Jeg elsker at være uperfekt!

Jeg er temmelig uperfekt! Jeg siger dumme ting, og også nogle gange også på upassende tidspunkter. Jeg laver fejl og glemmer ting. Jeg tvivler ind i mellem på, om jeg ved nok i samtaler med andre til overhovedet at kunne byde ind...
Måske er der ikke så mange, der ved det. Jeg går jo ikke rundt og snakker om det hele tiden. Og når mit hår sidder, som jeg synes, det skal og tøjet klæder mig ekstra godt - så mærker jeg ikke det uperfekte så meget. Og viser den slet ikke.

Men dybest set synes jeg det fedt at være uperfekt. Jeg nyder at kunne tillade mig sig at være kikset, virke mindre klog eller kunne blive mindet om de fejl, jeg laver. Når jeg opdage alt det, morer jeg mig over mig selv. Og ikke mindst så lærer jeg af mine fejl i alt det.
Når det kan lade sig gør, skyldes det at jeg i mit liv har fundet en hel del trygge steder, hvor det er i orden, at jeg ikke har en perfekt facade. Hvor min uperfekthed lærer andre, at de også må fejle, glemme eller ikke vide nok. Hvor vi sammen kan blive mere, udvikle mere og gøre mere, fordi vi ikke er bange for at træde ved siden af.

Jeg håber, at mange flere vil dyrke det uperfekte og turde stå ved det. Vi har brug for, at især vores børn og unge mennesker ser, at facade ikke er alt. Faktisk er den ingenting. Det er alt det skøre, skæve og sjove bag facaden, som er interessant og værdifuldt. Det er i det uperfekte, vi udvikler os og hinanden.