hellere sige fra, sige stop og nogen gange helt holde mig fra visse mennesker, end at blive trådt på. Jeg er erkendt, at andre ikke altid er klar over, at deres måde at begå sig på i verden går ud over deres omgivelser, men det betyder ikke ,at jeg behøver at blive i deres drama.
Jeg vil dog gerne sige fra på en ordentlig og venlig måde. Ja, jeg håber, at når jeg gør det, kan jeg vise andre, hvordan vi passer på os selv. Uden at jokke på hinanden.

Så står du i samme situation, som jeg ofte har gjort, så er du i din fulde ret til at sige fra. Øv dig i at gøre det med venlighed - men gør det! Det er nemlig ikke venlighed at finde sig i hvad som helst.

Høfligheden er der....

Dagen startede med morgenløb sammen med eleverne på den efterskole, hvor jeg slår mine folder. Til trods for at de var trætte, havde de alligevel overskud til at være høflige. Alt imens de overhalede mig, sagde de pænt godmorgen og ønskede mig en god tur.
Det er alligevel lidt stort, at unge mennesker - som ofte bliver beskyldt for at have dårlig opførsel - viser det overskud.

Men den er der - høfligheden.  Ikke bare hos mine elever, men hos de fleste unge jeg har mødt. Ofte har jeg haft klasser, som havde dårligt ry - men som efter at være blevet mødt med venlighed og at blive talt pænt til, forholdsvis hurtigt viste, at de også sagtens kunne være venlige og høflige. De havde bare brug for at blive mødt på sammen måde. For de vil gerne. De ikke ønsker faktisk ikke at være til besvær. De vil bare gerne selv blive mødt på en venlig og høflig måde.

Derfor synes jeg, at vi voksne skal lade være med at brokke os over de unge - og istedet give dem de bedste muligheder for at vise at det gode inde i dem - og være gode rollemodeller, så de kan se, hvordan høflighed og venlighed kan folde sig ud.

Hvem er det, der tæller?

Jeg tror ikke på dem, der siger, at de er ligeglade med, hvad andre siger. For forhåbentlig er der mennesker i vores liv, hvis meninger vi rent faktisk ikke er ligeglade med.
Problemet er dog ofte, at vi går lidt for meget op i, hvad andre mener og siger. Og det er ikke vores nærmestes mening, som tæller her.

Hver eneste gang vi møder et andet menneske, er der mulighed for, at de har en mening om os - og en mening som vi slet ikke kan styre. Hvis du ser dig selv som rar og venlig, kan du sagtens bliver opfattet som vag og irriterende. Hvis du ser dig selv som handlekraftig og initiativrig, kan du sagtens blive opfattet som en, der tromler andre. Eller du kan blive opfattet som det modsatte 😉

Derfor tror jeg det er vigtigt, at vi virkelig gør op med os selv, hvis meninger der tæller i vores liv - og så kun forholde os til dem.

Disciplin

Disciplin.., i mange år havde jeg det faktisk lidt svært med det begreb. Jeg forbandt det mest med topsportsfolk, der trænede ud over det sædvanlige. Altså sådan noget med tidligt op, mange timers træning, særlig kost (nej tak til lækkerier og alt det sjove) - kort sagt et liv i meget faste rammer.

Men gennem årene har jeg lært at sætte pris på...måske ikke lige frem selv disciplinen, men hvad disciplin kan gøre for mig.
For mig handler det om, at når jeg laver aftaler med mig selv - og så overholder jeg dem! Jeg letter min nogle gange dovne krop og det til tider lige så dovne sind, og gør det, jeg ved, jeg skal - og gør det med det samme.

Alt det der følger efter disciplinen er i den grad, det hele værd.
Når jeg kommer op af sofaen eller sengen om morgenen og dyrker motion, så bliver jeg gladere. Eller når jeg færdiggør svære eller kedelige opgaver, så frigøres der en masse energi.
Vigtigst er nok, at jeg med hjælp fra disciplinen, når det jeg gerne vil i mit liv - eller I det mindste bevæger mig i den retning, jeg gerne vil. Og jeg bliver stolt af mig selv, for det kunne være så nemt bare at hoppe over, hvor gærdet er lavest.

Vis interesse

Mange forældre følger deres børns fritidsinteresser tæt, mens børnene er små. Men når ungerne bliver ældre og vælger interesser, som vi ikke altid lige forstår, så kan man altså godt føle dig sat lidt af som forælder.

Vi skal dog huske, at det stadig har betydning for vores børn - uanset alder, at vi viser interesse for det, der interesserer dem. De viser det måske ikke altid, men spørg alligevel ind til interesserne. Spørg ind til det, du ikke forstår - og prøv ihærdigt at forstå det.

Min søn har en fritidsinteresse, som ingen af os andre i familien deler. Der er stadig meget, jeg ikke forstår trods min søns tålmodige forklaringer efterfulgt af utallige YouTube-videoer. 

Ofte bliver jeg også ramt af min uvidenhed. Jeg føler mig gammel og gammeldags. Han bruger ord og forklaringer, som jeg slet ikke forstår. Men det handler jo ikke om lig og mit ego. Det handler om, at min søn er vigtig for mig. Derfor er hans liv og interesser det også. 

Morgenattituder

Hvordan starter du dagen? Altså ikke hvilke rutiner du har, men hvilken attitude du starter ud med.

Jeg har i mødt temmelig mange børn og unge, som har haft rigtig dårlige morgener inden deres skoledag overhovedet startede. Og jeg har talt med mange voksne, som ligeledes har tilbragt timer inden arbejdsdagen på måder, som ikke har været gavnligt for nogen.
Og når dagen er startet sådan, så kan det altså væres svært at indhente god karma og glad stemning.

Der er ikke en bedst opskrift på, hvordan en god dag starter, men nogle af ingredienserne kunnet være:

• Et oprigtigt smil til dit spejlbillede (måske endda efterfulgt af et par pæne og opmuntrende ord). Ville det ikke være rart, hvis du hver eneste dag blev talt pænt til af den person, som har størst betydning i dit liv - nemlig dig?
• At vise tydelig glæde over at se dine familiemedlemmer (kæreste, ægtefælle, børn, dyr) efter en nats søvn. Smil til dem - og sig gerne at du elsker dem, som det første de hører om morgenen. Der er mange, mange mennesker, som nok et eller andet sted ved, at deres familie elsker dem. De hører eller mærker det bare ikke så ofte. Tænk på hvad den tydelige kærlighed kunne gøre af forskel i din families liv og i dit.
• Tid til at sidde sammen med familien. Kærlighed staves ofte T-I-D. Brug tiden på de vigtigste personer i dit liv. Når de bliver prioriteret, så mærkes kærligheden.
• Endnu et smil og nogle pæne ord til spejlbilledet inden du går ud af døren. Du kan sagtens tåle lidt mere god energi inden du møder livet udenfor. 

Det er ikke de store omvæltninger i morgenrutinerne, men det kan gøre en kæmpe forskel i dem måde  vi opfatter os selv og vores nærmest. Og det gør en forskel i, hvordan de opfatter dem selv. Som justeringer kan ændre din attitude hele dagen igennem. 

Stil tusindvis af spørgsmål

Jeg elsker spørgsmål. Siden jeg var helt lille, har jeg selv haft tusindvis af dem - og spurgt mine omgivelser om alt muligt... sikkert til fleres irritation, men til min egen store glæde.
Jeg elsker også at få spørgsmål. Og rigtig gerne dem jeg ikke lige kan svare på.

Jeg synes, at vi skal droppe noget af al vores jeg-spørger-ikke-for-det-burde-jeg-vide eller jeg-spørger-ikke-for-jeg-er-eksperten-her, og i stedet stille hinanden alle mulige oprigtige og nysgerrige spørgsmål.
Jeg er sikker på, at vi så kunne komme meget tættere på hinanden 😀

Et gammelt foto

På mit kontor i mit hjem, har jeg et foto af mig selv på en første skoledag. Jeg er ikke sikker på årstallet, men det er muligvis fra 1. klasse, så jeg er omkring 7 år gammel. Jeg ser spændt ud og lidt genert. Billedet er taget i indkørslen til mit barndomshjem, samme sted som første-skoledags-billederne blev taget i mange år efter.

