Undskyld kære krop - du er mere end en klods om benet

Yoga er en del af min morgenrutine. Jeg elsker at begynde dagen med at mærke min krop og strække den igennem. Som bonus er min balance klart forbedret, og jeg styrker mine muskler. Selvom det kan være hårdt, nyder jeg det virkeligt. Yogaen bringer mig i tættere kontakt med min krop.

Jeg har en krop, som har været meget igennem sammen med mig i 45 år. Som barn og ung var jeg meget aktiv gymnast, så jeg ved, at jeg har kunnet træne min krop til at udføre øvelser, som er langt fra hverdagsagtige. Jeg elsker at bruge min krop. Som voksen har min krop bl.a. båret mine to børn, og dermed været en meget vigtig del af den største lykke, jeg har oplevet - nemlig at blive mor.
Min krop giver mig også mere almindelige glæder. Som at bevæge mig fx i naturen. Gå op ad stejle skrænter for så at opleve en fantastisk udsigt. Eller blive mødt med et knus fra dem, der står mig nært.

Alt dette er jeg næste dagligt opmærksom på og meget taknemmelig over. Hvorfor har jeg det så lidt anstrengt med, at min krop ser ud, som den gør?

Når jeg ser mig selv i spejlet, prøver jeg på ikke kun at få øje på "fejlene", men det lykkes langt fra altid. Når jeg ser mig selv på et billede, vurderer jeg, hvordan jeg synes, jeg ser ud - før jeg egentlig ser situationen eller de andre på billedet. (Og det virker da noget selvoptaget...)

Skal jeg været helt ærlig, så vurderer jeg en (alt for stor) del af min succes i livet ud fra, hvordan jeg ser ud.  Jeg synes næsten det er pinligt at indrømme det... Jeg er gift med min store kærlighed, har nogle skønne børn og er omgivet af fantastiske mennesker. Jeg har et interessant job, som jeg er helt vild med. Jeg bidrager til børn og unges udvikling - også i min fritid. Jeg har virkeligt en skønt liv - og så bruger jeg min krops udseende til at banke mig selv oveni hovedet med!!! Det er da for meget.

Så mit mål er at give hele min krop al den kærlighed den fortjener. Kærlighed som jeg nemt giver til mit sind. Kærlighed jeg giver til dele af min krop. Når jeg ser på alle de ar, jeg har samlet sammen gennem livet, smiler jeg. For de har hver især en historie og gode minder. Jeg ønsker at møde mine strækmærker, rynker og kurver på samme måde.
Så jeg undskylder overfor min krop. Min mest trofaste følgesvend. Jeg har ikke behandlet den ordentlig. Hvem ville kunne trives i en konstant nedgørelse?

Du er ikke en klods om benet. Du er en gave og indgangen til livet.