onsdag den 12. april 2017

Tag børnene med ud

I min haven står det hele på spring. Planter vokser op, og blomster folder sig ud. Selvom jeg har set det så mange gange før, fyldes jeg atter med begejstring og forundring over naturen. Den begejstring og forundring deler jeg gerne med andre - ikke mindst med børn.

For børn skal væk fra skærmene og ud i virkeligheden. Selvom jeg er tilhænger af, at viden kan og gerne skal findes alle steder - også på nettet, så skal viden ikke bare læses, den skal opleves. Og når vi er ude i naturen eller haven, så oplever vi fx, hvad solens varme gør ved planterne. Vi oplever, at vi undres og nye spørgsmål dukker op. Og så skal vi snakke med hinanden, om det vi ser og vores spørgsmål. Vi skal have modet til at sige, det vi ved, og ikke at ty til Google i frygt for at sige noget som ikke er helt rigtigt.

Husk at børnene også kan svare på mange undrespørgsmål - og i gennem deres svar vil vi opdage nye perspektiver. Vi voksne skal huske, at der ofte er flere svar på vores spørgsmål, og at vi ikke nødvendigvis er de klogeste.
Og når vi sammen erkender noget, vil vi huske det endnu bedre, fordi svaret bliver kædet sammen med sanserne. Vi og vores børn vil fx huske, at anemonerne er forårsbebuder, fordi vi har stået midt i det grøn-hvid tæppe i skoven. Eller at træerne bøjer sig efter viden, når vi har været ude i efterårsblæsten.

Så giv dig selv og dine børn den gave, det er at komme ud, stille spørgsmål og finde mulige svar.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar