Så sig det dog

Vi kender alle til, at andre irriterer os. Mange gange er det små ting, der over tid bygger sig op, indtil vi bare er superirriteret. Og andre gange er det større ting - som fx at et andet menneske virkelig overskrider vores grænser eller personlige værdier.
Indeni os opbygges ikke bare irritation men også modstand overfor personen. Hvis vi ikke siger noget, så er vi i konflikt med os selv - og tit oplever jeg, at folk hellere vil have en indre konflikt, end at sige til personen, der satte gang i irritationen, at han/hun netop irriterer.

Jeg har selv været der masse af gange. Og bliver ofte rigtig sur på mig selv, over at jeg lader den indre konflikt stå til - og vokse. Så hvorfor siger vi ikke bare noget? Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg har et par mulige svar, når det gælder mig selv.

1. Jeg er "bange" for den andens reaktion på det, jeg har at sige.
2. Som følge af nr. 1 er det nemmere at være i den indre konflikt, for så er jeg jo stadig "flink"
3. Jeg venter så længe med at få det sagt, at når det endelig kommer ud, er det på en meget uhensigtsmæssig måde.
4. Jeg tvivler i bund og grund på, at jeg har retten til at være irriteret.

Men livet har lært mig, at det overhovedet ikke er nemmere at lægge låg på irritationen. At besværet med at holde låget nede over en boblende indre konflikt, aldeles ikke er den ydre pænhed værd. Den indre konflikt er kvælende, opslidende og tærer på mine værdier.
Jeg er absolut ikke fortaler for, at man skal gå op til den første og bedste, der irriterer en og sørger for, at de ser tingene fra den anden side. Jeg er dog fortaler for, at konflikter ikke vokser os over hovedet eller kvæler os indefra.

Så sig det, som er for meget - på en ordentlig og hensynsfuld måde. Sig det, fordi du også har ret til at følge, hvad der er rigtigt og forkert for dig. Sig det for at skabe en større forståelse mellem mennesker.