Jeg har billedet stående fremme for at minde mig selvom, hvem jeg var en gang, hvor jeg kommer fra og hvorlangt jeg har bevæget mig.
Det er vigtigt for mig at huske den lille pige, jeg var en gang. Huske hendes drømme, glæde, hendes bekymringer - og hvordan hun kunne lege i timevis i haven eller med en lille ubetydelig dims og glemme verden omkring sig.
Og jeg glædes over, at jeg er opvokset i et kærligt hjem med forældre, som gerne delte ud af deres tid, kærlighed, omsorg og viden. Et sted hvor jeg kunne være tryg, når verden omkring mig blev lidt for meget.
Det var netop denne trygge base, og det fundament jeg har fået med der, som har gjort, at jeg har kunne bevæge mig væk derfra. I nogle perioder fysisk langt væk.
Fundamentet har ligeledes betydet, at jeg har haft mod til at prøve nye ting. Kaste mig ud i noget, selvom jeg slet ikke vidste om det ville lykkes. For jeg havde et blødt sted at lade.

Og jeg har kastet mig ud i mange ting. Nogle gange lidt hovedløst ville mine forældre måske sige. Det har givet knubs - og en masse fede oplevelser. Det har betydet, at jeg har opnået rigtig mange ting i mit liv. Ting som jeg virkelig er stolt af. Så billedet minder mig også om, hvorlangt jeg og andre mennesker har bevæget os gennem livet. Det skal vi huske at anerkende hinanden for 😀

Klap dig selv på skulderen

Den smukke morgenstund dannede et den ideelle baggrund for min løbetur. En tur som jeg både havde lyst til og slet ikke havde lyst til - dels fordi jeg rent faktisk godt kan lide at løbe og opleve verden omkring mig, og dels fordi jeg slet ikke er i form, og jeg vidste at det ville være hårdt....

Jeg tog mig sammen og satte det ene ben foran det andet. For det meste i langsomt løb, og ind imellem også gående... Men jeg gjorde det. Jeg tog den første løbetur i lang tid. Jeg nød solen, brisen, naturen og at mærke mine fødder flytte mig fremad. Jeg var stolt af, at jeg valgte denne oplevelse trods en kondition, som ikke er særlig god. Jeg er stolt af, at jeg ikke tog den nemme valg, som kunne have været at blive siddende i sofaen.

Det er selvfølgelig ikke jordens største eller mest imponerende handling. Men der midt på stien mellem træer og blomster klappede jeg mig selv på skulderen - sådan helt bogstaveligt. Jeg løftede den højre hånd og rakte over mod den venstre skulder og gav mig selv et par opmuntrende klap.

Det kan virke fjollet, men jeg tror, at vi alle kan trænge til disse skulderklap - og vi skal i høj grad også huske at give os selv dem. Ved at gøre det rent fysisk (uanset om det virker underligt), kan vi for alvor mærke vores egne opbakning. Så klap endelig dig selv på skulderen, hver eneste gang du er stolt af noget.

Ros løs

“Man skal jo ikke bare gå rundt og skamrose folk.” Det udsagn hørte jeg i dag.

Den Danske Ordbogs forklaring på skamros lyder: overdreven, ofte ufortjent ros - fx fremført i ukritisk beundring eller for at behage eller håne nogen. Og med den forklaring synes jeg da heller ikke, at vi skal skamrose hinanden.

Til gengæld synes jeg, at vi skal rose og anerkende hinanden lige så meget og lige så ofte, som vi overhovedet kan. For når vi vælger den tilgang, så starter det med, at vi øver os i at få øje på alt det, som andre gør godt. Og når vi så tillige vælger at sige det til dem, vel vidende at det jo bare er vores egen holdning og synspunkt, vi deler med dem, og ikke en objektiv sandhed, så giver vi andre en mulighed for at glædes over deres bidrag til andre.

Selvfølgelig skal vi lade være med falsk ros og sleskhed, men lad os nu bare sprede glæde med oprigtig ros og anderkendelse - og meget af den.

En ting ad gangen

Sol og sommer... og måske også lidt afslapning. For det er der nok mange, der trænger til. I hvertfald møder jeg mange, som sukker efter ferie.
Når den så kommer er der næsten lige så mange, som fylder dagene med aktiviteter og to-do punkter fra morgen til aften. Jeg ved, hvordan det er, for jeg har ofte gjort det selv.
I denne sommer vil jeg derfor øve mig i at gøre en ting ad gangen. Øve mig i at tingene går langsomt, og i at nyde lige præcis det jeg har gang i nu. Fx vil jeg nyde at strikke og uden at se tv eller lige lytte til podcasts samtidig.
Måske vil jeg opleve mig selv på en ny måde, når tempoet er et andet.

Båltale

I går holdet jeg båltale på Brejning havn, som ligger lige ved siden af den efterskole, jeg arbejder på. Det var en helt særlig oplevelse. Mit fokus var at tale ud fra noget, der havde mening for hele lokalbefolkningen. Måske er der andre, som også kan blive inspireret af ordene.


Båltale Sct. Hans 2019

Tak for invitationen til at holde denne båltale. Tak til jer, der har knoklet for at dette arrangement kan lade sig gøre. Og tak til alle jer, som er mødt op her for at fejre Sct. Hans på dette skønne sted, I er med til at skabe et fællesskab – om end kun for en stund, så dog alligevel et fællesskab, hvor vi er sammen om at fejre midsommeren.
Der en tradition som går mange hundrede år tilbage. I kristendommens begyndelse var denne dag en fejring af Johannes Døberens fødselsdag, senere blev det en dag, hvor folk søgte til hellige kilder for at blive helbredt.
Det er kun de sidste ca. 150 år, at vi har tændt bål til Sct. Hans. Bålet vi står omkring repræsentere lyset i mørket – det mørke vi ved vil komme med, at dagene bliver kortere, og det mørke, som kan findes i alle liv og i alle samfund. I begyndelsen af bålafbrænding på Sct. Hans brændte man slet ikke hekse af, det gjorde man så godt nok i april måned – men ikke til Sct. Hans. Traditionen med at brænde hekse af til denne skønne midsommerfest kom først omkring år 1900 – ikke lang tid før kvinderne fik stemmeret.
Vigtigst af alt for mig er dog, at Sct. Hans er en aften, hvor vi mødes med naboer og venner, varmer os ved bålet og er fælles om denne oplevelse.

Allerførste gange jeg var i Brejning, blev jeg fuldstændig betaget af den smukke natur, og i lang tid fortalte jeg alle mulige forskellige mennesker, at netop naturen var det særlige ved Brejning. Og når vi står her i aften med udsigt over Vejle Fjord, er den skønhed nærmest til at tage og føle på. – og den er også helt særlig for området.
Men Brejning er meget mere end det. Efter jeg har fået en hverdag her, er jeg klar over, at der også er andet, som gør det helt særligt at bo her, nemlig de fællesskaber der skabes gennem de stærke frivillige kræfter, som mange vælger at investere i her i vores lokalsamfund.

Det er noget helt specielt, når mennesker er villige til at bruge deres tid på andre. Der er så meget, vi ellers ville kunne bruge den tid til, Og rigtig mange taler om, at de ikke har tid nok. Alligevel har 65 % af danskerne på et eller andet tidspunkt i deres liv frit valgt at forpligte sig en eller anden form for arbejde til fællesskabets gavn. Altså over halvdelen af befolkningen har været villige til at give deres frie arbejdskræfter til det brede samfund. Det kan næste siges, at det er mere almindeligt at have været frivillig på et tidspunkt – end ikke at have været det.
900.000 timer bruger danskerne på frivillighed – om dagen! Det bliver til mere end 300 mio. timer om året. Og vi giver villigt vores tid til fx at hjælpe flygtninge, bemande genbrugsbutikker eller give børn og unge mulighed for et bredt fritidsliv. Vi besøger dem, der ikke har en familie eller venner omkring sig, laver arbejde for velgørenhedsorganisationer – og er der et sted, som behøver hjælp, så organiserer vi gerne selv nye måder at være frivillig på.

For mange af os er det også gennem vores frivillige arbejde og engagement, at vi oplever de stærkeste fællesskaber. Når vi nu vælger at give vores tid kvit og frit, så skal vi også kunne mærke, at vi gør en forskel – og at vi kan mærke vores egne værdier i det, vi gør.
Jeg blev født ind i frivillige fællesskaber. Lige så lang tid jeg kan huske tilbage, var mine forældre frivillige, og deres glæde ved at engagere sig smittede hurtig af på min søster og jeg. Siden jeg var ganske ung, har jeg budt ind i forskellige frivillige fællesskaber. Det stærkeste for mig har været spejderbevægelsen – og det er netop den, som har bragt mig her til Brejning.
Personligt har jeg haft nogle af mine allerbedste oplevelser gennem mit frivillige engagement. Ikke mindst de oplevelser, som kan være svære for andre at forstå. For hvorfor vil en skolelærer vælge at tilbringe sin sommerferie med en flok spejdere på en mudret mark eller i bagende sol, når nu hverdagen er så rigelig fyldt med børn?
Det handler især om den glæde, der er i de fællesskaber, vi selv vælger til. At når jeg er sammen med andre, som elsker friluftslivet og spejderbevægelsens værdier, så kan selv mudder, lange vandreture og mad, der er brændt over bålet, være nogle af de bedste oplevelser.
Sådan tror jeg mange har det med deres frivillige arbejde. Det kan være svært at forklare, hvorfor det giver mening – det gør det bare. Og det ikke bare mening – det giver en enorm glæde.

Jeg tror på, at frivillige fællesskaber giver os noget helt særligt i vores hverdag. Der er mange ting i vores liv, som vi kan føle, at vi er ”nødt” til at gøre. Men vores frivillige engagement er netop valgt ud fra vores egen frie vilje – og må ikke blive en pligt. Det frivillige arbejde er også vejen ind til fællesskaber, hvor vi oplever, at det vi byder ind med, har værdi, at det har betydning om, vi er der eller ej, og at vores forskelligheder kan være vores største styrke.

Vi må dog ikke tage fællesskaberne for givet. Også de frivillige fællesskaber skal plejes og passes på. Vi skal huske at se alt det, vi hver især byder ind med, og vi skal anerkende hinanden for det.
Det siges, at en god gerning ikke kan gøres for tit. Det samme gør sig gældende for anerkendelse. Det kan ikke gøres for ofte. Når vi nu vælger at knokle sammen om et større mål, så betyder det noget, at vores indsats bliver set. Og jeg har aldrig hørt om frivillige, der har klaget over, at de hele tiden bliver anerkendt for deres arbejde. Men jeg set og har hørt om mange mennesker der trods viden, energi, og god arbejdsindsats har forladt foreninger og projekter, fordi de følte, at de ikke blev værdsat. Der er så rigelig med mennesker, som føler sig overset i hverdagen. Jeg håber inderligt, at det frivillige Danmark, vil stå sammen om ikke bare at gøre en forskel for andre, men i høj grad også gøre en forskel for dem, der udgør selve frivilligheden.

Den tilgang tror jeg også vil kunne få endnu flere til at engagere sig frivilligt. En stor dansk undersøgelse viser, at 36% af dem, som endnu ikke er frivillige, ville være det, hvis de bare blev spurgt. Prøv at tænke på, hvad I ville kunne gøre og opnå, der hvor I er frivillige, hvis I var nogle flere…
Når vi bliver spurgt, føler vi os værdifulde. Der er noget særligt over, at andre rent faktiske synes, at vi har noget at byde ind med, som er brugbart og værdifuldt. At de gerne vil have os i deres fællesskab.
Vi skal huske at spørge hinanden – ”Vil du være med?”. Det kan godt være, at nogle skal spørges flere gange, men det må endelig ikke holde os tilbage. Vi skal heller ikke være bange for at sige ja, til at være med i det frivillige arbejde. At sige ja til noget vi ikke har prøvet før. Ofte er det nok, at vi bare møder op og er os selv. Hver og en omkring bålet her rummer meget mere, end vi selv aner. Vi skal have mod til efter bedste evne at tage et medmenneskeligt ansvar i vores samfund – lokalt, nationalt og gerne helt ud i verden.

I min dagligdag i Brejning møder jeg netop mange, der har fundet det mod. På efterskolen er jeg omgivet af ca. 100 unge mennesker, der i den grad tager ansvar for det store fællesskab – også langt ud over skolens matrikel. I cafeen hvor jeg er frivillig, møder jeg andre, der ønsker at skabe nogle attraktive og hyggelige rammer for lokalsamfundet. Samtidig er jeg så heldig at møde mange mennesker, som med entusiasme fortæller om, de foreninger og projekter de er involveret i, for netop at gøre Brejning til et godt sted at bo. Det skal I have tak for. Det er ikke nogen lille opgave I løfter. Brejning ville slet ikke være det samme skønne sted, hvis I ikke gjorde det arbejde.
Udfordringen er dog, at det arbejde ikke altid bemærkes før, det forsvinder. Derfor håber jeg, at I vil bruge tiden sammen – både her i aften og tiden fremover til at dele jeres frivillige engagement med hinanden. Spørg indtil hvad andre knokler med og anerkend dem for det. Fortæl også gerne selv, hvad det netop er, du brænder for frivilligt. De mange frivillige kræfter i Brejning kan i høj grad bruges til, at vi samler os som lokalsamfund – at vi får en særlig samhørighed.
Samfundet lille som stort, glædes, gavnes og gror som følge af de frivillige fællesskaber.

Mød de unge uden konstante vurderinger

I disse dage sidder en masse unge mennesker rundt om på skolerne i Danmark og er i gang med de skriftlige afgangsprøver. Og jeg oplever igen i år unge mennesker, som bliver nervøse og usikre - ikke fordi de ikke kan det, de skal - men fordi det i bund og grund er ubehageligt at skulle vurderes af andre.

Vi vil jo egentlig bare gerne gøre vores bedste. Sådan er det i hvert fald for de aller fleste. Men når vi bliver mødt med kravet om, at det vi gør (og i det her tilfælde skriver) skal gøres op i en karakter på en skal, hvor nogle tydeligvis klare sig bedre end andre... ja, så kommer nervøsiteten frem.

Derfor har jeg gennem årene haft mange samtaler med unge mennesker især på denne tid af året, hvor jeg har forsikret dem om, at de er gode nok som de er - uanset hvad de mener en karakter siger om dem.
Men det er vigtigt, at vi tager deres nervøsitet alvorlig. Og måske kan vi ikke lige gøre noget for dem her og nu - men vi kan være opmærksomme på, hvordan vi møder dem i hverdagen. For vi kan sagtens møde dem på måder, hvor de føler, at de ikke hele tiden bliver vurderet - og som giver dem ro til at være alt det skønne de er.

Vennevitaminer

I gennem mange år føltes det som om, at livet næste gik lidt for stærkt. Jeg havde gang i alle mulige projekter og forpligtelser, og det gik lidt ud over gode stunder sammen med mine venner. Og det er ikke fordi, jeg følte, at vi gled fra hinanden... jeg følte bare, at jeg ikke gav dem den plads i mit liv, som jeg virkelig ønskede, at de skulle.

Derfor bestemte jeg mig for, at det skulle være anderledes. Og gennem det sidste års tid har jeg brugt en del mere tid på de skønne venner, jeg er så heldig at have i mit liv.
Det har været så givende, glædefyldt og gavnligt. Jeg har grinet og grædt med disse mennesker, som kender mig så godt. Jeg har kunne lette mit hjerte i trygge relationer og rammer - uden bekymring for, hvad de nu ville synes om mig. Og i dag kan jeg mærke, at jeg igen føler en særlig samhørighed med mine venner. Disse vennevitaminer har givet mig ny energi og glæde.

Det er ikke sådan, at vi ikke alle stadig har en masse andet vi også gerne vil og skal i vores liv. Jeg er dog blevet meget mere bevidst om, at selvom jeg har venskaber, som går mange år tilbage, så skal relationerne plejes. De skal vedligholdes, og det sker kun, hvis vi investerer tid og oprigtig interesse i hinandens liv - og når vi giver noget af os selv. 

Betydningsfuld

I går havde jeg fornøjelsen af at deltage i 150 jubilæet for en af mine tidligere arbejdspladser. Et sted hvor jeg havde stortrives - og som på mange måder har været med til at forme mig både professionelt og som menneske.

Receptionen var et fantastisk møde med tidligere kolleger, elever og forældre. Jeg gik fra det ene glædelige gensynsøjeblik til det næste. Glæden rullede gang på gang over mit ansigt, når endnu et af de skønne mennesker, som engang var en del af min hverdag, dukkede op.
Samtalerne handlede om gode oplevelser - og i høj grad også om den forskel, vi havde gjort for hinanden.

Det mindede mig atter om, hvor betydningsfulde vi er i hinandens liv. Betydningsfuldheden er så meget større end vi ofte kan forestille os. Det håber jeg, at vi virkelig husker - også selvom vi ikke altid har mulighed for at mødes med folk, der siger det til os.

Gennem samtalerne oplevede jeg, hvordan jeg havde gjort en forskel for bl.a. eleverne - også på tidspunkter og med ord og handlinger, som jeg slet ikke var klar over. Heldigvis kunne jeg selv fortælle mange af de samme oplevelser om episoder, der havde sat et aftryk på mit liv - episoder som andre måske slet ikke havde troet var særlige.

At vi er til - og at vi stiller op til mødet med andre, gør os betydningsfulde. Derfor skal vi også være sammen på ordentlige måder.
Så rank ryggen og vær stolt - for du er betydningsfuld.

Gør du det, du har lyst til?

Lever du det liv, du drømmer om?
Det er et temmeligt stort spørgmål, som af mange forskellige årsager kan være godt at stille dig selv fra tid til anden. Men vi kan også starte med at finde ud af, om vi husker at gøre noget af alt det, vi virkelig har lyst til.

Fx kan jeg virkelig godt lide at danse og bevæge mig til musik, men af alle mulige grunde har jeg ikke rigtigt gjort det i mange år. Og det vil jeg gerne lave om på.
Jeg er godt klar over, at der ikke er tale om livsforandrende tiltag - eller noget der rykker verden for andre. Men for mig vil det gøre en forskel. Først er jeg sikker på, at danseriet vil give mig umiddelbar glæde - men lige så vigtigt er det, at jeg tror, at oplevelsen forstærkes af, at jeg rent faktisk føler lyst og glæde.

Måske har du det lige som mig. Der er noget, som du har rigtig meget lyst til at gøre - og der er ingen moralske, fornuftige, menneskelige eller økonomiske forhindringer, som holder dig tilbage...
Så håber jeg, at du kaster dig ud i det.

Slow living - hvornår?

Jeg tror, at rigtig mange mennesker godt ved, at de ville både fysisk og psykisk ville have godt af at leve lidt langsommere. Det er bare ikke altid lige til at se, hvordan det skal kunne lade sig gøre. For der er jo ting, som skal nås og gøres. Og så er der alle de ting, som vi måske slet ikke har lyst til at opgive...
Fx er det med at være virksom er faktisk noget jeg trives med.

Men slow living behøver ikke være alt eller intet. Du kan sagtens vælge slow living til i bestemte tidsrum - og leve dit "normale" liv resten af tiden.

I mange år har jeg stået op før min familie (og ja - jeg er et A-menneske, så det er ikke så svært) og har skabt mig rolige stunder, før dagen for alvor gik igang. Det er her, hvor jeg siddende i min sofa med en kop kaffe har tid til at kigge ud af vinduet. Måske opdager jeg skyernes bevægelse over himlen. Måske hvordan havens planter langsomt vokser frem - eller langsomt mister bladene. Det er en tid, hvor jeg selv bestemmer tempo og indhold. Hvor jeg har ro omkring mig (altså ikke sociale medier, tv eller lign.), og hvor tanker derfor kan dukker frem og flyve væk igen uden at være del af en større plan.

Slow living kan også være gåture efter arbejde, som ikke handler om puls eller distance, men bare om at komme lidt væk fra alt det, vi ellers skal og nyde øjeblikket.
Eller som eleverne på min efterskole elsker at gøre, når bare der er den mindste smule sol - at smide sig på et tæppe på græsset sammen med gode kammerater og lave absolut ingenting. Det betyder ikke, at eleverne på nogen måde er dovne (faktisk tværtimod), men de har husket glæden ved dette "ingenting".

Faktisk tror jeg at de fleste menneskers dagligdag giver mulighed for denne slags pauser - hvis vi bare er interesseret i at finde dem. Og når vi tager os tiden til at tage det roligt og sætte tempoet ned og bare være, så tror jeg også, at vi møder os selv og andre med mere overskud og venlighed.

Indre venlighed - set udefra

I går skrev jeg om, at vi også skal huske at vende venligheden indad (Vend venligheden indad). Det vil jeg så gerne have, at vi gør, fordi vi i den grad har fortjent, at vi er gode ved os selv...
Men der er så sandelig også fordele for vores omgivelser.

For set udefra - så har jeg oplevet, at de mennesker, der er mest venlige overfor dem selv, som har lettest ved at tilgive dem selv - og har nemmest ved at finde det gode i dem selv, også er dem, der mest gør netop disse ting overfor deres omgivelser.
Jeg har ingen videnskabelige beviser på, at det hænger sådan sammen - men gennem mange år har jeg observeret, at selvpositive mennesker meget ofte også har en positiv tilgang til deres omgivelser. Måske fordi de ikke føler sig mindre end, bare fordi de løfter andre op. De ved godt, at livet ikke er en konkurrence.

Lige så ofte har jeg også oplevet, at de selv sammen mennesker ikke føler, at de gør noget særligt. De er bare så fyldt med en positiv tilgang, at den "fylder over" og strømmene rammer deres omgivelser på den mest naturlige måde.

Så når du møder disse skønne mennesker, som ser det smukke i dem selv og i dig, så stil dig endelig i deres nærhed, så du også kan blive fyldt op - og kan lade det strømme videre til andre...

Vend venligheden indad

”Jeg vil bare så gerne være sød og rar.”
“Jeg vil gerne være der for de andre.”
“Jeg synes jo, at mine problemer er små i forhold til de andres.”
“Jeg kan ikke lide at sige, at jeg ikke har tid til at lytte (eller hjælpe).”

Sådanne sætninger hører jeg ofte, når jeg taler med mennesker om deres trivsel. Især når de er presset på trivslen. De har lagt låg på deres egne følelser og har gemt problemer væk, mens de i timevis har lyttet til andre. De har skubbet egne behov i baggrunden eller helt væk for at opfylde andres.
Og det er også godt, at de gerne vil være der for andre. At de vil være hensynsfulde, ordentlige og venlige. Det må bare ikke betyde, at de ikke viser sig selv den sammen hensynsfuldhed, ordentlighed og venlighed.

Det er svært for mange af os at give os selv tilladelse til at passe på os selv. Det betyder ofte, at vi bliver skubbet ud over grænserne for, hvad vi synes, vi vil være med til. Vi bliver selvbebrejdende over, at vi ikke har overskud HELE tiden.

Men vi kan sagtens være venlige mennesker, der viser omsorg og empati for vores medmennesker, selvom vi ind imellem siger fra.
Og det er vigtigt for vores egen trivsel og vores overskud, at vi også husker at vende venligheden indad.

Så når du ikke har overskud til andre, så tal til dig selv, som du ville til din bedste ven. Tilgiv dig selv for al det uperfekte. Behandl i det hele taget dig selv lige så godt, som du behandler dine omgivelser. Det er ikke egoisme, det er et tegn på, at du sætter pris på dig selv.

Hvor heldig er jeg...

Det har været et forår, som jeg kommer til at huske... Desværre fordi flere oplevelser har ramt der, hvor det gør ondt. Og i sidste uge var det virkelig en svær og personlig oplevelse, da min mor sådan lidt pludselig døde...

Det har betydet, at jeg har trukket mig lidt tilbage fra min hverdag, bare lige for at finde en slags fodfæste igen.
Heldigvis er det jo ofte, når vi har allermest brug for positive glimt i livet at de dukker op. Så I dag kom 3 skønne teenagepiger ind på mit kontor med en blomst og et kort - bare fordi jeg skulle vide, at de var kede af det på mine vegne.

Hvor heldig er jeg, at få mulighed for at dele hverdag med sådanne skønne, empatiske unge?

Godt gået!

Når vi observerer helt små børn, hvis udvikling sker i et temmelig hurtigt tempo, så er det let at forhold os til deres udvikling fremfor enkeltstående præstationer. Og vi kan blive imponeret og begejstret for selv den mindste udvikling.
Desværre virker det til, at vi glemmer den tilgang i takt med, at børnene bliver ældre. Det glæder også, når vi observerer andre voksne.

Og det er altså ærgerligt. For hvis vi kigger lidt nærmere på hinanden, så udvikler vi os hele tiden - og vi bliver bedre og bedre. Det imponerer bare ikke rigtig vores omgivelser mere eller os selv for den sags skyld. Der skal ligesom større præstationer på  bordet....
Og når vi så hylder disse præstationer, så er det ligesom om, at vi glemmer, at der ofte ligger tusindvis af timers træning, fejlforsøg og hårdt arbejde inden. Det er som om, at vi glemmer al logik - og bare tror, at alle andre end lige os selv på magisk vis kan præstere store ting uden årelange udviklingsforsøg.

Men det behøver heldigvis ikke at være sådan. Vi kan bare bestemme os for at anerkende hinanden for vores udvikling og alle de småbitte trin, vi tager på den vej.

Så giv dine kolleger et high five, når du ser, at de er blevet bedre til Excel. Sig "Godt gået" til din nabo, når du opdager, at han er blevet bedre til at bakke ind i garagen. Send et "thumps up" til din kusine, når hun skriver om noget, der er lykkes for hende.

Det er, hvad det er... indtil det lige er lidt mere

Der er bare nogle ting i livet, som nu engang bare er, som de er. Noget vi ikke kan lave om på. Og mange af os ved også godt, at det ofte handler om, hvordan vi reagerer, når livets realiteter rammer os... mere end, hvad der rent faktuelt sker.

Derfor siger jeg også ofte: “Det er, hvad det er.”
Og det har generelt virket fint.

Men det sker alligevel, at følelserne taget over. At det er lagt for meget ned i baljen med ting, som bare er, som de er... Også bliver virkeligheden ganske anderledes. Så virker det som om, at alt det, der er lagt til side, trænger sig på - sådan på en temmelig irriterende og insisterende måde. Lidt som om at baljens indhold er vokset - og der er ingen måde, hvorpå det kan komme tilbage på plads igen, indtil vi har taget hver enkel del op - og har forholdt os til det.

Alt dette er jo naturlig nok. Men i vores forsøg på at være evig positive og overskudsagtige, så kan det være svært at indse. Altså lige indtil virkeligheden tvinger os til det....

Antagelser

Antagelser... Ja, jeg antager, at vi alle har dem, i hvert fald ind imellem. 😏
Faktisk kan vi vel ikke helt undgå at antage forskelle ting, når vi forsøger at forstå verden omkring os.

Men nogle gange bliver jeg dog ramt af andres antagelse om mig, eller om det jeg gør. For det er bare ikke altid, at andres antagelser stemmer overens med mine intentioner... Og det er ikke særligt rart at mærke, hvordan antagelser kan ramme helt forkert i forhold til min egen opfattelse af den, jeg synes, jeg er i verden... Altså når nogle synes, at jeg er på en måde, som fx ikke er ordentlig, ikke er omsorgsfuld - eller på andre måder, som jeg gerne vil være.

Så er det, at jeg ønsker, at vi mennesker ville holde op med at antage så meget, og i stedet stille os oprigtig nysgerrige overfor hinanden. Og stille de andre spørgsmål, som kunne gøre os klogere på hinanden - og forhåbentlig også bringe os tættere sammen. Eller i det mindst mindske misforståelser.

Men jeg er også klar over, at jeg jo også glemmer spørgsmålene og springer direkte til antagelserne (og ofte også misforståelserne)...

Så hvis jeg stiller en masse spørgsmål næste gang, vi mødes, så er det bare fordi, jeg gerne vil forstå dig - og ikke antage, at jeg gør det automatisk.

Sig det med blomster... eller bare med ord

I denne uge mistede jeg min mor... hold da op, hvor er det en hård oplevelse...

Men i al min sorg har jeg fået mange mange varme og omsorgsfuld ord, både på beskeder, i samtaler og på de sociale medier. Og selvom det ofte er et enkelt ord eller nogle få vendinger, så har det stor betydning, at vi lige rækker ud, når andre er i sorg. Det gør ikke sorgen mindre, men når den følges af andres empati og sympati, så det er lidt nemmere at være i.

En af mine venner havde haft mulighed for at tage fri fra arbejde for at deltage i bisættelsen, og da vi kom hjem stod en buket smukke blomster fra en flok venner, som bare lige ville fortælle, at de tænkte på os.

Der er nok ikke nogen rigtig måde at reagere på andres sorg på. Men vi må ikke glemme, at selv små ord, et kort visit eller en buket blomster kan få den sorgramte til at føle sig mindre alene i det hele. Vi er ikke uden betydning, når dem, vi holder af, går igennem svære tider.

Så midt i sorgen er jeg fyldt med taknemmelighed over alle de gode mennesker, jeg har i mit liv - og jeg er opmærksom på, at jeg skal huske de små ting, der kan have uendelig stor betydning, når jeg møder andre i sorg.

Har du tid til, at jeg lige kaster op....

Livet bliver nemmere, når vi er positive og taknemmelige... men nogle gange rammer livet os altså... sådan lidt hårdere end rart er - og så kan vi godt have brug for at "læsse af" og få nye perspektiver på tilværelsen.

Det er bare ikke altid lige nemt at være den, som er den negative, den som er så ramt, at livets lyse sider ikke synes så tydelige...om end så bare for en stund.
Og hvad gør vi så? Hvem er det lige, at vi ringer til og siger: "Har du lige tid til, at jeg kaster alverdens dårligheder op den næste halve time - uden at dømme mig?"

For selv med gode venner og en støttende familie, så er det sårbart at være den, som er i minus overskud. Den som har svært ved at bidrage positivt til fællesskabet. Det er selvom, at jeg har mange gode erfaringer med at lukke op for, hvordan jeg sådan helt inderst inde og helt ærligt har det. Erfaringer med venner og familie, som har taget mig seriøst og har mødt mig med empati.

Der er bare en masse sårbarhed forbundet med at være den, som "kaster" al livets modgang op i selskabet - at være den, som igen (sådan kan det i hvert fald føles) fortæller om modgang, og det der er svært.
Jeg har ikke løsningen på, hvordan jeg eller andre kommer over den slags forhindringer. Jeg ved dog fra erfaring, at livets tunge følelser ikke bliver nemmere at bære, når vi prøver på at gemme dem væk eller stoppe dem så langt ned, at andre ikke kan se dem. Og selvom vores problemer kan være svært for andre mennesker at forholde sig til - så vil mange altså gerne prøve...
Så måske skal vi bare blive bedre til at spørge om vi lige må kaste op...

Du kan ikke se min historie - men du kan stadig være empatisk.

Alle mennesker har historier og oplevelser, som er med til at forme dem. Og ofte betyder disse historier og oplevelser, at vi ikke altid agerer og reagerer rationtelt - i hvert fald ikke overfor dem, der ikke kender os.

Nogle gange ville det være nemmere, hvis vi bare kendte til hinandens historier og oplevelser. Hvis vi kunne se på andre, hvad det var, de bar rundt på. Så kunne vi måske forstå hinanden bedre - og være mere empatisk i vores måde med at møde den anden på.

Men sådan er det jo ikke - og der er også noget betryggende i, at vi selv er med til at bestemme, hvem der skal kender til vores historier.
Til gengæld kan vi bestemme os for, at vi vil møde hinanden med forståelse for at den andens måde at være på kommer fra et sted, hvor hun eller han ønsker at gøre sit bedste. At den anden ikke prøver at agerer grov, dum, irriterende, konfronterende eller noget helt femte - men at de gør deres bedste ud fra det, de kan i livet lige nu.

Fællesskabet er mest interessant

I min indboks lå der en reklame fra en foredragholder, som gerne ville fortælle mine elever noget om, hvordan han som ene menneske havde turde drømme stort og derfor havde fået store ting til at ske. Og det er jo fint på mange måder.
Jeg er helt med på, at nogle gange så står vi bare alene som mennesker - og alligevel sker der noget større end os selv.

Der er også mange dejlige oplevelser ved at være sig selv - og ved at lære sig selv at kende.
Der er mange store øjeblikke, når vi opdager, at vi kan noget på egen hånd.
Men jeg finder altså fællesskabet mest interessant.

Jeg har lært så mange ting om mig selv - netop gennem fællesskabet. Det jeg har at give til det. Den jeg er i det. Og den måde jeg bliver påvirket af det.
For mig er det mest interessant, det vi skaber sammen, eller det vi er sammen. Jeg elsker den kompleksitet, der opstår i fællesskaberne. De tider, hvor vi på grund af vores forskelligeheder, ser nye veje, skaber nye ting eller løser problemer på helt nye måder. Det er interessant at opleve, hvordan vi bliver til mere sammen, fordi vi indgå i et større puslespil af hinandens styrker.

Så selvom jeg gerne hepper på dem, der tør gå egne veje og gøre noget andet - så synes jeg det er vigtigt, at vi husker, at det er fællesskaber, som for alvor har forandrede store ting.

Netværk - brug til ikke til egen fordel, men til at forstå andre.

Der tales meget om, at vi skal netværke. Det kan hjælpe os med især at fremme karrieren.
Nu er der heldigvis også meget andet at gå op i end job og hvem der lige kan hjælpe mig frem.

Netværk - det har de fleste af os på en eller anden måde. Jeg er godt klar over, at folks netværk kan have forskellige størrelse og være skabt af mange forskellige mønstre. Men vi kender alle sammen nogle andre end os selv.
Og vi kan alle bruge vores netværk til en fælles fordel - nemlig til at blive klogere på hinanden.

Og jeg elsker at bruge mit netværk til at forstå andre. Nogle gange sker det ved, at jeg kontakte dem jeg ved sidder inde med en viden, som jeg ikke har. Så beder jeg dem om at hjælpe mig med at blive klogere på deres ekspertiseområde. Nogle gange udvider min forståelse sig, fordi jeg i mit netværk har mennesker, der tænker anderledes end mig, tror på noget andet eller lever på en anden måde end jeg. Så ganske enkelt ved at kende disse mennesker, forstår jeg tilgange til livet, som jeg ellers ikke ville. Og andre gange sker denne forståelse gennem samtaler, som ikke handler om deres specifikke viden, men om de veje samtaler leder os gennem.

Så kig dig omkring. Hvem kender du, som kan hjælpe dig med at blive klogere på din omverden?

Ligeværdige men ikke ligestillet

"Vi er ligeværdige - men ikke ligestillet."
Sådan sagde ét af de kloge mennesker, jeg er så heldig at omgive mig med en dag. Hvilket lige ramte ned i nogle tanker, jeg har haft i et stykke tid om, hvordan vi er sammen som mennesker.

For jeg er ikke på nogen måde i tvivl om, at alle mennesker har lige meget værdi - og at vi har værdi, ganske enkelt fordi vi er til.
Når vi møder hinanden med den bevidsthed, sker der noget ganske særligt. Min værdi mindskes ikke af at møde andre værdifulde mennesker. Derfor er det også muligt for mig at indgå i mere ligeværdige samtaler eller relationer. Den måde jeg ser andre på ændres også med bevidstheden om vores værd.

Samtidig er jeg klar over, at det har en betydning, at vi ikke er ligestillet.
Vi har ikke de samme forudsætninger i livet
Vi har ikke samme betydning i samfundet.
Vi har ikke samme indflydelse i vores familier, vennekreds, på arbejdspladser m.m.
Vi har nogle gange ikke de samme muligheder.

Den bevidsthed kan også ændre måden vi mødes på. For som Pippi siger: "Når man er ekstra stærk, har man en særlig forpligtelse til at være sød ved andre."
Det betyder for mig, at jeg er opmærksom på om andre mærker deres værd i mit selskab - samtidig med, at jeg er klar over, at vi kan have forskellige positioner. Det hjælper mig også til ikke at føle mig mindre værd sammen med andre, fordi jeg ved, at det er jeg ikke.

Tavshed i cyberspace...

Jeg har for nylig sendt en besked ud til en gruppe mennesker, som jeg kender ret godt.
Beskeden blev skrevet og sendt... og så hørte jeg intet fra de andre. De havde alle læst den, men der var simpelthen radiotavshed.

Det var ikke nogen alvorlig besked, eller en som nødvendigvis krævede et svar... men det var alligevel en underlig oplevelse. Jeg følte mig usynlig.

Det fik mig til at tænke på, hvad der lige sker, når vi ikke svare hinanden. Og naturligvis også om jeg heller ikke selv husker at svare på andres henvendelser. Og så kom jeg til at tænke på, hvorfor det egentlig føles så ubehageligt.

Både på mit job og privat kommunikerer jeg med mange mennesker - og det foregår både via mail, sms, messenger, telefon samtaler - og heldigvis også en masse helt almindelige samtaler, hvor jeg er lige overfor de mennesker, jeg taler med. Kommunikationen foregår på næste alle tidspunkter af døgnet, hvilket betyder, at jeg nogle gange bare er fyldt op - at jeg ikke orker at forholde mig til alle mulige spørgsmål, eller hvad nu jeg skal forholde mig til. Eller også ser jeg en besked, men får ikke lige svaret på den... og så er den ude af mine tanker.
Derfor bliver det nogle gange svært at svare. Men det er ikke den eneste grund. Måske regner vi bare med at andre svare (i gruppebeskeder), eller at det er indlysende for den anden, hvad vi mener - så derfor behøver vi ikke at skrive det. Måske ved vi ikke, hvad vi skal sige - og heller ikke, at det rent faktisk betyder noget, når vi så bare siger "Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige..."

Jeg håber i hvert fald ikke, at det skyldes, at vi er blevet ligegyldige overfor hinanden. For det føles ganske ubehageligt at være, som bliver overset i cyberspace. Selv som et voksnet reflekteret mennesker, der sagtens kender til flere af de mulige grunde bag et ikke-svar, så er det bare ikke rart. Det føles som om, at det jeg byder ind med ikke har betydning - og måske også at jeg ikke har betydning.
Jeg ved godt, at det er lidt at sætte tingene på spidsen. Men det er bare skidt, når vi overser hinanden - uanset, hvor det foregår.

Smil og spring ud... af sengen

Livet er en gave... også selv i de perioder af det, hvor gavens glæde ikke føles.
Ikke destomindre mener jeg helt grundlæggende, at livet er en gave.

Derfor prøver også at vågne hver dag med et smil på læberne - eller i det mindste at huske på livets skønhed og glæde i det jeg vågner. Hvilket får mig til at smile.
Jeg er simpelthen glad fra jeg slår øjnene op om morgenen.

