Ingen bør være usynlig

Noget af det værste, jeg kan forestille mig, er at være usynlig. Jeg har prøvet at føle mig overset og usynlig på et arbejde. Det var virkelig hårdt at komme igennem dagene, selvom jeg jo kun skulle "overleve" det i ca. 8 timer om dagene.

Så jeg kan slet ikke begynde at begribe, hvordan det må føles at være usynlig, hver eneste dag for hele samfundet. Hvordan det må føles at være dem, ingen ønsker at se eller vide noget om. Hvordan man så må slæbe sig følelsesmæssigt igennem døgn efter døgn, hvor ligegyldigheden fryser ens indre til is. Hvor man er overflødig i det store billede.

I dag var jeg på Poverty-walk i Århus (http://povertywalk.dk/). En fantastisk oplevelse, som i den grad rørte ved mine værdier og skubbede til mine fordomme. Jeg blev klogere på de udstøde, der selvom vi ofte ser dem i gadebilledet, er ganske usynlige for os. Usynlige - måske fordi de minder os om den grimme side af livet, om de grimme sider af os selv eller om alle vores fordomme, der får os til at føle os bedre end dem.

Men hvor er det skrækkeligt, at vi igonerer mennesker, selvom vi møder dem hver eneste dag. Muligvis er der nogle af de udstødte, som du passerer hver eneste dag på vej hjem fra arbejde.  De bliver statister i dit liv. Men hvornår har du sidst hilst på dem? Aldrig? Hvorfor ikke? Begynd nu!

Hils på alle på de vej. Også dem som du føler dig bedre end. Se dem i øjnene og anerkend, at de er medmennesker, som fortjener at blive set - ene og alene fordi de er til.