Hvor er du, for du er ikke her?

Når min mand eller mine børn kommer ind i det rum, hvor jeg befinder mig, stopper jeg op og tager i mod dem med et smil og øjenkontakt. Jeg lyser op - bogstaveligtalt, ikke kun fordi mit hjerte glædes ved dem, men også fordi jeg meget bevidst gerne vil have, at de kan mærke at de har helt særlig betydning for mig. Det er vigtigt for mig, at vi har den kontakt med hinanden.

Jeg prøver også at gøre det med alle andre, selvom jeg er klar over, at jeg desværre ikke er der helt endnu. Men det er vigtigt. Når jeg passerer børn og voksne på min arbejdsplads, møder jeg dem også med et smil, og jeg prøver at få øjenkontakt. Det er dog ikke altid lige nemt, for mange har svært ved det med at se hinanden i øjnene.

Vi er blevet så vant til at være ved siden af hinanden uden at kigge på hinanden. Snakke sammen uden nærvær. Nogle gange kan jeg sidde sammen med mennesker, hvor jeg tænker: Hvor er du egentlig henne lige nu? For du er i hvert fald ikke her.  Vi er ikke tilstede. Det er, som om vi slet ikke ser hinanden. Som tilfældige statister bevæger vi os rundt i hinandens liv, selv om vi burde indtage en hovedrolle eller i det mindste en vigtig birolle.

Men du og jeg har både evner og mulighed for at ændre det - lige nu. Når du møder mennesker, så mød dem med nærvær, interesse og vis dem, at de ikke ligegyldige statister. Vis dem, at de i jeres møde her og nu, har betydning. Og gør det ikke kun for deres skyld - men også for din egen.