Lad dog børnene...

Børn vil rigtig gerne lære. De er super nysgerrige på livet og stiller mange spørgsmål. Det er bl.a. en af grundene til, at jeg er så vild med at være sammen med dem.

Lige nu sidder jeg og nyder roen efter en spejdertur med børn og unge i alderen 8-15 år. Der har været fuld knald på... på alle mulige måder. Noget af det, som virkelig udfordrer spejderne, er at de skal være selvstændige. For det er de ikke vant til...

For det første skal spejderne selv have styr på alle deres egne ting - har de nu alt det med, som de skal have med?  Så skal de have styr på fællestingene, som fx hvor teltene skal slås op, og hvordan det gøres. Når det er gjort, så skal de selv sørge for at finde deres sovegrej og pakke det ud. Efter alle disse opgaver, er vi jo slet ikke rigtigt kommet igang endnu. Det er bare indledningen.

Jeg tilbragte det meste af min tid sammen med en flok unger på 8-10 år. Selvom jeg var der og vejledte dem, så skulle de gøre det altsammen på egen hånd. Og i nat da vinden nærmest stormede ind over landet og ruskede voldsomt i teltet, vågnede mange af vores spejdere. De syntes, at det var temmelig uhyggeligt, men også det klarede de sig igennem.

Igennem mine mange års arbejde med børn ser jeg desværre, at vi forældre har frataget vores børn retten til at udvikle sig på en del områder. Af ren og skær kærlighed har vi sørget for at tasken er pakket, sengen er redt og tøjet lagt frem. Vi vil allerhelst fjerne alle forhindringer på deres vej. Ja, I kender sikkert hele historien om curlingforældrene.
Men vi skal ikke trække på skuldrene over den beskyldning. Vi skal tage den seriøst - og trækker os væk fra vores børns udviklingszone. Vi skal lade dem gøre tingene selv - både de lette og de svære.
For hvad jeg også har lært i gennem årene, er at børnene sagtens kan selv. Måske ikke i første eller andet forsøg - men hen ad vejen kan de.

Så lad dog børnene komme til opgaverne og udfordringer - og støt dem hele vejen, men kun fra sidelinjen...