onsdag den 31. oktober 2018

Det må godt være træls!

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Noget af det værste jeg kan forstille mig, er at leve et fuldstændigt monotomt liv. Ingen forandringer og ingen udsving.

Når vi virkelig mærker livets modgang og skal grave dybt for at finde frem til vores egen styrke... så kan det virke tiltalende at leve et liv, hvor alt bare er sådan lige ud af landevejen.
Ingen "ups and downs". 
Og så alligevel ikke...

For mig et det gode liv nemlig ikke monotomt eller ensformigt.
Det er store øjeblikke, små øjeblikke - svære, gode, sjove og sørgelige. Det er der, hvor jeg mærke værdien af livet, betydning af dem omkring mig og netop finder ud af, hvad jeg også er gjort af.

Så det er helt i orden, at livet, hverdagen eller oplevelserne ind imellem er træls!

tirsdag den 30. oktober 2018

Venlighed handler om meget mere end at holde døren for andre...

Venlighed er helt centralt for mig og for min måde at leve mit liv på.
Det er også et emne, jeg har tænkt meget over ikke mindst i forhold til, hvordan det kan udfolde sig i mit liv. For mig går venlighed flere veje. Det handler både om hvordan jeg møder verden - og om hvordan jeg behandler mig selv.

Så venlighed handler for mig også om:

  • at sætte regler - og følge dem, så alle ved, hvad der forventes af dem i fællesskabet
  • at sætte grænser for, hvad jeg som person vil finde mig i, så mine værdier og den jeg er ikke bliver trådt på.
  • at sige det jeg mener (på en ordentlig måde), og til dem det omhandler, så ingen skal følge sig utrygge omkring, hvor de har mig.
  • at hjælpe andre med at se deres egne rolle i fællesskabet, så de ikke gennem fx ugennemtænkte handlinger kommer til at stå udenfor.
  • at havde modet til at stå for det, jeg tror er rigtigt og vigtigt - også selv når andre ikke er enige med mig, så jeg kan forblive tro mod den, jeg er inderst inde. 


mandag den 29. oktober 2018

P.S. jeg er kommet godt hjem.

Beskeder fra dem vi holder af, har alle tider haft stor betydning.

I dag hvor det er let at holde kontakt, hvor det er hurtigt at skrive noget om det, der fylder i vores liv lige her og nu, er en besked om, at den anden er i god behold stadig betryggende.
Fx når min mand kører træt gennem landet og lige sender en besked om, at han er kommet godt hjem. Eller når min datter rejser tværs over Altanten og lige skriver, at turen gik godt.

Selv i gamle gamle dage, hvor folk kommunikerede via breve, som ofte var lang tid undervejs. Så havde det også stor betydning at vide, at den anden var i god behold.

Der er noget omsorgfuldt i at fortælle, dem vi holder af, at vi er landet trygt - og de ikke skal bekymre sig. Samtidig med at der den anden vej er noget lige så omsorgsfuldt i at bekymre os om dem vi holder af.

torsdag den 25. oktober 2018

Verden set på afstand

Hvordan ser dín verden egentlig ud?
Det er slet ikke sikkert, at du ved det... For når vi står lige midt i noget, så kan vi ikke samtidig danne os et overblik.

Men det giver en god indsigt i dig selv, dine prioriteter og i dit møde med andre, at du ind imellem træder lidt tilbage og ser dit liv lidt ude fra.

Jeg står lige nu i en større livsforandring, hvor jeg har skiftet til et job, der integrerer min store fritidsinteresse i mit arbejdsliv, og hvor jeg samtidig skal flytte væk fra den by, der har været min trygge base i stort set hele mit liv.
Og netop sådan en livsforandring giver god mulighed for at se min verden på afstand.

