Tålmodigheden blev min ven

Da jeg var yngre fyldte mit temperament meget i mit forhold til andre mennesker. Min familie og mine gode venner vil kunne fortælle mange mere eller mindre flatterende historier om, hvordan temperamentet foldede sig ud, da det var på sit højeste.

Jeg ved ikke, hvornår jeg begyndte at lægge temperamentet på hylden. Men en dag opdagede jeg, at det ikke fyldte så meget mere, eller rettere sagt en af mine elever gjorde mig opmærksom på det. Jeg havde slet ikke selv bemærket det.

For en del år siden stod jeg i sidste time fredag eftermiddag med min 8. klasse, og lavede evaluering over ugen. Vi var nået til det punkt, hvor de evaluerede min indsats. Bl.a. om jeg havde været god nok til at undervise, så de forstod indholdet, men også om der var noget, jeg skulle justere på. En af eleverne lagde ud, men at fortælle, at han satte pris på min tålmodighed. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan jeg så ud i hovedet - for det var der INGEN, som havde sagt til mig før. Faktisk havde jeg mest hørt det modsatte. Men han mente det - og blev bakket op af flere af klassekammeraterne.
Jeg blev så uendelig stolt over, at jeg faktisk udlevede noget, som egentlig havde været meget svært - især fordi det var vigtigt for mig, at møde disse unge med tålmodighed, både i forhold til deres faglige og deres menneskelige udvikling. Og det ændrede min fortælling om mig selv. Fra den dag så jeg på mig selv med andre øjne. Ikke bare som en nu tålmodig person, men også som et mennesker, der formåede at ændre sig selv til at være mere i harmoni med mine omgivelser og mine værdier.

Siden hen har tålmodigheden fulgt mig som en trofast ven, der bl.a. hjælper mig med at få det bedste frem i andre og give dem tid til at udvikle sig. Men vigtigst for mig, så hjælpe tålmodigheden mig med at give mig selv tid. Tid til at finde mit ståsted. Tid til at forstå fx en situations kompleksitet. Og tid til at lade tingene ske, som de nu engang gør.