With a little help from my friends

For et år siden stod jeg og min lille familie og stressede over, at vi skulle gøre klar til min søn konfirmation - men også lige skulle holde bisættelse og tage afsked med min elskede faster dagen inden.

Vi var ikke bare presset på følelserne, som gik fra sorg over tabet af et menneske, der stod os alle nær til glæden ved at skulle fejre min søns store dag. Vi var også presset på tid. Men heldigvis er vi omgivet af mange skønne og hjælpsomme mennesker. Nogle af vores bedste venner satte en fredag eftermiddag og aften af til at kunne hjælpe os med at dække borde og gøre lokalerne i stand. Min ene svigerinde sørgede for at bage desserten. Uanset hvor vi vendte os hen, var familie og venner klar med en hjælpende hånd. Og selvom jeg da godt ved, at hvis vi virkelig skulle have klaret det selv, så havde vi også gjort det. Men det skulle vi heldigvis ikke.
Og i dag er vi så på vej til min nieces 18 års fødselsdag med bagagerummet fyldt med stege, fordi vi har haft muligheden for at hjælpe hendes mor med maden.

Jeg møder af og til mennesker, som siger, at de aldrig spørger om hjælp. Faktisk siger de ofte, at de ikke kan få sig selv til at spørge om hjælp. De vil hellere klare det hele selv. For mig er det ikke bare martyragtigt men også uendelig trist. Vi skulle alle sammen gerne føle, at vi er en del af et større fællesskab. Et fællesskab som står klar med en hjælpende hånd, når vi har brug for det.

Så drop tanken om at skulle være alene om alting. Byd andre indenfor og bed om hjælp, det styrker fællesskaber, venskaber og familier.