Derfor vil jeg også anbefale, at andre (uden at I behøver at kaste jer ud i jobskifte eller flytninger...) træder tilbage og kigge på livet ude fra. Spørg fx dig selv:

  • Hvad er det, du prioriterer din tid på?
  • Hvordan ser din vennekreds ud?
  • Hvilke interesser fylder dine tanker? 
  • Og hvilke fylder din tid?
  • Hvem tilbringer du mest tid sammen med?
  • Hvor tilbringer du mest tid?
  • Hvor meget betyder andre holdning til dig for din måde at agere på?
  • Hvordan udtrykker du din personlighed?
Giv så dig selv tid virkelig at granske svarene. Du skal ikke nødvendigvis bruge dem til at ændre noget. Først og fremmest kan du bruge dem til at kende din egen verden - og dermed forstå andre bedre. 




onsdag den 24. oktober 2018

Når du rent fysisk sidder i en andens sted...

Igennem mange år har jeg undervist elever i forskellige emner, som jeg naturligvis har fundet meget interessante. Det har mine elever heldigvis ofte også gjort...

Men uanset hvordan jeg har planlagt min undervisning, eller hvilke (super spændende) emner jeg har taget op, så er der som regel sket det at sidst på en lektion - ikke mindst sidst på dagen - så forsvinder koncentrationen ud af rummet...

Nu sidder jeg så til et kursus med spændende indhold, interessante medkursister og gode oplægsholdere... og lige inden de pauser vi heldigvis også har, så forsvinder min koncentration også som dug for solen.

Og selvom der ikke er noget voldsomt nyt i den oplevelse, så er det godt, at jeg mærker, hvordan det er at være elev - altså direkte sætte mig i deres sted.

Hvis vi gør det i alle mulige andre forskellige situationer, så tror jeg, at det vil ændre, hvordan vi ser på hinanden...

tirsdag den 23. oktober 2018

Latter skaber sammenhold

I min familie griner vi meget - og af alt muligt. Vi griner af vores dårlige jokes, af vores samtaler, vores oplevelser og af os selv. I det hele taget er vi ret gode til at finde det sjove (og grine højlydt) i vores liv.

Jeg tror på at en familie, en venneflok, en arbejdsplads eller en helt fjerde slags samling af mennesker, der griner sammen holder sammen.

Når vi kan grine af livet sammen (og IKKE af hinanden eller andre!), deler vi (i min erfaring) livssyn og som regel også nogle grundlæggende værdier.

Det er netop derfor, det er så vigtigt for mig, at jeg er omgivet med mennesker, jeg kan grine ubesværet og befriende sammen med.

mandag den 22. oktober 2018

Uforventet venlighed

I dag hørte jeg en kvinde tale om at holde fast i venligheden. Hun talte om den uforventet venlighed som et modstykke til den forventet uvenlighed, som vi desværre ofte kan møde i os selv og andre.

Emnet er jo et af mine yndlingsemner at udøve, at tale om, at fordybe mig i og at blive klogere på, så det satte en masse tanker i gang hos mig.

Jeg er overbevist om, at selv mindre ændringer i vores adfærd og tankegang kan skabe store forandringer i vores liv.
Så hvad ville der ske, hvis jeg stoppede med at forvente uvenlighed?
Nej - stop det gør jeg jo heller ikke... Eller gør jeg måske det det, ét eller andet sted?
Når jeg bliver lidt usikker på at møde nye mennesker, så skyldes det vel, at jeg er usikker på deres venlighed overfor mig.
Eller når jeg oplever at stå i ukendte situationer og bliver lettere nervøs for, hvordan andre vil forholde sig til min håndtering af disse situationer. Bunder det så ikke også i, at jeg ikke stoler på deres venlighed overfor mig?


Det er egentlig underligt, at jeg kan have det sådan, når jeg i allerflest anliggender i mit liv har oplevet, at mennesker dybest set var venlige - og ønskede at være det.

Kvindes ord i dag har fået mig til at få øjnene op for, at jeg kan møde mine medmennesker på en helt anden måde. Jeg er klar til en mindre ændring, som jeg tror vil gøre en stor forskel!

søndag den 21. oktober 2018

Dit indre er ikke uvæsentlig for andre...

Ofte blogger jeg om, hvordan vi kan passe på os selv og styrke vores selvværd og til dels også vores selvtillid.
Dit selvbillede er nemlig ikke uvæsentlig i forhold til de måde at omgås andre mennesker på - og den måde du udøver venlighed...

Egentlig tror jeg, at de fleste mennesker ved det. Når vi mangler overskud og forståelse for os selv, så er vi heller ikke de mest venlige at omgås. Nogle gange er vi lige det stik modsatte!

Derfor er det på ingen måde egoistisk eller et tegn på manglende forståelse over for andre, at du tager dig tid til dig selv, tid alene eller tid sammen med dem, som er med til at lade dig op.
Det giver også god mening, at du ikke siger ja til alle invitationerne eller tilbud, som kommer din vej, men i stedet laver lige præcis det du har lyst til. Og det er helt i orden, at du vælger mennesker fra, som ikke bakker dig op eller hele tiden vil have, at du ændre dig.
For selvom det kan gøre noget godt for dig i første omgang, så er afkastet for dine omgivelser heller ikke helt ringe...

lørdag den 20. oktober 2018

Det er ikke din historie at fortælle!

Jeg har helt med på at der ikke altid er tale om sladder, når vi taler sammen med fx vores venner om andre mennesker. Nogle gange handler det jo om, at vi er oprigtig begejstret på andres vegne.

Men ofte har jeg oplevet mig selv og andre dele historier, som bare ikke er vores egne - og derfor ikke vores at fortælle.

Så næste gange du får lyst til at dele din viden om et andet menneske, så vurder lige om det overhovedet er noget, som du skal sige højt - eller om du bare skal lade personen selv bestemme over sine egne fortællinger.

fredag den 19. oktober 2018

Skriv endelig løs!

Jeg elsker at skrive - og har gjort det lige så lang tid jeg kan huske...

Jeg har bl.a. skrevet digte, eventyr, historie, diverse studieopgaver (og har kunnet lide det!), dagbog, lister og breve (ikke mindst fordi jeg har boet i udlandet før internettet!).

I alle disse ord på papir (for det har oftest være på den helt gammeldags måde, at de er komme ud) har jeg lært så mange ting om mig selv. For når vi skal forme vores tanker, så de kan forstås af andre eller bare af os selv senere, så sker der noget med vores måde at reflektere over livet på. Samtidig  bliver vi opmærksomme på, hvad der virkelig har betydning for os (nemlig det vi vælger at skrive).

Jeg har også fra tid til anden genbesøg mine skrifter, hvad enten det har været breve, dagdog digte eller studieopgaver - og jeg har været begejstret over at kunne genopleve betydningsfulde perioder af mit liv og de store følelser eller ganske enkelt blive mindet om, hvor meget jeg har udviklet mig, hvad jeg har gennemlevet, og hvordan jeg har håndteret livet.

Gennem sider fyldt med ord om alt muligt har jeg udviklet mig venlighed overfor mig selv og ikke mindst for andre omkring mig...

torsdag den 18. oktober 2018

Hvis alt var muligt...

Hvis alt var muligt i din verden...

Hvordan ville du så udleve dit fulde potentiale?
Hvordan ville du bruge din tid?
Hvem ville du omgive dig med?
Hvad ville bruge din opmærksomhed på?
Hvordan kunne andre mærke det?

onsdag den 17. oktober 2018

Prioter dig selv

Det er egentlig ganske underligt, men ofte er det svært for os mennesker at prioritere os selv...
Jeg ved ikke om det er fordi, vi er omgivet af alverdens tilbud, om det er omgivelsernes forventninger - i det mindste det vi tror, de forventer, eller om der er en dybere psykologisk forklaring.

Ofte har jeg ofte observeret, at kloge, handlekraftige og venlige mennesker omkring mig har meget svært ved at sige nej og prioritere sig selv.

Måske er det fordi, vi hele tiden skaber os selv gennem vores handlinger - og glemmer hvem vi er (eller gerne vil være), når alt det udenoms er pillet af.
Måske skaber vi os selv gennem andres billede af os...

Uanset hvad der ligger til grund for det, så oplever jeg igen og igen et behov for at bare være og huske netop dét, der er vigtigst for én selv - både hos mig selv og hos mange i mine omgivelser.

Så jeg håber, at vi sammen kan kigge indad og finde roen uden alverdens aftaler, pligter eller ydre pres - og prioritere os selv, ihvertfald bare indimellem...

tirsdag den 16. oktober 2018

Bøger som lærermester

Selvom ingen nok ville have troet det, den jeg startede i skolen og havde meget svært ved at lære at læse, så har jeg gennem årene læst mange bøger - rigtig mange bøger. Og jeg elsker det! Hvilket jeg ikke selv havde troet skulle ske, da jeg endelig knækkede læsekoden.

Bøger har været nogle af de bedste lærermestre, jeg har haft.
Jeg har læst romaner og noveller om menneskeliv, historiske perioder og oplevelser jeg ellers aldrig ville have haft kendskab til.
Jeg har grint, grædt og være fortvivlet sammen med personerne på bøgernes sider.
Men mest af alt har jeg fordybet mig i bøger, som har lært mig noget om samvær sammen med andre, om venlighed, om troen på mig selv og andre og har vist mig nye måder at udlede det på.

Bøger har på mange måder været vigtige lærermestre i forhold til min personlige udvikling - ikke mindst fordi læsningen af dem blandes på skønneste vis med den, jeg er lige nu. Hvad enten det er den jeg er i dette øjeblik, den jeg er i denne situation, eller den jeg er i denne periode af mit liv.
Derfor har jeg også ofte genlæst mine yndlingsbøger og opdaget helt nye ting på siderne.

Jeg håber mange vil kaste sig over bøger, der kan udvikle dem  og selvfølgelig udvælge disse med øje for, hvem de ønsker at være...


mandag den 15. oktober 2018

Nye samtaler

Flere gange har jeg slået et slag for de små samtaler og ikke mindst samtaler til at styrke relationen til dem, der har betydning i vores liv.
Men inspireret af en god samtale med en fremmed i dag, vil jeg gerne opfordre jer til at tale med dem I endnu ikke kender endnu - eller måske aldrig kommer til at møde igen.

For hver eneste menneske vi møder, har noget interessant at dele med os. Hvis vi er oprigtig interesseret, nysgerrige og stille nok til at lytte - så kan vi selv i korte øjeblikke få indblik i andre liv - og dermed udvide synet på og forståelsen af vores eget...

søndag den 14. oktober 2018

Selv-venlighed

Har du husket at være venlig overfor dig selv i dag?

Det er slet ikke sikkert, at du har tænkt over det. Og det kan meget sandsynligt betyde, at du ikke har været det....

Selv-venlighed er desværre noget, vi nemt kan glemme - også selvom vores omverden oplever både overskud, smil og venlige handlinger fra os.
Men tænk bare på, hvordan det vil føles, når du overøser dig selv med sympati, tålmodighed, tilgivelse, mildhed og meget mere...

lørdag den 13. oktober 2018

Morgen er noget ganske særligt.


Morgen er noget ganske særligt. Naturen minder os om fornyelse og en ny start.
Det er bare ikke altid, at vi opdager det... Ganske enkelt fordi vi slet ikke er oppe til at opleve det.

Og jeg forstår godt, at ikke alle trives med at stå tidligt op, og at nogle har job, der gør at deres døgnrytme er anderledes. Men når det er muligt skulle alle alligevel give sig selv den gave at stå op med solopgang, fornyelse, tid og ro.
Jeg er sikker på, at det ville give os en ny måde at møde dagen, os selv og hinanden på.


fredag den 12. oktober 2018

Mod til at være dig.

Har du mod til at være dig? Altså den du ved, der virkelig dig.

Det har jeg gennem livet spurgt mig selv. Og svarene har været meget forskellige.
Jeg har været på min egen vej, på vildveje og tilbage på sporet, hvor jeg med stolthed har modet til at følge og forfølge mig, og det der er vigtigt i mit liv.

Modet er kommet indefra, men har også kunne ses på min omgangskreds...
Mod til at være sig selv kan ses og opleves på lang afstand.

torsdag den 11. oktober 2018

Mig... til sidst

Min kloge far sagde forleden til mig, at han ikke brød sig om, at andre indledte sætninger med: "Mig og..." Ikke fordi han går synderlig meget op i dansk grammatik, men fordi det efter hans opfattelse betød, at de satte andre efter sig selv.

Det havde jeg egentlig ikke tænkt på før. Men jeg synes, at han har en pointe.

Hvis vi i vores sprog øver os i at sætte andre før os selv - så kunne det meget nemt smitte af på vores handlinger. Det er da forsøget værd...

onsdag den 10. oktober 2018

Vi voksne kan også være...

"Vi voksne kan også være bange..." Sådan lød teksten til en af sangene fra min barndom.

Og det kan vi godt nok! Altså være bange selvom vi er voksne.
Nogle gange er det bare svært at erkende, at vi er det - og ikke er overmenneskelige væsner, der ikke behøver at beskæftige os med den slags. Og selvom det ikke er rart at være bange, så er det sundt at erkende vores følelser.

For voksne, stærke, jeg-har-styr-på-livet mennesker påvirkes i høj grad også af vores følelser.

Og vi kan være bange, kede af det, usikre, utilstrækkelige, fjollede, barnlige, nervøse, triste... og meget mere.  Og det er helt normalt og helt i orden.

mandag den 8. oktober 2018

De små samtaler

Dagen begyndte med en 1½times køretur med en af mine gode venner. Vi har begge en travl hverdag, så der kan godt gå et godt stykke tid mellem vores samtaler, så køretiden i dag var en hel gave.

Fra det øjeblik jeg satte mig ind i bilen til jeg steg ud igen, fik vi vendt store og små ting i vores liv. Og selvom 1½ time engang imellem ikke er lang tid, så er det alligevel værd at holde fast i. På samme måde det er værd at holde fast i 5 minutters telefonsamtaler, som måske ikke syntes af så meget her og nu - men som alligevel gør en forskel i det lange løb.

For selv små samtaler har stor betydning i vores relation til andre. Det er ikke samtalens længe, men dens dybde der afgør om, den får betydning for os.

Derfor elsker jeg små samtaler, som akkumuleres og danner ramme om relationer.

søndag den 7. oktober 2018

Uden mål...

Forleden gik jeg en tur....
Sådan helt uden formål...

Altså jeg havde bare lyst til det. Men jeg bevægede mig i et tempo, som nok ikke forberede min kondition - og jeg gik nok heller ikke længe nok til at det kom til at betyde noget.
Og selvom vejret var skønt og jeg nød det, så tror jeg faktisk ikke, at jeg huskede at være mind fuld eller være opmærksom på at være til stede i nuet.

Jeg gik bare fordi jeg havde lyst til det...

lørdag den 6. oktober 2018

Og jeg mener det!

Det er en masse ting, som jeg ikke mener noget som helst om... Og så er der en hel del, som jeg virkelig mener noget om.

Men du behøver ikke være enig med mig. Faktisk gør det ofte samtalen mere interessant, hvis vi ikke ser tingene helt ens. Ihvertfald hvis vi husker at samtalen stadig skal foregå på en ordentlig måde.

Jeg deler gerne ud af begrundelserne til min meninger - og vil gerne lære om dine.

fredag den 5. oktober 2018

Venlighed møder verden

Venlighed handler for mig meget om en opmærksomhed på, hvordan vi som mennesker har lyst til at blive mødt af verden. Derfor er der heller ikke en enkelt opskrift på venlighed - selvom det jo ville være dejligt let og ligetil...

Vi må derimod hele tiden tilpasse vores venligheds-verdens-møde til situationer og menneskene omkring os.

torsdag den 4. oktober 2018

Du er stærk.

Stærkhedsbegrebet er en underlig størrelse - ikke mindst fordi vi alt for ofte bruger den til at sammenligne os med andre... og til at konstatere, at vi ikke kan vinde i den konkurrence...
Og måske som følge af det ser vi os selv som... måske ikke ligefrem svage, men så ihvertfald "mindre end".

I dag opfordrede min (YouTube) yogalærer mig og alle andre til at bruge mantraet "I am strong". Ikke en dårlig måde at begynde dagen på.
For jeg er stærk - og det er du også!

Jeg har mødt mange mennesker, der er stærke på forskellige måder.
Jeg har mødt dem, som står op før alle andre for at passe job, studie, træning eller noget helt fjerde.
Jeg har set selv helt unge mennesker og børn står fast på det de tror på, kæmpe for andre og dem selv og gå mod strømmen.
Jeg har talt med mennesker, der har været igennem forfærdelige oplevelser og stadig har overskud til at gøre en forskel for andre.
Jeg har oplevet familier i krise, der har kigget ind ad og dykket ned i et hidtil ukendt indre ressourcesystem og kommet igennem noget, som syntes umuligt.

Så vi skulle tage og udfolde stærkshedsbegrebet til fuld størrelse og med venlige øjne se på især os selv, for at opdage al den styrke vi besidder og udfolder hver eneste dag.

onsdag den 3. oktober 2018

Deres oplevelse er bare en anden...

Nogle gange oplever vi, at andre beskriver en situation som noget positivt, mens vi selv overhovedet ikke havde en god oplevelse af den.
Eller de fortæller om alt det et bestemt mennesker har gjort godt, mens vi i den grad har dårlige oplevelser med selv samme menneske...

Det er der sådan set ikke noget underligt eller mystisk i. Vi har bare forskellige relationer.

Men vi må endelig ikke falde i den fælde, hvor vi tror, at de andre ikke fortæller sandheden eller har en forståelse af "virkeligheden". Eller endnu værre at fordi én, de god kan lide, har behandlet os dårligt, så skal de påvirke vores indbyrdes relation.

Vi skal holde "skæg og snot for sig" og husker, at deres oplevelse bare er en anden...

tirsdag den 2. oktober 2018

Du er betydningsfuld!

Det kan som menneske - sådan et helt almindeligt menneske, være svært at forstå, at vi har betydning for andre end dem, der er tættest på os. 
Dermed ikke ment, at mange af os ikke samtidig stræber efter at gøre en forskel i andres liv...
Det er egentligt nok lidt underligt...

Jeg har mødt mange mennesker, som gør en indsats for at være ordentlige, venlige og opmærksomme overfor deres medmennesker. Som gerne gør en ekstra indsats for andre... men som samtidig bliver overrasket over den betydning vi har i andres liv. Jeg har det selv ofte sådan. Jeg er selv en af dem. 

Men vi har betydning for hinanden - også meget mere end vi ellers går rundt og tror. Og på måder vi slet ikke kan forestille os. 

I stedet for at undre os over det, eller italesætte vores betydning som noget ubetydeligt, skulle vi i stedet omfavne det fantastiske i at få mulighed for at gøre en forskel for andre. Og vi skulle oftere tage at sige til hinanden: "Du har betydning for mig!"





"Our deepest fear is not that we are inadequate. 
Our deepest fear is that we are powerful beyond measure. 
It is our light, not our darkness that most frightens us." 
- Marianne Williamson

mandag den 1. oktober 2018

Tiden er din ven.

Travlhed er blevet en integreret del af vores liv  i en så høj grad, at vi ofte slet ikke tænker over det... Det er noget, vi lærer vores børn, fra de er ganske små - at de skal skynde sig.
Og et af resultaterne er, at vi alle (selv forholdvis små børn) omtaler sig selv som stresset, når vi føler at vi ikke kan nå vores program og forventninger.

Jeg skal endelig ikke pudse glorien. For jeg har ofte svært ved ikke at have gang i en masse ting - samtidig. Jeg er meget sjældent den første, der forlader arbejdspladsen om eftermiddagen. Og jeg har igennem mange år haft et fritidsliv fyldt med aktiviteter.

Men tiden brugt i ro, i selskab med mig selv eller mine nærmeste og i forglemmelse af netop tiden selv er der, hvor jeg er allermest mig selv. Hvor jeg lader op og mærker efter.
Selvom jeg nyder at være omgivet af mennesker og at samtale med andre, så siger jeg ofte, at "jeg er venligere og sødere, når jeg får pauser". 

Jeg tror, at vi skal ændre vores fokus fra travlhed til stilhed. Og for at kunne gøre det en del af vores liv, må vi også ændre den måde, vi omtaler det på.
Hvis vi virkelig ønsker stilhed, ro og tid til os selv (og det er helt i orden, hvis nogle ikke gør), så skal vi holde op med at idoliser travle mennesker. Vi skal i stedet tale om det, vi selv ønsker at opnå - ikke som et kompromis eller et tab - men som en gevinst i vores liv på alle områder.