Misundelse

Misundelse er en grim ting - den holdning er der sikkert mange af os, som er opdraget med. Og den overskudsagtige side af mig mener også, at der ikke er grund til at være misundelig. Vi skal i stedet glæde os over andres fremgang og succes.

Derfor er det også svært at acceptere, når misundelsen dukker frem og viser sig - for det meste i mine tanker. Jeg vil virkelig gerne bare være glad på andres vegne og nyde, at livet giver tilbage til andre. Men nogle gange er det bare svært.

Jeg kan blive misundelig over alle mulige åndsvage ting. At nogle bedre kan lide det andre skriver (= flere likes), at kvinder, jeg kender, på Facebook viser billeder af deres specielle veninde-events, som klart ser mere interessant ud end noget, jeg arrangerer eller deltager i. At jeg møde folk, som tydeligvis har mere succes i livet end mig - og det kan bare være folk, jeg møder én enkelt gang. Eller at nogle uden tvivl ser bedre ud end jeg.
Alt dette er årsager, som jeg sagtens med min fornuft kan få til at fylde meget lidt, men som nogle gange kommer til at optage mit indre og trække mig ned. Jeg er overhovedet ikke stolt af det, og snakker derfor meget sjældent om det.

Når jeg så vælger at være ærlig om det i dag, så skyldes det, at jeg ikke ønsker at fremstå som perfekt. Jeg vil gerne åbne op for snakken om misundelse - og hvordan vi håndtere den. Er misundelse en ting vi bare skal acceptere, som en mere eller mindre naturlig del af livet? Skal vi lægge låg på - for at få den til at forsvinde? Eller vil den miste betydning, hvis vi er ærlige om den?