Det betyder naturligvis ikke, at jeg aldrig rammes af livet, eller jeg ikke bliver trist eller sur. Men når dagene i mit liv indledes med glæde, så kommer den følelse nemt til at gennemsyre store og små oplevelser.

Det er også den grundlæggende glæde over livet, der får mig til at springe ud af sengen om morgenen. Næsten helt bogstaveligt.
Når mit vækkeur ringer, så er jeg oppe. Smilende og klar til dagen. Ikke noget med at ramme snooze-knappen.
Det er egentlig ganske enkelt. For når man glædes over en ny dag, så er der jo ingen grund til at lade den vente.

Måske lyder det temmelig rosenrødt og utopisk. Det er det slet ikke. I bund og grund er det bare vaner, og dem kan vi alle tillægge os. Og fordelene er store både for dig og dine omgivelser.

Jeg deler dette, fordi jeg ønsker, at andre skal opleve samme glæde, som jeg har.
Giv de nye vaner en chance - og lad endelig være med at slå dig selv oveni hovedet, hvis de ikke lige lykkes med det samme 😃

Nej.

Nej.

Mere skal der ikke til for at få sagt fra...
Altså jeg er godt klar over, at det sikkert ikke føles så nemt. Det ved jeg fra mig selv - og fra de mange, mange mennesker i alle alder, som jeg gennem årene har talt med om netop dette emne.

Men vi har hver i sær retten til at sige fra, når vi bliver trådt for nært uanset om det drejer sig om ord, der sårer, grænser der overskrides eller bare når vi ikke har lyst til at passe ind i andres planer for os eller ideer om, hvordan vi bør være.
Vi kan sagtens sige nej til et besøg.
Vi kan sige nej til at gøre andre en tjeneste.
Vi kan sige nej til at låne vores ting ud.
Vi kan sige nej til at påtage os en opgave.
Vi kan i høj grad sige nej til at finde os i, at andre udstiller os med ord og handlinger.

Vi behøver ikke at forklare, hvorfor vi siger nej og siger fra, når nok er nok. Vi behøver ikke at undskylde, at vi føler os trådt på - og vi behøver ikke at få den anden til at forstå, hvorfor vi rammes.

Alt hvad vi behøver er gøre, er at sige:"Nej."
Og lade det være hele sætningen.

Det vi er sammen

I dag mødte jeg nogle unge mennesker, der havde været ud på strabadser - af den slags som involverede, at de skulle forcere naturens forhindringer på cykel, og vist også med cyklen "på ryggen".

Det havde uden tvivl været hårdt - og de var stolte af at gennemføre... ingen tvivl om det. Men der var noget andet - noget mere.
De var stolte over, at de havde hjulpet hinanden hver eneste gang, det var blevet svært.

Mudderet havde fanget dem. De havde kæmpet med at finde vej. Det havde fysisk været hårdt.
Alligevel var de ét stort smil, da de indsmurt i mudder og rimelig trætte fortalte mig om det.

Og er det ikke netop det, de bedste oplevelser handler om?
Ikke så meget det der kommer på vores vej - men det vi er sammen, når vi oplever det.

Modet til nye venskaber

Vi har alle brug for gode venner i vores liv - og ikke mindst for tætte relationer, som vi åbent og ærligt kan dele livet med.
Jeg er så heldig, at jeg har sådanne venskaber, som går flere årtier tilbage.

Men en gang var disse venner ukendte for mig, så blev de bekendte og på et tidspunkt tog vi springet ud i det vidunderlige og forpligtende venskab.

I mit liv dukker der stadig skønne og (for mig) interessante mennesker op, hvis bekendtskab er så særligt, at jeg ønsker at blive venner med dem.
Det kræver dog mod at krydse grænsen mellem bekendt og ven. Mod til at vise sårbarhed og ærlighed. Mod til at vise dele af os, som offentligheden ikke ellers kommer til at se. Og mod til at holde af den anden, når maskerne først er faldet.

Gevisten ved gode venner er dog det hele værd.

Jeg ønsker for her alle, at I har modet til at finde gode venner med alt det kræver. Og at I har modet til, når I møder nogle,  som virker særlige for jer, at I så også inviterer dem ind i jeres liv.

Åbn dørene og tag de andre med

I dag på Kvindernes Kampdag er jeg taknemmelig over alle de kampe, kvinder før mig har kæmpet.
Vi er dog ikke helt i mål endnu, der er stadig noget, vi som samfund kan gøre bedre - for begge køn.

Heldigvis set jeg en masse mennesker, som arbejder netop for det... alt gøre det bedre.

Men det hårdt at være først. At gå foran og tage kampens slag. Og det kræver mere, end vi fra sidelinjen kan se. Samtidig er det ikke sikkert, at disse frontfigurer høster den ros og anerkendelse, som deres indsats fortjener.

Måske føler du dig ikke som frontfigur eller først på nogen måde. Men handler du på måder, som fremmer lige muligheder for alle, så må du ikke underkende din egen betydning. De døre du åbner gør en forskel.
Men ligeså vigtig det er at kunne åbne døre, lige så vigtigt er det at tage andre med dig gennem dørene, så vi sammen kan åbne endnu flere...

Den ene fod foran den anden

Der er mange glæder ved at gå. Ved simpelthen at sætte den ene fod foran den anden.

Jeg har på gåture haft de bedste samtaler... både med mig selv om med andre.
Og at følges ad - alt gå ved siden af hinanden er helt særligt.

Det kan give en følelse af at have et fælles mål, selvom ingen måske helt ved, hvor fødderne fører os hen. Og når vi netop ikke ved det, så kan det give følelsen af at være på eventyr og prøve nye veje sammen - også selvom I allerede kender parkens stier eller vejenes forløb.
Gåture giver plads til pauser og eftertænksomhed - og til bare at være stille sammen. Pladsen mellem to der vandrer sammen er fleksibel og tilpasser sig omgivelserne, samtidig med at den er nærværende og tryg.
Gåture kan styrke relationer og skabe samhørighed - måske bare fordi, de bliver noget særligt vi har sammen.

Og på mine gåture alene har jeg mærket vindens susen om mig - mærket at få blæste mine tanker igennem. Der midt mellem himmel og jord har naturen hjulpet mig med at sætte ord på det, der fyldte her og nu. Og hjulpet mig med at slippe det selv samme fri igen.

Hvad har gåture givet dig?

Er du OK?

Ofte er det egentlig så ganske nemt at være omsorgsfuld. Og lige så ofte tror vi, at det er svært.

For når en kollega, en ven eller en vi bare kender hænger lidt, hvad siger vi så?
Ingenting, måske. Og måske fordi vi ikke lige ved, hvad de kloge eller venlige ord skulle være. Måske fordi vi ikke synes, at vi kender den anden god nok til at "blande" os.

Vi behøver dog ikke at være verdensmestre i indsigt i andre. Nogle gange er alt der skal til et "Er du OK?" Efterfulgt af lyttende oprigtig opmærksomhed...

Selvomsorg

Hvem du end er, som læser dette nu... Så skal du huske at passe på dig selv.
Du ved det sikkert godt - og du ved sikkert også, at du ikke altid sådan helt husker det.

Måske er du blevet god til at tage tid tid dig selv og huske selvforkælelse. Måske passer du godt på din krop - husker motion og er disciplineret nok til at spise sundt.
Men at passe på dig selv handler i høj grad også om alt det du - og vi andre ikke lige kan se.

Selvomsorg handler meget om omsorgen for vores tanker. For nok er de andre ting vigtige. Vi skal jo leve i den samme krop hele vores liv. Men vi skal godt nok også leve med vores tanker - og det vi siger til os selv.

I mange år var jeg rigtig dårlig til den form for selvomsorg. Faktisk troede jeg, at hvis jeg talte pænere om mig selv - og til mig selv, så var det ensbetydende med, at jeg var egoistisk.
Jeg har dog fundet ud af, at når jeg passer på mig selv og mine tanker. Når jeg har empati overfor mig - og en tro på, at jeg gør det godt nok, samtidig med at jeg ved, at jeg har ressourcer til endnu mere... så yder jeg ikke bare selvomsorg, jeg fylder reelt så meget omsorg på, at jeg har nok ikke alle omkring mig.

