Far er den bedste i verden

Igennem det meste af mit liv har jeg været tæt knyttet til min mor. Måske fordi jeg ligner hende mest. Måske fordi vi har samme køn. Jeg ved det ikke, men jeg synes, det har været noget ganske særligt, og mange af de bedste øjeblikke i mit liv, har jeg delt med hende.
Jeg har også altid haft et godt forhold til min far, men det var min mor jeg ringede til, når jeg havde brug for forældrestøtten.

Desværre blev min mor ramt af demens for efterhånden mange år siden. Det ændrede ikke bare mit forhold til hende, mens hun langsomt forsvandt længere og længere væk fra os. Det ændrede også mit forhold til min far. Gennem årene med fælles bekymringer og udfordringer i hverdagen har jeg fået et tæt og ganske fantastisk forhold til min far. Jeg ringer til ham, når jeg er glad eller har brug for opmuntring. Jeg ringer til ham, når jeg har brug for råd eller brug for at høre, at jeg skal tage mig sammen - og der er ikke mange, som siger det lige så tydeligt...

Han retter på mig og skubber mig til at være bedre. Han griner sammen med mig - ikke mindst over alle de øjeblikke, som har været så absurde med en dement i huset. Han bliver ikke usikker i sit nærvær, hvis jeg græder eller er meget ked af det. Han har lært mig at tage hånd om dem, som ikke kan selv. At vi alle er lige. Se det store i det små. Hver eneste gang jeg besøger ham, har vi samtaler, der springer alt det overfladiske over, og går direkte til det, som har betydning for os. Jo ældre jeg bliver, jo mere begejstret er jeg for min far.

Og i dag stod jeg så i regnen med et fladt dæk - og min 79 årige far kom selvfølgelig og hjalp mig, fordi jeg er hans barn (på 45!) - og han altid er der for mig. Selv som voksen er far den bedste i verden.