søndag den 31. december 2017

Et løfte ikke bare et forsæt.

De sociale medier bugner i disse dage af menneskers refleksioner over det forgangne år og deres nytårsforsæt til det næste. Selvom jeg ikke er den store tilhænger af nytårsforsæt, så kan jeg godt lide tanken om at gøre status og se fremad.

Og se fremad er netop det, jeg vil gøre på denne dag. For trods for et skønt 2017 er der noget, jeg ønsker at gøre bedre i 2018... nemlig at stoppe kritikken af min selv.
Det er en disciplin jeg har øvet igennem mange år, og jeg er helt klart også blevet MEGET bedre. Men jeg er ikke helt, der hvor jeg gerne vil være.

Derfor skal mit løfte til mig selv for 2018 være, at jeg vil indstille kritikken af mig selv. Jeg lover mig selv, at jeg vil være forstående, når jeg fejler. Jeg vil tilgive min krop for, hvad det end er, jeg synes, den har manglet. Jeg vil lytte til mig selv med en nysgerrig og udforskende tilgang fremfor undren.

Jeg håber, at når du reflekterer over dit eget år og lægger planer for det næste, at du vil love at være god og omsorgsfuld ved dig selv. I stedet for nytårforsæt der handler om at forbedre dig eller være noget helt andet, så giv dig selv et løfte om at elske præcis den du er.

Rigtig godt nytår 🎆🍾🎇


lørdag den 30. december 2017

Et års forbedring.

Når man har små børn, så der er ikke svært at se, at det at leve et år gør en verden til forskel for deres kunne og formåen. Når man har store børn og husker at tænke tilbage på sidste år, så bliver man også mindet om deres fremgang. Men hvad med os voksne? Husker vi på vores egen fremgang?

Der er så mange ting, som jeg er blevet dygtigere til i det forgangne år. Så meget jeg bedre kan overskue og håndtere. Jeg har oplevet og levet mig til nye perspektiver.

Men det er som om, at vi voksne glemmer vores egen fremgang. med mindre, den kan måle eller vejes. Og store dele af vores fremgang kan ikke måles - eller vurderes af omverden. Den kan forstås gennem vores egen indsigt. Derfor kan det nemt se ud som om, at vi ikke rykker os.

Vi må dog ikke glemme bruge tid på at se nærmere på, hvordan vi har forbedret os. At bruge tid på at anerkende vores fremskridt. Ikke mindst dem der for alvor har krævet noget af os.
Vi stiller ofte så store forventninger til os selv - og har så travlt, at vi glemme, når vi rent faktisk indfrier forventningerne.

fredag den 29. december 2017

Ferie til tankerne

Der er altid nogle dage i en ferie, som er helt særlige. De dage hvor programmet er stort set ikke-eksisterende, og der bare er tid til...dig.
Dagene er særlige fordi, det er her, du møder dig selv. Det er ferie, hvor der er tid til dine tanker.

Det er ikke kun det forstående nytår, der sætter gang i refleksionerne - det gør tiden også.
Alt for ofte har vi så travlt i vores hverdag, at vi slet ikke ved, hvad vi overhovedet tænker om alt muligt. Og nok slet ikke om det der er alle vigtigst.

For det er ofte beslutningerne om aftensmad, tøj og tv-programmer, som får vores opmærksomhed, når vi bare føler, at det hele går alt for stærkt.
Men der er intet af det, som har særlig stor betydning for os.

Når roen falder over os og vores tanker, mærker vi det, der har betydning. Nogle gange skaber det en underlig uro indeni - nok mest fordi vi ikke er vant til at mærke, hvad vores tanker egentlig vil os. Men giv det tid og ro. I de særlige mellemrum der opstår i pauserne, kommer livets betydning til dig.

torsdag den 28. december 2017

Kan vi ikke bare droppe kønsstereotyper?

Hvordan er en “rigtig” pige eller en “rigtig” dreng?
Altså jeg ved det ikke, men jeg har mødt mange mennesker, som åbenbart ved det. De udtaler sig i hvertfald om, hvorvidt drenge og piger i deres omgangskreds er “rigtige”. Det er udtalelser som: “Han opfører sig, som en rigtig dreng” eller “Man kan straks se, at hun er en rigtig pige”.

Selvom jeg helt sikkert ikke ved, hvordan en rigtig pige eller dreng ser ud eller opfører sig, så er jeg alligevel ret sikker på, at opførslen ikke er biologisk bestemt. Jeg er også ret sikker på, at det er vores kultur, vores opdragelse og vores tilgang til de forskellige køn, som gør forskellen.

Jeg synes altså ikke, vi kan være bekendt at sætte kønnene i bås. For hvad sker der, når vores drenge og piger ikke lever op til de fordomme og stereotypiske forstillinger, vi har om kønnene? Er de så ikke “rigtige” mere? Og hvordan ser en forkert pige eller dreng så ud?

I mit liv har jeg aldrig mødt et forkert barn, men jeg har heldigvis mødt mange forskellige slags børn - både piger og drenge.

Lad os nu lade de børn være præcis dem de er. Og når vi nu er i gang, kan det jo også gælde for os voksne.


onsdag den 27. december 2017

Tid sammen med storfamilien.

Mine juledage er fyldt med julefrokoster og familiesammenkomster. Ofte bliver jeg spurgt om, jeg ikke synes, at det er alt for meget med sådan et tætpakket program. Jeg vil også gerne indrømme, at jeg igennem årene har haft følelsen af at have for travlt.

Men det er jo min nærmeste familie, jeg tilbringer dagene sammen med. Dem som jeg, selvom vi ikke ses så ofte, har delt liv med gennem mange mange år. Tiden sammen til julefrokosterne bliver brugt på at tale om vores liv og det er fylder her og nu. Det er værdifuld tid.

Derfor sætter jeg også stor pris på at skulle mødes med familien - ikke mindst fordi der kan komme en dag, hvor jeg ikke mere skal til alle de julefrokoster, fordi dem der samlet os, måske ikke er her mere...

tirsdag den 26. december 2017

Juletrationernes værdi.

I gråvejr er min familie og jeg på vej til den sidste faste juletradition for denne gang, nemlig en altid hyggelig julefrokost med fætre og kusiner.
Det er egentlig ikke fordi, vi holder meget fast i traditioner, men der er dog nogle, som ikke er til diskussion.

Familie- og ikke mindst juletraditioner er på mange måder, de få faste holdpunkter vi har tilbage i en verden under konstant forandring, hvor alt er til diskussion. Derfor giver traditionernes ensformige gentagelser også en ro - noget vi kan være sikre på.
Ofte oplever jeg, at især helt unge mennesker holder meget fast i bl.a. juletraditioner. Det skal være den samme slags mad, samme julesange og samme program som sidste år (og alle år før det...). Og når vi tænker på, at de unge endnu ikke har så megen egen livserfaring til at hjælpe dem med at stå fast i de evige forandringer - så giver det god mening. Det er måske også derfor, at traditioner og genkendelsen har stor betydning for os, når livets mere eller mindre uundgåelige kriser kommer tæt på.

Så julemad, julesange og de mange julefrokoster er ikke kun til glæde her og nu. Det er det, som er med til at rodfæste os og skabe os - samme.

mandag den 25. december 2017

Glæde ved at give.

Juledag er mange steder blevet brugt til at gøre status over de gaver, som vi blev givet i går aftes. Vi har haft mulighed for at se gaverne nærmere an. Hvad var det egentlig, andre havde tiltænkt os?
Jeg sidder også lige nu og nyder de gaver, jeg fik.

Men nok så dejligt det er at få gaver, så er det for mig skønnere at give dem. Og det er jeg ikke alene om. Flere forskere peger på, at mennesker generelt oplever større glæde ved at give end ved at modtage.

For mig handler glæden meget om at lytte til de ønsker, mine nærmeste kommer med igennem året, for derefter at finde lige præcis noget, som er lige dem, eller lige det de har brug for. Og det handler på ingen måde om en forbrugsfest - tværtimod. Jeg er meget økonomisk i min tilgang til gaver. Det handler om at have modtageren i tankerne og have tålmodighed i min søgen efter gode gaver.

Jeg er heldig at være omgiver af mennesker, der virkelig sætter pris på det, jeg giver dem - og de tanker der ligger bag.
Så en stor del af min juledag er brugt på at glæde mig over gavemodtagernes begejstring.

Hvilken glæde ved at give har du oplevet i denne jul?

søndag den 24. december 2017

Glædelig jul

Jeg har igennem de sidste par uger ønske alle på min vej en glædelig jul - og I, der læser dette, skal sandelig også have et “Glædelig jul” med på vejen.
Og med glædelig mener jeg helt præcis noget, der bringer glæde til hver enkelt.

For mig er det tid sammen med mine nærmeste, som bringer mig glæde.
Min juleaften skal i år tilbringes sammen med min søster og hendes familie, vores far og min egen lille familie. Og det bringer glæde at dele aften og livet sammen med familien - og helt særligt er det, at opleve julens traditioner gennem børns øjne.

Jeg ønsker, at I alle har mulighed for at opleve glæde i aften og i de næste par juledage.

lørdag den 23. december 2017

Julefreden sænker sig...

Nu er julen for alvor ved at være i gang for de fleste af os. Familierne er ved at være samlet, eller også bliver de det i morgen.
Julefreden indfinder sig forhåbentlig også i hjemmene rundt omkring i landet. Alt efter hvad vi hver især synes er julefred.

Jeg kommer først og fremmest til at tænke på den nærmeste sagnomspundne juleaften under 1. Verdenskrig, hvor soldaterne i skyttegravene lod krig være krig og havde en særlig aften fyldt med sang, lys i mørket og fred - julefred...

Julefreden handler derfor for mig om at tilsidesætte forskelligheder og uvenskaber, som vi måske ingen gang kan huske, hvorfor startede. Det er en fredelig stund, hvor vi helt bevidst lægger vores uoverensstemmelser bag os - og finder vores ligheder frem. Det er der, hvor vi kigger hinanden i øjnene - og ser og anerkender alt det smukke og gode i vores medmennesker. Ikke mindst i vores familiemedlemmer, som vi måske nogle gange glemmer.

Så lad julefreden sænke sig i hjemmen rundt omkring - din tilgang til den, kan gøre en stor forskel for dem omkring dig.

fredag den 22. december 2017

Kærligheden i at give en gave.

År efter år sættes der salgsrekorder fra Black Friday og frem til jul. Mange af os har været ud at svinge kortet og har købt masse af gaver til vores nærmeste. Selvom jeg elsker at give gaver, så er jeg alligevel bekymret over, at så mange vælger at købe så stort ind, når det gælder gaver. Mest fordi jeg er overbevist om, at gaver fra hjertet ikke kan sætte salgsrekorder.

Jeg håber virkelig, at de gaver som ligger under juletræerne juleaften, er gaver som bliver givet af kærlighed. Og ikke for at imponere, for at undskylde eller for at fremstå bedre i andres øjne.
Jeg håber også, at gaverne købes eller fremstilles, så de virkelig passer til modtagerne.

Når vi giver med et kærligt hjerte og med ønsket om at se og forstå modtagen, så bliver gaveudvekslingen til noget ganske særligt. Så er det utrolig megen kærlighed i at give.

torsdag den 21. december 2017

Hvad betyder tid for dig?

Nogle gange synes vi, at tiden løber afsted, mens vi andre gange synes, at den snegle sig og trækkes i langdrag.
Tid er egentlig en underlig størrelse... vi kan måle den, men ikke dens betydningen. Men måske kan tiden måles i forhold til dens betydning for os...

Jeg har levet fuldt ud i øjeblikket, som var så intense, at de tog pusten fra mig. Jeg har fyldt tiden med det der gav mening for mig og med de mennesker, som har størst værdi for mig. Og jeg har oplevet timer bevæge sig ganske langsomt gennem dage, som jeg slet ikke kan skelne fra hinanden.

Tiden har kun den betydning, vi giver den - alt efter den værdi vi putter ind i vores minutter, dage og år. Tiden har ikke sammen betydning for dig, som den har for mig - for vi kan aldrig tillægge den ens værdi.

Nu nærmere juletiden sig, hvad den får af betydning for dig, bestemmer du helt selv. Men jeg håber, at du vil overveje, hvilken værdi du vil give til tiden.

onsdag den 20. december 2017

Hvor går grænsen?

Er du klar over, hvor din grænse går i forhold til, hvad du synes er acceptabelt? Eller opdager du hele tiden sådan lidt for sent, at du igen har "tilladt", at den bliver overskredet?

Mange af os finder os til opførsel, som overskrider vores grænse - hvilket egentlig betyder at vi fortæller os selv, at vi ikke er nok værd i vores egne og andres øjne. I hvert fald ikke så meget værd, at vi kan stille krav til, hvad vi vil finde os i.

Hver gang vi lader andre overskride vores grænser, går vi på kompromis med den vi virkelig er, og det vi virkelig står for.
Så måske er det nu tid til at spørge dig selv, hvad du faktisk vil finde dig i. Hvad er det, som er acceptabelt for dig? Og hvad er ikke?
Når du har fundet frem til de svar, så sig det højt - og sig det tydeligt til dine omgivelser. Sig fra når det er nødvendigt.

tirsdag den 19. december 2017

Julen er hjerternes tid

Julen er hjertens tid... det er i hvertfald en tid, hvor mange af os ønsker nærvær og positiv samvær med familien.
Det er dog ikke altid lige nemt at skulle tilbringe meget (og ofte anspændt) tid sammen med dem, vi så gerne vil holde af, men som vi ikke altid ved hvordan...

Forventninger er ofte høje, når vi træder ind i julehyggestuerne. Og som det så ofte er med høje forventninger, så kan det nemt blive vendt til skuffelser. Derfor er det vigtigt, at vi gør os helt klar, hvad vi kan forvente af julens hjertelige stunder.

Noget, af det vigtigste vi kan gøre, er at være bevidste om vores egen rolle i familiens hygge. I stedet for at blive irriterede over andre handlinger eller ord, kan vi være nysgerrige på, hvad de mener, eller hvorfor de gør, som de gør. Spørg oprigtigt og med et ønske om at forstå.
Vi kan også vælge at se hver enkelt medlem i vores familie med de positive briller. Hvad er det, de er allerbedst til? Hvilke positive elementer er det, de bringer med ind i samværet? Og ikke mindst - hvorfor var det, at du valgte at tilbringe den særlige juletid sammen med dem?
Er det svært, så hold mennesket adskilt fra deres handlinger, dvs. elsk mennesket også selvom du ikke er så vild med handlingerne.

Måske skal vi sætte forventningerne om idylliske klar-til-reklame hygge ned, og i stedet nyde hinandens forskelligheder, og at vi trods alt finder hinanden i julens og hjertens tid.


mandag den 18. december 2017

Bliv i dine følelser.

I dag mens jeg ventede på at skulle til eksamen, mærkede jeg en ubehagelig fornemmelse i maven. Ikke helt sommerfugle og ikke helt en knugen, men en urolig fornemmelse, der kommer når noget vigtigt er på spil.
Det er et tegn på en ganske naturlig følelse, og da eksamen var veloverstået var fornemmelse også væk. Egentlig var det på en måde rart at mærke, at min krop var klar over, at nu skulle der ydes noget ekstra.

Desværre er der mange mennesker, som fornægter deres følelser. De gemmer dem væk. Lukker ned for det, som kan virke den mindste smule ubehageligt.
Men vi kan ikke lukke ned for de ubehagelige følelser uden også at lukke ned for de følelser, vi gerne vil opleve som fx glæde og kærlighed. Vi har simpelthen ikke muligheden for at vælge til og fra, når det gælder vores følelser. Det er en samlet pakke, som vi enten må omfavne eller savne.

Prøv derfor at omfavne alle de forskellige følelser i dit liv. Mærk dem og lær af dem. Og mind dig selv om, at fx glæde føles så meget stærkere, når du også tør føle og omfavne tristhed, vrede og sorg.

søndag den 17. december 2017

Styrken til at være sårbar.

I dag blev jeg ramt at følelsen af ikke at slå til. Det handlede ikke om mine handlinger, men om mig som person.
Det er hverken ofte eller sjældent, at jeg bliver ramt af den følelse. Det sker bare ind imellem.

Følelsen kan bedst beskrives som sårbarhed. Det er der, hvor livet eller situationer kan virke uoverskuelige, relationer være svære og facaden er faldet. I de situationer kan livet og relationerne såre mig på en ganske særlig måde helt uden at være klar over det.
Det er ikke behagelig at være sårbar, men det er tilgengæld der, hvor jeg for alvor kan mærke mine følelsers dybde og mærke mig selv.

Derfor øver jeg mig også i at turde blive i sårbarheden, når den dukker op. Det kræver virkelig styrke at turde være sårbar. For det ville være så meget lettere at gennem mig bag en hurtig påtaget facade, hvor jeg signalerer til omverden, at jeg ihvertfald har styr på det hele. Men det uperfekte og det svære er også en stor del af mig - og at fornægte deres eksistens, er at fornægte en stor del af mig.

Selvom det virkelig kræver mod og styrke at være sårbar - så er det i erkendelsen af mit virkelige jeg, at styrken til at komme videre findes.
Det er ikke med skam, men med stolthed og styrke, at sårbarheden skal mødes

fredag den 15. december 2017

Nej - jeg vil ikke sige undskyld.

Jeg tror ikke, at der er nogen læser af denne blog - eller nogen af dem, som kender mig, der er i tvivl om, at jeg synes, at vi alle skal være ordentlige overfor hinanden, være betænksomme og empatiske samt give en undskyldning, når det er påkrævet... Men jeg vil altså ikke sige undskyld for noget, som overhovedet ikke burde bekymre andre mennesker, eller noget som er helt på sin plads at gøre.

Jeg vil ikke sige undskyld for mit udseende, mine valg i livet, det som jeg står for eller det som jeg siger, fordi jeg oprigtig mener det.

En (i mine øjne) misforstået korrekthed bliver på mange måder påtvunget os - og vores handlemuligheder er i høj grad indskrænket til et niveau, hvor jeg tror, at de fleste oplever, at de bliver kvalt. Vi kan stort set ingenting mere, før vi også lige skal undskylde for det.

Vi skal undskylde, hvis vi i andres øjne ikke passer ind i normen. Det kan være med vores tøj, hår, fritidsinteresser, religion eller noget helt femte.Vi skal forklare os, hvis andre ikke forstår vores valg. Vi må endelig ikke støde nogen eller få dem til at føle, at de ikke forstår os.

Men jeg er træt af det. Jeg gider ikke sige undskyld mere - hverken i mit privatliv eller i mit job. Jeg står for noget. Jeg kan forklarer og forsvarer, det jeg gør. Og hvis andre ikke forstår det - så forklarer jeg det gerne igen, men det bliver uden en undskyldning.

torsdag den 14. december 2017

Kære forældre

Kære forældre

Dit barn kan så meget mere, end du måske tror.
Det kan fx godt bære sin skoletaske selv, binde snørebåndene selv og rydde op efter sig selv. Det kan også sagtens være høflig, tage hensyn til andre og vente på tur - uden at det overhovedet tager skade. Faktisk tværtimod.
Når du stiller alderssvarende og reelle krav til dit barn, signalerer du, at du for alvor har tiltro til dit barn og dets evner - og ikke anser ham eller hende for at være et sølle skvat, som kun kan klare sig i hverdagslivet, hvis du lige løber i forvejen med kosten og fejer alle forhindringer af vejen...

Dit barn kan også sagtens tåle at blive irettesat af voksne, hvis det dummer sig. Det kan sagtens tåle at sige undskyld for fejltagelser. Og det kan tåle at være ked af det - eller endnu være at kede sig. Igen helt uden at du behøver at gøre noget som helst - udover at sige til dit barn, at han eller hun skal stramme sig an, opføre sig ordentligt og havde tiltro til sine omgivelser.

Men dit barn kan ikke rigtig tåle, at du hele tiden ændrer mening, så han/hun ikke ved, hvilke regler der gælder i dag. Det kan heller ikke tåle, at du viser at arbejde, fritidsinteresser eller skærmen er vigtigere end dit barn. Og det har ikke godt af at leve i en verden, hvor de voksne ikke kan enes - og hvor de bruger barnet til at “læsse” af på.

Dit barn skal mærke, at det har værdi, bl.a. gennem de krav du stiller til det, men også igennem den nærhed, hvorved du kan vise din kærlighed.

Jeg ved dog, at det ikke altid er nemt. Så tag pauser til at finde fodfæste i forældrerollen. Det kræver ro til at finde vejen og mod til ikke at følge det, som “alle de andre” siger, er det rigtige.
Men kast dig nu alligevel ud i den udfordring - fordi du kan også så meget mere, end du måske selv tror.

onsdag den 13. december 2017

Kan du tåle at være en upoulær forældre?

Det er helt menneskeligt, at vi gerne vil have, at andre synes om os. Derfor er det også menneskeligt, at vi prøver at undgå at blive upopulær. Men hvis du vil være en forældre, som udviser ro - og vil viser dine børn, at de altid kan læne sig op ad dig, uanset hvilket stormvejr de føler, at de befinder sig i, så er du nødt til at kunne tåle at være upopulær.

Som forældre skal vi gerne have et andet overblik end vores børn. Vi skal ikke bare følge deres skiftende holdninger her og nu. Vi skal vise dem vejen, danne dem og lade dem vide, at selvom livet kan virke uretfærdigt eller kaotisk, så står vi plantet solidt i den muld, hvorfra ro, viden om at de overlever modstand og sikkerhed om, at alt nok skal være OK til sidst kommer fra.

Hvis du tør stå fast, når ungerne føler, at deres liv rystes og er svært, så vil de uden tvivl synes, at du er dum og irriterende. Når du ikke føjer dem, så fremstår du måske i deres øjne som gammel og forstokket - som én der på ingen måde ved noget som helst om at være ung.

Men at stå fast og vise dem, at uanset, hvad de synes om dig lige nu - så er du der altid for dem, vil ændre deres måde at komme i gennem livet på.
Fortæl dem, at du vil lytte og prøve at forstå, men du vil mindske krav eller ændrer aftaler, bare fordi det lige kunne passe ind i ungernes planer.

tirsdag den 12. december 2017

Alle børn har brug for én, der vil kæmpe for dem.

Læreren Rita Pierson fortæller i én af mine yndlings TED Talks (https://www.ted.com/talks/rita_pierson_every_kid_needs_a_champion) om, hvordan det kan forandre et barns liv og læring, når barnet er omgivet af mennesker, som tror på ham eller hende.

Grunden til at jeg er helt enig med hende og vild med det, hun siger, er at jeg både på egen krop har oplevet, hvad positive forventninger til mig og mine evner, samt gode relationer mellem lærere og mig har gjort af forskel - og at jeg har oplevet det at kunne gøre samme forskel for en masse børn og unge.
Og det er der et stort behov for - altså nogle der virkelig kæmper for børnene. Nogle der tror på deres evner - og på alt det fanatiske de kan blive.

Den person kan sagtens være dig. Du behøver ikke at være lærer eller pædagog for at gøre en forskel for et barn. Selvom det selvfølgelig er jobs, som gør det nemmere.
Alt hvad du behøver er at se det bedste i barnet, forstille dig hvordan hun eller han kan udfolder alle sine evner, og hjælpe dem med at være den bedste udgave af sig selv.

mandag den 11. december 2017

Gør det med glæde.

Lige i det øjeblik er mine teenageunger i gang med opvask og oprydning efter aftensmaden. Det er en del af deres pligter.
Jeg har mødt mange teenagere, som ikke ville gide gøre det - og ligeså mange forældre, som ikke tror,  at deres børn kan løfte opgaven.
Derfor er jeg helt igennem glad over at høre mine to unger i fuld gang med deres opgaver, mens de synger og hygger i køkkenet. Hvor er det skønt, at de allerede i deres unge alder har fundet frem til at gøre arbejde med glæde.

Jeg er sikker på, at det bliver stunder, de vil huske som noget ganske særligt.

lørdag den 9. december 2017

Livets fester

Livet skal fejres!

Det har jeg altid syntes. Nogle mennesker er ikke så glade for at tale om deres alder eller deres fødselsdage. Det er faktisk en skam - for tænk lige over hvad alternativet egentlig er til at blive ældre og have mange fødselsdage...
Jeg håber, at flere vil lære at elske deres alder og deres fødselsdage.

I dag skal jeg sammen med hele min storfamilie - min egen familien, min søster og hendes familie og vores onkler, tanter, fætre, kusiner - fejre min fars 80 års fødselsdag. Derudover kommer hans venner som også er en del af storfamilien.
Jeg glæder mig ikke bare til at fejre min far, som stadig er frisk og rørig - og som jeg tilbringer meget tid sammen med. Jeg glæder mig også til at være sammen med hele storfamilien. For det er mennesker jeg har kendt hele mit liv - og vi ved alle, at vi har et særligt fællesskab sammen.

Men sådanne fællesskab kan godt blive skrøbeligt, hvis der ikke er nogen, som sørger for at holde fast i livets fester - altså sørger for at invitere til større sammenkomster. De er også skrøbeligt, hvis der på den anden side heller ikke er nogen, som sørger for at bakke op om sammenkomsterne og vælge dem til.

I en verden hvor meget er under forandring hele tiden, skaber det tryghed og ro at vide, at familien kan være et fast ståsted. Hvor vi har værdi ene og alene fordi, vi er født (eller gift) ind i familien.

Så lad os fejrer livet sammen med vores familier. Lad os fejrer, at vi har haft endnu et år sammen eller bare at vi har hinanden.

fredag den 8. december 2017

Lortedage er også helt OK.

Nogle dage er det bare svært at se det gode i... Også selvom vi godt ved, at vi her i lille Danmark har det så meget bedre end mennesker, som lever i krigens bomberegn, eller dem der kæmper mod sult.

I mange år fortalte jeg mig selv, at jeg simpelthen ikke kunne tillade mig at have ondt af mig selv på sådanne dage. Jeg skulle bare se tingene i et større perspektiv - så jeg kunne se, hvor heldig jeg var i forhold til store dele af verdens befolkning.
Selvom der er en sandhed i det - så der altså bare dage, som er lortedage!
Og det er helt i orden. Det er faktisk OK at mærke efter og føle det, som ikke er så rosenrødt.

Jeg synes, at vi skal give os selv en pause fra alle de store forventinger vi har til os selv. Forventinger om at være tæt på perfekte.
Så næste gang du har en lortedag - så klap dig selv på skulderen og sig, at det er OK.

torsdag den 7. december 2017

Høje forventninger der gør en forskel.

Har du høje forventninger til dit barn? Eller har du kun høje forventninger til dit barns omgivelser?

Næsten hver eneste dag møder jeg børn, hvis forældre ikke nødvendigvis har høje forventninger til dem. Det betyder mere præcist, at forældrene nok ønsker, at deres barn skal klare sig godt... men de regner ikke helt med, at deres barn kan gøre en forskel i forhold til ønsket.
Ikke nok med at de forsøger at feje alle forhindringer af vejen for deres små poder, så stiller de heller ikke selv nogle former for krav til ungerne. Og i mine øjne er en opvækst uden krav, en opvækst uden at de voksne har tiltro til de evner som barnet besidder. Selvom det for barnet her og nu kan virke som en meget god deal, at far og mor klarer det hele - eller forventer, at andre klarer det for dem, så signalerer de manglende krav og forventninger også, at forældrene ikke er overbeviste om, at deres børn kan klarer sig selv.