Det ikke uvæsentlig, at huske på dig selv med kærlige ord og positive tanker. Det er helt grundlæggende for dit velbefindende.

Når tak er svært...

Taknemmelighed falder mig nemt - og har sådan set altid gjort det.

• Jeg er taknemmelig over at møde andre mennesker i overfyldte toge - fordi jeg måske ellers aldrig ville have mødt dem.
• Jeg er taknemmelig over at skulle tidligt op, fordi jeg så oplever mange smukke solopgange.
• Jeg er taknemmelig over fysisk arbejde, fordi jeg mærker, hvad min krop rent faktisk kan.
• Jeg er taknemmelig over de samtaler, som måske kan tolkes som brok, fordi det viser, at andre har tillid til ,at jeg vil lytte til dem og prøve at forstå.

Og jeg er taknemmelig over, at jeg ser så mange ting, som jeg kan være taknemmelig over.

Men nogle gange er der dog også tider, hvor et tak kan være svært. 

• Når jeg foler mig alene.
• Når jeg føler, at andre ikke ønsker at forstå mig.
• Når jeg føler, at venlighed ikke er oprigtigt ment.
• Når jeg føler, at livets hændelser bliver for tunge - og skygger for selv de smukkeste solopgange.

Og netop i disse perioder er det vigtigt for mig at huske på, at jeg ikke er utaknemmelig bare fordi jeg mærker op- og nedeture. Jeg er derimod helt normalt - og det er på ingen måde usundt ikke at være ovenpå HELE tiden.

Så når vi snakker sammen om taknemmelighed og glæde i livet, så synes jeg, at vi skal huske at omfavne, at livet godt kan være svært og se lidt trist ud. Det er en del af tidernes skiften...

Og vi er ikke utaknemmelige bæster af den grund.

Livets sange

Der er sange, som har fulgt mig i gennem mange år. Sange som har hjulpet mig med at udtrykke mine følelser og mit sindelag. Sange som har hjulpet mig med at udtrykke begejstring, glæde, kærlighed og sorg - og mange følelser der imellem.

De er de særlige sange nye som gamle, som er blevet en del af mit livs sangbog. Og jeg har været så heldig, at jeg især i friskoleverden, efterskoleverden og i spejderbevægelsen har haft mulighed for at synge disse sange i fællesskaber, som har givet ordene ekstra styrke og mening.

Vi skal ikke underkende, den betydning det har for vores samhørighed og for vores egen plads i fællesskabet, at vi synger sammen og udtrykker holdninger og følelser i sang sammen.

Så tænk over hvilket sange der har dannet rammen om dit liv - og hvem du har nydt at synge dem sammen med 🎤🎼

Læs også: https://www.blogger.com/blogger.g?blogID=1978337448301068962&pli=1#editor/target=post;postID=6764122465792689211;onPublishedMenu=allposts;onClosedMenu=allposts;postNum=6;src=postname

Kære mig...

Har du nogensinde skrevet til dig selv? I en dagbog, i et brev eller som refleksion på et stykke papir eller i en notesbog. Hvis ikke så var det måske værd at prøve.

Jeg har skrevet dagbog siden jeg fik den første blanke bog med det fine omslag i fødselsdagsgave da jeg blev 10 år. I nogle perioder har jeg skrevet hver eneste dag, mens der i andre perioder er gået meget lang tid mellem nye ord på siderne.

Men fælles for alle årene er, at jeg på de tomme sider har kunne dele mine inderste tanker, drømme, frustrationer og alle de oplevelser, som har haft betydning for den jeg er blevet. Jeg har ofte forstået mig selv på nye måder - og forstået mig bedre, efter jeg har reflekteret over livet gennem ordene og de svævende bevægelser med kuglepenne, som formede de ord, jeg bedst kunne beskrive mit liv med.

Og jeg har sat pris på at genlæse de refleksioner. At læse det der var skrevet direkte til mig - også selvom det bare var mig selv, der var forfatteren. For gennem de bearbejdede ord har jeg mødt og forstået nye sider af mig selv - og ikke mindst har jeg kunne tilgive yngre og mindre vise udgaver af mig selv.

Så har du endnu ikke skrevet til dig selv, så vil jeg udfordre dig til at prøve det. Måske bare fordi du dermed kan få venlige ord dedikerede direkte til dig.

Når tiden flyder...alle steder hen.

Min vinterferie er nu veloverstået - og det har været en hel fantastisk én af slagsen.
Jeg har nemlig ikke haft nogle planer.

I min hverdag er jeg meget struktureret og disciplineret. Jeg sætter mål - både små og store og arbejder flittigt for at nå dem. Alt dette passer rigtigt godt til, hvordan jeg kan lide at fungere i min hverdag.

Men når jeg har fri... så elsker jeg at lade tiden flyde - alle mulige steder hen.
I min ferie lægger jeg uret og lader tiden komme af sig selv.
Jeg står op, når jeg er udhvilet.
Jeg spiser, når jeg er sulten.
Og jeg fylder mine dage med lige præcis det, der falder mig ind. Klokkeslet bliver uinteressante.

Tiden fyldes med krea-projekter, bøger, film, latter, gode samtaler med dem, der har betydning for mig og dertil kommer en masse gåture, hvor solen har mulighed for at skinne på min vej - og på mig.
Tiden flyder simpelthen på den skønnest måde. Ikke så den forsvinder og efterlader mig med følelsen af at være blevet snydt. Den flyder på sådan en måde, at der er plads til alle mulige forskellige ideer, den flyder så jeg glemmer den - og pludselig opdage den igen, når sulten eller søvnen kalder.

Den tid der nu er gået, siden jeg startede min ferie - har flydt så meget, at den har fyldt alle mine tanke op. Jeg har en masse glæde og overskud, som jeg nu er klar til at dele videre ud af. Ene og alene fordi jeg lod tiden flyde.

Det er ungdommen også

Smilet bredte sig i mit ansigt, da jeg så de unge mænds opførsel.

Midt i toget stod en ældre dame (80 år fortalte hun mig senere), og var lettere forvirret, nok pga. togskift og hendes megen bagage.
Men der var ingen grund til hverken forvirring eller bekymring, for et par gymnasiegutter, havde spottet hendes behov for hjælp allerede på perronen. De havde hjulpet hende med at tjekke rejsekortet ind, givet hende støtte til balancen på vej ind i tog og havde båret hendes bagage ind i kupeen. Da de lagde kuffert og tasker op på bagagehylden, spurgte de høfligt ind til, hvorlangt hun skulle bare for at sikre sig, at de kunne hjælpe hende med bagagen ved rejsens slutning.
Inden de hjalp hende helt hen på hendes plads, spurgte de også til, om der nu var nogle til at hente hende.

Det scenarie gjorde mig glad, og jeg følte, at det har særligt at være vidne til.

Ungdommen er mange ting - og de er bl.a. hjælpsomme, betænksomme og ansvarsfulde.

Ikke for de få udvalgte

At være venlig og tålmodig er ikke svært... når vi er omgivet af mennesker, som vi synes om.
Det bliver først udfordrende, når det skal gives til dem, som vi enten ikke bryder os om, dem i hvis selskab vi er utrygge, eller dem som er så langt fra os i tanke, handlinger og værdier.

Men det er til gengæld lige præcis der, det giver allermest mening at være venlige og tålmodige.
For dét bør aldrig være forbeholdt vores få udvalgte, som allerede mærker vores opbakning. Og vi skal ikke begrænse de ressourcer inde i os selv.

Når vi åbner op for venlighed og tålmodighed, der hvor det kræver mest af os, skaber vi ikke bare særlige bånd i ofte skrøbelige relationer - vi opdager også, hvor stor styrke der egentlig er i at være der for dem, som mindst venter det.