mandag den 3. april 2017

Når savnet kan mærkes

For cirka et år siden mistede jeg min højelskede 84-årige faster. Og selvom hun havde levede et langt og aktivt liv, synes jeg af egoistiske grunde, at det var alt for tidligt, hun forlod os. Mest af alt synes jeg det var svært, at jeg ikke vidste, det var sidste gang, jeg så hende - den dag det var den sidste gang...
Jeg synes ikke, at jeg helt fik sagt alt det, jeg gerne ville eller fik spurgt til hende og hendes liv. Det er egentlig ikke fordi, jeg fortryder noget. Jeg er bare ærgelig over, det som ikke er mere.

Nogle år før min faster døde, faldt hun en aften pludselig om. Mine forældre, min mand, vores børn og jeg var til middag hos hende. Det ene øjeblik var vi midt i en samtale, det næste faldt ud sammen, krampede op og vendte det hvide ud af øjnene. Hun nåede aldrig at falde ned af stolen, for i et spiltsekund var jeg henne og holde fast i hende. Det endte med, at vi ringede 112 og hun blev indlagt på sygehuset. Heldigvis var hun kommet til sig selv igen inden, men de beholder hende natten over til observation.
Det er en nat jeg aldrig glemmer. På et tidspunkt sagde hun til mig, at jeg da ikke behøvede at blive for hende skyld. Der var dog ikke nogen tvivl i mit sind. Selvfølgelig blev jeg hos den kvinde, som hele mit liv havde passet uendelig godt på mig. Hos hvem jeg altid har følt mig elsket og velkommen - også da jeg blev voksen, og så sandelig også når jeg havde hele min familie med. Og i det jeg sagde til hende, at jeg ikke havde tænkt mig at gå nogle steder, lyste hendes ansigt op i glæde og taknemmelighed.

Jeg sad ved hendes side hele natten. Vi snakkede om alle mulige forskellige ting. Ikke mindst oplevelser fra hendes ungdom, som jeg aldrig før havde hørt om. Vi grinte og delte fortroligheder.
Selvom jeg har tilbragt rigtig mange timer i min fasters selskab, var den nat et af de bedste minder, jeg har sammen med hende.

Så i disse dage, hvor savnet af hende for alvor har fat i mig, er jeg taknemmelig over, at jeg var der den aften - og at jeg fik natten kun i hendes selskab.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar