søndag den 1. januar 2017

Hensigten med nytårsforsæt

Har du lavet nytårsforsæt? Det er du sikkert ikke ene om - og det er nok heller ikke første gang, du har gjort det. Og til trods for, du nok også har oplevet, at dit nytårsforsæt ikke er lige til at overholde, har du alligevel fundet noget, som var værd at lave et forsæt om - igen.

Hensigten

Når vi gør noget med forsæt, så betyder det, at vi har en hensigt eller en intention bag. Det er altså ikke bare noget, vi kan sige ude at mene det. Men hvor tit har du ikke hørt om nytårsforsæt, som du bare vidste ikke var sagt med en reel hensigt og intention bag.
Personlig synes jeg, nytårsforsæt er noget underligt noget. Hvis du er utilfreds med noget i dit liv så ændr det - NU. Hvorfor vente til 1. januar? Hvis din hensigt er at leve et bedre liv på den ene heller den anden måde, så gør det. Jeg er sikker på, at du kan, hvis du virkelig lægger hensigt og intention i projektet. Men det behøver ikke at starte som et nytårsforsæt.

Måske er hensigten bag de mange nytårsforsæt at føle sig som en del af et fællesskab, Et fællesskab, hvor det at være i konstant forbedring bliver set som noget positivt. Hensigten kan desværre hurtigt blive, at vi "slår" os selv og hinanden  oveni hovedet, med alle de fejl og mangler vi har.

Nytårsønsker

I gamle dage lavede folk ikke nytårsforsæt, men fremsagde nytårsønsker, som bl.a. handlede om at ønske fremgang, held og lykke i det nye år - ikke bare for sig selv, men også for andre. Den tanke kan jeg virkelig godt lide. Det er en smuk tanke, at vi håber alt der bedste for hinanden.

Så lad os ønske hinanden al mulig fremgang, held og lykke i 2017 - og lad os hjælpe hinanden til at opnå det. Lad os sammen skabe mere af det gode for alle. Det tror jeg er noget sjovere at følge op på end de traditionelle nytårsforsætter - og vi kan gentage ønsket nytår efter nytår uden, det mister betydning.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar