lørdag den 14. januar 2017

Vær den slages menneske

Dagen i dag er bl.a. blevet tilbragt sammen med en flok skønne mennesker, som jeg har kendt igennem de sidste par år. Vi har en fælles interesse i personlig udvikling og det at vokse som menneske, mens vi hjælper hinanden. Det vi samledes om i dag, var undervisning i madlavning med fokus på sundhed. Det er ikke lige det emne, hvor jeg har min største ekspertise - men det gjorde intet, for jeg var omgivet at kompetente og hjælpsomme mennesker.

Det er nu ikke maden, jeg vil fortælle om, men derimod stemningen som gennemstrålede vores tid sammen. Opgaverne blev fordelt på kryds og tværs - og snakken flød nemt og ubesværet. Nogle havde sjove oplevelser at dele. Andre havde været igennem lidt mere kedelige episoder, som var ligeså vigtige at få belyst. Vigtigst af alt var den åbenlyse interesse i hinandens liv. Der blev spurgt ind til historierne med en fordomsfri nysgerrighed - og der blev fortalt åbenhjertet.

Jeg gik derfra med en fantastisk følelse, som jeg ved, at kun det omsorgsfulde og venligstemte fællesskab kan give mig. Følelsen som giver mig lyst til at gøre bedre og være bedre. Jeg blev mindet om, at jeg skal huske at møde alle på min vej på den måde. For når jeg får for travlt, kan mit hoved godt fyldes med fordomme og bedreviden. Og det tjener jo ikke noget godt. Derfor er det også vigtigt for mig at mødes med mennesker, som skubber mig i den rigtige retning og minder mig om, at jeg netop er et menneske, som kan gøre noget godt for andre og være noget godt for andre.

Så mit råd til dig - og til mig selv - er at sørge for at være sammen med den slags mennesker regelmæssigt. Og ikke mindst være den slags menneske for omgivelserne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar