Teenageårene har altid været præget af en vis usikkerhed - både på sig selv og på omverdenen. Men vi har på mange måder skabt et samfund, hvor usikkerheden er blevet forstærket - næsten uudholdelig. For at kunne være i den verden, ser jeg unge mennesker, som nærmest desperat forsøger at genvinde en eller anden form for fodfæste med forskellige midler. Og det er ikke skønt det jeg ser.
Perfektionisterne
En stor del af de unge prøver at finde fodfæstet ved at dække sig ind under perfektionismen. Det er 12-talsbørnene. De har fuldstændig styr på deres ting - udadtil. De vil frem i livet, desværre ikke fordi de drives af en indre passion. Men fordi de oplever, at det er det, som forventes af dem. Det ser pænt ud at have ambitioner og gode karakter. Selv deres fritid fyldes med aktiviteter, som understøtter pænheden. Og de spiser det rigtige og ligger lige et billede op på Instagram som dokumentation.
Søvn er opreklameret for denne gruppe, fordi det tager tid at være perfekt. Jeg møder unge, som bruge min. 3 timer om morgen på at blive klar til skoledagen. Håret, tøjet og makeuppen skal være uden fejl. ¨Hvilket det også er - og vil du se det, så, de deler det meget gerne på Snapchat.
Sløserne
En anden stor del af de unge leder også efter fodfæstet - også selvom det virker som om, de allerede har givet op. Som om det hele er lige meget. De ligger meget langt fra 12-tallerne og har bestemt sig for, at det ikke kan betale sig at kæmpe for det. Hvis du får deres fortrolighed, vil de give udtryk for, at kravene er alt for høje, og at de aldrig vil kunne indfri dem. Men udadtil siger de, at det er fordi de er ligeglade eller at de keder sig. De har en mere afslappet tilgang til fritidsaktiviteter, mest fordi at de ikke har en perfekthed, som disse aktiviteter skal passe ind i. Udadtil kan de sagtens dele det poleret udseende med perfektionisterne, men attituden er ganske anderledes.
Søvn er heller ikke noget denne gruppe dyrker. Mest fordi de er meget online. Her prøver de enten at vise de få ting, som de føler, at de er gode nok til - eller fortælle hvor ligeglade de er med det hele.De voksnes rolle
Vi voksne er desværre rigtige gode til at understøtte denne udvikling. Vi befinder os ofte også i en af de to grupperinger. Vi praler af vores perfekte børn alle mulige steder - gerne online, så deres venner og deres forældre kan se det. Eller vi har givet op overfor vores sløsere, og siger intet om dem, fordi vi er flove, og ligesom børnene selv har givet op overfor deres potentiale.Mange unge ser ikke os forældre gå ud af vores komfortzone. De oplever ikke, at vi ikke kan tingene - og hvis de gør, så er det ikke på en positiv måde. Hvis vi er for tykke eller ikke har medgang på jobbet, viser vores måde at behandle os selv på, at det er noget man skal skamme sig over.
Tid til forandring
Selvom jeg er stor tilhænger af, at forandring skal have lov at komme fra ungdommen, lægger ansvaret her altså på forældregenerationen. Vi er simpelthen nødt til at være bedre rollemodeller. Vi skal væk fra perfektionisme og sløseri. Vi skal vise en mere balanceret vej frem. Det er ikke bare i orden, men helt normalt at være usikker. Også for voksne. Vi skal vise de unge (og nok også os selv), at "fejl" er en del af processen til at blive bedre. Vi skal fejle os fremad. Og fejlene må meget gerne være synlige for alle andre. Vi skal elsker de unge ikke på trods af deres uperfekthed, men på grund af den. Vi skal stille krav på en måde, så vejen mod dem bliver opnålig for alle.Og ikke mindst skal ungdommen vide at de har værdi ene og alene fordi de er til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar