Lad mig nu tale ud...

I min familie er vi desværre super gode til at afbryde hinanden - og andre. Og selvom jeg er opmærksom på det og prøver at stoppe den uheldige adfærd, sker det stadig, at andre ikke får lov til at tale ud i mit selskab.

Det ironiske er, at jeg selv ikke bryder mig om at blive afbrudt. Jeg føler, at når andre afbryder mig, så har de ikke interesse i at høre mine synspunkter. Det er som om, at dem der afbryder ved bedre... og mon ikke andre har det på nogenlunde samme måde, når jeg afbryder dem.

Men det er jo heldigvis en adfærd, der kan ændres - og det arbejder jeg ihærdigt på. Og belønningen kommer med det samme. Når jeg lader mine medmennesker tale ud, bliver jeg beriget med synspunkter, som jeg ikke kendte til i forvejen. Jeg bliver klogere på andre og deres verden, og jeg anerkender dem. Når jeg lader andre tale ud, bliver jeg gladere for den jeg er...