fredag den 13. januar 2017

Grin uden at gøre grin

Humor og latter er en meget vigtig del af mit liv. Det er faktisk et af mine daglige mål - at grine hver eneste dag. Og jeg kan grine af alle mulige ting - små som store. Ofte har jeg en hel latterfest i gang inde i mit hoved. Derfor kan man sagtens høre mig grine højlydt uden, at der er nogen synlig grund. Jeg er bare midt i festen.

Jeg omringer mig også gerne med mennesker, der har lyst til at grine sammen med mig. Både i min hverdag, min fritid og når jeg møder nye mennesker. Jeg synes, det er en skøn måde at være sammen på og at danne relationer. Jeg behøver egentlig ikke kende folk særlig godt for at kunne more mig i deres selskab, selvom jeg sammen med mine næreste kan grine meget mere fjollet og uhæmmet.

Der er dog noget, jeg på ingen måde vil være med til i min søgen efter et godt grin, og der er at gøre grin med mine medmennesker. Der er bare ikke i orden. Jeg har desværre oplevet alt for mange gange, at vi mennesker synes, det er i orden at udstille hinanden - ikke mindst der hvor vi kan være mest sårbare - og gøre grin af hinanden. Jeg har desværre ligeledes oplevet, at jeg ikke fik sagt fra eller forsvarede dem, det gik ud over.
Når vi skal lade være med at gøre grin med andre, skal vi huske, at det også gælder os selv. Det er nemlig heller ikke i orden -  eller sjovt på nogen måde. Vi skal grine sammen på en omsorgsfuld måde, hvor latteren bliver opløftende og befriende.

Så gå ud og grin sammen med andre. Inddrag dem i dit humoristiske og humørfyldte univers.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar