Lad os spise sammen

Jeg er på ingen måde hellig i forhold til børneopdragelse. Og jeg er sikker på, at jeg har begået rigtig mange fejl - og ikke mindst at mine børn nok skal fortælle mig om dem.
Men noget af det jeg har været rigtig glad for i opdragelsen af mine børn, er at min mand og jeg har holdt fast i, at vi spiser sammen som familie. Der er selvfølgelig dage, hvor det af praktiske årsager ikke kan lade sig gøre - så det er ikke dem jeg fortæller om nu...

Det er alle de andre aftner, hvor vi sætter os ned sammen uden telefoner m.m. og spiser aftensmad. Vi bruger tiden på at høre om hinandens dag. Hvad har været godt eller interessant? Og hvad har været mindre godt? Disse små spørgsmål har været indledningen til mange meningsfyldte samtaler. Samtaler som jeg kunne fortælle rigtig meget om. Det vil jeg dog ikke gøre i dag. Jeg vil fokusere på rammen om samtalerne.

Vores fælles tid sammen om spisebordet har for mig også symboliseret vores families fællesskab og vores værdier. I en travl hverdag husker vi stadig, at vi er hinandens vigtigste. At vi har så stor betydning for hinanden, at vi prioriterer at finde ro, nyde maden og se hinanden i øjnene. Og vi holder bordskik. Ingen rejser sig før alle er færdige med at spise - og færdige med samtalerne. Vi venter på hinanden, fordi familiens tid er ikke noget, man skal skynde sig henover eller væk fra.

Hvis I som familie har samme vane, så håber jeg, at I nyder det lige så meget som os. Men hvis I aldrig rigtig har prøvet at spise sammen på denne måde, så vil jeg opfordre jer til at gøre det. Jeg er sikker på, at I ikke kommer til at fortryde det.