Samtidig oplever jeg lige så tit, at de selv samme forældre stiller forholdsvis underlige krav til børnenes omgivelser, hvilket kan være alt fra daginstitution og skole til fritidsinteresser og vennernes familier. Krav som igen handler om, at de åbenbart ikke tror at deres børn kan noget som helst selv, og derfor er nødt til at være omgivet af mennesker, der lige klare ærterne for dem.

Jeg synes, der er så trist, at børn skal vokse op uden, at dem, som står dem nærmest, har en stålsat tiltro til børnenes evner. Gang på gang har jeg oplevet, at når vi stiller krav til børn og viser dem, at vi ikke bare forventer, at de kan lykkes med tingene, men at vi også tror fuldt og fast på, at de kan - så imponerer de os.
Det er helt i orden ikke kan kunne alting i første omgang - men de skal øve sig og blive bedre, helt uden at de voksne rydder forhindringerne af vejen.
De skal turde - og turde fejle. Og det kan de kun, hvis vi viser dem tiltro nok til at lade dem prøve.

Så mit beskedne juleønske er, at forældre vil have høje forventninger til deres børn - og til at deres børn kan lykkes på egen hånd.

onsdag den 6. december 2017

Modet til at være kikset.

Hvornår har du sidst haft modet til at være kikset?
Der hvor du havde det "forkerte" tøj på i farver, der ikke helt klædte dig. Eller der hvor du var overstadig begejstret for noget, de andre ikke synes var noget særligt? Måske er dit hjem fyldt med tilfældige møbler, som ikke helt passer sammen stil- eller farvemæssigt.

Det kræver egentlig temmelig meget mod at være kikset - eller at være lige præcis, som du selv har lyst til.
For mange af os har en ide om, hvordan vi burde være, hvad vi burde kunne lide eller hvordan vi burde "føre" os frem. Men vi passer ofte ikke til de forestillinger om "burde". Vi lader bare som om, at vi gør.

Men det er anstrengende at prøve at være noget andet, end det du egentlig er. Så hvorfor ikke bare være dig, med alt hvad det indebærer?
Hvorfor ikke bare elske dit tøj, din begejstring og dine gamle møbler - uden at undskylde eller sammenligne med andre...?

Du er den, der er allerbedst til at være dig. Så find modet og glæden til at være kikset - og hyld andre for at gøre det samme.

tirsdag den 5. december 2017

Jeg kan godt håndtere sandheden.

Hvis løgnenes klamme svøb har haft fat i dig - så ved du, hvor ubehagelig det kan være... Det kan efterlade dig med følelsen af at være ført bag lyset, latterliggjort og ikke mindst fremstillet som én, der ikke kan kende forskel på sandhed og løgne.

Det er heldigvis er det mange, mange år siden, at jeg har oplevet store tunge løgne. Derfor er det de små hverdagsløgne, der fylder for mig.
Men jeg kan godt håndtere sandheden - så der er ingen grund til at lyve.

Jeg kan godt håndtere at få af vide, når jeg er irriterende.
Jeg kan godt håndtere at få af vide, hvis jeg skal gøre det bedre.
Jeg kan godt håndtere at få af vide, at jeg ikke ser godt ud i dine øjne.
Jeg kan godt håndtere at få af vide, at jeg gjorde dig ked af det.

Men jeg synes, det er svært at håndtere, at du vælger at lyve overfor mig - og dermed også nedgøre den kommunikation vi kunne have haft.

mandag den 4. december 2017

Ja, jeg har tid til dig.

Min søn havde lyst til at tale med mig om livet i dag. Det er ikke fordi, at det sker sjældent - tværtimod. Men er bliver glad hver gang, for jeg ved, at det ikke er alle teenageforældre, der oplever det.

Ofte hører jeg om teenagere, der trods søde, rare og forstående forældre, som selv har en masse livserfaring, ikke tror at deres forældre vil eller kan forstå noget som helst. Ligeså ofte hører jeg om forældre, der giver op overfor de mutte og tavse teenagere, og samtalerne forsvinder langsomt ud af familielivet.
Det er egentlig meget trist, at de som er hinanden nærmest bliver mere og mere fremmede...

Hvad kan vi som forældre gøre, når teenageren trækker på skulderen til svar på vores spørgsmål?
Vi kan sætte tid af til dem. Tid, hvor vi ikke har travlt med alt muligt andet. Hvor du virkelig lytter til dem - og har tålmodighed til at vente på deres pointer og syn på livet. Lad jeres teenagere bestemme tempoet for samtalen. Glem hvad I synes, at de burde synes...

Selvom det måske ikke opleves med det samme, så ved teenagerne godt, at tid til at lytte er en kærlighedserklæring fra jer til dem.

søndag den 3. december 2017

Sæt kursen for familen.

I den travle hverdag bliver vi som forældre ofte presset - ikke mindst af alle de beslutninger livet kræver af os. Og det skaber ofte en slingrekurs gennem familielivet, hvor beslutninger kan blive lavet om fra dag til dag, fordi vi ikke når at gennemtænke konsekvenserne af vores valg.

Det er derfor, at jeg er fortaler for, at alle familier finder ud af, hvilke værdier der skal være grundlaget for deres familieliv og deres beslutninger.

Når I har fundet jeres værdier (http://lonefrankelgoul.blogspot.dk/2017/12/find-jeres-familievrdier.html), så kan I bruge dem til at sætte kursen for jeres familie. Forestil jer at I sætter kursen ligesom på et skib. Og selvom der kan være en masse større eller minde justeringer under vejs, så ændrer kursen sig ikke. Sådan er det også med jeres værdier. De ændrer sig ikke sig, selvom hverdagen kan kræve justeringer.

De beslutninger, I som forældre eller som familie skal tage i livet, skal altid stemme overens med jeres værdier - og gør de ikke det, så er I ikke på rette vej.
At styre efter jeres værdier vil give jer en oplevelse af ro, fordi I ikke hele tiden skal forholde jer til, hvad alle andre synes, hvad der er mest bekvemt her og nu - eller om I kan stå inden for jeres beslutninger i morgen.


lørdag den 2. december 2017

Find jeres familieværdier

Der er desværre ikke mange familier, som er klar over deres værdier - eller har nogle i det hele taget.
Jeg synes dog, at det er vigtigt at vide, hvad der er vigtigt for netop ens egen familie. Hvad er et der har betydning? Og hvordan ser det ud i hverdagen?

Mange familier bruger mere tid og energi på ugentlige indkøbslisten eller sommerferieplanlægningen, end på grundlaget for hele deres liv sammen.
Derfor er jeg stor fortaler for, at I som familie finder jeres værdier, gør dem tydelige og bruger dem til at sætte kursen for jeres familieliv.

Men hvordan skal I lige gribe det an, når I skal finde jeres værdier,?
I kan evt. kigge jer omkring for at se om der er gode ideer at hente hos nogle I kender eller har hørt om.
I kan også finde ud af, hvordan I gerne vil have, at jeres familie skal se ud om fx 10 år. Hvordan skal I have det sammen? Hvordan skal jeres børn klare sig i deres hverdag? Prøv at forestil jer jeres ultimative familieliv om 10 år.
Deler jeres børn deres oplevelser med jer? Klarer de sig godt i uddannelsessystemet? Har de venner? Hjælper I hinanden med opgaver hjemme? Har I hyggelige ferier, hvor det at være sammen 24/7 er en fryd? Kan jeres børn tage ansvar?
Når I har forstillet jer alt dette - så skal I "bare" finde ud af, hvilke værdier, der kan skabe en sådan fremtid for jer.

Selvom det ikke er en halvtimes opgave, og at værdierne måske skal rette til i forhold til jeres families udvikling. Så kan det være en stor gave og støtte at have værdierne at læne sig op af i en travl hverdag, hvor beslutninger, der kan have mange konsekvenser på den lange bane, ofte skal tages på splitsekunder. 

fredag den 1. december 2017

Gaverne vores børn virkelig har brug for.

1. december og gaveræset er skudt igang. Rundt omkring i hjemmene hænger bl.a. pakkekalendere fyldt med mere eller mindre dyre gaver, som vores børn egentlig ikke har brug for.

Jeg kunne sige en masse om, hvorfor jeg tror, vi fylder gaver på vores børn.
Men af erfaringer ved jeg, at alt for mange ikke giver deres børn den gave, som vi burde værdsætte mest - nemlig viden.

For en hel del år siden stoppede vi med at give vores børn alle mulige små og ofte ubrugelige ting, , der egentlig bare havde til formål at bevise vores kærlighed. I stedet valgte vi at fylde deres decemberdage med viden og forståelse af verden. Derfor får de hver decembermorgen er “brev”, hvis indhold hjælpe dem med forståelsen af dagens placering i historien.

Spørg dig selv om dine børn virkelig har brug for mere til skuffer eller skabe... eller har de mere brug for videns gave - og at forstå at deres arbejde med at tilegne sig den viden, er temmelig vigtig for deres plads i livet.

Så hvilke gaver skal dine børn have? Dem der glæder her og nu? Eller dem, der forandrer dine børns fremtid?