Hvornår holdte min mor op med at huske mig?

Jeg elsker min mor og at være i hendes nærvær. Når hun ser mig lyser hendes ansigt op - og jeg ved, at hun kan kende mig på en eller anden måde trods en fremskreden demens. Men hun husker mig ikke mere. Ikke rigtigt.

Hun har været dement i mange år. Først var dette ikke så tydeligt. Hun glemte kun småting, og jeg kunne stadig have samtaler med hende. Grine sammen med hende. Langsomt og sikkert blev hendes tilstand værre. Jeg kan ikke rigtig huske, hvornår det for alvor gik ned ad bakke - bare at det skete. Nu er hun er der, samtidig med at hun slet ikke er tilstede.

Sådan har det været i en del år, og ofte tænker jeg på, hvad det sidste hun kan huske om mig... Gad vide, hvor jeg var i livet? Hvor gammel jeg var? Syntes hun, at jeg var en god mor dengang? Eller havde hun lige nogle gode råd, hun gerne ville have delt med mig, hvis hun havde kunnet? Hvad talte vi om? Og hvad skulle vi lige til at tale om?
Mon jeg opdagede, at hun holdte op med at huske mig, uden at jeg vidste det? Eller nægtede jeg at erkende det? Hvad ville jeg have sagt til hende, hvis jeg havde vidst, at vi aldrig skulle snakke rigtigt sammen igen?

Spørgsmålene er så mange - og svarene så uendelig få. De ændrer ikke den situation, vi begge befinder os i. Men de gør mig mere opmærksom på de øjeblikke jeg har sammen med min mor. Som når jeg tager hende i hånden og lægger mærke til, at vores hænder ligner hinanden. For måske husker hun ikke mig, men jeg husker for os begge.