tirsdag den 4. april 2017

Ups og pyt

Ordene ups og pyt er vigtige i mit ordforråd. Det er ord, som kan hjælpe mig igennem alle mulige slags dage. Og jeg bruger dem ikke kun om mine egne handlinger, men også om andres.

I går havde jeg fx en af de slags mandage, jeg ellers kun oplever i tegneserie. Lige fra morgenstunden gik mange forskellige småting galt. Hårelastikken satte sig fast i håret. Tandpastaen løb ned ad kinden. Storetåen kom i nærkontakt med en dørkarm... bare for at nævne et par ting. Til sidst blev det nærmest komisk med alle de ting, der gik galt. Og jeg måtte bare sige ups, når jeg tabte noget og pyt, når det så lå på gulvet.

Evnen til at kunne trække på skuldrene over ting, som jeg ikke helt er herre over, er en stor gave i mit liv. Det gør, at jeg bedre kommer igennem episoder, som fyldte meget for mig, som ganske ung - og som jeg oplever fylder for mange mennesker.
Det skal endelig ikke forveksles med ligegyldighed. Men at fejl sker, ting går i stykker eller at nogle komme til at sige noget uheldigt, skal ikke styre mit liv. Derfor er ups og pyt ikke bare ord, men også en påmindelse om, at til trods for at jeg ikke bestemmer, hvad der sker, så bestemmer jeg min respons.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar